På nuværende tidspunkt lever et stort antal sortelvere en farefuld tilværelse på overfladen, fjernt fra deres racefæller i sortelvernes historiske hjem i Tzest-Starnia, og det anses efterhånden som acceptabelt, at sortelvere drager til overfladen i jagten på hæder og berømmelse. Det har dog langt fra altid været sådan.
Første gang sortelvere slog sig ned på overfladen var ved afslutningen på sortelvernes andet indtog på Niraham i år 280-272 FJ. Her var mange sortelvere ved krigens afslutning blevet afskåret fra deres racefæller og måtte nødtvungent slå sig ned i den egn nordvest for Eislonien, vi kender som Morkuveria. I umindelige tider var sortelverne i Morkuveria de eneste af deres art på overfladen, og i Tzest-Starnia betragtede man dem som forrædere, der gav afkald på deres sande tilværelse for i stedet at leve som deres svorne fjender, de lyse elvere.
Med tiden blev Morkuveria dog også et symbol på, at sortelvere kunne begå sig på overfladen, og at man kunne føre krigen ind på de andre racers territorier. Efterhånden udviklede der sig en tilbøjelighed til, at politiske og religiøse afvigere, der førhen blot var blevet dræbt, nu i stedet blev sendt til overfladen, så deres død trods alt kunne komme racen til gode. Her spredte de skræk og rædsel blandt mennesker og elvere, og nogle formåede endda at opnå så stor anseelse, at de blev taget til nåde og på ny tilladt at vende hjem. Med tiden udviklede det sig til, at hele huse, der var faldet i unåde i Tzest-Starnia, valgte at drage mod overfladen. Også sortelvere, der havde skabt sig fjender i Tzest-Starnia, søgte tilflugt på overfladen i nogle år, indtil livet i Underverdenen var sikkert igen.
Et udslagsgivende vendepunkt blev, da Fanabina gik bort under Himmelkrigene, og kejserinde Izmya befalede sortelverne at konvertere til Dilarna. Mange nægtede trodsigt at følge hendes bud, hvilket førte til en regulær udrensning blandt sortelverne, hvor mange Fanabina-tro valgte at søge i sikkerhed på overfladen. Da Fanabina herefter begyndte at besvare sine tilhængeres bønner i år 8 EH, udmøntede stridighederne sig i en regulær borgerkrig i Underverdenen, og da Izmya siden blev dræbt i år 13 EH, var det nu de Dilarna-tro sortelvere, der i stort antal søgte mod overfladen for at undgå forfølgelse.
Fælles for sortelverne på overfladen er, at de stort set alle har en fortid som enten afvigere eller udstødte fra Tzest-Starnia. Selv dem, der er flygtet til overfladen for at undslippe forfølgelse, har gjort det med åbne øjne om, at de derved vendte sortelvernes traditionelle levevis ryggen.
Kulturen blandt overfladens sortelvere er derfor præget af et væsentligt mere udtalt frisind, end hvad man kender og ville tolerere i Underverdenen. Tilværelsen på overfladen er også betydeligt mere farefuld. Omgivet af mennesker, elvere, dværge og sortblodsfolk er livet en konstant kamp for overlevelse, og overfladens sortelvere er derfor ofte hårdføre og mere kontante end deres racefæller i Tzest-Starnia.
Når livet er en konstant kamp for overlevelse, må man også give afkald på visse principper, og blandt overfladens sortelvere vil man derfor opleve et væsentligt mere pragmatisk livssyn, end hvad tilfældet er i Underverdenen. Det nedarvede princip blandt sortelverne om kvindernes overherredømme, Rex Domina, praktiseres væsentligt mere lempeligt på overfladen, og der bliver regelmæssigt indgået alliancer med de øvrige racer, uanset at sådanne forbund ville blive betragtet som en vederstyggelighed blandt sortelverne i Tzest-Starnia.
Uanset at sortelvernes bosættelser på overfladen betragtes som en kulturel afvigelse i Underverdenen, har det efterhånden fået så fast en karakter, at en række territorier på overfladen nu reelt betragtes som sortelvisk territorium. Flere sortelvere har nu også opholdt sig over jorden så længe, at de reelt betragter overfladen som deres hjem. Dog kan ingen af dem sige sig fri for, at tilværelsen i Tzest-Starnia er en del af deres identitet, og selv de sortelvere, der aldrig har oplevet det prægtige, underjordiske rige, længes instinktivt efter det. Når alt kommer til alt, vil tilværelsen på overfladen aldrig blive andet og mere end et nødvendigt onde for sortelverne.
Styre
Overfladens sortelvere er, som deres racefæller i Underverdenen, formelt underlagt kejserindens befalinger. Det har dog vist sig umådeligt vanskeligt for magthaverne i Tzest-Starnia at opretholde magten over deres racefæller på overfladen, ikke mindst da det er næsten umuligt for dem at håndhæve deres autoritet, og fordi overfladens sortelvere meget ofte har søgt dertil netop for at undslippe de besnærende rammer i Underverdenen.
Livet på overfladen er derfor kendetegnet ved en udtalt autonomi, og selvom de sortelviske magthavere længe gjorde sig bestræbelser på at bevare kontrollen, stod det med tiden tydeligt, at det var en mere og mere illusorisk magt, de udøvede på overfladen. Efter kejserinde Izmyas død i år 13 EH opgav Underverdenen definitivt at bevare kontrollen over sortelverne på overfladen, og herefter blev de overladt til at tage vare på sig selv. Selv efter at kejserinde Akisra overtog tronen i år 27 EH, har hun ikke gjort sig nogen nævneværdige bestræbelser på at få bugt med de uregerlige sortelvere på overfladen.
Magten over overfladens sortelvere ligger derfor navnlig i hænderne på de huse – og ikke mindst husfruer – der har etableret sig som magtfaktorer på overfladen. Visse huse har dog bevæget sig så langt væk fra Underverdenens traditioner, at også mænd kan besidde magtfulde positioner, og for første gang i racens historie ses det nu, at selv mænd kan være overhoveder for huse på overfladen.
Sortelverne på overfladen er dermed navnlig underlagt magtstrukturen i deres eget hus, og man vil fortsat opleve den traditionelle rivalisering mellem husene. Tilværelsen er imidlertid præget af en pragmatisk tilgang, og hvis ydre fjender truer, lægger husene straks deres indbyrdes stridigheder bag sig og står sammen som et fælles folk. Fra tid til anden sker det tilmed, at huse på overfladen frivilligt afgiver magten til en fælles husfrue for at lede dem gennem vanskelige tider – en praksis, der ville være aldeles uhørt i Underverdenen.
Religion
Da religiøs afvigelse gennem tiden har været en af de væsentligste bevæggrunde bag, at sortelvere har bosat sig på overfladen, synes det indlysende, at man derfor også nu finder en meget stor variation i, hvilke guder overfladens sortelvere tilbeder. De bekender sig ganske vist alle til De Sande Guder, men derudover er der ikke nogen dogmatisk rettesnor i forhold til, hvad der er god skik.
Den mest udbredte lære er uden tvivl Fanabinas. De gamle traditioner hænger stadig ved, og de fleste sortelvere føler et helt særligt tilhørsforhold til Fanabinas veje. Hun er deres moder og skaber, og hver eneste af hendes gerninger tiltaler dem. Hovedparten af sortelverne på overfladen bekender sig til hendes lære, og det er da også blandt Fanabinas folk, at man finder både de mest magtfulde husfruer og de mest indflydelsesrige præster.
Også mange sortelvere på overfladen bekender sig til Dilarna. Overfladen var i mange år det eneste sikre tilflugtssted for dem, der havde støttet Izmya og deltaget i hendes religiøse udrensning af Fanabina-tro sortelvere, og efter Izmyas død søgte mange af hendes mest loyale tilhængere tilflugt på overfladen.
Troen på Tara og Gasnian er ligeledes udbredt, særligt blandt magikyndige sortelvere. Selv blandt overfladens sortelvere anses deres tilhængere dog ofte for at være svage og handlingslammede. Endelig er der også nogle få tilhængere af Girak og Flarn. Det er imidlertid guder, der ikke er velsete blandt sortelverne, og tilbedelsen af dem vil derfor typisk ske i smug.