Buranus

Langt fra de to store elviske skove, Eislonien og Santillia, finder man et elvisk samfund skjult bag høje bjerge på et højland ned til Kamirrhavet. Her har elvere ikke bare formået at overleve, men også at trives igennem årtusinder, og de har etableret sig som en magtfaktor blandt de omkringliggende menneskelige riger.

Den langt overvejende del af Buranus’ befolkning består af højelvere, og stort set alle er efterkommere af de to adelshuse Stringarth og Allundria, der i sin tid udvandrede fra Eislonien og skabte det nye rige. Man finder også et antal skovelvere i riget, men de to kulturer er efterhånden smeltet så meget sammen med tiden, at det kan være vanskeligt at skelne dem fra hinanden. Dog hersker der en opfattelse af, at det højelviske folk er Buranus’ oprindelige – og derfor sande – befolkning, og at skovelverne derfor lever i Buranus på deres nåde.

Kulturen i Buranus er kendetegnet ved, at elverne har levet isoleret fra deres racefæller i Eislonien og Santillia gennem årtusinder, og gennem årene er der opstået en række meget udbredte forskelle, som gør kulturen i Buranus til noget ganske særegent, man ikke møder hos elvere andre steder på Niraham.

Alt i Buranus er opbygget omkring rigets storslåede og veltrænede hær. Allerede fra en tidlig alder bliver børn vurderet og afprøvet på rigets akademier, hvorefter de bliver optaget på det akademi, hvor deres færdigheder vil være bedst tjent. Uanset hvilket akademi en elver tilknyttes, vil vedkommende derefter skulle indgå i rigets hær og vise sin værd gennem flere hundrede år.

De mest værdige bliver udvalgt til at fortsætte med at tjene hæren, mens andre overgår til civile erhverv. Selv de elvere, der fravælges til hæren, forventes at holde deres færdigheder ved lige og pleje deres udrustning, så de kan lade sig mønstre med kort varsel, hvis rigets forsvar kræver det.

Oplæringen finder sted på rigets akademier, som findes i alle større byer og er inddelt i fire huse, der har hvert deres speciale og er definerende for, hvilken funktion den enkelte elver udfylder i samfundet. Man modtager rang og titel inden for sit hus, og selvom det formelt er muligt at skifte hus, sker det kun yderst sjældent. Langt de fleste elvere i Buranus fastholder med stolthed deres hus hele livet.

Tilværelsen i Buranus er kendetegnet ved en meget statisk livsstil. Alle kender deres plads, og meget lidt forandrer sig nogensinde. Det har medført en uset grad af stabilitet i riget, som mange andre folkeslag misunder dem – også elviske. Magtstrukturen i Buranus er derfor også meget anderledes, end hvad man kender fra andre riger.

Alle elvere i Buranus har et slægtsnavn og et familienavn. Slægten er biologisk betinget og handler udelukkende om, hvem der er ens forældre. Ofte vil slægten tage navn efter en særlig berømt forfader. Familien er til gengæld noget, man skal optages i og kan vælge imellem.

Der findes kun to familier, som elvere i Buranus kan blive optaget i: Stringarth og Allundria. Udover disse findes også familien Stella, men den er forbeholdt fyrstens familie og dermed uopnåelig. Derudover står mange elvere i Buranus uden for en familie, hvis de enten ikke har haft de fornødne kvalifikationer til at blive optaget i en, eller hvis de er af urent blod, der er blandet med elvere uden for Buranus.

Udvælgelsen til familierne sker, mens elverne gennemfører deres obligatoriske militærtjeneste. Alle deres handlinger bliver nøje overvåget på akademierne, som lader husene Stringarth og Allundria vide, hvis der er særligt talentfulde elever, som de bør følge nærmere. Efter endt uddannelse kan familierne herefter vælge at optage de elever, som de finder værdige og mener vil bringe dem ære.

Stringarth er sædvanligvis den mest konservative og stolte familie, hvorimod Allundria er mere nytænkende og udforskende. Udover det er de to familier meget ens. Selvom man principielt kan indtræde frit i begge familier, er der en udbredt tendens til, at hvis en eller begge forældre er tilknyttet en af familierne, vil den pågældende familie få lov til at forespørge hos barnet først. Der er også en almindelig tendens til, at et barn, hvis forældre begge er medlemmer af samme familie, stort set altid vælger at blive svoret ind i denne.

Rigets skabelse

Buranus opstod i årene efter afslutningen på sortelvernes første indtog på Niraham, omkring år 5500 FJ. Her sad Tenagei Keladon på tronen i Eislonien og skulle forsøge at samle det krigshærgede land efter årtusinders stridigheder. Det var imidlertid ingen let sag, og riget var præget af intern splittelse.

Hvor Tenagei og hovedparten af det eislonske senat var af den opfattelse, at den højmagi, elverne havde lært af De Tre Søstre, ville være tilstrækkeligt til at holde riget sikkert fremover, var hans yngre broder Ayrimir sammen med fraktioner i senatet stærkt varsomme over for at bero sig på magi og mente, at det var nødvendigt at befæste rigets grænser, så man med våbenmagt kunne forsvare sig mod nye angreb.

Efter lange, udmattende debatter i senatet blev stridighederne så udtalte, at Ayrimir bekendtgjorde, at han ville forlade Eislonien. Med ham fulgte to af de højelviske familier, der havde støttet ham: huset Stringarth under ledelse af Trian Stringarth og huset Allundria under ledelse af Diermir Allundria. Også mange højelvere fra andre familier sluttede op om deres banner.

Trods Tenagei Keladons indtrængende opfordringer om at få sin broder til at besinde sig, var Ayrimir fast besluttet. Han ville drage mod syd og skabe et rige, hvor disciplinerede, veltrænede krigere kunne forsvare folket mod enhver fjende, og den dag, hvor sortelverne på ny drog mod overfladen og satte elvernes skove i brand, ville hans høje mure yde elverne den beskyttelse, som Eisloniens skove ikke havde formået.

Det var en sorgens dag, da Ayrimir, hans hustru Bivianna og deres store følge forlod Eislonien, fulgt af husene Stringarth og Allundria. Også en mindre flok skovelvere havde valgt at følge dem. Bivianna var af skovelvisk afstamning, og skovelverne anså det for deres pligt at beskytte hende og hendes børn på rejsen.

Efter mange års rejse kom de til et område syd for Santillia ud til Kamirrhavets kyst. Vi kender i dag området som Sydlenet i Narabond, men på tidspunktet for den højelviske udvandring var det kun sparsomt beboet. Mennesker var rejst dertil i takt med, at sortelverne blev trængt tilbage, men de var kun få, og deres kultur var yderst simpel, så højelverne kunne etablere sig i området uden at møde nævneværdig modstand.

Området var frugtbart og strategisk beliggende med adgang til hav, skov og god landbrugsjord. Udmattede af den lange rejse valgte Ayrimir, at dette var stedet, hvor hans folk skulle etablere det nye rige.

Herefter begyndte højelverne arbejdet med at opføre den første store by. Den stod færdig i år 5375 FJ og blev givet navnet Stella Paria. Det var en lykkelig tid, men freden skulle desværre ikke vare længe. Menneskene i området blev begærlige efter elvernes mad og våben, så de begyndte at snige sig ind i byen i ly af mørket, og det kom til blodige sammenstød. Der blev derfor påbegyndt et arbejde med at opføre en stor ringmur rundt om byen, der stod færdig i år 5365 FJ.

Udover at sørge for forsvaret af deres by var højelverne også begyndt at opdyrke de omkringliggende jorder, og de havde haft held til at fordrive menneskene fra et større område, som de nu udråbte som deres rige. Det blev givet navnet Triarlien, og Ayrimir Keladon blev under stor jubel udråbt som fyrste af Triarlien. Han nedsatte et senat, som man kendte fra Eislonien, til at rådgive sig og bistå i væsentlige beslutninger. Elverne oprettede i denne tid også de fire akademier, der fortsat er toneangivende i Buranus: Relegio, Magus, Robour og Akkodon.

Efterhånden som menneskenes kultur udviklede sig, kom det til flere og flere sammenstød, og selvom menneskenes færdigheder ingenlunde stod mål med højelvernes, var de i antal langt overlegne og formerede sig hurtigt. I år 4977 FJ indtraf en række særligt hårde træfninger, hvor menneskene illustrerede, at de havde studeret elvernes taktikker og havde held til at påføre dem store tab.

Triarlien var for udsat, og Ayrimir Keladon nåede til enighed med senatet om, at det var nødvendigt at finde et nyt sted at slå sig ned. Gennem de seneste århundreder havde spejderne udforsket et sletteområde mod sydvest. Det var svært at nå frem til, og den eneste mulighed indebar at krydse en voldsom, brusende flod. Sletten befandt sig til gengæld mellem bjergkæden Alterran og havet og ville være let at beskytte, hvis rejsen dertil lykkedes.

Dybt inde i en dal havde spejderne fundet ruinerne fra en menneskelig bosættelse, der havde båret navnet Katena. Det var en ideel placering til en fæstningsby, der ville være stort set uindtagelig, og Ayrimir traf beslutningen om, at halvdelen af befolkningen i Triarlien skulle flytte dertil under ledelse af hans søn, Alidon Keladon, og opføre en ny by, mens den resterende halvdel skulle blive tilbage og beskytte Triarlien.

I år 4736 FJ, da det nye elverrige i Katena næsten stod færdigt, kom der bud til Alidon Keladon om, at hans fader, Ayrimir Keladon, lå for døden. Efter faderens død blev Alidon udråbt til fyrste, og for endegyldigt at lægge tilknytningen til Eislonien bag sig valgte Alidon at blive udråbt som fyrste under navnet Alidon Stella.

Året efter bekendtgjorde Alidon, at folket endegyldigt skulle forlade Triarlien og rykke til det nye rige mod sydvest. Katena var blevet en prægtig by, og da området omkring den var yderst frugtbart, erklærede Alidon, at det nye rige skulle navngives Buranus. Navnet stammede fra den traditionelle velsignelse, som Sissiannas præster sagde, når kornet blev sået, og som startede med ordene ‘Istmir akh nur buranus…’, der bedst kan oversættes til: ‘Lev og vær frugtbare…’

Geografi

Hovedparten af Buranus er et højland bestående af store åbne vidder, der med sin beliggenhed umiddelbart ud til Kamirrhavet er kendetegnet ved et lunt og tørt klima. Landskabet er meget åbent, og store dele af jorden består af hede. Der er ikke mange nuancer eller variationer i landskabet, og som følge af de skyer, der trækker ind fra havet og hænger over landet, er hovedparten af Buranus henlagt i monotone grå og brune nuancer. De underskønne syn, man kender fra elvernes riger i Eislonien og Santillia, finder man i Buranus kun i de større byer.

Man finder kun nogle få, mindre skove i Buranus, og vegetationen består hovedsageligt af græsenge og små, krogede buske. Jorden er til gengæld frugtbar, og navnlig Mena-højlandet i rigets sydlige egne er præget af endeløse marker. I de nordlige egne er klimaet mere blæsende og barskt, og der finder man den store, åbne Litse-slette, hvor ikke meget vokser, men som i stedet bruges til græsning af husdyr.

Rigets beliggenhed opvejer desuden mere end rigeligt for enhver mangel, som landskabet måtte lide under. Mod nord og vest er riget afgrænset af den ufremkommelige bjergkæde Alderran, der i årtusinder har beskyttet det mod udefrakommende, og mod syd ligger Kamirrhavet. De eneste adgangsveje til riget er over havet eller gennem skarpt bevogtede passager til Tharkien i vest og Narabond i øst.

Udover denne egenskab er Alderranbjergene også i almindelighed et udbredt kendetegn i Buranus. De høje tinder kan ses knejse i horisonten fra stort set hele riget, og de har gennem årtusinder udgjort et naturligt forsvar, der har medvirket til at holde riget trygt og isoleret fra omverdenen. Bjergkæden har derfor en ganske særlig betydning i hjertet hos Buranus’ elvere.

Efter Buranus’ folk rykkede mod vest fra Triarlien til det område, hvor riget nu befinder sig, opførte de byen Katena. Den har lige siden udgjort rigets hovedstad og er hjemsæde for den buranske fyrste, Alidon Stella III, hvis prægtige palads befinder sig i byens midte. Resten af byen er opført med et strengt hierarkisk sigte. Omkring paladset og byens indre har adelsfamilierne deres slægtshjem. Længere ude holder de handlende til, og langs byens ydermure har den jævne befolkning deres hjem. Hele byen er omkranset af høje mure, og dens talrige tårne er velbevogtede døgnet rundt.

Gennem tiden har befolkningen i Buranus spredt sig og befolket alle afkroge af riget. På nuværende tidspunkt er cirka en fjerdedel af elverne i Buranus bosiddende i Katena. Resten lever fordelt ud over riget – hovedparten i andre store byer, men mange ernærer sig også som bønder og lever spredt ud over landskabet. Meget atypisk for elvere finder man kun få skove i Buranus, og de eneste elvere, der lever i dem, er skovhuggere og andre, hvis erhverv på anden måde er knyttet til naturen.

Styre

Buranus regeres af en enevældig fyrste, og ved fyrstens død udpeges en ny fyrste fra dennes familie. Mænd og kvinder har lige adgang til positionen, og selvom det i sidste ende er fyrstefamilien Stella, der udpeger den nye fyrste, har senatet stor indflydelse på beslutningen. Selvom senatet formelt kun skal udgøre en rådgivende forsamling for fyrsten, træffer det i praksis en meget stor del af beslutningerne i riget. Fyrstens primære rolle er at være en militær leder, der varetager rigets sikkerhed og træder i karakter, når ydre fjender truer.

Senatet består af 89 senatorer, som er udpeget på livstid. De bliver formelt udpeget af fyrsten, men efter indstilling fra senatet, og sædvanligvis er udpegningerne meget forudsigelige.

Den nuværende fyrste er Alidon Stella III, der har siddet på tronen siden år 1084 EJ. Han er kendt som en mild og retfærdig hersker, der er mere åbensindet end sine forgængere. Under hans regeringstid har Buranus taget mange nye tiltag til sig – mest markant var vendepunktet i årene forud for Himmelkrigene, hvor Buranus tog Jorin til sig og i vid udstrækning begyndte at anerkende ham som den øverste af alle Aferheims guder.

Også mange gamle skikke og traditioner er blevet brudt under fyrst Alidon. Under tidligere regenter opretholdt Buranus en politik baseret på komplet isolation. Det har ændret sig markant, og selvom Alidon stadig opretholder en vis afstand til både mennesker og de øvrige elviske riger, har Buranus spillet en væsentlig større rolle i omverdenen under hans regeringstid end nogensinde før.

Den politik har medført stor fremgang og mange nyskabelser, og navnlig handlen med de omkringliggende menneskelige riger har bragt stor rigdom til Buranus. Selvom de buranske styrker hovedsageligt har været sejrrige, har deres engagement i de omkringliggende rigers konflikter dog ikke været uden konsekvenser. I år 33 EH blev Buranus invaderet af Paravien, som havde held til at indtage flere byer og trænge helt frem til Katenas porte. Først da Eislonien kom riget til undsætning, lykkedes det at trænge de paraviske tropper tilbage. Hændelsen skabte stor politisk opstandelse, og siden har fyrstens progressive politik været genstand for betydelig kritik.

Uden for Katena varetages store dele af administrationen i Buranus af mindre råd, der typisk er knyttet til en by eller fæstning. Rådene tager alle de daglige beslutninger i området og agerer formelt som fyrstens stemme. Hvis en elver anklages for at have forbrudt sig mod buransk lov, er det også rådene, der agerer både anklagere og dommere.

Alle af rangen Mentori eller Mentori Lar kan optages som rådsmedlemmer, men også andre elvere kan deltage, dog typisk kun efter invitation og med de beføjelser, som rådets medlemmer tildeler dem. Når der træffes beslutninger i rådene, har Relegio vetoret i ethvert anliggende, undtagen forhold der omhandler krig eller rigets militær. I disse har Robour i stedet vetoret. Grænsen mellem de to diskuteres til stadighed.

Hvert råd ledes af en rådsleder, der efter gammel praksis oftest vil være den højest rangerende person i rådet fra Relegio. Positionen indebærer alene, at vedkommende er ansvarlig for at lede rådsmøderne, men selvom der ikke er knyttet nogen særlige beføjelser til positionen, er den ikke desto mindre meget prestigefuld.

Religion

I Buranus har elverne til alle tider været tilhængere af De Sande Guder. De første mange årtusinder havde folket et nært forhold til Nimar og kæmpede i hans navn. Visse betroede sig også til Sissianna og Rina, samt enkelte til Gasnian – særligt dem, der var af Magus og Akkadon. Der var dog aldrig tvivl om, at Nimar var den foretrukne guddom i Buranus. Således havde samtlige af rigets fyrster da også bekendt sig til Nimars lære.

Nogle år før Himmelkrigene – i år 1422 EJ – begyndte højelveren Wilwarian imidlertid at prædike om en ny gud for elverne i Buranus. Nimars øverste forkæmper, Jorin, var blevet ophøjet til gud og begyndte nu at samle sine egne tilhængere. Jorin havde udvalgt Wilwarian til at forkynde sit bud om renselse, disciplin og den hellige kamp, og det vakte stor genklang hos elverne i Buranus.

Selvom han selv forblev tro mod Nimar, tillod fyrst Alidon Stella III sit folk at konvertere til Jorin, hvis de måtte ønske det. Tusinder og atter tusinder fulgte invitationen, og Jorins lære spredte sig som en steppebrand i Buranus. Da Himmelkrigene indtraf i år 1469 EJ, anerkendte fyrsten selv styrken i Jorin, og da han også konverterede, fulgte de resterende elvere i Buranus hans eksempel.

Siden har Jorins lære været den ubetinget mest udbredte i Buranus. Hans ideologier er indbegrebet af den mentalitet, som elverne i Buranus har levet efter i århundreder, og man kan vanskeligt forestille sig, at nogen anden gud skulle kunne tiltale folket så meget som ham. Til trods for det finder man dog stadig en del tilhængere af Nimar i riget, og også visse Sissianna- og Gasniantro holder fast ved deres gamle lære.

Da Wilwarian døde i år 8 EH førte det til stor sorg i Buranus, og han blev begravet med en værdighed og ære, som hidtil havde været forbeholdt rigets fyrster. Selv efter sin død har Wilwarians bud spillet en væsentlig rolle i Buranus. Hans fortolkning af Jorin sættes over alle andres, herunder også den lære, som prædikes fra Stortemplet i Etos.

Wilwarian nedskrev Jorins ideologier i den store lovbog Komania Lex, som siden er blevet udvidet med tekster fra andre særligt anerkendte Jorinpræster. Lovbogen er udgangspunktet for den buranske Jorintro, der er karakteristisk ved en noget mere kontant udlægning af Jorins bud, end man oplever andre steder på Niraham. Den buranske Jorintro forudsætter fuld dedikation og selvopofrelse og kræver af tilbederne, at de tager ansvaret for Nirahams fremtid på deres skuldre.

Jorins hellige flamme – Jorin’adri – er et centralt element i læren. Udtrykket dækker både over den fysiske flamme, der renser de sande og brænder de uværdige, men er også en analogi for den ildhu, der brænder i alle buranske hjerter. Også Jorins hellige flammeklinge er et anerkendt artefakt – et blad, der er velsignet af Jorins præster, hvor bæreren lægger sin egen livskraft i hvert slag, og som forvolder stor skade på især udøde væsner, men også er dødbringende for bæreren selv.

Herudover er det et udbredt mantra i Buranus, at en krigers våben aldrig må røre jorden, eftersom våbnet betragtes som helligt og er forbundet med krigerens sjæl, som aldrig må tilsmudses.

Relationer

Elverne i Buranus har gennem årtusinder levet en afsondret tilværelse, skjult og beskyttet fra resten af verdens riger af bjergkæden Alderran mod nord og Kamirrhavet mod syd. Først efter Himmelkrigene har de under fyrst Alidon Stella III spillet en mere aktiv rolle på Niraham, men de mange års isolation har sat sit præg på deres forhold til de omkringliggende riger.

Narabond

Mod øst støder Buranus op til kongeriget Narabond, og mellem de to riger løber den brusende Jivo-flod, der er vanskelig at passere og længe har udgjort en naturlig grænse mellem rigerne. Elverne har traditionelt altid respekteret Narabond for deres færdigheder på slagmarken, og blandt mennesker regnes de narabonske konger for at have været mere ærefulde end så mange andre. Ved Slaget om Kungstadt i år 23 EH valgte Buranus endda at sende en større hærstyrke til Narabond for at støtte dronning Tirris sag. De seneste års krige mellem Narabond og Santillias elvere har dog lagt en vis dæmper på det nære forhold til Narabond.

Tharkien

Den vestlige grænse i Buranus støder op til handelsnationen Tharkien. Der har altid hersket fredelige tilstande mellem de to riger, og selvom tharkerne er kyniske opportunister, der vil forsøge at udnytte enhver situation til at tjene penge på den, er de i det mindste ærlige omkring det, hvilket også gør dem pålidelige i deres grådighed. Relationen mellem rigerne er dermed præget af mistro, men også af en omfattende handel. Tharkien er en af Buranus’ primære kilder til alle de artikler, de ikke selv kan fremstille.

Paravien

Gennem århundreder har Paravien og Buranus haft en gensidig respekt for hinanden. Begge riger var militært anlagte, men da ingen af parterne havde gjort antræk mod den anden, havde de indordnet sig i en tilværelse, hvor de blot ignorerede hinandens eksistens. Alt det ændrede sig imidlertid i år 32 EH. Under krigen mellem Narabond og Santillia var Buranus kommet deres racefæller til undsætning, men var endt i kampe med Paravien, der var Narabonds allierede. Det udviklede sig snart til en parallel krig mellem Buranus og Paravien, som førte til, at Paravien invaderede Buranus. De formåede at underlægge sig store dele af landet og påførte elverne stor skade, før det med hjælp fra Eislonien lykkedes at tvinge dem tilbage. Siden har forholdet til Paravien været præget af fjendskab.

Etos

Sydøst for Buranus, på den anden side af Kamirrhavet, befinder den ophøjede bystat Etos sig. Elverne anerkender bystaten for dens fremtrædende position inden for læren om De Sande Guder, og mange medlemmer af Relegio rejser hvert år dertil for at studere i Stortemplet eller gå pilgrimsfærden til Jarcos Tempel på Djann-højsletten. Udover de religiøse aspekter er der dog ikke meget, Etos kan berige tilværelsen med for elverne i Buranus, og rigerne opretholder en neutral og distanceret relation.

Kamirr

Med sin beliggenhed ud til Kamirrhavet har de buranske handelsskibe gentagne gange været ofre for Kamirrs pirater. Man har intet godt at sige om det utroværdige afskum, der befolker bystaten øst for Buranus, og relationen til Kamirrs folk er kendetegnet ved en gennemgribende foragt.

Zara’bash

Langt mod sydøst i den fjerneste ende af Kamirrhavet findes menneskenes rige Zara’bash. Så langt tilbage man kan huske, har der været krig mellem elvere og zarabere. Eisloniens elvere har været den væsentligste aktør i stridighederne, men siden zaraberne ikke gør nogen forskel på elverfolk, har også Buranus gentagne gange krydset klinger med dem. Bystaten Aihlann Bachir har muligvis skabt en skrøbelig fred mellem Eislonien og Zara’bash, men for Buranus’ vedkommende har man kun krig og foragt til overs for den ældgamle fjende.

Plen

Fjernt mod nordvest befinder øen Plen sig i Det Paraviske Hav. Indtil for få år siden blev den ikke regnet for meget mere end en ligegyldig plet på landkortet, men da Paravien invaderede Buranus i år 32 EH, medbragte de deres allierede fra Plen. Det følgende år måtte elverne lide stor skade for hænderne af begge riger. Til trods for det nærer man dog ikke et egentlig had til folket fra Plen. Øen er blot en viljeløs lakaj for Paravien og Narabond – og som en hund, der blot lystrer sin herres mindste bud, er det herren, ikke hunden, der må straffes for dens onde gerninger.

Santillia

Efter bruddet med Eislonien i de tidligste tider har Buranus haft et mere nært forhold til skovelverne i Santillia end deres slægtninge i Eislonien. Buranus er ved flere lejligheder kommet skovelverne til undsætning og har de seneste år dels udstationeret huset Luminos i Vinterskoven, men også indsat styrker til at støtte Santillia under rigets krig mod Narabond i år 32 EH. Relationen mellem de to riger har dog været noget ensidig, og der er en generel opfattelse i Buranus af, at folket i Santillia muligvis gør deres bedste, men er håbløst ineffektive i forsvaret af deres eget rige.

Eislonien

Langt mod øst ligger det gamle hjemland, som elverne i Buranus i sin tid brød ud fra. Man har ikke glemt det store brud, selvom det er godt 7.000 år siden, og der er fortsat en noget kold og distanceret relation mellem rigerne. Blod er imidlertid tykkere end vand, og når ondskaben truer, har de to riger også stået skulder ved skulder for at forsvare Niraham mod mørket. Senest kom Eislonien til undsætning, da styrker fra Paravien og Plen var trængt dybt ind i Buranus og truede selveste rigets hovedstad, Katena, i år 33 EH. Siden har stemningen mellem de to riger været tilnærmelsesvis hjertevarm.