I de tidlige tider, før Jarco åbenbarede De Sande Guder for verdens folk, var åndetroen den mest udbredte af alle Nirahams religioner. Den fandtes i mange afskygninger, og igennem årtusinder havde den været den eneste sandhed for størstedelen af Nirahams folk.
Med Jarcos åbenbaring ændrede alt sig. Læren om De Sande Guder spredte sig hastigt, og de steder, hvor folket ikke frivilligt konverterede, blev de ofte genstand for De Sande Guders inkvisition, og med tiden erstattede den nye tro størstedelen af Nirahams gamle religioner.
Der var dog enkelte folkeslag, der trodsigt holdt fast i den gamle lære, og her fortsatte åndetroen med at have en afgørende betydning i samfundet. De mange års stridigheder og forfølgelse fra De Sande Guders prædikanter førte om muligt kun til, at der blev knyttet et endnu stærkere bånd mellem folket og åndetroen.
Åndetroen er dog ikke en ensartet religion. Tværtimod er der så mange forskellige afarter, at begrebet ‘åndetro’ i højere grad skal ses som en generisk fællesbetegnelse. Det dækker dermed over en række forskellige trosretninger, hvis fællesnævner består i, at ånder spiller en afgørende rolle. Der er heller ikke noget nærmere fællesskab mellem de forskellige grene af åndetroen, og mange af dem bekæmper ligefrem hinanden.
På nuværende tidspunkt er især tre variationer af åndetroen fremherskende på Niraham:
Ud over disse findes der et utal af øvrige, ofte lokale, variationer af åndetroen. De er alle meget forskellige, og i visse egne er det ikke usædvanligt, at hver eneste lille landsby har sin egen variation. Man genkender dog ofte træk fra mindst én af de tre store, dominerende udgaver af åndetroen i dem.
Eftersom de mindre, lokale varianter af åndetroen på nuværende tidspunkt ikke spiller en nævneværdig rolle på Niraham, vil der i det følgende blive fokuseret på de tre store hovedgrene.
Mytologi
Det gennemgående træk ved de religioner, der hører under åndetroen, er en overbevisning om, at der findes mægtige ånder overalt omkring os, som er forudsætningen for alt liv på Niraham og har en afgørende betydning for de dødeliges skæbne.
Almindelige dødelige forstår sig ikke på ånderne, og det er kun de færreste, der nogensinde bemærker deres tilstedeværelse. Men nogle få udvalgte har evnen til ikke kun at sanse ånderne, men også at kommunikere med dem. Dermed kan de berette om åndernes vilje og viderebringe folkets bønner til dem. De mægtigste iblandt dem er også i stand til at trække på åndernes kræfter og benytte sig af deres magi.
Blandt elverne betegnes disse religiøse skikkelser som druider. Roulerne har både druider og vølver, og hos norrlændingene kendes de som goder (mænd) og gydjer (kvinder). Fælles for dem alle er, at de ofte lever en ensom, isoleret tilværelse, hvor de dedikerer deres liv til at blive klogere på ånderne.
Historie
Da verden endnu var ung, begyndte visse blandt elvernes folk at studere livskraften i naturen, og her fandt de et strejf af deres elskede moder Sissianna. Hvert eneste levende væsen, fra de levende og tænkende til de umælende planter, havde en gnist i sig, der udgjorde selve deres essens – deres ånd.
Elverne erfarede, at ved at studere naturen kunne de forstå åndernes tegn, og gennem fordybelse og indsigt lærte de at kommunikere med livskraften. Over tid forstod de også at knytte et bånd mellem sig selv og en besjælet eksistens. Det satte dem i stand til at låne og påtage sig visse af naturens egenskaber, og på samme måde som en helbreder overfører sin egen livskraft til en anden, lærte de at trække på kraften fra naturen omkring dem.
Sådan gik umindelige tider, hvor de studerede ånden i alt levende, og i takt med at deres bånd til naturen blev stærkere, søgte de længere og længere ind i de gamle skove. Her kunne de leve og lære uforstyrret. Frigjorte fra de øvrige elvere så de ånderne i naturen klarere end nogensinde før, som når man fjerner sig fra lyset for bedre at kunne skimte nattens stjerner. Over tid blev de blandt elverne kendt som druidaé – de ensomme.
Under sortelvernes første indtog på Niraham led elverne stor nød, og da skovene blev sat i brand, og det elviske rige blev delt i to, ville sorgen ingen ende tage. Da var det, at druiderne viste folket, hvordan der selv i det dybeste mørke fandtes lys. Nye traditioner blev skabt, og det var i disse tider, at majfesten blev født under druidernes opsyn.
Over for sortelvernes brutale fremfærd var elverne hjælpeløse, og de søgte derfor en ny forbundsfælle i mennesker. Santillias folk inviterede dem indenfor og lærte menneskerne deres levevis og kundskaber. Da menneskerne lærte om de store kræfter, der var forbundet med druidernes virke, tog de den til sig med stor entusiasme.
De havde dog ikke samme forståelse for naturen som elverne, så hvor de elviske druider lånte af naturens kræfter og gav tilbage for at opretholde balancen, tog menneskerne af kraften som et grådigt barn. Af nød tolererede elverne dog denne primitive adfærd.
Efterhånden som sortelverne blev trængt tilbage, og menneskene spredte sig på de åbne områder, hvor skoven var brændt ned, udbredte de åndetroen blandt deres racefæller, og den blev snart en fremherskende religion blandt menneskenes folk. Selv da Jarco åbenbarede De Sande Guder, og gudernes forkyndere udbredte den nye lære blandt menneskene, holdt en række traditionsrige kulturer stædigt fast ved åndetroen.
Roul-Assin i nord forblev en standhaftig bastion, hvor man trodsigt fornægtede De Sande Guder og i stedet helligede sig åndetroen. Man opretholdt et nært bånd til Santillias druider, og de to kulturer fortsatte længe med at lære nyt fra hinanden. Over tid blev forholdet imidlertid forværret. Menneskene begyndte at gå egne veje, og i stedet for at opretholde balancen og honorere det skrøbelige bånd til naturen, begyndte deres druider at trække på kraften fra blodet og døden. Det gav dem meget store kræfter, men blandt elverne så man det som en utilgivelig forbrydelse mod selve ideologien i åndetroen.
Det resulterede i en dyb splittelse mellem de to kulturer, og det endelige brud opstod i år 772 EJ, hvor Roul-Assins folk led stor nød under angreb fra hærgende horder af orker og i desperation sendte bud til Santillia med en indtrængende bøn om hjælp. Elverne afslog imidlertid og prisgav roulerne og deres druider til en dyster skæbne. Det rouliske folk overlevede, men sejren var dyrkøbt, og fra den dag opstod der en inderlig foragt mellem de to variationer af åndetroen.
Fra Roul-Assin har druidernes lærdom spredt sig videre nordpå til Norrland. Også her har man imidlertid forandret og tilpasset læren, så den tiltaler folket. Blandt norrlændingene betragtes ånderne som vætter, og frem for at være bundet til træer og dyr, er de frie ånder, der befinder sig overalt omkring os. De norrlandske druider tog navnene goder og gydjer til sig og begyndte at lære af ånderne og indgå aftaler med dem for derigennem at få del i deres kræfter.
Heller ikke denne tolkning nød anerkendelse blandt elvernes druider, men den norrlandske lære afveg efterhånden så meget fra den oprindelige elviske åndetro, at elverne i højere grad betragtede den som en selvstændig religion end som en videreudvikling af deres egen lære. Man finder derfor ikke samme konflikt mellem de elviske druider og norrlandske goder/gydjer, som tilfældet er i forhold til de rouliske druider og vølver.
Endelig har åndetroen også sat sit præg på det mest utænkelige af alle folkefærd – sortblodsfolket. Det er udbredt at finde mægtige shamaner blandt især goblinerne. De betvinger ånderne på en måde, der afviger fra druidernes veje ved, at shamanerne strides med ånderne om at vinde overherredømme og underkaster dem deres magt. Uanset at racerne ikke nyder sammenligning, er det dog antaget, at også shamanismen har sit udspring i den elviske åndetro.
Den elviske åndetro
Blandt elverne har man i årtusinder dyrket en enestående sammensmeltning mellem åndetroen og læren om De Sande Guder. Den elviske åndetro er dermed ikke som sådan en selvstændig religion, men snarere en integreret del af elvernes tilværelse, hvor den eksisterer side om side med tilbedelsen af De Sande Guder.
Siden de tidligste tider har elverne kendt til Sissiannas eksistens, og den elviske åndetro beror på en forståelse af, hvordan alt levende på Niraham indeholder et lille stykke af essensen fra Sissianna og senere hendes datter, Lyane. Denne gave har mange navne, men typisk kender vi den som det levendes sjæl eller ånd, og uden den vil man blot visne og dø. Det er også sjælen, der gør hvert levende væsen til noget særligt og giver det sin personlighed og sit væsen.
Alt levende er dermed forbundet, både med hinanden og gudinden, gennem denne essens, og elverne har en helt særlig forbindelse til ånden i det levende omkring dem. De kan sanse den i alt fra planter og træer til dyr og andre levende væsner, og ånden i deres omgivelser har en stor indflydelse på elvernes liv. Er skoven præget af sorg og smerte, føler elverne den også og tager den til sig, som var den deres egen.
Det varierer, hvor påvirkelig den enkelte elver er, men selv de, der står naturen nærmest, kan dog stadig kun høre dens sjæl som en sagte hvisken. Her kommer druiderne til sin ret. Druider har forstand på sjælene, og efterhånden som deres kundskaber øges, bliver de i stand til ikke blot at forstå dem, men også at tale til dem, og med tiden kan de få sjælene til at lystre deres bud.
Den elviske åndetro tager dermed afsæt i druidernes evne til at kommunikere med ånderne og trække på kraften fra alt levende. Det er imidlertid kundskaber, som druiderne varetager meget nænsomt. Naturen må frivilligt afgive sin kraft, og druiderne må aldrig tage mere, end hvad naturen kan bære at afgive. Herefter må naturen have tid og mulighed for at genopbygge sin styrke, og imens er det druidernes ansvar at værne om den. Druiderne udøver dermed deres kundskaber ud fra en forudsætning om, at de altid må bevare og opretholde balancen i naturen.
Udbredelse
Den elviske åndetro bliver næsten udelukkende praktiseret blandt Santillias skovelvere. Her findes druider stadig i stort antal, og de har en væsentlig betydning i samfundet. Også i Eislonien finder man enkelte druider blandt skovelverne, men de er få, og deres betydning for folket er tilsvarende mindre. Højelverne har aldrig set fascinationen ved åndetroen, og selvom de accepterer druidernes lære, praktiserer de den ikke selv.
Blandt resten af Nirahams racer har den elviske åndetro aldrig fundet nogen nævneværdig udbredelse. Gennem tiden har en del mennesker ganske vist forsøgt at praktisere den elviske åndetro, men de har hverken samme kontakt til naturens ånd som elverne eller den tålmodighed, der er nødvendig for at kunne åbne sit sind og forstå sig på naturens vilje.
Selvom der findes mange druider i Santillia, og deres selskab er velset blandt skovelverne, er de et sjældent syn. Der kan ofte gå længe imellem, at de viser sig, og når det endelig sker, bliver de kun sjældent blandt andre elvere særlig længe ad gangen. Druiderne er ensomme og asketiske af natur. Det er en forudsætning for at kunne opretholde den nære kontakt til naturen. De har sværere ved at høre og sanse deres omgivelser, når de er blandt andre, og derfor foretrækker de en uforstyrret tilværelse dybt inde i de gamle skove.
Druiderne har også kun få helligdomme, og de få, som de har, er typisk skjult for verdens øjne og skabt på steder, hvor forbindelsen til ånderne er særlig stærk. De har dog en række druidelunde rundt omkring i Santillia, som er kendt blandt skovelverne, og hvor folket bliver indbudt til ritualer ved særlige højtider.
Druiderne
Blandt skovelverne varetager druiderne først og fremmest en position som vismænd, der forstår sig på naturen og dens vilje. De kan se ind i sjælen på alt levende, både planter og dyr, og kan give et indblik i naturens veje, som ingen præster af De Sande Guder formår. Det er en rolle, som druiderne har udfyldt i årtusinder, og det skovelviske samfund er nært spundet sammen med druidernes virke.
Det er også druiderne, som holder minderne om fortiden i live. De fortæller legender, der er glemt af alle andre, og sørger for at holde gamle traditioner i hævd. Elverne er nært knyttet til deres historie, og når de står over for livsomvæltende beslutninger, har de for vane at spørge druiderne til råds om, hvordan deres forfædre agerede i lignende situationer.
I modsætning til præsterne for De Sande Guder er druiderne dog langt fra en fast støtte, som elverne uden videre kan læne sig op ad i hverdagen. Druiderne går deres egne veje og involverer sig kun i folkets anliggender, når de selv mener, at det er påkrævet. Selv de mægtigste blandt skovelverne kan kun appellere til druiderne, men aldrig tvinge dem til at lystre deres bud. Det er de for egenrådige til.
De eneste tidspunkter, hvor man kan vide sig sikker på druidernes tilstedeværelse, er ved de store årlige højtider. Skovelverne har ældgamle traditioner for årets festligheder, og druiderne spiller en væsentlig rolle i dem alle. Den største af alle er den traditionelle majfest, som druiderne sætter en stor ære i at deltage i, og hvert år rejser Santillias druider ud for at fejre majfesten blandt deres udvalgte folk.
Ud over de rituelle funktioner agerer druiderne også som elvernes øjne og ører i naturen. De ser meget og sanser ofte forandringer længe før andre. Når de kommer med nyt fra de dybe skove, lytter folket derfor troligt. Det er dog kun sjældent, at druiderne forsøger at få indflydelse på verdens gang. De rådgiver og støtter det elviske folk, men foretrækker derudover at leve en tilbagetrukket tilværelse.
Når fjender angriber, ser man derfor heller ikke mange druider på slagmarken. Kun når mørke kræfter truer selve balancen på Niraham, træder druiderne i karakter. Da er de imidlertid et frygtindgydende syn, som behersker naturens voldsomme kræfter og bruger dem til at knuse elvernes fjender.
Den rouliske åndetro
Siden de tidligste tider har åndetroen haft en helt enestående position i den rouliske kultur. I mange år bekæmpede roulerne inderligt påvirkningen fra De Sande Guders forkyndere. Man følte sig nært knyttet til sin traditionelle levevis og modsatte sig trodsigt enhver påvirkning udefra. I den forbindelse blev åndetroen – og igennem den druiderne og vølverne – et omdrejningspunkt for folkets trods og et symbol på dets historiske rødder.
I år 1407 EJ skete det imidlertid, at den rouliske kong Aerek valgte at indgå fred med Narabond efter en årelang og opslidende krig. Som en del af fredsaftalen skulle Roul-Assin fremover være en vasal under Narabond, og man skulle afsværge sig åndetroen for i stedet at konvertere til De Sande Guder.
Tiden, der fulgte, var præget af stor opstandelse i Roul-Assin. Folket var forfærdet, og man modsatte sig trodsigt de nye tider. Mere end noget andet gjorde man modstand mod at skulle give afkald på åndetroen, og det krævede lange og hårde stridigheder at tvinge roulerne til underkastelse.
På det nuværende tidspunkt i Nirahams historie er størstedelen af roulerne blevet omvendt til De Sande Guder. Mange bekender sig dog fortsat til åndetroen. Selv blandt dem, der formelt bekender sig til De Sande Guder, er åndetroen stadig dybt integreret i deres kultur, og samtlige roulere holder – uanset trosretning – stadig de gamle ritualer i hævd, selvom de blandt præsteskabet i resten af Niraham fordømmes som kætteriske.
En af de væsentligste årlige begivenheder, der praktiseres blandt roulere uanset religiøst tilhørsforhold, er traditionen kendt som Jorgos maning, der hvert år afholdes i maj måned for at svække den krigeriske og kaotiske ånd Jorgo.
Blandt størstedelen af det rouliske folk lever de to trosretninger side om side, og præster, druider og vølver anerkender og respekterer hinanden og står sammen om at varetage folkets interesser. Præsterne deltager ved åndetroens højtider som alle andre, og druider og vølver påberåber sig også gerne gudernes styrke inden en kamp.
I årene 22 EH – 27 EH blev den rouliske åndetro dog udsat for en nådesløs forfølgelse fra Den Monopatiske Kirkes inkvisition. De forsøgte at tvinge samtlige kætteriske folk på Niraham til at indordne sig under De Sande Guders lære, og tusinder af rouliske åndetro endte deres dage på inkvisitionens bål. Antallet af åndetro blev i disse år reduceret markant, men det lykkedes aldrig inkvisitionen at knække det rouliske folk helt.
Som en konsekvens af inkvisitionens brutale adfærd blev de tilbageværende åndetro i Roul-Assin om muligt kun endnu mere opsatte på at forsvare den gamle lære, og navnlig i egnene omkring det hellige bjerg Cebryn og i regionen Schwarzwald er folket nu så knyttet til åndetroen, at det tenderer til det fanatiske.
Druider og vølver
I den rouliske åndetro finder man to religiøse skikkelser: druider og vølver. Selvom de indgår i en symbiose og supplerer hinanden, er deres færdigheder og betydning for religionen meget forskellige.
Druiderne udøver de udadvendte og handlende kræfter. De er som regel kyndige udi krigens kunst og besidder typisk stor styrke og mod. Druiderne er også de mest udfarende, og det er derfor oftest dem, man møder uden for Roul-Assins grænser. Blandt roulerne værdsætter man dem i særlig grad for deres velsignelser i kamp, men de er også anerkendte handelsmænd og diplomater.
Vølverne er de indadvendte og reflekterende udøvere af åndetroen. De værner om fortiden og de gamle traditioner og udgør et samlingspunkt for folket. Det er dem, der beskytter selve den rouliske kultur. De er også et samlingspunkt for viden og har dyb indsigt i hjertets og sjælens veje. Herudover er de kyndige helbredere, og mangen en rouler har haft dem at takke for stadig at være ved godt helbred.
Tilsammen udgør druider og vølver en helhed. De supplerer hinanden, og det rouliske samfund er afhængigt af dem begge for at kunne trives. Ingen af dem har højere status end den anden, og begge nyder stor anerkendelse blandt det rouliske folk. Tværtimod er det et karakteristisk træk ved den rouliske åndetro, at samfundet kun kan være komplet ved at favne druider og vølver ligeligt.
Åndetroens lærdom
I sin oprindelige form anerkender den rouliske åndetro ikke eksistensen af guder. Verden er efter deres overbevisning fuld af magtfulde ånder, og de væsner, som andre religioner betragter som guder, er blot ånder, der har hævet sig over resten. Med tiden er der dog sket en vis sammensmeltning af kulturer, så mange åndetro-roulere anerkender nu også De Sande Guders eksistens, men uden at det i øvrigt svækker deres dedikation til åndetroen.
Alt levende har en ånd – eller sjæl, om man vil. Uden den ville vi blot være tomme hylstre. Men også omverdenen omkring os er fuld af ånder, der findes i alt omkring os – fra regnen til træerne og de umælende sten. Ånderne er levende og selvstændige individer, og de fleste er meget magtfulde. Ved at trække på deres kræfter bliver druiderne i stand til at opnå en styrke, der overgår almindelige dødeliges. Det er dog en kompliceret kunst, for ånderne har deres egen vilje, og ligesom mennesker er de ofte drilske eller temperamentsfulde. De rouliske druider og vølver er derfor nødt til at overtale ånderne eller skænke dem store gaver for at få adgang til deres kræfter. Til gengæld er der også meget at vinde, og de rouliske druider og vølver er anerkendt som særdeles stærke fjender.
Hvor elverne indgår i en symbiotisk relation med ånden i naturen, er de rouliske druiders tilgang mere pragmatisk. Som det kød, man spiser, og det brænde, der varmer hjemmet, er ånderne en kilde til kraft, som menneskene kan trække på og benytte sig af. Druiderne kan bruge deres kræfter til at styrke krigerne inden en kamp, og de kan fremmane ånderne selv og få dem til at lystre deres bud, alt imens vølverne trækker på livskraften fra ånderne og giver til de syge og sårede.
I det daglige har druider og vølver dog også en stor rituel betydning for folket. De værner om selve den rouliske kultur, og det betragtes som en stor ære at have dem til at udføre eller velsigne livets store højtider. Druider og vølver sørger også for at holde gamle skikke og traditioner ved lige, og de er samlingspunkt for det rouliske folk på årets store helligdage.
Skabelsesberetning
Den rouliske åndetro anerkender ikke den skabelsesberetning, der bliver fortalt og udbredt af De Sande Guders tilhængere. I stedet sværger de til en årtusinder gammel fortælling, som er blevet nedarvet og genfortalt gennem generationerne:
Før der var andet, var der tre æg, der lå i det ældste mørke. Det mørke, der hedder Grimjod, men som af andre folk kaldes Zaratziel eller Hel. Hvor længe de tre æg lå der, er der ingen, der ved, men en dag udklækkedes det ene æg, og ud kom den mægtige kæmpefugl Rok.
På indersiden af æggeskallen levede der en masse ånder. Disse ånder blev nu frie og begyndte at fare hid og did. Rok tog en af dem, Jægeren, der kaldes Herne, som var den stærkeste, og sagde: “Du skal vogte de to æg, der er tilbage, når jeg ikke selv kan gøre det, for der er mange onde ånder. Jeg ved det, for jeg var selv inde i ægget med dem. Som hjælper skal jeg finde en tjener til dig, der kan gøre opgaven lettere for dig.”
Han fandt en ånd, der var stærk og ivrig, og kaldte ham for Træl og gjorde ham til Jægerens tjener. Men tjeneren var i virkeligheden Tyven, og der gik ikke længe, før han så sit snit til at blive alene med æggene. For at Rok ikke skulle se noget, stak Tyven blår i øjnene på ham og stak så af med æggene. Det er således Tyvens skyld, at vi ser dårligere om natten end om dagen, for det er forskellen på nat og dag, om det er det gode eller det dårlige øje, han har åbent.
Jægeren satte efter Tyven, så snart han fik dette at vide. Han jagtede ham uden at standse, og omsider blev Tyven indhentet. Da Tyven var bange for Jægerens vrede, værgede han for sig med den ene arm, men tabte det ene æg, så det knustes. Ægget var ikke færdigt udruget, og der kom ingen mage ud af det. I stedet kom jorden Niraham, og inden længe fyldte den mere end noget andet.
Det var en frodig og frugtbar jord, hvor mange dyr kunne leve, og skove kunne vokse, men da ægget ikke var ruget færdigt ud, var der også både lidelse og død, og mange af ånderne sloges med hinanden. Jorden var ikke perfekt, og det er Tyvens skyld.
For at sikre det sidste æg byggede Rok en rede på toppen af det helligste bjerg Cebryn. Her ligger ægget og venter på, at det en dag er klar til at blive klækket. For at vogte bjerget hidkaldte Jægeren, der kaldes Herne, sine to brødre: Værn, den mægtige beskytter, hvis skjold er ubrydeligt, og Stand, den hellige, hvis spyd kan nå alle fjenders hjerte. Herne tog bolig i en grotte på bjerget, mens Værn vogtede fra sletten og Stand fra skoven.
Rok kunne ikke både holde øje med sin tabte mage, der nu var jorden under ham, og ruge på det sidste æg. Derfor valgte han tre vølver blandt ånderne til at pleje jorden og tilse ægget. Han gav dem en hule under det mægtigste træ at bo i. Det var en stikling af dette træs slægt, der blev til roden til alt godt. Navnene på de tre vølver var Dana, Ceridwen og Iorwen, og det er meget muligt, at de er de samme, som andre kalder guderne Rina, Sissianna og Fanabina.
Under træet, hvor vølverne boede, sprang en kilde. Den kilde løb forbi de lærdes by, Mur-Ollavan, og videre ind i dalen, hvor de helligste steder befandt sig.
Det blev besluttet, at Dana og Herne skulle være mager, men den dag de skulle forene sig, antog Tyven skikkelse af Dana og var med Herne i de følgende nætter. Hermed blev Tyven ophav til Hernes førstefødte. Barnet var Krigeren, der blev kaldt Jorgo. Da Herne så, at afkommet havde Tyvens beskidte blod, slog han det for fode i håb om at undgå flere ulykker.
Men Tyven sagde: “Nu har du syndet mod dit eget blod, og derfor skal det afkom, som du ønskede at dræbe, leve et liv for hver falden kriger omkring dit hellige bjerg.” Og sådan fik Krigeren, kaldet Jorgo, nyt liv, for krigen kom igen og igen til menneskene, og Jorgo voksede evigt i styrke.
Jorgo var den modigste siden Herne, og hans styrke var født med en vildskab, som ingen kunne måle sig med. Men da han var fornægtet af sin fader og af Tyvens blod, havde han ingen ære eller visdom og kender kun til ødelæggelse. Det er hans skyld, at der er krige, og det er i hans navn, at mallere og andre krigere hvert år begår drab og overgreb.
Den norrlandske åndetro
Blandt Norrlands folk findes en unik variation af åndetroen, der i daglig tale betegnes som ‘vættetroen’, og som beror på, at der findes ånder overalt omkring os, hvoraf de stærkeste og mest mangfoldige er vætterne. De bestemmer alt, hvad der sker, og hvad der vil ske i fremtiden.
Det er velset at skænke gaver til vætterne for på den måde at holde sig på god fod med dem og få deres opbakning. Glemmer man det, eller falder man på andre måder i unåde hos vætterne, straffer de en med sygdom og nød. Vætterne kommunikerer med menneskene gennem tegn og advarsler, som norrlændingene derfor altid forsøger at tyde.
Bemærk
Der findes en særskilt side med beskrivelser af de forskellige vætter.
Goder og gydjer
For bedre at kunne forstå vætterne har norrlændingene nogle særlige religiøse skikkelser, kaldet goder (mænd) og gydjer (kvinder), som står vætterne nært og har indsigt i deres vilje.
Der er utallige ritualer og traditioner forbundet med at behage vætterne, ligesom goderne og gydjerne har evnen til at kaste særlige runesten, der kan give et indblik i, hvilken fremtid vætterne har udset sig for den enkelte. Runestenene er hellige, og at foretage runekast betragtes som en af de mest rituelle handlinger i den norrlandske åndetro.
For en almindelig norrlænding kan det være vanskeligt at forstå vætterne, så oftest må man prøve at behage dem efter bedste evne i det daglige. Når man begiver sig ud i et større foretagende, konsulterer man en gode eller gydje først. Skal man for eksempel foretage en stor og afgørende handel eller sejle ud på en længere rejse, er der tradition for, at man får en gode eller gydje til at kaste runesten og fortælle, om man vil have held med sit foretagende. Er det ikke tilfældet, kan man få råd til, hvordan man behager vætterne bedst muligt, så man kan ændre sin skæbne.
Norrlændingene tror på, at alt, der sker i løbet af livet, er et udtryk for vætternes vilje, og når man har lykke og fremgang, er det derfor også vigtigt at bringe dem gaver og ofringer som tak. Alle mennesker har en fast skæbne, der bestemmer, hvornår og hvordan de skal dø. Den er spundet af vætten Örlögin. Denne skæbne er uundgåelig, men Örlögin kan ændre på den, hvis hun finder anledning til det. Det kan navnlig ske ved at leve et godt og hæderligt liv, så Örlögin fatter interesse for en, men også ved at behage vætterne, så de går i forbøn hos Örlögin på ens vegne.
For norrlændingene er den verden, de lever i, Niraham, blot et sted, hvor de er sat for at bevise deres værd, så de i den sidste ende forhåbentlig kan slutte sig til vætterne i den store hal Hartanheim, der befinder sig i vætternes rige Søvnheim. Det kan man opnå ved at udvise mod, stolthed og ære igennem livet for til sidst at blive dømt værdig af vætterne Hird og Örlögin. Derfor sætter norrlændinge disse værdier højere end noget andet i livet. Af samme årsag har det ikke kun betydning for livet på Niraham at holde sig på god fod med vætterne, men også for det hinsides.
Skabelsesberetningen
I urtidsdagene fandtes kun et dybt mørke, hvori alting flød rundt – spredt og uden orden. I dette mørke levede en skabning, som langsomt vågnede fra sin uendelige søvn. Den store drage, Arkan, åbnede sit ene øje og så omkring sig alverdens skatte. Dragen gjorde krav på alt, hvad han så, og samlede med sine kløer skattene, så han kunne vogte over dem.
Snart kunne dragen ikke nå flere rigdomme, så han strakte sin krop, åbnede sit andet øje og begyndte at bevæge sig rundt i det store intet, mens han bar på sin skat. I sin grådighed samlede Arkan alt, han kunne sætte sine kløer i, og skatten blev snart så stor, at dragen måtte opgive at flytte den. I stedet lod Arkan skatten hvile og begav sig ud for at finde nye rigdomme.
Arkan så, at det dybe mørke var uendeligt og rummede mange forunderlige ting. Han frygtede, at der skulle være andre som ham selv, der ville sætte kløerne i hans mange rigdomme. Arkan skabte derfor et væsen af skattene og sit eget blod – en stærk, tro og brav mandsling, som han satte til at vogte over skattene.
Dragen kaldte mandslingen Hird og lod ham sværge troskab. Men Hird kunne ikke se i mørket, så Arkan ofrede nogle af sine rigdomme og tændte med sin mægtige ild en evig fakkel til at lyse over skatten.
Arkan ville ikke overlade sin skat til kun én vogter, så han skabte snart endnu et væsen til at vogte skatten. Han sværgede ligeledes Arkan sin troskab, men i hastværkets kaos forblev den nye vogter navnløs.
Hird og den navnløse vogtede sammen over skatten i lyset af den evige fakkel, men den navnløse var ikke tilfreds. Han var nedrig og misundelig på Hird. Mens Arkan var væk, og Hird stod vagt, samlede den navnløse de smukkeste rigdomme i smug og gemte sig midt i skatten, hvor lyset ikke kunne trænge ind, og hvor Hird ikke vogtede.
Da Arkan kom tilbage, opdagede han straks, at de ædleste rigdomme manglede. Dragens raseri var frygteligt. Han gravede sig gennem rigdommene med sine kløer, og mægtige tænder borede sig ned i skatten i søgen efter den navnløse, som Arkan gav navnet Tyven.
Blodet flød fra Arkans krop, hvor han mistede sine skæl, og når hans blod ramte rigdommene, skabte vreden i blodet et antal tilfældige væsner. Orker, trolde, elvere og alverdens ondskab levede, hvor Arkan havde trådt, og bjerge og floder blev formet, mens den store drage gennemsøgte sin skat.
Da Arkans raseri havde lagt sig, så han, at rigdommene nu myldrede med væsner, og selvom dragen spyede sin ild, gemte væsnerne sig blot i sprækker så små, at Arkan ikke kunne nå dem. Arkan tog nu faklen og søgte overalt efter Tyven. Derfor flytter solen sig, men Arkan er altid til stede, så om natten genskinner faklens lys i hans øje og skæl.
Arkan forbandede først Hird for al sin ulykke og dømte ham til at leve blandt de andre væsner til evig tid, hvis ikke Tyven blev fundet. Men Arkan så, at Hird var lille og jorden kolossal, og at den vrimlede med andre væsner. Den store drage skabte Hird en kone, Trake, og bad dem være frugtbare og føde en slægt, der var tro mod ham.
Arkan ville belønne hvert eneste modigt og tro medlem af Hirds slægt med en æresplads blandt sine nye rigdomme i Hartanheim, hvor de skulle leve uden for rækkevidde af Tyven og alle vredens væsner. I Hartanheim ville de tro og modige kunne leve i tryghed og være omgivet af de skønneste og mest ædle rigdomme.
Den store drage gav Hird skjoldet Værn og spyddet Stik, som skulle hjælpe ham i kampen mod Tyven og de mørke væsner. Dernæst gav han Trake synet og stemmen, så hun kunne se og tale med ånderne.
Hird og Trake var frugtbare, men Tyven frygtede, at de ville blive så mangfoldige, at de ville finde og bekæmpe ham, så han måtte vildlede Hird. Tyven sneg sig derfor ind til Hirds førstefødte, Jerno, og fyldte ham med blod fra den store drage. Jerno blev opfyldt af dragens styrke og mod, men også dens ild, og han rasede mod verden.
Så stærk var Jerno, at alt land omkring ham snart var dødt, og hans vrede var så stor, at intet levende væsen kunne modstå den. Jerno angreb sin egen familie, og Hird måtte kæmpe mod ham. Kun ved at benytte Arkans gaver, Værn og Stik, kunne Hird beskytte sig mod Jerno.
Derfor kan der ikke ses forskel på Hird og Jernos sønner, da de er af samme æt. Men Jernos sønner har dragens blod i deres årer, og når kampen raser, bliver de drevet af vildskab, men også af styrke og mod.
Med Trake fik Hird yderligere seks børn: tre sønner og tre døtre. Hird vendte Jerno ryggen og kaldte Stål sin førstefødte søn og hans søster, Ida, for sin første datter. Derefter fødte Trake sønnen Nedorr og datteren Isne, fulgt af sønnen Djord. Flere år efter fik Trake og Hird deres sidste barn, den smukke datter Seli.
Jerno og Ida blev livsledsagere, og sammen fik de sønnen Kerim og datteren Frana.