På nuværende tidspunkt lever et stort antal sortelvere en farefuld tilværelse på overfladen, fjernt fra deres racefæller i sortelvernes historiske hjem i Tzest-Starnia, og det anses efterhånden som acceptabelt, at sortelvere drager til overfladen i jagten på hæder og berømmelse. Det har dog langt fra altid været sådan.
Første gang sortelvere slog sig ned på overfladen, var ved afslutningen på sortelvernes andet indtog på Niraham i år 280-272 FJ. Her var mange sortelvere ved krigens afslutning blevet afskåret fra deres racefæller og måtte nødtvungent slå sig ned i den egn nordvest for Eislonien, vi kender som Morkuveria. I umindelige tider var sortelverne i Morkuveria de eneste af deres art på overfladen, og i Tzest-Starnia betragtede man dem som en skændsel, der gav afkald på deres sande tilværelse for i stedet at leve som deres svorne fjender, de lyse elvere.
Med tiden blev Morkuveria dog også et symbol på, at sortelvere kunne begå sig på overfladen, og at man kunne føre krigen ind på de andre racers territorier. Efterhånden udviklede der sig en tilbøjelighed til, at politiske og religiøse afvigere, der førhen blot var blevet dræbt, nu i stedet blev sendt til overfladen, så deres død trods alt kunne komme racen til gode. Her spredte de skræk og rædsel blandt mennesker og elvere, og nogle formåede endda at opnå så stor anseelse, at de blev taget til nåde og på ny tilladt at vende hjem. Med tiden udviklede det sig til, at hele huse, der var faldet i unåde i Tzest-Starnia, valgte at drage mod overfladen. Også sortelvere, der havde skabt sig fjender i Tzest-Starnia, søgte tilflugt på overfladen i nogle år, indtil livet i Underverdenen var sikkert igen.
Et udslagsgivende vendepunkt blev, da Fanabina gik bort under Himmelkrigene, og kejserinde Izmya befalede sortelverne at konvertere til Dilarna. Mange nægtede trodsigt at følge hendes bud, hvilket førte til en regulær udrensning blandt sortelverne, hvor mange Fanabinatro valgte at søge i sikkerhed på overfladen. Da Fanabina herefter begyndte at besvare sine tilhængeres bønner i år 8 EH, udmøntede stridighederne sig i en regulær borgerkrig i Underverdenen, og da Izmya siden blev dræbt i år 13 EH, var det nu de Dilarnatro sortelvere, der i stort antal søgte mod overfladen for at undgå forfølgelse.
På nuværende tidspunkt finder man et ganske stort antal sortelvere på overfladen, navnlig i de nordlige områder omkring Morkuveria, Narabond og Imperiet, men visse også så langt sydpå som Aihlann Bachir. Mange er der for at søge tilflugt fra en usikker skæbne i Underverdenen, mens andre er udstødte, der mod deres vilje er blevet tvunget dertil. Andre igen er der som udsendinge for det sortelviske folk, herunder for at handle med mennesker og spionere, eller for at bevogte en af nedgangene til Underverdenen. Endelig finder man også en del sortelvere, der ser overfladen som en mulighed for at slå deres navn fast og skabe sig et renomé. I det indbyrdes hierarki blandt sortelverne på overfladen har det afgørende betydning, om man er sendt dertil i et ærinde, eller opholder sig der, fordi man er udstødt fra samfundet i Tzest-Starnia.
Det vil dog aldrig være en påskønnelsesværdig tilværelse at leve på overfladen. Sande sortelvere hører til i Underverdenen, og at opholde sig over jorden er en uværdig skæbne. Selv det at blive sendt til overfladen for en kort tid vil blive set som nedværdigende, og at være nødsaget til at opholde sig der i længere tid vil være et prestigetab, som sortelvere vil gøre sig store bestræbelser på at undgå. Overfladen er beskidt og uciviliseret. Det er et sted, man udnytter – ikke et sted, man bor.
De sortelvere, som ankommer til overfladen og blinkende træder ud i den skærende sol, vil hurtigt erkende, at kulturen på overfladen er anderledes end, hvad de er vant til i Tzest-Starnia. Livet på overfladen er farefuldt. Sortelverne er her omgivet af mennesker, elvere, dværge og sortblodsfolk på alle sider, og når tilværelsen er en konstant kamp for overlevelse, må man give afkald på visse principper. Blandt overfladens sortelvere vil man derfor opleve et væsentligt mere pragmatisk livssyn end, hvad tilfældet er i Underverdenen. Det nedarvede princip om kvindernes overherredømme, Rex Domina, praktiseres væsentligt mere lempeligt på overfladen, og der bliver regelmæssigt indgået alliancer med de øvrige racer, uanset at sådanne forbund ville blive betragtet som en vederstyggelighed blandt sortelverne i Tzest-Starnia.
Selvom sortelverne på overfladen betragtes som afvigere, har de efterhånden opholdt sig der så længe, ikke mindst i Morkuveria, at der er opstået en tendens til fra tid til anden at omtale overfladen som sortelvernes ottende provins. Folket her vil dog aldrig få nogen politisk magt eller indflydelse, og i bedste fald vil det land, de har bosat sig på, blive betragtet som en sortelvisk koloni. Selv de sortelvere, der er født på overfladen og aldrig har kendt nogen anden tilværelse, betragter Tzest-Starnia som deres sande hjem. Livet på overfladen vil selv for dem aldrig blive andet og mere end et nødvendigt onde.
Styre
Overfladens sortelvere er, som deres racefæller i Underverdenen, formelt underlagt kejserindens befalinger. Det har dog vist sig umådeligt vanskeligt for magthaverne i Tzest-Starnia at opretholde magten over deres racefæller på overfladen, ikke mindst da det er næsten umuligt for dem at håndhæve deres autoritet, og fordi overfladens sortelvere meget ofte har søgt dertil netop for at undslippe de besnærende rammer i Underverdenen.
Livet på overfladen er derfor kendetegnet ved en udtalt autonomi, og selvom de sortelviske magthavere længe gjorde sig bestræbelser på at bevare kontrollen, stod det med tiden tydeligt, at det var en mere og mere illusorisk magt, de udøvede på overfladen. Efter kejserinde Izmyas død i år 13 EH opgav Underverdenen definitivt at bevare kontrollen over sortelverne på overfladen, og herefter blev de overladt til at tage vare på sig selv. Selv efter at kejserinde Akisra overtog tronen i år 27 EH, har hun ikke gjort sig nogen nævneværdige bestræbelser på at få bugt med de uregerlige sortelvere på overfladen.
Magten over overfladens sortelvere ligger derfor navnlig i hænderne på de huse – og ikke mindst husfruer – der har etableret sig som magtfaktorer på overfladen. Visse huse har dog bevæget sig så langt væk fra Underverdenens traditioner, at også mænd kan besidde magtfulde positioner, og for første gang i racens historie ses det nu, at selv mænd kan være overhoveder for huse på overfladen.
Sortelverne på overfladen er dermed navnlig underlagt magtstrukturen i deres eget hus, og man vil fortsat opleve den traditionelle rivalisering mellem husene. Tilværelsen er imidlertid præget af en pragmatisk tilgang, og hvis ydre fjender truer, lægger husene straks deres indbyrdes stridigheder bag sig og står sammen som et fælles folk. Fra tid til anden sker det tilmed, at huse på overfladen frivilligt afgiver magten til en fælles husfrue for at lede dem gennem vanskelige tider – en praksis, der ville være aldeles uhørt i Underverdenen.
Religion
Da religiøs afvigelse gennem tiden har været en af de væsentligste bevæggrunde bag, at sortelvere har bosat sig på overfladen, synes det indlysende, at man derfor også nu finder en meget stor variation i, hvilke guder overfladens sortelvere tilbeder. De bekender sig ganske vist alle til De Sande Guder, men derudover er der ikke nogen dogmatisk rettesnor i forhold til, hvad der er god skik.
Den mest udbredte lære er uden tvivl Fanabinas. De gamle traditioner hænger stadig ved, og de fleste sortelvere føler et helt særligt tilhørsforhold til Fanabinas veje. Hun er deres moder og skaber, og hver eneste af hendes gerninger tiltaler dem. Hovedparten af sortelverne på overfladen bekender sig til hendes lære, og det er da også blandt Fanabinas folk, at man finder både de mest magtfulde husfruer og de mest indflydelsesrige præster.
Også mange sortelvere på overfladen bekender sig til Dilarna. Overfladen var i mange år det eneste sikre tilflugtssted for dem, der havde støttet Izmya og deltaget i hendes religiøse udrensning af Fanabinatro sortelvere, og efter Izmyas død søgte mange af hendes mest loyale tilhængere tilflugt på overfladen.
Troen på Tara og Gasnian er ligeledes udbredt, særligt blandt magikyndige sortelvere. Selv blandt overfladens sortelvere anses deres tilhængere dog ofte for at være svage og handlingslammede. Endelig er der også nogle få tilhængere af Girak og Flarn. Det er imidlertid guder, der ikke er velsete blandt sortelverne, og tilbedelsen af dem vil derfor typisk ske i smug.