Da Fanabina i år 280-272 EH sendte sit folk mod overfladen under sortelvernes andet indtog på Niraham, indledte de en nådesløs krig mod mennesker og elvere. Sortelverne stod på sletten foran Eisloniens hovedstad, Eislon, og sejren syntes inden for rækkevidde. Da trådte menneskene imidlertid i karakter, og deres antal alene var nok til at vende krigslykken.
Sortelverne var tvunget til at trække sig tilbage, og adskillige tusinder blandt dem måtte erkende, at de var afskåret fra passagen til Underverdenen. Fanget bag fjendens linjer valgte de derfor at flygte mod nord ind i en ugæstfri bjergegn, hvor de slog sig ned og etablerede det første sortelviske samfund på overfladen, Morkuveria. Sortelverne i Tzest-Starnia fordømte dem for deres fejhed, og sortelverne i Morkuveria blev foragtet og lagt for had, og Underverdenen afskar snart efter kontakten og overlod dem til deres egen skæbne.
Fra sine spioner hørte man løbende nyt om, at sortelverne i Morkuveria havde spredt rædsel blandt Eisloniens elvere, og at end ikke menneskene vovede sig ind i den egn, som de havde gjort til deres egen. Gennem en række dristige udfald formåede sortelverne i Morkuveria at genvinde deres racefællers respekt, og visse blandt dem vendte tilmed tilbage til Tzest-Starnia med ære.
Med tiden begyndte Tzest-Starnias sortelvere at søge mere og mere mod overfladen, og deres bosættelser blev både faste og veletablerede. Foragten for sortelverne på overfladen blødte gradvist op, og sortelverne begyndte tilmed at omtale de racefæller, der gennem århundreder havde formået at bekæmpe elverne i deres eget land, med en vis ærefrygt. Blandt visse steg beundringen i en sådan grad, at sortelverne i Morkuveria blev anset for forgangseksempler, der som de første i historien havde formået at føre krigen mod elverne ind på fjendens eget territorium.
Ikke alle delte imidlertid den opfattelse, og selv i nutiden er sortelverne stadig splittede i deres syn på Morkuveria. Formelt opretholder sortelverne i Tzest-Starnia stadig den traditionelle foragt mod livet på overfladen, der betragtes som en skændsel mod den traditionelle sortelviske levevis. Visse af de mere nytænkende huse er dog mere positive, og enkelte er tilmed gået så vidt som til at erkende Morkuveria som en sortelvisk provins på overfladen.
Livet i Tzest-Starnia er dog farefuldt, og sortelverne her har været truet af deres omgivelser i mange år. Selvom Eisloniens elvere mod sydøst har opført et storslået fæstningsværk på grænsen mellem Eislonien og Morkuveria, foretager de løbende fremstød ind i Morkuveria. Også mennesker fra Det Chatonske Imperium har længe udvist interesse for én gang for alle at rydde Morkuveria og indlemme området som en chatonsk provins.
De mange farer til trods har sortelverne i Morkuveria trodsigt formået at kæmpe sig vej gennem tiden. De lever dog en isoleret tilværelse, og ingen ved med sikkerhed, hvor mange sortelvere der på nuværende tidspunkt befinder sig i egnen, eller hvordan de er organiseret. Mange sortelvere fortsætter dog med at søge dertil, og som følge af sin historik som sortelvernes første hjemsted på overfladen er området blevet genstand for en næsten kultagtig dyrkelse blandt visse sortelvere.
Udover sortelverne er Morkuveria også blevet et fristed for andre forfulgte sjæle, der søger et sted til at dyrke deres forbudte kunster i fred. Den faldne højmager, elveren Estarian Tegiel, har højst overraskende slået sig ned i Morkuveria, efter at han i år 5 EH forbrød sig mod sin orden og drænede kraften fra det hellige livstræ i Vestas. Også Flarns ypperstepræst, orken Garûk Grish’Sapat, har fundet et fristed i Morkuveria, hvor han og hans følge ikke længere behøver at frygte forfølgelse fra Gorrums præster.
Quel’nam
Sortelvernes bosættelser i Morkuveria ligger spredt og er godt skjult. Belært af mange bitre erfaringer har de lært, hvordan enhver større, fast bosættelse er et oplagt mål for angreb fra de omkringliggende riger, og stort set alle forsøg på at etablere fæstninger i området er endt med, at de snart er blevet angrebet og stukket i brand.
Kun én sortelvisk fæstning i Morkuveria har overlevet tidens gang: den mægtige højborg Quel’nam. Trods talrige angreb, navnlig fra Det Chatonske Imperium, har de høje mure formået at modstå samtlige af menneskenes belejringer, og de mange forsamlede magikere har forårsaget dem store tab. Så grusomme har rædslerne været, at området omkring Quel’nam nu er et ingenmandsland, hvor lig forrådner i solen, da end ikke kragerne vover sig nær længere.
I Imperiet anses Quel’nam som et af de største og mest skændige nederlag i landets historie. For hver ny generation synes der at blive gjort nye forsøg på at indtage fæstningen, og de soldater, der formår at slippe levende fra de drabelige kampe ved Quel’nam, betragtes med respekt og er højt dekorerede veteraner i det imperiale samfund.