Verdensskoven

Der er ikke én entydig definition af, hvad begrebet ‘Verdensskoven’ dækker over, og elvere med forskellige baggrunde vil stædigt holde fast på forskellige udlægninger af ordet, som de hver især insisterer på er den korrekte.

Blandt mange af Eisloniens traditionelle højelviske adelsfamilier bruges navnet ‘Verdensskoven’ som en nostalgisk betegnelse for den store skov, der i tidernes begyndelse dækkede hele Nirahams nordlige kontinent, indtil sortelvernes første indtog delte skoven i de to riger, Eislonien i øst og Santillia i vest. Ofte ligger der i navnet også en idealiseret drøm om, at menneskene en dag vil blive fortrængt fra landet, så skoven igen kan blive hel og dække hele Nirahams nordlige kontinent.

Mest almindelig er dog den betegnelse, der særligt er udbredt i Santillia, hvor ‘Verdensskoven’ beskriver den bræmme af skov i det nordlige Niraham, der strækker sig fra Eislonien i øst til Santillia i vest. Skoven består af en lang række mere eller mindre sammenhængende skovstrækninger, der fra Eislonien går gennem den nordlige del af Det Chatonske Imperium, fortsætter rundt om Kuldens Mur, gennem det nordlige Emyr og videre gennem Vinterskoven i det nordlige Narabond, for derefter at nå til Santillia.

Det er den eneste nogenlunde sikre rejserute mellem de to elviske riger, og betegnelsen ‘Verdensskoven’ skal i den sammenhæng forstås som den skov, der binder elvernes verden sammen.

Verdensskoven beboes hovedsageligt af skovelvere, men også med enkelte vildelvere iblandt. Livet i skoven er overordentlig farefuldt. Skoven strækker sig gennem flere menneskelige riger og huser både sortblodsfolk og sortelvere. Træerne står desuden ofte spredt og giver mange steder kun ringe beskyttelse. Verdensskovens beboere lever derfor typisk i mindre flokke og er næsten altid på farten. Den farefulde tilværelse har gjort dem til anerkendte stifindere og krigere, og de beskæftiger sig hovedsageligt som budbringere mellem Eislonien og Santillia samt som vagter for elvere, der ønsker sikker passage mellem rigerne.

Scroll to Top