I Nirahams tidligste tider levede elverne frit i den store skov, der dækkede hele det nordlige kontinent. Det var en sorgløs tilværelse, hvor århundreder passerede, mens de dansede og sang i deres skaber, Sissiannas, ære.
Da sortelvernes første indtog på Niraham fandt sted, blev elverne dræbt i tusindvis, mens deres skove brændte overalt omkring dem. Med tiden blev elverne trængt i knæ, og i erkendelse af, at de ikke kunne stå mål med sortelvernes vrede, begyndte håbet at svinde. Selvom Sissianna bønfaldt Nimar om at gribe ind og redde elverne, nægtede han. Det kunne meget vel resultere i, at andre af guderne tilsvarende ville gribe ind for at bistå sortelverne, og krigen ville da sprede sig til gudernes egne rækker, hvilket ville være ødelæggende for både Niraham og Aferheim.
Til sidst blev elvernes lidelser imidlertid for meget for Rina. Hun trodsede Nimar og nedkaldte en dødbringende forbandelse over sortelverne, så solen fremover ville brænde dem, hvis de blev fanget i dens stråler. Derudover sendte hun tre af sine mirnere til Niraham for at hjælpe elverne ved at lære dem om højmagiens kunst. Deres navne er ikke blevet overleveret, men de er for al eftertid blevet husket som ‘De tre søstre’.
Lærlingene
Hver af søstrene tog sig en lærling, som de følte var værdig til at lære højmagiens kunst. Den ældste søster udvalgte sig en skovelver ved navn Koiera, og den næstældste en højelver ved navn Cerbian. Den yngste søster ledte længe, men fandt ingen blandt elvernes folk, der tiltalte hende. Hun var nysgerrig af sjæl og vandrede også blandt mennesker, og her mødte hun en ung mand, en stjernetyder og drømmer ved navn Modeus.
Dette menneske viste sig overordentlig lovende, og selvom Rina havde budt sine mirnere at bruge deres færdigheder til at hjælpe elverne, lod den yngste søster sig charmere af Modeus’ fortællinger om, hvordan han ville bruge sine kræfter i den gode sags tjeneste. Hun begyndte at oplære ham i højmagiens kunst, og da hun fortalte sine søstre, at hun havde fundet sig en særdeles lovende lærling af menneskelig afstamning, blev de rystede, men valgte at stole på deres søsters dømmekraft og accepterede hendes beslutning.
I mange, lange år rejste De tre søstre omkring med deres lærlinge. De lærte dem om alle Nirahams mange aspekter, både de verdslige og de skjulte, så de bedre kunne forstå den verden, de levede i, og derigennem opnå en dybere indsigt i magiens natur.
Med tiden blev lærlingene mere selvstændige, og en dag bebudede Modeus, at han ville vandre på egen hånd. Han tog afsked med sin læremester og de øvrige lærlinge og begav sig derefter ud i verden. I mange år hørte eller så de intet til ham, men de hørte på vinden, at han vandrede i øst og søgte lærdom hos neldorerne.
Da de to andre lærlinge, Koiera og Cerbian, havde opnået al den visdom, som søstrene kunne lære dem, gjorde De tre søstre sig klar til at tage afsked. Modeus havde lært om deres intentioner og vendte også tilbage for at sige farvel. Han fældede en enkelt tåre, da han sammen med Koiera og Cerbian så De tre søstre blive omsluttet af en klar flamme og herefter forsvinde.
I afskedsgave efterlod De tre søstre sig tre stave, der lå tilbage i asken. Hver af lærlingene tog en og forlod herefter hinanden for at drage ud i verden og yderligere styrke deres færdigheder.
Forræderiet
Mange år senere opsøgte Modeus en sen nattetime Koiera i hans tårn og bad ham indtrængende om at lytte til, hvad han havde erfaret. Modeus havde fundet en kilde til magt, der kunne forøge hans kræfter mange gange, og han ønskede, at Koiera skulle blive hans lærling og hjælpe ham med at udforske denne kraftkilde.
Koiera var nysgerrig, men forstod snart, at kilden til Modeus’ nyfundne kræfter kom fra dæmoner. Modeus svor ganske vist, at han kunne beherske dem, og at dæmonerne lystrede ham og ikke omvendt, men Koiera nægtede at høre mere og truede med at nedkalde Rinas vrede over Modeus, hvis han ikke straks frasagde sig dæmonernes kraft.
Modeus angreb ham, og selvom Koiera mestrede højmagiens kunst og havde været en kyndig lærling under De tre søstre, stod hans kræfter ikke mål med Modeus’ dæmoniske magi. Koiera forsvarede sig efter bedste evne, men faldt for Modeus’ hånd. Langt derfra, i sit tårn Cristaliana, fornemmede Cerbian denne brug af forbudt magi, og han manifesterede sig i Koieras tårn. Da han så, hvad Modeus havde gjort, forbandede han ham og nedkaldte som straf en forbandelse over Modeus, der forviste ham til Skyggeplanet, dæmonen Zaratziels rige.
Den Vise
Cerbian var herefter den eneste tilbageværende højmager, og i søstrenes ånd tog han selv tre lærlinge: Elverne Searin, Ludain og Illiana. Da de var udlærte og nu også hver tog tre lærlinge, indstiftede Cerbian en orden, der formelt blev navngivet Højmagernes Råd, men som i folkemunde blot omtales som Højmagerne. Orden skulle være ansvarlig for at varetage højmagiens kunst og sikre, at den aldrig faldt i de forkerte hænder. Med tiden blev Cerbian givet tilnavnet ‘Den Vise’, som efterhånden er det eneste navn, Nirahams folk nu kender ham under.
Årene gik, og Den Vise vidste, at Modeus en dag ville finde vej tilbage til Niraham. Den Vise var den eneste dødelige, hvis kræfter stod mål med Modeus’, og han måtte stå klar, når det skete – men selv Den Vise ville ikke leve for evigt. Derfor overgav han ansvaret for rådet til Searin og lod sig mange århundreder senere forvandle til sten, så han kunne bestå til evig tid.
Statuen af Den Vise blev placeret uden for Cristaliana-tårnet, hvor den fortsat står. Den dag, Modeus vender tilbage til Niraham, vil Den Vise bryde fri af stenen og forsvare Nirahams folk mod hans ondskab.