Det Chatonske Imperium

I det nordlige Niraham finder vi Det Chatonske Imperium, som strækker sig over de åbne sletter mellem Emyr i vest og elverskoven Eislonien i øst. Det er en højt udviklet kultur, der gennem århundreder har markeret sig som en af Nirahams største og mest fremtrædende militære magter. År for år har chatonerne med vold og magt formået at udvide rigets grænser, og i mange år syntes der ikke at være noget folkeslag på Niraham, som kunne modstå de imperiale horder.

I de seneste år er Imperiet dog blevet presset fra flere sider, og de har måttet trække sig tilbage fra en række erobrede områder i vest, navnlig Traegonn Sletten, hvilket har været et hårdt slag mod rigets selvopfattelse. Krigslykken er således vendt for en tid, og Imperiet har sat deres erobringer i bero, mens de forskanser landets grænser og genopbygger deres legioner. I mellemtiden holder resten af Niraham vejret og venter med bekymring på, hvilket sagesløst land der næste gang vil blive offer for den chatonske krigsmaskine.

Imperiet består af en række provinser, som gennem tiden er blevet besejret og indlemmet i riget og nu lever under chatonsk herredømme. Livet i provinserne har dog ikke ændret sig meget i forhold til tiden før Imperiets indtog. Chatonerne lader typisk befolkningen leve deres liv, som de ønsker, så længe de bare underkaster sig kejseren, betaler deres skatter og stiller soldater til rådighed for den imperiale hær.

Imperiet rummer dermed en stor variation i kulturer og livsstile. Med tiden er mange af provinserne dog blevet så integrerede i riget, at folket har givet afkald på deres oprindelige kultur og nu betragter sig som chatonere.

Et altoverskyggende element ved den chatonske kultur er måden, hvorpå alt i Imperiet handler om at opretholde den enorme imperiale hær. Hæren er landets store stolthed. Hver eneste borger i Imperiet har som sin fornemste pligt at støtte op om den og bidrage efter bedste evne, så hæren kan fortsætte sin fremgang – enten ved selv at lade sig indrullere eller ved på anden måde at forsyne hæren med mad, udstyr eller arbejdskraft.

Samtlige familier i riget er forpligtede til at stille med mindst ét medlem til hæren, og der skelnes ikke mellem mænd og kvinder. Meget ofte melder hele familier sig dog frivilligt. At være en del af hæren betragtes som overordentlig prestigefyldt, og intet overgår den status, som er forbundet med at blive optaget blandt hærens elitestyrker, legionærerne.

På trods af det evige fokus på hæren og dens behov lever de fleste chatonere dog en relativt fredelig og ubekymret tilværelse. Krigen når kun yderst sjældent ind i selve Imperiet, og så længe borgerne bare husker at ære deres gud, hær og kejser, kan de for det meste leve i fred og fordragelighed.

Rigets samlingspunkt er hovedstaden Chato, hvor kejseren har sit overdådige palads, og hvor al magt i riget udspringer fra. Det fortælles, at alle veje i Imperiet har deres udspring i Chato, og at vand føres ind i byen fra hundredvis af akvædukter, så byens springvand og fontæner aldrig løber tør. Kun en brøkdel af rigets beboere har nogensinde været i Chato, men ikke desto mindre florerer der fortællinger om byens vidundere blandt hele det chatonske folk. Næst efter hæren er Chato landets største stolthed, og borgerne sætter en ære i at være del af et rige, der kan pryde sig af et sådant vidunder.

Som led i sin forherligelse af den chatonske kultur har Imperiet det klare mål, at riget konstant skal udvides med nye landområder. Blandt chatonerne betragtes det som en storsindet gestus at optage fremmede kulturer i Imperiet. Derigennem får den uoplyste lokalbefolkning mulighed for at blive kultiverede og dannede imperiale borgere.

Igennem sit store fokus på militære færdigheder har Imperiet gjort mange opfindelser, der har revolutioneret krigskunsten, ligesom man også har udviklet og forbedret tidligere kendte discipliner. Også klassiske videnskaber som mekanik, matematik, metallurgi og lægekunst er højt værdsatte i riget, og selvom soldaterne anses for rigets fornemste borgere, går man ikke af vejen for også at anerkende de smede og ingeniører, som bidrager til krigsførelsen.

De mere teoretiske discipliner som litteratur, filosofi, musik og retorik er derimod ikke velsete. Som chatoner lever og ånder man for rigets storhed, og borgere, der spilder tiden med humanistisk ævl, betragtes som snyltere og bliver straffet for deres dovenskab.

Geografi

Det Chatonske Imperium er enormt og dækker over et utal af kulturer og landområder, hvor befolkningen gennem tiden er blevet besejret og derefter indlemmet i det hastigt voksende rige. Indadtil er provinserne stadig selvstyrende, og de lokale lensherrer har stor magt over deres befolkning. Provinsernes eneste større forpligtelser er at betale en årlig skat til Chato samt at støtte legionerne og konstant stille deres bedste soldater til rådighed. Til gengæld nyder provinserne godt af kejserens velvilje og modtager beskyttelse fra den imperiale hær.

Chatonien

I Imperiets centrum ligger stadig den lille provins, som hele riget i sin tid udsprang fra, Chatonien. Denne region har eksisteret i længere tid, end nogen optegnelse kan redegøre for, og den har en helt særlig mytisk betydning i Imperiet. Chatonere, som er født og opvokset her, har en markant højere status end personer fra resten af riget, og de ser typisk sig selv som de mest sande chatonere.

Provinsen har i sig selv ikke nogen nævneværdig størrelse, og den bidrager heller ikke med ressourcer af relevans. Den skiller sig primært ud på grund af sin historiske betydning. Det er desuden her rigets hovedstad, Chato, er beliggende, og den omstændighed, at kejseren har til huse i provinsen, bidrager kun yderligere til at fremhæve dens status.

Ravensburg

Mod nordvest i Imperiet finder vi provinsen Ravensburg. Det er en feudalt opbygget provins, der reelt består af adskillige hundrede mindre lener med hver deres lokale herremænd. Imperiets bedste håndværkere kan findes i Ravensburg, og provinsen er hjemsted for en omfattende våben- og rustningsproduktion. De mange kvalitetsprodukter bliver eksporteret til resten af riget, ikke mindst til Chato, hvor der altid er brug for mere materiel til hæren.

Ravensburgerne er et stolt folk, der mener, at de er bedre end stort set alle andre. Er der konkurrencer eller lege, kan man være sikker på, at Ravensburg gør en dyd ud af altid at ligge forrest. Herudover er de kendt som ærekære folk, der aldrig lader en fornærmelse gå ustraffet forbi. Kulturen i Ravensburg har i det hele taget skabt en befolkning af hårde og kontante folk, der foretrækker at tale med næverne frem for med ord.

Gela

Provinsen Gela befinder sig i det sydøstlige hjørne af Imperiet. Området er kendt for sin eksport af fødevarer til resten af riget, og de udmærker sig især ved deres produktion af oliven, ost og keramik. Klimaet i Gela er varmt og tørt, og jorden er overordentlig frugtbar. Det er stort set ligegyldigt, hvad man planter i Gela, så spirer det.

Befolkningen kaldes gelanere, og de er kendt i resten af Imperiet som meget disciplinerede og hårdtarbejdende folk. Kulturen er i det hele taget kendetegnet ved, at man lever en velorganiseret tilværelse domineret af regler og reglementer, som man sætter en ære i at følge til punkt og prikke. Af samme årsag er gelanerne frygtindgydende i krig. De er kendte for aldrig at flygte fra en kamp og for deres særlige tradition med at kæmpe tavse og resolutte.

Hipunia

Dette område befinder sig hovedsageligt langs de store bjergkæder i nord og nordøst, og befolkningen består af et utal af klaner, der hver er bygget op omkring en eller flere familier. Disse familier ligger konstant i konflikt med hinanden, og det er almindeligt kendt, at de stridslystne hipunere finder stor glæde ved at holde en strid i live så mange år som muligt.

Folkene her er stolte, barske bjergfolk, der lever meget isoleret fra resten af Imperiet. De har det bedst med bare at passe sig selv og foretrækker at lade resten af verden gå sin gang. Hipunernes tro på Iorin er dog urokkelig, og de anser det for en stor ære at sende deres unge mænd og kvinder af sted for at kæmpe, og også gerne dø, i Iorins ære. På trods af deres til tider meget krigeriske natur er hipunerne også et poetisk folkefærd, der holder af at samles om bålet for at fortælle historier og synge sange fra fortiden.

Provensielle des Canard

I de sydvestlige dele af Imperiet finder vi Provensielle des Canard. Det er den mest kultiverede af de chatonske provinser. Befolkningen er umådeligt snakkesalig, brovtende og notorisk kendt for at følge deres hjerter mere end deres hjerner. Det centrale Canard er gennemkrydset af floder og åer, der gør området frodigt og smukt, og Canard er hjemsted for store vinmarker. Den bedst kendte af deres vine er den legendariske canariske kirsebærvin, der bliver brygget i flere hundrede varianter og solgt i hele Imperiet.

Ingen borgere i Imperiet elsker deres provins i lige så høj grad som canarierne, og de er altid klar til at forsvare den til døden. Imperiet har dog også haft sit hyr med de uregerlige canariere, som lider af en betydelig frihedstrang og ikke er meget for at leve efter andres regler.

Traegonn Sletten

Af alle de folkeslag, som Imperiet igennem årene har forsøgt at indlemme i riget, har traegonerne været de mest ukuelige. Traegonn Sletten ligger i den sydvestlige del af Imperiet og var indtil år 13 EH en del af Provensielle des Canard. Imperiet havde dog aldrig for alvor formået at tvinge traegonerne til underkastelse. De er et stolt rytterfolk med dygtige krigere, som hellere går i døden med oprejst pande end lever et liv i trældom.

I de år, hvor provinsen var under Imperiets herredømme, så man sig godt tilfreds med blot at anlægge en række vagttårne langs de større veje i provinsen. Herudover lod man i det store hele traegonerne passe sig selv.

Under en krig mod Emyr blev Imperiet imidlertid trængt tilbage fra provinsen, og traegonerne benyttede anledningen til at starte et storstilet oprør. Imperiet mistede dermed kontrollen over Traegonn Sletten, som overgik til at være under Emyrs herredømme. Selvom nederlaget var en skamplet på Chatos ære, har man dog heller ikke savnet det besvær, man plejede at have med traegonerne, og har derfor heller ikke haft travlt med at generobre provinsen.

Gorrtzi

I den østlige del af Imperiet ligger bjergkæden, som man i Chato omtaler som Gorrtzi, og som på resten af Niraham er kendt under navnet Dom Gorr. Her havde en række dværgeklaner deres hjem under bjergene, og det var i umindelige tider den største bosættelse af dværge på Niraham uden for Darkonien. Chatonerne og dværgene havde stor respekt for hinanden. Der fandt en omfattende handel sted mellem de to riger, og et stort antal dværge indgik også i Imperiets hær.

Som led i krigene mod vest trak Imperiet imidlertid hære ud af de østlige regioner, og over tid blev sortblodsfolk fra Rustbjergene mere dristige og foretog flere angreb på Dom Gorr. I år 26 EH blev en stor del af dværgenes hær udsendt fra Dom Gorr, og forlydender vil vide, at der fandt et stort slag sted, mens hæren var ude. Siden år 28 EH har ingen hørt livstegn fra Dom Gorr.

Imperiets kolonier

Imperiet har altid gjort sig store bestræbelser på at udvide riget med nye provinser. Visse områder ligger dog for langt fra Chato til at kunne integreres i riget, og de er i stedet blevet gjort til vasaller under ledelse af en lokal chatonsk magistrat.

Af alle rigets vasaller er Imperialt Zara’bash og Imperialt Bang Tei nok de bedst kendte. Begge kom under Imperiets kontrol for ca. 50 år siden og blev konstant fremhævet som eksempler på Chatos storhed og magt. Der blev hvert år importeret store mængder guld, silke og ædelstene derfra, og kolonierne var i mange år nogle af de største kilder til rigdom i Imperiet.

I år 27 EH formåede Zara’bash imidlertid at tilbageerobre det område, der havde været under imperial kontrol. Zaraberne brændte i den forbindelse demonstrativt alle chatonske bebyggelser ned, gerne mens de chatonske magistrater og soldater stadig befandt sig inden i dem.

Herefter gik der ikke længe, før Imperiets kontakt med kolonien i Bang Tei også pludselig ophørte. Det var et stort prestigetab, men Imperiets krigslykke har de seneste år været nedadgående, så der har ikke været gjort bestræbelser på at generobre områderne, og både Imperialt Zara’bash og Imperialt Bang Tei anses nu for tabte.

Styre

19 EJ – 391 EJ:	Chato Rex
391 EJ – 611 EJ.	Acrisus Rex
611 EJ – 619 EJ.	Ingen kejser. Den chatonske borgerkrig verserede.
619 EJ – 879 EJ.	Idaeus Rex
879 EJ – 1041 EJ:	Polydamas Rex
1041 EJ – 1263 EJ.	Venedictos Rex
1263 EJ – 8 EH:	Gaius Rex
8 EH – nu.	Anatol Rex

Det Chatonske Imperium er kendetegnet ved at være et strengt hierarkisk samfund, hvor al magt udspringer af rigets kejser. Kejseren er udvalgt af guden Iorin selv, og hans ord kan derfor ikke fornægtes eller betvivles. At sætte sig op imod kejseren er det samme som at gøre oprør mod Iorin, og for sådan en forbrydelse kan der kun være én straf: døden.

Udover kejseren findes der kun de autoriteter i riget, som på den ene eller anden måde kan udlede deres magt fra kejseren, enten ved selv at være udpeget af ham eller ved at være givet deres position af andre kejserligt udpegede autoriteter.

Imperiets nuværende hersker er kejser Anatol.

Ingen kender ophavet til de chatonske kejsere, men deres slægtslinje er kendetegnet ved, at kejserne og deres efterkommere lever et umådeligt langt liv, ofte på flere hundrede år. De ældes dog også tilsvarende langsomt, og til trods for sin alder skulle kejseren stadig kun fremstå som en dreng. Kejser Anatol omtales derfor i den brede befolkning som ‘Barnekejseren’.

Uanset sin alder har Anatol vist sig som en kompetent regent, og Imperiet har vundet mange store sejre under hans styre. Det er dog kun et absolut fåtal af chatonerne, som nogensinde har set kejseren eller i det hele taget været i hans nærvær. Kejseren opholder sig konstant på sit palads i Chato og begiver sig stort set aldrig ud blandt folket. Her er han omgivet af bureaukrater, der sørger for at skrive hvert eneste af hans ord ned og videreformidle kejserens vilje til resten af riget.

Der er et konstant rend af budbringere, som døgnet rundt løber ud fra paladset i Chato med befalinger fra kejseren. Disse budbringere er kejserrigets effektive nervebaner, og at lægge hånd på dem straffes med døden.

Den praktiske udmøntning af kejserens vilje sker fortrinsvist igennem de enorme chatonske hærstyrker. De er hjørnestenen i al organisering af riget, og uden dem ville intet kunne hænge sammen. Udover at føre konstante erobringskrige mod ydre fjender er hæren også ansvarlig for at opretholde lov og orden inden for Imperiets grænser og herunder sikre, at kejserens bud bliver overholdt.

Stort set alle lokale magistrater er desuden pensionerede legionærer, der har tjent Imperiet med ære og som belønning har modtaget en betydningsfuld position i samfundet. Derigennem sikrer man, at det også ude omkring i landet kun er loyale chatoner, der har noget at skulle have sagt.

Udover de verdslige magter har Iorins kirke og præster også en fremtrædende, magtfuld rolle i Imperiet. Kejseren beror sin magt på guden Iorin selv, og enhver borger i riget er forpligtet til at underkaste sig både sin kejser og sin gud. Allerede fra de er helt unge, lærer alle børn Iorins katekismus, og frem til de dør hylder rigets borgere deres gud betingelsesløst.

I dagligdagen agerer præsteskabet som kejserens stedfortrædere, og de har en meget stor autoritet. Udover at agere som lovbringere og dommere har de vidtgående inkvisitoriske beføjelser, og om nødvendigt påtager de sig også rollen som bødler for kejseren. Størstedelen af deres tid bruger præsterne dog på at sikre folkets tilbedelse af Iorin, og de har for vane at se igennem fingre med mere verdslige forbrydelser, der ikke angår religiøse forhold.

Når alderen begynder at indhente den chatonske kejser, vil han udse sig de mest begavede af sine efterkommere og blandt dem udpege sig en yndling, som han tager til sig og oplærer. Ved kejserens død vil hans sidste handling på Niraham være at overdrage sine guddommelige kræfter til den udkårne arvtager, som herefter overtager rigets trone.

Religion

Siden Det Chatonske Imperium opstod, har der kun været tilbedt én gud i riget: Iorin. Han er en streng og krævende gud, som forventer, at folket tilbeder ham ubetinget og gør deres ypperste for at udbrede hans lære. Den chatonske Iorin-tro tillader ikke nogen form for tilbedelse af andre guder. I chatonernes øjne er Iorin almægtig. Det er ham, der har skabt alt, som findes, og alt, hvad der sker på Niraham, er et udslag af hans vilje. Der kan intet være udover Iorin, og for chatonerne er alle andre overnaturlige skabninger derfor enten falske guder eller dæmoner.

Et væsentligt led i begrundelsen bag chatonernes evige erobringskrige skal findes i en oprigtig opfattelse af, at de dermed befrier verdens folk for de afguder, som de er blevet forledt af. Troen på Iorin praktiseres overordentlig strengt i riget, og præsteskabet sørger nidkært for, at folket husker at skænke Iorin al den ære og anerkendelse, som han er berettiget til. Ingen chatoner må nogensinde tvivle på eller sætte spørgsmålstegn ved Iorin. Udover at afholde gudstjenester har præsterne derfor også et tungt ansvar for at holde øje med deres folk og sørge for at rette de personer ind, som måtte være blevet svage i troen.

Religiøse doktriner bliver, som alt andet i riget, fastlagt og udstedt i Chato. Her sidder højt belæste teologer og diskuterer, hvordan Iorins ord skal fortolkes. Også når det kommer til religiøse anliggender, er kejserens ord afgørende. I praksis bliver størstedelen af de religiøse doktriner dog fastsat af et præsidium af kardinaler, som kejseren har udpeget. Kardinalerne forvalter desuden Iorins inkvisition, som tager sig af den mere hårdhændede afstraffelse af chatonere, der afviger fra den rette lære. Når Chatos hær drager i krig, vil det altid være med Iorins velsignelse og ledsaget af hans præster.

Udover at velsigne soldaterne står præsteskabet side om side med hæren i kamp. Blot fordi præsterne har viet deres liv til Iorin, betyder det ikke, at de skånes for militærtjeneste. Tværtimod forventes de at være foregangseksempler og er derfor mindst lige så kampduelige som de almindelige legionærer.

Relationer

Den chatonske historie har været præget af konstante erobringskrige så langt tilbage, som nogen kan huske. At udvide landets grænser ligger så stærkt indlejret i den chatonske kultur, at der ikke er nogen måde, man kan have det ene uden det andet. Det Chatonske Imperium ser sig selv som lyset og anser det som sin hellige pligt at bringe resten af Nirahams folkeslag ud af mørket. I de omkringliggende riger har man dog svært ved at se velsignelsen i Chatos herredømme, og forholdet mellem Niraham og chatonerne er derfor præget af betydelig modvilje.

Emyr og Kamirr

Mod vest støder Imperiet op til de to riger Emyr og Kamirr, som har et tæt militært forbund. Så længe nogen kan huske, har Imperiets hære bekæmpet Emyr på landjorden, mens flåden har måttet strides med Kamirr til vands. Som et af de eneste riger på Niraham har Emyr formået at byde Imperiet værdig modstand på slagmarken. Uanset at de er et underlegent folkeslag, kan Imperiet derfor ikke sige sig fri for en udtalt respekt for Emyr og deres militære kunnen.

Narabond

I år 9 EH valgte Imperiet at foretage et erobringstogt nord om Kuldens Mur og ind i Dragegabet og videre mod Narabond. Her etablerede Imperiet en række forposter, og da Narabond aldrig formåede at etablere et egentligt forsvar, stødte man kun på spredt og sporadisk modstand. Da de erobrede områder dog kun havde få ressourcer og ringe strategisk betydning, trak man soldaterne ud igen og har ikke siden anset Narabond for værd at skænke yderligere opmærksomhed.

Eislonien

Sydøst for Chato findes højelvernes skov Eislonien. Elvere er en underlegen race, som ikke har nogen nævneværdig eksistensberettigelse på Niraham. Chatonerne ser det derfor som en selvfølge at rydde skoven for skadedyr og bruge dens træer til skibe og krigsmaskiner. Højelverne har dog bidt fra sig, og mange legionærer er faldet til forræderiske bagholdsangreb i elvernes skove, så med tiden har Imperiet lært at gå forsigtigt til værks.

Traegonn Sletten

I år 13 EH foretog Emyr et storstilet fremstød og havde held til at fordrive Imperiet fra Traegonn Sletten, der var en notorisk uregerlig del af Provensielle des Canard. Nederlaget svier stadig, men i Chato finder man dog en vis trøst ved tanken om, at det nu er Emyr, der må døjes med de kontrære traegonere, der befolker området. Sædvanligvis ville man af princip have iværksat en modoffensiv for at tilbageerobre området, men i dette ene tilfælde har man gjort en undtagelse.

Norrland

Mod nordvest støder Det Chatonske Imperium op til den tidligere norrlandske provins, Dragegabet. Selvom de er stærke krigere, har norrlændingene aldrig været synderligt organiserede, så da Imperiet i år 9 EH skulle bruge en adgangsvej nord om Kuldens Mur, var det en smal sag at underlægge sig Dragegabet. Eftersom norrlændingene konstant gjorde oprør og nægtede at underkaste sig Iorin, blev der foretaget udrensninger af illoyale elementer, hvilket tilsyneladende faldt de indfødte for brystet.

Morkuveria

Imperiets nordøstlige grænse støder op til det dystre område Morkuveria, hvor sortelverne holder til. Uanset hvor mange fremstød Imperiet foretager ind i området, synes nye sortelvere blot at strømme til. Det er med tiden lykkedes at styrte alle fæstninger i området i grus. Kun én står tilbage: den mørke højborg Quel’nam. Så længe den står, kan imperiale borgere aldrig sove i fred, og det er legionernes hellige pligt at fjerne dens mørke plet fra verdenskortet. Sortelverne forsvarer sig imidlertid med grusom magi, og de soldater, der vender levende tilbage, gør det ofte med dybe ar på både krop og sjæl.

Zara’bash

Indtil for nylig havde Imperiet en stor og velfungerende vasalstat i det nordlige Zara’bash på den anden side af Kamirrhavet, som bragte store rigdomme hjem til Chato. Ved et oprør i år 27 EH formåede zaraberne imidlertid at tvinge Imperiet ud af landet, hvilket var et stort prestigetab, man stadig ikke har tilgivet.