Indtil år 26 EH lå der i det østlige Niraham et af dværgenes underjordiske riger kaldet Dom Gorr.
Det befandt sig i den østlige del af Det Chatonske Imperium under det krater, der var omsluttet af høje bjerge, og som blandt menneskene er kendt som Gorrtzi. Her havde dværgene været afskåret fra Darkonien i årtusinder. Omgivet af sortblodsfolk og mennesker på alle sider havde de blot skjult sig under jorden og ikke involveret sig synderligt i verdens gang.
Da Himmelkrigene indtraf, og Djorka hørte op med at tale til sine børn, drog dværgene fra Dom Gorr imidlertid til overfladen i søgen efter råd. De genoptog kontakten til Darkonien, og det stod snart klart, at kulturen blandt dværgene i Dom Gorr var fastlåst i fortiden efter de mange års isolation. Den verden, der nu mødte dem, havde forandret sig meget siden deres sidste besøg, og de havde svært ved at tilpasse sig.
Selv Dom Gorr-dværgenes fysik havde ændret sig. Klipperne var hårde og tilbøjelige til at styrte sammen under Dom Gorr, og de havde derfor fået for vane at lave små, robuste minegange. Over tid var dværgene i Dom Gorr derfor blevet mindre end deres racefæller i Darkonien. Også deres personlighed var anderledes. Hvor Darkoniens dværge var eftertænksomme og besindige, var dværgene fra Dom Gorr i højere grad impulsive og frembrusende i deres adfærd. Det var tilmed anerkendt blandt dem at løse deres konflikter gennem kamp til døden – en tilbøjelighed, der var aldeles utænkelig i Darkonien.
Dværgenes traditionelle samfundsstruktur var også svær at genkende i Dom Gorr. Kulturen var ganske vist bygget op omkring klaner og familier, som man kendte fra Darkonien, men de enkelte dværge levede i højere grad som individualister, og tilværelsen var ikke præget af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der ellers traditionelt har været forbundet med dværge. Tyveri og vold var udbredt i Dom Gorr, og den rivalisering, der altid har været en del af dværgenes natur, havde udviklet sig til rivaliserende bander, der kæmpede om territorier.
Efter en årrække syntes det klart, at dværgene fra Darkonien og Dom Gorr vanskeligt kunne finde overens, og da Djorka på ny begyndte at besvare deres bønner i år 4 EH, indstillede de kontakten igen. I stedet vendte Dom Gorrs dværge deres opmærksomhed mod menneskene i Det Chatonske Imperium. Den progressive krigerkultur i Imperiet appellerede væsentligt mere til Dom Gorr-dværgene end deres racefællers stoiske ro.
Gennem de efterfølgende år opstod der derfor et forbund mellem chatonere og Dom Gorrs dværge. Dværgene fik mulighed for at indgå i Imperiets hær, og navnlig i ingeniørtropperne var deres kundskaber særdeles værdsatte. Betalingen stod mål med deres evner, og Dom Gorrs dværge opnåede stor rigdom de følgende år.
Efter mange års succesfuld erobringskrig begyndte Imperiet imidlertid at møde stadig større modstand, og det måtte til sidst afgive besiddelser til både Narabond, Emyr og Eislonien. Tilstanden i riget var kritisk, og mod nord vejrede sortblodsfolket i Rustbjergene stemningen. Horder af sortblodsfolk væltede ned fra bjergene og angreb Dom Gorr. Dværgene kæmpede efter bedste evne imod, men var magtesløse mod den store overmagt.
De sendte desperat bud til Imperiet om hjælp, men hårdt presset på alle fronter undlod chatonerne at svare dværgene. De var overladt til deres egen skæbne, og i år 26 EH udvandrede en stor flok dværge fra Dom Gorr for at søge sikkerhed hos deres racefæller i Darkonien. Snart efter brød sortblodsfolkene igennem de sidste forsvarsværker til Dom Gorr. Kampene, der fulgte, var korte og blodige og havde mest af alt karakter af en massakre.
Siden har ingen dværge vovet at vende tilbage til Dom Gorr. Det antages, at riget nu er befolket af sortblodsfolk og for evigt gået tabt.
Geografi
Dom Gorr bestod af fem store haller, der i de flestes øjne fungerede som hele byer under de vældige bjerge. Her havde dværgene fra Dom Gorr opbygget et omfattende netværk af tunneler, sale og haller, som alle var forbundet med hinanden.
Selvom Dom Gorr på ingen måde kunne måle sig med Darkoniens majestætiske og imponerende arkitektur, var hallerne forbundet med stor arketonisk snilde og kunstfærdighed. De fremstod som vidnesbyrd om dværgenes håndværksmæssige kunnen og stolthed.
Dom Gorr var officielt blevet opgivet af de dværge, der engang havde beboet de enorme sale. Ikke desto mindre stod størstedelen af tunnelerne, skakterne, udgravningerne i det inderste krater og de majestætiske sale endnu uberørt.
Senere havde flere horder af gobliner slået sig ned i salene og gjort Dom Gorr til deres hjem. Dog havde de endnu ikke udforsket resten af bjergkæden. Derfor gik der et vedholdende rygte i det meste af Darkonien om, at skattene i Dom Gorr endnu ikke var gået tabt, og at de måske kunne reddes. Ingen ekspeditioner havde dog haft held med deres forehavender.
De fem største byer i Dom Gorr husede de fem oprindelige klaner, der var draget ud for at bosætte sig i forfædrenes gamle bjergkæde. Disse fem byer var Khazûl, Eiwénheim, Nildenheim, Ûdúnien og Karr Gorak.
Khazûl
I midten af Dom Gorr-krateret lå den største af alle haller, opført af de første dværge, der havde opsøgt krateret. Det blev sagt, at her fandtes de dybeste tunneler, hvor forekomsten af sjældne metaller var størst. Byen bestod af utallige smedjer, håndværksområder og hele sale, der bugnede af guldskatte og ædelsten.
Af den grund blev Khazûl kendt som Dom Gorrs store skatkammer, berømt for de ufattelige skatte, ædelsten og sjældne bjerg- og metalarter, som Dom Gorr-dværgene gennem tiden havde udvundet fra krateret.
Det fortælles, at bjerget Dom Gorr var blevet skabt, da Djorka lod en meteor styrte ned på Niraham fra den yderste del af stjernehimlen. Meteoren var faldet ned i den gamle verden, hvor kun elvere og dværge endnu levede i fred og forsoning med hinanden. Det vældige nedslag havde dannet en enorm bjergkæde, og mange dværge havde siden da søgt hertil for at opleve det samme vidunder, som fortidens dværge havde bevidnet.
Den første af bebyggelserne i Dom Gorr var Khazûl, som gennem generationer blev udbygget og forvandlet til en stadigt mere prangende by fra århundrede til århundrede.
Det var i Khazûl, at Dom Gorrs første kongeslægt havde deres tronsal og rådssale. Disse sale blev sagt at være opført i farvestrålende ædelsten, alabast og granit, hvilket gav rummene en majestætisk og næsten overnaturlig akustik.
Med tiden blev Khazûl betragtet som Dom Gorrs hovedstad, og en lang række mindre haller blev opført omkring byen. Senere i dværgenes historie blev Dom Gorr anset som et selvstændigt kongerige under Højkongen i Darkonien, og mange handelsmænd fra både de andre kongeriger og fra Darkonien valfartede til Dom Gorr for at bevidne de vældige sale af ædelsten og granit, som var blevet udhugget.
Det Sidste Hjerte
Sydøst for Khazûl lå et enormt tempelkompleks, der i sin tid fungerede som hvilested og religiøst knudepunkt for de dværge i Dom Gorr, som levede langt fra højtemplet i Darkonien og midt inde i Det Chatonske Imperium.
Templet udgjorde en stor labyrint, hvor kun dværge, der kendte den rette vej, kunne finde ind til de hellige smedjer, som var indviet til Djorka. Store arkitektoniske genier havde været sat på opgaven at opføre templet, der havde fået navnet ‘Det Sidste Hjerte’, og mange dværge betragtede det som et af de smukkeste steder, fortidens dværge havde skabt.
Tempelkomplekset var for længst gået tabt, efter at store horder af sortblodsfolk havde invaderet Dom Gorr-krateret. Visse rygter hævdede dog, at indgangen til ‘Det Sidste Hjerte’ endnu ikke var blevet opdaget af sortblodsfolket, og at de gamle skatte på stedet stadig var intakte.
Enkelte modige dværge havde iværksat ekspeditioner til Dom Gorr i håbet om at finde det gamle tempelkompleks, men ingen eventyrer havde endnu formået at vende helskindet hjem.
Eiwénheim
I den nordlige del af Dom Gorr lå Eiwénheim, hvor de højeste bjergtinder rejste sig, dengang dværgene stadig levede under bjergene. Salene var udhugget i sirlige mønstre og arkitektoniske traditioner med Darkonien som forbillede, og derfor havde mange tilrejsende dværge søgt hertil, da Eiwénheim på mange måder mindede om dværgenes stolte fædreland.
På grund af bjergenes højde og ufremkommelighed havde Eiwénheim altid fungeret som et naturligt skjold mod angreb fra Rustbjergene og Morkuveria.
Gennem historien havde adskillige horder af orker og gobliner forsøgt at trænge ind i Dom Gorr via Eiwénheim, men gang på gang var de blevet slået tilbage af de mange forsvarsværker og befæstninger, der strakte sig fra de yderste jernmure til de inderste mure af stål. Mange dværge fra Dom Gorr havde gjort karriere ud af at forsvare de nordlige grænser ved Eiwénheim, og flere kompagnier havde ikke blot valgt at forsvare bjergene, men drog også med jævne mellemrum ind i Rustbjergene for at jage orker og gobliner.
I mange år havde dette haft en stærk præventiv effekt mod angrebene, men fjendernes antal havde altid været langt større end dværgenes. Med tiden havde dværgene derfor trukket sig længere og længere tilbage fra de yderste forsvarsposter ved Eiwénheim.
På grund af en række historiske aftaler og alliancer med menneskene i Det Chatonske Imperium havde flere store kompagnier samarbejdet med chatonerne om at udrydde sortblodsfolket fra de områder, der truede begge racers sikkerhed. Det blev derfor ofte set, at soldater fra Dom Gorr kæmpede side om side med mennesker, og særligt thaner fra Eiwénheim havde støttet chatonerne i angreb mod Rustbjergene, Traegonn Sletten og endda i kampene mod Adrian Forræderen i Dragegabet.
Den domgorrske hær havde dog ikke kunnet vinde over Adrian, da både deres than og general var blevet taget som gidsler af forræderen.
Efter dværgenes udvandring fra Dom Gorr havde mange dværge valgt at vende hjem til Darkonien for at leve blandt de andre darkonske klaner og måske genoptage tilhørsforholdet til deres gamle slægt. Andre havde derimod valgt at tilslutte sig Det Chatonske Imperium, og to større legioner, primært bestående af dværge fra Dom Gorr, indgik nu i kejserens hær. De patruljerede de nordlige grænser og holdt vagt under bjergene i Imperiet.
Nildenheim
I det vestlige hjørne af Dom Gorr lå byen Nildenheim, som fungerede som dværgenes egentlige port mod Det Chatonske Imperium, der omgav hele Dom Gorr-krateret. Mange chatonske handelsmænd, diplomater, senatorer og endda enkelte generaler på felttog mod Eislonien eller Dom Gorr havde handlet og ført diplomatiske forhandlinger ved portene til Nildenheim. Med tiden var flere mindre bygninger blevet opført foran indgangene til Dom Gorr, hvor handlen mellem chatonere og dværge havde fundet sted.
Nildenheim blev derfor også kaldt ‘De Gyldne Porte’, da portene ind til resten af riget var udført i det pureste guld med overdådige afstøbninger af legendariske fortællinger og helte på en tyve meter høj mur i massivt guld. Dværgene havde altid stræbt efter at fremvise deres håndværksmæssige dygtighed for dem, der kom til portene ved Nildenheim, og dette var et klassisk eksempel herpå.
I Dom Gorr blev dværgene fra Nildenheim ofte betragtet som mere blødsødne og venligtsindede end dværgene fra Khazûl eller Ûdúnien. På trods af dette havde Nildenheim tjent godt på at handle med de fremmede, der kom til deres porte, og størstedelen af deres rigdomme blev anvendt på at opbygge store lagre af korn, kød, fisk, lertøj og andre fornødenheder, som Dom Gorr ikke selv kunne fremskaffe. Flere af de største krostuer fandtes også i byen.
Dybere inde i Nildenheim opholdt mange dværge sig, og flere store stationer og handelslaug havde base i de omkringliggende haller og sale. Enorme kedler og smedjer arbejdede i døgndrift for at holde de vældige esser og ambolte varme, og det krævede stor mesterlære at beherske de samme teknikker, som de første dværge i Dom Gorr havde anvendt med metallerne fra krateret.
Ûdúnien
I den sydlige del af Dom Gorr lå Ûdúnien, hvis bjergsider grænsede op til de vældige eislonske skove i øst og et faretruende bjergområde i Morkuveria. Ûdúnien var den mindste af de fem store byer i Dom Gorr, men på trods af dette udgik de fleste indgange til et omfattende tunnelsystem af miner, skakter og udgravninger netop herfra.
Store mængder trækul, brunkul og almindeligt kul fandtes i undergrunden, og der blev ofte udvundet mange tons mineraler hver måned. Med tiden var dybe huller og skranter opstået rundt omkring byen, og kun ganske få dværge vovede sig derned for at arbejde. Enkelte fortællinger hævdede, at hullerne først ophørte, når sortelvernes rige i Underverdenen begyndte, men ingen dværge med sans for fornuft bevægede sig ned i hullerne ved Ûdúnien.
I resten af Dom Gorr var de kendt som ‘Dødehullerne’, og det var med god grund. Under Himmelkrigene, i en tid hvor Djorka ikke svarede dværgenes bønner og ikke anerkendte værdigheden i deres slid, kastede mange dværge sig i døden i disse huller. Derfor mente mange, at dystre forbandelser hvilede over stedet.
Dværgene, der havde bosat sig i Ûdúnien, var kendt for deres stærke fanatisme og strenge fortolkning af troen på Djorka. Med tiden havde byen fået en særlig betydning for resten af Dom Gorr, hvor mange dværge søgte inspiration i Ûdúnien, når det gjaldt forståelsen af Djorka og hans vilje.
En stor del af dværge i Dom Gorr søgte til Ûdúnien for at tilbede Djorka ved et af de mange smedjer eller arbejdsborde, der var blevet opført rundt omkring i byens haller.