Der er tusinder og atter tusinder af ånder, og kun få af dem har taget bolig i et legeme. Resten farer omkring i åndernes rige, hvor de strides indbyrdes og konstant kappes om at blive mægtigere og om at finde veje ind i Niraham. Nogle få af ånderne er endda så mægtige, at de formår at trænge igennem til de dødeliges verden uden et legeme. Det er disse ånder, som mange religioner fejlagtigt betragter som guder eller dæmoner.
Shamanismen handler om selve denne forståelse af åndernes natur. Der er ingen fælles skole eller doktrin, som forklarer, hvordan ånderne skal forstås eller behandles, og det har medført et utal af retninger inden for shamanernes lære. Det står derfor også enhver frit for at bekende sig til læren og forsøge at få kontakt til ånderne.
Det er imidlertid en farefuld vej at vælge. For det meste er ånderne overordentlig magtfulde, og deres styrke overgår i langt de fleste tilfælde de almindelige dødeliges. Mange af ånderne er desuden forræderiske og onde, men skjuler deres sande natur, indtil de kan lokke en naiv sjæl til at vise dem vej ind i de dødeliges verden. Mange shamaner er gået i døden på den måde, eller endnu værre, er blevet prisgivet i onde ånders magt, som har taget herredømmet over dem.
Shamanisme er derfor altid blevet betragtet med varsomhed eller foragt af verdens folk, og dem, der følger lærdommen, har tit og ofte måttet gøre det i skjul for omverdens øjne. Blandt mange religioner – ikke mindst De Sande Guder – er shamanismen ligefrem blevet bandlyst og erklæret for kættersk. For den shaman, der bliver afsløret af De Sande Guders inkvisition, venter der en smertefuld skæbne på bålet.
Der er derfor også kun få mennesker, der har bekendt sig til shamanismen. De fleste tilhængere skal findes blandt orker og gobliner, som har formået at finde en tolkning, der harmonerer med Gorrums lære. Fra tid til anden ses også shamaner blandt skovelvernes folk.
At være shaman er ofte noget, man er født til, og ikke noget, man lærer at blive. Det er kun få personer, som kan sanse ånderne og deres nærvær, og endnu færre formår nogensinde at lære at kommunikere med dem. Det forudsætter en helt særlig evne, som kun få besidder.
For det meste er erfarne shamaner i stand til at genkende potentialet i andre, men det sker endnu hyppigere, at det er ånderne selv, der genkender en modtagelig person og forsøger at vinde indpas hos vedkommende. Det er en meget overvældende oplevelse, og mange af dem, der har potentialet til at forstå sig på ånderne, bliver drevet til vanvid af deres nærvær, hvis ikke de lærer at kontrollere og beherske deres evner.
At vælge en tilværelse som shaman er et valg for livet. Når man først én gang har åbenbaret sine færdigheder for ånderne, glemmer de dig aldrig igen. Ånderne er meget krævende af natur og har en umættelig lyst til at udforske og undersøge, og de kontakter derfor ofte shamanerne for at lære mere om de dødeliges verden eller om shamanen selv. De mere ondskabsfulde ånder kan også finde på at plage shamanen i et forsøg på at nedbryde hans sind, så ånden med tiden kan tvinge sig vej ind.
Shamanerne kan imidlertid også trække på åndernes viden og kræfter. Jo mere erfaren en shaman bliver, desto bedre bliver han til at forstå sig på ånderne, og han kan få mange oplysninger fra det hinsides og tiltrække sig flere og flere af deres færdigheder.
For at kalde ånder til sig udfører shamanerne en række særlige ritualer. De varierer meget og afhænger både af shamanens kultur og af den specifikke ånd, som shamanen ønsker at tiltrække. Ofte er der dog knyttet hellige talismaner eller andre artefakter til ritualet. Når shamanen forsøger at få kontakt til en ånd, vil han typisk give sig hen i en dyb trance, hvor han messer besnærende ord og brænder offergaver af, som han ved behager ånden.
Når først en ånd er tiltrukket, må shamanen herefter sikre sig, at den forbliver fanget, og at han konstant har den under kontrol. Ånderne er meget selvstændige og vil altid forsøge at vinde overhånd i mødet med shamanen. De skifter desuden ofte stemning. Alene det at holde en ånds opmærksomhed fanget kan være en kunst i sig selv.
Efterhånden som shamaner øger deres kundskaber, bliver de meget magtfulde. Ånderne kan være en overordentlig stærk forbundsfælle, og for de dødelige, der forstår at hidkalde sig deres kræfter og bruge dem i egen interesse, er der meget få hindringer, som ikke kan overkommes.
De fleste shamaner vælger at leve et isoleret og tilbagetrukket liv, hvor de kun sjældent blander sig i verdens gang. De er konstant omgivet af ånder, og den fysiske verden mister med tiden sin tiltrækningskraft. Det er derfor også kun yderst sjældent, at shamanerne spiller en større rolle på Niraham. Som årene går, bevæger de sig længere og længere væk fra almindelige dødelige, og det er ikke usædvanligt, at en magtfuld shaman til sidst frivilligt giver afkald på denne verden for at kunne sætte sin egen sjæl fri.