Den første markante udvikling i Nirahams historie fandt sted omkring år 22.000 FJ.
Menneskestammer fra syden havde gennem en årrække forbrudt sig mod elvernes lov og bevæget sig over den passage, der forbinder Nirahams nordlige og sydlige kontinent, hvorefter de havde fældet træer og jaget i elvernes skove. Elvernes hævn var nådesløs. Da menneskerne blev fanget, stak man deres øjne ud og sendte dem blødende, men levende, tilbage til deres folk som advarsel.
Det var ikke første gang, at elverne havde statueret eksempler af den art, men denne gang kom menneskernes reaktion bag på dem. En tidlig morgen vendte de tilbage i stort antal, og med sig bragte de fyrtøj og fakler. Menneskerne stak skoven i brand, og da elverne bemærkede deres tilstedeværelse, var det allerede for sent. Deres skov brændte overalt omkring dem, og der var intet, de kunne gøre for at standse ilden. End ikke elvernes magi kunne redde dem. Enorme områder blev lagt øde – helt op til de egne, som i dag udgør Aihlann Bachir – og talrige elvere døde i flammerne.
Dermed startede den første konflikt mellem mennesker og elvere. Alt for længe havde elverne dvælet ved deres position som Sissiannas udvalgte folk, og de havde overset, at menneskene var begyndt at udvikle deres egen kultur.
Elverne svarede igen ved at samle og udruste en hær under ledelse af fyrst Zaka Ianno Neldor, som fik til opgave at afstraffe og afskrække menneskene én gang for alle. Efter 38 års forberedelser drog Neldor af sted med en imponerende styrke og jog menneskene på flugt overalt, hvor han kom frem. Den passage, der binder Nirahams kontinenter sammen, blev i den forbindelse opkaldt efter ham og er stadig kendt som Ianno-passagen.
Neldors hær blev mødt med stor modstand, men trak sig sejrrig ud af alle sammenstød. Han led dog også tab undervejs, og for hvert menneske, hans hær slog ihjel, lod der blot til at blive avlet to nye. Efter 167 års krig måtte Neldor derfor erkende, at menneskenes antal var for stort til at kunne bekæmpes ved sværdets magt, og han bekendtgjorde, at han ville finde en anden måde at underkaste sig menneskeracen på.
Han lod sin hær hvile nær Tiesilé-bjergene i det sydøstlige Niraham og opførte her byen Te’senne. Hæren udgjorde på dette tidspunkt godt og vel 3000 elvere, hvortil kom 8000 menneskeslaver.
135 år efter opførelsen af Te’senne sendte Neldor bud til det elviske folk. Hans troldmænd havde gjort et enestående fund, som han mente ville kunne vende krigslykken. I Tiesilé-bjergene havde de opdaget et mineral, der var så enestående, at de betragtede det som et nyt og ukendt element. Elverne gav dette element navnet rall.
Der var ingen grænser for, hvad man kunne opnå ved at trække på elementets kræfter. Jo mere de elviske troldmænd lærte, desto kraftigere magi kunne de udvinde af elementet. Senest havde de fundet måder at binde elementet til en elvers krop, hvilket havde styrket hans kræfter ud over enhver tænkelig forstand. Neldors folk havde fået fornyet håb, og han kundgjorde over for resten af det elviske folk, at han forventede at have decimeret menneskenes tilstedeværelse på Niraham inden for et par årtier.
Derefter hørte man imidlertid intet. Hidtil var der ankommet budbringere fra syden med regelmæssige mellemrum, men fra den ene dag til den anden ophørte kontakten. Det elviske folk undrede sig, og igen og igen forsøgte de at kontakte Neldor, men forgæves. Ofte vendte deres sendebude end ikke tilbage. I mere end 100 år prøvede de, men langsomt svandt håbet, og til sidst gav elverne op og afskar igen kontakten til det sydlige kontinent.