Da Fanabina i år 280–272 EH sendte sit folk mod Overfladen under sortelvernes andet indtog på Niraham, indledte de på hendes bud en nådesløs krig mod elverne. Sortelverne trængte dybt ind i Eislonien og stod på sletten foran den elviske hovedstad, Eislon. Sejren var inden for rækkevidde. Da intervenerede menneskene imidlertid i konflikten og tog elvernes parti. Selvom menneskenes færdigheder var håbløst underlegne, var deres store antal i sig selv en magtfaktor, som endte med at vende krigslykken.
Sortelverne måtte trække sig tilbage, men flere tusinder blev fanget bag fjendens linjer og afskåret fra passagen til Underverdenen. De havde ingen anden mulighed end at flygte nordpå, ind i en ugæstfri bjergegn, hvor de slog sig ned og grundlagde Morkuveria – det første sortelviske samfund på Overfladen. Blandt deres racefæller i Tzest-Starnia blev de fordømt og betragtet med skam og foragt, og snart efter afskar Underverdenen al kontakt og overlod dem til deres egen skæbne.
Via deres spioner erfarede man løbende, hvordan sortelverne i Morkuveria ikke blot formåede at overleve, men spredte rædsel blandt de øvrige racer, så hverken mennesker eller elvere vovede sig ind i den egn, de havde gjort til deres egen. Gennem en række dristige udfald genvandt Morkuverias sortelvere gradvist deres racefællers respekt, og visse blandt dem vendte endda tilbage til Tzest-Starnia med ære.
Med tiden begyndte sortelverne fra Tzest-Starnia i stigende grad at søge mod Overfladen, og deres bosættelser blev både faste og veletablerede. Den tidligere foragt for sortelverne på Overfladen blev gradvist opløst, og man begyndte tilmed at omtale de racefæller, der gennem århundreder havde kæmpet mod elverne i deres eget land, med en vis ærefrygt. Blandt visse steg beundringen i en sådan grad, at sortelverne i Morkuveria blev anset som forgangseksempler – de første i historien, der havde formået at føre krigen ind på fjendens eget territorium.
Ikke alle delte dog denne opfattelse, og selv i nutiden er sortelverne stadig splittede i deres syn på Morkuveria. Formelt opretholder sortelverne i Tzest-Starnia den traditionelle foragt for livet på Overfladen, som fortsat betragtes som en skændsel mod den sortelviske levevis. Nogle af de mere nytænkende sortelviske huse er dog mere positive, og enkelte er endda gået så vidt som til at anerkende Morkuveria som en sortelvisk provins på Overfladen.
Livet i Morkuveria er dog farefuldt, og sortelverne her har i mange år levet truet af deres omgivelser. Selvom Eisloniens elvere mod sydøst har opført et storslået fæstningsværk langs grænsen til Morkuveria, foretager de stadig jævnlige fremstød ind i området. Også mennesker fra Det Chatonske Imperium har længe udvist interesse i én gang for alle at rydde Morkuveria og indlemme området som en chatonsk provins.
Trods de mange farer har sortelverne i Morkuveria trodsigt formået at forsvare deres territorium. De lever dog en isoleret tilværelse, og ingen ved med sikkerhed, hvor mange sortelvere der i dag befinder sig i området, eller hvordan de er organiseret. Mange sortelvere søger dog fortsat dertil, og som det første sortelviske hjemsted på Overfladen er Morkuveria med tiden blevet genstand for en næsten kultisk dyrkelse blandt visse fraktioner.
Udover sortelverne har Morkuveria også tiltrukket andre forfulgte sjæle, der søger et sted at dyrke deres forbudte kunster i fred. Den faldne højmager, elveren Estarian Tegiel, har højst overraskende slået sig ned i Morkuveria, efter at han i år 5 EH forbrød sig mod sin orden og drænede kraften fra det hellige livstræ i Vetas. Også Flarns ypperstepræst, orken Garûk Grish’Sapat, har fundet et fristed i Morkuveria, hvor han og hans følge ikke længere behøver at frygte forfølgelse fra Gorrums præsteskab.
Derudover har Morkuveria i det hele taget været hjemsted for mange sortblodsfolk gennem tiden – særligt efter Himmelkrigene – og især for tilbedere af De Sande Guder, der er blevet udstødt eller fortrængt af Gorrumtro stammer og derfor har søgt ly i den mørke bjergprovins.
Quel’nam
Sortelvernes bosættelser i Morkuveria ligger spredt og er godt skjult. Belært af mange bitre erfaringer har de lært, hvordan enhver større, fast bosættelse er et oplagt mål for angreb fra de omkringliggende riger, og stort set alle forsøg på at etablere fæstninger i området er endt med, at de snart er blevet angrebet og stukket i brand.
Kun én sortelvisk fæstning i Morkuveria har overlevet tidens gang: den mægtige højborg Quel’nam. Over tid er fæstningen blevet udbygget med en storslået by under jorden, og efter mange hundrede års isolation blev Underverdenens gangsystemer til sidst udvidet, så de nåede byen, som nu er indlemmet i det sortelviske rige.
Quel’nam ligger dog fortsat meget fjernt fra resten af det sortelviske samfund, og byen er præget af en noget lovløs stemning. Man finder derfor også flere sortelviske Giraktilhængere i Quel’nam end noget andet sted i Underverdenen. Byen er ligeledes kendt for sit store slavemarked, hvor alt fra adelige højelvere til zarabiske slavepiger og imperiale soldater bliver handlet. Herudover er der flere store efterretningstjenester at finde i byen, og den er et samlingspunkt for viden om de øvrige racers og kulturers bevægelser på Niraham.
Trods talrige angreb, navnlig fra Det Chatonske Imperium, har Quel’nams høje mure formået at modstå samtlige af menneskenes belejringer, og de mange forsamlede magikere har forårsaget dem store tab. Så grusomme har rædslerne været, at området omkring Quel’nam nu er et ingenmandsland, hvor lig forrådner i solen, da end ikke kragerne vover sig nær længere.
I Imperiet anses Quel’nam som et af de største og mest skændige nederlag i landets historie. For hver ny generation synes der at blive gjort nye forsøg på at indtage fæstningen, og de soldater, der formår at slippe levende fra de drabelige kampe ved Quel’nam, betragtes med respekt og er højt dekorerede veteraner i det imperiale samfund.