Tzest-Starnia

Langt under Nirahams overflade findes det enorme sortelviske rige. Riget formelle navn er Tzest-Starnia, men sædvanligvis omtales det blot som Underverdenen. I omfang spreder Tzest-Starnia sig under størstedelen af Nirahams nordlige kontinent. Kun Eisloniens folk i øst er fri for at have sortelverne under deres fødder. De fleste sortelviske bebyggelser er dog beliggende i områderne omkring Emyr og Kuldens Mur. Underverden befinder sig så langt under overfladen, at selv dværgenes dybeste grotter når end ikke i nærheden af sortelvernes verden, og igennem årtusinder har de derfor kunnet leve i sikker vished om, at ingen fjende ville true rigets sikkerhed.

Ikke alle dele af Underverdenen er befolkede. Visse af de mere yderlige egne er næsten fri for sortelvernes indflydelse. Der er kun af og til mindre styrker, som patruljerer disse områder og sikrer, at vejene er farbare, og at ingen fjende udefra er trængt ind i riget. Disse egne er i stedet hjemsted for alle tænkelige former for udyr og frygtindgydende væsner, som selv sortelverne respekterer, og det er med god grund, at kun få sortelviske huse vover at bosætte sig i disse ugæstfrie regioner. I daglig tale betragtes disse egne da heller ikke som en del af selve riget.

Om end riget befinder sig dybt under jorden, har sortelverne ikke desto mindre en levevis, der overgår de fleste af oververdens kulturer. Der er etableret enorme byer, hvor husene er formet i marmor, og imellem dem er gaderne både brede og rigt befolkede. Overalt er riget badet i et blødt lys fra magiske runer, som er skåret ind i væggene. Mellem de enkelte byer breder der sig et komplekst gangsystem, som gør det muligt for folket hurtigt at nå ethvert hjørne af Underverdenen, og som tillige sikrer, at der finder en konstant udveksling af nyheder og varer sted mellem byerne.

Den største og mest indflydelsesrige by i Underverdenen er Etika. Byen har traditionelt altid været hjemsted for rigets herskere, og i disse tider er magten i riget mere end nogensinde før centreret omkring byen. Det er fra rådssalen i Etika, at rigets større politiske beslutninger bliver truffet, og det er også i Etika, at de vigtigste religiøse affærer bliver afklaret.

Zurat er magikernes by, og den er hjemsted for ikke kun de mest kyndige inden for magiens kunst, men også for et utal af vismænd og politiske rådgivere. Det er desuden den by, hvori de fleste præster uddannes, og alle sortelvernes huse vender deres opmærksomhed mod Zurat, når de ønsker råd og vejledning.

Kaukarzil er krigernes by. Den er bygget over et gammelt fæstningsværk, men efterhånden som Tzest-Starnias grænser udvidede sig, blev det opslugt, og byen huser nu størstedelen af sortelvernes krigerakademier. Også smede og håndværkere har deres hjem her, og byen er kendt for aldrig at ligge stille hen.

Nemis anses for de lærdes by. Byen blev i sin tid grundlagt med det formål at huse den komplette beskrivelse af sortelvernes historie, som på dette tidspunkt fyldte adskillige biblioteker. Det er først for nyligt, at også jævne folk er begyndt at bosætte sig i byen, og det har først og fremmest været, fordi byen er blevet et fredeligt tilflugtssted for folket i de turbulente år efter Himmelkrigene.

Hver by er bygget op omkring et antal huse. Disse består i overvejende grad af sortelvere, som har svoret troskab til en fælles leder i håbet om, at denne kan føre huset og dets medlemmer til anerkendelse og magt. Det er sjældent familiære bånd, der knytter en sortelver til sit hus. I stedet ligger der oftest andre og mere pragmatiske tanker bag, og loyaliteten til huset står og falder som oftest med dets succes. Husenes ledere møder da også hyppigt en tidlig død, hvis de viser sig ikke at leve op til forventningerne.

Husene er sjældent specialiserede inden for givne færdigheder. I stedet spreder de deres kompetencer over næsten alle professioner i samfundet, og de gør en stor kunst ud af at være selvstændige og uafhængige af viden og indflydelse udefra. Sammenslutningen er således i altovervejende grad af politisk karakter.

Det er kun yderst sjældent, at sortelvere vælger at stå uden for husene, og når det sker, opdager de snart, at de nu blot er nemme ofre, som står uden beskyttelse at trække på. Hvis ikke de frivilligt lader sig indlemme under et af de eksisterende huse, vil sådanne afstikkere i stedet blot blive udryddet med tiden.

Der er en konstant rivalisering mellem husene, og man skyer intet middel for at hævde sig over sine modparter. Stridighederne bliver dog altid udført med den særlige æstetik og finesse, som kendetegner racen. At måtte ty til åbenlys vold for at nå sine mål betragtes som pinligt, og det går imod enhver social norm.

Styre

Den øverste magt i Underverdenen ligger hos kejserinden. Hun er sortelvernes enerådige hersker, uanset hvor de måtte være bosat, og hun er tillige regent over Etika. Omkring sig har hun sit hus, der er omgærdet af en helt enestående prestige, og selv dets laveste medlemmer har særstatus blandt racens folk.

Kejserindens magt er uindskrænket. Hun hersker over liv og død, og at modsætte sig hendes bud straffes brutalt, men effektivt. Hendes position er imidlertid præget af mange farer, og det er anerkendt, at en kejserinde kun bliver siddende, så længe de huse, som har hjulpet hende til magten, fortsat finder hende nyttig. Kejserindens position er utrolig krævende, og den forudsætter et overvældende vid. Enhver tøven vil blive opfattet som et tegn på svaghed, og der er konstant en håndfuld lavere rangerende husfruer, som står på spring til at vælte hende af tronen. Man har dog traditionelt tilladt kejserinden en vis frihed, da hendes død efterlader et stort tomrum i samfundet og splitter racen i interne stridigheder, når der skal vælges en ny kejserinde.

Efter at have siddet på magten i nær ved 200 år blev den tidligere kejserinde Izmya dræbt af sine egne livvagter i år 13 EH som kulminationen på en årelang krig mellem Fanabina- og Dilarnakirken i Tzest-Starnia. Izmya efterlod sig et antal lærlinge, som var udset til at overtage tronen, men flere af disse er blevet snigmyrdet, og de resterende gik i skjul uden at gøre krav på magten.

Overhovederne for de mest magtfulde huse kastede sig ud i en omfattende konflikt, alle med det formål at få deres egen kandidat på tronen. I mange år flød blodet, uden nogen formåede at vinde overhånd. Først i år 27 EH lykkedes det på ny sortelverne at forene sig under en ny matriark, kejserinde Akisra.

Sortelverne har for vane aldrig at trække striden om magten ud i det åbne. I stedet finder der et omfattende rænkespil sted i skyggerne, og alle de mindre indflydelsesrige huse bliver skånselsløst brugt som marionetdukker. Det er et farligt spil, og det har fået adskillige af husene til at trække sig ud af de større byer, og visse har endda taget den lange og farefulde færd til overfladen i håbet om her at kunne leve en fredelig tilværelse, indtil tilstanden i Tzest-Starnia atter har stabiliseret sig.

En stor del af magten i Underverdenen ligger hos husfruerne for de større og mere magtfulde huse. Deres magt hænger dog kun sjældent sammen med husets økonomi eller militære styrke. I stedet er det husets placering i det sociale hierarki, som er afgørende for dets position i samfundet. Mere end noget andet er det husets politiske sans og dets evner til at manipulere og udnytte de rivaliserende huse, der betragtes som anerkendelsesværdige færdigheder. Magten følger færdighederne, og mange huse med kun få medlemmer har igennem tiden besiddet fornemme positioner udelukkende på grund af deres husfruers snilde og intellekt.

Igennem tiden har sortelverne haft en ubrydelig tradition for, at al magt i riget lå hos kvinderne. Samfundet har været overordentlig matriarkalsk, og det er blevet straffet med døden, hvis en mand satte sig op mod en kvinde. Efter Himmelkrigene og kejserindens død er disse traditioner dog blevet blødt op. Kvinderne er fortsat de mest magtfulde, men man er begyndt at anerkende mændenes færdigheder. Der er dog store forskelle fra hus til hus, og blandt mange holder man fortsat ubøjeligt fast ved de traditionelle veje.

Religion

Sortelverne har til alle tider været tilhængere af De Sande Guder. Ved deres skabelse viste Fanabina sig for dem, og i hende så de sandheden. Før Himmelkrigene blev tilbedelsen af Fanabina derfor betragtet som det eneste sande for Underverdenens sortelvere. Hun havde en særlig plads i deres hjerter, og hun skænkede sit præsteskab store kræfter, således at de kunne fordrive tvivlerne og dem, der var svage i troen.

Man anerkendte ganske vist resten af De Sande Guder, men de blev blot betragtet som et nødvendigt onde, og man så dem som svage og uværdige til sortelvernes tilbedelse. For de fleste sortelvere var alene tanken om at bekende sig til andre guder end Fanabina dog utænkelig. Hun var en så central del af deres liv, at det blev opfattet som en fornægtelse af selve den sortelviske identitet at vende hende ryggen.

Da Himmelkrigene indtraf, var Fanabina én af de guder, der forsvandt fra verden, og sortelverracen faldt hen i desperation over pludselig at være blevet forladt af deres skaber. Sortelverne havde ganske vist altid været en selvstændig og handlekraftig race, men deres styrke kom fra en overbevisning om, at Fanabina havde skænket dem en nøje planlagt rolle i det store spil om Niraham. Når nu de mistede deres gudinde, måtte sortelverne også se hele formålet med deres eksistens forsvinde, og det var dette, som drev dem ud i fortvivlelse og melankoli.

Snart efter begyndte profeter at varsle de nye guders komme, og Dilarna åbenbarede sig for sortelvernes folk. Man fandt glæde ved at se, hvordan Fanabinas blod endnu bestod, og i moderens fravær vendte folket sig i stedet mod datteren. Fanabinas minde lå dog stadig tungt over sortelvernes sind, og der var mange, som fornægtede den nye gudinde. De betragtede Dilarnas tilhængere som svage sjæle, der vendte deres skaber ryggen for i stedet at skænke deres loyalitet til det mest belejlige alternativ.

Fanabinas tilhængere var således stadig rigt repræsenteret i Underverdenen, og det kom snart efter til stridigheder mellem Fanabinas og Dilarnas kirker. Kejserinde Izmya gjorde imidlertid op med konflikten, da hun i år 3 EH udstedte dekret om, at den eneste tilladte gud blandt sortelverne for eftertiden skulle være Dilarna. Enhver tilbedelse af Fanabina skulle straffes med døden, og det var bandlyst at bære hellige symboler eller andre relikvier, som var knyttet til den gamle tro.

For en tid gjorde dette op med de synlige stridigheder, men under overfladen ulmede konflikten stadig. Utallige sortelvere begav sig til overfladen i disse år, hvor de kunne dyrke Fanabina uden risiko for repressalier, men også i Underverdenen holdt man sig fortsat den gamle tro nær. Efterhånden blev Fanabinas tilhængere mere og mere fanatiske i deres tilbedelse, og de lod ikke længere nogen hindring stå dem i vejen.

Mange blev dræbt i opgøret med kejserinde Izmyas styrker og Dilarnas præsteskab, men anstrengelserne var ikke forgæves. I år 8 EH svarede Fanabina på ny sine tilhængere, og folket kunne snart mærke, hvordan de igen blev gennemstrømmet af hendes kræfter. Det var imidlertid ikke et ubetinget glædeligt gensyn. Fanabinas tilbagekomst varslede begyndelsen på en årelang strid mellem Fanabinas tilhængere og Dilarnas loyale folk med kejserinden i spidsen. Oprør og åbenlyse magtkampe blev en del af hverdagen, og riget begyndte langsomt at blive splittet og gå i opløsning.

Konflikten fandt dog sin afslutning, da kejserinde Izmya blev dræbt af sine egne livvagter, og hendes lig blev skjult, så det aldrig siden ville blive fundet. I det tomrum, der efterfølgende opstod, trådte Fanabinas præster til og udstedte dekret om, at Fanabina atter skulle være sortelvernes sande tro. Kloge af skade tillod de dog også en vis tilbedelse af Dilarna og resten af De Sande Guder.

I disse tider er Fanabinas lære således den mest udbredte blandt sortelverne og tillige den, der betragtes som den eneste sande. Mange har dog holdt fast ved Dilarnas lære og bekender sig til den, uanset de konsekvenser det måtte medføre. Der er også nogle få, som har vendt sig mod Flarn eller Giraks lære, og selv Tara har fundet sig enkelte tilbedere blandt sortelverne.

Relationer

Sortelverne har igennem årtusinder levet en isoleret tilværelse i Underverdenen, i sikker vished om, at ingen af de øvrige racer ville kunne nå dem her. I stedet har de kunnet bevæge sig mod overfladen, som det passede dem, og når de er brudt frem, har de med stor styrke ladet deres ondskab ramme de uforberedte folk, som er kommet i vejen for deres fremstød.

Dette har skabt en velbegrundet frygt blandt næsten alle verdens folkefærd. Den sparsomme kontakt med sortelverne har været alt andet end venligsindet, og deres evne til pludseligt at bryde frem for derefter snart at forsvinde sporløst igen er blevet en mareridtsfortælling blandt de øvrige racer. Tzest-Starnia betragtes derfor også af mange som ophavsstedet for alt ondt, og man nærer lige dele frygt og had for sortelvernes sagnomspundne hjemland.

Den diplomatiske kontakt mellem Tzest-Starnia og rigerne på overfladen har været yderst begrænset. Billedet af sortelverne har derfor typisk været ensidigt negativt, og de fleste af overfladens folk ser blot sortelverne som en fjende, der bør slås ned på stedet. Kun sortblodsracerne synes at nære en vis forståelse for sortelverne, og man har igennem årene opretholdt en vis kontakt til Rustbjergenes folk. Det har dog primært været med henblik på at forene racerne mod en fælles fjende, og den reelle kontakt mellem rigerne har været begrænset.

Der er adskillige gange i Tzest-Starnia, som fører til overfladen. De har gjort det muligt for sortelverne at nå Niraham og dets folk, men af og til er det også sket, at menneskene har benyttet dem til at sende styrker ned i Tzest-Starnia. De har imidlertid kun haft ringe succes. Gangene er lange og farefulde, og det er nemt for oververdenens folk at fare håbløst vild i det indviklede netværk af grotter. Menneskene har i det hele taget manglet forståelse for omfanget af det sortelviske rige, og de fleste forsøg på at trænge ind i Tzest-Starnia er endt i fiasko.

Kun få gange i nyere tid har menneskene haft en vis grad af held med at bevæge sig ind på sortelvernes territorium. Den mest notoriske træfning fandt sted, da en forening af paraviske ridderordener begav sig ned i Underverdenen i år 1412 EJ. De havde fundet en passage, som ledte til en fjern og sparsomt befolket egn af Tzest-Starnia. Her vandt de en række sejre over sortelverne, men led også selv store tab og var til sidst tvunget til at flygte tilbage til overfladen.

Også soldater fra Det Chatonske Imperium har begivet sig ned i Underverdenen. Det skete umiddelbart efter Himmelkrigene med udgangspunkt i byen Quel’nam nær Morkuveria. De chatonske legionærer gjorde mere modstand, end sortelverne tidligere havde oplevet fra indtrængende fjender, og mange faldt for deres sværd. Fanget i mørket og uden forstærkninger måtte selv chatonerne dog også give fortabt, og de fortrak snart til overfladen for at slikke deres sår.