Langt mod syd, på de åbne ørkenområder, der kendetegner det sydlige kontinent, finder man det storslåede zarabiske rige.
I tidernes morgen vandrede stammerne frit over stepperne og i ørkenen. De var et stolt folkefærd, der med stålsat vilje overlevede de mest barske vilkår, som ørkenen bød på.
Med tiden slog de sig ned og etablerede store byer. Her gjorde de op med fortidens simple levevis og dedikerede sig til jagten på den ypperligste højkultur. Zaraberne havde altid været ressourcefulde, og i byerne gav de sig hen til at udvikle nyskabelser, hvis lige Niraham aldrig før havde set. Videnskabelige fremskridt inden for landbrug gjorde dem i stand til at opdyrke ørkenen, og de opnåede landvindinger inden for medicin og naturvidenskab, som ingen før havde forestillet sig.
Denne fremgang skabte mulighed for fuldt ud at dedikere sig til intellektuelle dyder. Den zarabiske kultur udviklede sig til et innovativt samfund, der konstant skubbede grænserne for, hvad mennesker kunne formå. Mange af de videnskabelige og filosofiske fremskridt, som Niraham i dag tager for givet, har deres udspring i Zara’bash. Matematik, filosofi og store lægefaglige opdagelser kan alle spores tilbage til dette rige.
Særligt den zarabiske hovedstad, Cartheero, har igennem historien været Nirahams kulturelle foregangseksempel. Selvom byen i dag deler denne position med Etos, omtales Cartheero stadig med en unik blanding af stolthed og respekt. De øvrige tre storbyer i Zara’bash – Juncatar, Badra og Khadjba – nyder også stor anerkendelse både inden for og uden for rigets grænser.
Ikke hele Zara’bash er dog præget af kulturelle og videnskabelige landvindinger. Højkulturen er centreret omkring rigets større byer, der alle befinder sig i de nordlige regioner. I de sydlige egne lever nomadestammer, som de har gjort i århundreder, og nægter kategorisk at tage nye tiltag til sig.
Nomadestammerne vandrer over stepperne med deres dyr eller lever isoleret i Zikkha Ørkenen. De opsøger kun byerne for at handle, og deres besøg er sjældne. År kan gå, mellem de viser sig i byerne, for da snart efter igen at forsvinde ud mod horisonten.
Det er dog ikke kun nomadestammerne, der lever en simpel og ukultiveret tilværelse. Lige så sofistikeret tilværelsen er for de mest velhavende zarabere, tilsvarende elendig er den for samfundets bund. Zara’bash er kendetegnet ved en enorm forskel på høj og lav, og det betragtes som en selvfølge, at samfundets overklasse har ret til at holde slaver.
Velhavende zarabere kan eje og beskæftige op mod tusind slaver, og selv de simple borgere i byerne ejer ofte en slave til at tage sig af husholdningen. Slaverne fødes ind i deres stand og har stort set ingen mulighed for nogensinde at komme til at leve i frihed. Tæt på halvdelen af den zarabiske befolkning er slaver, og for disse består tilværelsen typisk af et hårdt og kort liv.
Denne del af samfundet er imidlertid kun sjældent synlig for udefrakommende. I stedet bliver øjet fanget af den overvældende pragt, der kendetegner de zarabiske byer. Hvert eneste hus er næsten et lille palads i sig selv, og alle bygninger er overdådigt udsmykket. Det er et karakteristisk træk hos zaraberne, at de ynder at udstråle rigdom og velstand.
Den zarabiske livsstil dikterer, at rigmænd bør skilte med deres formuer, for kun ved at vise deres værd vil de kunne få den anerkendelse, som de fortjener. Personer, der i stedet skjuler deres velfærd og gemmer deres rigdomme af vejen, anses for skamfulde og vil blive mistænkt for at være kommet til deres velstand på uhæderlig vis.
Det er i det hele taget et gennemgående træk, at alle zarabere værdsætter rigdom og materielle goder højt. Også visdom og intellektuelle værdier betragtes som vigtige kvaliteter. Filosoffer og store videnskabelige begavelser inden for fx medicin, retorik og astronomi har særdeles høj status, og det forventes af alle velhavende borgere i riget, at de forstår sig på disse klassiske discipliner.
Denne forherligelse af tankevirksomhed har da også affødt nogle af de viseste mennesker, Niraham endnu har set, og zaraberne soler sig i særlig høj grad i, at Cartheero var fødested for profeten Jarco.
Styre
Al magt i Zara’bash ligger hos sultanen. Han er rigets øverste leder, og fra sit palads i Cartheero råder han over liv og død for hver eneste sjæl i riget. Sultanens magt er uindskrænket, og enhver zaraber er forpligtet til at efterleve hans vilje og om nødvendigt gå i døden på hans bud, hvis han måtte ønske det. Sin store magt til trods udøver sultanen den imidlertid varsomt. I et land, der værdsætter visdom og ophøjet tankevirksomhed, vinder man ikke meget respekt hos befolkningen ved at gebærde sig som en brutal diktator.
Det værende sagt er sultanens position dog eftertragtet, og der står typisk altid et væld af magtbegærlige fjender på spring, der ønsker at fortrænge ham fra tronen. Sultanen balancerer dermed imellem, at han over for den brede befolkning skal udstråle overskud og eftertænksomhed, men indadtil skal kæmpe et væld af ofte blodige magtkampe med sine rivaler.
Landet er også splittet mellem rig og fattig, og uro ulmer konstant i alle afkroge af samfundet. Sultanen er derfor i høj grad afhængig af landets hærstyrker for at kunne fastholde sin magt. Skulle en sultan vise sig svag eller utilstrækkelig, er der tradition for, at han blot forgiftes eller på anden måde afgår stilfærdigt ved døden. Egentlige væbnede oprør eller borgerkrige er dog sjældne i riget, da det at måtte gribe til våben for at nå sine mål betragtes som en overilet og uværdig handling, der først og fremmest udtrykker manglende intellektuel formåen.
Den nuværende sultan er Ahriman Ibn Hajdi Ibn Uhra.
Omkring sig har sultanen et antal vesirer, der tager sig af de mest gængse beslutninger, som sultanen ikke selv har tid til at beskæftige sig med. De udpeges typisk blandt rigets største vismænd og har ofte næsten lige så meget magt og indflydelse som sultanen selv. Det meste af tiden råder vesirerne på eget initiativ og uafhængigt af sultanen, og at modsætte sig en vesir betragtes som en lige så stor forbrydelse som at modsætte sig sultanen.
Når sultanen dør, overgår magten typisk til en af hans vesirer. Det sker dog ofte, at sultanen har sørget for, at mindst en af hans sønner har fået post som vesir, og ad den vej er der opstået en vis tradition for, at magten går i arv fra far til søn.
Det er alment kendt, at sultan Ahriman Ibn Hajdi Ibn Uhra kun bliver siddende på tronen, fordi han har købt sig til beskyttelse fra Al-Hazifs Broderskab. Af hans 23 børn har flere allerede tilkendegivet, at de aspirerer efter at overtage tronen den dag, deres far dør, og mange formoder, at det meget vel kunne ske i samme øjeblik, hans beskyttelse fra Broderskabet ophører.
I hver af rigets fire store byer er indsat en magistrat, der agerer som stedfortræder for sultanen og sørger for, at hans vilje bliver efterlevet. Magistraten er også i almindelighed ansvarlig for at sikre ro og orden og står blandt andet for at mægle i stridigheder mellem de handlende og fælde dom over borgere, der er anklaget for forbrydelser.
Religion
Den formelt anerkendte religion i Zara’bash er læren om De Sande Guder. Denne trosretning praktiseres dog først og fremmest i de store byer, og det er særligt de mere velhavende borgere, der bekender sig til De Sande Guder.
Man har i Zara’bash udviklet en noget særpræget tradition for, hvordan man praktiserer læren. Zaraberne anerkender fuldt ud, at samtlige guder eksisterer, men de foretrækker at udvælge sig én af guderne, som de tilbeder, og da blot ignorere de øvrige guder. Mere end nogen anden har Gasnian altid haft en særlig plads i zarabernes hjerter, men også Nimar og Tara har fundet vid udbredelse, ligesom man også finder en god del tilbedere af Fanabina, Ragil og Flarn.
Selv Girak, der ellers er ilde set på størstedelen af det øvrige Niraham, er en anerkendt guddom at tilbede i Zara’bash, og man finder da også Giraks højtempel, Nymånens Katedral, i Cartheero.
Også når det kommer til den praktiske religionsdyrkelse, afviger skikkene i Zara’bash markant fra, hvad man kender på resten af Niraham. Zaraberne har for vane regelmæssigt at besøge templer dedikeret til deres udvalgte gud, som de skænker gavmilde gaver. Donationerne går dog til selve templet og bliver betragtet som en betaling til præsterne for, at de tilbeder guden på vegne af giveren, så vedkommende kan koncentrere sig om at varetage sit erhverv. Blandt de fattige zarabere udfører man i stedet frivilligt arbejde for templerne som betaling for, at præsterne går i forbøn hos guderne på ens vegne.
Det er herefter opfattelsen, at hvis man har lykke og fremgang i livet, så er det udtryk for, at guderne er tilfredse med ens virke og de bønner, som præsterne har gjort på ens vegne. Købmænd kan dermed fryde sig dobbelt over, at en indbringende handel er kommet i hus, for så er de ikke kun blevet rigere, men har også fået et klart bevis på, at guderne er tilfredse med dem.
Uanset at læren om De Sande Guder formelt har været praktiseret i landet gennem halvandet årtusinde, er stort set ingen af de sydlige nomadestammer konverteret til trosretningen. I stedet holder de fast i den traditionelle Kasmanitro.
Denne lære tager afstand fra eksistensen af egentlige guder og anser i stedet mennesket som noget guddommeligt i sig selv. For hver generation, der passerer, bliver de ophøjede og guddommelige træk imidlertid udvandede, og med tiden kommer menneskene derfor længere og længere væk fra dengang, hvor de selv var guder. Eftersom de yngre generationer dermed aldrig vil kunne opnå samme værdighed som de ældre, bliver alder og visdom værdsat over alt andet blandt de Kasmanitro.
Ud over at være udbredt i syden praktiseres Kasmanitroen også blandt slaver og de fattige. Økonomi og velstand tillægges ikke nogen betydning inden for Kasmanitroen, og religionen tillader enhver i samfundet at føle sig ligeværdig med enhver anden, selv sultanen. Det har givet religionen en betydelig appel blandt samfundets lavere lag, men har også gjort den upopulær blandt de velhavende, som ofte forbyder deres slaver at praktisere den.
Relationer
Til trods for sin kulturelle ophøjethed er Zara’bash gentagne gange blevet involveret i banale, militære konflikter med de omkringliggende riger. Landets store velstand har gjort det til et yndet offer for plyndringer, og zaraberne har igen og igen måttet kæmpe for at holde fast i det, der retmæssigt tilkommer dem. Forholdet til de omkringliggende lande har derfor længe været præget af en udbredt mistro.
Etos
Mod nordvest grænser Zara’bash op til bystaten Etos. Gennem årene har Etos opnået en særstatus på Niraham og anses nu for at være centrum for den mest ophøjede kultur og videnskab på Niraham. Bystaten har dermed overtaget meget af den anerkendelse, der før i tiden tilkom Zara’bash. Det synes imidlertid ikke at være tilstrækkeligt for Etos. Bystaten vogter nidkært over Zara’bash af ængstelse for at måtte dele sin særlige position eller skulle give afkald på den igen. I de seneste år har Etos da også på yderst uværdig vis udnyttet sin politiske status til at forsøge at opildne Nirahams øvrige riger til at lægge Zara’bash for had.
Emyr og Kamirr
Nord for Kamirrhavet befinder de to allierede riger, Emyr og Kamirr, sig. Igennem årene har Zara’bash været offer for gentagne angreb, hvor Kamirrs skibe har fragtet soldater fra Emyr til zarabisk land, hvor de har plyndret og hærget for siden at sejle tilbage med skibene lastet med guld og værdigenstande. For at beskytte sine byer har zaraberne måttet etablere fæstningsværker langs kysten, og den zarabiske flåde patruljerer konstant i Kamirrhavet på vagt for nye angreb fra de to rivaler.
Eislonien
Mod nordøst finder man højelvernes skovrige, Eislonien. Zara’bash og Eislonien har bekriget hinanden i evigheder over området, der adskiller det nordlige og sydlige kontinent fra hinanden. Der er meget småt med naturlige ressourcer i Zara’bash, og passagen var et af de få steder, hvor zaraberne kunne høste livsnødvendigt træ, hvis de skulle holde deres flåde ved lige og dermed være i stand til at beskytte deres kyster. Elverne insisterede imidlertid på, at kun de, og ingen andre, havde råderet over skoven, og de to lande har derfor tit og ofte ligget i konflikt.
Aihlann Bachir
Mod nordøst blev grænsestaten Aihlann Bachir oprettet for blot få år siden. Den havde til formål at adskille Zara’bash fra de eislonske skove og skulle også sørge for, at Emyr ikke igen ville anlægge bosættelser på det sydlige kontinent. Dermed blev krigen mellem de tre riger, der havde raset i flere årtier, bilagt. Aihlann Bachir mangler endnu at stå sin prøve, og man ser på denne fredsordning med en vis skepsis. Der er dog også en vis følelse af optimisme, og mange håber, at man hermed én gang for alle kan bilægge de gamle stridigheder.
Det Chatonske Imperium
Mod nord, på den anden side af Kamirrhavet, findes Det Chatonske Imperium. Igennem en række brutale erobringstogter underlagde chatonerne sig store dele af Niraham og havde også held til at etablere en slavekoloni i det nordlige Zara’bash, hvor de nådesløst udnyttede befolkningen til at høste ressourcer. I år 27 EH lykkedes det imidlertid at besejre chatonerne, og efter at have fordrevet dem fra landet er Zara’bash nu igen fri for fremmede hære.
Zikkha Ørkenen
Mod syd grænser Zara’bash op mod Zikkha Ørkenen, som udgør en naturlig barriere for rigets udstrækning. Den er befolket af ørkenstammer, hvis liv er omgærdet af stor mystik i Zara’bash. Stammerne holder sig for sig selv og er skeptiske over for fremmede. Fra tid til anden kommer de imidlertid ind til byerne for at handle, og ønsker man at krydse ørkenen, er man afhængig af at have ørkenfolket som guide. Selvom de betragter ørkenfolket med dyb skepsis, har zaraberne lært at respektere og holde sig på god fod med dem.