Gennem Nirahams historie er der blevet skabt mange betydningsfulde artefakter. Nogle rummer overnaturlige kræfter, der enten kan være af guddommelig eller magisk natur, mens andre har religiøs, kulturel eller historisk betydning. Fælles for dem alle er, at de er alment kendte og genstand for stor fascination, og gennem årene er der ved aftentide blevet fortalt mange fantasifulde historier om deres oprindelse og brug.
Denne side indeholder en oversigt over mange af de mest kendte artefakter på Niraham. Teksten er på ingen måde udtømmende – der findes langt flere artefakter end dem, der er opremset her, og arrangørerne står frit til at opfinde nye og bringe dem i spil. Oversigten er udelukkende en samling af de magiske og kulturelle artefakter, som allerede må antages at være alment kendte på Niraham.
Magiske artefakter
De af Nirahams artefakter, der besidder magiske kræfter, har altid været genstand for ganske særlig opmærksomhed. De er særdeles eftertragtede – nogle fordi de giver bæreren egenskaber, som er ønskværdige, andre ganske enkelt på grund af den prestige eller historie, der er forbundet med at besidde et artefakt med overnaturlige egenskaber. Visse af artefakterne kan tilmed føre deres kræfter direkte tilbage til guderne og er særligt eftertragtede allerede af denne årsag.
Akademistenen
Den magiske sten, der beskytter Skhartiareakademiet og skjuler det for omverdenen. Det er en velkendt fortælling, at kun personer, der tidligere har været på akademiet, kan finde vej dertil igen. Fortællingen vil, at hvis stenen fjernes, vil hele akademiet styrte i grus. Den nuværende ejer og vogter af Akademistenen er mester Ezekiel Skhartiare.
Adrians Rustning og Sværd
I tiden op til Slaget om Kungstadt lod Adrian en dæmonisk rustning og et sværd smede. De blev udfærdiget af fire dæmoner ved Underviserens mellemkomst, og for at sikre Adrian store magiske kræfter, når han bar dem, blev 2.000 mennesker ofret på et stort alter foran Kungstadts porte. Under kampene blev alteret knust af Ragils højpræst, Viktor Flamme, hvilket brød forbindelsen mellem artefakterne og de døde sjæle. Herved mistede de store dele af deres magiske kraft. Ved begivenheden kendt som Adrians Bryllup i år 29 EH blev både rustningen og sværdet destrueret af de altødelæggende kræfter, der blev udløst under kampen mellem Valknarr og Karax.
Arams Drikkehorn
Den, der drikker af Arams Horn, får stor indsigt og evnen til at skelne sandhed fra løgn. Mange beretter også, at de er blevet opslugt af en ekstatisk følelse under drikken, men om det blot skyldes hornets visdom eller en særlig magisk egenskab, vides ikke. Hornet blev ifølge traditionen skabt, da en af Arams minotaure forsøgte at narre guden i en handel. Som straf skar Aram hornet af sin mirner og fortryllede det, så det altid ville fyldes med væske. Han lod sine øvrige mirnere drikke af det, så de kunne erkende bedraget. Siden kom hornet i menneskenes hænder og opbevares nu i Arams højtempel i Kamirr, hvor det regnes som et af kirkens helligste relikvier.
Ares ‘Skallesmækker’s Kranium
Ragils tidligere ypperstepræst, Ares af Lund, blev dræbt under Slaget om Kungstadt i år 27 EH. Hans legeme blev bragt til Flammernes Katedral, hvor det rituelt blev brændt. Dog brændte hans kranium ikke, og præsteskabet erkendte snart, at det havde magiske egenskaber. Den, der drikker af kraniet, fyldes af en rensende flamme, der kurerer vedkommende for al sygdom og ondskab. Kraniet tilhører formelt Ragils ypperstepræst, Johan De’André, men har det meste af tiden været overdraget til Sankt Viktors Orden, som har gjort flittigt brug af det.
Buranias Tavle
Den guddommelige lertavle, som Burania blev givet af Nimar til at nedfælde navnene på de døde, som passerer gennem Pauluns Porte. Tavlen blev ødelagt af guden Aram som hævn for, at Burania havde viet sig til gudinden Sissianna. Den blev knust i utallige stykker, og uanset hvor ihærdigt Burania prøvede, var det ikke muligt at samle stykkerne igen. Siden da har Nirahams racer ikke kunnet finde endegyldig hvile i Paulun. Selvom Burania henter dem dertil, er mange så stærkt knyttet til livet på Niraham, at deres ånd bliver ved med at hjemsøge de levende – og nogle få magtfulde magikere kan endda kalde dem helt tilbage til livet.
Inden for Buranias kirke anses stykker af tavlen for de mest hellige relikvier, der findes. Også blandt resten af Nirahams folk er de et særdeles eftertragtet klenodie. Det skyldes en udbredt antagelse om, at hvis man besidder et stykke af tavlen og skriver en persons navn på det, vil vedkommende dø og aldrig siden kunne vækkes til live.
Dansens Dæmon
Denne lille statue er låst inde i kælderen under Flammernes Katedral på Plen. Selvom den synes uskyldig, bærer den en dæmonisk forbandelse, der gør den uegnet til offentlig fremvisning. Hvis man rører ved statuen, vil man ufrivilligt begynde at danse og fortsætte, indtil man enten dør af udmattelse eller trygler om nåde – hvorefter dæmonen i statuen overtager den ulyksaliges sjæl som betingelse for at løfte forbandelsen.
Dilarnas Scepter
Da Dilarna sendte sine forkyndere til Niraham for at bebude hendes ophøjelse efter Himmelkrigene, bar de dette scepter. Det har evnen til at fjerne enhver sygdom – men også til at skabe nye og frygtelige. Siden tog Dilarna scepteret tilbage, men har flere gange på ny overladt det til sine særligt udvalgte, så de kunne fremvise hendes magt for Nirahams folkeslag. Scepteret betragtes som et helligt symbol i Dilarnakirken.
Djorkas Bæltespænde
Blandt dværgene anses dette hellige relikvie som et af de fornemmeste beviser på Djorkas smedekunst. Det er et smukt udført spænde i massivt guld, smedet af Djorka selv og overrakt til Darkoniens første højkonge. Siden da er det blevet givet videre fra højkonge til højkonge, der stolt har båret det gennem årtusinder. Bæltespændet indgyder bæreren med en stoisk ro og evnen til at tænke klart og handle med visdom og indsigt i enhver situation. På nuværende tidspunkt pryder det bæltet på Darkoniens højkonge Bhardin Tordentinde af klan Ulock.
Djorkas Hammer
Den hammer, som Djorka smeder alle sine våben og mesterværker med. Hammeren er en forlængelse af Djorka og rummer mange af de samme egenskaber og kræfter, der kendetegner ham. Når han slår hammeren mod jorden, skaber det et stort krater og forårsager voldsomme, ødelæggende jordskælv. I Djorkas kirke bruges hammeren ofte som symbol, og blandt dværge repræsenterer den symbiosen mellem dværgene og deres håndværk. Når en smed går i ét med sine redskaber og omsætter sine tanker til handling, siger man, at han ‘slår med Djorkas Jammer’.
Drageskæl
I årene forud for Himmelkrigene indsamlede Ragilkirken skæl fra de drager, der dengang fløj i skyerne. De blev transporteret til Flammernes Katedral, hvor man formåede at udvinde magiske eliksirer og pulver fra dem, som giver mod til de frygtsomme og indgyder viljestyrke og handlekraft. Udover at være et velset middel blandt de Ragiltro på Niraham er det også et udbredt middel blandt sømænd, der anvender det for at finde styrke til at kæmpe sig gennem oprørte have. Efter at hovedparten af Nirahams drager faldt under Himmelkrigene, har det været nødvendigt at sejle helt til Bang Tei for at skaffe drageskæl, hvilket har gjort midlet både sjældent og meget kostbart.
Dragestaven
Staven har traditionelt været båret af den spirituelle leder i Bang Tei. Det er en smukt forarbejdet stav af jade med indlagte runer, som både kan rumme store mængder mana og give bæreren adgang til et næsten endeløst repertoire af magisk viden. Efter Bang Tei-dynastiets fald fortæller legenden, at den store drage Ki Mana ikke længere anså folket for værdige til staven og overdrog den til sikker forvaring. Der skulle den hvile, indtil et nyt, værdigt overhoved for Ki Mana-troen åbenbarede sig. Hvem der fik overdraget staven, vides ikke, men en udbredt antagelse lyder, at det var Den Vise, og at staven dermed nu opbevares i Cristaliana.
Drømmejuvelerne
De fem drømmejuveler er blandt elvernes helligste artefakter. De blev skabt af De Tre Søstre, som gav hver af juvelerne en særlig kraft forbundet med Rina: visdom, retfærdighed, loyalitet, kærlighed og ærefrygt. Herudover har de den egenskab, at de i fællesskab beskytter højkongens liv og velbefindende. I år 2112 FJ blev de skænket til fem af Eisloniens fornemmeste adelsslægter, som blev pålagt at bruge Rinas gave til at bistå og rådgive den kun 13-årige Teriel Keladon, der måtte tage landets trone. Flere af dem gik dog tabt med årene. Først da Damien Keladon blev kronet i år 5 EH, lykkedes det igen at forene drømmejuvelerne, og mange højelvere så det som et tegn på, at den nye højkonge gik en stor fremtid i møde.
Drømmeæskerne
To undseelige theæsker fra Bang Tei, som gør det muligt for indehaverne at dele drømme med hinanden. Æskerne befandt sig oprindeligt begge i det kejserlige palads i Bang Tei, men den ene blev stjålet af sømænd fra Plen og bragt med tilbage til øen. I dag befinder denne æske sig i Flammernes Katedral og er en del af ypperstepræstens personlige samling.
Dûrisai
Sissiannas hellige sværd, der i sin tid blev skænket til overhovedet for Sølvhjelmene. Da sværdet blev brudt i kamp, lod man en tidligere stormester begrave med de knuste stykker, men ikke før der var blevet smedet en nøjagtig kopi. Denne opbevares nu i Sølvhjelmenes højborg, Minâs Cel, syd for Vetas. Selvom det er alment kendt, at sværdet blot er en kopi, betragtes det som en åndelig efterfølger til det oprindelige og har fortsat både stor symbolsk og militær betydning. Sværdets nuværende ejer er Sølvhjelmenes stormester, Aldaicam.
Den Døde Majbruds Krone
En sort og forbandet krone, som blev båret af en majbrud, der havde indgået en kontrakt med en dæmon for at blive den smukkeste brud nogensinde. Kronen tog kontrollen over hende og blev til sidst hendes undergang. Hvis nogen bærer kronen, vil enhver, der ser personen, blive betaget af bærerens overnaturlige skønhed, men kronen vil tage magten over bæreren og forvanske personens sjæl. Når personen derefter tager kronen af, vil vedkommende se sig selv som den mest uhyrlige vanskabning.
Dukkeførerens Maske
Under sine angreb på Narabond bar Dukkeføreren denne maske. Da hans tilhængere hærgede Vinterskoven og brændte Basilikaen, bar de lignende masker. Kun Dukkeførerens egen maske er magisk. Den giver bæreren evnen til at se ind på Åndeplanet, uden at ånderne bemærker det.
Fanabinas Trone
I hjertet af Etika, hovedstaden i sortelvernes underjordiske rige, Tzest-Starnia, findes denne hellige trone. Siden de tidligste tider har sortelvernes kejserinder regeret herfra, og tronen har stor symbolsk betydning for folket. Ifølge overleveringen skabte Fanabina selv tronen og regerede fra den i de første år, mens Underverdenen blev formet. Kun sortelvere med Fanabinas gunst kan sidde på tronen – enhver anden vil lide en grusom og pinefuld død.
Flarns Krone
Efter Himmelkrigene skænkede Flarn dette hellige artefakt til sine trofaste tjenere. Han lagde en besværgelse over kronen, så kun en stærk og værdig tilhænger af Flarn er i stand til at bære den. Når det sker, går vedkommende bersærk og bliver stort set usårlig. Siden har kronen været båret af mange markante Flarntilbedere gennem årene, og den har været et frygtet relikvie på slagmarken. Senest blev den brugt i år 27 EH under krigen mellem Narabond og Emyr. Siden blev den stjålet af Flarntilhængere og bragt til Flarns ypperstepræst i Morkuveria.
Gasnians Bog
Denne skriftsamling består af sider fra Gasnians egen bog, hvori alt er skrevet. Siderne er blanke, men forbundet til Gasnians bibliotek, således at ethvert spørgsmål, der skrives på en side, besvares på den næste. Ifølge Gasniankirkens teologiske lære kan en person kun stille ganske få spørgsmål, om end det nøjagtige antal ikke er kendt. På forunderlig vis kan svaret altid rummes på præcis én side, uanset hvor simpelt eller kompliceret spørgsmålet er. Den nuværende ejer menes at være Mester Uldur, mens andre er overbeviste om, at bogen befinder sig i Gasniankirken i Esos.
Giraks Knive
I fortællingerne om Himmelkrigene beskrives Girak som bærende to knive. De er af magisk natur og kendes som henholdsvis Forræderiets Kniv og Løgnens Kniv. Den ene gør ham i stand til at bevæge sig uset, og den anden får hans ord til at fremstå som sandfærdige. Når knivenes kræfter kombineres, siges Girak at være i stand til at begå enhver forbrydelse. Blandt hans tilhængere er der opstået en tradition for også at bære to knive som symbol på deres tilknytning til Girak.
Giraks Mønter
Så vidt vides findes der ti af disse mønter, som blev skabt af Giraks første tilhængere i årene op til hans ophøjelse under Himmelkrigene. Mønterne skulle løse det dilemma, hvordan man kunne opbygge et fællesskab blandt tilhængere af en gud, der prædikede løgn og bedrag. Derfor blev der skabt ti magiske amuletter, formet som mønter, der satte bæreren i stand til at gennemskue enhver løgn ytret af en anden Girak-tilhænger. De har siden været essentielle ved optagelsen af nye medlemmer i Girakkirken og i de kriminelle organisationer, der handler i hans navn. De fleste af mønterne menes at befinde sig i Girakkirken og hos Nymånens Broderskab.
Gorrums Øje
Blandt sortblodsfolket regnes dette for et af de mest eftertragtede artefakter. Trods navnet er der ikke tale om et øje fra Gorrum, men om en amulet, der indeholder et øje fra en dæmon. Enhver, der tager det på, bliver unaturligt stærk og for en kort tid usårlig. Vedkommende vil også blive opslugt af en brutal blodsrus. Kun orker er stærke nok til at bære Øjet, og alle andre, som har prøvet, er hurtigt bukket under og har måttet se deres livsenergi blive opslugt af det. Øjet fik sin navnkundige karakter, da kong Gorbit bar det som tegn på sit overherredømme. Siden har alle efterfølgende konger i Rustbjergene også sørget for at tilegne sig det, og i årene 32–33 EH, hvor der ikke var en konge i Rustbjergene, tog Det Sorte Råd vare på Øjet som tegn på deres magt.
Helligt Vand
Velsignet vand med magiske egenskaber, som virker rensende på tilhængere af de lyse guder, mens mørkets tjenere mærker gudernes vrede som en brændende og ætsende kraft. Vandet stammer typisk fra Lyanes Tårer i De Elviske Skove, men præster af de lyse guder er også i stand til at skabe helligt vand med tilsvarende virkninger.
Historiens Pen
En fjerpen, som Gasnian bruger til at nedfælde alle begivenheder på Niraham, og som siges at kunne ændre verdens gang med ét enkelt pennestrøg. Mytologien bag pennens magiske kræfter lyder, at den ikke blot nedfælder sandheden, men også skaber den. Nedskrives en løgn med Historiens Pen, ændres verdens gang, så det skrevne ord bliver til sandhed. Der er dog stor usikkerhed om, hvorvidt pennen virkelig eksisterer, og i så fald om den overhovedet besidder de kræfter, der tilskrives den. De fleste teologer er dog enige om, at Gasnian fast skriver historiens gang med den samme pen, og at den befinder sig i Aferheim, hvor den vogtes af en af Gasnians tre sfinkser.
Iabols Kæder
Dette er sorte, dæmoniske jernkæder, som Iabol brugte til at fastholde mirnere, mens han lod sine ord fordærve deres sind. Kædernes sande kraft kendes ikke, men for at kunne holde en mirner pacificeret, må de besidde en betydelig magt. Kæderne er aldrig blevet set på Niraham og kendes kun fra dæmoniske skrifter. Det formodes, at de befinder sig i Darnhal og er i Bolas besiddelse.
Jorins Hellige Klinge
Et helligt flammesværd, som tilhører Jorin. Ifølge Jorinkirkens mytologi er det med den hellige klinge, at mørket skal fordrives, og lyset sejre. Gennem Jorins profet Wilwarian lærte præsteskabet at skabe kopier af klingen og give dem magiske kræfter, så de kan skade mørkets tjenere og væsner. Det hellige bånd mellem Jorin og klingerne betyder, at en uindviet, der forsøger at bære en af dem, vil blive drænet for sine kræfter og langsomt forfalde. Kun en sand Jorintro kan svinge en af Jorins hellige klinger og udnytte dens fulde potentiale.
Karnus
Dommerens Hammer, som tilhører Arl og bruges til at fælde dom over de skyldige. Hammeren kan skifte størrelse og form alt efter omstændighederne, og Arl anvender den også som våben, når det er nødvendigt at forsvare Aferheim eller Niraham. Ifølge legenden udtaler han en dom over hver enkelt fjende, hvorefter hammeren omsætter dommen til virkelighed. Inspireret af Arls hammer bærer de fleste præster i Arlkirken en hammer med navnet ‘Karnus’ indgraveret på siden af hammerhovedet.
Kejserens Scepter
Det magiske regalia, der tilhører kejseren af Det Chatonske Imperium. Enhver, der ser direkte ind i scepteret, bliver betaget af kejserens styrke og værdighed og ude af stand til at modsætte sig hans befalinger. Det siges at være skabt omkring år 1400 EJ af ildere som en gave til kejser Gaius Rex, i taknemmelighed over at de imperiale kejsere havde skabt deres ophøjede race. Ved kejser Gaius’ død og tronskiftet til kejser Anatol blev overdragelsen af scepteret et centralt element i kroningsceremonien. Siden har kejser Anatol Rex båret scepteret.
Lucian
Istezarifamiliens magiske sværd, kendt som det sorte sværd, der pryder familiens våbenskjold og er blevet nedarvet gennem generationer. Sværdet er opkaldt efter den berømte smed Lucian Istezari, som smedede det i det særlige Istezari-stål. Han overdrog det til sin søn, mester Feriel Istezari, der var leder af Mørketvingernes Orden. Feriel forstærkede sværdet med lysmagi og magiske runer, så det nu forvolder stor skade på alle mørkets væsner. Det anses for at være et helligt våben indenfor Nimarkirken. Senest har det været båret af prins Begarin Istezari, lillebror til fyrst Anarion Istezari.
Lyanes Harpe
Denne harpe er fremstillet af elfenben og det pureste guld, og dens strenge er fint snoede sølvtråde. Ifølge fortællingen skabte Nimar den til Lyane for at lindre hendes sorg efter Sissiannas bortgang. Musikken er så magisk, at den kan få hele hære til at blive bløde i knæene og glemme alt om krig og vold. Mange blandt Nirahams folk hævder at have hørt de blide toner fra harpespil, første gang de så deres elskede ind i øjnene.
Macevas Kæde
Artefaktet bærer en del af Rinas essens og giver bæreren evnen til at påvirke selve magiens væsen. Det er navngivet efter højelveren Maceva, der tjente som Rinas ypperstepræst gennem de mørkeste tider, da sortelverne gjorde deres indtog på Niraham. I en længere årrække var kæden i sikker forvaring i Basilikaen i Narabond, men den blev stjålet under en voldsom brand i år 22 EH. Senere kom den i hænde på Gagail ‘Lysbringeren’, som vogtede over den, indtil han i år 33 EH blev besejret af Modeus’ lærling, Usemo. Året efter anvendte Usemo kæden til at ændre de magiske strømninger ved vortexet i Dragegabet, hvilket gjorde det muligt for ham at bringe Modeus tilbage til Niraham. Kæden menes at være gået tabt i denne proces.
Magiens Bog
Rinas formularbog, der indeholder alle hendes magiske formularer, nedskrevet på tusindvis af sider. Bogen blev i tidernes begyndelse stjålet af Fanabina, som i misundelse over Nimar og Rinas skabelse af liv ønskede at skabe sine egne væsner og håbede at finde hemmeligheden i bogen. Da Rina opdagede tyveriet og generhvervede bogen, skjulte hun den, så Fanabina aldrig igen kunne finde den. En vedholdende fortælling hævder, at hun overdrog den til højelveren kendt som Den Vise, som svor, at kun han selv ville læse i den. Bogen menes nu at være skjult i krypterne under Cristaliana.
Magnetars Krystal
En sort eislonsk krystal, som indeholder kræfter fra dæmonen Magnetar, der gennem en årrække forvanskede sindet hos flere magtfulde magikere og forårsagede deres undergang, herunder Irius og Odessa Situs. Efter Odessas fald kom krystallen i Mester Domiels besiddelse, men ved hans død i år 25 EH forsvandt den og er ikke siden blevet set. En udbredt antagelse er dog, at den på nuværende tidspunkt befinder sig på Skhartiareakademiet.
Minotaurblod
Blandt Nirahams alkymister har blodet fra Arams mirnere, minotaurerne, længe været genstand for særlig interesse. Ud over at være yderst sjældent og næsten umuligt at tilvejebringe, besidder det den usædvanlige egenskab, at de menneskelige træk i blodet er stabile – bæreren skifter altså ikke form, som man kender det fra eksempelvis varulve.
Gennem lange og mørke eksperimenter lykkedes det alkymisterne at finde en metode, hvorved en vampyr, under helt særlige betingelser, kan opnå midlertidig immunitet over for sollys ved at indtage minotaurblod. Det er dog et tveægget sværd: indtages blodet af et andet væsen, bringer det den dyriske side frem og hensætter personen i en ukontrolleret blodrus.
Mjörknir
Flarns hellige klinge, der giver bæreren overnaturlig styrke og mod. Den tilhørte oprindeligt Razna’kohr, Flarns mirner, som flittigt brugte sværdet i kamp mod Flarns fjender. Senere faldt det i sortblodsfolkets hænder, men efter at have erfaret, hvordan sværdet skabte ubalance i Rustbjergene, besluttede Det Sorte Råd at destruere det, efter Rustbjergenes tidligere konge, Jernhud, blev dræbt i år 32 EH.
Nimars Krone
Denne ældgamle krone har været båret af Narabonds regenter lige siden rigets stamfader, Nikolai Akonos. Den blev smedet af hans hustru, rinderen Dina, og overgivet til ham ved hans kroning. Derfor er kronen også kendt som ‘Akonos-kronen’. På nuværende tidspunkt bæres den af Narabonds dronning, Elisabeth Narabond.
Fortællingen vil, at kronen er magisk, og at kun Narabonds retmæssige hersker kan bære den. Enhver anden, der forsøger, vil sygne hen og til sidst dø. Efter Elisabeths kroning er mange begyndt at spekulere på, om denne gamle fortælling kunne være sand – og om det kan forklare den skæbne, der efter Himmelkrigene overgik regenterne Nicolai ‘den Gale’, Valdemar og Tirri.
Nimars Rustning
Denne hellige rustning, der består af fem dele, blev ifølge sagnene smedet af Nimars mirner, Zen’Atalin, og overbragt til ordenen Sangvis Fervius i Zara’bash i år 1162 EJ – nøjagtig 1000 år efter Jarcos død. I årene efter blev rustningen båret stolt af ordensridderne, men i erkendelse af, at Nimars præsteskab stod over for større udfordringer andre steder i verden, blev rustningen delt og overdraget til Nimars mest hengivne forkæmpere.
Rustningen er velsignet, så kun den, der er sandt dedikeret til Nimar, kan bære den. Den fremstår altid skinnende og uden tegn på slid. Blot en enkelt del giver stor magisk beskyttelse, men hvis to eller flere dele bæres samtidigt, opildnes bærerens sjæl af en hellig kraft, som fordriver al frygt og tvivl.
- Sværdet er også kendt under tilnavnet Kaspian eller ‘befrieren’. Det er et drabeligt våben, der er skarpt som en ragekniv og aldrig bliver sløvt. Det kan skære gennem rustning og skille et menneske på midten med blot ét slag. Sværdet befinder sig i Nimranns Højborg i Paravien. Til trods for sværdets store styrke er ordenen dog særdeles tilbageholdende med at benytte det i krig.
- Skjoldet bærer navnet Devion, men omtales også som ‘beskytteren’. Det er et smukt skjold i hvidmalet egetræ med elegante udsmykninger. Rundt langs kanten er det præget med runer og beskytter sin bærer mod både magiske angreb og fysisk magt. Omend det formentlig er en overdrivelse, går fortællingen på, at selv stenen fra en katapult blot vil glide af skjoldet og efterlade bæreren uskadt. Skjoldet er overdraget i varetægt hos en ung Nimarpræstinde i Narabond.
- Hjelmen er kendt under navnet Shindar eller ‘livsmasken’. Den, der bærer hjelmen, føler ingen frygt eller vrede. Den lader bæreren omsluttes af et helligt lys, der er så kraftigt, at mørkets væsner kan fornemme dens tilstedeværelse på flere mils afstand. Hjelmen er i Narabondslægtens varetægt, men befinder sig i Valdemars Lys under præsteskabets beskyttelse.
- Harnisket, som er navngivet Pavor, er en smuk, men også frygtindgydende pladerustning, der udstråler en kraftig magisk aura. Bæreren får overnaturlig styrke, der kan måle sig med troldes, og er beskyttet af Nimars hellige lys. Rustningen befinder sig i Stortemplet i Etos, hvor den bliver vogtet af Nimars præsteskab.
Patron De’Sol
En magisk kappe, der beskytter bæreren mod lys magi. Den er også kendt som ‘Nattens Kappe’. Kappen blev i en længere årrække båret af Quarn Aratholl, og det menes, at det var dens kræfter, der gjorde det muligt for ham at skjule sin tilstand som vampyr for omverdenen. Det er alment antaget, at kappen gik tabt og blev destrueret sammen med Quarn ved begivenheden kendt som Adrians Bryllup i år 29 EH.
Ragils Amulet
Blandt befolkningen i Kamirr kender alle den gamle legende om, hvordan De Gaidron-familien blev skænket denne amulet af Ragil personligt. Amuletten blev siden overdraget til deres allierede, Drachmarrklanen, som et tegn på evigt venskab. Amuletten gør bæreren frygtløs i kamp, men den spiller også en central rolle i et ældgammelt ritual i klanen, der giver alle deltagende krigere styrke fra Ragil og stor vildskab i kamp. Blandt Ragils øvrige præsteskab på Niraham har man traditionelt stillet spørgsmålstegn ved både amulettens historie og omfanget af dens kræfter, og mange anser fortællingen for et forsøg på at fremhæve de to klaner i Kamirr.
Rasnassolins Horn
Et helligt horn, udskåret af en narhvaltand. Hvis sande tilhængere af Rasnassolin blæser i hornet, kan de påkalde Mondakah eller de store levithaner – monstre fra dybet i Tharkienshavet. Ifølge legenderne vil monstret lystre den, der kan bruge hornet. Er vedkommende uværdig eller ikke en oprigtig tilhænger af Rasnassolin, vil personen blive fortæret af uhyret. Den nuværende bærer er ypperstepræsten af Rasnassolin, Atlan Stormhjerte.
Rinas Ring
Ifølge de gamle legender var denne ring en afgørende kilde til Rinas livgivende kræfter. Fortællingen fik særlig udbredelse efter Himmelkrigene, hvor Rina blev dræbt, og mange frygtede, at hendes livskraft var forsvundet med hende. Der fortsatte dog med at opstå nyt liv på Niraham, og mange mener, at det beviser, at ringen blev givet videre – formentlig til Lyane. Det har givet grobund for den tanke, at det er ringen, og ikke Rina selv, der rummer den livgivende kraft. Andre maner dog til besindighed og påpeger, at intet tyder på, at ringen overhovedet besidder magiske egenskaber.
Shantilmønterne
Disse ældgamle magiske mønter fra Shantil blev oprindeligt skabt for at beskytte folket mod fjendtlig magi. Mønterne gik tabt ved Shantils fald, men flere blev senere fundet og samlet af vinthelfyrsterne. Da magiens tårne siden blev ødelagt, blev mønterne spredt for alle vinde. Der er fundet i alt ti mønter, som har overlevet tidens tand. Hver mønt har evnen til at beskytte sin bærer mod magiske kræfter. Samles alle mønterne på den gamle troldmandsstav fra Shantil, kaldet ‘Shantilstaven’, har de vist sig i stand til at ophæve enhver form for magi, som bæreren måtte være udsat for – uanset hvor kraftfuld den måtte være.
Sirus Nøgle
Nøglen kan åbne portaler til andre planer. Hver gang den anvendes, kræver det dog en del af bærerens sjæl og nedbryder gradvist vedkommendes personlighed. Nøglen befinder sig nu i Rinakirkens varetægt, og de opbevarer den i deres højtempel i Vetas, hvor den bevogtes af kirkens paladiner.
Sjæleknive
Dette er en fællesbetegnelse for magisk konstruerede knive, hvori der er blevet indkapslet en sjæl. Sjæleknive kan fremstilles på mange forskellige måder og med mange forskellige formål. Ofte vil der være tale om en magtfuld sjæl, som er blevet tvunget ind i kniven og nu forstærker den og giver den magiske egenskaber. Andre gange er der tale om en straf, hvor en person må tilbringe et evigt efterliv i fangeskab. På grund af sjæleknivenes mørke natur og formål er det ilde set at fremstille dem, og selvom det ikke er eksplicit forbudt, vil det ofte blive mødt med modstand fra både Magiens Cirkel og De Sande Guders præster.
Sissiannas Lok
For uindviede fremstår dette artefakt som et almindeligt hårstrå, men for elvere åbenbarer det sin sande natur. Det er en fint flettet lok af Sissiannas hår, der giver enhver, der rører ved den, magisk kraft og en forbindelse til gudinden. Lokken menes dog kun at kunne bruges af elvere. Den nuværende ejer er Alienna Morgengry Ametyst, ypperstepræstinden af Sissianna, og den opbevares i Den Evige Sommers Tempel.
Skyggeknive
En samling knive fremstillet af skyggematerie fra Zaratziels rige. De blev skabt for at give skyggevæsner evnen til at såre og dræbe mirnere, og selv gudernes stærkeste tjenere, der ellers kan modstå næsten enhver form for skade, vil lide alvorligt under disse klinger. Et antal knive er gennem tiden blevet fravristet skyggerne og befinder sig nu i de dødeliges hænder – så vidt vides ni i alt. Det har vist sig, at knivene også kan såre og dræbe skygger. Derudover besidder de den grufulde egenskab, at enhver dødelig, der dræbes af en skyggekniv, ikke vil vandre til Pauluns Porte, men i stedet ende på Skyggeplanet. Knivene skifter ofte hænder, og flere er siden blevet taget tilbage af skyggevæsner. Det synes, som om skyggerne kan sanse dem og formår at opspore dem over lange afstande.
Stjernekronen
Kronen har været båret af alle Santillias regenter gennem tiden. Det er en hellig krone indfattet med Akantus-krystaller fra Krystalpaladset. Den har gennem tiden haft mange navne, alt fra ‘Sissiannas Stjerne’ til ‘Midterriget-kronen’ og ‘Stjernekronen’. Enhver der bærer kronen vil være badet i et helligt lys, der får vedkommende til at udstråle Sissiannas ynde. Bæreren kan desuden helbrede sår og sygdomme på dem, der kommer nær. Sidste gang kronen blev båret offentligt var af fyrstinde Tanaya Akantus under Slaget om Midterriget.
Søstrenes Stave
Under sortelvernes første indtog på Niraham sendte Rina tre af sine mirnere, kendt som De Tre Søstre, for at hjælpe elverne. Hver søster tog sig en lærling: højelveren Cerbian, skovelveren Koiera og mennesket Modeus. Da søstrene mange år senere forlod Niraham, efterlod de hver deres lærling en stav. Ifølge legenderne indeholder stavene ikke blot Rinas magi, men også en indsigt i magiens essens. Senere dræbte Modeus sin medlærling Koiera, og Den Vise forviste ham til Zaratziels rige. To af stavene befinder sig i dag i Cristaliana – formentlig Den Vises og Koieras – mens den tredje formodes at være i Modeus’ besiddelse.
Taras Galia
Inden for Taras kirke regnes de hellige elementarkrystaller for at være en manifestation af Taras kræfter. De findes i fire afskygninger – én for hvert element. Krystallerne besidder unikke egenskaber, der knytter sig til det pågældende element, og kun sjældent deler to krystaller samme evner. Fælles for dem er dog, at de fleste har evnen til at forstærke kræfter, der relaterer til deres element. Ud over at være hellige for Tarakirken, er elementarkrystallerne også højt eftertragtede blandt Nirahams magikere.
Tidens Sand
Et timeglas, der i tidernes begyndelse blev skabt af Gasnian for at fastholde øjeblikke og minder. Siden fandt Gasnian en anden og mere betydningsfuld anvendelse for det. Hver gang en dæmon trængte ind i Niraham og var for magtfuld til at kunne dræbes eller betvinges, indespærrede guderne den i timeglasset. Dermed blev væsnet fastfrosset i tid og kunne aldrig forlade det igen. Med tiden overlod guderne ansvaret til Nirahams dødelige og skænkede timeglasset til højelveren, kendt som Den Vise.
Siden da har Tidens Sand været anvendt til samme formål, men det har også fungeret som et statisk fængsel for flere mørke troldmænd – den mest kendte er formentlig Moreko Aratholl. I dag vogtes timeglasset af Højmagerne i deres tårn, Cristaliana.
Vadal
Nimars hellige stav er kendt for at skabe lys i det dybeste mørke, orden i ethvert kaos og fred i selv det mest oprørte hjerte. I langt de fleste afbildninger af Nimar bærer han Vadal i sin hånd, oplyst som et lyshav. Stavens historie er så gammel som selve beretningen om guderne. Der findes ikke en eneste fortælling, hvor Nimar ikke har Vadal, og det formodes, at staven var hans første skaberværk.
Vardunger
Det er navnet på Ragils sværd, som giver bæreren uovertrufne evner på slagmarken. Efter Ragils død under Himmelkrigene ønskede hans ærkeengel, Valknarr, at træde i hans sted, men blev afvist af guderne. Hun tog derfor Vardunger og drog til Niraham, hvor hun med sværdets magt forsøgte at samle tilhængere, så guderne ville anerkende hendes styrke. Da Ragil vendte tilbage, udråbte han hende imidlertid som dæmon.
Under sine forsøg på at underkaste sig de dødelige mistede Valknarr sværdet, som faldt i menneskenes hænder. Det blev delt i fem stykker: klinge, parerstang, greb, pommel og den binderune på pommelen, der bandt sværdet sammen. Stykkerne blev fordelt mellem Nirahams racer og sendt til fjerne egne af verden for at umuliggøre, at sværdet nogensinde bliver samlet igen. Det formodes, at flere af delene er blevet destrueret, og andre smidt i dybe have. En sejlivet skrøne fortæller, at en roulisk druide skulle have skjult parerstangen i Sortesøerne i Vinterskoven.
Wilwarians Kalk
Da Jorins profet åbenbarede guden for højelverne i Buranus, vidste han, at et liv dedikeret til Jorins lære er krævende og kan medføre en for tidlig død. For at sikre, at folket i Buranus fortsat ville kunne føle Jorins nærvær, hvis Wilwarian faldt, bandt han en del af Jorins hellige vilje til en hvid kalk indlagt med gyldne runer. Når en højelver drikker af kalken, mærker vedkommende et øjeblikkeligt nærvær med Jorin og bliver mindet om hans budskab til sine tilhængere. Kalkens kraft er så stærk, at den også renser sjælen for alt mørke. Kalken opbevares i dag i Wilwarians Tempel i Buranus.
Kulturelle artefakter
Selvom det langt fra er alle artefakter, der har overnaturlige kræfter, kan de øvrige være mindst lige så kendte og eftertragtede. Der findes en lang række artefakter på Niraham, som på grund af deres historie eller kulturelle betydning har opnået en helt særlig berømmelse. De betegnes her som kulturelle artefakter og har mindst lige så ofte som de magiske artefakter været grundlag for, at Nirahams hære satte sig i bevægelse.
Adrians Pil
Den pil, der sårede Adrian under Slaget om Kungstadt. Det var den eneste pil, som formåede at gennembore hans rustning. Efter slaget blev pilen bragt til Flammernes Katedral, men senere stjålet af Girakkirken. Den blev senest set som indsats i et Skyggespil, og trods ihærdige bestræbelser er det endnu ikke lykkedes Ragilkirken at finde frem til, hvem der nu er i besiddelse af pilen.
Al-Hazifs Rustninger
En række rustninger skabt af ærkemageren Al-Hazif til hans disciple. De er unaturligt lette og kan være næsten umulige at få øje på, når de bæres under andre klæder. Samtidig yder de en enestående beskyttelse, der utallige gange har reddet bærernes liv. Rustningerne er udformet til at understøtte den kampstil, som stridsmagerne i Al-Hazifs Broderskab praktiserer, og hæmmer derfor ikke brugeren i at kaste besværgelser midt i kampens hede – på trods af den høje grad af beskyttelse. Når Broderskabet drager i krig, bærer stridsmagerne typisk deres rustninger synligt, og med deres indgraverede runer og ældgamle skrifttegn er det et frygtindgydende syn. Alt dette har bidraget til at give rustningerne en næsten mytisk status i omverdenen. Hver rustning er unik, og kun udvalgte stridsmagere i Al-Hazifs Broderskab har tilladelse til at bære dem.
Det Gyldne Vædderskind
Vædderskindet er et helligt ordensklæde forbundet med den narabonske ridderorden ‘Ridderne af Det Gyldne Skind’, som blev indstiftet af kong Valdemar under Kanslerkrigen. Han slog alle medlemmer af ordenen til riddere – dog hovedsageligt som en ceremoniel gestus uden medfølgende land eller beføjelser – og hvert medlem modtog et lille gyldent vædderskind som symbol på deres tilhørsforhold. Ordenens overhoved blev tildelt et stort og prægtigt skind indvævet med gyldne tråde, som er det man nu kender som Det Gyldne Vædderskind.
Iabols Tunge
Oprindeligt blev betegnelsen ‘Iabols Tunger’ brugt om de mirnere, som Iabol lokkede til at følge hans oprør mod guderne, og som straf blev forvandlet til dæmoner. Da Ragil formåede at trænge ind på dæmonernes plan og kløve Iabols hoved fra hans krop, skar han tungen ud af munden på Iabol for at forhindre ham i nogensinde igen at fordreje mirneres sind, hvis han en dag skulle genopstå. Ragil holdt herefter tungen i sikker forvaring i Aferheim, men da han faldt under Himmelkrigene, blev den overdraget til Mester Uldurs varetægt. Også Gagail ‘Lysbringer’ menes at være blevet betroet en dæmontunge, men hvilken dæmon den stammer fra, vides ikke.
Jarcos Dagbog
En samling tekster med Jarcos personlige beretninger – både om de drømme, han modtog fra guderne, og de erkendelser, han gjorde sig før og efter åbenbaringen. Dagbogen blev i de første mange år efter hans død opbevaret i Stortemplet i Etos, men i 800-tallet overdraget til Basilikaen i Narabond. Her lå den, indtil branden i år 22 EH, hvor den blev stjålet sammen med en række andre relikvier. Bogen kom snart efter i hænderne på Adrian og spillede en rolle i hans fordærv. Enkelte tekster fra dagbogen er siden blevet spredt over hele Niraham, og det formodes, at Adrians nærmeste allierede – kendt som Underviseren – tilegnede sig store dele af indholdet. Resten menes at være gået tabt under begivenheden kendt som Adrians Bryllup.
Kalans Nøgle
Umiddelbart inden sin død skjulte dæmonologen Kalan sin sjæl i den stav, han altid bar. Trods talrige forsøg viste det sig umuligt at ødelægge staven – hverken ved brug af verdslige eller magiske kræfter. For at forhindre Kalans genopstandelse blev staven derfor delt i syv dele, som blev spredt ud over Niraham, så de aldrig siden kunne samles. På stavens top sad en juvel, som ligeledes var nødvendig for at gøre staven hel. Den blev sendt til Basilikaen i Narabond, hvor den blev kendt som ‘Kalans Nøgle’. Under branden i Basilikaen i år 22 EH blev juvelen dog stjålet sammen med en række andre magiske artefakter.
Kasmanis Stav
Denne hellige relikvie har hørt til blandt ørkenfolkene i Zikkha Ørkenen i tusinder af år. På staven er der ældgamle figurer og mytiske fortællinger, der skildrer menneskeracens ophav og den ældste visdom. Staven tilhørte menneskenes stamfader, Kasmani, og blev givet videre til hans viseste søn ved hans død. Siden er den blevet nedarvet gennem generationer. Den, der er i besiddelse af staven, har adgang til stort indblik i sine forfædres viden, og den betragtes som et af de helligste artefakter for Kasmanis folk i ørkenen. Staven befinder sig hos en af de ældste stammeledere dybt inde i Zikkha Ørkenen.
Keladons Krone
Den hellige krone, som Højkongen af Eislonien bærer. Den indeholder tre sten, der er lysende stjerner, som den første højkonge, Aencar Keladon, blev skænket af Nimar, Rina og Sissianna som symbol på, at de fandt ham værdig til at herske over alle elvere på Niraham. Den nuværende bærer af kronen er Eisloniens højkonge Damien Keladon.
Kongesværdet
Trods sit navn har sværdet ikke noget med konger eller kejsere at gøre. Det er et gammelt kulturelt artefakt fra Drachmarrklanen i Kamirr. Sværdet blev smedet ved klanens grundlæggelse – skabt af dværge og siden velsignet af De Gaidron-familiens magikere. Det bærer navnet Rakanarin, hvilket betyder ‘Rakanars sjæl’. Sværdet har den magiske egenskab, at det altid vender tilbage til ejerens hånd, hvis det tabes eller bliver taget fra vedkommende.
Den Levende Sten
Hvis man ved, hvor man skal lede i Zara’bash, kan man finde en klippe, som Al-Hazif forseglede med det hellige ursegl for elementet vand. Lokationen er en nøje bevogtet hemmelighed inden for Al-Hazifs Broderskab, og ingen uden for broderskabet må nærme sig klippen. Det er uvist, hvorfor klippen blev forseglet, og mange anser i dag dens eksistens for at være en skrøne. Der er dog også dem, som tror, at klippen gemmer på Al-Hazifs mest hemmelige og dystre viden – måske endda de neldorskatte, han angiveligt nåede at bringe i sikkerhed inden sin død for hænderne af Fyrst Modeus.
Røde Orms Bane
Dette sværd sårede Thorondis’ konge, Erik Fridgjordsson, kendt som ‘Røde Orm’, under et togt i Gothia i sommeren 33 EH. Sværdet var forgiftet med tornegift – en dødelig elvisk gift – og kongen svævede derefter mellem liv og død i flere måneder, indtil giften til sidst fik bugt med ham i efteråret. Sværdet kom siden i hænderne på hans personlige garde, Blodravnene, som navngav det med dets nuværende navn.
Salvelsessættet
De dybe kældre under Basilikaen ‘Valdemars Lys’ i Narabond huser mange relikvier. Blandt de mest betydningsfulde findes en oliebeholder med tilhørende ske i massivt guld. Sættet blev givet til rinderen Dina af selveste Jarco, da hun drog mod nord med sin ægtefælle, Nikolai Akonos, for at omvende nordens folk til læren om De Sande Guder. Da de havde nået deres mål, salvede hun ham og udråbte ham til konge af Narabond. Siden da har salvelsessættet været brugt ved kroningen af alle retmæssige konger af Narabond.
Seraffjer
Et helligt relikvie fra Fanabinas mirnere, seraferne. Fjerene falder kun af under kamp, når seraferne giver sig fuldstændigt hen i tjeneste for deres gudinde. Kun de største krigere har nogensinde formået at presse seraferne så meget, at fjer er blevet løsrevet fra deres vinger. Fanabinakirken betragter dem som hellige artefakter og fører nøje tilsyn med hver enkelt fjer i deres besiddelse. Fjerene menes dog ikke at have nogen iboende magisk kraft.
Shartaks Bibel
En bibel nedfældet af Giraks profet Shartak, som udbredte hans budskab til Nirahams folk i tiden efter Himmelkrigene. Bibelen er skrevet på et gådefuldt sprog, der kræver stor snilde at afkode og forstå, og de få, som det er lykkedes for, har været særdeles hemmelighedsfulde omkring dens indhold. Det vides dog, at den rummer en beskrivelse af Giraks sande natur og vision. Udover at være yderst vanskelig at afkode, er bogen også fyldt med fælder, og mange håbefulde Giraktilbedere har mistet livet i forsøget på at afdække dens hemmeligheder. Den nuværende ejer er Scarpo Lusenborg, ypperstepræst af Girak.
Den Sorte Sols rustninger
Elegante pladerustninger, som bliver skabt til kraftvogterne i Den Sorte Sols Orden. Rustningerne er smedet i det smukkeste elviske metal og med indgraveringer og runer præget ind i metallet. De eislonske kraftvogtere er vidt berømte for deres særlige kampstil, hvor de kæmper stærkt bevæbnede og iført deres legendariske rustninger, men samtidig gør brug af magi. Hver rustning er fremstillet specifikt til det bærende medlem og højmagerne kan spore hver enkelt af dem overalt på Niraham. Når en kraftvogter dør, hænges rustningen op i ordenens store hal som minde om det afdøde medlem.
Sølvhjelmen
Den første stormester af Sølvhjelmene, Fentoriasis, blev skænket denne hjelm af Sissianna under sortelvernes første indtog på Niraham. Hjelmen var af sølv og havde Sissiannas mærke indgraveret, og ved synet af den fik højelverne nyt mod, hvilket blev et afgørende vendepunkt i kampen mod den sortelviske troldmand Môrcamarh dagen derpå. Slaget er siden blevet kendt som ‘Slaget om den splittede eg’ i år 272 FJ, og efter denne hændelse indstiftede Fentoriasis Sølvhjelmene, der blev navngivet efter Sissiannas gave. Over tid blev hjelmen også kendt som Nénarkal, hvilket kan oversættes til ‘Stjernesølv’ eller ‘Stjernelys’ på eislonsk, og da Fentoriasis døde, blev han begravet med hjelmen ved sin side.
Taikas Pokal
Paraviens konge blev skænket denne pokal af den nu afdøde kong Valdemar Narabond. Pokalen er smedet af guld, sølv og bronze og udgør et prægtigt syn. Den nuværende ejer er kong Arkiel af Paravien, stormester for Nimranns Riddere.
Tangara den Skønne
I Sølvborg i Tharkien står denne marmorstatue, som har haft sin plads i byens smidte siden grundlæggelsen. Den har både fået stor religiøs og kulturel betydning i Tharkien. Dels har den traditionelt været et samlingspunkt for byens Rina- og Sissiannakirke, men derudover er der også opstået en tradition for, at unge kvinder opsøger statuen for at bede om evig skønhed.
Tassilo-kalken
En kalk, som blev skænket til adelsslægten Stringarth ved deres udvandring fra Eislonien i år 5375 FJ. Det er gået tabt i tiden, hvem der skænkede den. Ikke desto mindre er den stadig et af de ældste og mest betydningsfulde historiske artefakter i Buranus. Kalken er formet i elfenben og indlagt med sirlige, guldbelagte skrifter. Den befinder sig i den store rådssal i Katena i Buranus.
Theoderiks den Barmhjertiges skrin
For den uindviede er der intet bemærkelsesværdigt ved dette skrin. Det er et ganske simpelt skrin lavet af læder, som tilhørte Theoderik den Barmhjertige, der i 1200-tallet indsamlede til de fattige i Acuna i Paravien. Skrinet har stor historisk betydning, og navnlig Buraniakirken i Paravien tillægger det stor værdi. En gammel skrøne, der troligt lever videre, uanset hvor mange gange den bliver modbevist, fortæller, at hvis man lægger en mønt i skrinet og lukker det, vil der være to mønter i det næste gang, man åbner det.