Niraham er en magisk verden, hvor det overnaturlige findes overalt, og magibrugere er en del af hverdagen. Deres magiske kundskaber kan overordnet inddeles i fire kategorier: trolddom, præstemagi, naturmagi og mørk magi.
Trolddom
Alt på Niraham er gennemsyret af en særlig kraft, der kaldes ‘mana’. De få personer, som har evnen til at trække på kræfterne fra mana, betegnes som troldmænd og troldkvinder eller – med et mere mundret udtryk – magikere.
Mana er formløs og kan ikke ses, mærkes eller på anden måde sanses af almindelige dødelige. Kun ganske få personer, der er født med evnen, kan fornemme og trække på dens kræfter, og det kræver mange års træning at mestre den og skabe egentlig magi.
Et særegent kendetegn ved trolddom er, at den er meget magtfuld, men også hovedsageligt destruktiv eller manipulerende af natur. Trolddom kan ikke – som præstemagi – helbrede eller skabe liv; den kan kun påvirke og tage.
Hvor mana præcis kommer fra, ved ingen. Teorierne er mange, men en af de fremherskende lyder på, at det er rester af den skaberkraft, som guderne brugte til at forme Niraham ud af intetheden i de tidligste tider.
Førhen var det Rina, der varetog magiens domæne, men siden Himmelkrigene har Tara været gudinde for magi og magiske kræfter. Det er hende, der giver de værdige evnen til at trække på mana, og hende, der sørger for, at mana formes på ny, når magikerne har brugt den til at udøve deres kræfter.
Præstemagi
Modsat magikere får præster deres kræfter direkte fra guderne. Præstemagi er en gave, som en gud skænker sine udvalgte, og præster er kun så magikyndige, som guden ønsker, at de skal være. Ingen kan tvinge guderne til at dele deres kræfter, men gennem træning og dedikeret tilbedelse kan præsterne opnå større velsignelser fra guderne og blive bedre til at omforme dem til egentlig magisk kunnen.
Principielt kan enhver lære præstemagi, hvis blot vedkommende bliver fundet værdig af sin udvalgte gud. Det er imidlertid ikke nok at blive skænket kræfterne – de er blot et magisk potentiale. At kunne bruge kræfterne til at udrette magi kræver træning, og kun de færreste besidder en kombination af guddommelig kraft og dedikation, der gør dem magtfulde inden for præstemagien.
Præster kan som sådan godt opnå magiske kræfter fra mere end én gud, og det sker fra tid til anden, at præster ændrer deres dedikation til en ny gud. Guderne kræver imidlertid fuld dedikation fra deres præster og tolererer sjældent, at deres udvalgte vender blikket mod andre. Derfor dedikerer præster sig som regel helhjertet til én gud og gør alt for ikke at misbehage denne.
Naturmagi
Magikyndige, der benytter sig af naturmagi, får deres kræfter fra naturen og alt levende omkring sig. Det kan imidlertid ske på mange forskellige måder, og der er ikke tale om én ensartet måde at praktisere naturmagi på. Den mest udbredte form er druidekunsten, men selv blandt druiderne findes flere forskellige tilgange.
De elviske druider lever i et symbiotisk forhold til naturen. De beskytter den og skænker den gaver, og som tak får de adgang til at trække på naturens kræfter. Når magien har drænet naturen for kræfter, sørger druiderne møjsommeligt for, at den genvinder sin styrke. Druidernes magi er derfor typisk beskyttende og helbredende.
Blandt de rouliske og norrlandske druider benytter man sig i stedet af den særdeles potente magi, der findes i blodet og i levende væsner. Også fortidens ånder får man livskraft fra. Det giver adgang til en overordentlig magtfuld kraftkilde, som ofte er meget destruktiv af natur og vanskelig at kontrollere. I de rette hænder giver den rouliske naturmagi dog også kræfter til at beskytte folket og sikre en righoldig høst.
Shamaner hører også til blandt de magikyndige, der benytter sig af naturmagi. De er fra fødslen mærket af ånderne og kan se og kommunikere med dem. Hvor druidernes magi er knyttet til naturen og levende væsner, er shamanernes ånder overalt omkring dem. Gennem åndernes kræfter kan shamanerne opnå stor magisk kunnen, som de opnår ved at betvinge eller indgå pagter med ånderne. Ofte kan det fremstå, som om de trækker kræfterne ud af den blå luft.
Udover disse mest udbredte former for naturmagi findes også mange andre variationer, der deler det fællestræk, at de får kræfter fra magiske væsner i omverdenen. Blandt disse regnes fx Kasmanitroen, der praktiseres i det sydlige Zara’bash og Zikkha Ørkenen, samt åndetroen, man kender fra Traegonn Sletten.
Mørk magi
Dette er en fællesbetegnelse for de mange uhellige magiformer, hvor personer trækker på kræfterne fra det mørke hinsides – ofte ved at lade sig forlede af en dæmon, som giver dem store kræfter mod til gengæld at få adgang til at råde over deres sjæl.
Blandt sortblodsfolk lægger præsterne end ikke skjul på, at de får deres kræfter direkte fra Gorrum. Han er deres gud, og det anses som en stor ære at blive skænket evnen til at benytte sig af hans magi. Gorrums kræfter er stort set kun destruktive af natur, men de er højt værdsatte blandt sortblodsfolket, da de mest magtfulde af hans udvalgte magikyndige kan knuse fjender med et enkelt ord og gøre krigerne exceptionelt stærke eller næsten usårlige.
Hekse er et andet udbredt eksempel på brugere af mørk magi. Gennem et ritual, kendt som ‘hekselænken’, binder de sig til en dæmon og kan herefter trække på dæmonens kræfter. De præcise kræfter afhænger af, hvilken dæmon der er tale om. Blandt de mest kendte dæmoner er Zaratziel, der giver magt til at manipulere lys, skygger og illusioner; Nostrul, der kan forvrænge dødeliges sind; Mes’mael, der kan skabe forbandelser og påvirke skæbner; og Eiani, der spinder drømme og kan ophæve sondringen mellem fantasi og virkelighed.
Selvom betegnelsen ‘kultist’ efterhånden bruges i flæng om fanatiske dæmontilbedere, stammer den historisk set fra personer, der tilbeder et magisk artefakt eller en anden fysisk genstand og formår at trække kræfter fra det. Også disse hører til blandt de magikyndige, der benytter sig af mørk magi.