Zikkha Ørkenen

Denne ørken, der strækker sig over størstedelen af Nirahams sydlige kontinent, er en af de mest ugæstfri egne, som verden har at byde på.

Selvom man skulle tro, at ørkenen var ubeboelig, er der et utal af ørkenstammer, der har gjort den til deres hjem. De lever en nomadisk tilværelse og rejser fra oase til oase. Hvordan de formår at overleve under så barske vilkår, er imidlertid behæftet med stor mystik.

Stort set alle, der har forsøgt at krydse ørkenen uforberedt, har måttet bukke under for dens ugæstfri klima. En opslidende hede kombineret med konstante sandstorme og et landskab, der lader til at skifte konstant, gør det nærmest umuligt at klare sig i længere tid i ørkenens sand. Også ørkenånderne, kendt som djinn’er, er med til at lede fremmede på afveje.

Hvis man ønsker at krydse ørkenen, kan det næsten udelukkende lade sig gøre ved at hyre en af nomadestammerne til at vise vejen. Det er imidlertid en bekostelig affære, og ørkenstammerne nærer ingen synderlig tillid eller næstekærlighed til fremmede, som de ofte blot afviser uden yderligere.

Et af ørkenens mest markante steder er den store sø, der bærer navnet Garmios Grav. Den er opkaldt efter en af Jarcos udvalgte forkyndere, rinderne, der ifølge legenden blev stedt til hvile i søen efter sin død. Som følge af Garmios velsignede legeme har søen lige siden været kendetegnet ved sit rene, klare og kolde vand.

Fra tid til anden vil man observere store grupper af pilgrimme, der bevæger sig ud i ørkenen. De rejser fra Etos og derfra stik syd i et forsøg på at nå den velsignede by, Esos, ved Nirahams sydligste kyst. Rejsen foretages af fanatiske tilbedere af De Sande Guder og skal efterligne den vandring, som Jarcos forkynder Eso foretog med mange tusinde følgere i årene efter Jarcos åbenbaring.

Eso døde selv på rejsen og blev begravet i ørkenens sand, men mange fra hans følge overlevede. Det samme er tilfældet for de pilgrimme, der nu forsøger at krydse ørkenen. Op mod halvdelen dør typisk på vejen igennem ørkenen, men den risiko anses for en væsentlig del af selve ritualet forbundet med at følge i Esos fodspor.

Scroll to Top