Indtil år 26 EH lå der i det østlige Niraham et af dværgenes underjordiske riger kaldet Dom Gorr.
Det befandt sig i den østlige del af Det Chatonske Imperium under det krater, der var omsluttet af høje bjerge, og som blandt menneskene er kendt som Gorrtzi. Her havde dværgene været afskåret fra Darkonien i årtusinder. Omgivet af sortblodsfolk og mennesker på alle sider havde de blot skjult sig under jorden og ikke involveret sig synderligt i verdens gang.
Da Himmelkrigene indtraf, og Djorka hørte op med at tale til sine børn, drog dværgene fra Dom Gorr imidlertid til overfladen i søgen efter råd. De genoptog kontakten til Darkonien, og det stod snart klart, at kulturen blandt dværgene i Dom Gorr var fastlåst i fortiden efter de mange års isolation. Den verden, der nu mødte dem, havde forandret sig meget siden deres sidste besøg, og de havde svært ved at tilpasse sig.
Selv Dom Gorr-dværgenes fysik havde ændret sig. Klipperne var hårde og tilbøjelige til at styrte sammen under Dom Gorr, og de havde derfor fået for vane at lave små, robuste minegange. Over tid var dværgene i Dom Gorr derfor blevet mindre end deres racefæller i Darkonien. Også deres personlighed var anderledes. Hvor Darkoniens dværge var eftertænksomme og besindige, var dværgene fra Dom Gorr i højere grad impulsive og frembrusende i deres adfærd. Det var tilmed anerkendt blandt dem at løse deres konflikter gennem kamp til døden – en tilbøjelighed, der var aldeles utænkelig i Darkonien.
Dværgenes traditionelle samfundsstruktur var også svær at genkende i Dom Gorr. Kulturen var ganske vist bygget op omkring klaner og familier, som man kendte fra Darkonien, men de enkelte dværge levede i højere grad som individualister, og tilværelsen var ikke præget af den samhørighed og fællesskabsfølelse, der ellers traditionelt har været forbundet med dværge. Tyveri og vold var udbredt i Dom Gorr, og den rivalisering, der altid har været en del af dværgenes natur, havde udviklet sig til rivaliserende bander, der kæmpede om territorier.
Efter en årrække syntes det klart, at dværgene fra Darkonien og Dom Gorr vanskeligt kunne finde overens, og da Djorka på ny begyndte at besvare deres bønner i år 4 EH, indstillede de kontakten igen. I stedet vendte Dom Gorrs dværge deres opmærksomhed mod menneskene i Det Chatonske Imperium. Den progressive krigerkultur i Imperiet appellerede væsentligt mere til Dom Gorr-dværgene end deres racefællers stoiske ro.
Gennem de efterfølgende år opstod der derfor et forbund mellem chatonere og Dom Gorrs dværge. Dværgene fik mulighed for at indgå i Imperiets hær, og navnlig i ingeniørtropperne var deres kundskaber særdeles værdsatte. Betalingen stod mål med deres evner, og Dom Gorrs dværge opnåede stor rigdom de følgende år.
Efter mange års succesfuld erobringskrig begyndte Imperiet imidlertid at møde stadig større modstand, og det måtte til sidst afgive besiddelser til både Narabond, Emyr og Eislonien. Tilstanden i riget var kritisk, og mod nord vejrede sortblodsfolket i Rustbjergene stemningen. Horder af sortblodsfolk væltede ned fra bjergene og angreb Dom Gorr. Dværgene kæmpede efter bedste evne imod, men var magtesløse mod den store overmagt.
De sendte desperat bud til Imperiet om hjælp, men hårdt presset på alle fronter undlod chatonerne at svare dværgene. De var overladt til deres egen skæbne, og i år 26 EH udvandrede en stor flok dværge fra Dom Gorr for at søge sikkerhed hos deres racefæller i Darkonien. Snart efter brød sortblodsfolkene igennem de sidste forsvarsværker til Dom Gorr. Kampene, der fulgte, var korte og blodige og havde mest af alt karakter af en massakre.
Siden har ingen dværge vovet at vende tilbage til Dom Gorr. Det antages, at riget nu er befolket af sortblodsfolk og for evigt gået tabt.