Paravien

I det vestlige Niraham finder vi det traditionsrige, gamle riddersamfund Paravien, der igennem århundreder har været betragtet som et lysende forbillede blandt store dele af Nirahams andre riger, eftersom det var Paravien, der i tidernes morgen fostrede det første højadelige riddersamfund, og landet har siden været set som et ideal til efterlevelse.

Blandt mange af Nirahams øvrige kulturer finder man derfor træk, der har et klart paravisk ophav, og blandt de øvrige riger lægger man da heller ikke skjul på, at man bevidst forsøger at efterleve de noble paraviske traditioner. Det er navnlig blandt adelen i Narabond og Emyr, at man ser den paraviske kultur som noget af det ypperligste, man kan håbe på at opnå, og et meget stort antal adelssønner bliver hvert år sendt til Paravien for at få deres opdragelse.

Selv blandt de af Nirahams riger, der ikke forherliger den paraviske kultur eller opsøger en tilværelse efter paravisk forbillede, har man stadig stor respekt for de noble idealer, der praktiseres i Paravien. Landet har dermed altid, både før som nu, været kendetegnet ved en stor anseelse i sin omverden.

Ridderkulturen er fortsat et stærkt fremherskende træk ved tilværelsen i Paravien. Den gennemsyrer hvert eneste led i samfundet, og alt, hvad rigets borgere foretager sig, både høj som lav, kan på den ene eller anden måde føres tilbage til den. Det er således ikke kun et ideal, der hører Paraviens adel til. Tværtimod binder ridderkulturen hele riget sammen og udgør en nøglesten i samfundets sociale orden.

Begreber som retfærdighed, ære og anseelse er gennemgående træk i alle samfundslag, og selv den laveste staldknægt lægger stor vægt på at udføre sit arbejde godt og samvittighedsfuldt og på aldrig at stjæle, lyve eller begå sig uhæderligt.

Landet er også kendetegnet ved et fintmasket net af love og forordninger, der forpligter både høj og lav. Befolkningen går meget op i vigtigheden af at overholde disse, og Paravien er et af de få lande på Niraham, hvor selv kongen vil undskylde og gøre bod, hvis han har forbrudt sig mod loven.

Samfundsstrukturen i Paravien er bygget op om et stærkt feudalt princip, som vi kender fra middelalderen i vores egen verden. Det er et monarki, som regeres af en konge, men hvor selve jorden i riget ejes af godt og vel 40 adelsmænd. Deres jorder betragtes som selvstændige lener, og inden for hvert len regerer lensherren uindskrænket. Lensherrerne lader jorden forpagte af et stort antal tyende, der får ret til at dyrke jorden mod at betale lensherren en årlig afgift i guld samt stille mænd til rådighed for lensherrens hær.

Lensherrerne råder over hver sin private hær, og de er dermed også rigets egentlige militære magt. Kongens autoritet beror dermed navnlig på magten til at samle adelen og deres hære om sit banner, når landet trues af udefrakommende fjender.

Paravien er i almindelighed kendetegnet ved et meget udtalt klasseopdelt samfund, hvor der tydeligt sondres mellem høj og lav. Øverst i samfundet befinder den adelige elite sig, der råder over alt gods og guld i riget, og under dem findes den jævne pøbel, som i overvejende grad består af bønder, der lever på herremandens jord og må lystre sin herre i et og alt.

Det sociale skel er noget nær ubrydeligt, og landets adel har i århundreder bestået af de samme familier. Den simple bonde har ingen muligheder for at avancere i samfundet, og for en paraver forekommer det tåbeligt overhovedet at forestille sig, at det skulle kunne ske. Denne samfundsopbygning giver en stabilitet i riget, der er stort set uhørt i de omkringliggende riger. Alle borgere kender deres plads og ser det som en nobel pligt at udføre sit hverv.

I stedet for at drømme og stræbe opad lægger bønderne deres kræfter i at arbejde hårdt og få et godt udbytte fra markerne, som de troligt afleverer en anpart af til adelen. Til gengæld lever de i vished om, at de står under adelens beskyttelse og er sikret både mod fjendtlige hære og mod uretfærdighed og overgreb fra deres egne landsmænd. For adelen forventes det tilsvarende, at de bidrager efter bedste evne og bringer de nødvendige ofre for at holde ro og orden i landet.

Enhver paraver af adelig byrd bliver fra barnsben sendt til et af rigets mange akademier, hvor de bliver oplært i både krigsførelse og almen dannelse. Den fysiske træning er hård og krævende og finder sted hver eneste dag over mindst 12 år. Når de bliver udlært og slået til riddere, er de paraviske adelssønner imidlertid også nogle af de mest kompetente krigere, man kender på Niraham.

Sideløbende hermed lærer de også at læse og skrive samt grundlæggende matematiske og administrative færdigheder, så de en dag vil være i stand til at varetage deres lener på tilfredsstillende vis. Herudover forventes uddannelsen at gøre de adelige klar til livet i de højere kredse. Eleverne undervises derfor også i klassiske færdigheder som filosofi, retorik og etikette. Paraviske adelssønner er dermed mindst lige så kendte for deres dannelse som for deres krigskundskaber.

Til trods for sin store militære styrke har Paravien altid gjort sig store bestræbelser på at holde sig ude af omverdens konflikter. Paraverne er meget bevidste om, at de lever en privilegeret tilværelse præget af en uset grad af fred og stabilitet, og at det hænger nært sammen med, at riget blot passer sit og undlader at kaste sig ud i hovedløse krige og konflikter.

Denne politik indebærer dog også, at man har et fast princip om kun yderst sjældent at komme de omkringliggende riger til hjælp, uanset hvor desperat de måtte appellere. Til trods for den store respekt, som omverdenen har for Paravien, bliver de derfor også set som et noget arrogant og selvoptaget folk, hvilket muligvis ikke er uden et snert af sandhed.

Af og til sker det dog, at Paravien ikke længere kan holde sig ude af omverdens konflikter, og en sjælden gang imellem finder man dem i rollen som den angribende part.

Landet har i evigheder været plaget af hærgende norrlændinge, der i sommermånederne sejler sydpå og plyndrer de paraviske kystbyer og handelsskibe. Mellem Paravien og Norrland befinder det neutrale Gothia sig, og paraverne har i årevis forsøgt at appellere til Gothias konger om at intervenere. Gotherne har imidlertid blot set den anden vej og har endda lagt havn til norrlandske krigsskibe.

For at sikre sine kyster hjalp Paravien i år 21 EH en ny konge til magten i Gothia, Erik Ahrenfelt, som havde lovet at sikre fred mellem Paravien og Norrland. Han forbrød sig imidlertid mod sit ord, og siden blev plyndringerne kun værre endnu.

Paravien indgik derfor i en alliance med Narabond i år 28 EH, hvorefter de to landes forenede hære trængte ind i Gothia med det formål at sætte en ny og mere pålidelig konge på tronen. Efter hårde kampe lykkedes det året efter at sende Erik Ahrenfelt på flugt og indsætte en loyal støtte, marsk Friedrich Skrappe, som ny regent i Gothia. Befolkningen har dog ikke taget godt imod ham, og i Paravien venter man ængsteligt på, hvornår oprøret skal bryde ud på ny.

Styre

Den øverste magt i Paravien ligger formelt hos kongen, og landet regeres på nuværende tidspunkt af kong Arkiel af Nimranns Orden.

Kongen er dog først og fremmest et talerør for rigets adel og har ingen selvstændige beføjelser eller militære styrker udover dem, som adelen stiller til rådighed for ham. Paraviens konger udpeges af adelen og indsættes for livet. Der er ingen tendens til, at positionen går i arv. I stedet udpeges en ny konge ud fra, hvem der på tidspunktet nyder den største respekt og værdighed blandt den øvrige adel.

Da kongen ikke selv ejer land eller har nævneværdige besiddelser at skulle forvalte, er hans primære formål at sikre gode relationer blandt adelen og afklare de stridigheder, der måtte opstå mellem dem, så der er fred og fordragelighed i landet. Det er først i krigstid, at kongen for alvor træder i karakter. Da har han positionen som kommandør over rigets forenede styrker, og hver en ridder i Paravien er underlagt hans bud.

I det daglige ligger magten i Paravien dog ubetinget hos adelen, og hver af rigets store adelsslægter ejer et len, som de regerer uindskrænket over. Borgerne i lenet skylder deres lensherre troskab og skal aflevere en anseelig del af deres høst og indkomst til lensherren. Til gengæld står de under lensherrens beskyttelse, og enhver, der føler sig forurettet, kan gå til sin lensherre for at søge oprejsning.

Hver lensherre forfatter en række love og forordninger, der gælder for såvel høj som lav i lenet. Selvom Paraviens konge også kan udstede love over hele riget, sker det kun sjældent, og den primære magtudøvelse foretages af lensherrerne. Lovene overholdes rigidt, og de bliver håndhævet så konsekvent, at selv adelige bliver straffet, hvis de forbryder sig mod dem.

Det siger dog sig selv, at lensherrerne umuligt kan være alle steder på én gang. Store dele af deres beføjelser overdrages derfor til medlemmer af deres familie, hvor også kvinder og børn bliver tillagt ansvarsposter. Herudover er de omgivet af et antal magistrater og betroede rådgivere, ofte af lavadelig stand, som agerer på vegne af lensherren i daglige anliggender.

Visse mindre betydningsfulde opgaver overlades også til en kreds af ikke-adelige, som på grund af deres kendskab til fx handel eller landbrug har en større indsigt i det givne emne end de adelige selv. At være i lensherrens sold på den måde giver en særlig status, der hæver en person over de almindelige bønder. Særligt i krigstid, hvor adelens opmærksomhed er optaget andetsteds, kan disse stedfortrædere blive tillagt store beføjelser.

Det er dog også det tætteste, den jævne paraver nogensinde kommer på at stige i graderne. Samfundet er kendetegnet ved et klart skel mellem høj og lav, og er man født ind i en given stand, så ender man også sine dage i den. Paravien kender ikke til begreber som ligestilling eller sociale revolutioner. Tværtimod er det helt fast indarbejdet i samfundet, at landet er afhængigt af, at enhver passer sit.

Selv den menige bonde finder stor stolthed ved sit hverv og ville aldrig overveje at stige i graderne. Bønderne finder glæde og tryghed ved at vide, at adelen holder riget sikkert, så de kan leve deres liv uden at frygte for ufred. Til gengæld har adelen tillid til, at bønderne passer deres, og selv den laveste bonde bliver set på med respekt. Ingen adelig har forstand på, hvordan man får korn til at spire, så uden bønderne ville samfundet ikke kunne hænge sammen, og riget ville gå i opløsning.

Det er derfor et gennemgående og meget karakteristisk træk ved det paraviske samfund, at alt forløber, som det har gjort i århundreder, og at ingen kan se fornuften i at begynde at ændre på det. Vil man bekræftes i det livssyn, behøver man kun se mod de omkringliggende riger, hvor de konstante omvæltninger i samfundet kaster dem ud i den ene fortvivlende borgerkrig efter den anden.

Religion

Paraverne er alle tilhængere af troen på De Sande Guder. Religionen er dybt integreret i den feudale ridderkultur og ses som et bærende element i selve samfundets ånd.

Som med meget andet i Paravien er religionen dog primært forbeholdt adelen. Guderne er magtfulde væsner, der har magten til at omvælte riger og diktere skæbnen for ethvert levende væsen. De er overalt, og deres evner kender ingen grænser. Som paraver finder man det derfor også utænkeligt, at guderne skulle bekymre sig om trivielle og ligegyldige detaljer i almindelige menneskers liv. Selv hvis guderne rent faktisk hørte bønnerne fra en simpel bonde, er det uværdigt at spilde deres tid med at bede dem tage stilling til, om en ged skal blive rask eller ej.

Som paraver anses det desuden for pinagtigt at falde på knæ og bede andre om at løse banale problemer for sig. Hvis man som paraver vil opnå noget i livet, forventes det, at man selv tager ansvar for at få det til at ske. Guderne kan og vil ikke hjælpe dem, der ikke hjælper sig selv, og de bliver derfor i højere grad set som idealer, man bør efterleve, end noget man bør spilde tid på at tilbede.

At trække på kraften fra De Sande Guder er forbeholdt de situationer, hvor den kan gøre en egentlig forskel, og det tilkommer kun de gejstlige at vurdere, hvornår det er tilfældet. Den gængse opfattelse i riget er, at det kun er dem, som er vise og har indsigt i gudernes veje, der bør forstyrre dem og påkalde sig deres opmærksomhed. Hvis uindviede forsøger at kræve tjenester af guderne, vil det blot vække deres vrede.

I Paravien har præsterne derfor noget nær eneret på at kommunikere med guderne. Denne særstatus medfører da igen, at præsteskabet har en høj social status i landet. De er yderst velsete blandt både høj og lav, og præsterne uddannes fra rigets akademier på lige fod med landets riddere. Det er dog kun de mest kyndige adelssønner, der bliver tilbudt muligheden for en oplæring inden for gudernes veje.

Af alle De Sande Guder skatter paraverne navnlig Nimar højt. Det skyldes dels, at hans budskab stemmer meget klart overens med de stolte paraviske værdier, men også at Nimranns Orden, der har en unik særstatus i riget, menes at være velsignet af Nimar selv. Siden Himmelkrigene er også Jorins lære dog begyndt at vinde indpas i riget.

Der gøres ingen nævneværdig forskel på, hvilken af guderne, man som paraver tilbeder, og landet forfølger som sådan heller ikke fremmede, der tilbeder andre religioner. Blandt adelen anses det dog for mest korrekt at følge Nimar eller Jorin, der repræsenterer de samme noble og ridderlige idealer, som samfundet er bygget op omkring.

Relationer

Paraviens tendens til at holde sig ude af verdens konflikter har sat sit præg på deres relationer til de omkringliggende riger. Det samme har landets stolte historie og noble idealer. Som et af kun ganske få lande på Niraham er Paravien i overvejende grad på god fod med sine nabolande, hvor de for det meste nyder stor anseelse.

Tharkien

Mod syd ligger det enorme tharkiske handelsimperium, som paraverne gennem tiden har haft et nært og venskabeligt forhold til. Der florerer en omfattende handel mellem de to riger, og der synes at være en underforstået aftale om, at tharkerne giver fordelagtige priser til de paraviske handlende, mod at Paravien til gengæld yder tharkerne beskyttelse mod ydre fjender.

For tiden næres dog en vis utilfredshed med Tharkiens regent, der i de seneste år ikke har kunnet holde handelsruterne i Tharkienshavet åbne og sikre, og Paravien har derfor overtaget en del af den handel med omverdenen, der tidligere fandt sted i Tharkien.

Gothia

Nord for Paravien finder man landet Gothia, hvis kultur består af en særegen blanding af gamle norrlandske skikke og paraviske idealer. Forholdet mellem de to riger har traditionelt altid været godt, og store dele af den gothiske adel er uddannet ved de paraviske akademier.

I år 21 EH hjalp Paravien tilmed undtagelsesvist en ny konge til magten i landet, Erik Ahrenfelt. Til gengæld forpligtede den nye konge sig da til at skride ind over for de norrlandske plyndringstogter i Paravien. Kongen forbrød sig imidlertid mod sit ord og har siden intet gjort for at dæmme op for den udbredte hærgen fra Norrland.

Paravien var derfor nødt til at indgå i en alliance med Narabond, og sammen invaderede de to riger Gothia i år 28 EH med det formål at sætte en ny konge på tronen, hvilket de havde held med året efter. Befolkningen tog imidlertid ikke godt imod deres nye konge, og relationen til Gothia har formentlig lidt uoprettelig skade.

Narabond

Nordøst for Paravien findes det narabonske rige. Det er et land, der har taget meget inspiration til sig fra Paravien, og som man altid har haft et ganske nært forhold til. Igennem tiderne har Narabonds konger sat en stor ære i at sende deres sønner til Paraviens akademier, og mange narabonske ridderordner og adelige forsøger at efterleve de paraviske idealer.

I år 28 EH indgik de to lande et formelt forbund, hvor Paravien garanterede beskyttelse for Narabonds regent, mod at Narabond stillede sin hær til rådighed for Paraviens indtog i Gothia.

Buranus

Øst for Paravien ligger det elviske rige Buranus. Uanset at der generelt er stor forskel på menneskers og elveres livssyn, så finder man mange lighedspunkter mellem de to riger. I Buranus lever man også et liv præget af strenge ordenskodekser og sætter en ære i orden, disciplin og retfærdighed. Landets militær har også en styrke, man er nødt til at nikke anerkendende til. Selvom der kun er begrænset kontakt mellem landene, så nærer de derfor en udtalt respekt for hinanden.

Norrland

Højt mod nord, langs kysten til Det Paraviske Hav, finder man det løst organiserede folkeslag, der er kendt som norrlændinge. Deres folk har i umindelige tider haft tradition for at sejle sydover langs kysten, hvor de skiftevist har handlet og plyndret. Ingen kystbyer kan vide sig sikre, og forargelsen over plyndringerne er stor, men da Paravien ikke er en søfarende nation, har man indtil videre ikke kunnet stille andet op end at forskanse sine byer.