Narabond

I Nirahams nordvestlige egne finder man det gamle og traditionsbundne kongerige Narabond. Det er et feudalt monarki, som vi kender det fra den europæiske middelalder, hvor den øverste magt i riget ligger hos en enevældig konge, der anses for velsignet og indsat af guderne.

Siden Jarcos tid har landet været regeret næsten uafbrudt af kongeslægten Narabond, der kan føre sin slægtslinje helt tilbage til Nikolai Akonos, som etablerede riget i tidernes morgen, og som stadig i dag betragtes som dets stamfader. Siden da er magten i riget blevet nedarvet igennem generationer.

Til trods for at kongen har den øverste formelle magt, ligger en meget stor del af den egentlige magt dog hos adelen og de lenshertuger, der råder og regerer i kongens navn. Kongen er afhængig af adelen til at forsyne ham med en hær, og det er sket mere end én gang i Narabonds historie, at adelen har gjort oprør mod kongen og gennemtvunget deres vilje.

På samme vis er kongen afhængig af de lokale lenshertuger til at opkræve skatter og sikre, at befolkningen holdes under kontrol. Balancen er hårfin, og kongen sidder varsomt på tronen. Både adelen og lenshertugerne tager sig derfor også meget vidtgående friheder og må kun sjældent stå til regnskab for deres handlinger.

For den jævne befolkning i Narabond er tilværelsen hovedsageligt kendetegnet ved hårdt arbejde, og størstedelen af folket er beskæftiget med enten landbrug eller håndværk. Riget har også en række større byer med en klasse af borgere, der navnlig ernærer sig ved handel, og hvis tilværelse er præget af betydelig velstand.

Forskellen mellem rig og fattig er stor, men uanset om man tilhører borgerstanden eller de lavere klasser, er springet derfra og til adelens rigdom dog enormt. Adelen ejer al jord i riget og opkræver skatter fra enhver, der bor eller arbejder på deres land. Kan man ikke betale, må man indstille sig på at leve uden tag over hovedet. Herudover er stort set alle landets hærstyrker i adelens sold, hvilket nu engang også medvirker til at sikre de lavere klassers lydighed.

Når det er relevant at nævne, er det for at tydeliggøre, at man som naraboner ikke kender til demokrati eller moderne idealer som frihed, lighed og broderskab. Tværtimod lever man i et klasseopdelt samfund, hvor alle er underlagt et strengt hierarki fra de højere samfundslag, og det må man enten affinde sig med eller sulte ihjel.

Narabond er dog også et land bygget på omfattende og kyndigt udførte love, som man med stolthed betragter som en nøglesten for samfundet. Lovene er imidlertid primært til for at sikre, at adelens og herremændenes beføjelser bliver opretholdt. For den jævne befolkning indebærer rigets love hovedsageligt, at de skal bøje nakken, betale deres skatter og passe deres arbejde.

Den eneste reelle mulighed for at ændre sin position er ved at lade sig indrullere i en af Narabonds hære og skabe sig en karriere derigennem. Militæret er derfor en hyppigt anvendt udvej for eventyrlystne ungersvende, der ønsker at komme frem i verden. Hære er der da også rigeligt af i Narabond, eftersom landet nærmest har ligget i konstant krig med mindst ét, men ofte flere, af de omkringliggende riger så langt tilbage, som nogen kan huske.

Det kan synes, som om krig ligger så dybt forankret i Narabonds kultur, at krigen både opsøger landet, men også som om Narabond selv har svært ved at slippe den. Det er dog langt fra alle Narabonds stridigheder med de omkringliggende lande, der udmønter sig i regulære krige. Mindst lige så ofte er der tale om små, lokale grænsetvister, men heller ikke disse kan Narabond se sig fri for at blive involveret i med regelmæssige mellemrum. Og ofte må også de løses med våben i hånd.

På trods af at størstedelen af Nirahams folk efterhånden kender til Narabond, har landet aldrig formået at etablere sig som et af Nirahams mest magtfulde lande – hverken ad diplomatiets eller krigens vej. Dels fordi landet ligger for langt fra civilisationens navle til for alvor at blive involveret i de større omvæltninger på Niraham, men også fordi narabonerne i bund og grund foretrækker deres gode, gamle, velkendte stridigheder frem for at søge ud og involvere sig i omverdenen.

Tilværelsen i Narabond er i det hele taget kendetegnet ved en temmelig traditionalistisk livsstil. Man værdsætter at leve en tilbagetrukket og noget isoleret tilværelse, hvor hver mand passer sit, og hvor ting helst gerne skal fortsætte, som de altid har været. Det kan derfor heller ikke overraske, at det narabonske samfund ganske vist har bekendt sig til De Sande Guders lære i århundreder, men at befolkningen alligevel stadig nærer en vis tilknytning til fortidens traditionelle åndetro.

Riget kan dog ikke se sig helt fri for forandringer, og i løbet af de seneste par generationer har man måttet erkende nødvendigheden af at følge med tiden – i hvert fald til en vis grad. Narabond er derfor så småt begyndt at åbne sine grænser for udefrakommende indflydelse og idéer og har taget en række tiltag til sig fra de omkringliggende riger.

Det er især blandt adelen og i de højere samfundslag, at man har fattet interesse for, hvad omverdenen har at byde på. Omvendt holder bønderne og den jævne befolkning stadig trodsigt fast i deres gamle, traditionelle veje.

Som et udtryk for Narabonds progressive verdenssyn skete der for få år siden noget så banebrydende som, at man tillod en kvinde, dronning Tirri Narabond, at sidde på tronen, efter at hendes mand, Valdemar Narabond II, var død. Tiden var præget af efterdønningerne fra en opslidende borgerkrig, kendt som Kanslerkrigen, og frem for at kaste landet ud i nye magtkampe valgte adelen at lade Tirri blive siddende på tronen, indtil hendes søn, Lochtar, var myndig. Hun blev derfor kronet som Narabonds første kvindelige regent.

Dronning Tirri udpegede sin bror, Adrian, som feltmarskal af Narabond og øverstkommanderende for hele rigets hær. Adrian var imidlertid en begærlig mand, og efter at have fået magten over hæren vendte han sig mod sin søster og krævede tronen i sit eget navn. Han marcherede med sin hær mod Kungstadt og indledte i år 23 EH et slag, der skulle blive det værste og mest blodige i landets historie.

I den sidste ende kunne dronning Tirri trække sig sejrrigt ud af kampen, men ikke før både hun og Adrian havde lidt store tab. Hændelsen efterlod op mod 100.000 døde og er siden blevet kendt som Slaget om Kungstadt.

Herefter begyndte det lange, tunge arbejde med at bringe Narabond på fode igen og udbedre de skader, der var sket på Kungstadt under kampene. Der skulle imidlertid ikke være fred længe. I nabolandet Emyr så man Narabonds svækkelse som en anledning til at prøve at udvide sine grænser på Narabonds bekostning. Næppe var én krig afsluttet, før en ny begyndte.

Krigsvante som man var, formåede Narabonds hær imidlertid at trænge Emyr tilbage, og over de følgende år kunne Narabonds hære trænge dybt ind i Emyrs hjerteland. Ved Slaget om Elengarz i år 27 EH blev Emyrs konge dræbt, og sejren syntes inden for rækkevidde. Krigslykken vendte imidlertid hurtigt igen. Ved Slaget om Morkenfeldt kort tid efter blev dronning Tirri selv ramt og dræbt af en fjendtlig pil. De to dødsfald satte krigen mellem Narabond og Emyr i bero, og der blev erklæret landesorg i begge riger.

I et tilfælde af snarrådig handlekraft lod Elisabeth Narabond, der var kusine til afdøde kong Valdemar, straks Valdemar og Tirris søn udråbe til konge, og han fik navnet Lochtar Narabond II. Ved samme lejlighed lod Elisabeth sig udråbe til Lochtars værge og rigskanslerinde af Narabond, hvilket i praksis gjorde hende til landets regent frem til den dag, hvor Lochtar var gammel nok til selv at kunne regere.

Både adelen og den jævne befolkning accepterede i det store hele dette kompromis. Landet var udpint af de mange krige, og ingen havde længere energien eller soldaterne til at kaste sig ud i en større strid om arveretten. For at sikre sin position yderligere var en af Elisabeths første handlinger som rigskanslerinde at indgå en militær alliance med Paravien, som forpligtede dem til at beskytte Lochtars og dermed hendes position på Narabonds trone.

Et vilkår for alliancen var imidlertid, at Narabond bistod Paravien i landets evige stridigheder med nabolandet Gothia. Snart efter måtte Narabonds hær derfor igen sætte i bevægelse. Ved den forenede magt fra Narabonds og Paraviens hære formåede man at tilegne sig kontrollen over Gothia, og i år 29 EH blev Gothia udråbt som et protektorat under Narabond, hvor en ny og mere medgørlig konge blev indsat på Gothias trone.

Udmattede af de mange krige begyndte Narabonds adel at sætte spørgsmålstegn ved Elisabeths evne til at regere, og uroen ulmede i krogene. Flere adelige ønskede i stedet en mandlig rigskansler med større militær erfaring, men Elisabeth nægtede at bøje sig og gjorde det klart, at hun ikke frivilligt afgav sin position. Hun var afholdt af den jævne befolkning og havde i kraft af sin bedstefar, den afdøde kong Lochtar Narabond I, også et stamtræ, der vakte respekt. Herudover viste hendes alliance med Paravien sin værdi, eftersom ingen af Narabonds adelige havde de nødvendige styrker til for alvor at true hende.

Elisabeth udnyttede sin gunstige position til at byde den uregerlige adel trods. I år 32 EH frasagde hun sig positionen som rigskanslerinde og lod sig i stedet krone som dronning af Narabond. Det var en åbenlys provokation af adelen, der vidt og bredt hviskede om, at hun var en gemen tronraner, og at hendes handling var udtryk for højforræderi. Ingen turde imidlertid udfordre Elisabeth direkte, så uanset den politiske uro blev hendes tiltrædelse af tronen gennemført uden større opstandelse.

Det er i denne tid, vi nu finder Narabond. Som et krigshærget land, splittet af intern uro og præget af adskillige års opslidende krige med de omkringliggende riger. Selvom dronning Elisabeth har taget tronen, udnytter adelen og rige herremænd hendes sårbare position til at rane magt til sig, og landet ligger derfor hen i en betydelig grad af lovløshed.

Geografi

Det narabonske rige er inddelt i fem lener: Nordlenet, Vestlenet, Østlenet, Sydlenet og Midtriget. Fire af de fem lener regeres af en lenshertug, som ganske vist er underlagt kongens love, men som derudover regerer enerådigt i sit len. Det femte len, Midtriget, har traditionelt altid været under ledelse af kongen selv, selvom kongen dog typisk har overladt den egentlige forvaltning af lenet til lokale magistrater.

Denne opdeling er resultatet af en borgerkrig, der fandt sted for flere hundrede år siden. Før det bestod riget blot af én fælles enhed, men for at stække den enevældige konges magt gennemtvang adelen en opdeling af landet, sådan at kongen fremover ville være afhængig af deres støtte for at kunne opkræve skatter og forene landets hære.

Lenshertugerne udpeges af kongen selv, og det ses tit, at han giver positionen som belønning til en loyal støtte, der har været kronen tro igennem vanskelige tider. Lige så ofte sker det dog, at positionen gives til en adelig, som i nødens stund kan stille store hærstyrker eller pengebeløb til rådighed for kongen. Det er heller ikke uset, at et len er blevet overdraget til en politisk fjende for derigennem at købe vedkommendes loyalitet med gods og guld.

Der er enorm rigdom og magt forbundet med titlen som lenshertug, så det er en eftertragtet position. Titlen er dog aldrig mere sikker, end at den også hurtigt kan mistes igen. Af og til sker det, at en svag eller upopulær lenshertug bliver tvunget til at frasige sig positionen enten af kongen eller af rivaliserende adelige, der ønsker at gennemtvinge et magtskifte i lenet.

Lenshertugen skal dermed formå at holde sig på god fod med både konge, adel og befolkning i lenet og lever ofte en kompliceret tilværelse. Mange gange ender lenshertugen da også blot som en symbolsk skikkelse, der plejer sine egne interesser og overlader lenet til at klare sig selv.

Midtriget

Midtriget er det største og rigeste af lenerne og også det len, hvor landets hovedstad, Kungstadt, er beliggende. Det er herfra, at Narabonds konger i umindelige tider har regeret, og det er hjemsted for mange af de magtfulde personer i riget, der i det daglige har deres gang ved kongens hof.

Midtriget er også kendt under tilnavnet Akonia, et navn, der kan føres tilbage til Narabonds grundlægger, Nikolai Akonos. Efter at have forenet det land, vi i dag kender som Narabond, og have konverteret befolkningen til De Sande Guder, lod han sig udråbe som landets første konge, og siden har hans slægt regeret.

Befolkningen i Midtriget er stolte, ærekære og anser typisk sig selv for at være mere sande narabonere end befolkningen i resten af riget. Det er også primært befolkningen herfra, der omtaler Midtriget som Akonia, og de ser det som et udtryk for den særstatus, lenet i deres øjne har sammenholdt med resten af Narabond.

Udover at være rigets magtcentrum er det også dets kulturelle samlingspunkt. Poeter, kunstnere og alverdens lykkeriddere valfarter hertil og bliver gavmildt belønnet for deres anstrengelser. Vi finder ligeledes Narabonds religiøse centrum, Basilikaen, her. Det er et prægtigt tempel dedikeret til De Sande Guder og er det næststørste tempel på Niraham, kun overgået af Jarcos hellige tempel i Etos.

I år 22 EH udbrød en stor brand, der medførte, at store dele af Basilikaen brændte ned til grunden, men i de efterfølgende år har befolkningen arbejdet hårdt for at genrejse templet til fordums storhed. Det nye tempel, der blev opført på Basilikaens ruiner, har fået navnet Valdemars Lys.

Som borger i Narabond kan ingen være i tvivl om Basilikaens betydning, og alle gejstlige i landet med respekt for sig selv vil mindst én gang i deres liv have rejst dertil for at bede.

Nordlenet

Nordlenet har traditionelt altid været en egn præget af store konflikter. Lenet ligger langt fra Kungstadt og er omgivet af stridende folkeslag og nationer på alle sider, der i umindelige tider har gjort lenet til en kampplads for deres kontroverser.

Selvom det er det fattigste og mindst sofistikerede af Narabonds lener, har det alligevel altid haft en helt særlig betydning i kraft af, at de lukrative handelsruter til dværgenes rige, Darkonien, fører igennem lenet. Derudover grænser lenet op til Roul-Assin i nord og elverriget Santillia i vest. Begge er lande, som Narabond har haft betydelige konflikter med igennem årene, og hvor der selv i fredstid udspiller sig vedvarende grænsestridigheder.

I årene efter Himmelkrigene gjorde også Det Chatonske Imperium sit indtog i lenet. Det skete som led i, at de marcherede gennem den norrlandske region, kendt som Dragegabet, ind i Nordlenet for ad den vej at forsøge at invadere Narabond. Endelig er Nordlenet igen og igen blevet angrebet af hærgende horder af sortblodsfolk fra Rustbjergene i nord samt af invaderende sortelvere fra Underverdenen.

Ingen andre steder i Narabond er der så mange og konstante stridigheder. På grund af de evindelige trusler har Narabonds konger gennem årene været nødt til at udstationere talrige militære styrker i Nordlenet for at opretholde freden. Forsøgene på at skabe ordnede forhold har dog kun haft ringe effekt, og igennem den seneste årrække, hvor Narabondslægten har været svækket og rigets styrker optaget af kampe andre steder, er Nordlenet sunket hen i en noget nær permanent tilstand af lovløshed.

Indtil år 12 EH var baron Thorin Rahr indsat som lenshertug af Nordlenet. Han var anerkendt som en magtfuld og nogenlunde retfærdig mand, som med støtte fra et kompagni af lejesoldater fra Løvenborg på Plen formåede at opretholde en vis stabilitet. Da Thorin Rahr vendte tilbage til Plen, blev den rouliske marsk Mardo af Keltos i år 14 EH udpeget som lenshertug. Marsken var imidlertid ikke videre populær, og befolkningen i lenet var ikke meget for at lade sig regere af en rouler.

Kun få år senere blev marsk Mardo kaldt til hoffet, hvor kongen lod ham arrestere og sætte i husarrest på baggrund af anklager om korruption og magtmisbrug. Efter kong Valdemars død i år 22 EH overgik marsken til et regulært fangenskab, og hans sidste formelle handling var at underskrive et dekret, hvori han overlod posten som lenshertug af Nordlenet i dronning Tirris hænder.

Positionen er nu overgået til Victoria Narabond, der er datter af dronning Elisabeth Narabond. Foreløbig har hun dog ikke gjort meget for at rette op på forholdene i lenet.

Vestlenet

Vestlenet har traditionelt altid været det mest rolige og produktive af alle Narabonds lener. Det er en tilbagetrukken egn, hvis befolkning først og fremmest udmærker sig ved landbrug. Vestlenet har derfor tilnavnet “Narabonds spisekammer”. Lenet er også kendt for sine fremragende håndværkere og kyndige handlende, og der er en udbredt opfattelse af, at Vestlenet er en stabil og velhavende egn, hvor ingen for alvor kan siges at mangle noget.

Internt er lenet opdelt i fire større baronier: Ravnsburg, Goldberg, Stormhede og Fyrenborg. De ejer stort set al jord i lenet og har nedsat et råd, som bistår lenshertugen i alle anliggender, og som udgør lenets egentlige magtcentrum. Herudover findes også et mindre femte baroni, Winterburg, der er beliggende tæt ved grænsen til Gothia, men som ikke har plads i rådet.

De fredelige tilstande i Vestlenet har ført til, at mange narabonere fra resten af landet søger dertil, når krigen bliver dem for meget. I det øvrige Narabond går fortællingerne livligt om, hvordan Vestlenet altid har arbejde til alle og mad i overflod. Det er en fortælling, som man i Vestlenet gerne selv bidrager til – ikke fordi man har nogen intention om at tage imod enhver, som rejser dertil, men fordi det giver lenet adgang til at vælge og vrage mellem en konstant tilgang af dygtige håndværkere, bønder og handlende.

Sandheden er nok nærmere, at lenet blot er sluppet en anelse mere nådigt fra de seneste års stridigheder end resten af Narabond. Det værner man i Vestlenet meget ihærdigt om skal fortsætte, og lenets beboere er derfor med tiden blevet meget varsomme over for forandringer.

Lenshertugen i Vestlenet er Arlan Weisserstein, en ilter og temperamentsfuld herre. Han fik positionen som belønning for sin loyalitet over for Narabondslægten, men hans kontroversielle personlighed har skabt ham en del fjender.

Østlenet

Østlenet er det mindste af Narabonds lener, og med sin placering på den modsatte side af indhavet, Akos-see, er det også det af lenerne, som har den mindste indflydelse på livet ved hoffet. Lenet er imidlertid langt fra ubetydeligt af den grund. Tværtimod.

Østlenet har traditionelt altid udmærket sig inden for krigens kunst. Dets krigsakademier nyder anerkendelse som selve rygraden i Narabonds militær, og de er respekteret vidt og bredt, selv uden for Narabonds grænser.

Det er dog en position, man har fået mere af nød end af egen lyst. Østlenet har været genstand for noget nær konstante stridigheder med nabolandet Emyr. Selv i fredstid ulmer der grænsestridigheder mellem de to lande, og der foretages konstante togter frem og tilbage over grænsen. Man finder derfor også storslåede fæstninger og forsvarsværker overalt i Østlenet, ligesom der konstant er soldater på march, som patruljerer langs den østlige grænse mod Emyr.

På grund af lenets udsatte position og militære tendenser er det kendt, at soldater fra Østlenet trænes hårdere og mere krævende end noget andet sted i Narabond, og de er med god grund respekterede overalt, hvor de kommer frem.

For den jævne befolkning kan livet i Østlenet dog være hårdt og ubarmhjertigt. Lenets beboere har vænnet sig til altid at være på vagt og klar til at drage i krig, og fra de er gamle nok til at kunne holde om et sværd, bliver alle drengebørn oplært i at kæmpe med det.

Lenshertugen i Østlenet er William De’André, som sammen med resten af den magtfulde og velhavende De’André-familie har til huse i byen Rådstad, hvor de regerer over lenet fra familiens overdådige palæ. Udover deres umådelige rigdom er De’André-familien også kendt for sin ubrydelige loyalitet til Narabondslægten.

Sydlenet

Sydlenet er det af Narabonds lener, som traditionelt altid har været det rigeste og højest udviklede. Lenet er beliggende umiddelbart ud til Kamirrhavet og rummer de største og væsentligste af Narabonds havnebyer. Det er af samme årsag også hjemsted for hovedparten af landets handels- og krigsskibe.

Den langt overvejende del af al handel mellem Narabond og resten af Niraham finder sted enten i Sydlenet eller igennem handelsfolk med hjemsted her. Det er i det hele taget et len, hvor handelen er i fokus, og hvor enorme summer skifter hænder hver eneste dag.

Udover at huse et utal af handlende er Sydlenet også hjemsted for diplomater, intellektuelle, videnskabsmænd, akademikere samt endeløse mængder lykkeriddere. I omverdenen bliver Sydlenet ofte omtalt som “Porten til Narabond”, siden langt de fleste personer, der ankommer til Narabond, gør det gennem lenet.

Lenshertug i Sydlenet er Filip Narabond, der er søn af den nuværende dronning, Elisabeth Narabond, og tidligere flådeofficer. Det er alment kendt, at lenshertugen i Sydlenet i højere grad køber sig til magten, end han gør sig fortjent til den, og for Filip Narabonds vedkommende har han opnået store rigdomme på at leje eskorteskibe ud til de handlende. Han har skabt sig noget nær et monopol på området, og gennem en række påfaldende hændelser, hvor ueskorterede skibe er blevet plyndret og sunket, har de handlende lært ikke at udfordre hans autoritet.

Det forhold, at Sydlenet er et sted, hvor stort set alt kan købes og gøres op i penge, har ført til, at lenet også har tiltrukket et utal af lyssky elementer og fået ry for at være noget af en røverrede. I lenet har man imidlertid gjort en kunst ud af at lukrere på situationen. Ikke mindst ved at gøre viden og informationer fra de mange udefrakommende til en væsentlig handelsvare. Sydlenet er dermed også kendt for at være Narabonds primære informationskilde, og rygterne vil, at selv dronningen er bekymret for, hvilke oplysninger hendes søn, lenshertugen, har om hende.

Styre

4 EJ – 49 EJ:	Nikolai Akonos
49 EJ – 192 EJ:	Valdemar Narabond
192 EJ – 243 EJ:	Hieron Narabond
243 EJ – 301 EJ:	Asmund Narabond
301 EJ – 398 EJ:	Lukas Narabond
398 EJ – 533 EJ:	Ragnar Narabond
533 EJ – 587 EJ:	Asmund Narabond II
587 EJ – 611 EJ:	Ranulf Narabond
611 EJ – 687 EJ:	Ranulf ”den yngre” Narabond
687 EJ – 740 EJ:	Arn Narabond
740 EJ – 799 EJ:	Ragnar Narabond II
799 EJ – 847 EJ:	Asmund Narabond III
847 EJ – 939 EJ:	Arn Narabond II
939 EJ – 1012 EJ:	Sigvald Narabond
1012 EJ – 1022 EJ:	Toke Narabond
1022 EJ – 1065 EJ:	William Narabond
1065 EJ – 1400 EJ:	*Ingen konge. Fem lenshertuger regerede landet*
1400 EJ – 1428 EJ:	Filip Narabond
1428 EJ – 1449 EJ:	Wilhelm Narabond
1449 EJ – 1 EH:	Lochtar Narabond
1 EH – 9 EH:	Nikolai Narabond II
9 EH – 14 EH:	*Rigskansler Victor van Hessen regerede landet.*
15 EH – 21 EH:	Valdemar Narabond II
21 EH – 27 EH:	Tirri Narabond
27 EH – 32 EH:	Lochtar Narabond II (under værgemål)
32 EH – nu:	Elisabeth Narabond

Siden kongeriget Narabond blev etableret, har det fulgt en streng monarkisk styreform, hvor magten over riget er blevet nedarvet fra far til søn gennem generationer. Hvis kongen en sjælden gang imellem er død uden sønner, er magten i stedet gået til den nærmeste levende mandlige slægtning.

Kongen er rigets enerådende hersker, og hans ord er lov. Han betragtes som indsat af Nimar selv, og set gennem en naraboners øjne er kongens ord dermed, bogstaveligt talt, hellige. Det er en forståelse, der ligger dybt indlejret i den narabonske kultur, og blandt befolkningen er det en selvfølge, at naturens orden kun er komplet med Narabondslægten ved magten.

Udover deres position som rigets historiske kongeslægt har Narabondfamilien også en særlig, nærmest mytisk status i folkets øjne. De er ikke blot simple dødelige, men af rindernes slægt og kan dermed føre deres slægtslinje helt tilbage til Jarcos udvalgte forkyndere.

Uanset hvor ophøjet kongen er, kan han ikke være alle steder på én gang. Kongen er afhængig af opbakning fra rigets højere lag for at have midlerne og styrkerne til at udøve sin magt, og i det daglige er det fast etableret, at magten i Narabond reelt er delt i tre: kongen, adelen og kirken.

Der kan ikke være tvivl om, at kongen og Narabondslægten rent formelt er rigets øverste autoritet. At fornægte deres ret til at herske er at udfordre selve den grundpille, som hele det narabonske samfund hviler på. Rigets største militære magt ligger imidlertid hos adelen. Uanset at Narabondslægten har sin egen hær under kronen, består langt størstedelen af landets styrker af soldater, der tjener adelen.

For at kunne beskytte landets grænser og føre krig mod omkringliggende riger er kongen afhængig af adelens opbakning. Adelen har da også tidligere i Narabonds historie vist, at de ikke holder sig for gode til at afsætte en upopulær konge ved hjælp af militær magt.

Kongens forhold til kirken er præget af samme gensidighed. Ganske vist er kongen indsat af guderne, men i dagligdagen er det præsterne, der belærer folket om gudernes vilje og dermed også om deres syn på kongen. For at sikre folkets velvilje er kongen derfor også afhængig af opbakning fra De Sande Guders kirke. Som med alt andet kommer deres støtte dog med en pris.

På nuværende tidspunkt er Narabond regeret af dronning Elisabeth Narabond, efter hun i år 32 EH krævede tronen i eget navn. Elisabeth har vist sig som en stærk og kyndig regent, der gennem en strategisk alliance med Paravien har sikret sig så stor militær opbakning, at ingen åbent har turdet udfordre hendes position. I år 31 EH døde Elisabeths mand, den folkekære Arl-præst Eric von Schultzbern, som hun fik fem børn med.

Dronning Elisabeth har, som alle andre narabonske regenter før hende, sit hovedsæde i Narabonds hovedstad, Kungstadt. Til at vejlede og bistå med rigets forvaltning omgiver hun sig med en forsamling af betroede rådgivere, kaldet Liljens Råd. Rådets virke er præget af fortrolighed, og selv det nøjagtige antal medlemmer er ukendt.

Religion

I Narabond er læren om De Sande Guder den ubetinget mest udbredte religion og anses som en grundpille i det narabonske samfund. Overalt i riget findes templer indviet til De Sande Guder. Det største og mest betydningsfulde af disse er Basilikaen, der ligger umiddelbart uden for Kungstadt. Basilikaen er ikke kun Narabonds religiøse hjerte, men udgør også en betydelig magtfaktor på resten af Niraham, hvor den er det næststørste religiøse centrum efter Stortemplet i Etos.

I år 22 EH brød en omfattende brand ud i Basilikaen, og store dele af den prægtige bygning blev flammernes bytte. Siden har folket arbejdet hårdt for at genskabe templet, og det genopførte tempel er nu åbent for menigheden. Til ære for kong Valdemar Narabond, der døde året inden bygningen brændte, har det nye tempel fået navnet Valdemars Lys.

Af alle guderne er det særligt Nimars visdom, der har tiltalt Narabonds folk. Narabonerne er dybt tiltrukket af hans stærke, faderlige autoritet og omsorg, og de ser det som en selvfølge, at det også er i hans navn, Narabondslægten udøver sit styre. Det er dog også velset at tilbede mange af de andre guder, hvoraf navnlig Jorin, Gasnian og Ragil er populære. Desuden nyder Rasnassolins lære stigende tilslutning i disse år.

Omvendt har folket længe næret en udtalt modvilje mod tilbedere af Girak, Fanabina og Dilarna. Selvom det forventes, at alle guderne anerkendes og respekteres, er netop disse guder svært ildesete, og åbenlys tilbedelse af dem udsættes ofte for had og forfølgelse.

Fremmede kulturer har derimod frihed til at tilbede og praktisere deres egne guder i Narabond, og undertrykkelse af andre religioner er ikke videre udbredt. Sande narabonere forventes dog at tilbede De Sande Guder, selvom en del af befolkningen stadig bekender sig til den gamle åndetro.

De seneste år er narabonernes engang så klippefaste religiøse tilhørsforhold dog blevet udfordret. I år 22 EH forsøgte dronning Tirri at gennemføre en reformation i Narabond, hvis formål var at konvertere hele rigets befolkning til læren kendt som Den Monopatiske Kirke, i overensstemmelse med en doktrin udstedt fra Stortemplet i Etos.

Der var tale om en afvigelse fra den traditionelle tilbedelse af De Sande Guder, da alle guderne ikke længere skulle være ligestillede. Inden for den monopatiske lære skulle Nimar, Rina, Gasnian og Jorin anses for mere ærværdige end de øvrige guder og derfor værdsættes og tilbedes højere. Tilhængere skulle desuden bede ligeværdigt til disse fire, hvilket ville bryde med traditionen, hvor folket ofte dedikerer sig til én specifik gud.

Selvom dronning Tirri og en stor del af Narabonds præster tilsluttede sig Den Monopatiske Kirke, skete det under store folkelige protester. Et så traditionsbundet land som Narabond ændrer ikke sin religion fra den ene dag til den anden – slet ikke når den udgør en essentiel hjørnesten i samfundet.

Opstanden i Narabond var så voldsom, at præsteskabet i Etos truede med både ekskommunikation og en kirkelig inkvisition, hvis ikke befolkningen fulgte reformationen. Lige lidt hjalp det dog. Modstanden fortsatte kun med at vokse, og ved dronning Tirris død i år 27 EH erklærede Narabonds præsteskab, at riget ville vende tilbage til den traditionelle tilbedelse af De Sande Guder.

Også på resten af Niraham mistede Den Monopatiske Kirke opbakning, og da præsteskabet i Etos vejrede stemningen, trak de deres støtte. Snart forlod de sidste monopatiske forkyndere Narabond og overlod landet til sin traditionelle tro.

Relationer

Det narabonske rige har traditionelt altid været både et samlingspunkt for fremmede kulturer og racer og et yndet krigsmål for netop de samme. Befolkningen har derfor ofte et noget ambivalent forhold til de omkringliggende riger.

Roul-Assin

Nord for Narabond finder vi riget Roul-Assin. Det er et gammeldags og traditionalistisk samfund, som Narabond har haft gentagne krige og grænsestridigheder med. Igennem en lang periode var Roul-Assin underlagt Narabond som vasal. Som belønning for deres bistand ved Slaget om Kungstadt blev Roul-Assin imidlertid frigivet efter slaget. Siden har der været nogenlunde fredeligt mellem de to riger, men gammelt fjendskab dør kun langsomt, og stemningen er stadig præget af mistro.

Emyr

Mod øst ligger Emyr, der er et velorganiseret og meget militært funderet rige. Selvom Narabond og Emyr deler en stor del af deres kultur og også i øvrigt har mange fællestræk, har de efterhånden ligget i krig så længe, at der ikke længere er mange varme følelser imellem dem. Den seneste krig forløb frem til år 27 EH, hvor både Emyrs konge og Narabonds dronning blev dræbt i kampene. Herefter fandt krigen sin afslutning, og begge lande har respekteret freden siden.

Paravien

Sydvest for Narabond er det ridderlige samfund Paravien beliggende. Folket her er stolte, ærekære og står ved deres ord. De er igennem tiden også altid kommet narabonerne til hjælp, når nøden var størst. Man ser i Narabond op til kulturen i Paravien som et ideal til efterlevelse, og mange narabonere af højere stand har fået deres opdragelse i landet. Som led i bestræbelserne på at skabe opbakning om sin position har dronning Elisabeth Narabond da også indgået en nær alliance med Paravien.

Gothia

Vest for Narabond findes det isolerede og tilbagestående samfund Gothia. Landet befinder sig i et brændpunkt mellem Narabond, Paravien og Norrland, og alle tre lande har gennem tiden forsøgt at gøre krav på dets strategisk vigtige placering. Ved afslutningen på krigen i år 29 EH blev Gothia underlagt Narabond som protektorat, og der blev indsat en medgørlig marsk på rigets trone. Siden har man i Narabond omtalt Gothia med de mindre flatterende udtryk ‘Ny-Narabond’, ‘Gammel-Gothia’ og ‘Nara-Gothia’.

Santillia

I det nordvestlige Narabond findes elverskoven Santillia. De to kulturer synes at være fanget i en endeløs strid om, hvor elvernes skove ophører, og menneskernes land begynder – en konflikt, der virker umulig at afklare ad diplomatisk vej. Over de seneste år er stridighederne kun vokset, og i år 32 EH udbrød der en regulær krig, som efter et års træfninger endte med en skrøbelig fred uden nogen klar vinder af konflikten.

Darkonien

Vest for Narabond finder man dværgenes sagnomspundne rige, Darkonien. Dværgene er anerkendte overalt på Niraham for deres enestående evner som håndværkere. De væsentligste af alle handelsruter til Darkonien går igennem Narabond, og narabonerne tjener gode penge på at købe og handle med dværgenes varer. Man kan dog ikke helt se sig fri for en vis misundelse af dværgenes rigdom, så ikke alle deres handelsvarer bliver erhvervet på hæderlig vis.