På Kamirrhavets sydlige kyst finder vi den overordentlig indflydelsesrige bystat Etos, der har udgjort Nirahams religiøse centrum siden Jarcos åbenbaring.
Profeten Jarco gjorde bystaten til sit hjem igennem størstedelen af sit liv. Her prædikede han for den evigt voksende menighed, alt imens vismænd fra hele verden fulgte ham og skrev omfattende værker om den store profets liv og lære.
Efter Jarcos åbenbaring opførte man et monumentalt tempel i Etos, der skulle være et samlingspunkt for alle tilbedere af De Sande Guder. Templet skulle også huse de kyndigste og mest anerkendte præster og være en skole dedikeret til forståelsen af gudernes vilje. Allerede dengang fik Stortemplet en position uden lige på Niraham, og den særstatus er bevaret helt op i nutiden, hvor intet andet sted på Niraham kan måle sig med templet i Etos, når det kommer til religiøs betydning og indflydelse på verden.
Det er fra Stortemplet i Etos, at næsten alle religiøse doktriner om De Sande Guder bliver udstedt. Uanset hvor de måtte være bosat, er tilhængere på Niraham forpligtet til at efterleve doktrinerne fra Stortemplet, og alle landes præster skal forkynde dem for deres menighed. Det gør de med stor glæde og stolthed. Templets ord er indbegrebet af visdom, og ingen oprigtige tilhængere af De Sande Guder ville vove, endsige overveje, at betvivle et budskab fra Etos.
Blandt de fleste tilbedere anses det tværtimod for et ærværdigt ideal at forsøge at efterleve doktrinerne bedst muligt igennem livet. De mest ihærdigt troende vil også selv rejse til templet mindst én gang i livet for at bede til guderne og i egen person høre præsteskabet i Etos forkynde deres vise ord. For præster betragtes det som en stor ære, hvis man skulle blive optaget i templets præsteskab og tilladt at studere her for en tid.
Alt i Etos har Stortemplet som omdrejningspunkt, og den omfattende tilstrømning har medført, at der er vokset en storslået by op om templet. Med tiden har man også indlemmet et større opland omkring byen, så det nu har fået karakter af en selvstændig bystat med templet som sit hjerte. Etos er navnet på både byen og bystaten, men bruges typisk til at beskrive sidstnævnte.
Byen er hjemsted for lærde fra hele Niraham og tiltrækker verdens akademiske elite, som tager dertil med regelmæssige mellemrum for at udveksle erfaringer om de seneste videnskabelige landvindinger og kulturelle nyskabelser. Det har medført, at Etos ikke kun er et religiøst centrum, men også et intellektuelt og kulturelt samlingspunkt, der huser den ypperligste lærdom, som det er muligt at opstøve noget sted på Niraham.
Denne fremtrædende position medfører, at størstedelen af Nirahams magthavere gør sig store bestræbelser på at holde sig på god fod med bystaten, så man kan nyde godt af dens nyskabelser og indsigt. Mange konger sender også hvert år enorme donationer til Etos uden noget andet formål end at opretholde en god relation. En ikke-uvæsentlig del af bystatens store rigdom stammer fra disse pengegaver.
Etos kan dog også tilskrive en del af sin økonomiske velstand til den omstændighed, at man konstant holder sig neutral i alle stridigheder, og med sin centrale placering ud til Kamirrhavet udgør bystaten en sikker havn for handlende. Denne position sikrer en konstant tilstrømning af handelsvarer, og bystatens købmænd har privilegiet af at kunne vælge og vrage fra et righoldigt udvalg. Som følge af bystatens særegne position står alle havne desuden åbne for Etos’ varer, og ingen fremmede riger ville, selv i krigstid, vove at lægge en hånd på et af bystatens handelsskibe.
Udover byen og templet består bystaten hovedsageligt af mindre byer og landbrugssamfund, som er beskæftiget med at forsyne bystaten med fødevarer. Jorden i området er ganske vist ikke særlig frugtbar, men med kyndig vejledning fra landets vismænd har man formået at udvikle dyrkningsmetoder, som sikrer bønderne et fremragende udbytte. Også bystatens dyrehold udmærker sig ved at være blandt de fedeste og sundeste på Niraham.
Sine mange kulturelle og videnskabelige landvindinger til trods kan der dog aldrig herske tvivl om, at det er Stortemplet, som er Etos’ egentlige samlingspunkt og udgør grundpillen for bystatens høje status.
Til templet er også knyttet Akademiet for Moderne og Klassiske Videnskaber. Det er baseret på et helt unikt ideal om, at viden bør flyde frit og uhindret. Dørene til akademiet står derfor altid åbne for oplyste individer, og alle kan principielt mødes her og udveksle intellektuelle overvejelser.
Forudsætningen bag akademiets virke er, at personer, som kommer dertil for at få viden eller råd, også må dele ud af deres egen lærdom. Selv konger og kejsere er et hyppigt syn her, og mange af de største personligheder på Niraham rejser regelmæssigt dertil, når de har behov for at rådføre sig med ligesindede. Så stor er akademiets betydning, at det i mange lærde kredse er en indforstået selvfølge, at det er akademiet i Etos, man taler om, når man i flæng benytter ordet ‘akademiet’.
Et yderligere vartegn ved Etos er, at bystaten er hjemsted for Magiens Cirkel, der er den mest udbredte sammenslutning af magikere på Niraham. I de fleste lande er det en forudsætning for overhovedet at måtte udøve magi, at man forinden er udlært og optaget i Magiens Cirkel. Personer, der udøver trolddom uden Cirklens billigelse, vil ofte blive anset for renegater og kan i mange lande brændes på bålet allerede af den årsag og uden forudgående rettergang. Cirklen har overordentlig stor magt både i Etos og Nirahams øvrige riger, men er af samme årsag også frygtet af mange og bliver visse steder tilmed lagt for had.
De fleste riger har deres egen gren af Magiens Cirkel, der regulerer udøvelsen af magi i landet. Alle grene er dog underlagt hovedsædet i Etos. Overhovedet for Magiens Cirkel er tvillingeparret Albian og Adelina Cristolino, der i fællesskab varetager kontrollen over Cirklens virke og har deres hjem i Etos.
Den eneste reelle militære styrke, som Etos besidder, er et kompagni af veltrænede krigerpræster, kendt som ‘tempelvogterne’, der beskytter templet og dets præster. Deres kræfter er anerkendte selv uden for rigets grænser. Udvælgelsen er overordentlig streng, og der optages kun en lille håndfuld kandidater hvert år. Præster og krigere ansøger fra hele Niraham og udvælges på baggrund af, hvem der er bedst kvalificeret og renest i sjælen. Ordenen består derfor af personer fra nærmest alle kulturer og racer.
Al magt i Etos ligger hos præsteskabet. Bystaten har ingen formelle magthavere, og befolkningen lever deres liv ud fra en overbevisning om, at landet er styret af guderne selv. Derfor ville man aldrig kunne forlige sig med, at Etos skulle underkastes en dødelig konge eller kejser. I stedet træffes alle væsentlige beslutninger af præsteskabet. De har en helt uovertruffen viden og indsigt, som kombineret med, at de også er gudernes talerør, hæver deres autoritet langt over nogen verdslig magt.
Selv når det kommer til mere jordiske anliggender, har befolkningen tradition for at spørge præsteskabet til råds, og det er derfor indarbejdet i kulturen, at præsterne regulerer alle forhold i landet, såvel i samfundets top som bund. Denne tradition opstod allerede i Jarcos levetid, hvor folket kunne søge råd hos profeten, hvis de ønskede vejledning. Jarcos ord blev da nedskrevet og udgjorde herefter anvisning til folk, der på et senere tidspunkt stod med samme problemstilling.
Igennem sit lange liv fremkom Jarco med et umådeligt stort antal anvisninger til folket, og præsteskabet sørgede for møjsommeligt at dokumentere disse og lære dem udenad, sådan at de kunne vejlede befolkningen med afsæt i profetens egne ord.
Denne tradition er stadig fremherskende i samfundet, og når man får råd og vejledning fra præsteskabet, anses de dermed reelt for at være givet af Jarco, gudernes udvalgte, selv. Befalinger fra templet adlydes derfor også uden tøven, og selvom præsteskabet ikke formelt giver sig ud for at være den herskende magt i Etos, er der ingen anden autoritet i landet, der så meget som tilnærmelsesvist kan stå mål med deres.