Siden tidernes morgen har mennesker fra Zara’bash og højelvere fra Eislonien været i konstant strid med hinanden over grænseregionen mellem de to riger. Konflikten har bølget frem og tilbage igennem århundrederne, men endte til sidst med at blive fastlåst i en kamp om kontrollen over bindeleddet mellem Nirahams nordlige og sydlige kontinent, kaldet Ianno-passagen.
Selvom stridighederne mange gange syntes at blive bilagt, gik der sjældent mere end et par år, før de igen blussede op, og det lykkedes aldrig at opnå nogen varig fred eller forståelse mellem de to viljefaste kulturer. Sådan fortsatte det i umindelige tider, hvilket førte til en gradvist eskalerende konflikt, som med tiden også trak de omkringliggende riger med ind i striden.
Næppe var den ene part tvunget tilbage, og freden havde sænket sig, før der blev indgået nye alliancer, hvor man med andre parters mellemkomst forsøgte at genvinde det tabte. En alliance på den ene side af konflikten medførte imidlertid blot nye forbund på den anden side, og efterhånden var forholdet mellem størstedelen af rigerne omkring Kamirrhavet blevet kompliceret af konflikten.
Undervejs udviklede konflikten sig til en regulær trepartskrig. Da Tharkien involverede sig i konflikten på zarabisk side, intervenerede Emyr til støtte for Eislonien og anlagde befæstede kolonier i Zara’bash. Efter noget tid blev forholdet mellem Eislonien og Emyr imidlertid forværret, og i sidste ende udnyttede Emyr primært de andre landes svækkelse til at varetage sine egne interesser. Det førte til den påfaldende konstellation, at Eislonien og Zara’bash for en kort stund fandt sammen i et forbund mod Emyr.
Sådan fortsatte striden i yderligere 200 år. I lange perioder pågik der ikke formelt stridigheder, og åbenlyse krigshandlinger var sjældne, men ingen lande omkring Kamirrhavet kunne være i tvivl om det fjendskab, der florerede mellem de stridende parter. Da kampene ofte foregik til havs og ved brug af de lette og meget manøvredygtige krigsskibe, der er kendt som triere, blev konflikten med tiden kendt som ‘Trierkrigen’.
Det skete ikke sjældent, at de andre riger også blev ofre for konflikten. Navnlig måtte de lide under, at deres skibe blev angrebet i den fejlagtige antagelse, at de tilhørte en af de stridende parter. Begivenheder af den slags var hyppige og særdeles ilde set, og med tiden voksede presset på de tre riger for at finde en varig fred.
Det var først, da Det Chatonske Imperium indledte en erobringskrig mod Emyrs østlige grænse, og landet nu var truet fra flere sider, at der blev taget skridt til at bilægge den gamle strid. De stridende parter samledes i år 1465 EJ i Etos, og efter lange forhandlinger opnåede de et acceptabelt kompromis.
For at skille parterne ad blev der i Ianno-passagen, der udgjorde grænseområdet mellem Eislonien og Zara’bash, oprettet en neutral region, og Emyr blev tvunget til at opgive sine bosættelser langs kysten af Kamirrhavet. Fredsaftalen blev signeret til stor folkelig jubel, og det nye grænseland blev givet navnet Aihlann Bachir.
Der er tale om et relativt lille og ubetydeligt område med en begrænset befolkning og uden nogen nævneværdige ressourcer. Indbyggerne er primært efterkommere af de tidligere emyrske tilflyttere, som havde skabt sig et hjem her, hvor de foretrak at blive boende efter krigens afslutning frem for at rejse tilbage til Emyr. Denne historiske tilknytning har også betydet, at dele af Emyrs lavadel siden har opgivet tilværelsen i deres hjemland og er rejst til Aihlann Bachir for at prøve lykken der.
Aihlann Bachir er desuden kraftigt præget af sin tilværelse som grænseland mellem det nordlige og sydlige kontinent. Alle Nirahams folk har principielt adgang til at færdes frit igennem landet, og man vil opleve et stort antal lykkeriddere forsøge at finde deres skæbne der. Også forbrydere og udstødte elementer som norrlandske mallere rejser dertil for at få en ny start på livet.
For at forhindre nye krigshandlinger skal alle større bevægelser af mænd og materiel principielt godkendes på forhånd, før de kan krydse grænsen. Ofte er den slags udfordringer dog kun et spørgsmål om betaling, da det aldrig er blevet fastlagt nøjagtigt, hvad der kvalificerer som en ‘større’ bevægelse. Der er i det hele taget opstået en tradition for, at både politiske anliggender og mindre hverdagsproblemer bliver løst med klingende mønt, og det er efterhånden blevet en del af kulturen i Aihlann Bachir, at alt kan købes for penge.
Landet bliver af mange anset for et kærkomment fristed, hvor statsførelsen er overordentlig tilbagelænet, og lovgivningen præget af en nærmest ligegyldig overbærenhed. Det omdømme er ikke helt ufortjent, da alle betydningsfulde beslutninger i riget skal træffes i enighed mellem Emyr, Zara’bash og Eislonien, hvilket er en nærmest umulig opgave. Når det endelig lykkes parterne at opnå et acceptabelt kompromis, er resultatet oftest så tvetydigt, at det bliver noget nær indholdsløst.
Af oplagte årsager har mange lyssky personer derfor valgt at gøre Aihlann Bachir til deres hjem. Man vil imidlertid også opleve, hvordan nye skibe lægger til kaj i bystaten hver dag og med sig bringer eksotiske varer fra hele Niraham, hvoraf mange kan være umulige at opdrive andre steder i verden. Herudover er tilværelsen præget af en stor mangfoldighed af racer og kulturer. Aihlann Bachir kan rumme alle og er blandt andet hjemsted for en meget stor population af halvelvere, som her kan leve frit og uden at blive skulet til af hverken mennesker eller elvere.
Landet har tiltrukket sig stor opmærksomhed i sit korte liv, både på godt og ondt, og tilværelsen i Aihlann Bachir er i disse år kendetegnet ved en tendens til, at folk nærer meget klare følelser for landet, hvor de enten elsker eller hader det. Med så mange folkeslag samlet er det vanskeligt at definere eller beskrive en egentlig kultur i landet. Aihlann Bachir er præget af så stor mangfoldighed, at det formentlig er mere rimeligt at beskrive landet ud fra sit komplette fravær af fællestræk.
Et enkelt særpræg har landet dog i form af den meget udtalte grad af frisind, der gennemsyrer samfundet. Folket synes at have fundet sammen i en forståelse af, at meget få ting er forbudte eller tabubelagte, og har man tilstrækkeligt med penge, ligger alle muligheder åbne. Begrebet om, at ‘har du penge, kan du få’, er formentlig den væsentligste grundpille i landet.
Den formelle magt over Aihlann Bachir ligger i hænderne på landets fyrste. Den nuværende fyrste er Hermuntz Mürenheim von Bachir, der tidligere havde gjort sig bemærket som en central personlighed blandt Emyrs adel. Spørgsmålet om, hvordan fyrsten skulle udnævnes, var længe genstand for debat mellem parterne ved det store møde i Etos. Kun nogle få kongelige og deres mest betroede rådgivere kender til proceduren, og den er selv i dag omgivet af spekulation. Den mest udbredte antagelse er, at parterne kort og godt bare køber sig til titlen, og at den nation, der er villig til at betale den højeste pris, får ret til at udpege fyrsten.
I princippet regerer fyrsten enevældigt og har uindskrænket magt til at iværksætte en hvilken som helst handling, han finder nødvendig, inden for rigets grænser. Fyrstens autoritet er dog begrænset af, at hans eneste formelle ansvarsområde er at vogte over rigets grænser og sikre, at der ikke er tegn på nye konflikter mellem de gamle stridende parter: Emyr, Eislonien og Zara’bash. Så længe alt ånder fred i omverdenen, bliver fyrsten betalt sin generøse gage for at leve en tilbagetrukket tilværelse og holde sig ude af det politiske liv i landet.
I de seneste år har freden mellem rigerne været opretholdt, og tilværelsen i Aihlann Bachir har været aldeles fredsommelig. Den megen fremgang har gjort Aihlann Bachir til et ganske velhavende rige, og udbyttet fra landets stadig stigende handelsaktivitet er også begyndt at bidrage med anseelige indtægter. Herudover modtages der en årlig tribut fra de tre stridende parter for at vogte freden samt for at sikre, at landet har en hærstyrke, der kan opretholde ro og orden i regionen.
Det har dog haft den uheldige konsekvens, at man i Aihlann Bachir træner og udruster et betydeligt antal soldater, men at de stort set intet har at foretage sig i de fredelige tider, som landet befinder sig i. Rigets soldater har derfor fået for vane at samle sig i kompagnier af lejesoldater, som falbyder sig til Nirahams riger, dog ikke Emyr, Zara’bash og Eislonien, som de til gengæld ofte bliver hyret af andre riger til at sikre freden mellem. Lejesoldaterne fra Aihlann Bachir er blevet navnkundige for deres dedikation til guld og deres komplette fravær af loyalitet. Det ses ofte, at de skifter side flere gange under en krig, hvis betalingen er bedre på den anden side.