I det vestlige Niraham, mellem Narabond, Paravien og Norrland, findes et mindre rige beliggende ud til kysten, som bærer navnet Gothia. Det er et relativt ungt rige, og før det blev etableret, var området blot kendetegnet ved en sparsomt befolket bugt ud til Det Paraviske Hav. På grund af egnens strategiske betydning var den dog eftertragtet og omstridt, og både Norrland, Paravien og Narabond havde gjort krav på herredømmet i århundreder.
Landets oprindelige befolkning var hovedsageligt norrlændinge, som var immigreret sydpå og havde fundet et mere attraktivt hjem her end i det kolde nord. De anlagde bosættelser og opdyrkede store dele af jorden, ligesom de etablerede fiskerlejer langs kysten, hvorfra udbyttet var så rigt, at føde i overskud kunne sendes hjem til Norrland i årets koldeste måneder.
Selvom andre folkeslag også havde slået sig ned på egnen og nød godt af dens ressourcer, dominerede den norrlandske befolkning, og man bevarede igennem årene en tæt tilknytning til sit søskendefolk mod nord.
Med tiden begyndte de omkringliggende riger imidlertid at se på området med misundelse. Ud over de righoldige fødevarer løb også den primære handelsrute mellem Narabond og Paravien gennem egnen, ligesom den stille bugt havde stor strategisk betydning, idet den gav adgang til Det Paraviske Hav i vest. Endelig bød egnen også på oplagte adgangsveje til Norrland samt lukrative handelsruter til dværgenes rige, Darkonien, og til øen Plen.
Med årene gjorde de omkringliggende riger flere tilnærmelser for at bemægtige sig kontrollen. Lige lidt hjalp det dog. Det norrlandske blod løb tykt i folkets årer, og med det fulgte en notorisk stædighed og trods. Til sidst udviklede konflikterne sig til regulær krig. I år 1198 EJ krydsede Paravien grænsen og forsøgte at underlægge sig landet med magt. Også Narabond og Norrland blev involveret, og kampene bølgede frem og tilbage i årevis mellem de implicerede parter.
Gotherne gjorde imidlertid indædt modstand, og gennem snilde, vedholdenhed og gudernes velvilje formåede de i sidste ende at tvinge deres fjender ud af landet igen. Denne strid er for eftertiden blevet kendt som Menneskekrigen og betragtes stadig som en skelsættende begivenhed i Gothias historie. Under krigen fandt folket sammen i et nært fællesskab og begyndte for alvor at betragte sig selv som ét samlet folk.
Som en konsekvens af krigen proklamerede de i år 1204 EJ, at landet fremover skulle være et selvstændigt rige, som de gav navnet Gothia. Selvom hverken Narabond, Norrland eller Paravien brød sig synderligt om dette, havde krigen om noget vist, at Gothias folk ikke lod sig kue. Alle parterne accepterede derfor modvilligt, at når ingen kunne få herredømmet over egnen, var det dog en trøst at vide, at ingen af de andre riger kunne få det heller.
Siden Menneskekrigen er der nu forløbet godt 300 år, hvor Gothia har fundet sin egen identitet. Befolkningen er stadig præget af det historiske ophav fra Norrland, og som deres slægtninge mod nord værdsætter Gothias folk de traditionelle norrlandske værdier som styrke, ære og anseelse.
Ligesom norrlændingene lever man i Gothia også hovedsageligt i små lokale landsbysamfund, og landet byder kun på få større byer. Gotherne værdsætter det nære og lokale og er kendt for at være yderst beskyttende over for deres familie og slægtninge. Til gengæld interesserer de sig ikke synderligt for resten af Niraham, og det er sjældent at møde gothere uden for landets grænser.
Folket sætter desuden stor pris på det traditionelle og velkendte. De er ikke videre tilbøjelige til at tage nye tiltag til sig og synes tværtimod nærmest at modsætte sig forandringer af princip. Tilværelsen har derfor heller ikke ændret sig nævneværdigt igennem årene, hvilket synes at passe befolkningen aldeles udmærket.
Til trods for at Gothias selvstændighed blev fastslået ved Menneskekrigens afslutning, har folket ikke levet en sorgløs tilværelse siden. Både Narabond, Norrland og Paravien har fortsat gjort tilnærmelser, selv efter krigens afslutning, og landet har været plaget af endeløse grænsestridigheder med dem alle. Det gothiske folk har derfor vænnet sig til altid at være klar til strid, og stort set alle børn i landet lærer fra en tidlig alder at håndtere våben.
Folket er ikke aggressive af natur eller voldelige, men denne konstante vagtsomhed har ført til en kultur, hvor gotherne er meget fysiske i deres handlemåder og foretrækker at løse konflikter ved at lade sværdene tale frem for at spilde tid på lange diskussioner. Disse karaktertræk har givet gotherne ry for at være simple og primitive, men sandheden er, at de blot foretrækker et ukompliceret og ligefremt liv.
Derudover er gotherne ansvarsbevidste og stolte af natur. De siger, hvad de mener, og står ved deres ord. For de fleste gothere betragtes det som en stor synd at bryde en ed eller blive fanget i en løgn, og den blotte beskyldning er ofte nok til at få dem til at trække våben.
Selv om Gothia har en historisk tilknytning til Norrland, og dets spor er tydelige i landets befolkning, har Gothia også taget indflydelse fra andre kulturer igennem årene. Navnlig har højkulturen fra Paravien i syd fået en fremtrædende position i Gothia. Trods stridighederne har gotherne altid haft en udtalt forkærlighed for Paraviens livsstil. Især de ridderlige idealer og æreskodekser har vundet gehør, og Gothia huser nu adskillige adelsslægter, der gør en dyd ud af at værne om de svage, opretholde retfærdighed og pleje lignende noble dyder.
Blandt de højtstående i Gothia betragtes det som en stolt tradition at sende sine børn til Paravien for en adstadig opdragelse. Har man råd, sender man gerne alle sine børn af sted, men som minimum forventes det, at slægtens ældste barn og arvtager får sin opdragelse i Paravien.
Gothia adskiller sig markant fra Norrland ved, at landet huser en aristokratisk adelstand, som nyder særlige privilegier og har tæt kontakt til den paraviske elite. Dette er fuldt accepteret i Gothia, og man anser det som en naturlig del af samfundsordenen, at de adelige til gengæld har et ansvar for at beskytte landet og sikre befolkningens velfærd.
Ud over sin paravisk inspirerede adel har Gothia også adopteret skikke fra Narabond, særligt inden for diplomatiske og handelsrelaterede anliggender. Gothias handelsfolk er kendte for at kunne tjene penge på enhver situation, og med sin placering mellem Paravien, Narabond og Norrland befinder landet sig i en unik handelsposition. Gotherne har udnyttet denne beliggenhed godt, og Gothia har manifesteret sig som et neutralt og væsentligt handelscentrum i området.
Selvom Gothia ikke selv har mange naturlige ressourcer, tjener man gode penge på at facilitere handel mellem de øvrige lande, og de gothiske handelsmænd er ofte velhavende. Herudover huser byerne mange håndværkere, der forarbejder de råvarer, de handlende bringer til landet, så de færdige varer kan sælges videre med stor fortjeneste. Derfor findes der også en fremtrædende og velhavende borgerstand i landets byer.
Landet er dermed opdelt i tre meget forskellige samfundslag: de jævne bønder, der primært identificerer sig med Norrlands traditionelle levevis; en borgerlig middelstand, der ser mod Narabond for inspiration; og en adelig elite, der anser tilværelsen i Paravien for et ideal til efterlevelse. Modsat hvad man skulle tro, formår alle tre lag at leve sammen i harmoni. Følelsen af samhørighed er så stærk i Gothia, at befolkningen ser både rig og fattig som en uundværlig del af samfundet, og konflikter mellem de tre samfundslag er yderst begrænsede.
Det er dog ikke mange år siden, at landet for første gang i sin historie oplevede, at den ellers ubrydelige fællesskabsfølelse blev udfordret, hvilket førte til en splittelse, som stadig mærkes i dag. Konflikten startede, da kong Arhild Sarrasin III kom til magten i år 9 EH og i de første mange år udmærkede sig som en kompetent konge, der formåede at sikre ro i landet.
Efter mange års fred og fordragelighed begyndte kongen dog at anlægge en skødesløs regeringsstil. Da sortblodsfolk fra Rustbjergene en vinter bevægede sig ned i stort antal, nægtede kong Arhild at tro på forlydenderne, indtil det var for sent, og de var trængt langt ind i Gothia. Først da rigets lensherrer truede med at afsætte ham med magt, greb kongen endelig ind. Selv da negligerede han situationens alvor og valgte kun at ride ud med en mindre hærstyrke for at møde sortblodsfolket. Allerede inden han nåede frem, blev han overrumplet og dræbt i et baghold. Året var 19 EH, og landet var nu uden konge.
Skræmte over kong Arhilds ubehjælpsomhed valgte lensherrerne at udpege en svag og uselvstændig regent som hans efterfølger, kong Evild Sarrasin. Tanken var, at den nye konge ville give lensherrerne vidtgående beføjelser, så de kunne genetablere ro og orden i landet uden kongens indblanding. Den jævne befolkning var imidlertid ikke tilfreds med den nye konge. Han var svagelig både fysisk og mentalt, og det stødte deres retfærdighedssans, at en så åbenlyst uegnet person kunne blive udpeget til at regere landet. Kong Evild fik hurtigt tilnavnet ’Krøblingekongen’ blandt befolkningen.
Adelen straffede enhver kritisk røst, men det opildnede kun befolkningen yderligere, og efter halvandet år under kong Evilds styre udviklede der sig en regulær borgerkrig. Kampene bølgede frem og tilbage, indtil Krøblingekongen en dag forsvandt sporløst. Uden en konge at kæmpe for mistede adelen momentum, og Paravien valgte at gribe ind i konflikten.
Paraviske styrker krydsede grænsen og tvang i år 22 EH parterne til at acceptere en fredsaftale, der placerede den gothiske greve Erik Ahrenfelt på tronen. Antagelsen i Paravien var, at den nye konge hurtigt ville underkaste sig deres vilje, men paraverne havde tydeligvis undervurderet Erik Ahrenfelt. Han fik hurtigt kontrol over landet, og både adelen og den jævne befolkning bøjede sig for ham i respekt. Derefter drev han paraverne ud af landet, så snart de havde anerkendt hans kroning.
Optændt af forargelse satte paraverne sig for at tvinge Erik Ahrenfelt fra tronen, og det blev startskuddet til en indædt krig mellem de to riger. I år 28 EH indgik Paravien en alliance med Narabond, og ved de to rigers forenede magt formåede de over det følgende år at indtage størstedelen af Gothia. De fordrev Erik Ahrenfelt og sendte ham i landflygtighed, hvorefter de indsatte marsk Friedrich Skrappe som ny regent i Gothia, samtidig med at Gothia blev underlagt Narabond som protektorat.
Geografi
Gothia er beliggende i det nordvestlige Niraham, umiddelbart vest for Narabond og ud til Det Paraviske Hav. Mod nord grænser landet op til Norrland og dværgenes rige, Darkonien, og mod syd til det ridderlige menneskerige Paravien. Endelig har landet også grænser mod elvernes skov, Santillia, i nordøst. Denne centrale position har gjort Gothia til et samlingspunkt for områdets forskellige kulturer og racer, og man finder derfor en stor mangfoldighed i landet.
Gothia er opdelt i fire større lener, hvis grænser dog ikke er skarpt optrukne, og det kan ofte være vanskeligt at vide, hvornår man bevæger sig fra det ene len til det andet. Fordelingen er i højere grad et udtryk for, hvilket af lenerne folket i det pågældende område typisk ser sig som forbundet til. Det er ikke usædvanligt, at man kan befinde sig flere timers ridt inde i et len, for så pludselig at støde på en landsby, der hører til et andet len.
Hvert len bliver regeret af en lensherre, som ganske vist formelt er underlagt Gothias konge, men som har så vidtgående beføjelser over lenet, at de i praksis er stort set enevældige. Når en ny konge skal findes i Gothia, er det lensherrerne, der formelt udpeger vedkommende, og kongen har dermed kun sin position og magt i kraft af deres støtte. Det er derfor også fast praksis, at kongen er yderst varsom med at blande sig i lenernes anliggender. Skal kongen udstede love eller dekreter, som vil få indgribende betydning inden for et eller flere af lenerne, indhenter han ofte samtykke fra de berørte lensherrer først.
Deres store magt til trods kan lensherrerne dog selvsagt ikke være overalt, og størstedelen af deres beføjelser bliver i det daglige udlevet gennem lokale magistrater.
Hartandalen
Hartandalen udgør den nordlige del af Gothia. Det er en gæstfri egn, hvor man gerne fortæller højt og bredt om sine stolte traditioner. Lenet anses af mange som stedet, hvor den gothiske kultur først opstod, og man mener, at den første by i Gothia netop blev anlagt i Hartandalen. Det er samtidig her, størstedelen af Gothias adel har til huse, og befolkningen i lenet består i høj grad af adelige og personer fra den øvre middelklasse.
Lenets krigere er notorisk kendte for at udgøre eliten i Gothias hærstyrker. Deres primære force består i kavaleri, og Hartandalens soldater er enestående krigere, men de er også kendt for at være så stolte og ærekære, at det til tider tenderer til det dumdristige.
Hartandalen grænser op mod Darkonien, og lenet er dermed udgangspunkt for en omfattende handel med dværgene, hvilket er en medvirkende årsag til lenets store rigdom. I lenet nyder man også godt af de mange naturressourcer, der er at trække på. Der udvindes store mængder jernmalm i bjergene, ligesom man har store skove med eftertragtede gamle egetræer.
Geografien er kendetegnet ved en stor omskiftelighed. Landskabet veksler mellem bakker og dale, bjerge og dybe skove, og de fleste steder er terrænet så vanskeligt fremkommeligt, at man nærmest kun kan færdes langs kysten.
Hovedbyen i Hartandalen hedder Einarsgaard, og herfra regerer Sigvard Løfen som lensherre.
De Grønne Vidder
De Grønne Vidder befinder sig i det sydlige Gothia. Lenet huser de mest frugtbare jordstykker i Gothia og er landets primære landbrugsområde. Som følge af de gode dyrkningsforhold holder befolkningen også store flokke af kvæg og får. Ud over sine marker er De Grønne Vidder hjemsted for bjergkæden kendt som Raask’s Bjerge. Her udvinder man noget af den reneste jernmalm på Niraham, som formentlig kun er overgået af malm fra dværgenes rige, Darkonien.
Det er derfor også i De Grønne Vidder, man finder de fleste af landets smedjer, som hver dag forarbejder utallige vognlæs våben og redskaber. Så omfattende er smededriften i lenet, at det er et udbredt ordspil i Gothia at omtale Vidderne som landets ’bankende hjerte’.
I den sydvestlige del af De Grønne Vidder finder man to væsentlige byer: Saklas, som er Gothias fængselsby og huser de mest hårdkogte forbrydere, samt Ryon, der er Gothias største fæstning og fungerer som grænsepost mellem Gothia og Paravien. På grund af sin beliggenhed som grænseområde mod Paravien har Vidderne væsentligt flere fæstningsværker end de andre lener.
Befolkningen er kendt for at have en pragmatisk tilgang til livet. De forsvarer ihærdigt deres land mod fjender, men så snart striden er bilagt, vender de hjem igen og griber i stedet til ploven.
Hovedbyen i De Grønne Vidder er Griffenborg, og lensherre er Asgar Askenskjold.
Ahrenfelt Len
Ahrenfelt Len ligger i det østlige Gothia og grænser op mod Narabond og elvernes skov Santillia. Det er et af de vigtigste knudepunkter for handel i landet, og langt den overvejende del af Gothias kontakt med omverdenen foregår gennem lenet. Denne centrale position har dog også ført til, at Ahrenfelt gang på gang er blevet gjort til genstand for konflikter.
Af alle Gothias folk er befolkningen i Ahrenfelt Len dem, som har måttet lide mest nød. De er gennem tiderne blevet udsat for krige og plyndringer så mange gange, at ingen længere har tal på det. Lenets historie har dog også medført, at befolkningen har udviklet en trodsighed, der selv efter gothiske standarder betragtes som vidtløftig og tenderende til det kompromisløse. Befolkningen i Ahrenfelt Len er notorisk kendt for aldrig at bøje nakken eller give op, uanset hvilken modstand de bliver mødt af.
I disse dage, hvor Paravien har gjort sit indtog i landet, har det i særlig grad ramt Ahrenfelt Len. Her har Paravien taget magten over store landområder. Befolkningen har imidlertid ingen intentioner om at overgive sig og gør ihærdig modstand mod de invaderende styrker.
Lenets hovedby er Rakneslund. På nuværende tidspunkt er lenet uden lensherre, efter at den korrupte lensherre Fillip Montal Ahrenfelt blev fordrevet fra posten i år 22 EH.
Kongsvig
Kongsvig er Gothias hovedstad og består, ud over selve byen, også af de nærmeste landområder. Selvom lenet kun råder over et mindre stykke land, anerkendes Kongsvig formelt som et len på lige fod med de øvrige, og kongen betragtes som lensherre i området.
Tilværelsen i Kongsvig er kendt for at være god og tilfredsstillende. Der er sjældent nød eller sult, og byen er omgivet af høje kampestensmure, som holder den godt beskyttet mod fjender.
Styre
Gothia er formelt et enevældigt monarki, men den praktiske udøvelse af magten adskiller sig markant fra de traditionelle monarkiske skikke, hvor kongen regerer uindskrænket over sit folk. I stedet er livet i Gothia præget af de gamle norrlandske traditioner for lokalt selvstyre. Befolkningen lever i små samfund, hvor man tager vare på sig selv og sine nærmeste og selv udpeger sit overhoved.
Selvom folket aldrig er i tvivl om, hvem deres konge er, vil størstedelen aldrig få ham at se eller blive berørt af hans dekreter – hverken direkte eller indirekte. Kongens primære opgave er at sikre ro og stabilitet i riget, især ved at beskytte det mod udefrakommende fjender. Lykkes kongen med dette, er folket generelt tilfredse med deres regent.
I det daglige er det landets fire lensherrer, der udgør den primære magtfaktor i Gothia. De råder uindskrænket over deres lener, og det er især dem, befolkningen vil opleve at blive regeret af. Lensherrerne står for al skatteopkrævning og afregner en del af deres opkrævninger til kongen. Det er også lensherrerne, som mønstrer hovedparten af landets hærstyrker og sikrer kongen en hær til rådighed, når fjender truer.
Når en konge dør, og en ny skal vælges, er det også lensherrerne, der udpeger den nye konge, og oftest vil en af de siddende lensherrer ende på tronen. Kongen er derfor afhængig af lensherrernes opbakning for at kunne varetage sin position og vil ofte følge deres opfordringer. Den væsentligste autoritet i riget ligger således hos lensherrerne og kun i begrænset grad hos kongen.
Der er ingen særlig tradition i Gothia for at lade kongetitlen gå i arv. Slægten Sarrasin har dog gennem tiderne været nært forbundet med kronen. Landets første konge stammede fra denne familie, og siden har landet haft flere konger fra Sarrasin-slægten end fra nogen anden. I modsætning til andre monarkier, hvor kongen anses for at være udvalgt af guderne og derfor besidder en særlig religiøs autoritet, er man i Gothia meget ligefremme omkring, at kongen er udpeget af lensherrerne og kun har den autoritet, han selv kan opbygge.
Landet regeres i øjeblikket af marsk Friedrich Skrappe, som blev indsat af naborigerne Narabond og Paravien, efter at de havde fordrevet den tidligere konge, Erik Ahrenfelt. Gothias befolkning nærer ikke mange varme følelser for marsken, der bliver anset som en viljeløs lakaj for naborigerne. Ved afslutningen af krigen i år 29 EH blev Gothia desuden underlagt Narabonds herredømme som et protektorat. Dette er ikke populært blandt den trodsige gothiske befolkning, og der opstår jævnligt opstande mod det narabonske overherredømme, navnlig efter at Narabond er begyndt at omtale riget som ‘Ny-Narabond’, ‘Gammel-Gothia’ og senest ‘Nara-Gothia’.
Ud over kongen og lensherrerne har De Sande Guders kirke betydelig autoritet i riget. Befolkningen er stærkt religiøs og ser kirkens overhoveder som naturlige ledere i hverdagen. I Gothia er der en særlig forkærlighed for guden Nimar, og hans præster er hævet over de øvrige gejstlige i landet. I modsætning til resten af præsteskabet har Nimarkirken en fast position ved hoffet, og præsterne medunderskriver typisk de af kongens love, der berører religiøse anliggender.
Religion
Selvom Gothias befolkning i mange henseender er delt mellem påvirkningen fra Norrland og de mere nyskabende riger som Narabond og Paravien, findes der ingen splittelse, når det kommer til deres religiøse tendenser. Folket har entydigt og helhjertet omfavnet De Sande Guder og tolererer kun i meget begrænset omfang andre religioner, der praktiserer deres skikke i landet.
Blandt adelen og i de højere samfundslag anses det for både uciviliseret og utænkeligt at følge andre religioner. Også blandt den jævne befolkning er læren om De Sande Guder dybt forankret i tilværelsen. I visse af landets mere fjerntliggende områder, især i de dele af Hartandalen, der grænser op til Norrland, praktiseres dog stadig åndetro.
Marsk Friedrich Skrappe har klart tilkendegivet, at han – selvfølgelig – er en gudfrygtig tilhænger af De Sande Guder. Han har valgt en linje, hvor han ikke vil forfølge tilhængere af andre religioner, men forventer, at folket enten tilbeder De Sande Guder eller, hvis de ikke gør, holder deres tro meget privat.
Af alle De Sande Guder har Gothias folk traditionelt følt sig særligt knyttet til Nimar. Der er noget ved hans vise og retfærdige, men også hårde, facon, som altid har tiltalt dem. Et groft skøn vil sige, at der i Gothia er lige så mange templer indviet til Nimars ære, som der er til alle de øvrige guder tilsammen. Når man i Gothia taler om ‘kirken’ og ‘præsterne’, er det derfor ofte underforstået, at man henviser til Nimars kirke og præster.
Af samme årsag forvaltes al religion i landet hovedsageligt fra Nimars tempel i Kongsvig, der bærer navnet ‘Den Hvide Panteon’. Nimarkirken ledes af højpræst Hector de la Vero, en særdeles magtfuld skikkelse.
Relationer
Tilværelsen i Gothia har altid været præget af landets placering i brændpunktet mellem flere omkringliggende riger. Man har været nødt til at holde sig på god fod med alle for både at sikre sin egen overlevelse og udnytte landets strategisk fordelagtige handelsposition. Befolkningen har ikke haft råd til at være kræsne med deres venskaber, og man vil ofte opleve, at folket hurtigt forsoner sig med fjenderne, ofte næsten mens krigen stadig er i gang.
Forholdet til de omkringliggende riger kan med rimelighed sammenlignes med et søskendeforhold, hvor Gothia er det yngste barn. Landet udgør ikke en nævneværdig trussel mod de øvrige, men formår gennem list, diplomati og en god portion stædighed at slippe godt fra selv de værste konflikter.
Norrland
Nordvest for Gothia findes det norrlandske folk, som størstedelen af gotherne kan føre deres slægtslinjer tilbage til. Man ser stadig mange og tydelige spor af den norrlandske kultur i Gothia, og de to folkeslag har traditionelt altid haft et godt forhold. På flere områder har gotherne dog vendt deres søskendefolk ryggen, blandt andet ved at tage De Sande Guder til sig, så en fuldstændig hjertevarm relation mellem rigerne findes ikke.
Paravien
Mod sydvest ligger det paraviske rige, som sammen med Norrland har haft den største kulturelle indflydelse på Gothia. Det er fra Paravien, man har tillært sig de ædle ridderidealer, som store dele af det gothiske samfund er bygget op omkring, og mange højtstående gothere har fået deres uddannelse i Paravien. Generelt har man i Gothia altid set op til Paravien som et ideal at efterleve. Igennem de seneste år er relationen dog kølet markant af. Efter at Paravien i år 28 EH indledte en regulær erobringskrig mod Gothia sammen med Narabond, har man ikke længere betragtet Paravien med de samme positive øjne.
Narabond
Mod øst ligger Narabond, som Gothia traditionelt har haft et godt og konstruktivt forhold til. Sammen med Norrland og Paravien betragtes Narabond som et af de riger, der har været med til at forme Gothia. Handel mellem gothere og narabonere har været en kilde til stor velstand. Efter at Narabond indgik i et forbund med Paravien og krydsede landets grænser med sin hær i år 28 EH, er relationen dog blevet alvorligt forværret. Efter at Narabond underlagde sig Gothia som protektorat i år 29 EH, har landet ulmet af foragt og oprørske tanker mod Narabond.
Santillia
Nordøst for Gothia findes skovelvernes rige, Santillia. Den ældgamle elverskov grænser helt op til Gothias land, og der er stadig uenighed om, hvilke dele af skoven der tilhører de respektive racer. Særligt i Ahrenfelt Len ser man en del til elverne, da skovene er hjemsted for et stort antal af deres folk. Elverne er dog sky og omgår kun nødigt mennesker, så både handel og øvrig kontakt mellem racerne er begrænset.
Darkonien
Nord for Gothia ligger dværgenes rige, Darkonien. Kontakten mellem de to riger har altid været begrænset. Dværgene er sky, og Gothia har selv kyndige smede og god adgang til jernmalm, så ingen af dem har følt behov for at række ud. Begge parter respekterer dog hinanden og har aldrig haft årsag til at strides, så når de endelig mødes, sker det typisk i fred og fordragelighed.