Darkonien

I Nirahams nordvestlige hjørne finder vi dværgenes legendariske rige, Darkonien. Riget er beliggende dybt under jorden og består af en myriade af gange og prægtige haller. Det er hjemsted for størstedelen af Nirahams dværge, og ingen andre end dem, der er af dværgenes blod, får adgang hertil.

Riget omfatter hele den storslåede bjergkæde, der løber vest for Narabond, Roul-Assin og Santillia. Også i egnene nord for Roul-Assin finder man enkelte spredte kolonier, hvor Darkoniens bjerge går over i Rustbjergene, der er orkernes land. Dværgene opholder sig næsten udelukkende under jorden, hvor de har deres hjem. Selvom bjergkæden, de har etableret sig under, også bærer navnet Darkonien, er det først og fremmest dværgenes prægtige underjordiske rige, der henvises til med navnet Darkonien.

Dværgene har en række forposter på overfladen, der benyttes til at holde vagt og handle med de øvrige racer. Der er dog kun få, og de ligger spredt og er typisk yderst velbeskyttede. Selvom dværgene ikke færdes meget på overfladen, vogter de stadig nidkært over deres land, og ingen uvedkommende får lov til at færdes nær deres bosættelser uden tilladelse. Herudover er der også oprettet et antal handelsstationer uden for Darkonien. De dværge, der er fast bosiddende over jorden, betegnes som bakkedværge, og det er primært dem, der handler med de øvrige racer og varetager dværgenes diplomatiske ærinder.

Det underjordiske rige, Darkonien, består af et omfattende system af grotter og gange, der for udefrakommende må synes ustrukturerede og forvirrende, men hvor det at finde rundt er simpel børnelærdom for dværgene. De store udhuggede grotter huser et utal af byer, hvor der bor dværge i tusindvis, og hvor de kan nyde det fornemme arbejde, der er lagt i at forme byen. Bygningerne er høje, og deres granitmure glatte og lige. Vand og frisk luft strømmer ind i hulerne gennem skjulte kanaler, og overalt er gaderne oplyst med fakler og magiske runesten, der bader riget i et behageligt lys.

Særligt er hallerne i Darkonien genstand for megen stolthed hos de dværge, der har deres daglige gang her. Dværgene har altid udmærket sig inden for minekunsten, og i Darkonien har de anvendt deres færdigheder til at bygge prægtige haller, hvor flere tusinder af dværge kan forsamles. Det er her, man fejrer de største højtider, og hvor klanerne mødes for at tale og løse problemer i fællesskab. Hallerne er rigt udsmykket med guld og ædelstene, og i væggene er indgraveret sindrige mønstre i den hårde granit.

Også smedekunsten er et af dværgenes vartegn, og man hører konstant den gennemtrængende lyd af hammer mod ambolt i Darkonien. Det siges, at man selv over jorden kan mærke træerne ryste af de taktfaste slag. Der er stor stolthed forbundet med arbejdet, men dværgenes smedekunst er også omgærdet af mange hemmeligheder og mystik. Hver smed har sine egne fremgangsmåder, der er blevet overleveret fra far til søn igennem generationerne, og som de vogter nidkært over. Selvom de øvrige racer for længst har lært at smede, er dværgenes hemmeligheder dem dog forundt, og ingen andre racer har nogensinde kunnet måle sig med dværgenes kunnen.

Et væsentligt element ved livet i Darkonien er klanerne. Samtlige dværge er medlem af en klan, og de kan variere i størrelse fra blot en lille håndfuld medlemmer til flere hundrede. Hver klan har specialiseret sig inden for et håndværk. Det kan være alt fra smedning i sølv til rustninger eller avanceret minedrift. De beskæftiger sig også med andre fagområder, men inden for sit speciale vil klanens medlemmer ofte blive regnet for de bedste på deres felt i hele Darkonien.

Klanerne er bygget op omkring medlemmer af en familie og andre nært beslægtede, men optager også dværge udefra, der har interesse for klanens fagområde og har udvist talent for det. Optages en fremmed i klanen, vil vedkommende komme i lære hos en særlig kyndig mester, og i takt med at vedkommendes færdigheder udvikler sig, vil dværgen begynde at blive betragtet som en del af familien. Ofte vil der også blive arrangeret et ægteskab med et andet medlem af familien. Klanbåndet er en af de stærkeste former for tilknytning, en dværg kan have, og kun forpligtelsen over for kongen står højere end loyaliteten til klanen.

Klanerne konkurrerer konstant med hinanden om at frembringe de fornemmeste smedeværker. Denne indbyrdes rivalisering bliver taget meget alvorligt. Alle klanerne lægger stor ære i at præstere deres ypperste og hævde sig over deres racefæller. Relationen er dog altid præget af respekt og anerkendelse. Dværge snyder ikke og vil aldrig forsøge at vinde gennem list eller bedrag. Selvom det er forbundet med stor ærgrelse at lide nederlag, er der ikke noget skamfuldt over at have præsteret et ypperligt stykke håndværk, når konkurrentens blot var endnu mere exceptionelt.

Styre

Dværgene regeres af højkongen, der er en overordentlig magtfuld hersker, som traditionelt altid er blevet valgt fra klanen Paneam-Dea. Den nuværende højkonge er Bhardin Tordentinde Paneam-Dea, der har været ved magten siden år 26 EH.

Højkongen er højt agtet i riget, og hans position er genstand for stor respekt. Dværgene er fra naturens hånd autoritetstro og foretrækker at opretholde fred og fordragelighed. Det er derfor yderst sjældent, at der opstår magtkampe, eller at nogen udfordrer eller i det hele taget modsiger højkongens ord. I praksis er højkongen derved enerådig hersker over ikke kun Darkoniens dværge, men samtlige dværge på hele Niraham. Der har aldrig i dværgenes historie været gjort forsøg på at vælte en højkonge fra tronen, og den blotte overvejelse synes aldeles utænkelig. Selv en højkonge, der ikke lever op til forventningerne, vil stadig langt være at foretrække frem for det kaos, der ville følge af oprør og borgerkrig.

Der vælges en ny højkonge ved den gamles død, eller når højkongen når en alder, hvor han eller hun ikke længere føler sig i stand til at varetage sit hverv. Højkongen vælges næsten uden undtagelse inden for den traditionelle kongeklan, Paneam-Dea. Valget sker navnlig på baggrund af vedkommendes færdigheder inden for håndværk og diplomati, og sædvanligvis vil den tidligere højkonge have brugt adskillige år på at udvælge og oplære sin efterfølger. Der skelnes ikke mellem mænd og kvinder ved udvælgelsen, men traditionelt har der dog været en overvægt af mandlige højkonger.

Når højkongen har behov for rådgivning, indkalder han overhovederne fra en række klaner til rådslagning for at høre deres syn på sagen. Det sker ganske ofte og betragtes som en naturlig del af det politiske liv i Darkonien. Det samme sker hver dag i smedjen, hvor selv de kyndigste mestre forhører sig hos deres klanfæller, når de står over for en udfordrende beslutning.

Herudover indkaldes der hver 30. år til det store, traditionsrige klanråd i Darkonien. Her samles alle Darkoniens klanledere, og under mødet tæller deres ord med samme vægt som højkongens. Det er på klanrådet, man vedtager nye love og afklarer interne stridigheder. Der er desuden også tradition for at benytte lejligheden til at udveksle nyheder fra nært og fjernt, og mange dværge bliver optaget i klaner på klanrådet. Når en højkonge er død eller har frasagt sig sin position, er det også på klanrådet, at den nye højkonge udpeges.

Alle klaner er forpligtet til at deltage i klanrådet, og det betragtes som en selvfølge, at de møder op, når de bliver indkaldt. Kun én gang i Darkoniens historie er det sket, at en dværg er udeblevet fra klanrådet. Dværgene husker stadig med skam, hvordan Barok Saka udeblev i år 382 FJ. Han endte med at rage sit skæg af som følge af den store skam, og lige siden er Saka-klanen blevet set ned på og betragtet som upålidelig af deres racefæller.

I hverdagen har hverken højkongen eller klanrådet den store indflydelse på tilværelsen. Her er det i stedet de enkelte klanledere – ofte kaldet thaner – som dværgene skeler til for lederskab. Alle klaner har udpeget en klanleder, og medlemmerne af klanen følger dennes bud uden at stille spørgsmål eller gøre indvendinger. Hvor højkongen er en fjern og ukendt magthaver for de fleste, er klanlederen meget nærværende og aktiv blandt medlemmerne af sin klan. Han er ikke kun en lederskikkelse, men også en af de mest kyndige inden for sit erhverv og udpeges ofte, fordi han i forvejen er højt respekteret inden for klanen.

Endelig er den nære familie også af stor betydning for dværgene, og gennem livet opretholder de et nært bånd til deres slægtninge. De ældre og mere erfarne dværge nyder stor respekt i familien, og udover klanens overhoved er det ofte de ældste dværge, man skeler til for vejledning og lederskab i hverdagen.

Religion

Siden tidernes begyndelse har dværgene været tilbedere af De Sande Guder. Af disse har der imidlertid kun været én gud, som har tiltalt dem – Djorka. Han er deres fader og skaber, og dværgene er dybt dedikerede til at følge hans veje. At tilbede nogen anden gud end Djorka synes utænkeligt, og afvigere blandt dværgene, der tilbeder andre guder, forekommer nærmest aldrig.

Der er skabt enorme statuer i Darkonien, som afbilleder Djorka, og de store haller er præget af gengivelser af hans bud til sine udvalgte. Også Djorkas værker er i sig selv genstande for tilbedelse. De er perfekte i enhver henseende, og dværge har dedikeret hele deres liv til forsøget på blot at eftergøre en enkelt af dem.

På trods af religionens fremtrædende position i Darkonien er der bemærkelsesværdigt få templer i riget. Forklaringen skal findes i, at dværgene ikke ser Djorka som en streng og befalende gud, men i stedet som indbegrebet af alt, hvad en sand dværg bør stræbe efter i livet. De betragter ham som et ideal til efterlevelse, og i stedet for at kaste sig på knæ foran hans alter foretrækker dværgene at lade deres tilbedelse komme til udtryk gennem deres handlinger. Selv præsterne er som oftest blot kyndige håndværkere, der udover deres daglige virke også har en særlig forståelse for Djorkas vilje.

Da Himmelkrigene indtraf, førte det stor sorg med sig for Nirahams folk, men dværgene led mere end nogen anden race. Pludselig var deres fader og forbillede taget fra dem, og de stod nu uden et samlingspunkt. Frem for at acceptere, at Djorka var gået bort, så de imidlertid hans tavshed som en prøvelse. I årene der fulgte, fordoblede de deres bestræbelser på at behage ham. Dybet under Darkonien gav genlyd af økser, hamre og værktøj, og dværgene byggede monumentale værker og smedede kunstfærdige smykker som aldrig før.

Visse mistede modet og lod sig falde i en dyb afgrund, men de resterende dværge sled dag og nat og gik ofte flere uger uden søvn. Til sidst blev deres ihærdighed belønnet. I år 4 EH hørte de igen den sagte rungen fra dybet, de kendte så vel. Djorkas smedje var blevet tændt på ny, og gennem Darkoniens haller rungede lyden af hans hammer mod ambolten. For en gangs skyld gav de ellers fåmælte og reserverede dværge afløb for deres følelser, og jubelen fik frit spil for en tid. Snart efter vendte de dog – på behørig vis – tilbage til deres arbejde og lod deres hænders værk om at behage deres tilbagevendte gud.

Djorka er fortsat den eneste anerkendte gud blandt dværgene, og hans bortgang efter Himmelkrigene har om muligt blot gjort dem endnu mere ihærdige i deres tilbedelse. Darkoniens dværge er blevet tilbageholdende og restriktive. Hvor de tidligere begav sig meget ud i verden, holder de sig nu i højere grad under Darkoniens bjerge, hvor de passer deres arbejde. Præsteskabet er også blevet mere opsøgende og sørger ihærdigt for, at der ikke er dværge, som er svage eller afvigende i troen. Inden for Darkoniens klipper betragtes det nu som forræderi mod selve det at være dværg, hvis nogen bekender sig til andre guder end Djorka.

Relationer

Igennem tiden har Darkoniens dværge levet en fjern og isoleret tilværelse. De foretrækker livet langt under jorden på behørig afstand af de øvrige racer og føler intet personligt behov for at omgås andre end deres eget folkefærd. Over tid måtte dværgene dog erkende, at racerne på overfladen lå inde med råstoffer, der gjorde dem i stand til at frembringe endnu bedre kunstværker. Navnlig træ er en evig fornødenhed i Darkonien, og også fødevarer fra overfladen er blevet eftertragtede.

Dværgene har derfor måttet etablere handelsstationer, hvor de mødes med de øvrige racer. Det er dog langt fra alle mennesker, der er hæderlige, og sortblodsfolkene vil absolut ikke dværgene noget godt. De har derfor lært at færdes med varsomhed på overfladen og betragte de øvrige folkefærd med skepsis.

Roul-Assin

Nordøst for Darkonien ligger riget Roul-Assin. Det er befolket af en gammel slægtsgren af norrlændinge, og ligesom deres forfædre er de ærefulde og håndhæver det uskrevne ord. Blandt dværgene er det genstand for en ikke ubetydelig respekt, at roulerne er så stolte, at de ofte er villige til at dø for deres principper. Det er egenskaber, som dværgene værdsætter højt, og af alle menneskenes riger er Roul-Assin det eneste, hvor relationen må betragtes som tilnærmelsesvis hjertevarm.

Norrland

Vest for Darkonien er norrlændingene bosat. De er barske og primitive, men også respektfulde og holder ord. Gennem tiden har de to folkeslag formået at leve i fred, og de udveksler regelmæssigt handelsvarer og nyheder fra verden omkring dem. Efter gammel skik har dværgene tilladt, at norrlændinge har etableret bosættelser i dalene mellem de vestligste af Darkoniens tinder. Dværgene lærte dem også smedekunst mod, at norrlændingene holder de vestlige bjerge fri for sortblodsfolk, og visse af norrlændingenes håndværkere har siden været dygtige nok til at opnå dværgenes respekt.

Santillia

Santillias skove grænser op til Darkoniens østlige bjerge. Siden tidernes begyndelse har der været en gensidig forståelse mellem dværge og elvere om at respektere hinandens enemærker. De to racer har ikke meget til fælles og ser vidt forskelligt på tilværelsen, men har alligevel altid formået at komme overens og er flere gange også stået sammen mod fjender. Fælles for dem begge er dog også, at de er godt tilfredse med at leve deres egne liv, og kontakten mellem rigerne er temmelig sparsom.

Narabond

Sydvest for Darkonien, på den anden side af elverskoven Santillia, finder man kongeriget Narabond. Dværgene har historisk altid haft et noget anstrengt forhold til Narabond og dets folk. Selvom der utvivlsomt er hæderlige mennesker i landet, er det dog langt fra alle narabonere, der har lige reelle hensigter, og de darkonske handlende er gentagne gange blevet overfaldet på Narabonds landeveje. Narabonerne er dog også velhavende og betaler gode penge for dværgenes varer, så selvom kontakten sker med varsomhed, sørger dværgene for at opretholde en vis relation.

Rustbjergene

Nordøst for Darkonien finder man Rustbjergene. Bjergene er befolket af orker og trolde, som i al evighed har været dværgenes svorne fjender. De to racer hader hinanden af et godt hjerte, og der kan aldrig herske fred imellem dem. Det gensidige had er blevet så indarbejdet i kulturerne, at ingen længere husker, hvornår det opstod, eller hvorfor. Det er imidlertid også underordnet. En død ork er en god ork, og der kan først blive fred mellem racerne, når de sidste sortblodsfolk er døde.