I de tidligste tider var befolkningen i Bang Tei blot et simpelt fiskerfolk, der levede på og omkring Drageøerne i det fjerne, sydøstlige Niraham. Bang Tei var kendetegnet ved at være umådeligt innovativ, og med tiden udviklede riget sig til en storslået civilisation, hvis kulturelle og videnskabelige fremskridt var langt foran resten af verdens. Navnlig gjorde man store landvindinger inden for krigens kunst, hvilket gjorde det muligt først at underlægge sig de omkringliggende riger og siden mange andre områder, som man bragte sammen i et storslået imperium.
Bang Tei havde sin storhedstid i årene efter 1543 FJ, hvor landet med sine overlegne militære kundskaber besejrede det andet af datidens store menneskelige riger, Shantil. Herefter kunne ingen længere modstå Bang Tei, og riget blev år for år udvidet med nye erobrede landområder. I denne tid overgik riget til at blive kendt som Bang Tei-dynastiet, og da det var på sit højdepunkt, strakte det sig fra Nirahams østkyst til det nuværende Tharkien.
I sidste ende blev riget dog for stort. Plaget af interne stridigheder og udfordret af at skulle holde sammen på så mange forskellige kulturer blev Bang Tei-dynastiet til sidst tvunget i knæ, da en alliance af elvere og frie mennesker formåede at besejre den bangteske hær. Herefter begyndte dynastiet gradvist at gå i opløsning, efterhånden som landets mange kulturer løsrev sig og etablerede nye, frie bystater. Snart var der ikke andet tilbage af Bang Tei end et fjernt og isoleret rige i egne omkring Drageøerne, hvor kulturen i sin tid var blomstret op.
Omgivet af hævngerrige fjender på alle sider afskar Bang Tei snart enhver kontakt til omverdenen og tog aldrig siden for alvor initiativ til at genetablere den. Selv i dag er kontakten til Bang Tei begrænset, og de få bidder af viden, man får om riget, er sjældent meget mere end blot rygter.
Modeus
En væsentlig del af forklaringen bag Bang Teis fortsatte isolation skal findes i en serie begivenheder, der tog sin begyndelse i år 4 EH.
I dette år kom Modeus til Bang Tei, og forklædt som et almindeligt menneske formåede han snart at vinde kejserens tillid. Inden for kort tid havde Modeus etableret sig som den egentlige hersker i riget, og for at opretholde sin magtposition skabte han en race af dæmoniske væsner, som blev kendt som ‘uru kaikiler’. Dem satte han ind mod oprørske undersåtter og slap dem løs i junglen, så ingen kunne komme til eller fra landet.
Herefter sendte Modeus de mest kyndige af Bang Teis magikere ud i verden for at skaffe magiske artefakter, og med de kræfter, de lærte fra Modeus, havde de stort held med deres foretagende. I mellemtiden gjorde Modeus det gamle Dragetempel på Marak Tei-bjerget til sit hjem. Flere år forløb på denne vis, indtil Modeus til sidst var tilfreds og forlod landet igen omkring år 10 EH. Han efterlod imidlertid sine uru kaikiler i junglen, som siden har været til stor fare for enhver, der forsøger at passere igennem den.
Mange forsøgte at flygte fra Bang Tei under Modeus’ regime. De fleste døde i junglen, men en del havde held til at søge nordover langs kysten, hvor de etablerede et nyt samfund nord for Bang Tei, som fik navnet Nodai.
De zarabiske nomader, der lever i den østlige del af Zikkha Ørkenen, er det eneste folkeslag, der fortsat har en vis, kontinuerlig relation til Bang Tei. Nomaderne er imidlertid notorisk sky af natur, og de deler kun sjældent deres viden med andre folkeslag. Det er derfor småt med ny og opdateret viden om tilstanden i Bang Tei. Resten af den viden, man har om Bang Tei, stammer fra optegnelser i Cartheeros store biblioteker, og den, der ønsker at få et dybere indblik i det sagnomspundne land, må indstille sig på at rejse til Cartheero for at studere.
Det er dog alment kendt, at bangteserne i dag lever i små landsbysamfund langs havet og kun sjældent begiver sig længere ind i landet. Riget er omgivet af den frygtede bangteske jungle, som både holder folket inde og fremmede ude. Junglen er et yderst farefuldt sted, som kun få slipper levende fra at rejse igennem, og selv de heldige overlevende vil ofte være mærket for livet. Udover vilde dyr er junglen også befolket af dæmoniske væsner kendt som ‘uru kaikiler’, der er en væsentlig årsag til, at det nærmest er umuligt at opretholde nogen form for kontakt til Bang Tei.
Bangteserne kan kendes fra andre folkefærd på Niraham på deres meget karakteristiske kultur. Af natur er de rolige, eftertænksomme og nærer en dyb respekt for alder og visdom. Som noget ganske unikt på Niraham lærer stort set alle bangtesere desuden at læse og skrive. Herudover er de arbejdsomme og meget pligtopfyldende. Et særligt kendetegn ved dem er desuden, at de ynder at lade deres hår vokse langt, både blandt kvinder og mænd.
Tilværelsen i Bang Tei er mest af alt præget af praktisk arbejde, og folket er kendt for, at de uden vanskeligheder kan arbejde fra solopgang til solnedgang og herefter kun behøver få timers søvn.
Alle som en tilbeder bangteserne Den Store Drage, der kendes under navnet Ki Mana. De betragter dragen som skaberen af alt levende og mener, at den hviler i havet ud for Bang Tei. Havet kendes derfor som Dragehavet, og øerne, der findes i havet, som Drageøerne. For at tilfredsstille Ki Mana og sikre sig dragens fortsatte velvilje bruger bangteserne meget tid på at bede. Herudover er der tradition for at bringe dragen ofringer, som kastes i havet ved alle større højtider.
På Drageøerne finder man en munkeorden, hvis tilværelse er dedikeret til at behage og tjene dragen. Munkene lever et liv præget af meditation og dybe tanker, men bruger også meget tid på at studere krigskunst. Deres kampfærdigheder er legendariske og kendte over størstedelen af Niraham, og mange af verdens folk har intet andet kendskab til Bang Tei end myten om deres famøse krigermunke.