Tzest-Starnia

Langt under Nirahams overflade findes det enorme sortelviske rige. Rigets formelle navn er Tzest-Starnia, men det omtales sædvanligvis blot som Underverdenen. I omfang strækker Tzest-Starnia sig under størstedelen af Nirahams nordlige kontinent. Kun Eisloniens højelvere i øst er fri for at have sortelverne under deres fødder. De fleste sortelviske bebyggelser ligger dog i områderne omkring Narabond, Emyr og Kuldens Mur. Underverdenen befinder sig så langt under overfladen, at selv dværgenes dybeste grotter ikke engang nærmer sig sortelvernes rige, og igennem årtusinder har de derfor kunnet leve i vished om, at ingen fjende ville true rigets sikkerhed.

Når de bevæger sig mellem overfladen og Underverdenen, benytter sortelverne sig af skjulte nedgange, der fører til lange, mørke gange, som leder ned i dybet. Tunnellerne er fyldt med fælder, og blot en enkelt fejltagelse kan medføre døden. Flere steder antager gangsystemerne også karakter af labyrinter, og i sidegangene holder frygtindgydende uhyrer til, som tager sig af vildfarne personer.

Alt dette har til formål at sikre Tzest-Starnia mod enhver form for uønskede elementer. Ingen andre racer er velkomne, og hvis mennesker eller elvere forsøger at trænge uindbudte ind, vil de få, der overlever labyrinterne, fælderne og monstrene i dybet, snart blive nedkæmpet af sortelviske vagter. Det er kun sket i ganske få tilfælde, at mennesker er blevet inviteret ned i Underverdenen, og typisk har det været handlende eller slavekonvojer med en særligt følsom last, der ikke tålte dagens lys. Selv de har kun fået adgang til isolerede egne af riget.

Til trods for at riget befinder sig dybt under jorden, er det kendetegnet ved en skønhed, der overgår de fleste af oververdens kulturer. Der er etableret enorme byer, hvor husene er formet i marmor, og imellem dem strækker brede gader sig, tæt befolkede og fyldt med liv. Overalt er riget badet i et blødt lys fra magiske runer, som er skåret ind i væggene. Mellem de enkelte byer breder der sig et komplekst gangsystem, som gør det muligt for folket hurtigt at nå ethvert hjørne af Underverdenen og sikrer en konstant udveksling af nyheder og varer mellem byerne.

Geografi

Tzest-Starnia er inddelt i syv provinser. Hver af de fire af de store byer – Etika, Zurat, Nemis og Kaukarzil – har deres egen provins. Også området omkring det fjerntliggende Morkuveria udgør en provins, og endelig findes to provinser, hvor magten er fordelt mellem flere mindre byer. Med tiden er der opstået en tradition for at omtale de sortelviske territorier på overfladen som den ottende provins, men sortelverne dér har ingen politisk magt eller indflydelse, og betegnelsen er aldrig blevet formelt anerkendt.

Den langt overvejende del af sortelverne er bosiddende i de fire store byer, og af disse er hovedstaden Etika uden sammenligning den største. Fortællingerne fra de tidligste tider vil, at det var den første by, sortelverne opførte under jorden, og at Fanabina selv vandrede blandt sit folk og overværede deres arbejde. Etika betragtes som centrum i hele det sortelviske rige, og i midten af byen finder man Fanabinas trone, som er den tronstol, der blev opført til Fanabina under hendes besøg i de tidligste tider, og som efterfølgende har været tronstol for de sortelviske matriarker.

I byerne er livet centreret omkring en række magtfulde huse, der hver for sig styrer en betydelig del af byens liv. Husene kan variere i størrelse, men består ofte af flere hundrede, og ofte tusinder, af sortelvere. Der findes ni store, dominerende hovedhuse i Underverdenen, som er blandt sortelvernes mest indflydelsesrige autoriteter. Det er sjældent familiære bånd, der knytter sortelverne til et hus. I stedet slutter de sig til det hus, hvor deres evner bedst kommer til rette, eller hvor de ser størst mulighed for at opnå anerkendelse. Hvert hus ledes af en husfrue, der råder uindskrænket og er en afgørende faktor for husets fremgang. Det er en eftertragtet, men også yderst udsat position, og det sker ikke sjældent, at en husfrue møder en tidlig død, hvis hun skuffer og ikke formår at leve op til forventningerne.

Der hersker en konstant rivalisering mellem husene, og de skyr intet middel for at hævde sig over for hinanden. Stridighederne føres dog med den særlige finesse, som kendetegner racen. At måtte ty til åbenlys vold for at nå sine mål går imod de sociale normer og betragtes som pinligt. Som sortelver forventes det, at man opnår sine mål med stil, og må man ty til drab på sine rivaler, er der en udtalt forventning om, at det sker elegant og yderst subtilt.

Det er kun yderst sjældent, at sortelvere ikke er medlem af et hus. Når det sker, skyldes det som regel, at de er blevet ekskluderet fra deres tidligere hus og endnu ikke har fundet et nyt. Det er ikke blot en uværdig, men også en særdeles farefuld position. Ensomme afvigere er lette ofre, og finder de ikke beskyttelse under et nyt hus, ender de ofte med at blive udryddet.

Styre

Den øverste magt i Underverdenen ligger hos kejserinden. Hun er sortelvernes enerådige hersker og har traditionelt altid haft sæde i Etika, hvorfra hun regerer fra Fanabinas Trone, der befinder sig i kejserindens palads i centrum af Tzest-Starnia. Den nuværende kejserinde er Akisra af huset Tali’c, som har siddet på tronen siden år 27 EH. Omkring sig har kejserinden sit hus, der er omgærdet af en helt enestående prestige. Gennem de seneste mange generationer har sortelvernes kejserinder været fra huset Tali’c, og selv de laveste medlemmer af huset nyder stor anerkendelse i det sortelviske samfund.

Kejserindens magt er uindskrænket. Hun hersker over liv og død, og der kendes kun én straf for at modsætte sig hendes bud. Udover at være overhoved for det sortelviske folk anses kejserinden også for at være Fanabinas udvalgte, og hendes magt hviler i lige så høj grad på verdslig autoritet som på en religiøs særstatus. At sætte sig op imod hende er dermed ikke kun en forbrydelse mod sin hersker, men også mod den store moder, Fanabina.

Trods hendes store magt er hvervet som kejserinde både farligt og krævende. Hun skal være et forbillede for det sortelviske folk og må aldrig udvise tvivl eller tegn på svaghed. Har hun ikke længere folkets tillid, er det alment anerkendt, at hun må lade livet for at give plads til en værdig efterfølger. Sortelvernes kejserinde bevarer dermed kun sin position, så længe hun har opbakning fra de huse, der står bag hende.

En stor del af magten i Underverdenen ligger i det hele taget hos husene, og navnlig de ni største, kaldet de ni hovedhuse, har en fremtrædende position i samfundet. De har indgået utallige alliancer imellem sig og har også et stort antal underhuse, som er underlagt deres autoritet. Husenes magt udspringer kun i begrænset grad af økonomi eller militær styrke. I stedet er det husets placering i det sociale hierarki, som er afgørende for dets status, og meget af den magt afhænger af husfruens snilde og intellekt.

For en tid var Etika hjemsted for et senat, der havde ganske stor politisk magt i riget. Det blev indstiftet efter kejserinde Izmyas død i år 13 EH og bestod af repræsentanter fra de ni hovedhuse samt de fem største byer i Tzest-Starnia. Snart udviklede senatet sig dog til en uskøn arena for politiske intriger og magtkampe, hvor medlemmerne i stigende grad forfulgte egne interesser frem for folkets bedste. Senatet blev derfor nedlagt allerede i år 17 EH, hvorefter Kardinalrådet under Fanabinakirken overtog positionen som rigets egentlige magthavere.

I år 27 EH blev Akisra af huset Tali’c udpeget som ny kejserinde af Tzest-Starnia, og hun har siden vist sig som en stærk og autoritær regent. Det demonstrerede hun allerede ved sin kroning, hvor hun dræbte sin matriark og moder for at understrege, at hendes magt ikke lå under for nogen. Hun fik også bragt en ende på den langvarige religiøse strid mellem Fanabina- og Dilarnakirken, og der synes at være opnået en gensidig respekt og forståelse mellem kejserinden og Kardinalrådets magtfulde overhoved Verozhir Rauthe. Frem til sortblodsfolkets angreb på Kaukarzil i år 32 EH var tilværelsen i Tzest-Starnia den fredeligste, den havde været i en menneskealder.

Under overfladen ulmer intrigerne og magtkampene dog konstant, så selvom tilværelsen under Akisras styre har syntes rolig, har det dækket over et net af hemmelige alliancer, bestikkelser og elegant udførte dødsfald. Kejserindens position forudsætter en omfattende viden om alt, hvad der foregår i både Underverdenen og på overfladen, og hun varetager derfor et vidtstrakt netværk af kontakter, spioner og hemmelige ordener, der indsamler informationer og – om nødvendigt – skaffer uønskede rivaler af vejen på hendes bud.

Religion

Sortelverne har til alle tider været tilhængere af De Sande Guder. Ved deres skabelse viste Fanabina sig for dem, og i hende så de sandheden. Før Himmelkrigene blev tilbedelsen af Fanabina derfor betragtet som den eneste sande tro blandt Underverdenens sortelvere. Hun havde en særlig plads i deres hjerter, og hun skænkede sit præsteskab store kræfter, så de kunne fordrive tvivlerne og dem, der var svage i troen. Man anerkendte ganske vist resten af De Sande Guder, men de blev betragtet som et nødvendigt onde – svage og uværdige til sortelvernes tilbedelse. For de fleste sortelvere var tanken om at bekende sig til andre guder end Fanabina utænkelig. Hun var en så central del af deres liv, at det blev opfattet som en fornægtelse af selve den sortelviske identitet at vende hende ryggen.

Da Himmelkrigene indtraf, var Fanabina én af de guder, der forsvandt fra verden, og sortelverne blev grebet af modløshed over pludselig at være blevet forladt af deres skaber. De havde ganske vist altid været en selvstændig og handlekraftig race, men deres styrke udsprang af en overbevisning om, at Fanabina havde skænket dem en nøje planlagt rolle i det store spil om Niraham. Da gudinden forsvandt, forsvandt også formålet med deres eksistens, og det drev dem ud i fortvivlelse og melankoli.

Snart efter begyndte profeter at varsle de nye guders komme, og Dilarna åbenbarede sig for sortelvernes folk. Mange fandt trøst i at se, hvordan Fanabinas blod stadig bestod, og i moderens fravær vendte folket sig mod datteren. Fanabinas minde hvilede dog tungt over sortelvernes sind, og mange nægtede at anerkende den nye gudinde. De betragtede Dilarnas tilhængere som svage sjæle, der vendte deres skaber ryggen og skænkede deres loyalitet til det mest belejlige alternativ.

Fanabinas tilhængere var fortsat talrige i Underverdenen, og snart opstod der stridigheder mellem Fanabinas og Dilarnas kirker. Blandt de mest fanatiske opstod et rygte om, at Dilarna i virkeligheden var en dæmon, der havde tilranet sig magt og tilbedelse blandt sortelverne, og at hendes præsteskab var en hån mod Fanabina.

Kejserinde Izmya søgte at sætte en stopper for konflikten, da hun i år 3 EH udstedte en hellig befaling om, at den eneste tilladte gud blandt sortelverne fremover skulle være Dilarna. Enhver tilbedelse af Fanabina blev strafbar med døden, og det blev forbudt at bære hellige symboler eller andre relikvier, som var knyttet til den gamle tro.

For en tid standsede dette de synlige stridigheder, men under overfladen ulmede konflikten stadig. Mange sortelvere begav sig til Overfladen, hvor de kunne dyrke Fanabina uden risiko for repressalier, men også i Underverdenen holdt man fast ved den gamle tro. Med tiden blev Fanabinas tilhængere mere og mere fanatiske, og de lod ikke længere nogen hindringer stå i vejen. Mange blev dræbt i opgørene med kejserinde Izmyas styrker og Dilarnas præsteskab, men anstrengelserne var ikke forgæves.

I år 8 EH svarede Fanabina atter sine tilhængere, og folket mærkede, hvordan hendes kræfter igen gennemstrømmede dem. Det var dog ikke et ubetinget glædeligt gensyn, for Fanabinas tilbagekomst varslede begyndelsen på en årelang strid mellem hendes tilhængere og Dilarnas loyale folk – med kejserinden i spidsen.

Oprør og åbenlyse magtkampe blev en del af hverdagen, og riget begyndte langsomt at gå i opløsning. Konflikten fandt dog sin afslutning, da kejserinde Izmya blev dræbt af sine egne livvagter i år 13 EH. I det magttomrum, der opstod, trådte Fanabinas præster frem og udstedte et dekret om, at Fanabina atter skulle være sortelvernes sande guddom. Kloge af skade tillod de dog også en vis tilbedelse af Dilarna og resten af De Sande Guder.

I dag er Fanabinas lære den mest udbredte blandt sortelverne – og anses af mange som den eneste sande. Mange holder dog fortsat fast ved Dilarnas lære og bekender sig åbent til hende, uanset hvilke konsekvenser det måtte medføre. Der findes også enkelte sortelvere, som har viet deres tilbedelse til Flarn eller Giraks lærdom. Disse tjener ofte Fanabinakirken eller tilhører huse, der ikke ser noget problem i, at sortelverne følger andre guddomme.

Flere sortelviske troldmænd har desuden fundet stor visdom hos Tara, hvis indsigt i elementerne har givet dem betydelig magt og beherskelse af magien på Niraham. En del religiøse fraktioner i Underverdenen ser dog med mistro på, at Tarakirkens tilhængere også tæller Overfladens racer – især halvelvere og elvere. Nogle anser endda Tarakirken for at være Overfladens spioner, og disse er ikke altid velkomne i hele Tzest-Starnia.

Relationer

Sortelverne har igennem årtusinder levet en isoleret tilværelse i Underverdenen. De har hverken haft behov for eller ønske om kontakt med de øvrige racer, og deres primære interaktioner med Overfladen har fundet sted, når de brød frem fra deres skjulte, underjordiske gange og med voldsom kraft lod deres styrke ramme de uforberedte folk, der kom i vejen.

Forholdet mellem sortelverne og resten af verdens folkeslag har derfor altid været præget af konflikt. Blandt mange racer på Overfladen betragtes Tzest-Starnia som ophavsstedet for alt ondt, og man nærer lige dele frygt og had til sortelvernes sagnomspundne hjemland. Sortelverne foretrækker det også sådan, og gennem tiden har der kun været gjort sporadiske forsøg på at etablere diplomatiske forbindelser.

Rustbjergene

Om end der er en verden til forskel på sortelvernes og orkernes livssyn, har de to racer alligevel formået at finde sammen i fjendskabet mod mennesker og elvere. Dette har ofte placeret dem på samme side i konflikter, og sortelverne anerkender, at orkerne og resten af sortblodsfolkene kan være nyttige forbundsfæller. De nærer stor respekt for deres fysiske råstyrke og brutale effektivitet, og så længe orkerne anerkender sortelvernes overhøjhed, kan de være en overordentlig kompetent allieret.

Darkonien

Dværge og sortelverne har gennem tiden formået at tolerere hinandens eksistens. Begge har deres hjem under Nirahams overflade, men hvor dværgenes haller ligger nær overfladen, ligger Tzest-Starnia så dybt, at selv de mest grådige dværge aldrig lader deres miner nå så langt ned. Hverken i undergrunden eller på Overfladen har de nævneværdig interesse i at omgås hinanden. Dværgene nærer muligvis mistro til sortelverne, men foretrækker blot at holde sig for sig selv – og blandt sortelverne gengælder man tjenesten, om ikke andet så af respekt for dværgenes evner inden for smedekunst og bygningsværk. Så længe dværgene ikke stiller sig i vejen for sortelviske styrker eller støtter deres fjender, får de lov til at leve.

Eislonien

Sortelvernes store modsætning og evige fjende er de lyshudede elvere – og i særdeleshed Eisloniens højelvere. Disse besidder stor magt på Overfladen og er fastlåst i en ældgammel kamp med sortelverne om at udslette hinanden. Flere gange har sortelverne været faretruende tæt på at lykkes med deres forehavende, men hver gang har højelverne formået at undslippe – først med hjælp fra Rina og senere med støtte fra menneskene. Sortelverne drømmer dog fortsat om den dag, hvor Fanabina vil bebude deres tredje indtog på Niraham. Størst blandt fjenderne i Eislonien er troldmændene, der kaldes Højmagerne, og som gør brug af den formastelige højmagi, de har modtaget fra Rina.

Santillia

Skovelvernes hjem i det vestlige Niraham er en svag og ynkelig klump træer, hvor elvere hyler trodsigt mod månen – kun for kort efter at falde i hundredvis for sortelvernes klinger. Skoven vil snart falde, og skovelvernes desperate kamp for overlevelse forlænger blot deres lidelser. Ganske vist besidder de stadig en vis styrke, særligt i kraft af livstræerne og deres magikere og druider, men det er kun en stakket frist. Enhver sortelver ved, at det nu kun er Buranus’ beskyttelse, der holder dem i live. Så sortelverne kan blot læne sig tilbage og nyde, hvordan skovelverne og højelverne strides indbyrdes, mens menneskene år for år æder sig ind i Santillias skove.

Det Chatonske Imperium

Imperiet er en udpræget torn i øjet på sortelvernes folk. Ikke alene har de opbygget en stærk og krigsdygtig hær – de har også udset sig sortelverne som et erklæret mål for deres styrker. Efter Himmelkrigene har Imperiets legionærer flere gange forsøgt at trænge ned i Underverdenen, og de har været faretruende tæt på at lykkes. Målet for deres fremstød har hver gang været Quel’nam i Morkuveria, og selvom det er lykkedes sortelverne at slå dem tilbage med store tab, vender legionærerne altid tilbage – mere forberedte og mere insisterende end før. Sortelverne hverken kan eller vil ignorere denne form for menneskelig arrogance.

Narabond

Et af de største og mest prominente menneskelige riger i nord. Landet er præget af evig intern splittelse, og befolkningen har en pragmatisk mentalitet, hvor gårsdagens fjender ofte bliver morgendagens allierede. Denne troløse og omskiftelige natur har vist sig nyttig for sortelverne og har gjort Narabond til en attraktiv forbundsfælle.

Selvom forholdet mellem de to kulturer aldrig vil blive præget af varme eller loyalitet, har narabonerne alligevel tolereret en vis sortelvisk tilstedeværelse – ofte mod simpel bestikkelse, andre gange mod tomme løfter om alliancer mod fælles fjender. Flere steder har narabonerne endda overdraget landområder på Overfladen til sortelverne, og befolkningen i disse egne har naivt accepteret det nye herredømme uden nævneværdig modstand.

Roul-Assin og Norrland

De to nordlige menneskelige riger kan være vanskelige at skelne fra hinanden, og de forskelle, der måtte være, er kun relevante for dem selv. Menneskene i nord er simple og tilbagestående væsner. De træffer beslutninger baseret på følelser og gamle vaner, og er stort set umulige at tale fornuft med – endsige bestikke. Til gengæld er roulerne og norrlændingene villige til at gå i døden for ubetydelige idealer, hvis blot de får den idé, at deres ære eller forfædre kræver det.

Selvom det gennem tiden er lykkedes at opnå en vis gensidig forståelse med de nordlige folk, har relationen altid været præget af mistillid. Det er vanskeligt at handle med nogen, der hellere lytter til ånder og døde forfædre end til sund fornuft. Det gør dem uforudsigelige og irrationelle. I det hele taget synes de nordlige folk at foretrække blot at blive ladt i fred.

Paravien

Af alle menneskelige riger har Paravien i umindelige tider været den største trussel mod sortelvernes eksistens. Landets ridderordener har gjort det til deres hellige pligt at bekæmpe sortelvere, hvor end de møder dem. I tiden efter sortelvernes andet indtog på Niraham formåede Nimranns Orden ikke blot at fordrive dem fra Paravien, men også at forfølge dem et stykke ned i Tzest-Starnia.

Siden har flere sortelviske huse forsøgt at tage hævn over paraverne – næsten alle uden held. Blandt sortelverne vælger man nu blot at undgå riget, for der er ingen ære i at kæmpe mod fanatikere, der er villige til at dø med sværdet i hånden blot for at få en salme opkaldt efter sig.