Religioner

Niraham tror man ikke kun på guder – man ved, at de findes. Alle kan se og mærke de vidundere, guderne udretter, og opleve den magi, de skænker deres præster. Det er derfor ikke et spørgsmål om, hvorvidt man bekender sig til en religion, men kun hvilken af Nirahams mange religioner man vælger at følge.

Begreber som ateisme eller naturvidenskabelige teorier som darwinisme og ‘The Big Bang’ har derfor heller ikke nogen berettigelse i spillet. På Niraham er det en selvfølge, at alt, hvad der findes, er skabt af en højere magt.

Som spiller i Niraham-kampagnerne vil de væsentligste religioner, du bør kende, være:

De Sande Guder

Den mest udbredte religion på Niraham er læren om De Sande Guder. Det er en polyteistisk religion, hvor tilhængerne skal anerkende og respektere en række guder, men ofte knytter sig særligt til én bestemt. I alle tre Niraham-kampagner er læren om De Sande Guder dominerende, og langt de fleste karakterer bekender sig til denne tro. Hvis du er i tvivl om, hvilken religion din karakter skal følge, vil De Sande Guder næsten altid være det rette valg.

Åndetroen

Blandt folket fra Roul-Assin og Norrland samt hos visse elvere er der dog fortsat stor tilslutning til den gamle åndetro. Inden for åndetroen tilbeder man en række ånder, der findes overalt i naturen omkring os. Det er ånderne, der bestemmer skæbnen for hvert levende væsen, og det er derfor vigtigt at holde sig på god fod med dem. Ånderne besidder også mægtige kræfter, som de skænker til deres mest kyndige tilbedere.

Gorrumtroen

Endelig bekender sortblodsracerne sig troligt til Gorrumtroen. Deres gud, Gorrum, er den eneste, der er værdig til deres tilbedelse, og alle andre guder er ynkelige og svage til sammenligning. Han stiller store krav til sine tilhængere om, at de hver dag skal udvise styrke og mod og aldrig vakle i troen.

Variationer

Ligesom i vores egen verden er der stor forskel på, hvordan religionen praktiseres fra det ene land til det næste. Den rouliske åndetro har for eksempel meget lidt til fælles med den norrlandske åndetro, og tilhængerne af De Sande Guder bruger sandsynligvis mere tid på at føre religiøse krige mod hinanden end mod andre religioner.

Der er derfor enorme afvigelser, som det er vigtigt at tage med ind i spillet. Blot fordi en religion er beskrevet på en bestemt måde, betyder det ikke, at der findes en ensartet eller tvungen opskrift på, hvordan den skal følges.

Sørg derfor altid for at anlægge din egen opfattelse af den religion, din karakter følger. Det er netop disse variationer, der gør spillet levende og interessant.

Scroll to Top