Syd for Etos finder man et stort, åbent slettelandskab, som er hjemsted for et af Nirahams mest hellige steder: Jarcos Tempel.
Jarcos Tempel
Det var her, Jarco åbenbarede De Sande Guders eksistens for resten af Nirahams folkeslag. I tre dage og tre nætter prædikede han, og derefter udrettede han mirakler og besvarede alle tvivleres spørgsmål, indtil de hundredtusinde fremmødte havde erkendt sandheden i gudernes lære.
Da Jarco på tredjedagen havde omvendt alle de forsamlede, bad han dem hvile sig og fortalte, at han ville opføre et tempel på højsletten, som ville stå færdigt næste dag, hvor de forsamlede skulle mødes og bede.
Om natten fik Jarco hjælp af hundreder af Nimars mirnere, som med guddommelig kraft formåede at indfri Jarcos løfte og opføre et tempel, så det stod klart, da de fremmødte besteg bakkekammen i solens første stråler. Her mødte de Jarco, som afholdt den første gudstjeneste til ære for De Sande Guder. Derefter sendte han de forsamlede ud i verden og bad dem fortælle alle, de mødte, om gudernes ord.
Efter åbenbaringen gjorde Jarco templet til sit hjem, og herfra tog han dagligt imod pilgrimme og andre, der ønskede at lære om guderne. Han udlærte mange præster fra templet, og i den efterfølgende tid udgjorde det hele Nirahams omdrejningspunkt for læren om De Sande Guder.
Etos
Templet på Djann-højsletten var dog for lille og for fjernt beliggende til at kunne fungere som hjemsted for en verdensomspændende religion. For at nå dertil var det nødvendigt at sejle til Etos og derefter vandre mange dage mod syd, og derfor blev bystaten Etos naturligt et hjemsted for de rettroende.
Jarco gav Dina, den foretrukne af sine forkyndere – kaldet rinderne – besked på at opføre et storslået tempel i Etos, der i fremtiden kunne huse alle tilhængere af De Sande Guder og være et hjemsted for deres lære. Hun varetog opgaven kyndigt, og så stort var antallet af dedikerede tilbedere, der frivilligt bidrog til opførelsen, at templet hurtigt begyndte at tårne mod himlen.
Der gik ikke mange år, før den første fløj af Stortemplet i Etos var færdig, og i år 10 EJ kunne den første gudstjeneste afholdes under dets tag. I takt med at templet voksede, begyndte det gradvist at overtage mange af de funktioner, som Jarcos Tempel på højsletten tidligere havde haft. Der blev etableret et storslået akademi i Etos, som fremover skulle uddanne præsterne, og Stortemplet tog imod deputationer fra fremmede riger og besvarede mange af de spørgsmål, som tidligere ville være blevet stillet til Jarcos Tempel på højsletten.
Alt dette skete med Jarcos velsignelse. Han fortsatte med at benytte templet på Djann-højsletten som sit hjem og nød at bruge sine dage på at drøfte religiøse anliggender og videreformidle gudernes ord til de rettroende, mens templet i Etos tog sig af politik og andre verdslige anliggender.
Da Dina i år 29 EJ rejste mod nord med sin ægtefælle, Nikolai Akonos, for at udbrede gudernes lære til de afgudsdyrkende maldúnere, valgte Jarco at forlade templet på højsletten og i stedet tage bolig i Stortemplet i Etos. Herfra fortsatte han sit virke, men rejste regelmæssigt tilbage til templet på Djann-højsletten, hvor han for en tid fandt ro til at fordybe sig i religiøse anliggender.
Nutiden
Efter Jarco gik bort, overgik stort set alle beføjelser og ansvarsområder inden for De Sande Guders lære til Stortemplet i Etos, og præsteskabet i Jarcos Tempel på højsletten har siden levet en anonym og tilbagetrukken tilværelse.
Templet er dog stadig aktivt og betragtes som en betydningsfuld helligdom. Det er et af Nirahams mest søgte steder for pilgrimsfærd, og hundredvis af dedikerede præster og tilbedere rejser hvert år dertil for at bede i Jarcos Tempel og mindes hans ord.
For at nå frem er det nødvendigt at rejse til Etos og derfra vandre flere dage sydpå. Der er tradition for at gå turen til templet til fods, og skulle en adelig finde sig for fin til at gå og vælge at ride eller blive kørt dertil i vogn, nægter templet at åbne sine døre for vedkommende.
For de sande tilhængere anses det desuden for mest korrekt at gå turen med bare fødder, selvom det er et frivilligt valg, da det stride græs på sletten skærer fødderne til blods og gør vandringen yderst smertefuld.
Ud over Jarcos Tempel huser højsletten en mindre landsby omkring templet, hvor præster, håndværkere og andre, der lever af at vedligeholde og servicere templet, bor. Højsletten er desuden en øde egn, hvor kun græs og lyng vil vokse. Om sommeren er varmen bagende, uden skygge fra solen, og om vinteren river den bidende kulde i huden. Ud over templet og de omkringliggende huse finder man derfor ikke mange, der har valgt at bosætte sig på højsletten.