Så langt mod syd som det er muligt at rejse på Niraham, finder man det sagnomspundne rige Esos. Riget blev udtænkt af Eso, en af Jarcos fem udvalgte forkyndere, kendt som rinderne.
Eso drog mod syd gennem Zikkha Ørkenen med en trofast skare af tilhængere. De var opsatte på at finde et nyt hjem i det fjerne syd, hvor verden var jomfruelig og uberørt, og hvor de kunne dyrke deres tro i fred fra verdens krige. Eso håbede at skabe en ny begyndelse, hvor de sorger, der havde præget Jarcos liv, blot var et svagt minde. Det skulle være et land, hvor der ikke fandtes nød, hvor alle skulle kære sig om deres nærmeste, og hvor sygdom og død skulle fortrænges ved De Sande Guders magt.
Det var en ambitiøs drøm, der i manges øjne syntes absurd. Uanset at guderne skænkede deres tilhængere mægtige kræfter, var liv og død en del af den naturlige orden, og det kunne selv Esos vision ikke ændre på. Man frygtede derfor, at drømmen ville bringe gudernes uvilje ned over de formastelige, hvis den nogensinde skulle realiseres.
Der var dog også dem, der så håbet i Esos ord, og da han drog afsted, var det med en skare på næsten 100.000 personer omkring sig. Hver og en havde de dedikeret deres liv til guderne, og de vandrede ud i ørkenen i blind tillid til, at en glorværdig tilværelse ventede dem på den anden side. Drømmen bristede imidlertid snart. Esos folk havde knap vandret i en uge, før tørsten og Zikkha Ørkenens evige sandstorme begyndte at decimere deres antal.
Forkynderen Eso døde også selv under rejsen, og udmattede som de var, måtte hans følge nøjes med at begrave ham uhøjtideligt i ørkenens sand. Folket havde følt sig som gudernes udvalgte, da de begav sig ud i ørkenen, men kunne nu se tilbage på et spor af døde bag sig, alt imens de måtte acceptere, at det var for sent at vende om.
Mindre end 10.000 nåede deres mål, og det land, der mødte dem, havde ingen ligheder med det paradis, som Eso havde stillet dem i sigte. Jorden var hård og knoldet. Kun nogle få floder krydsede landskabet, og vandet i dem var mudret og havde en bitter smag. Der var heller ingen træer at finde skygge under, og solen bagte nådesløst ned over dem.
De var imidlertid opsatte på at opfylde deres store forkynders drøm, og de slog sig derfor trodsigt ned i landet, fast besluttede på at gøre visionen til virkelighed. De anlagde en by, som de gav navnet Esos, og langsomt fik de etableret et kummerligt samfund, hvor dagene gik med hårdt arbejde og konstant tilbedelse af guderne.
Igennem årene gjorde folket i Esos en stor indsats for at få de lokale ørkenstammer til at konvertere til De Sande Guder, og byen Esos blev gradvist udvidet med et opland af dedikerede tilbedere langs kysten.
Blandt ørkenens nomadefolk havde man omvendt kun ringe held med sit foretagende, og for at undgå flere prædikener og salmer trak ørkenfolkene sig blot længere væk fra Esos’ folk. Folket blev dermed afskåret fra deres eneste kontakt til omverdenen, og da der med tiden ikke kom flere karavaner til landet, måtte beboerne til sidst erkende, at de var overladt til deres egen skæbne.
Halvandet årtusinde er passeret, og mod alt forventning har befolkningen i Esos formået at overleve trods den store modgang. Det er fortsat blot et fattigt og isoleret ørkenrige langs Nirahams fjerneste kyst, og landet har ingen nævneværdige rigdomme eller ressourcer. På grund af den fjerne beliggenhed tager nærmest ingen handlende dertil, og kontakten til omverdenen er derfor yderst begrænset.
Det er dog kendt på hele Niraham, hvordan folket i Esos stadig tror helhjertet på forkynderens vision og hver dag arbejder hårdt for at realisere den. De er nogle af de mest ihærdige tilhængere af De Sande Guder, og blandt præsteskabet på resten af Niraham betragtes deres dedikation ofte som et forbillede til efterlevelse. Udover byen Esos rummer landet også tempelbyen Akrion, hvor mange præster og lærde har til huse. Mest kendt er formentlig Mester Uldur, der trak sig tilbage fra alle sine officielle hverv i år 24 EH og derefter slog sig ned i Esos gennem en efterfølgende årrække.
En del fanatiske tilbedere ser den asketiske tilværelse i Esos som det højeste ideal, man som tilhænger af De Sande Guder kan opnå. Hvert år begiver mange håbefulde sig derfor ud i Zikkha Ørkenen for at vandre til landet på samme vis som Eso og hans flok. Godt halvdelen af dem overlever ikke turen, men selv det forstærker kun de fanatiske i deres dedikation, og de anser den farefulde rejse som det ypperligste bevis på deres hengivenhed til guderne.