Santillia

Langt mod nordvest, mellem kongeriget Narabond, dværgenes ældgamle miner i Darkonien og Roul-Assins kornmarker, ligger Santillia, hvor det skovelviske folk har boet i utallige generationer. Det er en underfundig og magisk skov, og det fortælles ofte, at skoven har sin egen stemme, der kan høres i vindens susen.

Man finder mange af Nirahams ældste træer i Santillia, og flere af elvernes hellige livstræer har rødder i skovens muld. Under trækronerne sker der skønne, overnaturlige fænomener, der ikke kan forklares, og mange, som har forvildet sig ind under skovens kroner, er blevet forblændet af skovens magi og har aldrig siden fundet ud derfra igen.

Gennem tiden er skoven dog svundet ind. I tidernes begyndelse spredte den sig over hele Nirahams nordlige kontinent, men ved sortelvernes første indtog på Niraham blev den delt i to: Eislonien i øst og Santillia i vest. Siden har menneskenes grådige hunger efter træ gjort yderligere indhug i skovens omfang, men også sortelvere og sortblodsfolk har med ild og magt frataget elverne store dele af skoven.

Den megen modstand har gjort skovelverne opsatte på at forsvare resterne af deres prægtige skov, og enhver uvedkommen, der nu bevæger sig ind i Santillia, må være forberedt på at blive mødt af elviske pile og spyd. Til trods for at den narabonske konge, Valdemar Narabond II, udstedte Kongefreden i år 15 EH, hvor han garanterede for Santillias sikkerhed, har menneskene fortsat deres overgreb på elvernes skov, og skovelverne er nu stærkt opsatte på aldrig igen at give afkald på mere af deres land.

De seneste år har budt på en blodig krig mellem Narabond og Santillia, som også involverede deres allierede: Paravien og Plen, der støttede Narabond, og Buranus, der stod side om side med Santillia. En fredsaftale blev opnået i efteråret 33 EH, men ikke før krigen havde kostet mange liv blandt Santillias skovelvere. Ikke så snart var striden med de menneskelige riger bilagt, før en ny brød ud mellem skovelvere og højelvere i Santillia, og året efter, 34 EH, var kendetegnet ved den værste borgerkrig i elvernes historie, der kulminerede med Slaget om Midterriget.

Tilværelsen i Santillia har dermed altid været usikker og farefuld, men de seneste år har været en særlig hård prøvelse for skovelvernes folk.

Geografi

Santillias skove er præget af ældgamle træer, og mellem dem løber sindrige stier, der forbinder skovelvernes samfund. Som deres søskendefolk i Eislonien lever hovedparten af skovelverne i underskønne byer, der er et vidnesbyrd om elvernes kunstfærdige håndværk. Skovelverne forsøger dog at leve i harmoni med naturen, og selvom de adelige ynder at føre sig frem i palæer af skinnende hvid marmor, er byerne i høj grad opført, så naturen er indarbejdet og glider sammen med bygningsværkerne. Mange almindelige skovelvere foretrækker også bygninger i træ og naturlige materialer.

Uden for byerne finder man utallige samfund, hvor skovelverne lever frit og i harmoni med naturen. Det vil dog være en fejl at betragte dem som primitive. Selv det mest basale elverhjem i Santillia vil blive anset for et kunstfærdigt hjem efter menneskenes standarder, og de underfundige bygninger vil ofte være opført, så de nærmest glider i ét med naturen omkring dem.

Naturen anses for at tilhøre alle elvere i Santillia, og enhver skovelver kan principielt færdes frit i skoven. Selvom adelsfamilierne har opført prægtige slægtshjem rundt omkring i Santillia, anser de sig i højere grad som varetagere og beskyttere af skoven mere end som ejere af de omkringliggende områder. Af samme årsag er der heller ikke trukket grænser eller udstukket klart afgrænsede regioner, som man ofte vil se i menneskenes riger.

Efter gammel tradition er de forskellige dele af skoven dog kendt ved navne. Området i den centrale del af Santillia omtales som Midterriget, hvilket formelt set er navnet på selve hovedstaden i Santillia, men også bruges til at betegne den omkringliggende skov. Santillias nordlige egne er Vinterskoven, som utvivlsomt er den del af Santillia, der er bedst kendt i omverdenen. Den østlige del af skoven, der grænser op mod menneskeriget Narabond, er Guldskoven, og mod syd finder man Sommerskoven, der grænser op mod Vestlenet i Narabond og Gothia, og hvor størstedelen af elvernes handel med menneskene finder sted. Den sydvestlige del af Santillia er Sølvskoven, og den nordvestlige er Kobberskoven, der begge grænser op mod dværgenes rige, Darkonien.

Midterriget

I Santillias inderste finder man skovelvernes sagnomspundne hovedstad, Midterriget. Det er en stor og tæt befolket by, præget af livlig aktivitet, hvor der hver dag handles med en mangfoldighed af varer, og hvor elvere fra hele Santillia samles – fra højadelig til simpel bonde og præst. Byen er opført i perfekt harmoni med den omkringliggende natur, og de smukt anlagte alléer strækker sig mellem høje, slanke birketræer.

I byens midte ligger det mægtige Krystalpalads – skabt af ældgammel magi fra den stjerne, som Sissianna lod falde fra himlen for at vise det første medlem af Akantusslægten, hvor familien skulle slå sig ned. Lige siden har det været hjemsted for Akantus, og det er herfra, de har regeret over Santillia. Paladset er skabt af det pureste krystal, og i den enorme tronsal befinder Krystaltronen sig, hvorfra Santillias hersker holder hof. I Krystalpaladsets have står Det Hvide Træ, som Sissianna selv plantede, og som har været stamfader til alle efterfølgende livstræer i Santillia. Tidligere blev det bevogtet af Skovens Vogtere, men efter den elviske borgerkrig, der har udspillet sig gennem de seneste år, har en deling af soldater fra Istezari nu overtaget beskyttelsen af træet.

Ikke langt fra Krystalpaladset ligger senatsbygningerne for Santillias senat. Her har de fem senatsfamilier plads: Akantus, Rimfrost, Egeblad, Sølverrose og Istezari. Senatet er opført som en enorm sal med fem længer, der hver er formet i en halvcirkel, og hver længe er udskåret af fint ceder- og egetræ, med våbenskjoldet for den familie, som længen er forholdt, skåret kunstfærdigt ind i træet. Overfor halvcirklen står regentens trone, og på hver side har fyrstens rådgivere og højvogtere plads. Et gyldent skær synes altid at fylde rummet, og fra loftet vokser der grønne forårsblade, der skaber en stemning af evigt forår.

I den vestlige del af Midterriget ligger Marmortårnet – Santillias ypperste magiakademi. Her studerer kun de mest talentfulde elviske magikere. Tårnet ledes af Sal’linja Svalevinge Skhartiare, en mystisk skikkelse, der sjældent ses offentligt. For det meste lader hun sine to nærmeste lærlinge, Solsvane og Månesvane Skhartiare, varetage den daglige ledelse af akademiet. Udover skovelvernes magikere opsøger eislonske højmagere også ofte tårnet for at søge viden. Under Marmortårnet, i en dyb klippehule, hviler den største af Lyanes tårer. Dette kammer er akademiets helligste rum, og udover Sal’linja får kun ganske få nogensinde adgang hertil.

Midterriget rummer også et stort, gammelt Gasnian-tempel, kaldet Det Grå Tempel. Templet har utallige gange, tårne og hemmelige rum, som fungerer som arkiv og bibliotek for Santillias befolkning. Her kan alle, der søger viden, finde svar. Templet ledes af en orden af skovelviske præster, der har viet deres liv til Gasnian. Det er deres erklærede formål at indsamle og bevare elvisk viden, og mange af deres medlemmer rejser vidt og bredt for at fuldføre denne opgave. Templet skulle også være hjemsted for en række gamle, magtfulde artefakter.

Nord

Den nordlige del af Santillia er kendt som Vinterskoven eller Den Syngende Skov og er det mest krigshærgede område i Santillia. Skoven har i umindelige tider været genstand for stridigheder med mennesker fra Narabond og Roul-Assin, og elverne har mistet meget skov på deres bekostning.

Området har traditionelt været styret af Rimfrostfamilien, som dog har udøvet deres råderet med løs hånd og sjældent selv har opholdt sig i området. Til sidst endte de med at overgive kontrollen over Vinterskoven til Skhartiarefamilien, men heller ikke de har lagt mange anstrengelser i at varetage området. Langt hovedparten af al administration er overført til et råd, kaldet Det Lille Råd, der træffer alle løbende beslutninger for skoven.

Skoven er hjemsted for et tredjegenerations livstræ, som stod under beskyttelse fra Skovens Vogtere, indtil den elviske borgerkrig brød ud, og de var nødsaget til at rejse derfra. Siden har løse fraktioner af elvere slået sig ned og opført bosættelsen Vinterly, hvorfra de vogter over træet. Tæt ved Vinterly findes også Lysets Eng, som er et helligt område, der for nyligt er indviet til Nimars ære, og hvor solens stråler altid skinner på hans tilbedere.

Også en deling højelvere fra Huset Luminos af Buranus har etableret sig i området. De modtog i år 11 EH bud fra Santillia med en desperat bøn om hjælp, og på befaling fra Buranus’ højkonge Alidon Stella III rejste de til Vinterskoven og opførte fæstningen Stella Luminos nær livstræet for at kunne bistå med dets beskyttelse.

Vinterskoven er også i øvrigt kendetegnet ved, at en af de væsentligste handelsruter nordpå mod dværgenes rige, Darkonien, løber igennem skoven. Siden den også benyttes i vid udstrækning af menneskene, er ruten kendt som Menneskepasset. Ruten fører til en handelsplads nær Darkoniens fod, Nordens Perle, hvor en stor del af al handel mellem elvere og dværge finder sted.

Vest

Den vestlige del af Santillia består af Kobberskoven i nord og Sølvskoven i syd. Området er kendetegnet ved at støde op mod dværgenes rige i Darkonien og har altid været regnet for den roligste og mest fredsommelige del af Santillia. Denne del af skoven er også den tyndest befolkede, da jorden er mindst frugtbar, og det er sparsomt med fødevarer.

Et af de mest betydningsfulde steder i denne del af skoven er det andengenerations livstræ, der kaldes Tornetræet. Det er rent fysisk et af de mindste livstræer, men er stadig yderst kraftfuldt. Dets ringe størrelse bliver tilskrevet, at det engang var udsat for angreb fra mørke kræfter, der trængte ind i Santillia fra Darkonien. En konklave af druider kom træet til undsætning i sidste øjeblik og reddede det fra at dø. Selvom det kom sig over angrebet, efterlod det imidlertid træet lille og afstumpet. Siden har træet været beskyttet af druidernes magi, og rundt om det vokser et nærmest uigennemtrængeligt tornekrat.

Ikke langt fra Tornetræet befinder Heltenes Sale sig, der er Sølvhjelmenes højborg i Santillia. Her er konstant udstationeret 30 sølvhjelme fra Eislonien, som har til formål at bevogte og forsvare de tilbageværende livstræer i Santillia for enhver pris. Højborgens sale er bemalet med motiver af fortidens helte og elvernes store krige og sejre og lever til fulde op til højborgens navn. Man vil ofte opleve sølvhjelme, der træner nær Tornetræet, og sammen med de elviske druider gør de alle tænkelige bestræbelser på at holde træet sundt og stærkt.

Syd

Den sydlige del af Santillia, kaldet Sommerskoven, er i særlig grad kendt for sine mange hellige steder. Det væsentligste af dem alle er Santillias største og mest prægtige tempel, Den Evige Sommers Tempel. Her vokser flere livstræer, og da Lyane efter Himmelkrigene græd sine tårer over Sissiannas bortgang, faldt den første af dem i templet midt mellem livstræerne. Dens magiske kræfter er derfor stærkere og renere end i resten af Lyanes tårer.

Det cirkulære tempelkompleks er enormt og har tre store udbygninger, der førhen var dedikeret til Nimar, Sissianna og Rina. Efter Himmelkrigene har også Lyane og Jorin fået plads i dem. Templet er omgivet af en prægtig have fyldt med underskønne blomster, buske og græsplæner, der brydes af elegante springvand, skabt af de dygtigste kunstnere fra Santillia og Eislonien. Fra templet strømmer en guddommelig varme, der medvirker til, at det året rundt føles, som var det sommer, og som har givet templet sit navn.

Det er også i Sommerskoven, at Fredsengen ligger – det eneste sted i Santillia, hvor mennesker frit kan komme for at handle. Området har før i tiden også været tilholdssted for mange halvelvere, som havde fundet et sted, hvor de kunne drage fordel af deres tilhørsforhold til begge racer.

Fredsengen har dog længe været årsag til konflikt blandt elverne, da mange familier er indædte modstandere af at åbne Santillias grænser op for mennesker. Gennem tiden har det i høj grad været Rantellfamilien, der varetog Fredsengen og sikrede opbakning til, at den forblev åben. De seneste år har tilstanden dog ændret sig, og Istezarifamilien har overtaget kontrollen med området.

Under påskud af at ville rydde Fredsengen for halvelvere rykkede de ind på pladsen med deres soldater. Her blev de mødt af protester, og det kom til blodige sammenstød, hvor talrige mennesker og elvere også blev dræbt. Derefter lukkede og afspærrede Istezari adgangen til Fredspladsen med en palisadevæg, bevogtet af soldater.

Handlen er nu flyttet uden for porten, og området foran er blevet til Den Nye Handelsplads, hvor der stadig foregår en vis handel blandt racerne, men i væsentlig mindre omfang end førhen.

Sommerskoven styres officielt af familien Trane, som har tjent en formue på at importere krydderier fra Zara’bash og Tharkien. Områdets åndelige overhoved er den ældgamle adelsfamilie Ametyst, hvis status som skabere af Den Evige Sommers Tempel giver dem en indflydelse, der sidestilles med – hvis ikke overstiger – familien Tranes. Der synes ikke at være nogen åbenlys konflikt mellem de to magtfulde familier, men under overfladen lurer ofte en udtalt spænding.

Øst

Den østlige del af Santillia var engang den største og mest majestætiske del af skoven og blev derfor også kendt som Guldskoven. Efter at have lidt under årtusinders konstante angreb fra mennesker, hvis hunger efter træ og land er umættelig, er skoven svundet ind og er nu kun en skygge af sit tidligere jeg. Der udkæmpes regelmæssige grænsestridigheder med Narabond, og skovelverne i området lever en tilværelse, hvor de konstant er beredt på kamp.

Visse af konflikterne har dog i stedet religiøse undertoner. En af de mest langvarige og indædte vedrører den af Lyanes tårer, der findes i området, og som er kendt som Tågesøen. Selvom den befinder sig i Santillia, gør adskillige menneskelige druidecirkler krav på søen, som de anser for et af de mest hellige steder på Niraham, og de kæmper en indædt kamp med Nattefrostfamilien om herredømmet over søen.

Ikke alle stridigheder i det østlige Santillia er mellem elvere og mennesker. Også skovelverne har de seneste år været i indbyrdes stridigheder. Efter at Istezarifamilien opnåede stor magt i Santillia gennem ægteskabet mellem Anarion Istezari og fyrstinde Tanaya Akantus, har de gentagne gange gennemtvunget deres autoritet ved magt. Særligt Skovens Vogtere har trodsigt modsat sig, og i år 20 EH udviklede det sig til en regulær borgerkrig ved Slaget om Stormhjerte. Istezari trak sig sejrrigt ud af kampen og overtog derfor kontrollen over Stormhjerte fra Sølvbirkfamilien, der havde støttet Skovens Vogtere under kampene. Siden omdøbte de byen til Stålhjerte.

Også den prægtige fæstning Tornely, der traditionelt har været Egebladfamiliens ejendom og den største bastion i forsvaret af Santillia, har Istezarifamilien overtaget kontrollen med, omend Egeblad fortsat patruljerer de omkringliggende områder.

I år 34 EH kulminerede stridighederne mellem skovelvere og Istezarifamilien med det grusomme slag foran Midterrigets porte, der blev kendt som Slaget om Midterriget. Her endte Istezari med at trække sig sejrrigt ud, og siden har de gjort sig store anstrengelser for at konsolidere deres magt over navnlig den østlige del af Santillia, hvor modstanden mod dem traditionelt har været størst.

Styre

7400 FJ – 6022 FJ:	Achillea Akantus
6022 FJ – 5487 FJ:	Salvie Akantus
5487 FJ – 5301 FJ:	Elia Akantus
5301 FJ – 4828 FJ:	Dafni Akantus
4828 FJ – 4616 FJ:	Torn Akantus
4616 FJ – 4277 FJ:	Poppel Akantus
4277 FJ – 4261 FJ:	Meliane Akantus
4261 FJ – 4109 FJ:	Niesa Akantus
3972 FJ – 3150 FJ:	Pil Akantus
3150 FJ – 2746 FJ:	Achillea Akantus II
2746 FJ – 2415 FJ:	Ørn Akantus
2415 FJ – 1625 FJ:	Natteskær Akantus
1625 FJ – 1093 FJ:	Orchis Akantus
1093 FJ – 845 FJ:	Rimfrost Akantus
845 FJ – 544 FJ:	Sølvskær Akantus
544 FJ – 376 FJ:	Rose Akantus
376 FJ – 248 FJ:	Bjørn Akantus
248 FJ – 105 FJ:	Egeløv Akantus
105 FJ – 45 FJ:	Stjerne Akantus
45 FJ – 21 FJ:	Kilde Akantus
21 FJ – 542 EJ:	Tusindfryd Akantus
542 EJ – 993 EJ:	Løvfod Akantus
993 EJ – 1239 EJ:	Sølvskær Akantus II
1239 EJ – 1 EH:	Måne Akantus
1 EH – nu:	Tanaya Akantus

Santillia er formelt etableret som et enevældigt monarki, hvor fyrsten har uindskrænket magt over riget og alle elvere deri. Siden de tidligste tider har fyrsten været udpeget inden for Santillias traditionelle fyrsteslægt, Akantus, og den nuværende fyrstinde er Tanaya Akantus, der overtog positionen i år 1 EH, da hendes mor frasagde sig tronen.

I praksis har de mange adelsfamilier dog noget nær uindskrænkede beføjelser over de områder af skoven, der hører til deres slægtshjem, ligesom store dele af det santillianske samfund er opbygget efter gamle skikke og traditioner, der anses for ubrydelige. Inden for en lang række områder har fyrsten dermed kun begrænset eller slet ingen magt.

Til at rådgive fyrsten og være dennes forlængede arm har Santillia et senat bestående af fem udvalgte familier: Akantus, Rimfrost, Egeblad, Sølverrose og Istezari, der hver især har fem pladser i senatet. Selvom senatet ikke som sådan har formel magt til at råde i Santillia, er det dog i praksis et magtfuldt talerør for de skovelviske adelsfamilier, som fyrsten er afhængig af opbakning fra for at kunne udøve sin autoritet.

Store dele af den daglige administration af riget overlades derfor til senatet, ligesom det også påtager sig en række andre opgaver, herunder diplomati overfor andre riger. Senatet forestår også store dele af lovarbejdet i riget, ligesom de har midlerne til at regulere magtbalancen mellem rigets adelsfamilier og kan dermed influere direkte på tilværelsen for både høj og lav.

Gennem årene har senatets sammensætning ændret sig flere gange. I de tidligste tider var kun Akantus, Rimfrost og Ametyst repræsenteret. Siden udgik Ametyst af senatet og blev erstattet af Egeblad. Herefter blev senatet udvidet til at rumme fem familier, i hvilken forbindelse Sølverrose og Siranius indtrådte. Den seneste ændring skete i år 7 EH, hvor den højelviske Istezarifamilie – højst utraditionelt – blev givet en plads i senatet som følge af brylluppet mellem Anarion Istezari og fyrstinde Tanaya Akantus. Det skete på bekostning af Siranius.

Siden Istezari indtrådte i senatet har dets arbejde været præget af interne splittelser. Istezari råder over store militære styrker og har flere gange demonstreret, at de ikke holder sig tilbage fra at benytte dem til at gennemtvinge deres vilje. Mange skovelvere frygter dem derfor og bøjer sig for deres militære overmagt, alt imens mere opportune familier i senatet vender sig mod Istezari for at få deres egne dagsordener tvunget igennem. Heroverfor står omvendt de familier, der frygter, at højelverne i praksis vil overtage kontrollen over Santillia, og derfor konsekvent forsøger at modarbejde dem og trænere den politiske proces.

Tanaya

Fyrstinde Tanayas vej til magten har været lang og præget af politiske intriger. Hun overtog tronen i år 1 EH, da hendes mor, Måne Akantus, frasagde sig positionen for at kunne ægte den højelviske fyrste Lorien, som det i mange år var blevet holdt hemmeligt, var far til Tanaya og hendes søster Vindpust. Tanaya var på det tidspunkt kun 143 år gammel og dermed langt fra de 200 år, hvor hun efter elvisk praksis ville blive anset for myndig. Ikke desto mindre blev hun kronet.

Begyndelsen på hendes regeringstid var præget af sorg. Elverne var hensat i dyb melankoli efter Himmelkrigene og Sissiannas fald, og kort før kroningen var et af elvernes hellige livstræer faldet under Arathollkrigen. Tanaya havde vanskeligt ved at omstille sig til den ansvarsfulde post, og fyrst Lorien begyndte snart at involvere sig i rigets anliggender og træffe beslutninger på hendes vegne. Kulminationen opstod i år 5 EH, da Lorien bekendtgjorde, at han havde fundet hende en passende ægtemand: den ældste søn, Anarion, fra den respekterede højelverfamilie Istezari. Han lagde i den forbindelse end ikke skjul på, at Anarion ville være en tiltrængt, stærk hånd, der kunne hjælpe hende med at regere.

Tanaya traf da den skæbnesvangre beslutning at flygte. Hun efterlod sin krone og et brev og forlod Midterriget, forklædt som en simpel skovelver. De næste to år levede hun i skjul, indtil hun til sidst blev afsløret og hentet hjem af sin far, Lorien, og sin kommende ægtemand, Anarion. Ved hjemkomsten til Midterriget blev hendes bryllup med Anarion gennemført uden antydningen af smil eller glæde.

I forbindelse med brylluppet blev der indgået en aftale om, at Istezarifamilien indtrådte i Santillias senat. Herudover blev Lorien udpeget som Tanayas højvogter, hvorved han fik beføjelser til at effektuere hendes beslutninger, men i praksis også adgang til at overvåge hende og regulere hendes adfærd. Da Tanaya desuden lovformeligt var umyndig, udpegede senatet sig selv som hendes værge, indtil hun blev myndig. Hun var dermed reelt hensat til at være en symbolsk skikkelse uden beføjelser.

Anarion havde held til at overbevise senatet om – mod Tanayas protester – at hun rettelig havde været bortført de forgangne to år, og at det var foranlediget af Skovens Vogtere, så hun dermed ikke havde opholdt sig frivilligt hos dem, men havde levet i fangeskab. Senatet bandlyste derfor Skovens Vogtere, og snart efter begyndte Istezarifamiliens soldater at opsøge og bekæmpe dem.

Skovens Vogtere kæmpede ihærdigt imod og fandt en sympatisk sammensvoren i Sølvbirkfamilien. Det udmøntede sig i en egentlig borgerkrig mellem skovelvere og højelvere, som kulminerede med Slaget ved Stormhjerte i år 20 EH, hvor Istezari trak sig sejrrigt ud af kampene.

For en tid var der fred i riget, men snart efter lurede konflikten på ny. Nimars tidligere ypperstepræst, den højt respekterede Tilimanus Akantus, indkaldte i år 27 EH alle skovelviske familier til et stormøde på Akantusfamiliens landsted, hvor familierne endte med at trodse Istezarifamilien og erklære Tanaya for myndig trods hendes unge alder. Og da også Eisloniens højkonge, Damien Keladon, tilsluttede sig beslutningen, blev Tanaya endegyldigt løst af det værgemål, hun havde været sat under, og kunne nu regere frit fra Santillias trone.

Istezarifamilien bøjede sig imidlertid ikke for hendes autoritet, og i de følgende år eskalerede stridighederne med Skovens Vogtere på ny, indtil Slaget om Midterriget fandt sted i år 34 EH. Også her trak Istezari sig sejrrigt ud af kampene, og fyrstinde Tanaya måtte til sidst befale Skovens Vogtere at nedlægge deres våben. Under kampene faldt fyrst Lorien, og han blev begravet med stor pomp og pragt.

Siden har Tanaya udgjort Santillias lovformelige regent, men hendes ægtefælle har sammen med resten af Istezarifamilien tydeliggjort, at de er den stærkeste militære magt i Santillia og ikke har til sinde at bøje nakken for hendes autoritet.

Religion

I tiden før Himmelkrigene var Santillias elverfolk i altovervejende grad tilbedere af Sissianna. Det forekom aldeles besynderligt hos dem, at man kunne elske nogen gud højere end hende, i hvis billede man var skabt, og som altid havde støttet sine børn og stået ved deres side. Skovelverne var dog også bevidste om den respekt og kærlighed, de skyldte Sissiannas forældre, Nimar og Rina, som havde formet og pustet liv i dem. Særligt blandt de ældre og mere traditionalistiske skovelviske familier fandt man derfor også en del, der tilbad disse. Endelig havde Gasnian også sine tilhængere blandt skovelverne.

Ingen skovelver blev udskammet for at tilbede andre guder, men som børn sætter deres moder over alle andre, var skovelvernes bånd til Sissianna præget af en sådan kærlighed, at ingen anden fuldt ud ville kunne erstatte hende i deres hjerter. Da Himmelkrigene indtraf, blev skovelverne derfor også hårdere ramt end noget andet folkefærd på Niraham. Det var ikke kun deres gud, som var gået bort, men også deres højt elskede moder, der var selve grundstammen i hele deres samfund. Santillias befolkning var sønderknust, og både unge og gamle så hendes bortgang som enden på alt godt. Adskillige valgte at give afkald på livet og begav sig alene ind i de dybe skove på deres sidste vandring.

Ved Lyanes ophøjelse fik skovelverne nyt håb, og deres sorg blev erstattet af glæde. Selvom de ikke havde fået deres elskede moder tilbage, fandt de en genkendelse og kærlighed i hendes datter, som talte til deres hjerter, og store dele af Santillias befolkning vendte sig mod Lyane.

Det var dog langt fra alle, der uden videre gav afkald på Sissianna. Selvom gudinden ikke længere svarede sine børn, nægtede de trodsigt at lægge håbet i graven, og i de følgende år fortsatte store dele af det skovelviske samfund med at rette deres bønner mod hende. I år 18 EH fik de fornyet håb, da en sagte hvisken begyndte at kunne høres i vinden, og gradvist blev den stærkere og stærkere, indtil det til sidst stod klart, at Sissianna på ny talte til sine børn. Over tid tog hendes stemme til i kraft, og mange vidundere viste sig i Santillia, som kun kunne være skabt ved hendes hånd.

Under Sissiannas fravær havde mange også vendt sig mod Nimar, der var en tryg, sikker stemme, som havde fulgt elverne siden den tidligste begyndelse, og en af de få tilbageværende guder i Aferheim efter Himmelkrigene. Selv efter Sissiannas tilbagekomst fortsatte skovelverne i stor stil med at vende sig mod hans lære.

Også Jorin fik over tid mange tilbedere blandt Santillias elverfolk. Det var navnlig de mange krige med menneskene i Narabond, der fik folket til at slutte op under hans banner. Ved Rinas tilbagevenden fik hendes moderlige, men bestemte kærlighed også stor tilslutning, navnlig i Santillias østlige egne, hvor krigen krævede størst dedikation fra skovelverne.

Druiderne

Skovelverne har desuden en langvarig tradition for at tillægge åndetroen stor værdi. Man finder en ganske særlig udlægning af åndetroen blandt Santillias folk, hvor den ikke ses som en konkurrent til læren om De Sande Guder, men som et væsentligt supplement til den. Hvor guderne kan lære folket om det overnaturlige og give dem idealer til efterlevelse, er druiderne folkets bindeled til naturen og livskraften omkring dem. Et gammelt mundheld lyder, at man spørger præsterne til råds i hovedets anliggender, men druiderne til råds i hjertets.

Druiderne forstår sig på planter og dyr og kan sanse naturens stemme. De er anerkendte for deres store færdigheder inden for urtekunst og er højt skattede helbredere. Når krigen raser, står de også skulder ved skulder med deres racefæller, og da viser deres kræfter sig fra en mere mørk side. I det skovelviske samfund sørger druiderne desuden for at afholde de gamle, traditionelle ritualer, hvor folket samles og holder minderne om deres fortid og forfædre ved lige.

Relationer

Santillias elvere har gennem tiden været offer for utallige angreb fra de omkringliggende racer og kulturer. De fleste har beroet på menneskenes grådighed, når de forsøgte at underlægge sig skovelvernes land og fælde deres træer. Andre har dog været båret af et gammelt, nedarvet had, hvor formålet alene har været at gøre skovelverne ondt. Den megen modgang har ført til, at Santillias elvere nu er sky og tilbageholdende i deres omgang med andre racer og ihærdigt forsvarer rigets grænser mod enhver form for tilnærmelser.

Narabond

Øst for Santillia findes det gamle narabonske rige. Gennem årene har der hersket en vis fred og forståelse mellem de to riger, og skovelverne er flere gange kommet Narabonds kongeslægt til undsætning, når nøden var størst – senest under Arathollkrigen i år 1 EH, hvor elvere og mennesker faldt side om side i forsøget på at forsvare Kungstadt mod mørkets kræfter. Narabonds hukommelse er imidlertid uhyggeligt kort, og trods udstedelsen af Kongefreden i år 15 EH har landet fortsat med at trænge ind i Santillia for at underlægge sig elvernes skov. Senest førte det til en af de blodigste krige i Santillias historie i årene 33-34 EH, og siden da har der ikke været mange varme følelser tilovers for de svigagtige narabonere.

Darkonien

Mod vest ligger dværgenes bjergrige, Darkonien. De to racer har altid haft en indbyrdes forståelse om, at hver passede sit – og siden de begge er æreskære og holder ord, er det aldrig kommet til større konflikter imellem dem. I stedet er det lykkedes at skabe en betydelig gensidig respekt. Selvom de to folkeslag er meget forskellige af natur, og deres relation typisk er akavet og unaturlig, formår de dog at sameksistere, og der finder i disse tider også en betydelig handel sted mellem racerne.

Roul-Assin

Langt mod nord ligger det rouliske rige. Elverne vendte dette folk ryggen for mange hundreder af år siden, da de begyndte at dyrke en mørk og fordrejet udgave af åndetroen. Gennem årene har de rouliske blodsdruider også formået at indgyde et uberettiget had til elvere blandt det rouliske folk, der nu er så nedarvet, at ingen rouler længere kan huske, hvor det stammer fra, men blot holder det ved lige af gammel tradition. Selvom der for tiden er fred mellem de to riger, vogter de altid hinanden vagtsomt, og en evig konflikt ulmer under overfladen.

Gothia

I den sydligste del af Santillia grænser skoven op til menneskenes rige, Gothia. Riget har længe været præget af kaotiske og lovløse tilstande, og det blev kun yderligere forstærket af, at Paravien og Narabond sendte deres forenede hære ind i landet i år 28 EH og forsøgte at underkaste sig folket med magt. Også elvere blev ramt af krigen, men ansvaret for dette hviler på Narabond og Paraviens skuldre. Skovelverne nærer intet had mod Gothias befolkning, men belært af fortiden omgår de dem dog varsomt.

Eislonien

Langt mod øst findes højelvernes ældgamle rige, Eislonien. De to store elverskove har altid formået at stå sammen, og skovelvere og højelvere har trods deres kulturelle forskelle til alle tider set sig selv som ét forenet folk. De seneste år har Eislonien imidlertid gjort stor skade på denne samhørighed. Den højelviske Istezarifamilie er kommet til Santillia og har forsøgt at underkaste sig folket med vold og magt. Det har udmøntet sig i særligt to store træfninger, Slaget ved Stormhjerte i år 20 EH og Slaget om Midterriget i år 34 EH, og tilstanden har haft karakter af en egentlig borgerkrig. Selvom vreden navnlig er rettet mod Istezarifamilien, er det dog vanskeligt at holde denne familie klart adskilt fra deres artsfæller i Eislonien.