Dæmonernes plan blev skabt af dæmonen Iabol, der i tidernes begyndelse var en af Nimars fornemmeste mirnere. Som sin skaber var han visionær og veltalende, men han var også ambitiøs, og ønskede inderligt at blive ophøjet til gud. Nimar nægtede imidlertid at dele gudernes magt med andre end dem, som var af gudernes egen slægt.
Optændt af vrede og magtbegær begyndte Iabol at opsøge andre mirnere, der var lige så ambitiøse som ham selv, og som heller ikke så sig tilfredse med blot at være gudernes tjenere. Iabol var veltalende, og han støtter voksede snart i antal. De spredte hans budskab videre til andre mirnere og blev kendt som Iabols ‘tunger’.
Da Iabol havde samlet 999 tunger, løsrev han et stykke af Aferheim og lod det omslutte af en uigennemtrængelig mur af ild. Stedet kaldte han Darnhal, og her skulle hans tunger leve frit og være deres egne herrer. De anerkendte dog Iabol som deres overhoved, og som modsvar til Nimar begyndte de at omtale ham som ‘Fader Iabol’.
Selvom Iabol havde skærmet sit rige godt, lykkedes det Ragil at trænge gennem barrieren til Darnhal og splitte Iabols hoved fra hans krop. Med Iabol død var hans dæmoner imidlertid fri og havde nu ikke længere en lederskikkelse at følge.
Mange af dæmonerne blev i Darnhal, som herefter blev kendt som dæmonernes plan, mens andre forsvandt ud i intetheden, og visse skabte sig deres egne planer. Mest kendt af disse er Skyggeplanet, der blev skabt af dæmonen Zaratziel. Flertallet af dæmonerne valgte dog at blive i Darnhal, hvor en langvarig magtkamp brød ud. Til sidst vandt dæmonen Bola overhånd, og en skrøbelig fred indfandt sig, hvor de øvrige dæmoner modvilligt anerkendte Bola som hersker over Darnhal.
Denne tilstand består stadig. Selvom Bola formelt set er Darnhals hersker, er hans magt dog hovedsageligt symbolsk. Dæmonerne accepterer hans styre, men kun så længe han ikke håndhæver sin autoritet i væsentlig grad. Darnhal er derfor blevet et fristed for dæmoner, hvor de kan udøve deres mørke kunster uden restriktioner.
Der er dog ingen følelse af fællesskab eller samarbejde mellem dæmonerne. Når enkelte dæmoner finder vej til Niraham og forsøger at påvirke verdens gang, er det derfor som regel kun for at tjene deres egen sag.