Denne bjergkæde strækker sig centralt gennem det nordlige Niraham og danner grænsen mellem de to riger Emyr og Imperiet. Bjergene er kendt for deres høje, spidse toppe, der året rundt er dækket af sne, og som næsten er umulige at passere. Det er disse bjergtinder, der har givet kæden sit navn – Kuldens Mur.
Med sit barske og ugæstfri klima har bjergkæden været ubeboelig for de fleste, bortset fra de mest hårdføre. Det har sortblodsfolket draget stor nytte af, og på forunderlig vis har de ikke blot formået at slå sig ned, men også at overleve og trives i bjergene. Herfra har de år efter år kunnet angribe de omkringliggende riger og derefter trække sig tilbage i bjergenes sikkerhed.
De omkringliggende riger har gentagne gange forsøgt at få bugt med sortblodsfolket i Kuldens Mur, men ofte med begrænset held. Senest, i år 33 EH, iværksatte Emyr og Imperiet en storstilet fælles offensiv mod sortblodsfolket, både for at forhindre fremtidige angreb og for at få adgang til de mange kostbare metaller, der findes i bjergenes indre.
Det lykkedes ganske vist at fortrænge sortblodsfolket fra store dele af Kuldens Mur, men ikke længe efter, at de to riger havde trukket deres hære tilbage, begyndte sortblodsfolket igen at bevæge sig ind i bjergkæden. Mange steder havde de også forskanset sig i underjordiske grotter og gange, hvor de nu brød frem fra.