Langt mod vest, omkring et døgns sejlads ude i Det Paraviske Hav, finder man den lille og uanseelige ø Plen.
Øen blev i sin tid opdaget af norrlandske søfarere, som fandt den gold og ugæstfri. Klimaet var koldt, vinden blæste konstant ind fra havet, og der var kun småt med føde at finde. De så derfor ikke noget formål med at bosætte sig, og øen lå ubeboet hen i flere hundrede år, indtil Emyr i år 1054 EJ konkluderede, at de havde behov for at etablere en forpost, hvorfra de kunne overvåge deres svorne fjende Paravien.
Emyr koloniserede derfor øen og opførte fæstningsværker langs kysten. Der blev også bygget flere landsbyer samt gjort bestræbelser på at etablere en række landbrug og dyrehold. Der kunne imidlertid kun opnås et magert høstudbytte, og mange dyr bukkede hvert år under for øens barske klima. Med tiden måtte Emyr erkende, at øen var for fjernt beliggende til at give nogen større strategisk fordel.
I lyset af de betydelige ressourcer, det krævede at opretholde en stærk og veludrustet garnison under så barske vilkår, blev befæstningen af Plen gradvist opgivet. Som tiden gik, blev forsyningsskibe fra Emyr sjældnere og sjældnere for til sidst helt at ophøre. Befolkningen på Plen var overladt til deres egen skæbne, og i år 1290 EJ erklærede de over for omverdenen, at de betragtede sig som et selvstændigt rige.
Allerede længe inden da var folket imidlertid ophørt med at betragte sig som en del af deres søskendefolk på fastlandet. Tilværelsen på Plen var barsk og krævende, og befolkningen havde måttet finde nye måder at indrette sig på for at overleve. De var blevet et hårdt og pragmatisk folkefærd, der værdsatte handlekraft og formåede at overleve stort set enhver udfordring, som skæbnen udsatte dem for. Med tiden begyndte man også at betragte Emyrs bløde og svagelige befolkning med foragt.
Siden da har Plens befolkning levet en isoleret tilværelse langt fra resten af Niraham. Der har ganske vist været handlet og opretholdt diplomatisk kontakt med de nærtliggende riger, men kulturen på Plen har været stort set uforanderlig igennem de seneste århundreder. Så trodsigt har folket holdt fast ved de gamle indarbejdede vaner, at de også i vid udstrækning har fornægtet Himmelkrigenes indtræden. Plens folk har altid været tilhængere af De Sande Guder og næret en særlig forkærlighed for Ragil, Djorka og Rasnassolin, hvilket de blot er fortsat ufortrødent med efter Himmelkrigene.
Det er ikke kun elementernes hærgen, der gennem tiden har udfordret folkets evne til at overleve, men også øens øvrige befolkning. Udover mennesker er øen hjemsted for stammer af bjergtrolde og orker samt en race af dæmoniske dværgeyngel, der er kendt som maudrighter. Folket har ligget i krig med disse racer, siden mennesker første gang satte fod på øen. Man har flere gange antaget, at de sidste rester var udryddet, men hver gang er de på ny vældet frem fra huler i undergrunden nogle år senere.
Disse evige udfordringer har gjort Plens befolkning til et krigsvant folkefærd. De må lære at slås og begå sig i en brutal virkelighed allerede fra barnsben, og de sætter en ære i at vedligeholde og udvikle deres færdigheder livet igennem. Store dele af befolkningen er ganske vist beskæftiget med landbrug, fiskeri og handel, men den primære indtægtskilde for Plens folk er at ernære sig ved sværdet.
Øens befolkning er overordentlig kyndige krigere, og Plen har fostret mange navnkundige helte og mægtige krigerklaner. Da øen med sin beliggenhed midt i Det Paraviske Hav imidlertid ikke har mange naturlige fjender, har folket i stedet fået for vane at leje sig selv ud som soldater til andre lande. Det har de gjort med så stor succes, at Plen nu er kendt for at være hjemsted for de dygtigste lejesoldater på Niraham.
Hver gang der bryder krig ud på fastlandet, er det typisk et kapløb om, hvilken af de stridende parter der først får købt sig til tjenesterne fra Plens legendariske kompagnier. Så stor er deres berømmelse, at Plens lejesoldater selv kan fastsætte prisen for deres ydelser og herefter blot vente, indtil en af de stridende parter er blevet desperat nok til at betale, hvad der kræves. Man har ikke nogen alliancer eller loyalitetsforhold på Plen, og det er alene betalingen, der afgør, hvilken side man støtter.
Kun i én situation synes næstekærligheden at vinde over pengenes magt. Det er, når lejesoldater fra Plen bliver hyret af begge sider i en konflikt og ender i kamp mod hinanden. Da har de for vane at opsøge hinanden på slagmarken og udkæmpe det, der i spøg omtales som ’det plenske teater’, hvor kompagnierne kaster sig over hinanden med stor entusiasme. Det resulterer hurtigt i et meget stort antal faldne, men i samme øjeblik kampen er overstået, kan stort set alle de faldne plenske soldater på mirakuløs vis pludselig rejse sig igen og forlade slagmarken stort set uskadte.
Plenvin
Udover sine navnkundige soldater er Plen blevet særlig berømt for sin produktion af en særlig stærk vin, der i omverdenen nu blot er kendt som ‘plenvin’.
Det barske klima på øen tillader ikke meget at gro, men en art af lave, hårdføre buske synes at trives fortrinligt i dette klima. Hvert efterår vokser der små mørkeblå bær frem på dem, der er kendt som vinbær, og som Plens befolkning høster i stort antal. Bærrene gæres vinteren over og er næste forår blevet til en sød, forfriskende vin.
Førhen tog kompagnierne store mængder af denne vin med sig, når de drog til fastlandet for at kæmpe. Da vinen skulle rationeres til flere måneders og nogle gange års brug, blev den imidlertid ofte gæret og sur over tid. For at forhindre dette begyndte Plens brygmestre at tilsætte spiritus til vinen, hvilket dels præserverede den, men også viste sig at komplementere den søde smag fortrinligt. Resultatet blev en meget stærk, men også sød og helt unik drik, som snart efter blev berømt over hele Niraham.
I disse tider producerer brygmestre på Plen nærmest intet andet end plenvin, og næst efter deres kompagnier af lejesoldater er den nu øens største indtægtskilde. Så populær er drikken blevet, at der ligefrem er folk på Niraham, der kender til plenvin og nyder den med stor glæde, selvom de aldrig har hørt om øen Plen.
Blandt de plenske lejesoldater er det tilmed blevet en udfordring, at mange fjender har så stor kærlighed til vinen, at de helt nægter at kæmpe mod soldater fra øen. I stedet forsøger de at indlade sig på kammeratligt selskab med Plens soldater i forhåbning om at få dem til at slå hul på en tønde.
Når soldater vender tilbage til Plen med et rigt udbytte fra deres kontrakter, er det fast indlejret i kulturen, at halvdelen af guldet afleveres til kongen, der sørger for at benytte det til folkets bedste. Høstudbyttet er så ringe på øen, at befolkningen er afhængig af at handle sig til fødevarer fra fastlandet for at komme igennem vinteren uden at sulte. Denne fordeling af goder accepteres uden indsigelser eller brok. Plens folk er en krigerkultur, hvor det at drage i krig for at tjene til folkets overlevelse er en naturlig del af livet.
Øen regeres af kongeslægten Løvenborg, der har siddet på tronen siden Lothar Løvenborg blev udråbt som konge ved Plens løsrivelse fra Emyr i år 1290 EJ. Den nuværende konge er Adam Ekhardt af Løvenborg, der har siddet på tronen siden år 23 EH. Han er kardinal i Ragilkirken og gift med Isadora Margrit Løvenborg. Adam overtog tronen efter den tidligere konge, hans svigerfar, faldt i kamp under Slaget om Kungstadt. Kongeslægten har traditionelt altid regeret fra deres slot i øens største by, Løvenstad.
Som et unikt særpræg ved Plen forventes det af kongen, at han regelmæssigt tager med øens kompagnier ud for at kæmpe. Krigerkulturen er så indarbejdet, at det forekommer aparte, hvis kongen skulle sidde alene tilbage, når resten af øens soldater drager ud. Plens konge er dermed lige så meget en hærfører, som han er en traditionel monark.
Udover kongeslottet i Løvenstad er det væsentligste bygningsværk på Plen utvivlsomt Flammernes Katedral, som er Ragils fornemmeste tempel på Niraham. Overhovedet for katedralen er Johan De’André, der siden år 32 EH har været ypperstepræst af Ragil.