Eislonien

Langt mod øst ligger Nirahams største skov, der er hjemsted for det stolte elviske rige Eislonien. Her vokser de ældste af Nirahams træer, og i denne magiske skov lever det elviske folk i tryghed, beskyttet mod verdens mørke og ondskab. Intet menneske kan betræde skoven uden tilladelse, og højelverne vogter nidkært over landets grænser. Det var her, de i den tidligste tid blev sat på Niraham, og Eislonien har siden udgjort deres sande hjemsted.

Skoven er omgærdet af en helt særlig aura af mystik. Under dens kroner finder man fortryllende skovlandskaber, der afløses af åbne enge og dybe søer, og udover elverne er de dybe skove hjemsted for alverdens overnaturlige væsner.

Gennem årtusinder har der været rift om skovens grænser. I de tidligste tider dækkede skoven hele Nirahams nordlige kontinent, men med sortelvernes første indtog blev skoven reduceret voldsomt og delt i to: Eislonien i øst og Santillia i vest. Ved sortelvernes andet indtog blev skovens størrelse reduceret yderligere. Siden har Eisloniens elvere svoret aldrig igen at afgive så meget som en fingerbredde af deres skov.

I de seneste år har elverne tilmed haft held til at udvide skovens grænser. I år 28 EH formåede Eislonien at udnytte svækkelsen hos Det Chatonske Imperium til at erobre meget land, og hvor chatonerne var blevet trængt tilbage, lod de elviske druider ny skov vokse frem. Trods ihærdige bestræbelser har Imperiet ikke siden haft held til at generobre områderne, og elverne har nu befæstet grænsen i en sådan grad, at Chato synes at have mistet modet på at genoptage konflikten.

Eisloniens befolkning består mestendels af højelvere. Man finder dog også en del skovelvere, særligt i de gamle skove i Eisloniens østlige egne. Herudover rummer skoven også mange udsendinge og repræsentanter fra Santillia. Den langt overvejende del af højelverne bor i prægtige byer i skoven, hvoraf hovedstaden Eislon samt Vetas, Anué og Eitoskia regnes for de mest fornemme. Selv de mindre byer i Eislonien er dog et enestående syn, der kan fordreje hovedet på enhver, der ikke er vant til deres skønhed.

Geografi

Eislonien er præget af årtusindgamle træer, der vokser overalt i skoven. Mellem trækronerne bryder lysglimt igennem og reflekteres i sølvspirene fra de storslåede byer, der er spredt ud i skovens dyb. Brede alléer slynger sig mellem træernes mægtige stammer og forbinder byerne. Højelverne har formet landskabet med respekt for naturen, så deres kunstfærdige bygningsværker i marmor og sølv tilfører skoven en rigdom af nuancer. Under trækronerne findes også majestætiske skulpturer og helligdomme, der vidner om elvernes ældgamle kultur og trosliv.

Det elviske rige er, i modsætning til menneskenes, ikke opdelt i regioner eller len. I stedet består Eislonien af en række storslåede byer, hvor elverne lever i højt civiliserede samfund. De omkringliggende områder betragtes som en del af byens domæne og er overvejende beskæftiget med at forsyne byens befolkning med nødvendige ressourcer. Rundt om i skoven ligger de gamle, traditionsrige adelsfamiliers hjemsteder, og også her anses de omkringliggende områder for at høre under slægternes domæne.

Eisloniens geografi er derfor først og fremmest defineret af de byer, slægtshjem og helligdomme, der er spredt ud i skoven, snarere end af egentlige grænser. Af denne grund tager beskrivelsen af rigets geografi udgangspunkt i disse elementer.

Eislon

I midten af Eislonien ligger hovedstaden Eislon, der er den smukkeste by på hele Niraham. Bygningerne er formet af marmor og rosenkvarts med sirlige dekorationer af indlagt sølv, guld og ædelsten. Gaderne, der snor sig gennem byen, er rene og vide og præget af meget liv. De er omkranset af buske og træer, der blomstrer året rundt, og mellem dem høres konstant munter snak og lattermilde stemmer. Eislon blev skabt i en symbiose af elvisk bygningskunst og magi, og resultatet er mageløst betagende. Synet af Eislon tager pusten fra enhver, og selv elvere bliver lamslåede, når de første gang oplever byens skønhed. Hele det elviske folk finder stor stolthed og glæde ved Eislon, og for dens indbyggere udgør byen en tryg bastion, hvor glæde og harmoni hersker.

Centralt i byen tårner det prægtige kongepalads sig op. Det er hjemsted for Eisloniens kongeslægt, Keladon, og det er her, den eislonske højkonge Damien Keladon og hans familie har sit hjem. Selv blandt Eislons prægtige bygninger anses kongepaladset for den fornemste og smukkeste af alle. De gamle legender fortæller, at paladset blev bygget oven på den helligdom, hvor de første elvere blev sat på Niraham. Stedet var kendt som ‘Livets vugge’ eller ‘Sissiannas krybe’. Visse mener tilmed, at Keladonslægten fortsat har adgang til den gamle helligdom.

Få kilometer syd for Eislon ligger et fjerdegenerations livstræ, som Keladonfamilien traditionelt har anset for deres udvalgte træ. Det er omkring dette træ, at højkongen holder sin ceremonielle årlige lysfest til ære for de syv elviske guder.

Nord for Eislon ligger den store købstad Duneorr, hvor Eisloniens fornemmeste akademier befinder sig. De lærde beskæftiger sig her med alt fra kunst til krig og filosofiske teorier, og det er Eisloniens mest eftertragtede uddannelsessted for unge, ambitiøse højelvere. Mod syd fra Eislon finder man Chareylonfamiliens sommerpalads, Stormklinge, og ikke langt derfra befinder sig en hellig sø, en af Lyanes tårer, som hun ifølge fortællingen lod falde den nat, hvor Sissianna ophørte med at svare elvernes bønner. Søen bliver kaldt ‘Fortvivlelsens Vand’, og det er her, mange ældre elvere søger til i deres sidste dage på Niraham.

Vest

I den vestlige del af Eislonien ligger den ældgamle by Vetas, der er en af de ældste og smukkeste byer på hele Niraham, formentlig kun overgået af Eislon. Byen er bygget op omkring det første livstræ, som Rina plantede i tidernes morgen fra en stikling af det guddommelige verdenstræ, Básel. Træet er kendt som Det Gyldne Træ. I år 5 EH nedkom imidlertid en tragedie over træet, da det lykkedes den faldne højmager Estarian Tegiel og en skare af hans tilhængere at trænge ind i Vetas og dræne livstræet for dets kræfter. Siden har tilværelsen i Vetas været præget af stor sorg over livstræets død.

Det er ligeledes i Vetas, man finder det magiske tårn Cristaliana, der er hjemsted for Højmagerne og Den Sorte Sols Orden, og udgør Eisloniens vigtigste centrum for magi. Cristaliana er et gigantisk hvidt tårn, hvis tag er belagt med sølv og rejser sig mod himlen i otte spir, som alle er belagt med månekrystaller. Man finder ligeledes det gamle stortempel i Vetas, der er indrettet med syv særskilte katedraler, som er dedikeret til de af guderne, der står elvernes hjerter nærmest: Sissianna, Lyane, Nimar, Rina, Jorin, Gasnian og Burania.

Syd for Vetas ligger den imponerende bygning Minâs Cél, også kaldet Sølvtårnet. Tårnet er hjemsted for Sølvhjelmene, en ærefuld og respekteret orden, der har svoret at vogte livstræerne på Niraham. Ikke langt derfra, mod nordøst, findes den legendariske slette Celšrieen, også kendt som Sølvlyssletten, hvor de første sølvhjelme udkæmpede det slag, der var vendepunktet under sortelvernes andet indtog på Niraham.

Mod sydvest finder man den store havneby Eitoskia, der er nøglestenen for al handel mellem Eislonien og omverdenen. Det er det eneste sted i Eislonien, hvor mennesker er tilladt, og når de befinder sig i byen, står de under elvernes beskyttelse. Byen ligger ud til Dhallhavet i flodmundingen, der kendes som Smaragdbugten, og der er konstant en livlig aktivitet i farvandet ud for byen.

Syd

I syden ligger handelsbyen Lindolar, der er omdrejningspunktet for den interne handel mellem elverne i Eislonien. På grund af sine hvide bygninger og mure har Lindolar traditionelt været kendt som ‘Den Hvide By’. Selvom forholdene i byen er notorisk velorganiserede, har byen ligget i langvarige stridigheder med Eitoskia om handelsrettigheder til de mellemliggende områder.

Syd for Lindolar finder man Istezarifamiliens hjemsted, Istezia, hvorfra familien regerer over de sydlige Jernbjerge. Det er i disse bjerge, at Istezari har haft succes med at udvinde magisk elverstål, som har stor magisk kapacitet og kan gøres noget nær uigennemtrængeligt. Denne type stål har de døbt Istezaristål og har skabt dem enorme rigdomme og stor politisk indflydelse. Efter familien opnåede en position som senatfamilie i Santillia gennem Anarion Istezaris ægteskab med Tanaya Akantus, har størstedelen af slægten dog forladt Eislonien til fordel for Santillia.

I de sydøstligste egne af Eislonien knejser Sølvbjergene sig op med stejle skråninger og ufremkommelige passager. Bjergkæden tilhører Keladonfamilien, og de store mængder jern, sølv og guld, som bjergene rummer, har været en betydelig kilde til familiens rigdomme. Ved foden af Sølvbjergene gror et fjerdegenerations livstræ, og skovene omkring det er hjemsted for dryader og andre af naturens væsner.

Længere mod syd findes grænsen til Aihlann Bachir. Landet blev oprettet for blot få år siden, i år 1465 EJ, på den landtange, der kaldes Ianno-passagen. Formålet var at skabe fred mellem Eislonien og Zara’bash, men selvom de gamle grænsestridigheder er faldet til ro, er højelverne stadig vagtsomme og vogter grænsen nidkært. I området finder man også et gammelt højelvisk Rina-tempel, Magiens Porte, der efter Himmelkrigene blev overtaget af Tarakirken. Alastyn, ypperstepræst for Tara, der er barn af en højelvisk far og en menneskelig mor, blev opfostret i dette tempel.

Øst

I det østlige Eislonien vokser Nirahams ældste, uberørte skove, der blev plantet af guderne selv ved Nirahams skabelse. Træerne bliver i dag vogtet af en række druidecirkler, der har skabt hellige lunde rundt omkring i skoven, hvorfra de vogter over den. I disse skove finder man et andengenerations livstræ, der er en stikling fra Det Gyldne Træ i Vetas. Efter Estarian Tegiel tog livskraften fra Det Gyldne Træ i år 5 EH, er dette nu det ældste levende livstræ i Eislonien.

Det er i de østlige egne af Eislonien, at man finder den største koncentration af skovelvere, og selv blandt højelverne er man her knyttet nærmere til naturen end noget andet sted i riget. Et af de mest prægtige eksempler på det er Arén, som er Mir Arén-familiens palads, opført i de fineste træsorter, der er bøjet, flettet og formet som fem store tårne, der snor sig rundt om de gamle træer i flere meters højde. Selv ligner paladset, at det svæver mellem træerne, og at intet fysisk holder det oppe. Tæt herved ligger et tredjegenerations livstræ, som er samlingspunkt for mange skovelvere og også traditionelt har været et yndet opholdssted for Skovens Vogtere, når de rejste til Eislonien.

Længere mod nord ligger Gråhavn, der er den største havn i Eislonien. Her omformes de store ege- og elmetræer, der vokser i området, til prægtige skibe. Byen regeres af Exstarnelfamilien, som har fået ansvaret for at opbygge og vedligeholde den eislonske flåde. Arbejdet hjælpes på vej af druider, der former træerne efter behov og ser til, at nye træer vokser frem igen, hvor de gamle er blevet fældet.

Ned langs Eisloniens østlige kyst bugter Krystalhavet sig, der som navnet antyder er hjemsted for utallige af de smukkeste perler, rav, krystaller og sten. Ud for kysten ligger øen Sebene, der er hjemsted for Allundrian-akademiet, hvor Eisloniens største astronomer har deres hjem. Øens høje, lyse bjergtinder bliver også brugt som pejlemærker for skibe, der sejler i Krystalhavet.

Nord

Det nordlige Eislonien er præget af et vanskeligt terræn med dybe kløfter og ufremkommelige bjergkæder. Naturen er rå og uberørt, og elementerne raser vildere end noget andet sted i Eislonien.

I dette barske landskab finder man den enorme storby Anué, der er kendt som nordens knudepunkt. Da byen regelmæssigt er udsat for sortblodsfolk, der søger ind i Eislonien, er den opbygget som et fæstningsværk, og ved dens porte og langs muren står kampklare soldater altid beredt. Tilværelsen er dog i almindelighed fredelig, og byen har i sin lange historie aldrig været stillet over for en trussel, som den ikke formåede at forsvare sig mod. Særlig kendt er byen for sit vagtkorps, Det Hvide Kompagni, som er det eneste på Niraham, der har formået at opdrætte og dressere pegasusser til brug i kamp. Anué råder over tre fulde pegasus-kompagnier, der tæller adskillige af Nirahams bedste ryttere og bueskytter. Herudover er Anué berømt for sine kunstakademier, der er genstand for stor stolthed i byen, og hvert år strømmer utallige elvere dertil i jagten på inspiration og livsglæde.

Lidt syd for Anué finder man et tredjegenerations livstræ, der har stået her i uendelige tider, og som meget atypisk bærer røde blade, hvorfor det er kendt som Det Røde Træ. Under dets krone samles kunstnere fra Anué, der bruger det som kilde til inspiration. Også Lyanes præster anser træet for særligt helligt, da de mener at kunne høre dets hjerte banke.

Længere mod nord befinder byen Telsa sig, der dog i højere grad har karakter af et fæstningsværk. Byen er omkranset af høje mure med 23 vagttårne, der alle rummer flere katapulter, og byen har konstant fem fulde kompagnier mønstret, der står klar til at møde enhver modstand. Igen og igen har Telsa været angrebet af sortblodsfolk, der er vandret langs Iskysten fra Rustbjergene, og sortelvere fra Morkuveria, som har forsøgt at falde elverne i ryggen. I byen finder man også regelmæssigt sølvhjelme, der er sendt dertil for at beskytte et fjerdegenerations livstræ, der vokser i en hemmelig lund nær byen.

På den anden side af Tågebjergene ligger Saria-dalen, hvor træernes kroner følger stjernernes vandring over himlen. Legenderne beretter, at det var i disse skove, Sissianna lå med Burania under skabelsen, og hvor de fik datteren Lyane. Da Sissianna ophørte med at svare sine tilhængere under Himmelkrigene, drog mange præster hertil for at ende deres dage og give deres sidste kræfter til at styrke den faldne gudinde. Siden da har skovene været forbeholdt præsteskabet og skovens væsner.

Styre

Alle elvere i Eislonien er underlagt højkongen, Damien Keladon, der har siddet på Eisloniens trone siden år 6 EH. Hans slægt kan føres tilbage til de tider, hvor Verdensskoven blev delt under sortelvernes første indtog på Niraham, og de to elviske riger opstod – Eislonien i øst og Santillia i vest. Her blev Aencar Keladon udpeget som Eisloniens hersker, og siden har hans efterfølgere siddet på rigets trone.

Principielt hersker Keladonslægten også over Santillia-skoven. Da rigerne blev delt omkring år 7400 FJ, blev Akantusfamilien udpeget som ‘kastellan’ – forvalter – af Santillia, men som årene er gået, er sondringen blevet glemt, og skovelverne anser nu Akantusfamilien for de retmæssige herskere i Santillia.

En betydelig del af magten over Eislonien er dog placeret hos senatet, som består af repræsentanter fra de fem ældste højelviske familier: Eukunai, Illivanas, Chrysalis, Rukara og Kirinara. Herudover indtager Keladonfamilien en særlig position i senatet, da familien har en række betroede pladser nær højkongen.

Senatet varetager alle daglige beslutninger i Eislonien, og kongen involverer sig typisk kun i krisetider eller hvis en særlig prekær sag kræver hans opmærksomhed. Principielt har kongen vetoret i senatet, men bruger den kun yderst sjældent. Processerne i senatet er kendetegnet ved et betydeligt bureaukrati, og det kræver typisk endeløse mængder af tålmodighed og diplomati at få beslutninger vedtaget.

Senatet fik sin nuværende sammensætning i år 2112 FJ, da den kun 13-årige Teriel Keladon måtte tage landets trone efter sin mors død. Repræsentanter for de fem ældste familier blev da udpeget til at rådgive ham under hans fremtidige virke som højkonge. Hver af familierne blev overdraget en af fem hellige drømmejuveler, som Rinas mirnere, kendt som De Tre Søstre, havde skabt. Drømmejuvelerne besidder hver især en særlig kraft, som er forbundet med Rina: visdom, retfærdighed, loyalitet, kærlighed og ærefrygt. Herudover har de den egenskab, at de i fællesskab beskytter højkongens liv og velbefindende.

Udover at være Eisloniens lovgivende forsamling rådgiver senatet højkongen i alle anliggender, og det har overordentlig stor magt i Eislonien. Mange huse har gennem tiden bejlet til at overtage pladser fra de traditionelle fem familier, men uden held. Særligt Istezarifamilien har tidligere gjort sig store bestræbelser, indtil de i stedet vendte blikket mod Santillia og formåede at opnå et ægteskab mellem Anarion Istezari og Santillias fyrstinde Tanaya Akantus.

Udover højkongen og senatet er højelvernes samfund i udtalt grad bygget op omkring gamle traditionsrige adelshuse, som har stor magt og økonomisk indflydelse i samfundet. Vil mindre familier gøre deres indflydelse gældende blandt højelverne, må de ofte finde et af de traditionelle adelshuse til at fremføre deres sag. Hvert af husene har desuden et eller flere handelsområder, som de er særligt fremtrædende inden for og har bygget deres formue på.

Religion

Blandt Eisloniens højelvere har man til alle tider bekendt sig til De Sande Guder, og enhver anden form for religionsdyrkelse forekommer aldeles utænkelig. Allerede ved deres skabelse blev elverne bekendt med Sissiannas eksistens og lærte, hvordan de var børn skabt i hendes billede. Lige siden har de næret et særligt bånd til hende. Også Nimars visdom og Rinas næstekærlighed appellerede til dem, og mange fandt desuden stor indsigt i Gasnians veje.

Da Himmelkrigene indtraf, blev alle Nirahams elvere ramt af stor sorg, da deres moder blev taget fra dem og ikke længere besvarede deres bønner. Højelverne, der altid har været stærkt knyttet til fortiden og dens traditioner, faldt hen i dyb fortvivlelse, da et væsentligt element i deres eksistens blev revet væk. Mange valgte i denne tid at drage ind i de dybe skove og give afkald på livet.

Selvom nye guder viste sig efter Himmelkrigene, var højelverne langsomme til at åbne deres hjerter for dem. En moder kan ikke uden videre erstattes fra den ene dag til den anden. De fandt dog trøst i visheden om, at Nimar fortsat var i Aferheim, og i denne urolige tid vendte mange højelvere deres tilbedelse mod ham.

Erkendelsen af, at også Lyane, Sissiannas datter, nu vandrede blandt guderne i Aferheim, gav dem fornyet håb for fremtiden, og da Eisloniens højkonge selv bebudede, at han havde taget Lyane til sig og nu rettede sine bønner mod hende, fandt mange nyt livsmod ved at følge hans eksempel, uanset at de i deres hjerter vidste, at hun aldrig fuldt ud kunne erstatte den moder, de havde mistet.

Som tiden gik, og alle de nye guder viste sig for Nirahams børn, vendte Eisloniens højelvere sig mod en lære, hvor særligt syv af guderne blev anset for de ‘sande’ elviske guder. Elverne anerkendte ganske vist alle guder, og der var ingen sanktioner forbundet med at gå andre veje, men det blev anset for mest korrekt at dedikere sine bønner til en eller flere af disse.

Da Sissianna på ny begyndte at besvare sine tilhængeres bønner i år 17 EH, vakte det stor glæde hos Eisloniens elvere. Deres moder var vendt tilbage. I hendes fravær havde højelverne dog taget andre guder til sig, og selvom ingen kunne overtage hendes plads i deres hjerter, fortsatte mange med at rette deres bønner mod de guder, de havde vendt sig til.

I dag er Sissiannas lære vidt udbredt og højt respekteret blandt højelverne. Hendes ypperstepræst, Alienna Morgengry Ametyst, er igen begyndt at vise sig for offentligheden og prædike Sissiannas bud. Også Nimar har en fremtrædende position i Eislonien, ligesom Jorins lære har opnået bred appel under de mange krige, elverne har haft med de omkringliggende riger. Lyane har ligeledes fortsat mange følgere.

Åndetroen

Eisloniens skove er hjemsted for et stort antal skovelviske druider. Selv blandt højelverne er de anerkendte og respekterede for deres visdom og magiske kunnen, og særligt i de østlige dele af Eislonien finder man mange druidecirkler i de gamle skove. Selvom druiderne lever en afsondret tilværelse, har de altid lystret kaldet, når Eislonien havde brug for deres kundskaber – senest i år 28 EH, hvor de rejste ny skov under kampene med Det Chatonske Imperium og derved rykkede grænsen langt ind på imperialt territorium.

Modsat Santillia, hvor åndetroen er integreret i læren om De Sande Guder, og hvor druiderne spiller en central rolle i det religiøse liv, finder man ikke samme tendens i Eislonien. Her værdsætter højelverne det formelle og skikkelige i de traditioner, der er forbundet med tilbedelsen af De Sande Guder, og de har bygget prægtige templer til ære for guderne, som knejser mod himlen.

Druiderne og de åndetroende er ikke en del af denne religionsdyrkelse, men lever en parallel tilværelse for sig selv, dybt inde i skovene. Uanset hvor meget højelverne respekterer deres viden og færdigheder, vil de dog altid blive anset for at være afvigere fra det gængse samfund.

Relationer

Eisloniens elvere har værnet ihærdigt om deres skov, og ingen fremmede er velkomne der. Denne tendens til at isolere sig og betragte de omkringliggende riger med varsomhed har præget Eisloniens forhold til de omkringliggende riger. Det har langt fra været ubegrundet. Igen og igen har menneskene omkring dem bevist, at de ikke var til at stole på.

Det Chatonske Imperium

Mod vest grænser Eislonien op til Imperiet. Gennem årtusinder har elverne fulgt, hvordan de imperiale styrker gradvist øgede riget på bekostning af alle omkringliggende folkefærd. Elverne har lært af andres dyrt købte erfaringer og har derfor forskanset grænsen mod Imperiet, som de vogter nidkært. Senest udbrød der krig mellem de to riger i år 28 EH, hvor Eislonien foretog et dristigt fremstød. Hvor de vandt frem, rejste de ny skov, hvilket forrykkede grænsen mellem rigerne langt ind i Det Chatonske Imperium.

Zara’bash

Syd for Eislonien, på den anden side af Ianno-passagen, der nu udgør landet Aihlann Bachir, ligger Eisloniens formentlig ældste fjende. Zaraberne har gennem årtusinder bevæget sig over Ianno-passagen og ind i elvernes skove for at fælde træer og jage. Ofte har de også forsøgt at tvinge elverne væk fra skoven med våben og fakler. De to riger har ikke længere varme eller venskabelige ord til overs for hinanden, og begge holder fortsat vejret, mens de afventer, om oprettelsen af Aihlann Bachir er tilstrækkelig til at bevare freden imellem dem.

Aihlann Bachir

I år 1465 EJ blev Nirahams yngste rige dannet. Efter stridigheder, der havde stået på i århundreder mellem Eislonien, Zara’bash og Emyr, var alle tre parter villige til at acceptere en kompromisløsning, der kunne bilægge striden én gang for alle. Aihlann Bachir er ikke mere end en banal røverbule, og store dele af den eislonske adel rynker fornærmet på næsen over, at elvernes prægtige rige fortsat må betale for at opretholde dens eksistens. Sammenlignet med tidligere tiders endeløse krigshandlinger er Aihlann Bachir dog det mindste af to onder.

Morkuveria

Nordvest for Eislonien, i en gold og bjergrig egn, finder man et af de eneste steder på Niraham, som selv højelverne ikke tør betræde. Her etablerede sortelverne et samfund efter afslutningen på deres andet indtog på Niraham, og selvom området flere gange siden har været erklæret ryddet for mørke racer, er de hver gang vendt tilbage med fornyet styrke. Senest har sortblodsfolk fra Rustbjergene også søgt dertil. For at beskytte sig opførte elverne det store fæstningsværk, kaldet Skæbnens Mur, på grænsen til Morkuveria efter sortelvernes andet indtog. Dette værk har holdt dem nogenlunde sikre siden.

Emyr

Langt mod vest ligger riget Emyr, der er kendt over hele Niraham for sine disciplinerede og yderst udsøgte hære. Med støtte fra sine allierede, det søfarende folkeslag fra Kamirr, har Emyr ført krige overalt på Niraham. I umindelige tider har riget etableret bosættelser langs kysten af Kamirrhavet nær Eislonien, som det ikke kun har forsvaret, men også konstant forsøgt at udvide. Dette er ofte sket på Eisloniens bekostning. Eisloniens elvere kan dog ikke undsige sig en vis respekt for Emyr, som trods sin ekspansive natur kæmper ærefuldt og disciplineret og holder sit ord.

Santillia

Endnu længere mod vest findes det andet af de to elviske riger, Santillia, hvor skovelverne har deres hjem. Forholdet mellem de to elverracer er gennem tiden – formentlig med rette – blevet sammenlignet med to søskende, hvor Eislonien er den ældre og mere ansvarsbevidste af de to. Igennem de seneste år er relationen mellem elverracerne blevet markant forværret. Til sidst udmøntede det sig i en decideret borgerkrig i Santillia mellem skovelvere og den højelviske Istezarifamilie. Først indtraf Slaget ved Stormhjerte i år 20 EH, hvor Fiona Keladon – søster til Damien Keladon – måtte intervenere for at skille de stridende parter, og senest Slaget om Midterriget i år 34 EH. Siden har stemningen mellem rigerne været kølig, og Santillias elvere anses på nuværende tidspunkt ikke for meget mere end respektløse børn.