Q&A

Hvor meget bør du læse?

Som du formentlig allerede har opdaget, er Niraham en meget omfattende verden, og det skulle gerne sige sig selv, at det selvfølgelig ikke er meningen, at du skal have læst og lært hver eneste side udenad.

Niraham.dk skal i højere grad ses som et opslagsværk, hvor du som spiller kan finde viden om de forhold ved Niraham, der har betydning for netop dig.

Ny spiller

Hvis du er helt ny til Niraham, bør du læse siden Introduktion til Niraham. Den indeholder en kort gennemgang af den vigtigste viden, du bør kende. Når du har læst siden, vil du som udgangspunkt vide nok til at kunne begå dig til et scenarie i Nirahamverdenen.

Erfaren spiller

Er du mere erfaren, og ønsker et dybt og mere indgående kendskab til Niraham, vil du med fordel kunne læse siderne om:

  • Det rige på Niraham, som kampagnen foregår i
  • Din karakters race, hjemland og religion
  • Den del af historien, som går fra tiden omkring din karakters fødsel og frem til nu

I flere af kampagnerne har arrangører og holdledere desuden lavet kulturkompendier, som giver et endnu mere detaljeret billede af det område på Niraham, hvor spillet foregår.

Er materialet på niraham.dk sandheden?

Både ja og nej. Mest ja.

Hvis du som spiller er i tvivl, vil du altid kunne tage afsæt i, at materialet på niraham.dk er korrekt. Det er nødvendigt for at sikre, at der altid er ét fælles kulturmateriale, som alle kan enes om. Af samme årsag er materialet skrevet i et objektivt perspektiv, og teksterne anlægger ikke en vinkel, der favoriserer nogen kultur eller race.

Men…

Selvom teksterne formelt set er udtryk for den objektive sandhed, er det vigtigt at glemme det igen, når først spillet begynder. Den gode rollespilsoplevelse udspringer af konflikter og forskellighed, og spillet bliver meget hurtigt kedeligt, hvis alle uoverensstemmelser bliver løst ved bare at slå op på hjemmesiden.

Du bør derfor ikke følge materialet på siden slavisk, men i stedet lave din egen fortolkning af materialet. Siden bør læses som et fælles afsæt for rollespillet, men uden at materialet bliver en begrænsning for de gode oplevelser.

Kan man ændre Niraham?

Selvom Niraham efterhånden har fået en nogenlunde fast form, betyder det ikke, at verdenen er blevet statisk og uforanderlig. Både spillere og arrangører skriver konstant nyt materiale, og selv de allerede etablerede kulturer udvikler sig under spillet i de forskellige kampagner.

Niraham har altid været et fælles projekt, som vi alle bidrager til. Vores spilverden bliver kun så god, som vi selv gør den. Det er derfor vigtigt at fortsætte med at udvikle på Niraham. Nyt materiale modtages med glæde – og det samme gør forslag til rettelser og forbedringer af det eksisterende.

Er der mere materiale derude?

For at kunne holde teksterne på niraham.dk i en overkommelig størrelse har det desværre været nødvendigt at skære en del materiale fra. Udover de tekster, der findes på siden, er der derfor også supplerende litteratur at finde andre steder.

Materialet er ofte skrevet af dedikerede spillere og arrangører med et indgående kendskab til emnet. Blot fordi materialet ikke findes på hjemmesiden, betyder det derfor ikke, at det er ’forkert’. Tværtimod vil det typisk udgøre et værdifuldt supplement, som kan forbedre din rollespilsoplevelse yderligere.

Tempus Vivo’s Niraham

En særlig bemærkning skal knyttes til det kulturmateriale, som i sin tid blev skrevet til rollespilskampagnen Tempus Vivo, der lukkede i år 2018. Her benyttede man også Nirahamverdenen, men i en udgave, der på mange områder afveg fra den gængse beskrivelse af verden.

Materialet findes stadig på foreningens Niraham Wiki og kan være en god kilde til inspiration, så længe man holder sig for øje, at mange tekster ikke stemmer overens med den nuværende udgave af Niraham.

Må jeg kopiere materialet?

Du må gerne kopiere tekster og illustrationer til din egen side eller dele dem på fx Facebook, så længe det sker til brug for dig selv, dine venner, dit hold eller en forening. Materialet på niraham.dk må til gengæld ikke benyttes i kommercielle sammenhænge.

Du bør dog være opmærksom på, at Niraham udvikler sig løbende, og det bliver hurtigt forvirrende, hvis der ligger forskellige udgaver af materialet på internettet. Det vil derfor typisk være mere hensigtsmæssigt blot at linke til materialet på niraham.dk.

Scroll to Top