Profeten Jarco blev født i Cartheero i år 37 FJ. Han var allerede fra sin tidlige ungdom en lysende begavelse, og igennem sin opvækst fortsatte han med at udvikle sit intellekt, indtil han blev regnet for en af Nirahams viseste. Han var imidlertid også hjemsøgt af voldsomme drømme, der gennem årene tiltog i intensitet, indtil han til sidst talte i tåger og skrev side op og side ned med uforståelige tegn, som han insisterede på havde en helt særlig betydning.
Med tiden begyndte han at holde taler for byens folk om en verden hinsides vores egen og om ophøjede væsner, langt mere magtfulde end almindelige mennesker. Det huede ikke Cartheeros magthavere, så de fordrev ham fra byen, og Jarco vandrede ud i ørkenen med et stort følge. Efter mange års rejse gav han en dag resterne af sit følge besked på at drage ud i verden og samle alle Nirahams folk på Djann-højsletten.
Åbenbaringen
To år gik, og i al den tid modtog ingen fra Jarcos følge nyt fra deres mester. Han var vandret ud i ørkenen kun iført en simpel kåbe og var ikke blevet set siden.
Fra de zarabiske stammer i Zikkha Ørkenen hørte de dog forlydender om, at stammefolk var blevet fordrevet fra vandhuller af ånder og andre forunderlige væsner, hvis lige de aldrig før havde set. Der begyndte at florere en fortælling blandt stammerne om en ensom vandringsmand, der forsvandt i enorme sandstorme, for siden at manifestere sig i andre dele af ørkenen.
En landsby i det sydlige Zara’bash berettede på samme vis om, at en ånd havde bevæget sig gennem byen og vandret lige igennem mennesker og bygninger på dens vej, som var de luft. For en kort bemærkning havde ånden stoppet ved landsbyens brønd, men ingen kunne se dens ansigt, og det sved i øjnene på enhver, der prøvede.
Således svirrede rygterne, og de øgede blot den forventningsfulde stemning blandt Nirahams folkeslag. Da tiden nærmede sig vintersolhverv, drog mennesker i tusindtal ud fra deres byer, så hele egne lå nærmest øde hen, i takt med at hver en mand og kvinde, der kunne gå, begav sig mod Djann-højsletten.
Fra nær og fjern strømmede tusinder og atter tusinder mod højsletten. Selv Cartheero mindede mest af alt om en spøgelsesby i denne tid. Folk rejste til fra verdens fjerneste egne, selv fra det nordlige Niraham, hvor skibe sejlede ind fra Tharkien, Paravien, Maldúné og Kamirr. Også fremmede racer i form af elvere og dværge indfandt sig på højsletten i tusindtal.
Om morgenen på den store dag var højsletten et summende virvar af forventningsfulde skikkelser. Deres antal var nær de hundredtusind, og der var rejst telte så langt øjet rakte. For en tid havde verdens folkeslag glemt deres stridigheder og ventede alle i spænding på den store åbenbaring.
Da solen stod på sit højeste, hørte man pludselig en stemme runge ud over sletten, og de forsamlede blev tavse. På et klippefremspring rejste Jarco sig dramatisk, og tavsheden blev forvandlet til et højlydt glædesudbrud. Alle havde set den klippe, der stod midt på sletten, men ingen havde bemærket den tavse skikkelse, der havde siddet og var gået i ét med skyggerne.
Folket flokkedes om ham og faldt på knæ, hvorefter Jarco begyndte at berette. Hans skikkelse stod tydelig og klar for alle. Selv de blinde så den aura af lys, som omgav hans væsen. Også hans stemme nåede ud til alle forsamlede, så de hver især følte, at han talte direkte til dem. Også de døve kunne på mirakuløs vis føle hvert eneste af hans ord i deres hjerter.
Han forklarede, hvordan Nirahams folkefærd endelig var rede til at få indsigt i den højeste visdom, og at guderne havde vist sig for ham og bedt ham åbenbare deres eksistens for verdens folk. De forsamlede havde aldrig før hørt en fortælling som denne, men da Jarco talte om Aferheim og det hinsides, stod alt pludselig lysende klart for dem, og de begyndte allerede da i deres hjerter at tilbede De Sande Guder.
Der var meget at berette, og da dagen blev til nat, talte Jarco stadig. Ingen følte imidlertid træthed eller sult i hans nærvær, og Jarco fortsatte med at fortælle hele natten og fortsatte næste dag og nat, indtil han langt op ad tredjedagen tav. Da havde de forsamlede hørt alt, hvad der var at fortælle.
Da Jarco endelig holdt op, faldt de forsamlede på knæ for ham. Kun få blev stående, og Jarco gik rundt til hver eneste af dem og hilste dem ved deres navn. Han besvarede alle deres spørgsmål, helbredte de syge og udrettede mirakler for de skeptiske, indtil også de faldt på knæ og begyndte at tilbede De Sande Guder.
Efter at have omvendt de forsamlede og besvaret deres spørgsmål gik Jarco atter op på klippefremspringet og bebudede, at han nu ville give folket det største mirakel af alle. Aftenen var ved at falde på, og han lovede folket, at han ville rejse et tempel, som de skulle gå til og bede i allerede næste morgen.
Templet
Derpå kaldte Jarco sine fem forkyndere – rinderne – til sig, som han havde sendt ud i verden. Kun fire af dem var imidlertid til stede på højsletten, og han udtrykte stor sorg, da han erfarede, at ingen havde hørt fra Kato siden deres afsked to år forinden.
Jarco tog de resterende fire rindere med sig og hidkaldte hundrede af gudernes tjenere, mirnerne. Alle mirnerne var mindst tre meter høje og stærkere end ti mænd hver. De hilste Jarco i Nimars navn, og han gav dem besked på at rejse et tempel i gudernes ære.
Mirnerne adlød ham straks. De begyndte at hugge sten ud af klippen med deres bare hænder og bar ubesværet de store stykker hen, hvor templet skulle stå. De arbejdede hurtigt og metodisk, som om alt foregik efter en nøje afstemt plan, og de udførte deres arbejde i en tavs, indbyrdes forståelse. Man hørte aldrig mirnerne tale sammen, og alligevel begik de ingen fejl.
Allerede ved midnat rejste templets mure sig femten meter over jorden, og mirnerne arbejdede ufortrødent videre. Ved håndkraft kastede de klippeblokke op til templets top, hvor deres brødre tog imod dem og lagde dem på plads, mens flere mirnere lavede kunstfærdige udsmykninger på de allerede lagte sten.
Jarco og hans udvalgte så til, mens det prægtige tempel rejste sig. Da solens første stråler steg op over horisonten, var bygningen færdig. Mirnerne havde efterlevet Jarcos bud og skabt et tempel, der var guderne værdigt. I den tidlige morgen vågnede de forsamlede, og da de så templet, faldt de atter på knæ i ærefrygt over gudernes skaberkraft. Havde nogen af dem haft den mindste tvivl tilbage i deres hjerter, var den nu endegyldigt borte.
Samtlige af de hundredtusind, som var forsamlet på højsletten, begav sig til templet. Jarco hilste dem velkommen og forkyndte endnu en gang De Sande Guders ord ved den første gudstjeneste i det nye tempel. Han lærte dem om hver enkelt af guderne og om, hvad de skulle gøre for at behage de almægtige. Da de forsamlede havde hørt hans ord, så de, hvordan guderne gjorde deres liv komplette, og de gav sig hen i bøn.
Ved afslutningen af denne første gudstjeneste sendte Jarco folket bort og bad dem om at rejse tilbage til deres hjem, hvor de skulle genoptage deres gamle liv, men altid bære guderne i deres hjerter. På vejen skulle de sprede hans ord og dele lærdommen om De Sande Guder med alle, de mødte, og når de kom hjem, skulle de opføre kirker og indvie enhver, de kendte, i den sande tro.
Jarco lod sine rindere følge folket på deres rejse, så intet ondt ville overkomme dem, og han gav dem besked på at udbrede lærdommen om De Sande Guder i Nirahams fire verdenshjørner: Ios mod vest, Eso mod syd, Garmio mod øst og Dina mod nord.
Med disse ord bød han folket farvel og velsignede dem alle. Til afsked udrettede han på ny mange mirakler, og hans velsignelser kurerede de syge og oplyste de svagsindede.