Centralt placeret i det nordlige Niraham finder vi riget Emyr. Det er et struktureret og velorganiseret land, hvis befolkning værdsætter idealer som grundighed og disciplin over alt andet.
Mere end noget andet er Emyr dog kendt i sin omverden for den måde, hvorpå militæret prioriteres over alt andet i landet, og hele kulturen er indrettet efter at understøtte rigets hær. For at fremme hærens bevægelighed er der blevet anlagt utallige veje tværs gennem riget, og hele bjerge er blevet udgravet for at gøre dem så lige og jævne som overhovedet muligt. Også den jævne befolkning nyder godt af disse veje, og de er kendetegnende for Emyrs stålfaste principper for rigets organisering.
Samme overdrevne effektivitet går igen i alle andre dele af Emyrs samfund. Alt er nøje planlagt, tilrettelagt og udført, og hver eneste lille bestanddel er et led i en større overordnet plan. Selv de jævne bønders marker er perfekt rektangulære, og det bliver nøje reguleret, hvad der dyrkes hvor, for at sikre det højest mulige udbytte. I omverdenen har man for vane at kommentere i humoristiske vendinger, at selv søerne er firkantede i Emyr.
Alle disse bestræbelser har det klare formål at sikre, at landets hær til alle tider er velforsynet og udrustet efter bedste evne. For at sikre soldater til hæren finder man også utallige krigsakademier i Emyr, hvor samtlige af landets drengebørn bliver sendt hen som 5-årige for både at lære at kæmpe, men også læse, skrive og regne. Kun de bedst kvalificerede får lov til at blive på akademierne, og over tid bliver de utilstrækkelige elever sendt tilbage til deres forældre i skam.
Det er en stor ære at blive udlært fra akademierne og indgå i Emyrs hær. Soldaterne har da også høj status i riget og nyder stor anerkendelse blandt folket. Kulturen i riget tilsiger desuden, at dem, der ikke selv kan indgå i hæren, i stedet må tjene den bedst muligt ved at understøtte og forsyne tropperne.
Størstedelen af landets befolkning bor i landsbysamfund og mindre byer, hvor de for det meste er beskæftiget med landbrug, håndværk eller andre former for produktion. Hæren har mange munde at mætte og en konstant mangel på våben og rustninger, så landets arbejdskraft er dedikeret til at opfylde de behov. Især er kyndige våbensmede højt skattede og bliver hentet til Emyr fra hele resten af Niraham. For at tilfredsstille smedenes behov er der anlagt minekolonier for foden af Kuldens Mur, hvorfra man udvinder jernmalm i store mængder.
Med dette udtalte fokus på rigets militær kan det næppe undre, at man i Emyr skyer personer, der ikke bidrager med håndgribelige resultater. Man finder ikke mange filosoffer eller akademiske tænkere i landet, og vismænd anses kun for nyttige, hvis de forstår sig på militær strategi eller kan give indblik i fjenders tankemønstre. Af samme årsag har samfundet i Emyr længe haft en tendens til at sakke kulturelt og videnskabeligt bagud i forhold til de omkringliggende riger.
Til gengæld har man gjort store militære fremskridt, så i Emyr kan man nu finde nogle af Nirahams bedste våben og rustninger samt sofistikerede krigsmaskiner, som alle andre lande både frygter og skeler misundeligt til.
På grund af den udbredte ringeagt for svage og tænksomme individer er troldmænd aldrig blevet gjort til en del af militæret i Emyr, og man betragter magikyndige med stor mistro. I det hele taget foragter befolkningen i Emyr alt overnaturligt og har ingen hæmninger ved at erklære folk for kættere og brænde dem på bålet. Det er således et skeptisk og på sin vis lettere tilbagestående folkeslag, man finder i Emyr.
Folket nyder dog også umådelig stor anerkendelse for deres krigskundskaber og deres umådeligt velfungerende produktionsapparat. I store dele af Niraham har man derfor fået for vane at hyre soldater fra Emyr til ikke bare at træne sine hære, men også til at udvikle og forbedre sin infrastruktur. Uanset hvad man i øvrigt måtte synes om den noget simple livsstil, kan ingen fornægte de resultater, som landet har opnået, og Emyrs navn omtales både i og uden for landet med respekt.
I år 23 EH blev Emyr dog draget ind i en skæbnesvanger krig mod Narabond i vest, som påførte landet de største tab i nyere tid og stadig plager folkets selvopfattelse i dag. En opslidende borgerkrig i Narabond havde svækket både kongemagten og landets militær, og i Emyr så man nu en mulighed for at vinde sine gamle territorier øst for Akos-see tilbage – de områder, som i Narabond betegnes som Østlenet.
Det første stykke tid havde Emyr krigslykken på sin side, men da landets ældgamle fjende Zara’bash erfarede, at Emyrs tropper var beskæftiget i både Narabond og på Traegonn Sletten, indledte de en række plyndringstogter i det sydlige Emyr. Man kæmpede nu pludselig krig på tre fronter og var nødt til at trække sine hære tilbage fra Østlenet. Narabond fulgte efter, og efter en række skæbnesvangre træfninger var Emyrs hær presset langt tilbage i sit eget land.
I år 27 EH var krigen nået til Elengarz i det vestlige Emyr. Byen var under belejring, og Emyrs konge Archibald var personligt rejst dertil med sin garde for at komme den til undsætning. Under kampene blev kongen involveret i en voldsom træfning, hvor han blev dræbt. Emyrs hær trak sig, og i de følgende måneder kunne man kun se til, mens Narabond underlagde sig store dele af det vestlige og nordlige Emyr.
Gradvist bevægede Narabonds hær sig ind i landet mod hovedstaden, Emyrendorf, og der blev gjort et sidste desperat forsøg på at standse dem ved byen Morkenfeldt. Under kampen blev Narabonds dronning Tirri ramt i halsen af en pil og afgik ved døden. Det bragte kampene til ophør, og begge hære trak sig nu tilbage, hvorefter en skrøbelig fred indtraf. Narabonds hær var demoraliseret efter mange års krig, så de forlod størstedelen af de erobrede områder, og begge parter holder sig for nu i ro.
Mens man i Emyr slikker sine sår og forsøger at genopbygge hæren, er Narabond til gengæld blevet involveret i nye stridigheder mod Gothia i vest. Mange taler derfor i disse år om muligheden for at genoptage krigen, mens Narabond er optaget andetsteds. Narabonds dronning har imidlertid indgået en tæt alliance med Paravien, og hvis de griber ind i konflikten på Narabonds side, har Emyr næppe nogen realistisk udsigt til sejr.
Geografi
Emyrs velorganiserede og gennemstrukturerede kultur går også igen i rigets geografiske inddeling. Hver en centimeter af landet er blevet opmålt, registreret og anvist den funktion, hvor den er til størst nytte.
Landet er inddelt i tre regioner: Norengard, Westfeldt og Ostenwald. I daglig tale betegnes regionerne af og til som lener, men da de ikke besidder nogen af de særpræg, der er kendetegnende for lener, skal begrebet tages med et gran salt. Hver region skal i højere grad ses som et selvstændigt led i den militære organisering af riget. Alle tre skal mønstre en armé til rigets hær og kunne holde den forsynet med både mandskab, materiel og forplejning. Herudover er hver region ansvarlig for at forsvare sin del af rigets grænser mod ydre fjender.
Den enkelte region er ledet af en lensherre, hvis funktioner dog i højere grad minder om en generals. Lensherren skal sørge for at administrere arbejdsfunktioner og logistik i sit len, så lenets hærstyrker er forsynet bedst muligt. Udover det formål har Emyrs lensherrer ikke i øvrigt nogen synderlig indflydelse på varetagelsen af lenets anliggender.
I stedet ligger det ansvar hos rigets jarler. Udover inddelingen i lener er Emyr også inddelt i 77 jarledømmer, og alle daglige affærer i lenerne bliver varetaget af jarlerne. Jarlerne står dermed for at opretholde ro og orden og for at sikre den jævne befolknings trivsel. Det er også jarlerne, som folket går til, hvis de vil have fældet dom i en strid. Herudover anviser jarlerne, hvordan jorden skal udnyttes, og fordeler befolkningen på de hverv, hvor der er behov for deres arbejdskraft. I hvert jarledømme er desuden oprettet et akademi, hvor alle børn bliver sendt hen i en tidlig alder, og hvor de bedste og mest talentfulde udvælges til at indgå i hæren.
Jarlerne udpeges enerådigt af kongen og bliver siddende, så længe kongen vurderer, at de bidrager tilstrækkeligt til riget. Formår en jarl ikke at leve op til forventningerne, eller er kvaliteten af de soldater, som vedkommende sender til hæren, ikke tilstrækkelig, erstattes jarlen uden omsvøb af en ny.
Norengard
Norengard er den nordligste af Emyrs regioner. Den er i størrelse nogenlunde lige så stor som de to andre tilsammen, men er dog væsentligt tyndere befolket. Regionen grænser op mod Kuldens Mur, hvor der for foden er anlagt minekolonier, hvorfra man udvinder store mængder jernmalm. Landbruget i Norengard har svære kår, og befolkningen består derfor i høj grad af smede og håndværkere. Langt størstedelen af hærens materiel er produceret i Norengard.
Westfeldt
Den sydvestlige del af Emyr er et grønt og frodigt område, hvor befolkningen navnlig udmærker sig som bønder. Området er overvejende fladt og har fremragende landbrugsforhold, så om sommeren er Westfeldt dækket af gyldne kornmarker, så langt øjet rækker. Herudover har befolkningen gjort en dyd ud af at forædle kvæg, så det nu er både større og mere resistent end noget andet sted på Niraham. Endelig beskæftiger befolkningen sig også med alkymi og videnskab.
Ostenwald
Den sydøstlige del af landet, hvor Ostenwald befinder sig, er det sted i riget, der traditionelt altid har været udsat for flest krigshandlinger. Regionen er derfor hjemsted for landets hær og huser en række enorme forsvarsværker, der skal beskytte landet mod fjender. Herudover finder man også mange rige handelsbyer i området, og de forskellige handelslaug i Ostenwald står for størstedelen af Emyrs kontakt til omverdenen.
Kamirr
En opremsning af Emyrs regioner vil ikke være komplet uden også at nævne Kamirr. Selvom Kamirr er et selvstændigt rige, indgår det i et nært forbund med Emyr, og de emyrske konger har igennem næsten 1000 år haft en afgørende indflydelse på de politiske beslutninger i Kamirr. Emyr garanterer for Kamirrs sikkerhed og beskyttelse, mod at Kamirr til gengæld betaler en anselig tribut og stiller sin flåde og dens besætninger til rådighed for Emyrs hær.
Den traegonske forbandelse
Igennem de seneste år har Emyrs selvopfattelse lidt betydelige knæk. Landets placering mellem de to krigsførende nationer, Narabond i vest og Imperiet i øst, har altid sat de militære styrker i Emyr på store prøvelser. Man har dog historisk haft held med at trække sig sejrrigt ud af konflikterne eller som minimum formået at opretholde status quo.
Siden Himmelkrigene har Emyr været under konstante angreb fra Det Chatonske Imperium, men har hver gang formået at holde stand. I år 13 EH kunne Emyr ikke bare tvinge Imperiets hær tilbage, men forfulgte den også langt ind på imperialt territorium. Støttet af den oprørske lokalbefolkning, traegonerne, havde Emyr held til at påføre chatonerne en række sviende nederlag, som førte til, at Emyr til sidst havde tilkæmpet sig herredømmet over hele Traegonn Sletten.
Det var en stor sejr, som blev fejret overalt i Emyr. Snart måtte man imidlertid erkende, at det var et tveægget sværd. Emyr havde overstrakt sine militære forsyningslinjer og måtte nu kæmpe en vanskelig forsvarskamp langt hjemmefra for at holde chatonerne ude af området. Samtidig begyndte den lokale befolkning af traegonere at erkende, at den tidligere besættelsesmagt blot var blevet erstattet af en ny, hvilket medførte, at konstante oprør brød ud.
Da man ikke kan tåle prestigetabet ved at trække sig tilbage fra Traegonn Sletten, er Emyr stadig i dag nødt til at have store militære styrker i området for at sikre ro og orden. Denne nødvendighed af at opretholde sin militære tilstedeværelse på Traegonn Sletten omtales nu som ‘Den traegonske forbandelse’.
Styre
| 566 EJ – 601 EJ: | Theodor Emyrendorf |
| 601 EJ – 624 EJ: | Hardeper af Hecksfeldt |
| 624 EJ – 683 EJ: | Marcus Morkenfeldt |
| 683 EJ – 707 EJ: | Harkan Morkenfeldt |
| 707 EJ – 709 EJ: | Heinrich Praetorium |
| 709 EJ – 730 EJ: | Alaric Hestenmark |
| 730 EJ – 765 EJ: | Roland Westfeldt |
| 765 EJ – 804 EJ: | Ian Meiershaus |
| 804 EJ – 811 EJ: | Ianus Praetorium |
| 811 EJ – 852 EJ: | Mark Zahlendorf |
| 852 EJ – 883 EJ: | Rudolph Praetorium |
| 883 EJ – 897 EJ: | Martin Emyrendorf |
| 897 EJ – 906 EJ: | Wilhelm Steinfeld |
| 906 EJ – 931 EJ: | Marcus Emyrendorf |
| 931 EJ – 954 EJ: | Walter Emyrendorf |
| 954 EJ – 997 EJ: | Uter Wissenburg |
| 997 EJ – 1024 EJ: | Norbert Glückenwick |
| 1024 EJ – 1055 EJ: | *Navn slettet af historiebøgerne* |
| 1055 EJ – 1089 EJ: | Manfred Hestenmark |
| 1089 EJ – 1101 EJ: | Theodor Emyrendorf II |
| 1101 EJ – 1109 EJ: | Helmuth Morkenfeldt |
| 1109 EJ – 1157 EJ: | Kiefer Bückenstell |
| 1157 EJ – 1191 EJ: | Leonard Morgenstern |
| 1191 EJ – 1218 EJ: | Eberhard Roth |
| 1218 EJ – 1252 EJ: | Derek Zahlendorf |
| 1252 EJ – 1277 EJ: | Marcus Glückenwick |
| 1277 EJ – 1293 EJ: | Ragnar Zahlendorf |
| 1293 EJ – 1331 EJ: | Walter Morkenfeldt |
| 1331 EJ – 1376 EJ: | Loring Clarkmesser |
| 1376 EJ – 1420 EJ: | Martin Emyrendorf II |
| 1420 EJ – 1454 EJ: | Ian Hestenmark |
| 1454 EJ – 1461 EJ: | Alaric Zahlendorf |
| 1461 EJ – 10 EH: | Jakob Emyrendorf |
| 10 EH – 27 EH: | Archibald Westfeldt |
| 27 EH – nu: | Emmerich Westfeldt |
Emyrs styre er, som alt andet i riget, kendetegnet ved en stærk, centraliseret magtudøvelse, og den øverste autoritet i riget er den enevældige konge. Kongens magt er uindskrænket, både politisk og militært. Den primære funktion for Emyrs konge er dog at være øverstbefalende for rigets hær i krigstid.
Når en konge dør, forsamles rigets jarler og vælger en ny konge, der regerer på livstid. Der er ikke tradition for at have en egentlig kongeslægt i Emyr, og kongen vælges udelukkende på baggrund af sine personlige kvalifikationer og de bedrifter, som vedkommende har præsteret.
Som oftest udpeges der på forhånd en eller flere kandidater til tronen, hvis kongen er aldrende eller sygelig, så riget aldrig vil stå uden ledelse i mere end nogle få dage. Kandidaterne findes meget ofte blandt jarlerne, men det er efterhånden også blevet velset at lade en succesfuld lensherre eller fremtrædende officer fra hæren stå for valg.
Den nuværende konge er Emmerich Westfeldt, der har regeret siden år 27 EH, hvor rigets tidligere konge faldt i kamp mod Narabond. Kongen var førhen jarl af Glücksburg og en fremtrædende hærfører under krigen med Narabond. Efter krigen giftede han sig med den afdøde konges datter og frasagde sig sit eget slægtsnavn, Gerwig, til fordel for sin hustrus slægtsnavn, Westfeldt.
Hovedstaden i Emyr er den prægtige stad Emyrendorf, som er opkaldt efter rigets stamfader og første konge. Emyrendorf er dog først og fremmest et samlingspunkt for informationer og koordinering af hærens aktiviteter, så byen minder i højere grad om et militært anlæg end en almindelig hovedstad. Der er derfor også væsentligt færre normale borgere i selve Emyrendorf, end hvad man normalt ville se. De personer, som bor i selve byen, har meget ofte enten en praktisk funktion i forhold til hæren eller er familie til befalingsmænd, der er udstationeret i Emyrendorf.
Byen huser også landets senat. I praksis har det dog hovedsageligt karakter af en rådssal, hvor kongen mødes med sine jarler hver tredje måned for at få rapporter om rigets tilstand og diskutere aktuelle problemer. Resten af tiden bruges senatet som et samlingspunkt for jarler, magistrater og hærledere, hvor de arbejder på politiske og militære forordninger.
Intet dekret har effekt i Emyr, før kongen har godkendt det. I praksis sker al godkendelse, der ikke vedrører hærens forhold, dog af stedfortrædere, ofte en række betroede jarler, som forvalter rigets interne anliggender på kongens vegne. Kongen er kun sjældent selv til stede i Emyrendorf, da han konstant er på farten for at tilse riget.
Derudover forventes det af kongen, at han skal være mindst lige så krigsduelig som sine soldater, og kongen bruger derfor også en god del af sin tid på at marchere med hæren og holde sine sværdkundskaber ved lige. For udefrakommende kan det synes påfaldende, at Emyrs konge nedværdiger sig til at sove i mudderet med sine soldater på den måde. Man må imidlertid holde sig for øje, hvordan hele Emyr er bygget op omkring landets militær – og hvordan kan man forvente, at en soldat vil gå igennem ild og vand for sin konge, hvis ikke kongen er villig til at gøre det samme?
Disse traditioner medvirker til at fastholde et stærkt internt sammenhold i riget. Oprør og brud på hierarkiet er yderst sjældne, og kun én gang i Emyrs historie, for godt 500 år siden, er en konge blevet afsat med magt.
I Emyr ser man det som en ære at gøre sin pligt over for samfundet, og selv den laveste borger har forståelse for, hvordan hans tjeneste bidrager til rigets storhed. Kongen anses for den brik, der holder hele samfundet sammen, og så længe kongen er stærk, så er riget det også. På grund af den store respekt, som Emyrs konge nyder, kan han gå uhindret blandt folket uden nogensinde at behøve frygte for sin sikkerhed.
Religion
Ganske karakteristisk for Emyrs samfund er religionen også standardiseret og sat i system. Landet bekender sig til De Sande Guders lære, men gør det med en udtalt pragmatisk tilgang. Enhver borger i Emyr forventes at bidrage aktivt til samfundet med sine hænder og fødder, og det anses for spild af tid at tilbringe sit liv på knæene, mens man forgæves beder guderne om tjenester. I stedet tilskyndes det, at befolkningen viser deres hengivenhed til guderne ved at arbejde hårdt og bidrage til rigets fremgang.
Det samme gør sig gældende for landets præster, og man finder derfor kun meget få templer i Emyr. Præsterne er hovedsageligt magtfulde beskyttere af folket og hæren, som bruger gudernes kræfter til at velsigne og helbrede. Som led i deres træning bliver præsterne også oplært i urtekundskab, alkymi og andre færdigheder, der enten kan sikre befolkningens ve og vel eller har et anvendelsesformål i krigstid.
Særligt Jorin og Ragil bliver tilbedt i Emyr grundet deres forbindelse til krig, ære og hæder i kamp, men også Nimars tilknytning til orden og Rasnassolins helbredende kræfter har en udtalt appel i landet.
Når præsterne afholder ritualer i gudernes ære, er det også hovedsageligt for at bede om krigslykke og styrke, og det sker primært forud for en krig. Disse ritualer er til gengæld overdådige tilløbsstykker uden lige. Tusindvis af præster iklæder sig farvestrålende rober og påkalder guderne, gerne i flere dage uden pause, alt imens offerdyr konstant bliver bragt til enorme bål.
Eftersom De Sande Guder dyrkes på så pragmatisk vis, har man i Emyr ikke nogen videre tilskyndelse til at forfølge tilhængere af andre religioner. For ikke at sprede uorden i riget forventes alle borgere i Emyr dog at bekende sig til De Sande Guder. Uden for landets grænser tolererer man, at andre kulturer har andre religioner, og Emyr har aldrig set noget formål med at forsøge at konvertere dem af den grund. Inden for landets grænser betragtes åndetro og andre afgudstilbedelser imidlertid som stærkt uønskede elementer.
Relationer
Igennem årene har Emyr været involveret i utallige stridigheder, og der er næppe nogen af de omkringliggende riger, som de ikke allerede har ført krig med flere gange, end man kan tælle. Meget ofte har disse krigshandlinger været foranlediget af den anden part, og i Emyrs øjne har man været nødsaget til at opbygge et stærkt forsvar for at kunne modstå nye angreb. Landet er derfor kendetegnet ved en udbredt modvilje over for hovedparten af Nirahams øvrige kulturer, som Emyr forsøger at beskytte sig mod bag tykke mure og høje tårne.
Narabond
Vest for Emyr findes det narabonske rige. Forholdet mellem de to kongeriger har til alle tider været uroligt og konfliktfyldt. Ved afslutningen på Ostlandskrigen i år 1040 EJ tilranede Narabond sig en del af Emyrs naturlige territorium som sit østlige len, og ingen diplomatiske bestræbelser har kunnet få Narabond til at give afkald på det igen. Det har været grundlaget for mange stridigheder. Senest i år 23 EH, hvor krigslykken indledningsvis var med Emyr, men hvor man gradvist blev trængt tilbage, indtil Narabond befandt sig langt inde på emyrsk land. For tiden hersker der en skrøbelig fred mellem de to riger, men mange forventer, at det er en stakket frist, og at krigen snart bryder ud igen.
Det Chatonske Imperium
På sin anden side af landet, mod øst, findes Imperiet, der ser det som sin hellige pligt at underlægge sig samtlige af Nirahams riger. Mellem de to lande findes Kuldens Mur, der er en uoverstigelig bjergkæde, som holder landene adskilt. Imperiet har dog igen og igen forsøgt at trænge ind i Emyr ved at rejse syd om Muren. Emyr er det vestlige Nirahams sidste skanse mod Chatos ustoppelige erobringshær, og det er kun på grund af Emyrs utallige ofre, at resten af Niraham ikke allerede er faldet og blevet underlagt det imperiale rige.
Kamirr
Mod syd findes den søfarende nation Kamirr. Til trods for at dets folk er notorisk utroværdige, har de to riger været bundet sammen i en tæt pagt under Emyrs overherredømme siden Ni-mands-freden i år 566 EJ. Kamirr er et overordentlig velhavende rige med en stor og veludviklet flåde. Landet besidder imidlertid stort set ingen hærstyrker af betydning og lever under konstante trusler fra blandt andet Det Chatonske Imperium. Emyr har derfor påtaget sig at opretholde ro og orden i landet og beskytte dets grænser mod udefrakommende fjender. For sit vedkommende betaler Kamirr til gengæld hvert år en generøs tribut og stiller sin flåde til rådighed for Emyr i krigstid.
Traegonn Sletten
Under en krig mod Det Chatonske Imperium lykkedes det i år 13 EH for Emyr at befri store landområder fra det imperiale overherredømme. Et af disse var Traegonn Sletten, hvor de ukuelige traegonere har deres hjem. De er et stort rytterfolk, der udmærker sig i kamp fra hesteryg, og som også er glimrende spejdere. Ikke så snart var chatonerne fortrængt fra området, før traegonerne i stedet begyndte at angribe de emyrske soldater, som var udstationeret for at sikre dem mod yderligere angreb. Siden har herredømmet over Traegonn Sletten udgjort en torn i øjet på Emyr.
Zara’bash
Mod syd, på den anden side af Kamirrhavet, findes ørkenriget Zara’bash, som der har været endeløse mængder af træfninger med gennem årene. Selv den dag i dag finder der konstant plyndringstogter sted, og ingen kystby i Emyr kan nogensinde vide sig sikker for zarabiske angreb.