Tharkien

I det vestlige Niraham finder vi det storslåede handelsimperium Tharkien. Hvad der engang blot var en løs sammenslutning af handelsbyer, er med tiden vokset i både omfang og indflydelse, så Tharkien nu udgør et velorganiseret centrum for handel, der overgår alle andre i både størrelse og rigdom. Landet er hjemsted for mangen en navnkundig købmand, og hvert eneste aspekt i samfundet er kendetegnet ved, hvordan man i Tharkien lever og ånder for at tjene penge.

Man har haft stor succes med dette foretagende, og selvom landet kun har ganske få egne ressourcer, så huser det alligevel en velstand, der ikke har sin lige noget andet sted på Niraham. Guld og sølv findes her i overflod, og tilværelsen er præget af al tænkelig luksus. Det er desuden et fredeligt land, og den overvældende rigdom har gjort tharkerne i stand til at dedikere sig til klassisk akademisk lærdom. Enhver tharker lærer fra barnsben at læse og skrive samt at regne, og både høj som lav sætter en stor ære i at være vis og belært.

Hvor dagene i Tharkien går med at varetage forretninger, så tilbringer man sine aftener med storslåede banketter, hvor kunstnere fremviser deres værker og skuespil, alt imens de handlende soler sig i lyset af dagens præstationer. De fleste tharkere lever dermed et rigt liv præget af stor velstand og mange glæder.

Tilværelsen kan dog også være kynisk og ubarmhjertig, og uanset deres store velstand finder man ikke megen næstekærlighed blandt tharkerne. Hver eneste købmand er bevidst om, at hans bedste ven også meget ofte vil være hans største konkurrent, og der er en indforstået accept i samfundet af, at den enes succes nødvendigvis vil indebære en andens modgang og ulykke.

Rivaliseringen mellem de handlende er hård, og selvom det betragtes som god skik at være venlig og imødekommende over for sine medborgere, vil det altid ske med et kalkuleret blik for, hvordan man vinder mest muligt på situationen. I så konkurrencepræget en tilværelse er det derfor også afgørende, at man som tharker konstant udviser overskud og aldrig svaghed eller tvivl.

De handlende er organiseret i handelshuse af varierende størrelser, der som oftest er bygget op omkring en stærk leder og dennes nærmeste familie. Både mænd og kvinder kan besidde ledende positioner i husene, og der bliver i det hele taget ikke gjort forskel på kønnene i Tharkien.

Under sig vil familien have et antal betroede rådgivere, som varetager den rent praktiske drift i handelshuset, såvel som et utal af tjenere til at tage sig af de simple, daglige gøremål. Med tiden vil kyndige tjenere kunne stige i graderne og gradvist blive tillagt større ansvar og på sigt få betydningsfulde poster i huset. Landet er generelt kendetegnet ved, at der er stor social mobilitet, og selv almindelige borgere har i princippet mulighed for at avancere helt til tops, hvis de har de rigtige kvaliteter.

Disse privilegier er dog ikke alle forundt. Samfundet i Tharkien er baseret på at benytte slaver som arbejdskraft, og der skelnes meget klart mellem disse og regulære tharkiske borgere. Hvert handelshus ejer typisk en større skare af slaver, der tager sig af alle fysisk betonede gøremål i hverdagen. Hvor stort set alle døre står åbne for en tharker med talenter og penge, gør det samme sig ikke gældende for deres slaver. Tværtimod bliver slaver købt, solgt og behandlet som handelsvarer, og der lægges ikke skjul på, at de bliver solgt videre eller kasseret, hvis de ikke længere er til nytte.

En tilsvarende kynisme genfinder man også i tharkernes forhold til fremmede. Hvor der internt i handelshusene er en meget udtalt fællesskabsfølelse, er det samme på ingen måde tilfældet, når det kommer til udefrakommende. Har en tharker noget at vinde ved at opnå fremmedes venskab, vil vedkommende blive budt åbenhjertigt indenfor og behandlet som en gammel, nær ven af familien. Men det er en kalkuleret og kynisk venlighed, og i det øjeblik, hvor der ikke længere er noget at vinde på situationen, erstattes venskab og varme meget hurtigt af kulde og afstandtagen.

Årsagen skal formentlig findes i den måde, hvorpå tilværelsen i Tharkien er præget af en ubønhørlig konkurrence mellem de forskellige handelshuse. Enhver tharker er opfostret med historier om huse, der er gået til grunde på grund af handler, som har været uovervejede eller for følelsesmæssigt betonede. Man er derfor konstant på vagt og vejer hver eneste overvejelse grundigt, inden der træffes beslutninger.

Geografi

Tharkien består af seks selvstyrende bystater. De udgør både landets økonomiske og kulturelle omdrejningspunkt, og stort set al handel sker igennem dem. Udover disse findes der også en lang række mindre byer rundt omkring i riget, men de har stort set ingen indflydelse og betragtes primært som opland til de seks bystater. Når man taler om Tharkien, er der dermed ikke som sådan tale om et forenet rige, men om en fællesbetegnelse for de seks bystater og deres opland.

Dorenburg

Dette er Tharkiens største by og rigets reelle handelscentrum. Siden det tharkiske rige opstod, har byen haft en særlig status i tharkernes øjne, da det mere end noget andet var Dorenburgs visionære fremsyn og handlekraft, der skabte det Tharkien, vi kender i dag. Ikke mindst var det i Dorenburg, at man i sin tid oprettede Den Tharkiske Pagt, som var den aftale, der lagde grundstenen til det tharkiske rige, vi kender i dag.

Herudover er byen også hjemsted for et særdeles aktivt handelsliv, og den huser den største og travleste havn på hele Niraham. Alt kan købes her, og varer fra verdens fjerneste egne bliver ført til byen hver dag for at blive solgt videre med stor fortjeneste.

Sølvborg

Dette er den smukkeste og mest prægtige af de tharkiske byer. Byens huse er bygget af det fineste marmor, og i aftensolen synes den at have et næsten overnaturligt skær, som af nyslået sølv. Det er herfra, at Sølvborg har fået sit navn.

Byen er et politisk samlingspunkt i Tharkien og er blandt andet hjemsted for det tharkiske senat. Herudover huser den også mange diplomater og konsuler fra andre riger. Sølvborg er dog mindst lige så kendt for sin omfattende bankvirksomhed, og folk søger hertil fra hele Niraham for at opnå lån og kreditter.

Alvonsaria

Byen har igennem tiden levet en noget tilbagetrukken og stille tilværelse, hvor fokus har været på at fremme viden og lærdom. Alvonsaria er hjemsted for et utal af akademier og læreanstalter, og mange af Tharkiens mest fremtrædende personer har fået deres opdragelse her. Byen huser desuden et stort akademi for Magiens Cirkel og er hjemsted for Taras højtempel, Elementernes Katedral.

Man finder desuden en højt belært klasse af alkymister og videnskabsmænd i byen, som har stået bag mange af de tekniske fremskridt, som både Tharkien og resten af Niraham i dag nyder stor gavn af. Udover deres akademiske færdigheder er byens borgere desuden kendt som store livsnydere, og det er en udbredt talemåde, at man altid kan kende en handelsmand fra Alvonsaria på hans størrelse.

Paest

Den mest berygtede af rigets bystater er uden tvivl Paest. Byen har længe været kendt som et lovløst fristed for personer, der har haft vanskeligt ved at finde sig til rette andre steder på Niraham. Mange uhæderlige elementer har gennem tiden fundet vej til Paest, og byen har med rette fået et ry i omverdenen som noget af en røverbule. Befolkningen i Paest består da også af en mangfoldig blanding af racer og kulturer.

Selvom man ikke er meget for at have en bystat med så blakket et ry i Tharkien, har tharkerne dog erkendt nødvendigheden af et sted, hvor man kan foretage mere lyssky handler. Sædvanligvis har de øvrige bystater derfor for vane at vende det blinde øje til, hvad der finder sted i Paest.

Hetenza

Dette er byen, hvori størstedelen af Tharkiens militær er udstationeret. Behovet for et veludrustet militær skyldes hovedsageligt, at tharkiske handelsskibe er de rigeste på Niraham, hvilket selvsagt tiltrækker pirater og adskillige andre uønskede elementer.

I Hetenza har man påtaget sig ansvaret for at etablere og vedligeholde landets styrker, herunder navnlig en betydelig flåde af krigsskibe. Flåden benyttes til at eskortere handlende og deres skibe samt sikre bystaterne mod angreb. Hver af de øvrige bystater bidrager hvert år med en betydelig sum guld for at opretholde den fælles hær og flåde.

På grund af sin beliggenhed er byen også blevet et knudepunkt for handel med de nordlige riger, og navnlig paraviske handelsmænd er et hyppigt syn i byen.

Taeck

Taeck er den sidste af de seks store bystater og udgør sammen med Paest og Hetenza de tre nordlige af disse. Sammenlignet med de øvrige bystater er Taeck relativt lille og isoleret. Det var først i år 1412 EJ, at den formelt blev anerkendt som en af Tharkiens dominerende bystater. Der er dog stadig lang vej endnu, før Taeck har en størrelse eller økonomi, der kan måle sig med de øvrige bystater, og dens politiske indflydelse er da også begrænset.

På grund af bystatens ringe økonomi har de handlende i Taeck skabt sig et marked bestående i at sælge billige varer af dårlig kvalitet, og det har de stor succes med. Ingen tharkisk handelsmand med respekt for sig selv vil dog nogensinde indrømme at have købt og videresolgt en underlødig vare fra Taeck.

Byen har også formået at blive det centrale udgangspunkt for handel med Norrland, og der kan findes mange varer her, som ikke er tilgængelige i resten af Tharkien.

Styre

Hver af de seks bystater er som udgangspunkt selvstyrende. De skriver deres egne love og udpeger hver især embedsmænd til at varetage bystatens interesser. I hver af bystaterne udpeges desuden en fyrste hvert syvende år til at regere over byen. Der er tradition for, at disse fyrster primært vælges ud fra deres evner som handelsmænd, og man lægger ikke nogen synderlig vægt på fyrstens politiske færdigheder.

Selvom det kan forekomme påfaldende, må man holde sig for øje, at det er et fremherskende synspunkt i den tharkiske tankegang, at den, der formår at skabe rigdom til sig selv, formentlig også er god til at skabe rigdom til sine landsmænd.

Fyrsten har først og fremmest til opgave at sørge for, at handel i bystaten bliver afviklet gnidningsfrit og på en måde, der er så gunstig som mulig. Han har meget frie rammer, og om nødvendigt kan han foretage så store politiske indgreb, at hele familier og handelshuse bliver ruineret. Magten som fyrste bliver dog oftest administreret ganske varsomt, for de handlende har en lang hukommelse, og fyrstens eget handelshus er hverken under eller efter hans regeringstid beskyttet mod repressalier fra hævngerrige konkurrenter.

Fyrsten har også en stor social indflydelse, som er af langt større betydning end den politiske. Det er i meget høj grad fyrstens gunst, der afgør, hvilke af byens handelshuse der favoriseres, og de mest kyndige af Tharkiens fyrster er i stand til at regere uden på noget tidspunkt at måtte ty til egentlig magtudøvelse.

Til at bistå fyrsten nedsættes der i hver af bystaterne et råd bestående af repræsentanter fra de mest fremtrædende og prominente huse i byen. Rådet har ingen reel politisk magt over fyrsten, men rådsmedlemmerne repræsenterer en betydelig del af byens kapital, og deres ord har derfor alligevel en væsentlig tyngde. Da det også er rådet, som udpeger fremtidige fyrster, vil en siddende fyrste, der håber på at blive genvalgt, have et naturligt incitament til at holde sig på god fod med sit råd.

Eftersom det er rådet, der i dagligdagen træffer beslutninger i konflikter mellem handelsmænd, er der også blandt den jævne befolkning en tendens til at behandle rådsmedlemmerne med respekt. Det har ført til udviklingen af en særlig tharkisk skik, hvor borgere, der forelægger tvister for rådet, gør det med en så overdreven høflighed, at det til tider næsten kan forekomme komisk. Blandt befolkningen bliver rådsmøderne derfor i daglig tale omtalt som ’akter’.

Tarkinen

Siden etableringen af det forenede Tharkien i 1224 EJ har man udpeget en storfyrste, kaldet tarkinen, som skal varetage bystaternes fælles anliggender. Det er kun sjældent, tarkinen involverer sig i de enkelte bystaters virke, og i praksis er hans reelle handlekraft begrænset. Tarkinen har kun magt over forhold, som vedrører bystaternes fælles anliggender. De fleste bystater har imidlertid for vane at mene, at alle deres anliggender kun vedrører deres egen bystat, og så er tarkinen reelt magtesløs.

I yderste instans kan tarkinen afsætte en bystats fyrste, men det forudsætter, at han kan mønstre et flertal for beslutningen hos de øvrige bystaters fyrster, hvilket er sjældent.

Tarkinens primære magt består i at have råderetten over Tharkiens hær og flåde. Det er aldrig sket, at en tarkin har brugt militær magt mod en af rigets bystater. I stedet har der udviklet sig en kutyme for, at tarkinen undlader at stille beskyttelse til rådighed for en uregerlig bystat. Hvis det ikke i sig selv får bystaten til at makke ret, lader tarkinen om nødvendigt et ord falde til pirater fra Kamirr om sin beslutning. Efter gentagne gange at have set sine skibe overfaldet og plyndret, får selv de mest kontrære bystater da typisk en tendens til at bøje nakken og efterkomme tarkinens anvisninger.

Principielt vælges tarkinen for en periode på otte år, hvorefter fyrsterne fra de seks bystater skal vælge en ny. Der er dog en vis tradition for, at tarkinen genvælges, hvis han viser sig tilstrækkelig kompetent.

Den nuværende tarkin er Veramina Valoroso III, der har siddet på magten siden år 28 EH. Hun er tidligere flådeofficer fra Hetenza og fik under sin tid i flåden tilnavnet ‘Tharkiens Klinge’. Blandt de handlende vakte det uro, at der blev valgt en tarkin med en militær baggrund. Siden valget har der derfor været bekymrede miner om, hvorvidt tarkinen kunne finde på at involvere Tharkien i stridigheder ude omkring på Niraham. De bekymringer blev bekræftet, da tarkinen kastede landet ud i en række politiske stridigheder med Etos, Paravien og Zara’bash.

Tarkinens position er derfor noget svækket i denne tid, og hun er ikke en synderligt populær skikkelse i landet. For at gøre ondt værre benyttede Rasnassolins øverste præst i Tharkien, Atlan Stormhjerte, uroen til at fremme sin egen position, og der hersker nu åbent fjendskab mellem tarkinen og kirken.

Religion

Den altovervejende del af Tharkiens befolkning er tilhængere af De Sande Guder. Enhver er dog frit stillet til at dyrke den religion, som vedkommende ønsker, og ingen bliver forfulgt eller lagt for had i Tharkien på grund af sine religiøse tilhørsforhold. Mange handelsmænd fra andre riger har derfor taget deres egen religion med til landet og dyrker den frit og i det åbne.

For en sand tharker betragtes det dog som upassende at dyrke andre guder end De Sande Guder, og selvom der ikke finder egentlig diskrimination sted, er det alligevel vanskeligt for tilhængere af andre religioner at opnå højtstående poster i samfundet.

Selvom tharkerne ikke af natur er videre religiøse, deltager de alligevel trofast i gudstjenester for De Sande Guder. Hvad man dyrker, er dog i højere grad de ritualer, der er forbundet med religionen, end guderne i sig selv. Om en tharker helhjertet bekender sig til De Sande Guder, er mindre vigtigt. Det væsentlige er, at man er til stede ved gudstjenesterne og bliver set deltage. At tilbede guderne er således mest af alt en social disciplin i Tharkien.

Kirken udgør af samme årsag et væsentligt samlingspunkt i samfundet. Tharkerne går hver morgen til gudstjeneste og benytter lejligheden til at socialisere og mødes med byens andre betydningsfulde personer. Derfor klæder man sig også fint på og pynter sig efter bedste evne, når man tager til gudstjeneste, for på den måde at vise sin velstand og succes frem.

Eftersom den tharkiske religionsdyrkelse har så stort et fokus på selve kirken, har præster da også fået en tilsvarende høj status i riget. Det betragtes som god skik at invitere en repræsentant fra kirken til alle særlige lejligheder, og ikke kun bryllupper og begravelser. Jo mere højtstående en gejstlig, man kan blive set i selskab med, desto større anseelse opnår sammenkomsten.

Traditionelt har Nimar altid haft en vis særstatus i den tharkiske kultur. Man har fundet et ideal til efterlevelse i hans livssyn, der lover succes og velstand til dem, der er villige til at arbejde hårdt for det. I de seneste år har tilbedelsen af Rasnassolin imidlertid oplevet en stor fremgang, og efter at have været forladt siden Himmelkrigene åbnede Rasnassolins gamle højtempel, kaldet Oceanets Tvillinger, igen sine døre for tilbedere i år 28 EH. Templet befinder sig i havet ud for Alvonsaria.

En karismatisk lederskikkelse har stillet sig i spidsen for denne genvækkelse af Rasnassolins kirke i Tharkien – den ærgerrige præst Atlan Stormhjerte. Han har gjort det klart, at han agter at indvarsle en ny storhedstid for Rasnassolin, og han blev i år 32 EH udnævnt som ypperstepræst af Rasnassolin. Til at beskytte Rasnassolins templer og tilbedere har han udnævnt en højtstående flådeadmiral, Porthos Calais, som højpaladin af Rasnassolin og gudens forkæmper i Tharkien.

Under de seneste års utilfredshed med tarkinen har mange tharkere vendt sig mod Rasnassolins kirke i protest mod det etablerede styre. Navnlig inden for Tharkiens hær og flåde har tilslutningen til Rasnassolins kirke været stor – så stor, at det har vakt bekymring blandt Tharkiens fyrster om, hvorvidt kirken udgør en trussel mod landets sikkerhed.

Relationer

Grundet deres store rigdom er tharkerne kendte og respekterede over størstedelen af Niraham. De er imidlertid også genstand for meget stor misundelse, og deres handelsskibe må dagligt tage kampen op med pirater, som forsøger at få andel i de kostbare goder. På grund af disse konstante overfald har tharkerne måttet lære at beskytte sig selv og altid være på vagt over for de nærtliggende riger, og Tharkiens forhold til omverdenen er derfor præget af en betydelig mistillid.

Paravien

Mod nord findes Paravien, som er det nærmeste, man i Tharkien kommer på en betroet allieret. Der er ikke indgået nogen formelle aftaler mellem de to riger, men man har gennem tiden udviklet en sådan gensidig respekt, at rigerne ofte kommer hinanden til hjælp, når ydre fjender truer. Landene har også i fredstid meget at bidrage med til hinandens ve og vel, så der finder en omfattende handel sted mellem dem. Paraviens adelsfamilier sætter navnlig stor pris på fine vine og tekstiler, og som betaling forsyner de Tharkiens hær med våben, rustninger og stridsheste.

Zara’bash

Mod øst ligger det zarabiske rige. Det er et storslået og højt udviklet land, der ligesom Tharkien er en søfarende nation med en omfattende handelsaktivitet. De to lande har længe haft et kompliceret forhold til hinanden. Begge er store handelsnationer og kan hver især tjene store summer på at handle med hinanden, men de er også konkurrenter, der kæmper om det samme marked. Efter flere episoder, hvor zarabiske krigsskibe har forsøgt at fortrænge Tharkien fra attraktive handelsruter, er relationen i disse år noget kølig.

Kamirr

Nordøst for Tharkien finder man Kamirr, der om nogen ligger for had i Tharkien. Befolkningen i Kamirr har ernæret sig med pirateri i århundreder, og for de tharkiske handlende medfører det, at enorme summer hvert år går tabt som følge af uberettigede plyndringer. Det er alment kendt, at Kamirr står under beskyttelse af Emyrs hær, og af Nirahams søfarende nationer er det kun Zara’bash, der har haft mod på at lægge sig ud med Emyr. I Tharkien har man i stedet blot afbrudt enhver diplomatisk kontakt.

Narabond

Mod nordøst er kongeriget Narabond at finde. Selvom narabonerne har stor indflydelse på de omkringliggende riger, har opfattelsen i Tharkien typisk været, at der ikke var megen økonomisk vinding at opnå i Narabond. Efter tharkisk standard er narabonerne fattige og en anelse primitive, og selvom man ikke har et decideret dårligt forhold til Narabond, nærer man dog heller ikke udtalt varme følelser for landet. I år 27 EH indgik den narabonske dronning imidlertid en alliance med Paravien, og bundet sammen af en fælles forbundsfælle måtte de to nationer da alligevel indlede visse diplomatiske drøftelser.

Buranus

Øst for Tharkien befinder det højelvernes rige Buranus sig. Nirahams elverracer har altid haft for vane blot at holde sig for sig selv, og elverne i Buranus er ingen undtagelse. Uanset hvor meget man fra Tharkiens side har rakt hånden ud mod dem, har Buranus’ elvere typisk afvist enhver tilnærmelse. Med tiden har man derfor slået sig til tåls med, at Buranus passer sit, og så længe elverne bliver på deres egen side af grænsen, er der ikke grund til at beskæftige sig mere med dem.