Mana er en vild og udefinerbar kraft, som magikere gennem træning kan lære at kanalisere på mange forskellige måder. Det er de kræfter, som på Niraham kendes som magi. Der er utallige måder at udøve magien på, men gennem tiden er der opstået tradition for at give de forskellige retninger navne.
Blot fordi en magiker har specialiseret sig i at benytte én slags magi, betyder det imidlertid ikke, at vedkommende ikke også vil kunne benytte andre. Det forholder sig heller ikke sådan, at magikere fødes med et talent for magi, der kun kan anvendes inden for én specifik retning.
Sandheden er nærmere, at magikere som oftest er ærgerrige personer, der ønsker at styrke deres færdigheder bedst muligt, og derfor ofte udvælger sig én specifik retning, som de specialiserer sig inden for.
Inden for Magiens Cirkel har man navngivet og defineret de forskellige retninger, og man betegner dem som magiens ‘skoler’. De er underlagt streng regulering, og Cirklen forbyder for eksempel magikere – fraset elvere – at blive oplært inden for mere end én skole.
Denne opremsning er udtryk for de principper og definitioner, der praktiseres af Magiens Cirkel. Selv i de lande, hvor Cirklen ikke har råderet, har man dog efterhånden fået for vane at læne sig op ad de navne, som Cirklen benytter – men regler og begrænsninger for, hvordan man kan udøve magien, vil i de lande selvsagt være anderledes.
De tilladte skoler
Dette er de fire skoler, som ved udstedelsen af Vintheldoktrinen i år 1400 EJ blev erklæret tilladt af Nimarkirken. I de efterfølgende år var kirken ansvarlig for at straffe renegater, der forbrød sig mod doktrinen og beskæftigede sig med forbudt magi. Efter Himmelkrigene mistede kirken store dele af sin magt, og beføjelserne til at tage ansvar for Nirahams magikere overgik i stedet til Magiens Cirkel, som siden har opretholdt de fire tilladte skoler.
Arkanisme
Denne magiretning kendes også som ‘den almene skole’ og beskæftiger sig med selve magiens natur. Man finder mange forskere og akademikere blandt arkanisterne, og selvom de sjældent anses for lige så magtfulde som mange andre, er de ofte langt mere vidende og kan se sammenhænge og sandheder, hvor andre ikke kan. Arkanister udøver en kunst, hvor de betvinger selve essensen af mana og stræber efter at kunne udøve en nøje kontrol over magien. Disse færdigheder har gjort dem til særdeles eftertragtede inkvisitorer, og en af arkanisternes særlige kompetencer er at negere mørk magi.
Elementalisme
Når striden kalder, er elementalisterne sædvanligvis de magikere, der går i forreste række. Deres styrke ligger i at betvinge elementerne, og der er et endeløst potentiale i deres magi. Den er dog hovedsageligt af destruktiv karakter, og deres liv er ofte behæftet med farer. At lade jorden rejse sig eller ild falde fra himlen kan være afgørende på slagmarken, men det kræver stor dedikation at kunne betvinge naturens kræfter så nøje, at man ikke selv falder offer for dem. Det krævende og farefulde liv sætter ofte sit præg på deres sind, og elementalister er notorisk kendte for deres sammenbidte udtryk og iltre temperament.
Mentalisme
Blandt mentalisterne beskæftiger man sig med sindets kringlede veje – hovedsageligt blandt mennesker, elvere og andre tænkende væsner, men visse mentalister kan også benytte deres kræfter på umælende dyr. Det er en magtfuld skole, hvor kræfterne kan bruges både til gode og skadelige formål. De færdigheder, der kan helbrede og styrke sindet, kan også anvendes til at skade det og drive folk til vanvid. For at styrke deres evne til at manipulere og påvirke sindet beskæftiger mange mentalister sig med omfattende studier af menneskers og andre racers tankemønstre, og også studier af følelser og drømme er udbredte.
Morticisme
Inden for denne skole beskæftiger magikere sig med døden og livet og de kræfter, som er forbundet hermed. Det omfatter både fysiske kræfter som kroppens livskraft og åndelige begreber som selve fænomenet ‘liv’. Det giver dem stor magt over dødelige væsner, og deres kræfter kan bruges både til at styrke og helbrede, men også til at svække og dræbe. En del morticister vælger også en mere akademisk retning, hvor de søger svar på selve kroppens opbygning og funktioner for derigennem at øge deres evner til at manipulere legemet.
De forbudte skoler
Der er visse magiskoler, som Magiens Cirkel har erklæret forbudte, og hvor enhver overtrædelse indebærer, at vedkommende udråbes som renegat og straffes med døden. Det er ikke som sådan den store magt, der ligger i disse skoler, som Cirklen har indvendinger imod, men det forhold, at magten stammer fra en ugudelig natur, der leder til moralsk fordærv, og at magikeren til sidst bliver opslugt af den og omvender sig til mørke kræfter. Det er ikke kun Magiens Cirkel, men også De Sande Guders inkvisitioner, der forbyder disse skoler, og tilhængere må derfor forvente at blive jaget, også selv i lande uden for Cirklens råderet.
Dæmonologi
De kræfter, som dæmonologer beskæftiger sig med, har de opnået gennem en pagt med en dæmon. Det er en tillokkende og let vej til at opnå overordentlig stor magt, og hvert år lader ikke kun unge, begærlige magikere sig lokke, men også mange ældre, erfarne magikere bliver forledt af dæmoner og fanget i deres magt, inden de erkender, hvilken farlig vej de er blevet ledt ind på – og da er det for sent. Mange af Nirahams mest navnkundige mørke magikere har været dæmonologer, herunder Fyrst Modeus, Kalan, Victor van Hessen, Odessa og senest overhovedet for Magiens Cirkel i Narabond, Irius Situs, der blev henrettet som renegat i år 28 EH.
Heksekunst
Hekse er personer, der har indgået en pagt med skygger fra Zaratziels rige – kaldet hekselænken. Gennem pagten giver de skyggerne adgang til deres sind mod at få stor kraft og magi til gengæld, som typisk knytter sig til sorg, ulykke og død. Nogle hekse bliver forledt af skyggerne, men langt oftere bliver hekselænken indgået frivilligt – ofte når en person ønsker hævn for en uret, der er begået, og derfor opsøger en af Nirahams rifter og indgår fordækte aftaler med skyggerne for at nå sit mål. De mest kyndige hekse kan opnå meget store magiske kræfter, og blandt de mest frygtede er de zarabiske Skyggesjakaler. At omgås skygger er imidlertid også en farefuld vej. Selv de mest viljestærke kan ikke modstå skyggernes påvirkning for evigt, og med tiden vil de alle forfalde til viljesløse redskaber for mørket.
Shamanisme
En shaman er en person, der kan sanse og ofte se ånderne i alt omkring sig, lige fra den livskraft, der findes i alt levende, til de frie ånder, der passerer mellem Niraham og åndeplanet. Også guderne selv er i shamaners øjne intet andet end magtfulde ånder. Shamanerne opnår deres kræfter gennem aftaler og forbund med ånder, men også magtkampe, hvor de tager kontrol over ånderne og trækker på deres styrke. Det er en kunstart, der er forbundet med stor mystik, men som også ses på med betydelig skepsis. Særligt den omstændighed, at shamanerne ser alt levende omkring sig som en potentiel kraftkilde, har været en årsag til, at Magiens Cirkel bandlyser deres lære.
Nekromanti
Sondringen mellem morticister og nekromantikere har altid været omdiskuteret. Begge beskæftiger de sig med kræfter, der relaterer til døden og livet, men der trækkes den afgørende skillelinje, at Magiens Cirkel forbyder morticister at anvende disse kræfter til at rejse de døde. Morticister, der benytter sig af den slags kræfter, anses for at være nekromantikere – ofte omtalt som dødemanere. En del nekromantikere har også taget skridtet videre og inddraget kræfterne fra rall, hvilket har sat dem i stand til at skabe særdeles magtfulde udøde. Blandt de mest kendte nekromantikere er Moreko, Quarn Aratholl og sortelveren Th’Khassos.
Sanguisme
Dette er læren om blodsmagi, og udøvere af denne troldmandsskole kendes som sanguister eller blodmagere. Ved at anvende blodet fra levende væsner får sanguister adgang til en overordentlig magtfuld kraftkilde – selve livets essens – og den største kraft af alle menes at opstå i det øjeblik, hvor et væsen dør og afgiver sin livsgnist. Modsat andre magikere, der trækker på mana, der findes overalt omkring dem, er sanguisternes kræfter flygtige og kræver vedvarende fornyelse. Både af denne årsag og på grund af deres kræfter, der stort set alene kan bruges til dødelige formål, er de frygtede og forhadte blandt stort set alle Nirahams folkeslag.
De abstrakte skoler
Udover de tilladte og forbudte skoler er der også et antal magiske retninger, der befinder sig i en uafklaret gråzone derimellem. For fleres vedkommende er der tale om kundskaber, som blev praktiseret før i tiden, men som siden er gået tabt og derfor ikke længere praktiseres, mens andre er kendetegnet ved at befinde sig i et kompliceret krydsfelt mellem trolddom og gejstlige kræfter, som gør dem vanskelige at indplacere.
Spiritisme
Spiritister betvinger sjælen i levende væsner omkring sig, og i en sådan grad, at de ikke kun kan manipulere sjælen, men også dræne dens kræfter og bruge dem til deres eget formål. De har også lært sig at løsrive den fra legemet og binde den til objekter. Til det formål kan de konstruere særlige sjælekrystaller, som kan indeholde sjæle, og hvis kræfter både spiritister og andre magikere herefter kan trække på. Deres store magt over sjælen har gjort dem frygtede, men gennem deres evne til at helbrede sindet på samme måde, som præster helbreder legemet, har de også været essentielle i mange renselser og dæmonuddrivelser gennem tiden.
Dimensionisme
Denne ældgamle, elviske skole beskæftiger sig med studier af de forskellige planer og deres bevægelser, mønstre og indbyrdes relationer. Magikere inden for skolen kendes også ofte som astralmagere. Dimensionister er nogle af de eneste, der forstår at skabe portaler og anvende dem forsvarligt, og der er kun ganske få af dem på Niraham. Der kendes ingen menneskelige dimensionister. Hovedparten er af elvisk afstamning, og Højmagerne vogter nidkært over deres færdigheder, men gennem de seneste år er det også lykkedes for sortelviske astralmagere at producere portaler i Tzest-Starnia.
Tempisme
Begrebet ‘tempisme’ dækker over læren om tid og rum. Skolens magikere beskæftiger sig med at studere og ændre på verdens realiteter og at forme dem efter deres egen vilje. Mange store tempister har gennem tiden også kunnet skue ud i både fortid, nutid og fremtid. Det er imidlertid en skole, der kræver store færdigheder, og kun ganske få tempister har haft så store kræfter, at de også har været i stand til at påvirke tidens gang. En mere udbredt færdighed er at fastholde personer i tid og sted. Mange kirker har dog med rette frygtet tempisternes magt, så sædvanligvis har skolens medlemmer sørget for at skjule deres kundskaber godt.
Divinisme
På oldparavisk betyder divinisme ‘skæbne’ eller ‘skæbnetråd’. Skolen er omgærdet af stor mystik, og mange mener ligefrem, at den aldrig har eksisteret. Divinister beskæftiger sig med hvert enkelt dødeligt væsens skæbne og menes at kunne se både deres fortid og deres fremtid – allerede inden den udfolder sig. De menes også at kunne se ind i sjælen og afsløre dens sandheder, herunder alle forbudte tanker og hemmeligheder. En frygtet skæbne for divinister er altid, at de bliver så optaget af deres egen skæbne, at de i et desperat forsøg på at ændre den vender sig mod mørke kræfter.
Illusionisme
En illusionist betvinger manaen i sine omgivelser og formår at ændre på virkelighedens udtryk. De ændrer ikke på tingenes sande væren, men kan skabe så overbevisende illusioner, som både kan ses, røres, føles og smages, at virkeligheden helt forsvinder. Magtfulde illusionister er tilmed i stand til at skjule hele steder og endda byer, og visse illusioner er så overbevisende, at de ikke kan sanses, men kræver magiske kundskaber at se igennem. Mange illusionister starter ud som mentalister og vælger herefter at specialisere sig inden for illusionismen. Ofte betegnes skolen derfor også blot som en forgrening af mentalismen.
Evokanisme
Disse magikere er i langt højere grad kendt under det folkelige udtryk ‘stridsmagere’, og det er en vedvarende akademisk diskussion, om der rettelig er tale om en selvstændig skole eller blot magikere, der i tillæg til deres ordinære træning også har opnået kundskaber på slagmarken. De bedst kendte evokanister er stridsmagerne fra Den Sorte Sols Orden og Al-Hazifs Broderskab. De har begge tillært sig en kampstil, hvor våbenbrug og magi flyder sammen i ét, og de fleste, der blot én gang har oplevet dem på slagmarken, vil typisk have så stor respekt, at de efterfølgende er villige til at anerkende deres færdigheder som en særskilt skole.