Norrland

I de fjerneste nordvestlige egne af Niraham, på den anden side af Darkonien og Rustbjergene, bor et folkefærd helt ud til Ishavet. De er kendt som norrlændinge, og deres land kaldes Norrland. Landet består af fire særskilte riger, og der er dermed ikke tale om ét samlet land, men om flere små. Navnet ‘Norrland’ er derfor i højere grad en fællesbetegnelse for selve området end navnet på en egentlig og veldefineret nation.

På samme vis er der heller ikke én entydig norrlandsk kultur. Hvert af de fire norrlandske riger har deres egne særpræg og traditioner, der ganske vist har en del lighedspunkter, men som ikke med nogen rimelighed kan siges at være ens. Forholdet mellem de norrlandske riger kan bedst sammenlignes med en familie bestående af flere slægtsgrene, der er forbundet gennem et fælles ophav, men som derudover lever adskilte tilværelser og har hver deres skikke og livssyn.

Der er således store variationer i både kultur, levevis og sprog, afhængigt af hvilket af Norrlands riger man befinder sig i, ligesom man også vil opleve en del interne stridigheder mellem de forskellige riger. Uden for Norrlands grænser står norrlændinge til gengæld tæt sammen, og trues deres land af ydre fjender, lægger de straks alle indre konflikter til side for at stå skulder ved skulder.

Fælles for alle norrlændinge er, at de barske vilkår i deres hjemland har gjort dem til et hårdført folk, der ikke blot formår at overleve, men decideret trives selv under de mest udfordrende levevilkår. De er dygtige jægere, trænede krigere og fremragende søfolk. Norrlandske skibe sejler Nirahams have tynde, og deres handelsmænd er respekterede, hvor end de kommer frem.

I efteråret og vintermånederne lever norrlændingene en isoleret tilværelse uden nævneværdig kontakt med omverdenen, og de bruger de kolde dage på at jage og samle, hvad der er at finde af føde.

Om foråret og sommeren bliver der dyrket og høstet den smule, som landet har at byde på, men udbyttet er begrænset, og folket er afhængige af at handle sig til mange livsfornødenheder. Lige så snart isen bryder op om foråret, drager de norrlandske skibe derfor ud i verden for at sælge de skind, håndværk og smykker, som er blevet forarbejdet i løbet af vinteren. Med sig tilbage bringer de fødevarer og andre nødvendigheder.

Så respekterede de er i fredens stund, lige så frygtede er norrlændinge dog, når det kommer til vold. Folket gør, hvad de må for at overleve, og har vinteren været særlig kold, eller er høsten slået fejl, sker det, at norrlændingene sejler ud på regulære plyndringstogter for at tage, hvad de mangler, med magt.

Med til billedet hører dog, at den norrlandske kultur generelt er mere kontant end andre, og at man ikke skyer eller ringeagter vold på samme måde som i de omkringliggende riger. Det er ikke nødvendigvis udtryk for, at vold er norrlændingenes første eller eneste middel til at løse konflikter, men de ser det som et praktisk redskab til at afklare stridigheder og skabe fred.

Som norrlænding er man afhængig af at kunne stole på sine nærmeste for at overleve, og samfundet har derfor ikke plads til splittelse eller ufred. Kan man ikke finde en mindelig løsning på en strid, må man ty til andre midler for hurtigt og effektivt at få den ud af verden, så den ikke ødelægger sammenholdet.

Gør to slægtninge krav på det samme land, eller ønsker de begge den samme person til ægtefælle, er det en fuldt ud accepteret del af kulturen, at de griber til næverne og finder en vinder for så senere samme aften at drikke øl sammen, når de har afklaret deres uenighed.

Den samme tilgang har norrlændingene til de omkringliggende riger. Der er konstant en eller anden form for stridigheder i gang med de andre riger, typisk over Norrlands noget diffuse grænser, og norrlændingene må derfor regelmæssigt forsvare deres land mod udefrakommende.

Mange gange hilses den slags skærmydsler velkommen, da de giver norrlændingene en mulighed for at bevise deres værd og holde deres våbenkundskaber ved lige. Og må man afgive land til fjenden efter en i øvrigt hæderlig kamp, så må det være sådan, når den værste skam over nederlaget har lagt sig.

På den baggrund anser norrlændingene det også for helt naturligt at tage på togt ind i nabolandene, når sulten bider i maven, for at lade våbnene afgøre, hvem der har bedst ret til den mad, som man der har gemt af vejen til vinteren.

Med til den norrlandske kultur hører også, at folket er notorisk egenrådige. De har en udtalt frihedstrang og nægter at lade sig kue eller undertrykke. Deres indædte modvilje mod at indordne sig under andres begrænsende styre har ført til, at det norrlandske samfund primært består af små, løse bosættelser og kun har få større byer.

Beboerne i Norrland lever for det meste i mindre, lokale samfund kaldet ‘hirder’. Hver hird består af mellem 50 og 100 personer, der oftest omtales som ‘hirdmænd’, og som bliver ledet af en fælles stærk høvding.

I de fleste tilfælde har høvdingen opnået sin position ved at udmærke sig som kriger, jæger eller handelsmand, men det sker også, at visse ældre høvdinge bliver udpeget, fordi de enten er forældre eller bedsteforældre til størstedelen af hirden og derigennem har en naturlig autoritet. Hirden er sædvanligvis yderst loyal over for høvdingen, og egentlige magtkampe mod en høvding ses sjældent.

Både i hirden og de forskellige familier lægger man afgørende vægt på den enkeltes personlige formåen. Norrlændinge går ikke, som andre kulturer, op i statussymboler eller nedarvede titler. I stedet vurderes hver norrlænding ud fra sine færdigheder inden for jagt, håndværk eller krigskundskab, såvel som sin evne til at skaffe mad på bordet og bidrage til hirdens bedste.

Der skelnes af samme årsag ikke mellem mænd og kvinder i hirden. Norrlændingene bedømmer folk ud fra deres evner og egenskaber, og kvinder har lige så gode muligheder for at høste anerkendelse som mænd.

Som følge af de barske vilkår, de lever under, og nødvendigheden af altid at kunne stole på sin hird, har begreber som ære og troværdighed fået en helt central betydning i det norrlandske samfund. En norrlænding er aldrig mere værd end sit ord, for hvilken nytte har man af at have hirdens bedste kriger ved sin side, hvis man ikke kan stole på, at vedkommende bliver stående og holder sin plads, når det kommer til kamp? Det værste, der kan ske for en norrlænding, er at måtte bryde sit ord, og den hårdeste straf af alle er at blive erklæret æreløs.

Som et karakteristisk udtryk for dette er det kun sjældent, at norrlændinge lærer at læse og skrive. I samfundets top er man afhængig af at kunne udtrykke sig på skrift og vil derfor typisk lære det, men hos resten af det norrlandske samfund ses det sjældent. Dels fordi akademiske færdigheder i det hele taget ikke tillægges stor betydning, medmindre de kan omsættes til en måde at skaffe mad på bordet. Men også fordi det at holde sit ord er så essentielt for en norrlænding, at mundtlige aftaler og løfter altid vil blive overholdt og derfor er unødvendige at skrive ned.

Særligt de handlende lægger en ære i altid at holde, hvad de har lovet, og de betragter det som en fornærmelse, hvis folk ikke stoler på deres ord. At kræve en skriftlig aftale fra en norrlandsk handlende anses for at være en grov ærekrænkelse.

Geografi

Norrland er opdelt i fire riger. Der er ikke fastlagt nogen præcise grænser mellem dem, og der er i højere grad tale om kulturelle grænser end en klar geografisk opdeling. Ofte er grænserne mellem de fire riger et resultat af selve landet og naturen. Store dele af Norrland ligger fx ud til havet, hvor folket har tilpasset deres levevis og skikke til livet dér, hvilket adskiller sig væsentligt fra tilværelsen hos de norrlændinge, der i stedet bor oppe i bjergene.

Hvorvidt en hird hører til det ene eller andet rige afhænger derfor primært af, hvor de er bosat, og hvilket af rigerne de traditionelt har haft knyttet det stærkeste bånd til. Inden for hvert af Norrlands riger nærer man til gengæld en indædt følelse af fællesskab, og norrlændinge anser sig i væsentlig højere grad som en del af kulturen i deres rige end som en del af et fælles norrlandsk folk. Møder man norrlændinge fra Thorondis, vil de derfor sjældent angive, at de kommer fra Norrland, men vil i stedet med stolthed oplyse, at de er fra Thorondis.

Når resten af Niraham har for vane blot at skære norrlændinge over én kam og betragte dem som et samlet folk, er det dermed ikke kun en fejl, men tenderer også til en fornærmelse.

Thorondis

Thorondis er det største af de norrlandske riger og udgør den nordlige halvdel af det norrlandske fastland, hvor Darkondiska udgør den sydlige. Landet kan groft inddeles i tre områder: Rimsletten i vest, de træ- og bjergfyldte egne omkring Fyndnisskoven i syd og den snefyldte tundra langs Iskysten i nord.

Livet er koldt og barskt i Thorondis, og selv efter norrlandske standarder bliver tilværelsen i riget anset for at være udfordrende. Da Thorondis ligger så nordligt, og kulden bider hårdt og dækker landet i sne store dele af året, er der kun få områder, hvor det er muligt at dyrke noget. Befolkningen ernærer sig i stedet primært ved jagt og fiskeri og formår også at holde en respektabel bestand af får.

Størstedelen af floderne og kysterne fryser til is om vinteren, hvilket gør sørejser til og fra Thorondis vanskelige og begrænset til sommerhalvåret. Derfor er det også almen tale i landet, at kun desperate tåber vover sig ud på længere rejser, når vinteren står for døren.

Der er en udbredt enighed i Norrland om, at folkets historie har sin oprindelse i Thorondis. Det var her, de første folk slog sig ned og blev til det norrlandske folk, vi kender i dag. Thorondis har derfor en helt særlig plads i alle norrlændinges hjerter, og folket her har da også typisk ganske høje tanker om sig selv. Den nære tilknytning til Norrlands historie medfører desuden, at folket i Thorondis har knyttet stærke bånd til fortiden og dens skikke. De er passionerede omkring gamle traditioner og dyrker dem mere ihærdigt, end man ser i resten af Norrland.

Herudover er norrlændinge fra Thorondis kendt for at være frembrusende og ligefremme, ligesom hovmod er et udbredt træk hos dem. De er meget bevidste om deres eget værd og ser ingen grund til at lægge skjul på det. Størstedelen af de krigere, der bevæger sig uden for Norrlands grænser, er typisk også fra Thorondis.

Tronen i Thorondis har stået tom, siden den tidligere konge, Erik Fridgjordsson, kendt som ‘Røde Orm’, gik bort i år 33 EH. Efter hans død har der udspillet sig en blodig magtkamp om herredømmet i Thorondis, som endnu ikke har fundet en vinder.

Darkondiska

Darkondiska udgør den sydlige halvdel af det norrlandske fastland, med Thorondis som den nordlige. Landet består af høje bjergkæder med dybe dale imellem, hvor vandet løber fra bjergene i store floder, som gør landet grønt og frugtbart. Dette, samt rigets mere sydlige placering, gør det yderst velegnet til landbrug, og størstedelen af Norrlands fødevarer dyrkes her.

Bjergsiderne bliver brugt til skovhugst, ligesom der hyrdes får, geder og køer på skråningerne. Mulighederne for jagt er også gode. Undergrunden er desuden rig på malm, som dværgene i Darkonien udvinder og forædler og derefter handler med norrlændinge for fødevarer og træ. Som følge af adgangen til dværgenes handelsvarer har Darkondiska udviklet en rig handelskultur. En meget stor del af de handlende, man møder både inden for og uden for Norrlands grænser, vil derfor være fra Darkondiska.

På grund af de mange bjergkæder er jorden imidlertid knap, og folket har for længst fyldt hver en dyrkningsegnet dal ud. Siden god agerjord er så eftertragtet, foregår der konstant små skærmydsler og togter mellem de forskellige dale.

Darkondiskas tætte relation med dværgene har sat sine spor mange steder i samfundet. Blandt andet pryder norrlændinge fra Darkondiska sig ofte med prægtige smykker og har tradition for selv i fredstid at bære rustninger af pladelameller med overdådige hjelme. I modsætning til hvad tilfældet er i resten af Norrland, bliver mådehold ikke anset for en værdi i Darkondiska. Tværtimod lægger man stor ære i at vise sin velstand frem.

Gennem deres nære relation til dværgene og righoldige adgang til bjergenes metaller har Darkondiska længe udlært de bedste smede – ikke bare i Norrland, men også blandt størstedelen af de omkringliggende lande og kulturer.

Konge i Darkondiska er Hedon ‘Rødskæg’ Ingvarssøn.

Landiska

Landiska er en norrlandsk ø, som ligger cirka to dages sejlads nordvest for det øvrige Norrland. Øen er gold og øde, med få bevoksninger, og den domineres af moser, bjerge samt store områder med tundra og klippefyldte sletter. Befolkningen lever hovedsageligt af fiskeri og udvinder jernmalm fra bjergene, som er af høj kvalitet og øens primære handelsvare.

På grund af den begrænsede kontakt til omverdenen har Landiskas befolkning udviklet en række særegne skikke og har fået ry for at være både uligevægtige og aggressive. Disse træk kan delvist forklares med, at øen i århundreder er blevet brugt som eksil for fredløse. Frisk blod er derfor oftest kommet til øen i form af mennesker, der allerede var udstødte og sjældent mentalt stabile.

Selv blandt andre norrlændinge betragtes folk fra Landiska med en vis forsigtighed, og man foretrækker generelt at holde kontakten med dem på et minimum. Deres ry for uberegnelighed har dog gjort Landiskas folk til frygtede og formidable krigere. I kamp har de en tendens til at hidse sig op til en tilstand, hvor frygt bliver ukendt for dem. Herefter kaster de sig ind i kampens hede uden tanke på konsekvenser eller taktik. På grund af deres vane med at gå i kamp iført hele dyreskind kaldes Landiskas krigere for ‘bersærkere’ – dem, der bærer bjørnehuder.

I dagligdagen er Landiskas folk kendt som modige og dygtige isfiskere. De er stærkt overtroiske og reagerer voldsomt på enhver form for trolddom. For at beskytte sig mod ond magi bærer de ofte talismaner og lykkebringende amuletter.

Landiskas regent er dronning Ravna Nøkvigsdatter, også kendt som ‘Havdronningen’.

Dragegabet

Dragegabet er en stribe lavland, der ligger langt øst for det øvrige Norrland. Det strækker sig gennem et bjergpas nord om Kuldens Mur og forbinder Narabond og Roul-Assin i vest med Det Chatonske Imperium i øst.

Befolkningen i Dragegabet var traditionelt af norrlandsk afstamning, men på grund af områdets fjerne beliggenhed har kontakten til resten af Norrland altid været begrænset. Folket blev kendt som ‘drekierne’ og formåede kløgtigt at handle med de omkringliggende riger, hvilket gjorde dem umådeligt rige og gav dem ry for at være både dygtige og opportunistiske handelsfolk.

I år 9 EH indledte Det Chatonske Imperium en omfattende erobringskrig mod rigerne i vest. Under kampagnen indtog de Dragegabet og begyndte systematisk at fordrive drekierne fra området. Efter en lang og opslidende krig mod Narabond blev Imperiet dog til sidst tvunget ud af området igen, hvorefter Narabond overtog kontrollen med Dragegabet. Senere, efter Slaget om Kungstadt, tiltvang Adrian sig magten over Dragegabet og underkastede befolkningen et nyt brutalt rædselsregime.

Ved begivenheden kendt som Adrians Bryllup i år 29 EH blev store dele af Dragegabet lagt øde. Kort efter blev området overrendt af sortblodsfolk, hvilket tvang de fleste tilbageværende norrlændinge på flugt. Siden da har kun få og spredte grupper af norrlændinge beboet området. Ved et kongething i år 34 EH opgav norrlændingene håbet om nogensinde igen at kunne etablere et ordnet samfund i Dragegabet og frasagde sig derfor alle rettigheder til området.

Roul-Assin

En fortælling om de norrlandske riger vil ikke være komplet uden også at nævne Roul-Assin. Selvom det ikke er en del af landet, føler man i Norrland et nært slægtskab til roulerne. Der er mange kulturelle lighedspunkter og værdifællesskaber mellem de to riger, og norrlændinge og roulere kommer typisk godt overens med hinanden. Af samme årsag er mange norrlændinge bosat i Roul-Assin og omvendt, og begge folkeslag kan færdes frit i hinandens riger.

Styre

Selvom Norrland primært består af små, lokale samfund, er tilværelsen i landet dog alligevel præget af et relativt klart hierarki. De forskellige mindre samfund betegnes som ‘hirder’, og hver hird ledes af en høvding. En hird kan enten være en landsby eller en forsamling af personer, der bor i det samme område, men det kan også være et fagligt fællesskab som en jagtgruppe eller en kampenhed.

En meget succesfuld høvding har muligheden for at erhverve sig positionen som stormand. Det indebærer, at et antal øvrige høvdinge sværger en ed til vedkommende og i kraft af den ed underlægger sig stormandens dømmekraft. Høvdinge, som er edsbundne til en stormand, vil fortsat være overhoveder for deres hird, men de har mulighed for at gå til stormanden for at få afklaret tvister med andre høvdinge.

De fire norrlandske riger er alle inddelt i mindre jarledømmer, som hver er ledet af en jarl. Modsat høvdinge og stormænd er jarlen udpeget af kongen og agerer dermed ikke på folkets vegne, men på kongens. Som jarl udpeger kongen typisk en stormand, som i forvejen har vist sig kyndig og loyal. Jarlerne fungerer som kongens repræsentanter og står blandt andet for at forkynde og håndhæve love samt opkræve skatter.

Øverst i det norrlandske hierarki står de fire konger eller dronninger, som regerer over Norrlands riger. De udpeges ved særligt indkaldte kongething, hvor rigets jarler samt udvalgte stormænd og medlemmer af kongeslægten deltager. Også Roul-Assins regent inviteres efter gammel skik for at sikre, at beslutninger ikke kan ende i stemmelighed. Positionen som konge går ikke naturligt i arv. Sædvanligvis vælger thinget dog en ny regent inden for kongeslægten. Valget sker på baggrund af vidnesbyrd om, hvilken slægtning til den afdøde regent der har den rette karakter og støbning.

Kongen har reelt kun begrænset indflydelse på almindelige norrlændinges liv. Hovedparten af deres styre finder sted igennem jarlerne, og kongens formål er primært at være en samlende skikkelse i krigstid og at varetage landets interesser udadtil i forhold til resten af Nirahams riger.

Religion

Norrlændingene har altid været kendt som det mest indædte åndetro folkeslag på Niraham. Man finder derfor stort set ingen norrlændinge, som har ladet sig konvertere til De Sande Guder. Blandt norrlændingene omtaler man sin religion som ‘vættetroen’, og den har en helt unik og særpræget karakter, der ikke kendes andre steder.

Den norrlandske åndetro beror på, at der findes vætter overalt omkring os, der bestemmer alle menneskers skæbne. Vætterne kan både skænke lykke og ulykke, og deres vilje er nogle gange flygtig, mens de andre gange kan spinde en hel skæbne for resten af ens liv.

Blandt norrlændingene gør man sig derfor altid store bestræbelser på at holde sig på god fod med vætterne, og man bringer dem mange gaver og ofringer året rundt. Vætterne kommunikerer med menneskene gennem tegn og symboler, og norrlændingene lægger derfor også stor værdi i at tyde disse. Det, der blandt andre folkeslag blot bliver slået hen som tilfældigheder og overtro, betragtes af norrlændingene med usvigelig sikkerhed som tegn fra vætterne. Og for dem, der forstår sig på vætternes vilje og formår at tyde deres tegn, er der stor lykke at finde.

Til det formål har de goder (mænd) og gydjer (kvinder), som står vætterne nær og har indsigt i deres vilje. De kan tale til og med vætterne og tolke deres tegn for folket. Goder og gydjer har derfor en meget høj status i det norrlandske samfund, og det er en meget stor ære at have indblik i vætternes vilje på den måde.

Der er utallige ritualer og traditioner forbundet med at behage vætterne, ligesom goderne og gydjerne har evnen til at kaste særlige runesten, der kan give et indblik i, hvilken fremtid vætterne har udset sig for den enkelte. Udover deres indsigt i vætternes vilje er de norrlandske goder og gydjer kendt for deres store viden inden for urter og urtekundskab. De praktiserer derudover en afart af druidemagi, som i Norrland anses for en hellig kunst, der betegnes som ‘sejd’.

Hver gang norrlændingene påtager sig et større, betydningsfuldt hverv, vil de ofte hidkalde en gode eller gydje til at kaste runesten og gå i forbøn med ånderne for at sikre held med foretagendet. Derigennem får de religiøse skikkelser også stor indflydelse på hverdagen, og deres spådomme er for eksempel udslagsgivende for, om det norrlandske folk drager i krig eller påbegynder en større handelsekspedition.

Relationer

Selvom de norrlandske riger er meget forskellige, har folket dog et stærkt fællesskab, når det kommer til deres ageren over for andre lande og kulturer. Er du først ven af én norrlænding, er du ven af dem alle, men det samme gælder også for fjendskaber.

Roul-Assin

Man betragter fortsat roulerne som en norrlandsk kultur, og selvom der er opstået en del forskelle på deres levevis igennem årene, anses de for beslægtede på lige fod med fætre og kusiner. Det behagede ikke norrlændingene, at roulerne i sin tid lod sig konvertere til De Sande Guder, men det blev dog tolereret. Efter at roulerne i år 23 EH blev frigivet fra deres vasalskab under Narabond og vendte tilbage til åndetroen, har det kun forbedret relationen mellem de to lande yderligere.

Darkonien

Dværgenes folk prises højt af norrlændingene, og der hersker en udtalt gensidig respekt mellem de to kulturer. I Norrland handler man ihærdigt med Darkoniens dværge, som nyder godt af norrlændingenes adgang til træ og fødevarer, ligesom Norrland udgør en handelspost for dværgene, hvor de kan afsætte deres varer i sikkerhed. Herudover nærer norrlændingene også stor faglig respekt for de enestående færdigheder, dværgene har inden for smedekunsten.

Narabond

Norrlands folk har til alle tider haft et noget ambivalent forhold til Narabond. Det narabonske folk deler en del af deres værdier og har længe udgjort en værdifuld handelspartner. Narabonds konstante hang til krig og deres evindelige forsøg på at påtvinge deres omverden læren om De Sande Guder har dog givet anledning til betydelig skepsis. Forholdet er forværret markant, efter at Narabonds tropper først besatte Dragegabet og siden indgik en alliance med Paravien, hvor de to lande i fællesskab invaderede Gothia og forsøgte at tvinge dets befolkning til at frasige sig åndetroen.

Det Chatonske Imperium

Efter chatonernes invasion af Dragegabet i år 9 EH har der ikke været ytret ét venligt ord mellem de to riger. Imperiet fortrængte de norrlandske folk, der beboede egnen, og mange af dem, der ikke frivilligt flygtede derfra, blev dræbt. Flygtningene fra Dragegabet bosatte sig i resten af Norrland, og så længe de lever til at huske og fortælle om Imperiets overgreb, er det sikkert, at der ikke vil blive næret varme følelser for Det Chatonske Imperium.

Gothia

Syd for Norrland findes det gothiske rige, hvis befolkning historisk har været af overvejende norrlandsk afstamning. Med tiden er kulturen i Gothia ganske vist blevet udvandet og blandet med andre folkeslag, navnlig Paravien og Narabond, men store dele af Gothias levevis har stadig et tydeligt norrlandsk ophav. Efter invasionen fra Narabond og Paravien har Gothia rakt ud mod Norrland og anmodet om militær hjælp, men uden at møde opbakning fra de norrlandske regenter.

Santillia

Modsat mange af Nirahams andre kulturer har norrlændingene ikke et klart og veldefineret syn på elverne i Santilliaskoven. Kulturelt betragter man dem som skabt af bedrageriske vætter og derfor som en utroværdig og mindreværdig race. Omvendt gør elverne sjældent stor skade, og de blander sig heller ikke nævneværdigt i Norrlands affærer, så sædvanligvis tolereres deres tilstedeværelse, når blot de ikke er til besvær.