I det centrale Niraham, mellem de evigt stridende riger Emyr og Det Chatonske Imperium, findes et stort åbent landområde, der kendes som Traegonn Sletten. Området er navngivet efter det folkefærd, der bebor det: traegonerne. De er et frihedshungrende nomadefolk, der lever en tilværelse under åben himmel på slettens vidder.
Til trods for at de er kendt under et fælles navn, er der meget lidt, som i øvrigt binder traegonerne sammen. Folket består af et utal af individuelle stammer med hver deres kultur og levevis, som vandrer frit uden megen kontakt til andre stammer.
Stort set alle traegonere er nomader, der flytter deres bosted regelmæssigt afhængigt af, hvor der er føde at finde. Ofte medbringer de en mindre flok dyr til spisning, navnlig okser og geder, samt heste til at ride på. Hver stamme består sædvanligvis af nogle få familier og er hjemsted for 20-50 personer. Enkelte stammer er endnu mindre, og det er heller ikke ukendt, at et ungt par rejser ud og slår sig ned for at starte deres egen stamme.
Stammerne ledes af en stærk høvding, som meget karakteristisk ofte kommer udefra. Der er tradition for, at unge mænd forlader deres egen stamme og slår sig ned hos en ny, så der sikres nyt blod i familierne. Typisk sker det ved at udfordre stammens siddende høvding, men principielt er alle positioner åbne for udfordringer, så en mindre selvsikker person kan også forsøge at tilkæmpe sig en lavere rangerende post i stammen. En besejret høvding eller et besejret stammemedlem vil typisk blive fordrevet og vandre omkring på egen hånd eller sammen med sin nærmeste familie for derefter at forsøge at tilkæmpe sig en passende position i en ny stamme.
Det kan forekomme kynisk og upersonligt, men denne adfærd betragtes som helt normal blandt traegonerne. Deres kultur er kendetegnet ved, at de kun ejer meget lidt og ikke føler sig nært knyttet til noget eller nogen. Når traegonerne vælger sig en mage, er det typisk heller ikke for livet. Ofte holder et par kun sammen, indtil de har fået deres første eller andet barn, hvorefter de gerne søger videre hver for sig. Børnene bliver hos den ene forælder og opfostres af stammen, forælderen og en eventuel ny mage.
Forholdet mellem en traegoner og dennes nærmeste har i almindelighed karakter af et fællesskab, hvor alle bidrager så godt, de kan, til familiens og stammens bedste. Der sondres ikke klart mellem ’dit’ og ’mit’. Hver stamme ejer alt i fællesskab, og det nærmeste, man kommer en følelse af ejerskab, er i forhold til den rent praktiske tilrettelæggelse af, hvem i stammen der har hvilke funktioner. En dygtig bueskytte vil naturligt være bedst med sin egen bue, og en erfaren rytter vil oftest føle et særligt bånd til en specifik hest. Men selv i disse tilfælde vil ethvert andet medlem af stammen principielt frit kunne låne den pågældende.
I det hele taget er traegonernes tilværelse præget af en udtalt frihedsfølelse. Ligesom de regelmæssigt forlader et område for at søge føde et andet sted, er det også helt almindeligt at forlade sin familie eller stamme for i stedet at søge videre ud i verden. At være bundet til at leve sit liv det samme sted og inden for de samme rammer ville for en traegoner være den største straf, man kan udsættes for. En fast talemåde blandt traegonerne er da også at sige om folk, der har boet for længe det samme sted, at ’landet ejer dem’.
Dette livssyn har som en afledt konsekvens, at traegonerne er frygtindgydende i kamp. Ikke alene er deres færdigheder som ryttere uovertrufne, men de frygter heller ikke døden som mange andre. For en traegoner er livet en evig rejse mod noget nyt, og døden er blot det næste kapitel, der venter dem. Omvendt vil et nederlag forbundet med underkastelse og trældom være decideret tortur. Stillet over for den udsigt kaster traegonerne sig derfor helhjertet mod enhver fjende, uanset hvor stor overmagten måtte være, eller hvor håbløs kampen kan forekomme.
Man finder heller ikke mange byer på Traegonn Sletten. Traegonerne anser dem for begrænsende og foretrækker deres løse bosættelser, der konstant er i bevægelse. Byer på sletten er derfor typisk etableret af andre kulturer, der har slået sig ned for at handle med traegonerne.
Traegonerne har dog enkelte faste tilholdssteder, navnlig steder, hvor stammerne søger hen ved særlige kulturelle og religiøse højtider i løbet af året. Meget ofte vil en eller flere af traegonernes spirituelle overhoveder, kaldet åndemanere, have slået sig ned ved disse hellige steder for at tage vare på dem og være i kontakt med ånderne.
Styre
Hos et folk, der er kendetegnet ved en så udtalt frihedstrang, kan det næppe undre, at traegonerne ikke anerkender nogen fælles autoritetsskikkelse. Hver stamme har sin egen høvding og er ikke underlagt nogen anden autoritet. Traegonn Sletten hører dermed ikke under nogen fælles leder, og traegonerne vil anse det for helt utænkeligt, at de nogensinde skulle lade sig underkaste en konge.
Stammerne har heller ikke særlige områder eller territorier, de betragter som deres. Det anses for helt aparte, at man skulle kunne eje jorden. Stepperne er deres fælles hjem, og enhver traegonsk stamme har ret til at kalde dem deres hjem. I stedet afhænger stammernes bevægelser og bosættelser af, hvor der er føde at finde, hvilket da helt naturligt medfører, at man opsøger de steder, hvor andre stammer ikke i forvejen har været og taget, hvad der var at spise.
Det er sket flere gange, at de omkringliggende riger har sendt hære ind på sletten og forsøgt at underkaste folket sit styre. Typisk er traegonerne da blot rejst videre til andre dele af sletten, hvor de kunne leve frit, indtil de fremmede hære til sidst gav op og rejste hjem igen.
Igennem en længere årrække, frem til år 13 EH, havde Det Chatonske Imperium i øst dog formået at underlægge sig hele Traegonn Sletten, hvor de havde opført vagttårne og befæstede byer på strategiske steder. Uanset deres mange bestræbelser på at indlemme folket i Imperiet satte traegonerne sig trodsigt til modværge, og det kom til mange blodige sammenstød. Selv stillet over for truslen om en sikker død valgte traegonerne den løsning hver gang frem for at acceptere et liv i imperial trældom.
Til sidst opgav Imperiet at tvinge folket til underkastelse. De lod traegonerne passe sig selv og så sig tilfredse med at have opnået et formelt ejerskab over landet, som blev opretholdt af udstationerede imperiale garnisoner. Det kom dog stadig til gentagne sammenstød mellem de to kulturer. Ikke ved åbne slag, men ved at imperiale forsyningslinjer igen og igen blev angrebet og plyndret, og inden Imperiet kunne mønstre en styrke til at gengælde angrebet, var samtlige traegonske stammer i området rejst videre.
Som led i krigen mellem Imperiet og Emyr lykkedes det Emyrs hær at overtage kontrollen med Traegonn Sletten i år 13 EH. Det ændrede imidlertid ikke tilværelsen nævneværdigt for traegonerne. Nu var det blot Emyr, der indtog rollen som besættelsesmagt, ofte fra de samme fæstningsværker som Imperiet før dem. I disse tider fortsætter traegonerne derfor trodsigt deres angreb på Emyrs forsyningslinjer på samme vis, som de har gjort i mange år før, og som de vil blive ved med, indtil en dag Emyr også giver op og vender tilbage til sit eget land.
Religion
Stort set alle traegonerne er åndetro, og selvom der er en hel del variationer i, hvordan troen praktiseres på tværs af landet, er der dog også en række væsentlige fællesnævnere, som er karakteristiske for alle slettens folk.
En af de væsentligste er den særlige betydning, som traegonerne tillægger deres religiøse steder på sletten. De udgør vigtige samlingspunkter for folket, og hvert år rejser stammerne til store samlinger ved særlige højtider. Her mødes man med slægtninge og gamle bekendtskaber fra andre stammer og udveksler nyheder om, hvad der rører sig i de fjernere områder af Traegonn Sletten.
Det vigtigste af alle disse steder er slettens højeste bjerg, der er kendt som Det Blå Bjerg efter den karakteristiske gråblå farve, som det får, når solen reflekteres i dets tinder. Andre stammer omtaler det i stedet som Tågebjerget, Åndebjerget eller Himmelbjerget. Hvert andet år holdes der stormøde ved foden af bjerget, forestået af den inderste cirkel af religiøse skikkelser blandt traegonerne. Deres sammenslutning er kendt under navnet ’Enklaven’ og er højt respekteret af alle traegonere.
Bjergets top er omgivet af en tæt tåge, der kun sjældent letter, og fortællingen vil, at når traegonere dør, forlader deres ånd kroppen og søger mod toppen af Det Blå Bjerg, hvor den forenes med ånderne fra alle traegonerne, som har levet førhen.
En stor flod løber ned ad bjerget og gør dalen frodig. Floden er næsten lige så hellig som bjerget selv, og det anses for god skik, at man før hver forsamling vasker sig i flodens vand. Ifølge de gamle legender udsprang alt liv på Niraham af floden, og den er dermed ophav til ikke bare traegonerne, men til samtlige racer og kulturer.
For den enkelte traegoner fylder religionen ikke meget i hverdagen, og man finder ikke gudstjenester eller andre religiøse skikke, der skal overholdes møjsommeligt. Som andre åndetro på Niraham er traegonerne overbeviste om, at hvert eneste levende væsen har en ånd, som giver livskraft og styrke. Denne ånd har man et ansvar for at tage vare på og ikke lade gå til spilde. Traegonerne tager derfor kun, hvad de har brug for fra naturen, og sørger for at udvise taknemmelighed og respekt over for alt levende omkring sig.
Personer fra andre kulturer, der ikke forstår eller kan finde ud af at efterleve disse principper, anses for at have en forvansket eller ond ånd. Det samme gælder traegonere, der begår mord eller på anden måde forbryder sig mod samfundets normer. I disse tilfælde anses det for nådigt at lade personen dø, så den kan blive befriet for den onde ånd. Den meget udtalte næstekærlighed, man finder i det traegonske samfund, udstrækker sig dermed kun til personer, der betragtes som rene i sjælen og opfører sig som sande traegonere.
På Traegonn Sletten sker den egentlige religionsdyrkelse i skikkelse af åndemanere, der er særligt kraftfulde traegonere, som kan se ånderne og kommunikere med dem. De kan også låne kræfter fra ånderne, som de bruger til at helbrede og udrette andre magiske mirakler. Det er åndemanerne, der fortæller folket om åndernes vilje, og som sørger for, at stammen lever i overensstemmelse med denne. Traegonere, der ønsker råd fra ånderne, kan også gå til åndemaneren, der da formidler kontakten til det hinsides.
Relationer
Tilværelsen på Traegonn Sletten er i høj grad kendetegnet ved folkets ønske om blot at kunne leve deres liv i fred og frihed. De omkringliggende riger har ofte set sletten som et let bytte, og dens frodige jorder har gjort den attraktiv at opnå herredømmet over. Traegonerne er derfor vant til fremmede landes besidderiske forsøg på at underkaste dem og betragter andre kulturer med en nedarvet foragt og fjendtlighed.
Emyr og Kamirr
Vest for sletten finder man de forbundne riger Emyr og Kamirr. Igennem årene har disse lande gentagne gange forsøgt at underlægge sig sletten, og man har i disse tider ikke mange varme eller nære følelser tilovers for dem. Hver gang har folket dog haft held med at trække sig tilbage og finde nye græsgange, alt imens man gjorde tilværelsen så uudholdelig som muligt for de invaderende styrker. Til sidst har de atter forladt sletten, og folket kunne vende tilbage og på ny bosætte sig, som var intet hændt.
I de seneste år er Emyrs bestræbelser dog blevet forstærket væsentligt. I år 13 EH formåede de at overtage magten over hele Traegonn Sletten efter at have fordrevet Imperiet derfra. For traegonerne medførte det imidlertid blot, at det ene undertrykkende militære regime blev erstattet af det næste, og man fortsatte derfor de konstante angreb, man tidligere havde rettet mod Imperiet, nu blot mod Emyr.
Så længe Emyr stædigt forsøger at fastholde deres herredømme over sletten, vil angrebene på deres forsyningsvogne fortsætte, og der kan ikke blive fred, så længe de er at finde på traegonsk land.
Det Chatonske Imperium
Mod øst findes Imperiet, der igennem århundreder er vokset frem som en stor og altopslugende militær magt. Efter at have underkastet sig samtlige lokale riger stødte Imperiets grænser til sidst op mod Traegonn Sletten, og det var åbenlyst for enhver, at de en dag ville krydse floden, der skilte de to lande. Da det skete, var det med en styrke og beslutsomhed, der overgik alt, hvad traegonerne tidligere havde set. Det var, som om Imperiets ressourcer var uendelige, og at deres soldater kunne marchere ind over grænsen i dagevis uden ende i sigte.
Som mange gange før trak traegonerne sig tilbage fra de besatte områder. Imperiet fortsatte imidlertid deres fremstød og opførte grænseposter, vagttårne og hele bastioner overalt, hvor de kom frem, indtil de til sidst havde udbygget deres herredømme til at omfatte hele Traegonn Sletten. Det kom til flere sammenstød, men traegonernes lette krigere var intet match for Imperiets stærkt bevæbnede legionærer, og deres ryttere kunne ikke bryde gennem de imperiale skjoldmure. Traegonerne måtte derfor affinde sig med et liv under chatonsk herredømme.
Det var et stort brud med deres levevis og forårsagede megen sorg og elendighed. I år 13 EH blev forbandelsen endelig brudt, da Emyr formåede at fortrænge Imperiet fra sletten, men traegonerne har fortsat hverken glemt eller tilgivet årene, hvor de måtte døje under chatonsk trældom.