Gorrumtroen

Mod nord, blandt Rustbjergenes sneklædte tinder, har sortblodsfolket deres hjem, og de lever her en barsk tilværelse, hvor kun de stærkeste overlever. Sortblodsfolkets religion afspejler denne levevis. Det er en streng og krævende lære om den almægtige gud Gorrum.

Troen beror på en overbevisning om, at der kun findes én sand gud, Gorrum. Udover ham findes der også en række andre overnaturlige væsner, men de er alle sammen simple dæmoner. Hvad der adskiller Gorrum fra dæmonerne, er, at Gorrum er den største og mægtigste af dem alle. Gorrum har skabt alt, hvad der findes, og han kan styre både dæmonerne og de dødelige, som han ønsker det. Han har også magten over vind og vejr.

Dæmonerne kan dog blive meget mægtige, og Gorrum accepterer i et vist omfang deres eksistens. Dæmonen Fiskur, som er goblinernes yndling, er en af de mest magtfulde dæmoner, og derfor har Gorrum lavet en pagt med ham. De dæmoner, som menneskene kalder for De Sande Guder, er også meget mægtige, så derfor tolererer Gorrum dem. Der er imidlertid også dæmoner, som Gorrum ikke vil acceptere. En af dem er den kaotiske dæmon Zaratziel, som Gorrum har bandlyst som straf for hans ulydighed.

Selvom religionen har guden Gorrum som sit omdrejningspunkt, er det ikke et krav, at tilhængerne faktisk tilbeder Gorrum. De skal bare anerkende, at han er den eneste sande gud og mægtigere end alle andre, særligt dæmonerne. Så længe man gør det, er man en sand tilbeder. Det er derfor fuldt ud accepteret som en del af Gorrumtroen, at goblinerne tilbeder Fiskur, og man finder også en del shamaner blandt sortblodsfolket, som dyrker deres lære i overensstemmelse med Gorrums bud.

Gorrum

Gorrum er sortblodsfolkets eneste sande gud. Ingen tør modsætte sig hans ord, og for at folket aldrig skal glemme at tilbede ham, har Gorrum udvalgt nogle magtfulde præster, som sørger for at prædike hans ord og sikrer sig, at sortblodsfolket viser ham den nødvendige respekt.

I modsætning til mange andre religioner forsøger Gorrums tilhængere ikke at omvende andre til deres tro. Sortblodsfolket ved, at de er den eneste race, som er værdige til at tilbede Gorrum. Resten af Nirahams folk har ikke fortjent Gorrums ære, men må nøjes med ydmygelsen ved at tilbede dæmoner og falske afguder.

Til gengæld kræver Gorrum også meget af sortblodsfolket. Han har fundet dem værdige til sin gunst, og for at vise deres taknemmelighed må de hver dag være stærke og kæmpe for hans vision. De svage og dovne må dø, og det samme må andre sortblodsfolk, der ikke gør sig fortjent til den store ære, det er at være hans udvalgte folk. Gorrum tolererer heller ikke, at nogen i sortblodsfolket tilbeder falske guder, og hans præster straffer alle frafaldne hårdt.

Det sker ofte, at Gorrum involverer sig personligt i sortblodsfolkets anliggender. Særligt når det kommer til krig, bliver hans opmærksomhed vækket. Så giver han sine præster store kræfter og lader ild falde fra himlen over deres fjender. I fredstider lader han til gengæld verden passe sig selv. Gorrum forventer, at hans folk nok skal klare de udfordringer, som de bliver mødt med, uden hans hjælp. Og skulle de fejle, er det resultatet af deres egen svaghed.

Fiskur

Fiskur er goblinernes gud, og de tilbeder ham med samme ihærdighed og entusiasme, som orkerne tilbeder Gorrum. Hvor orkerne betragter Fiskur som en dæmon, tilbeder goblinerne ham, som var han en sand gud. Det vender Gorrums præster som regel det blinde øje til, hvis blot goblinerne også husker at anerkende Gorrum og aldrig forsøger at sætte Fiskur højere end ham. At tilbede Fiskur er imidlertid altid forbundet med en vis fare, og for det meste gør goblinerne det derfor enten i smug eller på afstand af orkerne.

Blandt goblinerne fortælles det, at Fiskur engang blot var en simpel goblin, som formåede at snyde Gorrum og få del i hans kræfter. Derved opnåede han en position, der gjorde ham til en gud. Gorrum forsøgte længe at fange ham, men uden held, og med tiden lærte Gorrum at sætte så stor pris på Fiskurs snedighed, at han nu accepterer ham som en nyttig forbundsfælle.

De fleste orker benægter historien, og mange er af den opfattelse, at Fiskur må have fået sine kræfter fra en dæmon. Goblinerne anser dog historien for den pureste sandhed og betragter Fiskur som et ideal til efterlevelse. De stræber alle efter at blive lige så snu og anerkendt som ham. Når goblinerne beder til Fiskur, er det derfor ikke kun for at få hans velsignelse, men også for at minde sig selv om, hvordan en goblin bør leve sit liv, og om alle de belønninger, der venter, hvis de blot er snedige nok.

Læren om Fiskur kan dog også være hård og nådesløs. Han er billedet på en livsstil, hvor målet helliger midlet, og hvor den bedste måde at komme frem i verden er ved at falde andre i ryggen. De mest indædte af Fiskurs gobliner er derfor også de mest skruppelløse, og det er ikke uden grund, at man frygter hans tilhængere.

Shamaner

Ud over præsterne har orker og gobliner yderligere en magtfuld støtte i deres shamaner. Selvom sortblodsfolket altid har været varsomme over for shamanernes kundskaber, værdsætter de deres store kræfter og tillader, at de udøver deres virke, så længe det sker med respekt for Gorrums vilje.

Sortblodsfolkets shamaner anskuer verden sådan, at Gorrum har skabt en uendelig livskraft, som han dels har anbragt i hvert levende væsen, men mange sjæle har ikke et fast legeme. Shamanerne kan se og mærke denne livskraft, og de kan underkaste den deres vilje. Når livskraften er uden et legeme, betegnes den som en ånd. Dem kan shamanerne lokke til sig og trække på kræften fra, og de kan bruge åndernes kræfter til både godt og ondt.

Hvor Gorrums præster navnlig bruger deres magi til at velsigne folket før kamp og helbrede de sårede, benytter sortblodsshamanerne i højere grad deres kundskaber til at kommunikere med ånderne om denne verden og det hinsides. Shamanerne handler og bytter også med ånderne og forsøger at besnære dem til at lystre deres vilje. Ofte kommunikerer de med ånderne ved brug af talismaner eller andre magtfulde artefakter. De mest magtfulde shamaner er ligefrem i stand til at underlægge sig ånderne og på den måde få ting til at ske i verden, som andre dødelige aldrig ville kunne formå.

Skabelsesberetningen

I begyndelsen var intet.

Uendelige storme rasede gennem universet fra det inderste til det yderste. Skyer hvirvlede rundt i mørket. Intetheden var alt, men i altet var noget, og dets navn var Gorrum. Gorrum samlede tågen og knugede den tæt sammen, til den fik form, og skabte jordkloden. Han satte solen på himlen og skabte dermed dag og nat samt kulde og varme.

Han skabte månen og lod den kredse om jorden, så han kunne følge tidens gang. Gorrum skabte vand og ild – livets og dødens redskaber. Da jordkloden nu var beredt, skabte han levende planter og lod dem brede sig. Derpå begyndte han at forme levende dyr, små og store, flyvende, svømmende, krybende og springende. Fjerklædte og pelsklædte, skællede og nøgne. For Gorrum ønskede i sin visdom at skabe stor variation.

Gorrums ønske om mangfoldighed gjorde det nødvendigt at skabe hjælpere. Mange af deres navne er glemt, men vi husker stadig Wotan, Amroth og Fiskur. De har altid tjent den store skaber trofast som hans øjne og ører, der fortalte ham om alt, hvad de erfarede.

Skaberværket var godt, og det behagede Gorrum. Men det havde en fejl, for alle planter og dyr handlede på én og samme måde. Der var ingen afvigelser. Gorrum ønskede sig mere. Han skabte det første væsen med sin egen vilje og kaldte det Trold.

Trold var store og stærke væsner. De befolkede skove og sletter, bjerge og lavland. De levede længe, men mangfoldiggjorde sig langsomt. Gorrum så, at Trold var utilstrækkelige. Selvom Trold havde fået fri vilje, brugte de den kun sjældent. Og trods kærligheden til sin første tænkende skabning ville Gorrum have mere, for han stræber altid efter det højeste mål.

Så skabte Gorrum det andet væsen med fri vilje og kaldte det for Mand. Mand var mindre og svagere end Trold. Hans hud var nøgen og sart, og han levede kun kort tid sammenlignet med Trold. Men Mand var frugtbar og brugte sine åndsevner. Gorrum forventede meget af Mand, men Mand var magelig og slog sig kun ned, hvor vejret var varmt, og maden god. Her fik Mand mange børn, og de spiste alt levende og dræbte først naturen og bagefter hinanden.

Gorrum var skuffet over Mand og hans hensynsløse grådighed, og han besluttede derfor at skabe flere væsner. Han skabte først Ork og bagefter Elver. De fik begge en stærk ånd. Ork fik også en stærk krop, og Elver fik et stærkt sind. Gorrum var stolt af sine skabninger og holdt meget af dem. Som de eneste væsner fortalte han dem om sin store plan for verden. Det var en stor ære.

Ork blev sat til at leve i bjergene. De, der slog sig ned højt oppe, hvor livet var hårdest, udviklede stor styrke og udholdenhed. De, som valgte de lavere bjergområder, blev mindre og mere behændige. Det er dem, vi nu kalder Goblin.

Det var en god verden, Gorrum havde skabt, og Ork var stolt og tilfreds med det liv, som Gorrum havde skænket. Jagten i bjergene var god, men ikke i overflod. Den gode jæger ville trives, og den dårlige ville dø. Sådan som det skulle være. Bjergene var også fulde af metaller, som Ork brugte til at lave redskaber og våben.

For at vise sin glæde sørgede Ork for altid at ære Gorrum. Ork så Gorrum i alt omkring sig – i vandet og ilden og i luften og jorden. Ork var en lydig og taknemmelig tjener og forsøgte at leve i overensstemmelse med Gorrums store plan. Trold var Gorrums første udvalgte skabning, så Ork sørgede også for at behandle Trold med den respekt, som Trold fortjente.

Mand og Elver kunne aldrig true Ork, så derfor var det sjældent nødvendigt for Ork at vise, at Ork var dem overlegne. Ork sørgede dog for at holde sine kræfter og kundskaber ved lige, for Ork var Gorrums udvalgte og måtte aldrig blive svag i krop eller ånd. Gorrum valgte også præster til at tale sine ord, og de var hellige, for Gorrum talte til dem og igennem dem.

Elver boede i de dybe skove. Her var der jagtbytte i overflod og mange spiselige planter. Elvers liv var godt, men den store overflod betød, at Elvers krop blev svag, så Elver udviklede bue og pil til at nedlægge bytte på afstand. Men Elver fortsatte med at søge viden og blev vis. Han lærte at bruge naturens og planternes kræfter og kunne både helbrede og forgifte. Elver lærte også magi, men glemte, at det var en gave, som Gorrum havde skænket. Elver blev begærlig og udviklede sine magiske kræfter, men begyndte snart at bruge dem til at kæmpe internt. Elver rejste hære og byggede fæstninger, og Elvers folk blev splittet og aldrig mere samlet.

På et tidspunkt forsøgte en fraktion af Elver at overbevise Gorrum om at vælge deres side i den blasfemiske kamp mellem deres folk. Gorrum afviste det tåbelige indfald og straffede deres hovmod ved at gøre deres hud sort som natten. Elver så denne skam og vendte Sortelver ryggen. Efter den tid var de som to skabninger. Angst og foragt herskede mellem dem.

Skaberværket var ikke komplet. Mand havde ikke fundet sin plads i den store plan. For at hjælpe Mand på vej skabte Gorrum et femte væsen med fri vilje. Han kaldte det Dværg og gjorde det meget målrettet, så det kunne vise vejen for Mand. Dværg var meget stærk, men lille af vækst – ikke højere end et barn. Det havde ikke meget ånd, men til gengæld rigeligt med mod og stædighed.

Dværg blev sat til at leve sammen med Mand, for Gorrum ønskede, at de to i fællesskab skulle udfylde deres plads i den plan, som Gorrum havde tiltænkt Mand. Men Dværg og Mand kunne ikke arbejde sammen. Mand grinte af Dværg og hånede ham for hans ringe størrelse, og Mand forsøgte at trælbinde Dværg. Derfor kom Dværg til at foragte det væsen, som han var skabt for at hjælpe.

Da vendte Dværg ryggen til Mand og trodsede Gorrums store plan. Dværg forlod den egn, hvor han var sat, og tog bolig i bjergene, hvor han gravede sig ned i jordens indre. Her kunne Dværg holde sig skjult for Mand og andre folk.

Dybt under jorden lærte Dværg at smede, og han skabte mange våben og redskaber, som han brugte til at skade verden. Bakker og bjerge blev knust, og søer og vandløb tørrede ud. Ork plejede at leve i de områder, men kunne nu ikke længere finde mad, for Dværg havde ødelagt dens hjem.

Ork måtte kæmpe hårdt i mange generationer for at forsvare sit hjem, og Ork forsøgte at fordrive den altødelæggende Dværg, men mange steder ville Dværg hellere styrte bjergene i grus end lade Ork bo i dem.

Dværg havde vendt Gorrum ryggen, og hans sind var forgiftet. Der var ikke andet tilbage i Dværg end grådighed, og hele Dværgs eksistens var blevet en hån mod Gorrum og hans store plan, og derfor må Dværg nu dø.