Elvere

I tidernes morgen blev elverne skabt for at være gudernes forlængede arm på Niraham, og de blev pålagt at vogte over naturen og livet i den verden, som skulle være gudernes eftermæle. De blev derfor givet stor visdom og indsigt samt en enestående forståelse for naturen. Herudover fik de også livets gave, så de kunne leve længere end nogen anden race.

Elverne blev skabt i gudinden Sissiannas billede, og som hende er de besnærende og yndefulde væsner. På grund af deres nære bånd til naturen lever de næsten udelukkende i de to store elverskove, Santillia i vest og Eislonien i øst.

Der findes tre typer af elvere: skovelvere, højelvere og vildelvere, og forskellen mellem dem beror primært på deres livssyn og levevis.

Skovelvere

Skovelverne lever i en symbiotisk tilværelse med naturen, hvor alt hvad de gør, er et udslag af, hvad de anser for at være bedst for naturen omkring sig. De lever gerne hele deres liv dybt inde i skovene og ernærer sig stort set kun af, hvad naturen har at byde på. Af samme årsag har de også kun begrænset kontakt med de øvrige racer.

Når skovelverne en sjælden gang imellem bevæger sig uden for skoven, er det kun for kortere tid ad gangen og sjældent med deres gode vilje, da de føler sig sårbare og udsatte, når de er uden ly fra træernes kroner.

Højelvere

Højelverne anser sig i højere grad for vogtere og forvaltere af naturen. Også de lever gerne hele deres liv dybt inde i skovene, men ikke i symbiose med naturen som skovelverne. I stedet bygger højelverne prægtige byer og storslåede paladser, som er blandt de skønneste, Niraham nogensinde har set.

Modsat de reserverede skovelvere er højelverne meget direkte i deres adfærd og siger deres mening ligeud – ikke mindst når de omgås andre racer. For udefrakommende kan højelverne fremstå umådeligt arrogante, hvorimod de selv betragter det som et udtryk for det tunge ansvar, de bærer.

Vildelvere

Vildelverne lever en endnu mere fri og simpel tilværelse end skovelverne. De befinder sig kun i de dybeste dele af Santillia og har stort set ingen kontakt med de øvrige racer. Sammenholdt med, hvordan de andre elverracer fremstår elegante og ophøjede, er vildelvernes adfærd mere umiddelbar og drevet af instinkter.

Årsagen til det skal findes i, at de lever i så tæt forbindelse med naturen, at de to tilnærmelsesvist går i ét. Vildelverne betragter sig som et af skovens mange væsner og lever derefter.

Det store brud

Elverracernes adskillelse skete for mange tusinder af år siden i forbindelse med sortelvernes første indtog på Niraham. Her formåede sortelverne at brænde så meget skov ned, at der blev skabt en bred kile gennem verden, som afskar elvernes samfund i øst og vest fra hinanden.

Elverne i de østlige skove satte sig til modværge og fandt et stærkt fællesskab i billedet af sig selv som elverracens beskyttere. Derimod søgte elverne i de vestlige skove tilflugt dybt inde i skovene, hvor de holdt sig skjult og levede et simpelt liv, der primært handlede om at overleve. Efter tusinder af år kunne ingen længere huske en tid, hvor man havde været ét fælles folk, og dermed opstod sondringen mellem skovelverne i vest og højelverne i øst.

I takt med at verden omkring dem forandrede sig, var der visse af skovelvernes klaner, der trak sig så langt tilbage i skoven, at de blev sky og fjerne for selv deres artsfæller. De blev med tiden kendt som vildelvere eller klanelvere.

Da man til sidst måtte erkende, at elvernes skove aldrig ville vokse sammen igen, og at de forskellige elverracer nu også kulturelt var så forskellige som nat og dag, drog man konsekvensen og udråbte de to skove som selvstændige elviske riger.

Skovelvernes rige i vest fik navnet Santillia, og højelvernes skov i øst blev givet navnet Eislonien. Blandt højelverne har man formået at forene folket i én fælles kultur, som både indad- og udadtil fremstår som en samlet helhed. Derimod lever skovelvere og vildelvere mere spredt i skoven og har typisk bosat sig i mindre, selvstændige samfund, der byder på en større grad af forskellighed.

Til trods for det store brud har elverracerne dog stadig mange træk til fælles. Særlig bemærkelsesværdigt er en umiskendelig elvisk adfærd, der blandt racens egne medlemmer ses som et symbol på elvernes ophøjethed og enestående intellekt, men som blandt de andre racer ofte blot opfattes som banal selvforherligelse.

Siden elvere lever i århundreder, opnår de så stor en viden og høster så mange erfaringer, at resten af Nirahams racer for det meste blot fremstår som børn i deres øjne. Ofte forsøger elverne end ikke at lægge skjul på, at de betragter andre racer sådan.

Et andet fremtrædende karaktertræk ved elverne er, hvordan de troligt holder racens ældgamle skikke og traditioner i hævd. Elvere sætter en stor ære i at leve deres liv, som racen altid har gjort. De skyer som regel enhver form for forandring og kan være flere hundrede år om at omstille sig til nye måder at handle eller tænke på.

Et yderligere særpræg er den elviske tendens til at distancere sig fra resten af verden. Gennem tiden har elverne måttet tåle meget ondt fra andre racers hånd, og elvere glemmer kun langsomt. De har derfor kun den absolut mest nødvendige kontakt med Nirahams øvrige racer, og når det sker, er det sjældent med deres gode vilje.

I omverdens øjne skaber det et billede af elverne som en reserveret race, der ikke kærer sig synderligt om resten af Nirahams skæbne, og som blot foretrækker at leve en afsondret tilværelse, hvor de hverken ønsker eller formår at følge med verdens uundgåelige udvikling.

Det til trods er elverne imidlertid fortsat en vigtig magtfaktor på Niraham i kraft af deres visdom og store magiske kunnen.

Fysiske karaktertræk

I fysisk fremtoning er de tre elverracer stort set ens. Det mest iøjefaldende ved elverne er deres nærmest magiske udstråling, som kan betage enhver, der ikke er vant til deres nærvær. Selv elvernes svorne fjender kan ikke helt sige sig fri for at blive påvirket af deres særlige karisma.

Hertil kommer elvernes spidse ører. Selv ser elverne deres ører som et bevis på gudernes gunst og som et symbol på, at deres race er noget helt enestående. De er derfor meget stolte af deres ører og ynder at vise dem frem. Af samme årsag er en af de mest nedværdigende behandlinger, man kan udsætte en elver for, at skære spidsen af dens ører.

Den eneste fysiske forskel på elverracerne skal findes i ørerne, idet vildelverne har betydeligt længere ører end de andre elverracer. Årsagen til det er ukendt, men blandt vildelverne er det forbundet med stor stolthed og ses som et udtryk for, at vildelverne er endnu mere i kontakt med naturen end de andre elverracer.

I modsætning til mennesker og andre racer har elvere stort set ingen hårvækst på kroppen. De lader meget gerne deres hår vokse langt, og både mænd og kvinder bærer deres hår synligt og ofte snoet eller flettet på sindrig vis. Udover deres hårpragt er det kendt, at nogle ganske få gamle elvere har haft anlæg for at få skæg. Bortset fra disse kendes skægvækst kun hos halvelvere, og for det meste ser elvere derfor skægvækst som et urent og negativt træk.

Blandt elvere gøres der ingen nævneværdig forskel på kønnene. Mænd og kvinder bliver kulturelt anset for at være ligeværdige, og rent fysisk er forskellen mellem kønnene også markant mindre, end hvad man ser hos fx mennesker.

Elvere er sædvanligvis smidige og adrætte væsner, og de udmærker sig som hurtige løbere, ligesom de er gode til at svømme og klatre. Til gengæld besidder de ikke nogen større muskelkraft. Når det kommer til ren fysisk råstyrke, er elverne både mennesker, dværge og orker underlegne og kun goblinerne overlegne.

Deres sanser er desuden meget fintfølende. De hører bedre end de andre racer, og deres syn er tilsvarende skarpere.

Elvere har mulighed for at blive ældre end Nirahams øvrige racer. Det er sket, at elvere har nået en alder på op mod 1200 år. Det er imidlertid sjældent. Som oftest vil de leve mellem 400 og 600 år, hvilket betragtes som en god alder at nå. For at forstå elveres begreb om alder er det dog nødvendigt at vide, at de ikke ældes på samme måde som de andre racer. Det er ikke en elvers krop, der bliver ældre, men dens sind.

Efterhånden som årene går, bliver elvernes bevidsthed slidt, og med tiden vil en elver miste sin livslyst. Særlig hårdt tærer det på elvere at se nære og elskede dø eller opleve deres skov gå i forfald. På et tidspunkt vil de vælge at give afkald på denne verden, og det er et underforstået led i elvernes kultur, at når en gammel, livstræt elver begiver sig dybt ind i skoven på egen hånd, er det for at lægge sig til at dø.

Elvere har heller ingen faste rammer for, hvornår de er unge eller gamle. Deres alder defineres først og fremmest af deres livsopfattelse, og uanset sin alder vil en elver fremstå og blive betragtet som gammel, hvis elveren har en stor livserfaring.

Et groft udgangspunkt vil dog lyde på, at elvere anses for voksne efter deres første 100 år. Når de runder 200 år, betragtes de som myndige og får selv råderet over deres liv. Elvere er dog fysisk udvoksede allerede efter ca. 30 år og udvikler sig herefter kun psykisk.

Elvere udviser sjældent synlige tegn på aldring, før de bliver omkring 500 år gamle, og alderdommen bliver først for alvor tydelig efter godt 800 år.

Deres lange liv til trods er elvernes legemer yderst skrøbelige fra naturens side, og de tager meget let skade, når man sammenholder dem med fx mennesker. Endnu en gang har sindet dog en væsentlig betydning for elverens helbred. Den elver, der har viljen og ønsket om at leve, vil kunne komme sig over de fleste sår, skader og sygdomme. Hvis en elver til gengæld først har mistet sin livsgnist, kan vedkommende sygne hen og dø ved blot den mindste påvirkning.

En elvers krop påvirkes ikke i samme grad af kulde og varme, som tilfældet er for mange andre racer. De føler ganske vist temperaturer, men der skal meget til, før de oplever dem som decideret ubehagelige, og de kan overleve i ganske lang tid under selv kraftige varme- og kuldepåvirkninger.

Elvere er i almindelighed mere hårdføre end andre racer og kan om nødvendigt overleve i flere uger med kun ganske få ressourcer. Herudover er de også kendt for at være mere modstandsdygtige over for sygdomme end andre racer.

Beklædning

Når det kommer til valg af beklædningsgenstande, adskiller de tre elverracer sig meget tydeligt fra hinanden. I langt de fleste tilfælde vil man altid kunne identificere en elvers race ud fra dens tøj og udsmykning.

Skovelvere

At skovelverne lever stort set hele deres liv i skoven, kommer til udtryk i den måde, de klæder sig på. De foretrækker klædedragter af lette, vævede materialer som uld, hør og bomuld i naturlige farver, primært grøn og brun, som om vinteren gerne skiftes ud med hvide og grå nuancer.

Tøjet er skabt med en tydelig forkærlighed for det enkle, stilfulde og elegante. Som led i dette udtryk vil man ikke finde mange mønstre eller broderier på skovelvernes beklædning. Pels og skind forekommer, men er sjældne, da sådanne materialer betragtes som uraffinerede og menneskelige.

I krigstid har skovelverne dog en udtalt forkærlighed for læderrustninger. Udover deres klædedragter bærer skovelvere meget gerne smykker af naturmaterialer som fjer, sten, perler og lignende.

Fra tid til anden vil man opleve dem bemale deres ansigt. Det er ikke en udbredt tradition, men forekommer dog i visse religiøse eller kulturelle sammenhænge.

Højelvere

Højelvernes tøj har et andet formål end skovelvernes. De prioriterer i højere grad det smukke frem for det praktiske, og i Eisloniens dybe skove, hvor elverne kun sjældent er truet, har klæderne primært til formål at udstråle stil og elegance.

De bærer ofte lange rober af fine tekstiler som silke og satin i klare, lyse farver, og til dem bærer højelverne gerne iøjnefaldende smykker af sølv og guld ilagt med ædelstene.

Bemaling af kroppen og ansigtet er ikke noget udbredt fænomen blandt højelverne, og det betragtes som et noget primitivt træk. For det meste ynder højelverne at holde kroppen ren og hel, som Sissianna skabte den, og det er typisk kun ved særlige kulturelle højtider, at man vil opleve højelvere dekorere deres ansigt.

Uden for Eisloniens grænser er højelverne ofte mistroiske og vagtsomme. De nærer ingen større tiltro til de øvrige racer og vil derfor sjældent bevæge sig omkring uden også at være veludrustede. Deres foretrukne klædning er da prægtige læderrustninger.

Vildelvere

Hvor skov- og højelvernes klædedragter typisk er sofistikerede og beror på velovervejede valg, går vildelvernes præferencer i den modsatte retning. De værdsætter det enkle og praktiske og bærer stort set aldrig andre materialer end dem, som skoven og naturen kan forsyne dem med. Deres foretrukne materialer er skind og grove tekstiler, og tøjet vil stort set altid være i naturlige farver og uden unødvendige udsmykninger.

Vildelvernes præferencer inden for valg af klædedragter har dermed et meget klart fokus på det funktionelle. Man vil dog fra tid til anden opleve, at vildelvere bærer udsmykning i form af fjer, perler og andre genstande fra naturen. I vildelvernes kultur er der derudover en udbredt tradition for at male sit ansigt for derigennem at vise sit tilhørsforhold til familien og stammen.

Tankesæt

Elverne er skabt i gudinden Sissiannas billede, hvilket tydeligt kommer til udtryk i deres lyse og glade mentalitet. De værdsætter livet og alt det gode i verden og har en udtalt forkærlighed for det smukke og idylliske.

De lever desuden så længe, at tid bliver et abstrakt begreb for dem. Elverne er derfor kendt for at leve livet med en ro, der kommer af at vide, at man har al tid i verden at gøre godt med.

Som en af gudernes første og udvalgte racer har elverne dog også en tilbøjelighed til at se sig selv som noget ganske særligt og til i deres adfærd at opføre sig derefter. De er svært utilbøjelige til at tage imod råd eller anvisninger fra andre end deres egne artsfæller. Selv truet på livet vil en elver ofte betragte det som uværdigt at bøje sig for andre racer, uanset om det måtte indebære en unødvendig død.

Udover disse generelle fællestræk er der store forskelle på henholdsvis skovelveres, højelveres og vildelveres syn på tilværelsen.

Skovelvere

Fra de fødes til de dør, betragter skovelverne sig som en del af en større helhed. De lever deres liv i enten byer eller mindre samfund, hvor man vil opleve en meget udtalt grad af næstekærlighed. Følelsen af samhørighed med sine artsfæller er dybt indlejret i den skovelviske kultur, og egoisme eller andre former for snylteri tolereres ikke.

Af natur er skovelvere ligefremme væsner, der udtrykker deres følelser tydeligt. De er oprigtige og hjertevarme i deres venskaber, og når det er sommer og solen skinner, har de let til latter og sang. Lige så glade og sorgfrie de kan være, tilsvarende indelukkede og afvisende er de, når de sørger eller er fortvivlede.

Skovelverne lever i symbiose med naturen. De tager aldrig mere, end de har brug for, og sørger for at give tilbage ved at pleje og beskytte skoven. Opfattelsen af at være naturens vogtere tages meget alvorligt, og skovelverne vil gøre stort set alt for at opretholde balancen i deres skove.

De er vidt og bredt kendt som dygtige jægere, og de fleste skovelvere lærer i en tidlig alder at følge spor, skyde med bue og overleve i naturen. Disse færdigheder kommer dem til stor nytte senere i livet, og både blandt venner og fjender er skovelverne respekterede som enestående spejdere, der med deres buer og spyd kan være frygtindgydende modstandere i kamp.

Mange skovelvere er bosiddende i Santillias storslåede byer, men de fleste lever i mindre samfund spredt ud over skoven. Størrelsen og karakteren på disse samfund kan variere fra landsbyer med flere tusinde beboere til små jagtgrupper med kun 10-20 medlemmer. De er stort set alle fastboende. Elvere lever dog sjældent hele deres liv i det samme samfund, men skifter regelmæssigt bosted mellem dem.

Der er tradition for, at skovelvere bliver navngivet efter naturen, og ofte vil deres navn afspejle et aspekt ved den, som de er særligt knyttet til.

Højelvere

Hvor skovelverne lever deres liv som en del af et fællesskab, vil højelverne i langt højere grad blive opfostret og behandlet som individer. Stolthed, ansvar og ære er centrale begreber i højelvernes kultur. De ser sig selv som Nirahams hyrder og opfatter det som deres pligt at tage vare på de andre elverracer.

Denne opfattelse af at tilhøre en overlegen kultur kommer tydeligt til udtryk i deres omgang med de øvrige racer på Niraham, herunder andre elvere. Højelvernes kultur er overordentlig forfinet, og hvor skovelverne lever i harmoni med naturen, har højelverne fundet ud af at fremelske præcis de træk, som de værdsætter i naturen. Ved brug af disse kundskaber har de blandt andet skabt byer af ufattelig skønhed.

Selvom de anser naturen for idyllisk og smuk, så mangler den efter højelvernes opfattelse deres kyndige hænder for at kunne opnå det perfekte. Denne tilbøjelighed til at anvende og forme naturen går igen i alt, hvad højelvere skaber af kunst, arkitektur og håndværk.

Højelverne tager, ligesom skovelverne, aldrig mere, end de skal bruge fra deres omgivelser. De har imidlertid for vane at kultivere naturen frem for blot at leve af den, og højelvere ernærer sig i langt højere grad af landbrug end som jægere og samlere.

For det meste lever højelvere sammen i store byer, hvor man ihærdigt værner om sin familie og dens ære, men uden nogen nævneværdig følelse af fællesskab med øvrige familier. I stedet er forholdet mellem familierne præget af magtkampe og intriger samt en evig stræben efter prestige, som man gerne opnår på andres bekostning.

En meget stor del af højelvernes liv er baseret på gamle traditioner og skikke, der troligt bliver iagttaget. Det er gennem traditionerne, at højelverne føler selve båndet til deres kultur og dermed også til, hvad det vil sige at være højelver, så at bryde med dem er aldeles utænkeligt.

Højelverne foretrækker forfinede navne, der gerne er taget fra forfædre eller fortidens helte, og de pryder sig også ofte med titler, som tydeliggør deres status og autoritet.

Vildelvere

Ligesom skovelverne anser vildelverne naturen for det helligste, der findes. Frem for at betragte sig som naturens vogtere ynder vildelverne imidlertid at leve et simpelt liv i harmoni med naturen omkring sig. I deres øjne er de ikke noget særligt, men blot et af skovens mange væsner.

Selvom vildelverne har en simpel kultur og i mange situationer foretrækker at kommunikere med simple lyde og fagter, vil det være forkert at betragte dem som uciviliserede af den grund. Hvis det er nødvendigt, kan vildelverne være lige så elegante og sofistikerede som de andre elverracer, og de har en dyb forståelse for alt levende. De er også kendt som dybsindige tænkere og for deres enestående indsigt i naturen.

Herudover er de fremragende jægere og dygtige håndværkere, navnlig inden for arbejde med skind og træ.

Vildelverne har dog også altid været et sky folk. De lever en isoleret tilværelse og er yderst tilbageholdende i deres omgang med andre racer. Selv efter at have accepteret en person af en anden race vil vildelvere stadig være forsigtige og reserverede over for den pågældende i lang tid.

De lever deres liv i klaner, hvor ethvert medlem bliver anset for familie uanset sit ophav og slægtsbånd, og hvor enhver principielt kan blive optaget, hvis klanen accepterer dem. Inden for klanen har man ingen klar opfattelse af ‘dit’ og ‘mit’. I stedet yder alle deres bedste og anser da også klanens ressourcer for et fælles gode.

Det eneste, vildelvere betragter som privat, er deres totem og deres mage. Totemmet åbenbarer sig for vildelverne i form af et dyr under deres voksenprøve. Med tiden vil hver enkelt vildelver typisk knytte sig så tæt til sit totem, at man kan genkende totemmet i vedkommendes adfærd og udseende.

Når vildelvere finder deres navne, sker det som regel også i forbindelse med voksenprøven. Navnet afspejler da ofte enten totemmet eller et andet element ved naturen, som har en særlig betydning for den pågældende.

Historie

Da elverne blev sat på Niraham i tidernes morgen, var det en enkel og harmonisk verden, som de blev udset til at værne om. Skovene dækkede hele det nordlige kontinent, og på de sydlige stepper vandrede menneskene omkring som simple stammefolk.

Elverne levede i fred gennem tusinder af år, og verden var stort set uforanderlig, indtil det tidspunkt, hvor sortelverne pludselig brød frem fra Underverdenen. Aldrig tidligere havde elverne mødt eller hørt om denne race, som nu myldrede op fra underjordiske grotter og satte skovene i brand overalt, hvor de kom frem. Elverne var uforberedte og forsvarsløse, og de faldt i tusindtal.

Igennem århundreder kæmpede elvere og sortelvere om herredømmet over Niraham, men med tiden blev det mere og mere tydeligt, at elverne stod til at tabe.

Overalt hvor sortelverne bevægede sig frem, brændte de skovene ned, og ufattelige områder blev tabt. Til sidst var der skabt en så bred kile igennem skoven, at elverne i øst og vest reelt var adskilt. Det førte til, at de elviske skove formelt blev delt i to riger: Eislonien i øst og Santillia i vest.

Da gudinden Rina så, hvor meget elverne led, nedkaldte hun en forbandelse over sortelverne, som svækkede dem under solens stråler. Samtidig sendte hun tre af sine mirnere, kaldet De Tre Søstre, til elverne for at lære dem højmagiens kunst.

Det blev et vendepunkt i krigen, og igennem de næste århundreder formåede elverne at vende krigslykken, indtil sortelverne til sidst var tvunget tilbage ned i Underverdenen.

I takt med at sortelverne blev fortrængt, bosatte menneskene sig overalt på de befriede områder, og elverne måtte med ærgrelse konstatere, at store dele af deres land var tabt for altid.

Mange år gik, indtil sortelverne igen vendte tilbage. Selvom de var færre end under den første invasion, var de stærkere og bedre udrustede end tidligere, og elvernes antal var betydeligt mindre. Ved menneskenes hjælp lykkedes det at besejre sortelverne på ny, men elverne havde også denne gang lidt store tab og mistet meget land, der aldrig igen kunne genoprettes.

Herefter trak elverne sig tilbage til, hvad der resterede af deres skove, og afskar alt andet end den mest nødvendige kontakt med Nirahams øvrige racer, alt imens de svor en ed om, at de aldrig igen ville give afkald på elvisk land.

Den næste store hændelse, der fik betydning for elverne, var da nyheden om Jarcos Åbenbaring spredte sig over Niraham nogle hundrede år senere. Elverne havde kendt til Sissianna, siden den dag hvor de blev skabt, men først nu lærte de om guderne i deres helhed. De accepterede straks De Sande Guder, men bibeholdt fortsat Sissianna som deres yndling.

Århundreder passerede på ny, hvor elverne fortsatte med blot at leve en isoleret og tilbagetrukken tilværelse i deres skove. Godt 750 år efter Jarcos Åbenbaring var freden imidlertid forbi, og den første store regulære krig mellem mennesker og elvere brød ud.

Menneskene i det nordlige rige Roul-Assin havde tillært sig druidekunsten og længe praktiseret den i overensstemmelse med elvernes veje. Med tiden havde roulerne imidlertid erfaret, at der var store kræfter forbundet med at betvinge naturen, og deres druider var begyndt at trække på kraften fra blodet og døden. Elverne forbandede disse nye druider, og det blev indledningen på en lang og bitter strid mellem Santillias elvere og menneskerne i Roul-Assin.

De rouliske druider var imidlertid både mange og stærke, og elverne blev trængt tilbage, mens skoven igen brændte omkring dem, indtil Santillia til sidst var reduceret til den plet på verdenskortet, der står tilbage i dag.

Også i Eislonien førte konflikter med mennesker i nabolandet Zara’bash til, at højelverne måtte give afkald på store skovområder, indtil der ved etableringen af den neutrale grænsestat Aihlann Bachir blev skabt håb om en varig fred.

Elvernes historie er således en beretning om en prægtig kulturs forfald. De må dog ikke afskrives. Der er stadig stor visdom at finde blandt deres folk, og elvernes kundskab inden for magiens veje er usammenlignelig.

Udbredelse

Elverne har altid foretrukket at leve en tilbagetrukken tilværelse dybt inde i deres skove. De holder sig så vidt muligt for sig selv og forsøger efter bedste evne at undgå kontakt med de øvrige racer eller at skulle bevæge sig uden for skovenes tryghed.

Nirahams elvere er derfor stort set kun bosiddende i de to skove, Eislonien og Santillia. Igennem tiden har elvere dog også forsøgt at etablere riger uden for de store skove. Størstedelen af disse er bukket under, men der findes stadig nogle få elviske bosættelser rundt omkring på Niraham. Den største og mest kendte af disse er højelvernes rige Buranus, der ligger øst for Paravien. Et andet er området i det nordlige Niraham, der er kendt som Verdensskoven.

Nogle elvere lever desuden blandt mennesker eller andre af Nirahams racer. Elvere nærer imidlertid en naturlig skepsis over for andre folkeslag, så oftest vil der være tale om elvere udsendt i diplomatiske eller handelsrelaterede ærinder.

Det er kun yderst sjældent, at elvere slår sig permanent ned blandt andre folkeslag end deres egne, og hvis det sker, er det sjældent udtryk for et frivilligt valg.

Santillia

Elverskoven Santillia, vest for Narabond, er først og fremmest hjemsted for skovelvere. Der bor ganske vist også en del højelvere i Santillia, og i de seneste år er antallet steget, efter at den højelviske Istezarifamilie blev giftet ind i Santillias fyrsteslægt og rykkede hovedparten af deres familie dertil. De er dog stadig kun et fåtal sammenholdt med skovelverne.

Afgrænsningen af Santillia har gennem tiden været vanskelig, da skovens yderområder gradvist er blevet tyndet ud og er gået over i åbne enge. Gammel tradition foreskriver, at skovelverne betragter deres domæne som ethvert område, hvor skoven er så tæt, at en elver kan bevæge sig igennem den uden at betræde jorden. Efter mange års blodige konflikter er grænsen dog blevet mere skarpt optrukket, og skovelverne har placeret forsvarsværker langs store dele af Santillias grænse.

De mange lange krige med menneskene har gjort skovelverne resolut opsatte på at forsvare hvert et tilbageværende træ i skoven. De føler det som et nærmest helligt kald, der gør dem stærkt knyttet til skoven omkring sig. Santillia er dermed ikke bare skovelvernes hjem; de ser sig selv som en del af skoven og har et fællesskab med den og alle dens væsner, hvilket gør skoven til en del af selve deres sjæl.

Mod vest grænser Santillia op til dværgenes prægtige bjergrige, Darkonien. Der synes at være en gensidig forståelse mellem elvere og dværge om, at skove er elvernes territorium, og bjerge tilhører dværgene. De to racer træder kun sjældent ind over hinandens grænser, og deres forskelligheder til trods har de stort set altid levet i harmoni.

I nord grænser Santillia op til Roul-Assin, med hvem elverne til gengæld har haft et utal af konflikter. Stridighederne mellem Santillia og Roul-Assin er aldrig endegyldigt ophørt, men de synes dog at være stilnet af gennem årene. Roulerne er dog fortsat ilde set i Santillia og omvendt.

Tilsvarende er også sortblodsfolkene – orker, trolde og gobliner – fra Rustbjergene i nord en af Santillias største fjender. Igennem årene har de to folk ganske vist fundet en vis gensidig forståelse af, at de begge er mere truede af mennesker end af hinanden, men striden mellem dem ligger stadig så dybt forankret, at racerne aldrig har formået at skabe mere end en skrøbelig og ofte forbigående fred.

Mod øst grænser Santillia op til Narabond og mod syd til Gothia. Elverne har gennem årene formået at opretholde en rimelig diplomatisk relation til de to riger, hvilket har afværget de værste konflikter. Efterhånden som menneskerne er rykket tættere og tættere på Santillias grænser, steg antallet af konflikter, og efter mange års mindre stridigheder kulminerede det i år 33 EH med en storstilet krig mellem Santillia og Narabond. Da den blev bilagt året efter, havde ingen af parterne vundet nævneværdigt terræn, men begge havde lidt store tab. Siden har stemningen mellem Santillias elvere og mennesker været noget anspændt.

Eislonien

I det østlige Niraham findes elvernes største skov, Eislonien. Det er et sagnomspundet område, hvor elverne stadig lever, som de har gjort i årtusinder, og hvor intet nogensinde synes at forandre sig. Hovedparten af elverne i Eislonien er højelvere. De bor primært i store byer i skoven, hvoraf den største og mest prægtige er Eisloniens hovedstad, Eislon. Skoven huser dog også mange skovelvere, der, ligesom i Santillia, lever under trækronerne i den frie natur.

Højelverne har aldrig ønsket nogen nævneværdig kontakt til de øvrige racer og bevogter derfor Eisloniens grænser nidkært. Ingen, der ikke er af elverracen, har noget ærinde her, og det eneste, der venter folk, som vover sig ubudne ind i Eislonien, er en sikker og hurtig død.

Blandt højelverne er der en tendens til at betragte Eislonien som elvernes sidste egentlige bastion, og de er villige til at gå til de yderste ekstremer for at forsvare den. I det billede tilskriver man ikke Santillias skovelvere nogen større værdi. Ganske vist er man racemæssigt beslægtede, men højelvernes syn på skovelvere kan bedst sidestilles med at betragte dem som uopdragne børn.

Man vil i Eislonien derfor opleve en meget udtalt tendens til at ringeagte Santillias folk. Mod vest støder Eislonien op til Det Chatonske Imperium, som der gennem årene har været utallige stridigheder med. Chatonerne er en krigselskende nation, som har ført krig mod stort set alle omkringliggende riger. Efter en række store nederlag de seneste år har de dog trukket sig tilbage, hvilket har givet Eislonien et tiltrængt pusterum.

Førhen grænsede Eislonien op til det store menneskerige Zara’bash i syd. De to riger kom ikke overens, og området mellem dem havde i umindelige tider været genstand for konflikt. Ved etableringen af det neutrale grænseland Aihlann Bachir i år 1465 EJ opnåede man et spinkelt håb om fred. Begge riger er dog fortsat skeptiske, og freden må i bedste fald anses for skrøbelig.

Buranus

I de øvrige elviske småriger, som er beliggende rundt omkring på Niraham, lever elverne for det meste en stille og isoleret tilværelse. Et enkelt elverrige skiller sig dog markant ud fra mængden – Buranus, der befinder sig øst for Paravien. Det er et stort og velorganiseret samfund, hvis befolkning næsten udelukkende består af højelvere. Riget er svært militaristisk anlagt og værdsætter krigskundskaben højt. Elverne her bekender sig af samme årsag næsten udelukkende til Jorin.

Buranus-elverne har holdt så ihærdigt fast ved deres traditionelle levevis, at ingen eller intet har fået lov til at påvirke denne. De er blevet så opsatte på at bevare deres racemæssige særpræg, at selv deres racefæller i Santillia og Eislonien betragter dem som særprægede. Kontakten mellem Buranus og de øvrige elviske riger har af samme årsag altid været sparsom.

Verdensskoven

En anden væsentlig elvisk bosættelse er de skovområder i det nordlige Niraham, der i det daglige omtales som Verdensskoven. Skoven består af en lang tange af mere eller mindre sammenhængende skovstrækninger, der strækker sig fra Santillia i vest til Eislonien i øst og er den eneste nogenlunde sikre rejserute mellem de to riger. Betegnelsen ‘Verdensskoven’ skal derfor forstås som den skov, der binder elvernes verden sammen.

De elvere, der har bosat sig permanent i Verdensskoven, er primært skovelvere, og de er i omverdenen kendt som nogle af Nirahams bedste jægere, budbringere og sporfindere. Det er imidlertid en overordentlig farefuld tilværelse, da skoven også huser adskillige mennesker og sortblodsfolk, og træerne ofte står spredt og kun giver ringe beskyttelse. Elverne i Verdensskoven lever derfor typisk i mindre flokke og er næsten altid på farten.

Verdensskovens elvere har en nærmest legendarisk evne til at holde sig skjult, selv hvor skoven er tyndest. Uanset hvor ihærdige bestræbelser mennesker gør sig, finder de kun elverne i Verdensskoven, når de ønsker at blive fundet. Blandt deres folk har de også flere højt respekterede druider og illusionister, der sørger for at holde deres bosættelser og hellige steder skjult.

Religion

Siden elverne blev skabt og sat på Niraham, har de været bevidste om, at de var gudinden Sissiannas børn og formet i hendes billede. Igennem de første mange årtusinder var hun derfor deres eneste sande guddom.

Da elverne blev introduceret for den fulde lære om De Sande Guder gennem Jarcos Åbenbaring, begyndte en del også at tage guder som Nimar, Rina og Gasnian til sig. Uanset at elvernes religion blev mere mangfoldig, kunne ingen tilbedelse dog måle sig med den, der var dedikeret til Sissianna.

Da Himmelkrigene indtrådte, og Sissiannas lys slukkede, faldt hele elverracen hen i dyb sorg. Deres højt elskede moder og gudinde talte ikke længere til dem, og mange elvere valgte at følge hendes skæbne og gav sig hen til døden. Med tiden begyndte Sissianna atter at vise sig for sine børn, men i hendes fravær havde mange af elverne taget andre guder til sig.

Blandt skovelverne er Sissiannas lære fortsat den mest udbredte og dyrkes med stor ihærdighed. Hun vil altid have en særlig plads i elvernes hjerter. Lyane har dog også mange følgere blandt både skovelvere og højelvere. Som Sissiannas datter blev hun set som hendes naturlige arvtager i tiden efter Himmelkrigene.

Også Nimar nyder stor opbakning blandt især højelvere samt hos skovelvere af højere stand. Hans følgere ser i ham en autoritet og ophøjet ro, som de ynder at identificere sig med. For de elvere, der lever ved sværdet, er Jorin blevet en central guddom, og navnlig højelvere flokkes om hans banner.

Blandt vismænd og elvere af den akademiske stand har Gasnians visdom opnået bred appel, ligesom enkelte har fundet et dybere formål i Buranias bidrag til naturens orden. Også Tara er afholdt, da hun er en kilde til at forstå elementerne og magien på Niraham, og navnlig blandt skovelverne er der også mange, som værdsætter hendes frie og flyvske natur.

Forhold til øvrige racer

Elvernes hukommelse er lang, og belært af bitre erfaringer er deres forhold til de andre racer kendetegnet ved en udtalt grad af mistillid.

Mennesker

Menneskenes evige higen efter rigdomme og nyt land har ført til, at de i elvernes øjne anses for primitive, svigagtige og forræderiske. Elvere omgås derfor kun mennesker, når det er bydende nødvendigt, og selv da er de yderst varsomme og altid på vagt. Blandt en del elvere er det blevet almindeligt at omtale mennesker med det stærkt nedladende udtryk ‘daikini’.

Dværge

Til trods for, at de kulturelt ikke har meget til fælles, har elvere og dværge altid formået at leve sammen i en fredelig forståelse. De mange års fred mellem racerne har ført til en vis gensidig respekt, og ved enkelte lejligheder har de to racer ligefrem stået side om side i kampen mod fælles fjender.

Sortelvere

Sortelvere og elvere har en årtusinder lang tradition for at bekrige hinanden, og blandt elverne nærer man derfor et indædt had til sortelverne og alt, der har med deres race at gøre. Dette had nedarves igennem generationerne, og det synes utænkeligt, at der nogensinde vil kunne opnås en varig fred, så længe begge racer betræder Nirahams jord.

Sortblodsfolk

Ligesom Nirahams øvrige racer er elverne blevet ofre for sortblodsfolkenes angreb. I modsætning til de andre racer ser elverne imidlertid sortblodsfolket for, hvad de er: et primitivt folk, der bliver drevet af nød mere end af lyst. Elverne nærer derfor ikke helt samme instinktive had til sortblodsfolket som de øvrige racer, men vogter sig dog stadig ihærdigt for deres hærgen.