Magiens ordener

Selvom rivaliseringen blandt magibrugere på Niraham er stor, og de har for vane at vogte nidkært over deres hemmeligheder, har de alligevel med tiden fundet sammen i et utal af større og mindre ordener. Visse ud fra en erkendelse af, at man gennem samarbejde kan opnå større magt end hver for sig, nogle for at beskytte sig mod trusler fra omverdenen, og andre igen for at regulere de magikyndige og beskytte resten af verden mod deres kræfter.

Der er for mange ordener til, at alle kan nævnes her, så opremsningen nedenfor indeholder kun de større og mest betydningsfulde af magiens ordener på Niraham.

Magiens Cirkel

Den ubetinget største og mest indflydelsesrige troldmandsorden af alle er Magiens Cirkel. Dens erklærede formål er at regulere adfærden for magikere og sikre, at de alle overholder et fælles adfærdskodeks, der er nedskrevet som Magiens Cirkels love.

Filosofien bag Cirklen er, at det er mere hensigtsmæssigt, at magikere regulerer sig selv og hinanden, end at det bliver overladt til skeptiske, verdslige magter, der meget hurtigt griber til høtyve og fakler ved blot den mindste mistro. Cirklen fører derfor hård selvjustits med sine medlemmer, så de verdslige magter ikke får anledning til at gribe ind. Af samme årsag bliver brud på Cirklens love typisk straffet hårdt, og det sker regelmæssigt, at Magiens Cirkel anser det for nødvendigt at statuere eksempler over for omverdenen.

Ud over at føre tilsyn med magikere hører det også under Magiens Cirkel at regulere forholdene for alkymister. Selvom de ikke strengt taget beskæftiger sig med magi, er deres kundskaber alligevel så nært beslægtede, at Magiens Cirkel har taget dem med under sine love, så alkymister nu er underlagt samme krav og restriktioner som magikere – og også samme hårde straffe. En væsentlig del af forklaringen skal findes i, at der gennem tiden har været en tendens til, at alkymister vendte sig mod mere mørke kundskaber, og at Cirklen bestræber sig på at fange eventuelle afvigere i tide.

Det er ikke alle lande på Niraham, hvor Cirklen er repræsenteret. Cirklen har et ufravigeligt krav om, at dens love skal gælde for enhver magibruger i lande, hvor den er til stede, og selvom den principielt tillader andre magiske ordener, skal samtlige magikyndige være underlagt Cirklen. Dette krav huer langt fra alle. Blandt de lande, der har tilladt Magiens Cirkel at praktisere, indestår Cirklen til gengæld for at sikre ordnede forhold blandt samtlige magikere og for at skaffe uønskede magikyndige af vejen, så magthaverne aldrig behøver at se deres soldater falde for hånden af en magtfuld, uregerlig troldmand.

Enhver troldmand kan blive medlem af Magiens Cirkel, og der gøres ingen forskel på racer, køn, alder eller andre forhold. Det eneste krav er, at medlemmerne underkaster sig Cirklens love og følger dens ordensregler.

Magiens Cirkel har sit hovedsæde i Etos, og dens overhoveder har siden år 24 EH været tvillingeparret Albian og Adelina Cristolino, der overtog posten fra Mester Uldur. De har siden varetaget Cirklens anliggender i fællesskab, men deler ansvarsposterne imellem sig således, at Albian leder inkvisitionen og kraftvogterne, og dermed den mere militante del af Cirklen, mens Adelina varetager de mere administrative og politiske opgaver, herunder oplæring af troldmænd under ordenen.

Cirklen har fuld og uindskrænket råderet i landene Narabond, Gothia, Paravien, Etos, Plen, Aihlann Bachir og Esos. I de fleste af landene har Cirklen oprettet akademier, hvor mestre underviser og oplærer nye lærlinge, og som huser enorme biblioteker med gammel, hemmelig lærdom. Det mest prestigefyldte af alle akademierne findes i Etos, men er nært efterfulgt af akademierne i Alvonsaria i Tharkien og i Nerlangen i Emyr.

I Tharkien har Magiens Cirkel indgået en særlig aftale, så Cirklen tillades at praktisere sit virke, men medlemmer af troldmandsordenen De Grå Koglere er undtaget fra Cirklens regler. Også i Zara’bash har sultanen tilladt Cirklens tilstedeværelse, uden dog at give den råderet i landet, og har billiget, at den oprettede prægtige akademier i både Juncatar og Cartheero.

I Emyr er Magiens Cirkel – rent formelt – blevet anerkendt på niveau med Emyrs Kåber siden år 13 EH. Det førte til en langvarig rivalisering mellem de to ordener, men under krigen mellem Narabond og Emyr i år 27 EH benyttede Cirklen anledningen til at underlægge sig Kåberne, og i praksis er Magiens Cirkel nu den eneste tilbageværende orden i Emyr. Cirklen har et velanset akademi i byen Nerlangen, som udgør dens hovedsæde i landet.

I Narabond blev Cirklens autoritet for en tid udfordret af Liljens Nexus under dronning Tirris regeringstid. Siden år 27 EH har Magiens Cirkel dog igen haft fuld råderet over Narabonds magikyndige. Ved brug af magi opførte Cirklen på meget kort tid en helt ny by syd for Kungstadt, hvor de placerede deres hovedsæde. Byen blev placeret, hvor Narabonds tidligere hovedstad befandt sig, indtil den blev raseret under Ostlandskrigen, og fik samme navn: Akosheim.

Hvert land har sit eget nationale overhoved for Cirklen, der efter gammel tradition bærer titlen af ‘primus’. Overhovedet for Magiens Cirkel i Narabond har siden år 28 EH været den unge morticist-mester Corvinius.

Mørketvingernes Orden

Blandt magiens skoler har særligt morticismen fostret mange magikere, som er gået ad mørkets vej. Morticisme er dog ikke af natur ’ond’ eller en skole, der bekender sig til mørk magi. Skolen beskæftiger sig med lærdom om liv og død og indebærer mange forskellige muligheder for, hvordan disse kræfter kan anvendes. Skolens medlemmer kan dog – meget overordnet – inddeles i to kategorier:

De troldmænd, der søger at få kontrol over negativ energi, betegnes som nekromantikere eller dødekoglere. Der findes store kræfter i døden, og denne retning har derfor fostret mange af Nirahams mest navnkundige ’onde’ troldmænd, fx Marcus af Sortemosen, Nazarkiel, Moreko og Quarn Aratholl.

De medlemmer, der i stedet beskæftiger sig med viden om både positiv og negativ energi og lader sig drage af viden frem for magt, er dem, der sædvanligvis betegnes som morticister. For at adskille sig tydeligt fra nekromantikerne benytter mange af dem betegnelsen lys-morticist.

Endelig er der opstået en tredje retning af morticister, kaldet mørketvingere. De helliger sig brugen af positiv magi og dedikerer deres liv til at bekæmpe frafaldne nekromantikere samt udøde og andre væsner, der ikke hører til på Niraham. Mørketvingerne er imidlertid ikke en særskilt skole inden for magiens kunst, men en orden af morticister, der har fundet sammen om et fælles formål.

Selvom det formelt hører under kirkens ansvar at bekæmpe dæmoner og andre overnaturlige fænomener, vælger mange mørketvingere også at bruge deres kræfter på at befri Niraham fra den slags ondskab.

Mørketvingernes Orden blev stiftet af Mester Uldur i Aihlann Bachir i årene umiddelbart efter Himmelkrigene, og er på nuværende tidspunkt aktiv over størstedelen af Niraham. Der er tre akademier, mørketvingerne i særlig grad bruger som samlingspunkt: Akademiet i Etos, der er ordenens hovedsæde, hvor Alark Nordvind også holder til, Akosheim-akademiet i Narabond, og det elviske Skhartiare-akademi i Santillia.

Ordenen praktiserer sit virke i mange af de samme lande, som Magiens Cirkel er repræsenteret i, og der er en fælles forståelse mellem de to ordener om, at Cirklens autoritet ganske vist vejer tungest, men at Cirklen tillader mørketvingerne at jage udøde og faldne nekromantikere efter eget skøn og uden Cirklens indblanden.

I år 27 EH opstod der en intern splittelse i Mørketvingernes Orden mellem dens menneskelige og elviske medlemmer. Tvisten udsprang navnlig af en uenighed om, hvilken grad af mørk morticisme dens medlemmer skulle tillades at praktisere, før det kvalificerede som forbudt magi. Herudover nægtede elverne at lade menneskelige mørketvingere praktisere i deres skove. Det førte til en stor splittelse i ordenen, og de efterfølgende år praktiserede de menneskelige og elviske mørketvingere uafhængigt af hinanden. Først ved et stort rådsmøde i år 33 EH lykkedes det på ny at forene ordenen.

På trods af sit positive virke er Mørketvingernes Orden ikke altid velanset blandt den almene befolkning, og medlemmerne skilter kun sjældent med deres tilstedeværelse og tilhørsforhold. Ingen andre troldmænd er mere frygtede eller hadede end morticister, og almindelige borgere er sjældent i stand til at sondre mellem morticister, der går ad den mørke eller lyse vej.

Det sker desværre heller ikke sjældent, at medlemmer af Mørketvingernes Orden bliver forledt af mørket. Der er meget store kræfter forbundet med de mørke sider af morticismens kunst, og i bestræbelserne på at bekæmpe mørket bliver mange mørketvingere forledt og begynder at anvende de forbudte kræfter – først med gode intentioner, men siden tager kræfterne overhånd, hvorefter de vender sig fuldt ud mod mørket og bliver dødemanere.

Emyrs Kåber

I Emyr har man gennem mange år haft sin egen troldmandsorden, der udstedte love og sørgede for at regulere adfærden for magibrugere i landet. Ordenen havde navnet Emyrs Kåber, men blev i daglig tale ofte blot omtalt som ’Kåberne’.

Ordenen var i skarp konkurrence med Magiens Cirkel. Selvom begge ordener søgte at varetage det samme formål, adskilte de sig fundamentalt fra hinanden ved, at Magiens Cirkel eksisterede uafhængigt af verdslige magter og bestemte over magikyndige på egen hånd, hvorimod Kåberne var en del af Emyrs stærkt hierarkiske styre og havde til formål at træne og uddanne magikere til at kunne indgå i Emyrs hær.

Emyrs Kåber havde, ligesom Magiens Cirkel, en række komplekse regelsæt og ordenskodekser, men var noget mindre autoritær og tillod sine medlemmer en del mere frihed til at praktisere deres virke, så længe de blot bidrog til landets militær. Kåbernes medlemmer var i den henseende inddelt i to skoler: kampkåberne og forskerkåberne.

Igennem mange år var der et formelt samarbejde mellem de to ordener i Emyr, og Magiens Cirkel havde et akademi i byen Nerlangen, som voksede sig stort og prestigefyldt. I år 5 EH udstedte Emyrs konge, Jakob Emyrendorf, imidlertid et dekret om, at samarbejdet var bragt til ophør, og befalede Magiens Cirkel at forlade landet. Hændelsen blev betegnet som Det Store Cirkelbrud.

Efter kongens død måtte hans efterfølger, Archibald Westfeldt, bøje sig for presset, og han tillod i år 13 EH på ny Magiens Cirkel adgang til Emyr. Han overlod det til Cirklen og Kåberne selv at finde en magtbalance mellem sig, hvilket udviklede sig til en voldsom rivalisering. Magiens Cirkel endte med at erklære Emyrs Kåber for renegater, og herefter fulgte en langvarig og blodig konflikt mellem de to ordener.

Med tiden begyndte Magiens Cirkel dog at vinde overhånd, og stridighederne blev skrinlagt for en stund. Under Narabonds invasion af Emyr i år 27 EH benyttede Magiens Cirkel imidlertid anledningen til at foretage en regulær udrensning af de tilbageværende Kåber. Deres antal er nu yderst begrænset, og bliver medlemmerne fundet af Magiens Cirkel, må de vælge mellem at indordne sig under Cirklen eller mærke bålets flammer.

Al-Hazifs Broderskab

Denne troldmandsorden fra Zara’bash er den ældste på Niraham, men selv efter så mange års virke er den stadig omgærdet af mystik.

Ordenen blev indstiftet af den magtfulde troldmand Al-Hazif i år 1088 EJ, hvor han besluttede at oprette et akademi i Cartheero for landets mest kyndige magikere. Med tiden blev der oprettet yderligere et akademi i Juncatar, og siden sprang flere og flere akademier op rundt omkring i Zara’bash – og et enkelt endda i Etos.

Formålet med ordenen skulle ikke være at bestemme over magibrugere i landet eller regulere deres adfærd. I stedet var akademierne ophøjede, elitære læresteder, der kun optog de dygtigste troldmænd og lærlinge med det absolut største potentiale. De magikere, der blev udlært fra akademierne, var forenet i en orden af stridsmagikere, der i folkemunde fik tilnavnet Al-Hazifs Broderskab, og efter Al-Hazifs død tog de også selv navnet til sig.

Meget lidt har ændret sig siden. Ordenens formål er stadig at optage og uddanne de dygtigste magikere, og alle medlemmer bliver underkastet en ubrydelig, magisk ed, der forhindrer dem i at dele Broderskabets hemmeligheder.

Det er alment kendt, at Broderskabet siden har indgået i et nært forbund med de zarabiske sultaner, som de har beskyttet og holdt hånden over, mod til gengæld at få særstatus i riget. Selvom Magiens Cirkel med tiden er blevet tilladt at udøve sit virke i Zara’bash, er det under den særlige forudsætning, at medlemmer af Al-Hazifs Broderskab er undtaget fra Cirklens herredømme.

Broderskabet er anerkendt i både Zara’bash og udlandet for deres store magiske færdigheder. Herudover har de det særpræg, at de udover magiske færdigheder også lærer almindelig våbenbrug, og derfor – som de eneste magikere udover Den Sorte Sols Orden – kan ses på slagmarken iført rustning.

De Grå Koglere

Frem til tiden omkring Himmelkrigene var De Grå Koglere – eller i daglig tale blot ’Koglerne’ – den eneste tilladte troldmandsorden i Tharkien.

I år 6 EH var riget imidlertid truet af både indre og ydre konflikter, ikke mindst en lurende krig med Zara’bash. Da Koglerne aldrig har set det som deres ansvar at holde riget sikkert, gav tarkinen tilladelse til, at Magiens Cirkel kunne etablere sig i landet, mod at de hjalp med at beskytte riget mod dets fjender.

Cirklen oprettede et akademi i Alvonsaria og udbredte hurtigt sin tilstedeværelse. Begge ordener er fortsat tilladte i riget, og ingen af dem har autoritet over hinanden, men må hver især respektere hinandens enemærker. Magiens Cirkel overgår dog Koglerne betydeligt i både størrelse og indflydelse.

Koglerne er dog fortsat en højt respekteret orden i Tharkien. De beskæftiger sig i særlig grad med at indsamle viden og bliver ofte spurgt til råds i politiske og økonomiske anliggender. Deres medlemmer er dermed i lige så høj grad vismænd som magikere, og de tager sig godt betalt for deres råd.

Man kender kun meget lidt til ordenens indre organisering. Den er meget lukket og hemmelighedsfuld og beskæftiger sig ikke synderligt med omverdens problemer. Der bliver også kun optaget ganske få lærlinge i ordenen, og det sker som regel først efter en anseelig donation fra lærlingenes familier.

Højmagerne

Denne orden af højelviske magikere er blandt de mest magtfulde, men også mest sjældne og eksklusive på hele Niraham.

Elverne blev lært om højmagiens kunst af Rinas tre mirnere, der var kendt som De tre søstre. Højelveren, vi kender som Den Vise, blev optaget som lærling under søstrene og indstiftede siden Højmagernes Råd, hvor han videregav kundskaberne til sine lærlinge.

Højmagi er en frygtindgydende kraft, der er hundredefold stærkere end almindelig trolddomskraft. Hvor ordinære magikere har styrken til at manipulere med ting omkring dem eller tage et liv, kan en magtfuld højmager lægge byer øde og fælde hele hære på egen hånd.

Det er kun ganske få, der har forudsætningerne for at kunne lære højmagi. Potentialet er medfødt, men kræver kyndig træning, før det kan omsættes til egentlig magi, og ordenen optager udelukkende højelvere. Blandt dem, der bliver optaget, fravælges desuden mange, der viser sig ikke at have tilstrækkeligt potentiale eller selvdisciplin. Højmagi er en magtfuld, men også farlig kunst, som meget let kan tage kontrollen fra brugeren, så ordenen er meget selektiv med, hvem de udlærer.

Af samme årsag involverer højmagerne sig også kun yderst sjældent i verdens konflikter. Mister de kontrollen under en krig, kan de potentielt være lige så skadelige for deres egen side som for fjendens. Hvis en højmager dør, mens vedkommende er i færd med at betvinge højmagien, medfører det en ødelæggende eksplosion, der ikke efterlader nogen overlevende i nærheden.

Som oftest lever højmagere derfor et ensomt liv, fjernt fra andre. De er dog forenet i ordenen af højmagere, der har til huse i Cristaliana-tårnet i Vetas. Den øverste instans blandt højmagerne er Højrådet, der består af tolv højmagere. Blandt det elviske folk regnes de for den højeste autoritet inden for magiens kunst.

Efter at have stiftet ordenen rådede Den Vise over den i mange år. Med tiden overdrog han ansvaret til sin lærling Searin, der fortsat er overhoved for højmagerne. For at sikre, at han ville være der til at beskytte Niraham den dag, hvor Modeus vendte tilbage, lod Den Vise sig herefter indkapsle i sten, og hans statue står fortsat foran Cristaliana-tårnet.

Den Sorte Sols Orden

Udover Højmagerne er Cristaliana-tårnet i Vetas hjemsted for yderligere en orden af elviske magikere. Den Sorte Sols Orden er dedikeret til at beskytte henholdsvis Højmagerne og Eisloniens hersker og har et meget udtalt militært formål. Ordenen består af to grene, stridsmagerne og kraftvogterne, og som noget ganske sjældent for Nirahams magikere bliver ordenens medlemmer udlært i både magi og ordinær våbenbrug, og de forventes at mestre begge.

Medlemmer af ordenen bærer illustrationen af en sort sol på deres klædedragter og rustninger, som tydeligt markerer deres tilhørsforhold, og de er højt respekterede i det elviske samfund. Når et medlem af ordenen dør, bringes vedkommendes rustning tilbage til Cristaliana-tårnet og udstilles til minde om personens bedrifter.

Overhoved for ordenen er Ekiel Svanevinge, der har tjent ordenen så langt tilbage, som nogen kan huske. Han regnes for en af de mægtigste stridsmagere på Niraham og er med sin ufravigelige dedikation og disciplin et forbillede for mange højelvere.