I en af Nirahams fjerneste nordlige egne findes en dal omgivet af høje bjergkæder og isfyldte kyster, hvor det rouliske rige, Roul-Assin, ligger. Det er hverken et stort eller rigt land, men hvad det måtte savne i størrelse og velstand, opvejer Roul-Assin mere end rigeligt med sin kulturelle dybde og historie.
Hvor størstedelen af Nirahams øvrige lande er kulturelle smeltedigler, der består af ’lidt af det ene og lidt af det andet’, er den rouliske kultur særegen ved stort set ikke at være blevet påvirket af udefrakommende indflydelse. Roulerne er et traditionsbundet folkeslag, der værdsætter fortidens dyder og skikke og nidkært værner om at holde dem i hævd.
Riget er organiseret i en decentral styreform, hvor magten ganske vist formelt ligger hos en konge, men hvor den primære magt befinder sig hos fem jarler, der råder over hvert deres jarledømme. Den rouliske regent har tidligere båret titlen ’marsk’, men efter rigets frigørelse fra Narabond i år 23 EH er Roul-Assin igen blevet regeret af en egentlig kongeslægt.
Hverken kongeslægten eller jarlerne har dog nogen væsentlig betydning for folkets dagligdag, og deres primære opgaver er at sikre ro og orden. Styreformen har dermed relativt få lighedspunkter med de monarkier, vi kender fra virkelighedens verden. Størstedelen af roulernes liv er knyttet til deres nærmeste slægt. De fleste bor i små, tæt sluttede samfund bestående af enten deres familie eller en hird af ligesindede, der har fundet sammen om et fælles kald eller erhverv.
Fælles for alle roulere er, at deres tilværelse er baseret på stolte, gamle værdier og en udtalt sans for, hvad der er rigtigt og forkert. Den rouliske kultur er funderet i en altoverskyggende opfattelse af ære og respekt. Alt, hvad man gør, skylder man at gøre godt og med integritet – både fordi det afspejler ens egen værdi, og fordi det bringer anerkendelse til ens folk.
Roulerne lyver ikke og begår ikke svig, og alt uærligt foragtes. Hvis en rouler først giver sit ord, vil han også stå ved det og gøre, hvad der står i hans magt for at overholde det, for det er æreløst at bryde sit ord, og det bringer skam over slægten.
Det har udmøntet sig i den særlige tendens, at det gennem tiden kun er få roulere, som har lært at læse og skrive, eftersom man anser det for overflødigt at skrive aftaler ned. I en roulers øjne er det et udtryk for mistillid at skulle forfatte sine ord på papir. Efterhånden som man har måttet åbne samfundet op for andre, knap så ærlige folkeslag, har roulerne dog måttet slække på dette princip.
Et andet og meget væsentligt træk ved roulerne er den nærmest hellige position, som fortiden og de gamle traditioner har hos dem. Alle højtider og større begivenheder har deres skikke, og det vil være helt utænkeligt ikke at følge dem. Hvor størstedelen af Nirahams øvrige kulturer typisk er i konstant udvikling, finder man ikke mange af den slags tilbøjeligheder i Roul-Assin. Tværtimod.
Det kan næsten forekomme, som om jo mere opsat resten af verden er på at forandre sig, desto mere indædte er roulerne blevet på at bevare deres livsstil og sikre, at den forbliver uændret. Denne tendens har dog også betydet, at mange af Nirahams andre folkeslag anser roulerne for at være gammeldags og tilbagestående, eftersom de nærmest af princip modsætter sig enhver forandring – uanset hvor gavnlig den måtte være.
Det er formentlig ikke uden et gran af sandhed, men med til billedet hører dog, at roulernes skepsis over for nye tiltag også i høj grad handler om, at de af erfaring ved, at ’nyt’ kun sjældent er ensbetydende med ’bedre’. Ofte medfører forandringer, at der sker et brud med etablerede livsmønstre. Den slags omvæltninger skaber utryghed og uro, som igen udfordrer det nære fællesskab, der har været det rouliske folks kilde til overlevelse i århundreder.
Hvis man vil overbevise en rouler om, at noget nyt er bedre end det gamle, kræver det derfor ikke kun lange og grundige overvejelser, men også et stålsat blik for, at det ikke risikerer at bryde med gamle traditioner eller skikke. Konsekvensen af denne skepsis er blevet, at der ikke er nogen nævneværdig forskel på, hvordan den gængse rouler lever sit liv nu og for hundreder af år siden.
En væsentlig årsag til denne stærkt traditionsbundne levevis skal formentlig findes i de barske forhold, som folket lever under i Roul-Assin, hvor en strengt disciplineret livsstil er en forudsætning for at kunne overleve. Det er dog ikke hele forklaringen. Den rummer også et væsentligt historisk element.
Roul-Assin opstod som et selvstændigt rige i årene omkring 764 EJ. Forud for det var gået flere hundrede år, hvor læren om De Sande Guder gradvist var vundet frem på Niraham og havde fortrængt de tidligere tiders åndetro. Gennem årene blev de åndetro mere og mere undertrykte, og de måtte trække sig ud mod Nirahams fjerneste egne for at kunne praktisere deres religion uden risiko for at blive forfulgt.
Et af de steder, hvor de åndetro fortsat kunne leve frit, var langt mod nord i udkanten af dværgenes bjergrige Darkonien. Dværge og sortblodsfolk havde i umindelige tider ligget i krig om grænseområderne mellem Darkonien i vest og Rustbjergene i øst. På trods af de konstante kampe havde ingen af parterne imidlertid kunnet vinde overhånd i konflikten.
En del mennesker trodsede krigens rædsler og slog sig ned i grænseregionen, og da dværge og sortblodsfolk var for optaget af at bekrige hinanden til at tage sig af menneskerne, fik de ofte lov til at leve der i nogenlunde fred. Til sidst var menneskerne her så mangfoldige, at dværgene henvendte sig til dem og bad om deres hjælp i krigen.
Menneskerne var ikke meget for at blive involveret i den evige blodfejde mellem dværge og sortblodsfolk, men ved løftet om righoldige belønninger tog de alligevel dværgenes parti, og ved fælles kraft havde de to racer held til én gang for alle at fordrive sortblodsfolket fra egnen. Som tak skænkede dværgene dalen omkring bjerget Cebryn til lederen af de mennesker, der havde støttet dem under kampene, Kelto.
Området fik navnet ’Roul-Assin’ efter dværgekolonien Roulon, der oprindeligt var blevet etableret der, og folket blev nu kendt som ’roulere’. Kelto blev desuden udråbt som landets første konge og tog i den forbindelse navnet Keltorix.
I de næste mange år blev Roul-Assin et samlingspunkt for Nirahams åndetro, som nu langt om længe havde et fristed, hvor de kunne praktisere deres tro uden risiko for De Sande Guders tilhængere. Det skortede dog ikke på modstand. Igen og igen måtte roulerne bekæmpe udefrakommende, der enten ved list eller magt forsøgte at tvinge dem til at konvertere til De Sande Guder, og folket fandt snart sammen i et tæt indbyrdes fællesskab mod disse ydre fjender.
Denne samhørighed er fortsat et meget fremherskende træk ved den rouliske kultur, og blandt deres folk oplever man en solidaritet og en helt unik fællesskabsfølelse, hvis lige man ikke kender mange andre steder på Niraham. Den ledsages dog også af en mindst lige så tydelig modvilje mod alt udefrakommende. Roulerne værner ihærdigt om deres land og skikke og ser enhver udfordring af dem som en trussel.
Navnlig nabolandet Narabond i syd har man gennem tiden haft utallige stridigheder med. Ud over at flere lukrative handelsruter til dværgenes rige går igennem Roul-Assin, har De Sande Guders præster også kontinuerligt forsøgt at tvinge de åndetro roulere til underkastelse. Langt hovedparten af konflikterne mellem Roul-Assin og Narabond er endt uden en klar vinder. Vintrene er barske i norden og uegnede til krigsførelse, så ofte er krigen blot gradvist ebbet ud, når sneen begyndte at falde.
Med tiden begyndte Narabond dog at lære af sine erfaringer, og under en særlig mild vinter for godt og vel 100 år siden lagde den rouliske konge Aerek for stor tillid til, at kulden ville redde dem. Narabond kunne trække sig sejrrigt ud af krigen, og roulerne måtte for første gang i deres historie overgive sig. Som led i betingelserne for fred blev det dikteret, at det rouliske folk skulle underkaste sig Narabond som vasal og lade sig konvertere til De Sande Guder. Til gengæld ville grænsen mellem Narabond og Roul-Assin én gang for alle blive fastlagt, så den aldrig igen kunne forrykkes.
Det forhold, at man nu skulle overgå til at være en vasal under Narabond, blev tolereret med en vis overbærenhed af roulerne. Som en konsekvens af vasalskabet kunne roulerne ikke længere have en konge, men skulle i stedet være ledet af en marsk, der formelt fik status som en narabonsk baron. Det var hovedsageligt en symbolsk gestus, da roulerne i forvejen ikke tilskrev deres konger nogen nævneværdig magt i samfundet. Hertil kom, at Aerek blev udpeget af Narabond som landets første marsk og dermed blot kunne videreføre sit styre.
Til gengæld gav kravet om at frasige sig åndetroen og konvertere til De Sande Guder anledning til ramaskrig i Roul-Assin. Åndetroen havde siden de tidligste tider været selve grundpillen i den rouliske kultur, og at give afkald på deres religion var for mange en skæbne værre end døden. Oprør spredte sig overalt i Roul-Assin, og en storstilet borgerkrig brød ud mellem marsk Aerek og de dele af folket, der nægtede at lade sig omvende.
Marsken formåede at nedkæmpe oprøret, og konverteringen til De Sande Guder endte med at blive gennemtvunget, men ikke uden at have kostet utallige liv – flest blandt oprørerne, men også mange for egen hånd. Efter den tid bekendte roulerne sig formelt til De Sande Guder, og hovedparten af det rouliske folk levede i overensstemmelse med gudernes veje. Folket agter dog stadig åndetroen højt. Den omstændighed, at roulerne har taget De Sande Guder til sig, indebærer ikke, at de samtidig har vendt deres gamle religion ryggen.
Igennem en længere årrække fandt roulerne sig gradvist til rette i deres nye rolle som Narabonds vasal. Det huede dem ikke, og modviljen var stadig stor, men folket indordnede sig, og med tiden begyndte forholdet mellem de to riger at bløde op. Trangen til frihed forsvandt dog aldrig helt og brød på ny ud i lys lue, da dronning Tirri af Narabond i år 22 EH udstedte dekret om, at Roul-Assin fremover skulle følge Den Monopatiske Kirke, og at inkvisitionen skulle udrense alle åndetro.
De efterfølgende år bød på voldsomme spændinger med Narabond, hvilket resulterede i, at der blev indkaldt til stamhusmøde, hvor roulerne i åbenlys protest mod deres vasalskab udråbte Sida Skarphedin som dronning af Roul-Assin.
Narabond var på dette tidspunkt opslugt af en ødelæggende borgerkrig, og den narabonske dronning, Tirri, havde ingen muligheder for at udøve repressalier. Tværtimod måtte hun snart efter bønfalde Roul-Assin om krigere til at komme hende til undsætning under Slaget om Kungstadt. Roulerne accepterede, men under forudsætning af, at Tirri frigav Roul-Assin fra sit vasalskab og anerkendte Sida Skarphedin som dronning. Hårdt presset havde Narabond ingen andre muligheder end at acceptere, og den rouliske hær indtrådte i slaget og formåede at vende kampen.
Geografi
Selvom befolkningen i Roul-Assin lever spredt ud over riget og i vid udstrækning blot passer sig selv uden nævneværdig indflydelse fra konge eller herremænd, betragter roulerne sig stadig som ét samlet folk.
Som med alle andre kulturer er der visse forskelle på roulernes livssyn og levevis afhængigt af, hvor i landet de stammer fra. Forskellene er dog mindre, end hvad man oplever i andre lande, og det kræver typisk et trænet øje at genkende en roulers ophav.
Riget er opdelt i fem jarledømmer, hvis grænser også i det væsentligste afspejler de største og mest udtalte kulturelle forskelle. Jarledømmerne formår at sameksistere i fredelig harmoni, og der hersker en udbredt opfattelse af, at denne opdeling af riget hovedsageligt er af symbolsk karakter.
Roulondalen
Roulondalen udgør egnene sydøst for det store bjerg Cebryn, der traditionelt har været Roul-Assins hjerte. Bjerget har altid haft en stærk mytologisk betydning, og i Roulondalen føler man sig mere knyttet til fortiden end noget andet sted. Man anser sig i denne egn for at være de mest sande roulere, og tilværelsen her er kendetegnet ved, at befolkningen er mere traditionalistisk end noget andet sted i riget.
Størstedelen af Roulondalens folk bekender sig stadig til den gamle åndetro. Dalens krigere har ry for at være dødeligt loyale over for både deres konge og deres folk, og landets regenter har derfor ofte omgivet sig med en hird af udvalgte livvagter herfra. Roulondalen er desuden kendt for sine krigskyndige kvinder, kaldet valfylkierne, der er blandt de mest fremragende krigere, som det rouliske samfund har kendt.
Den største by i Roulondalen, som også historisk har været den mest betydningsfulde i hele Roul-Assin, er Keltosheim, der tidligere blot var kendt som byen Roulon. Byen har traditionelt altid været hjemsted for den regerende rouliske hersker, og med sin centrale beliggenhed nær det hellige bjerg Cebryn har byen også været et yndet sted at forsamles.
Jarledømmet er på nuværende tidspunkt formelt underlagt Mardo af Keltos. Han var fra år 14 EH både marsk af Roul-Assin, jarl af Roulondalen og samtidig lenshertug af Nordlenet i Narabond. På anklager om korruption og magtmisbrug lod Narabonds konge Mardo arrestere i år 18 EH og satte ham i husarrest i Kungstadt. Det var dog velkendt, at det primært var en politisk manøvre for at stække hans magt, og marsken blev ved flere lejligheder set til højbords med kongen.
Som følge af Mardos fængsling blev det ved en samling mellem de store rouliske stamhuse besluttet at lade ham beholde både sin titel af marsk og jarl af Roulondalen, men at fratage ham alle de beføjelser, der fulgte med positionen som marsk. Da dronning Tirri tiltrådte tronen i Narabond i år 21 EH blev Mardo overført til et regulært fangenskab i byen Spielburg, og ved stamhusmødet i år 22 EH, hvor Sida Skarphedin blev udråbt til dronning af Roul-Assin, fratog man ham også selve positionen som marsk.
Som belønning for deres bistand ved Slaget om Kungstadt i det efterfølgende år, 23 EH, blev Roul-Assin frigivet fra sit vasalskab, og Narabond anerkendte nu også formelt Sida Skarphedin som dronning af Roul-Assin. I den forbindelse flyttede hun det rouliske hof til sin hjemby, Skarphedinstad i Valhorst, hvilket førte til, at Keltosheim blev delvist affolket.
Valhorst
Valhorst er en svært befæstet egn i det nordøstlige hjørne af Roul-Assin. Området har gennem årene været hårdt ramt af angreb fra både mallere og sortblodsfolk fra Rustbjergene, og de mange farer har fået befolkningen til at trække sig sammen i større og mere velbeskyttede byer.
Roulerne her er barske og hårdføre, men lever også et liv på evig vagt over for nye angreb. De konstante trusler har tvunget folket i Valhorst til at træne deres kampfærdigheder ihærdigt, og de regnes for nogle af de bedste krigere i Roul-Assin.
Lige så berømt som Valhorst er for sine krigere, lige så berygtet er egnen for sit utilregnelige og omskiftelige vejr. Det er stort set umuligt at dyrke nogen afgrøder i Valhorst, og den smule kvæg, som det lykkes befolkningen at holde i live, må de konstant vogte mod plyndringstogter fra Rustbjergene.
Med en tilværelse præget af så mange farer kan det næppe undre, at Valhorsts folk har for vane at være af en meget varsom og eftertænksom natur. De involverer sig sjældent i resten af Roul-Assins affærer og foretrækker at isolere sig bag deres tykke mure, hvorfra de kun har begrænset kontakt med omverdenen.
Når det endelig sker, at Valhorsts befolkning griber til handling, gør de det imidlertid med en legendarisk beslutsomhed. De er kendte for aldrig at trække sig i kamp, og en gammel talemåde siger, at om så 1000 skjolde brydes, så står Valhorsts skjoldmur fortsat.
Valhorst regeres af jarl Sida Skarphedin, der dog i det daglige omtales som dronning Sida af Roul-Assin. Dronningen har til huse i byen Skarphedinstad, som er et af Roul-Assins største og prægtigste fæstningsværker. Byen er beliggende umiddelbart ud til Ishavet, hvilket gør den til en af de eneste befæstede havnebyer i Roul-Assin og derfor til en yndet handelsby.
Schwarzwald
Schwarzwald er det mindste af Roul-Assins jarledømmer og befinder sig i landets nordlige del ud til Ishavet. Jarledømmet består primært af store, dybe skove og sumpede marskområder samt en række spredte øer i Ishavet. Området er meget sporadisk befolket og huser kun nogle få byer. Resten af befolkningen lever i små, spredte enklaver, der har slået sig ned i egnens bakker, bjerge og skove.
Befolkningen her er meget traditionalistisk anlagt, og bortset fra Roulondalen er Schwarzwald det sted i Roul-Assin, hvor tidligere tiders levevis holdes mest ihærdigt i hævd. Der er tradition for at sige, at fortiden stadig lever i Schwarzwald. Sandt er det i hvert fald, at egnen altid har været hjemsted for en stor del af landets druider. Også mange skjalde og intellektuelle kan kalde Schwarzwald for deres hjem.
Søger man viden om Roul-Assins fortid, må man rejse til Schwarzwald. Blandt landets jarler regnes det også i almindelighed for god skik at rådspørge sig med Schwarzwalds vismænd, før man træffer vigtige beslutninger.
Jarledømmet er under ledelse af jarl Myrkjatan af Schwarzwald, der regerer fra sit hjemsæde i Donum Wald. Jarlen er vidt og bredt kendt som den mest åndetro af Roul-Assins jarler, og han er hver gang gået forrest i modstanden mod udefrakommende prædikanter fra De Sande Guder. Så stor er hans modvilje mod guderne, at han end ikke vil høre deres navne talt i sit nærvær.
Folket respekterer jarlen for hans vedholdenhed, og mange er sluttet op om hans banner, netop fordi han udtrykker så resolut foragt for guderne. Denne kompromisløshed har dog også ført til en del gnidninger med de andre jarler og resten af det rouliske folk, som jarlen ikke har lagt skjul på, at han anser for ’falske roulere’, hvis de bekender sig til De Sande Guder.
Blådal
Blådal er rigets nordvestlige egn, der grænser op til Darkonien, og er kilden til størstedelen af roulernes handel med dværgene. Blådals folk har altid været kendt som glimrende handelsmænd, og både inden for og uden for Roul-Assins grænser bliver de handlende fra Blådal anset for respektable og pålidelige.
Også Blådals smede er velsete og anerkendte. De har lært deres færdigheder fra dværgene selv og udveksler stadig erfaringer med Darkoniens folk. Disse mangfoldige kundskaber har ført til, at Blådal nu er det rigeste af de rouliske jarledømmer og genstand for en ihærdig misundelse blandt mange af de omkringliggende riger.
Blådal er under ledelse af jarl Kjersti af klanen Hallfred. Hun regerer fra sit hjemsæde i byen Donum Steinheim, en gammel dværgefæstning, der er kendt for sin unikke stenkonstruktion. Forholdet mellem klan Hallfred og Darkoniens dværge har altid været fortrinligt, og klanen har tilmed opnået så stor respekt, at en søn af klanen, Thorstein Hallfred, fik tilladelse til at bo blandt dværgene og lære deres håndværk. Thorstein Hallfred er imidlertid nu blevet kaldt hjem og udnævnt til at være Djorkas øverste forkynder blandt Roul-Assins folk.
Ud over deres enestående smede har mange af Roul-Assins bedste træskærere og garvere også til huse i Blådal. Området er derfor i almindelighed blevet hovedsædet for størstedelen af den rouliske industri. Landets bedste våben og rustninger kommer også ganske naturligt herfra.
Beboerne i Blådal er hovedsageligt tilhængere af De Sande Guder og værdsætter, næppe overraskende, i særlig høj grad Djorka, som de føler en meget stærk tilknytning til. Endelig høster Blådal også stor hæder for sine ingeniører og bygningsfolk, og mange af Roul-Assins største fæstningsværker er opført under ledelse af Blådals kyndige byggemestre.
Markenhorst
Markenhorst er beliggende i rigets sydvestlige hjørne og grænser op til nabolandet Narabond. Når man møder roulere i Narabond, er de derfor typisk fra Markenhorst. Mange narabonere har også bevæget sig den modsatte vej, med det resultat, at kulturen i Markenhorst efterhånden er blevet en smule udvandet.
Jarledømmet er kendt for sine gode agerbrug, og langt størstedelen af alle fødevarer i Roul-Assin bliver dyrket her. Lige så gold jorden kan være i resten af landet, lige så frodig er den her, og på gode somre kan man se marker, så langt øjet rækker. Ud over sine fødevarer er Markenhorst også kendt for sin avl af stridsheste.
Markenhorst er under ledelse af jarl Oddgrimm af klanen Kolfinna. Han har hersket over området så langt tilbage, som nogen kan huske, og omtales derfor med affektion som ’Den evige’. Jarlen har til huse i byen Kolfinnaheim, der er beliggende nær grænsen til Narabond.
Kolfinna-klanen har igennem mange generationer været en slægt af langsomme, men meget grundige tænkere. De er begavede og besidder et glimrende vid, og deres slægt har flere gange end nogen andre båret den ærværdige titel som Roul-Assins lovsiger. Den nuværende jarl, Oddgrimm Kolfinna, er da også lovsiger, som hans far før ham, hvilket dels gør ham til den person, der dikterer og fortolker rouliske love, men også til en yndet dommer i tvister.
Markenhorst ernærer sig også i høj grad ved handel, både internt i Roul-Assin og udadtil med nabolandet Narabond. Herudover er Markenhorst udgangspunkt for størstedelen af rigets diplomatiske forbindelser.
Befolkningen i Markenhorst er en rodet blanding af narabonere og roulere, og man finder både åndetro og tilhængere af De Sande Guder her. Jarlen praktiserer imidlertid et princip om at acceptere dem alle på lige fod, så længe ingen skaber konflikter og ufred.
Styre
| 767 EJ – 801 EJ: | Kong Keltorix |
| 801 EJ – 828 EJ: | Kong Owein |
| 828 EJ – 865 EJ: | Kong Urien |
| 865 EJ – 882 EJ: | Kong Waljarn |
| 882 EJ – 945 EJ: | Kong Ialach |
| 945 EJ – 978 EJ: | Kong Bedwyr |
| 978 EJ – 1007 EJ. | Kong Brych |
| 1007 EJ – 1034 EJ: | Kong Cyfaein |
| 1034 EJ – 1039 EJ: | Kong Crixus |
| 1039 EJ – 1070 EJ: | Kong Kurrox |
| 1070 EJ – 1099 EJ: | Kong Artoas |
| 1099 EJ – 1153 EJ: | Kong Ialach d. II |
| 1153 EJ – 1165 EJ: | Kong Secovax |
| 1165 EJ – 1169 EJ: | Kong Grüsix |
| 1169 EJ – 1192 EJ: | Kong Ialach d. III |
| 1192 EJ – 1211 EJ: | Kong Harax |
| 1211 EJ – 1239 EJ: | Kong Bedwyr d. II |
| 1239 EJ – 1267 EJ: | Kong Cedryn |
| 1267 EJ – 1279 EJ: | Kong Artoas d. II |
| 1279 EJ – 1291 EJ: | Kong Rhuvyn |
| 1291 EJ – 1308 EJ: | Kong Maelor |
| 1308 EJ – 1329 EJ: | Kong Ialach d. IV |
| 1329 EJ – 1355 EJ: | Kong Kurrox d. II |
| 1355 EJ – 1405 EJ: | Kong Groatox |
| 1405 EJ – 1407 EJ: | Kong Aerek |
| 1407 EJ – 1419 EJ: | Marsk Aerek |
| 1419 EJ – 1421 EJ: | Marsk Cahal |
| 1421 EJ – 1443 EJ: | Marsk Owin |
| 1443 EJ – 1456 EJ: | Marsk Phelan |
| 1456 EJ – 1 EH: | Marsk Gervase |
| 1 EH – 14 EH: | Marsk Goya |
| 14 EH – 22 EH: | Marsk Mardo |
| 22 EH – nu: | Sida Skarphedin |
Den rouliske styreform har til alle tider været kendetegnet ved en unik sammensmeltning af traditionelt norrlandsk stormandsstyre suppleret med en række monarkiske særpræg.
I de tidligste tider, hvor Roul-Assin opstod, forsøgte landets første konge, Keltorix, at etablere det som et traditionelt enevældigt monarki efter narabonsk forbillede. Der gik imidlertid ikke lang tid, før Keltorix måtte erkende, at det rouliske folk ikke brød sig synderligt om at være underlagt en konge. Mange var tværtimod flygtet til egnen fra Narabond og andre lande netop for at undslippe et liv under en egenrådig konges magt.
Landet blev derfor opdelt i fem jarledømmer, som blev givet til Keltorix’ mest betroede støtter, og denne opdeling findes stadig i dag. Ud over de fem jarler huser Roul-Assin også fire baronier, som sammen med jarlerne udgør den mest magtfulde elite blandt rigets adel. Det er disse ni jarler og baroner, der har beføjelserne til at vælge Roul-Assins konge og formelt også til at afsætte den siddende. Når de samles i den henseende, betegnes de som landets ni stamhuse.
Jarlerne har en meget høj grad af selvstændighed og er kun i begrænset omfang underlagt kongens autoritet. Hans primære magt over dem består i at kunne befale jarlerne at samle deres krigere under hans banner i tilfælde af krig. Det er jarlen, som den jævne befolkning betragter som deres umiddelbare regent, og typisk er det også jarlen, som folket går til for at afklare konflikter eller få mægling i tvister.
Ud over disse tilfælde har jarlerne ikke nogen større betydning for den enkelte roulers liv. Her søger man i stedet mod mere traditionelle, lokale lederskikkelser. De fleste roulere lever i mindre byer eller samfund, hvor det enten er den enkelte families overhoved eller en lokal stormand, der træffer de væsentligste beslutninger i hverdagen. Jarlernes primære funktion er dermed at sikre ro og orden i deres jarledømmer, og deres magt består primært i retten til at indkræve skatter.
Også druiderne og gudernes præster har en vis indflydelse på roulernes hverdag og ofte på en måde, hvor de to trosretninger supplerer hinanden. Størstedelen af roulerne bekender sig til fortidens åndetro, og navnlig i de nordlige og østlige egne er det stort set den eneste anerkendte religion. I disse egne har druiderne derfor stor betydning. Omvendt bekender andre roulere, navnlig i de vestlige og sydlige dele af riget, sig til læren om De Sande Guder, så her lytter folket i højere grad til præsternes bud, men uden helt at vende druiderne ryggen af den grund.
Der er tale om et komplekst samfund, bygget op omkring en decentral og meget regionsbestemt styreform, hvor der sjældent kun er én autoritetsskikkelse i de enkelte lokalsamfund. Fælles for alle roulere er dog, at de konsekvent søger mod lederskikkelser, der har bevist deres værd og vundet folkets respekt, enten i kamp eller gennem deres handlinger i øvrigt.
En roulers autoritet udspringer af vedkommendes bedrifter og ikke af snak eller tomme ord, så i alle samfundslag har man en tendens til at vælge handlekraftige personer som sine ledere. Den rouliske adel og overklasse består også fortrinsvist af krigere, der igennem et langt liv har tjent riget og nu har fået overdraget en titel og et stykke land som belønning for deres indsats.
Roulerne er desuden typisk dødeligt loyale over for deres regent, og oprør mod den siddende konge eller marsk er meget sjældne. På nuværende tidspunkt er Roul-Assin under ledelse af dronning Sida Skarphedin.
Indtil for få år siden var roulerne underlagt Narabond som vasal og kunne dermed ikke selv vælge en konge til at lede dem, men måtte i stedet nøjes med en marsk. Utilfredsheden voksede gradvist, og oprør begyndte flere steder at bryde ud mod det narabonske overherredømme. I år 22 EH gik modviljen så vidt, at roulerne i åbenlys trods valgte Sida Skarphedin som dronning på et stamhusmøde.
Narabond var opslugt af en ødelæggende borgerkrig på det tidspunkt og havde derfor ikke styrkerne til at sanktionere handlingen. Tværtimod måtte Narabonds dronning Tirri året efter række hånden ud til roulerne og bønfalde dem om hjælp til at komme hende til undsætning ved Slaget om Kungstadt. Roulerne sendte svar tilbage med et vilkår om, at prisen for deres støtte var, at Narabond frigav landet fra sit vasalskab og anerkendte Sida Skarphedins ret til at regere.
Med ryggen mod muren havde Tirri intet andet valg end at give efter, og de rouliske krigere kastede sig derfor ind i kampen, hvor de formåede at vende krigslykken. Efterfølgende ærede dronning Tirri sit løfte og udstedte dekret om, at Roul-Assin fremover skulle være et frit og selvstændigt rige.
Religion
Siden de tidligste tider har åndetroen haft en helt enestående position i den rouliske kultur. Druiderne har altid været folkets hellige vejledere og lever en asketisk tilværelse på det hellige bjerg Cebryn, hvor deres gøren og laden ikke er kendt for den almindelige rouler. Alt ved deres liv er omgærdet af mysterier, og druiderne har nærmest en mytisk status.
Den almene rouler er forment adgang til det hellige bjerg. I stedet rejser mange druider og vølver ned fra bjerget for at vandre eller nogle gange bo blandt det rouliske folk. Her forestår de årets ritualer og vejleder folket om alle livets aspekter, ikke mindst åndernes vilje.
Med tiden har læren om De Sande Guder dog også vundet indpas i det rouliske samfund. Det startede ikke frivilligt, men var et resultat af, at kong Aerek under en krig med Narabond måtte overgive sig og acceptere et fredsvilkår om, at Roul-Assin blev underlagt Narabond som vasal. Ud over dette blev det også dikteret, at roulerne skulle frasige sig åndetroen og lade sig konvertere til De Sande Guder.
Der var væsentlig større protester mod dette vilkår end selve vasalskabet, og mange nægtede at lade sig konvertere frivilligt. Årene efter bød derfor på en endeløs række af borgerkrige, hvor folket desperat forsøgte at bevare den gamle åndetro. Narabonds vilje blev imidlertid gennemtvunget, og folket blev konverteret – med eller mod deres vilje.
Uanset at åndetroen herefter var bandlyst i Roul-Assin, blev den dog fortsat praktiseret vidt og bredt, nu blot mere diskret end førhen. Selv blandt dem, der ikke længere bekendte sig til åndetroen, men havde taget De Sande Guder til sig, var sporene fra åndetroen tydelige. En talemåde blandt narabonere lød i denne tid på, at det var lige så svært at tvinge åndetroen ud af roulere som at tvinge melet ud af et brød. Med tiden begyndte flere og flere roulere dog at konvertere helhjertet og tage De Sande Guder til sig. Navnlig Ragil og Djorka tiltalte i høj grad det rouliske folk.
Det var særligt i landets vestlige og sydlige egne, at man så en stor tilslutning til De Sande Guder, hvorimod de nordlige og østlige dele stædigt holdt fast ved den gamle åndetro. Modstanden mod De Sande Guder steg markant i forbindelse med, at Tirri blev kronet som dronning af Narabond i år 21 EH og året efter påbød sit folk at følge læren fra Den Monopatiske Kirke. Det var en militant trosretning med stærke inkvisitoriske elementer, der havde som sit største mål at tvinge verdens folk til enten at underkaste sig guderne eller mærke bålets flammer.
Druiderne blev jaget vidt og bredt i Roul-Assin, og mange af deres hellige steder blev brændt ned. Som en reaktion på denne bevægelse blev Triskeletroen indstiftet i Roul-Assin. Den var et formildende forsøg på at skabe et roulisk modsvar til Den Monopatiske Kirke. Under Triskelen skulle Ragil, Djorka og Fanabina hyldes som de øverste guder, og folket skulle i særlig høj grad dedikere deres tilbedelse til disse.
Der gik dog ikke lang tid, før Triskelekirken begyndte at følge samme mønster som Den Monopatiske Kirke og indledte en regulær jagt på druider. På særligt én nat i år 24 EH blev hen ved 5000 åndetro dræbt i en begivenhed, som Triskelekirken betegnede som ’Den store renselse’. Folkets opstandelse var stor, og det førte samme år til et storstilet oprør mod både Triskelen og De Sande Guders præster.
Konsekvensen blev, at Triskeletroen blev bandlyst, alt imens åndetroen igen blev indstiftet som den øverste og formelle religion i Roul-Assin. Tilbedelse af De Sande Guder er ganske vist stadig tilladt, og navnlig æres Ragil og Djorka fortsat højt, men præsterne må nu acceptere, at deres lære kommer i anden række til fordel for åndetroen i det rouliske samfund.
Relationer
Igennem årene har Roul-Assins forhold til de nærtliggende riger været præget af roulernes tendens til helst blot at ville blive ladt i fred. De er et egenrådigt folk, og det tager meget lang tid at vinde deres venskab eller respekt. Når det til gengæld endelig sker, bliver det ikke glemt igen. Det samme er dog også tilfældet for deres fjendskab, som, når først det er vakt, bliver holdt i live med ildhu igennem generationer.
Narabond
Syd for Roul-Assin findes kongeriget Narabond. De to riger har en konfliktfyldt fortid bag sig, som stadig sætter sine spor hos folket. Roulerne var underlagt Narabond som vasal igennem hen ved 100 år, og selvom det ikke i praksis gjorde større indhug i deres frihed, huede det ikke roulerne at få stækket deres selvstændighed. Selv efter at roulerne blev frigivet fra vasalskabet i år 23 EH, er forholdet mellem de to lande derfor stadig anspændt, om end tonen er løsnet en del op igennem de seneste år. Begge parter synes da også indstillede på at lægge fortidens stridigheder bag sig.
Darkonien
Vest for Roul-Assin ligger dværgenes bjergrige Darkonien. Til trods for deres kulturelle forskelle har roulere og dværge altid formået at leve i harmoni, og de har med tiden udviklet stor respekt for hinanden. Det er fra dværgene, at roulerne har fået kendskab til smedekunstens hemmeligheder, og meget af dværgenes handel med omverden sker i disse tider gennem roulerne. Til gengæld forsyner roulerne dværgene med fødevarer og andre handelsvarer, som er utilgængelige under Darkoniens bjerge. De to kulturer udveksler også regelmæssigt nyheder om omverdenen og nyder godt af hinandens visdom og indsigt.
Norrland
Vest for Roul-Assin findes det norrlandske rige. Der er store lighedspunkter mellem de to kulturer, og det er åbenlyst for enhver, hvordan de deler et fælles historisk ophav. For udefrakommende kan de to kulturer fremstå så ens, at det ofte er vanskeligt at kende forskel på en rouler og en norrlænding ved første øjekast. Indbyrdes betragter de hinanden som fjerne slægtninge, og der er en udtalt fællesskabsfølelse mellem de to riger. Relationen mellem norrlændinge og roulere er også præget af stor respekt, og de står ofte sammen i tykt og tyndt mod fælles fjender.
Santillia
Roul-Assins sydvestlige områder grænser op til elverskoven Santillia. De to folkeslag har bekriget hinanden igennem århundreder, og der er ikke noget, som indikerer, at de har til sinde at ophøre med det foreløbig. Ingen husker rigtig, hvordan stridighederne startede, udover at de typisk udspringer af uenighed om, hvor grænsen mellem Santillia og Roul-Assin skal trækkes. Elverne kræver, at alt land, hvor der vokser skov, skal være deres. Langt størstedelen af skoven i Roul-Assin befinder sig imidlertid på roulisk jord, som roulerne mener sig i deres gode ret til at forsvare.
Rustbjergene
Øst for Roul-Assin finder vi Rustbjergene, hvor sortblodsfolket har deres hjem. Igennem årene har sortblodsracerne hærget og plyndret Roul-Assin i et sådant omfang, at det rouliske folk nu foragter dem som pesten. Da Rustbjergene strækker og snor sig langt ind i Roul-Assin, er det aldrig til at vide, hvorfra den næste hærgende horde kommer væltende. Folket har derfor lært, at det er en forudsætning for at overleve, at man altid er på vagt og bekæmper sortblodsfolk, hvor end man finder dem.