Rustbjergene

Rustbjergene omfatter hele den store bjergkæde, som løber langs Nirahams nordligste egne, fra Norrland i vest til Eislonien i øst. Sortblodsfolket er bjergenes herskere og tolererer ingen andre racer på deres land. De har ikke kun formået at overleve de barske forhold, som bjergene rummer, men synes næsten at nyde og trives i den kummerlige tilværelse blandt vindomsuste bjergtoppe. Landet er dækket af is og sne i de fleste af årets måneder, og føde er kun yderst sparsom. Den eneste mad, der er at finde, stammer fra de spredte flokke af dyr, som af og til begiver sig op i bjergene, samt hvad der nu engang er muligt at få ud af de fyrretræer, som dækker bjergkammene.

Den altovervejende del af Rustbjergenes beboere består af orker, der har slået sig ned i et utal af større eller mindre stammesamfund. For det meste lever de en nomadisk tilværelse, hvor de kun slår sig ned et sted i kortere tid ad gangen. Efter at have tømt området for den smule føde, der er at finde, begiver de sig atter videre. Hver enkelt stamme har dog sine egne territorier, som de bevæger sig inden for.

Stammerne består som regel af op til 50 individer, der anføres af en enkelt stærk leder. Ofte er stammerne bygget op omkring en række slægtslinjer, men de familiære bånd har ingen større betydning, da stammens overlevelse til enhver tid har forrang. Det sker derfor også hyppigt, at syge eller svagelige individer bliver udelukket, og at nye krigere, der har bevist deres værd, bliver optaget udefra.

Det hænder, at en mindre gruppe gobliner følger orkerne på deres vandring. Goblinerne er svagere end orkerne og bliver da også behandlet mærkbart ringere. Orkerne anerkender dog, at gobliner – deres ringe styrke til trods – kan gøre sig nyttige med deres snuhed og intellekt, og i tider, hvor der er tilstrækkeligt med mad, lader de stammerne leve sammen og deler deres bytte med goblinerne.

Som oftest vil goblinerne dog have deres egne klaner. De lever afskåret fra orkernes, men dog alligevel ofte i en sådan nærhed, at de vil kunne trække på deres frænder, hvis de skulle blive udsat for fare. Goblinernes samfund er ofte en kende større end orkernes og kan bestå af op til 100 individer. Også de anføres af en stammeleder, men i modsætning til orkerne, der vælger deres leder ud fra vedkommendes styrke og autoritet, lægger goblinerne i højere grad vægt på, at deres leder skal forstå sig på snuhed og list.

Stridigheder mellem stammerne er hyppige og handler typisk om grænserne mellem deres territorier. Der er imidlertid en langvarig tradition for at løse dem hurtigt og simpelt ved at lade en eller flere krigere fra hver stamme kæmpe til døden for at få afklaret tvisten. Samme fremgangsmåde bruges også gerne til at afklare interne konflikter i stammerne. Gobliner har en lignende tradition, som dog i højere grad indbefatter snigmord på rivaler, men som ikke desto mindre er mindst lige så effektiv.

Uanset at denne levevis må synes primitiv og brutal for de øvrige racer, har kulturen i Rustbjergene vist sig at være overordentlig givtig. Den har ikke kun formået at bevare sortblodsfolket, men har også hærdet dem og gjort dem stærkere end Nirahams øvrige racer. Det er således uberettiget, hvis man måtte tage kulturen som et udtryk for, at sortblodsfolket skulle være dumme eller tilbagestående – de er blot simple og ligefremme i deres adfærd og løser deres udfordringer i livet med en kynisk brutalitet.

Styre

Igennem tiderne har der været en udbredt tradition for, at magtfulde stammeledere forsøgte at udråbe sig som herskere over store dele af bjergkæden. Enkelte gange er det endda sket, at en særlig magtfuld leder har forsøgt at tilkæmpe sig titlen som konge af Rustbjergene. De lokale stammeledere har imidlertid hver gang taget det som en udfordring og har efterfølgende stået i kø for at kunne udfordre den formastelige. De enkelte konger har derfor sjældent siddet på tronen særlig længe ad gangen, før bjergene endnu en gang er blevet opdelt i de traditionelle små stammesamfund.

I år 1462 EJ skete der imidlertid noget nyt. Efter at have hærget menneskenes lande i et årti vendte orken, der var kendt som Gorbit den Sure, hjem til Rustbjergene med sin flok og underlagde sig alle stammer på sin vej. Han var ikke kun stor og mægtig som få, men havde Gorrums kræfter og et temperament, hvis lige aldrig før var set. Da han havde samlet op mod tusind orker og gobliner under sin fane, slog han sig ned og opførte en prægtig fæstning. Herfra udråbte han sig ikke kun som konge over Rustbjergene, men også som Gorrums profet.

Vanen tro troppede der snart et utal af udfordrere op, men Gorbit besejrede dem alle – ofte flere ad gangen – for derefter at drage ud for også at knuse deres klaner. Herefter tog han deres kranier med hjem til sin fæstning og brugte dem til at udsmykke væggene i dens store hal. Det satte snart skik på orkerne, og for første gang i historien lod de sig forene under en fælles konge.

Gorbit viste sig som en overordentlig kompetent hersker. Ikke kun formåede han at forene orkernes stammer, men med deres fælles styrke nød orkerne stor fremgang de følgende år. De lykkedes med at fordrive alle de mennesker, der i svært befæstede byer havde slået sig ned i Rustbjergene, og fortsatte herefter kampene ind i menneskenes land. Igen og igen vendte orkernes plyndringstogter tilbage med righoldigt bytte efter at have tømt menneskenes kornkamre og slagtet deres kvæg, og over tid blev deres tilstedeværelse i menneskenes land så omfattende, at den fik karakter af regulær erobringskrig.

Også goblinerne udpegede sig i denne tid en konge. Hans navn var Skrotum den Gale, og han blev indsat umiddelbart efter Gorbit i år 1465 EJ. Der var oprindeligt blot tale om en grov parodi på orkerne, og goblinerne forestillede sig aldrig, at det skulle være mere end en god spøg. Kong Skrotum var imidlertid mere snu end de fleste, og det lykkedes ham ved list at holde fast ved tronen og sin kongetitel, og til sidst begyndte også goblinerne at anerkende, at de havde god gavn af at være forenet under en fælles hersker.

I år 22 EH blev Gorbit dræbt og efterfulgt af orken Jernhud. Han tolererede ingen andre konger i Rustbjergene og dræbte derfor kong Skrotum kort efter at være blevet indsat, og siden har goblinerne været underlagt orkernes hersker. Jernhud regerede, indtil han i år 32 EH blev dræbt. Siden lå magten over Rustbjergene for en tid i hænderne på den magtfulde forsamling af shamaner, kaldet Det Sorte Råd, indtil orken Grahbrok Granitkæbe lod sig udråbe som konge i år 33 EH. Som noget ganske enestående er Grahbrok ikke rustork, men stammer fra en af de lavere rangerende bjergklaner.

Under sig har kong Grahbrok en håndfuld betroede præster og hærledere, der forkynder både hans budskab og Gorrums ord. De bliver håndplukket blandt orkerne og udvælges i højere grad på grund af deres fysiske styrke og brutalitet end for deres intellektuelle færdigheder. Det gør dem kun endnu mere frygtindgydende, og de er et effektivt redskab til at sikre folkets loyalitet.

I det daglige ligger en stor del af magten blandt både orker og gobliner dog hos de respektive stammeledere. De er ofte meget magtfulde individer, som enerådigt bestemmer over stammen, og som ikke tolererer nogen modstand. Det ligger imidlertid i både orkers og gobliners natur at søge opad i hierarkiet, og lederen må gang på gang se sig udfordret af yngre rivaler. Stammelederen er også eneansvarlig for sin floks trivsel, og hvis de sulter eller gentagne gange lider nederlag til rivaliserende stammer, vil han snart finde sig jaget og udsat.

Troldene lever en noget anderledes tilværelse end de øvrige sortblodsracer. De er ensomme væsner, der drager alene omkring højt oppe i bjergene og kun sjældent opholder sig sammen med orker og gobliner i længere tid ad gangen. De har ingen reelle ledere og bruger størstedelen af deres tid på at samle føde. De er hverken interesserede i selv at tilkæmpe sig magt eller i at være underlagt andres, og det er som regel kun, hvis de er sultne eller savner underholdning, at de slutter sig til en flok orker på plyndringstogt, og selv da vil de kun nødtvungent adlyde flokkens leder.

Religion

Siden Gorrum åbenbarede sig for sortblodsracerne, har han været den største – og for mange den eneste – guddom, som er værdig til deres tilbedelse. Sidenhen er Fiskur kommet til og er blevet goblinernes foretrukne, og også de nye guder Flarn, Dilarna og Girak har fundet sig en del tilhængere blandt sortblodsracerne.

Blandt orkerne i Rustbjergene er det dog kun Gorrumtroen, der er tilladt. Siden kong Gorbit i sin tid udråbte sig selv til Gorrums profet, har både han og hans efterfølgere på tronen slået hårdt ned på enhver anden form for religiøs afvigelse blandt orkerne, og for at sikre folkets dedikation er Gorrums præsteskab givet meget vidtgående beføjelser til at straffe alle orker, der er svage i troen.

Det er imidlertid ikke kun kongen og hans præster, der sørger for, at orkerne forbliver stærke i troen. Det er vidt anerkendt – selv blandt dem, som ikke tilbeder ham – at Gorrum er almægtig og ser alt, hvad der sker på Niraham. Han følger hver eneste af sine tilhængeres handlinger og giver dem store gaver, hvis de er stærke i troen, men straffer dem tilsvarende hårdt, hvis de viger fra hans veje. Alle orker lægger derfor store kræfter i at behage guden og sikre, at hverken de selv eller deres racefæller misbehager ham.

Hvor kongen sørger for, at der kun kan herske én tro blandt orkerne i Rustbjergene, er afvigelser mere normale uden for bjergene. De orker, der drager sydpå, har betydelig friere tøjler, og af og til fanges deres interesse af de kræfter, som eksempelvis De Sande Guder tilbyder deres tro tilhængere. Afvigelser fra Gorrums lære er således næsten utænkelige i Rustbjergene, men et relativt hyppigt syn blandt orker i resten af Niraham. Særligt har Flarn vækket interessen hos mange orker uden for Rustbjergene, og tilslutningen er ikke blevet mindre, efter at Flarn udpegede Garûk Grish’Sapat som sin ypperstepræst. Han holder til i Morkuveria, som er blevet et fristed for orker, der har vendt Gorrum ryggen.

Goblinerne anerkender også Gorrum og hans magt, men deres tilbedelse ligger hos Fiskur. Det fortælles, at Fiskur engang blot var en simpel goblin, der med stor snilde og kløgt formåede at blive ophøjet til guddom. I ham ser goblinerne det højeste ideal af alle, og selvom de gør sig umage for aldrig at misbehage Gorrum, tilbeder goblinerne Fiskur og bestræber sig hver dag på at blive som ham.

Der er dog også en del gobliner, som har taget De Sande Guder til sig. Særligt har Giraks lære tiltalt dem, og både i og uden for Rustbjergene er hans tilhængere righoldige. Tilbedelsen af Girak er accepteret blandt de øvrige gobliner, men straffes hårdt af de Gorrumtro orker, så når de opholder sig i Rustbjergene, holder de Giraktilbedende gobliner deres trosforhold for sig selv. Også Flarn har – af uransagelige årsager – fundet sig en del tilhængere blandt goblinerne, der tolker hans lære som en uforbeholden tilladelse til at plyndre og hærge deres omgivelser uden at skulle bekymre sig om konsekvenserne.

Troldene har ikke – som de andre sortblodsracer – en forståelse for religion. De anerkender ganske vist Gorrum og hans magt, og de ved, at de i hans øjne er en udvalgt race. Men de er ikke religiøse som sådan, og religion påvirker ikke deres liv. Derfor ignorerer de også blot orkernes religiøse doktriner og vandrer frit og ubekymret omkring i Rustbjergene. Både kong Grahbrok og hans præsteskab har så stor respekt for troldene, at de blot lader troldene leve deres liv, som de ønsker, og har opgivet ethvert forsøg på at underlægge dem Gorrums magt.

Relationer

Forholdet mellem sortblodsfolk og de øvrige racer har altid været præget af konflikt. Kolde vintre og menneskenes indtrængen på orkernes traditionelle jagtområder har tvunget dem ned fra bjergene på hærgende togter, hvor de har skaffet sig føde på den måde, de kender bedst – med sværd i hånd. Selvom sortblodsfolk sjældent har varme følelser tilovers for de øvrige racer, nærer de ikke et egentligt fjendskab mod dem. Når orker og gobliner drager ned fra Rustbjergene, er det sjældent med andet formål end at beskytte deres territorium og skaffe føde til vinteren, og deres fremstød ind i de omkringliggende riger er i højere grad båret af nødvendighed end af lyst.

Narabond

Sydvest for Rustbjergene befinder menneskenes rige Narabond sig. Det er et stort land fuld af mad og guld. Men narabonerne er også gode til at beskytte deres rigdomme. Deres krigere er dumme, men modige, og byerne er beskyttet af høje mure. Sortblodsfolket bevæger sig typisk kun så langt sydpå, når sulten knurrer hårdest i maven. I de seneste år er Narabond dog også blevet et hyppigt mål for udstødte sortblodsklaner, og særligt i rigets nordlige dele omkring Vinterskoven kommer det efterhånden ofte til træfninger mellem sortblodsfolk og narabonere.

Santillia

Mod sydvest ligger også Santilliaskoven, hvor elverne bor. Orkere og elvere formåede i århundreder at leve nært op ad hinanden i en fælles forståelse. Den harmoni brød elverne imidlertid, og nu kan de to racer ikke længere leve sammen i fred eller balance. Elverne må lære deres plads i livet, og så længe de bekæmper orker og støtter mennesker, som tager sortblodsfolkets land, har de gjort sig selv til et bytte. Elverne vil dog altid være en af Gorrums udvalgte racer, og derfor får de også en smule videre rammer end de andre racer.

Emyr

På de åbne områder syd for Rustbjergene findes Emyr. Deres folk er mægtige krigere og nogle af de eneste mennesker, som orkerne er betænkelige ved at lægge sig ud med. Respekten er ikke blevet mindre af, at Emyr i forbund med Det Chatonske Imperium formåede at føre et storstilet angreb ind mod de sortblodsfolk, der var bosat i Kuldens Mur i år 33 EH, hvor de lykkedes med at fortrænge størstedelen af folket, som var bosiddende her. For nu holder sortblodsfolket derfor en respektfuld og varsom afstand til Emyr og angriber kun fjerntliggende, dårligt forsvarede landsbyer i landet.

Roul-Assin

Mod vest ligger Roul-Assin i grænselandet mellem Rustbjergene og dværgenes rige, Darkonien. Roulerne er et stædigt folkeslag, der trodsigt nægter at holde sig inden for grænserne af deres eget rige. Gennem årene har de igen og igen bevæget sig ind i Rustbjergene og forsøgt at gøre krav på de lavtliggende områder. Det har ført til meget død og ødelæggelse for deres folk. Roulerne er tilmed gået så vidt som til at tage dværgenes parti i den livslange strid mellem sortblodsfolk og dværge. Det gør dem ikke kun til dumme, men også meget døde mennesker.

Norrland

Længere mod vest er norrlændingene bosat langs Iskysten. De er et stærkt og stolt folkefærd med gode krigere, som sortblodsfolket har lært at respektere. Det er sjældent, norrlændingene bevæger sig op i Rustbjergene, og da det også i øvrigt er småt med føde i Norrland, gengælder sortblodsfolket tjenesten. Det har derfor været småt med sammenstød mellem de to kulturer, og de har kunnet undgå hinandens territorier og dermed også de større konflikter, der ellers typisk har præget sortblodsfolkets kontakt til menneskeracen.

Imperiet

Mod sydøst grænser Rustbjergene op til Det Chatonske Imperium. Chatonerne har traditionelt altid undgået bjergene mod nord, hvilket har begrænset kontakten mellem de to racer. De har begge været bevidste om hinandens tilstedeværelse, men så længe de hver især undgik hinanden, herskede der en skrøbelig fred. Chatonerne brød imidlertid den fred, da de overfaldt og dræbte sortblodsfolket i Kuldens Mur i år 33 EH. Modsat Emyr er chatonerne dårlige til at forsvare deres land, så de kan ikke tillade sig at protestere over, at sortblodsfolket nu vælter ind over deres grænser i stort antal.

Darkonien

Vest for Rustbjergene finder man dværgenes rige, Darkonien. Siden tidernes morgen har de to racer ligget i evig krig med hinanden, og området mellem de to bjergkæder har udviklet sig til en evig krigszone. Konflikten har aldrig fået en vinder, men man kæmper alligevel ufortrødent videre. På trods af at mange orker efterhånden har glemt, hvorfor de hader dværgene sådan, ændrer det ikke på deres følelser – en død dværg er en god dværg.