Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2018, hvilket svarer til år 28 EH på Niraham.
Året vil blive husket for en af de største og mest ødelæggende storme i mands minde, og umiddelbart efter at stormen havde lagt sig, blev den afløst af et stort pestudbrud i Kamirr og Tharkiens kystbyer. Herudover udbrød der krig mellem Eislonien og Det Chatonske Imperium. I Narabond var krigen mod Emyr knap nok afsluttet, før Narabond indgik en alliance med Paravien, og de to lande i fællesskab forsøgte at indtage Gothia.
Januar
Vandringsmanden Sigurd forlader Svends kro, efter at have sagt et kort farvel til både Svend og Olga. Hans rejse igennem Narabond byder på synet af befolkningen, der stille og roligt gør sig klar til vinteren, der indtil videre er meget mild.
I Tharkien er lysfesten overstået, men her har koldt vejr lagt en dæmper på den ellers arbejdsomme befolkning. Sigurd oplever i sin krydsning af Kamirrhavet, at alle de tharkiske skibe sejler hjemad, og overalt i Tharkien bliver alt fra fiskerbåde til handels- og krigsskibe trukket op på land for vinteren.
Pesten fylder meget i de handlendes tanker, og da Sigurd skal krydse Kamirrhavet, fravælger kaptajnen mange af de vanlige havne og lægger kun til i Det Chatonske Imperium. Pesten har spredt sig vidt omkring, navnlig langs havet, og Tharkien, Paravien, Etos og Kamirr har valgt at udføre en række gennemgående folketællinger for at få et indblik i dens omfang. Sigurd er dog ved godt mod. Han er vant til, at hans rejser tager nogle spændende omveje.
Sigurd når ikke særligt langt ind i Imperiet, før han registrerer, at hæren i disse dage har gang i en omfattende hvervekampagne. Både drenge og ældre mænd bliver indrulleret i hæren og marcheret afsted mod den eislonske grænse. Eislonien har reageret prompte på Imperiets henrettelse af deres diplomater. De har foretaget et kraftigt fremstød og er rykket flere kilometer ind i Imperiet. Befolkningen er blevet fordrevet, og området er ryddet for samtlige bebyggelser, hvorefter elviske druider har rejst ny skov, der dækker de besatte områder. De overlevende chatonske soldater fortæller, at elverne var ledsaget af en stor deling magikere og af krigere, der kastede magi, selvom de bar metalrustning.
Herudover går forlydenderne om, at der skulle være sendt delegationer fra Emyr til Eislonien, hvor de skulle være blevet taget imod med åbne arme. Nogle dage senere skulle de emyrske skibe være vendt hjem igen, men denne gang med eislonske diplomater ombord.
Sigurd vælger at undgå al den krig og elendighed og fortsætter derfor sin rejse til Aihlann Bachir. Her er alt, som han husker det. Der er handlende overalt. Og flere end normalt, siden mange af Nirahams andre store handelsbyer er ramt af pest.
Under et kortspil hører Sigurd en besynderlig fortælling om, at en enorm karavane af dværge skulle have forladt Dom Gorr og være set vandre igennem den sydlige del af Imperiet med kurs mod Darkonien. Der er ikke kun tale om krigere, men også kvinder, børn, ældre og syge, samt vogn efter vogn med forsyninger, møbler og alverdens andre genstande. Der er tale om en regulær folkevandring, og årsagen er en kraftig stigning i antallet af sortblodsvæsner i Morkuveria, som har sendt mange på flugt af ængstelse for, at Dom Gorr kunne blive mål for et stort angreb.
Hjemme på Svends kro ankommer en Rasnassolin-præst og sætter sig til rette ved pejsen. Han fortæller til alle, der vil lytte til ham, at han for første gang i mange år har kunnet få kontakt til sin gud, og at han derfor har begivet sig mod Rasnassolins gamle højtempel, Oceanets Tvillinger, i Tharkien for at bede og udføre fortidens ritualer i gudens ære. Olga ryster på hovedet og giver den stakkels mand et krus mjød. Staklen har tydeligvis været på havet for længe og indåndet for meget saltvand.
I et andet hjørne sidder en gruppe handlende og diskuterer, hvad årsagen er til, at elvere fra Buranus pludselig er begyndt at rejse ind i Tharkien. De har altid gjort en dyd ud af at passe sig selv og opretholde grænsen til menneskerne. Men det har ændret sig fra den ene dag til den anden. Diskussionen går på, om det sker som led i en handelsaftale, men bliver afbrudt af Svends latter fra baren. “De gør det da for at vise deres militære magt. Vi ved jo alle sammen godt, at mænd i cølibat skal have et eller andet at bruge tiden på.”
Peter råber tilbage til Svend. “Det kan da være lige meget, om de lever i cølibat eller ej. Pesten er ligeglad. Den skal nok få dem ned med nakken uanset hvad. Det nytter heller ikke særlig meget at være venner med de der pest-præster i Etos, hvis man er død, længe inden de dukker op.”
Olga sætter Peters krus mjød ned foran ham med et klik med tungen. “Du burde skamme dig. Har du ikke selv en bror i Tharkien? Hos Magiens Cirkel? Vil du ønske den samme skæbne for ham?” Med det drejer Olga rundt på hælen, ignorerer ham og begynder i stedet at tale til en lyshåret ung kvinde og hendes elviske følgesvend.
Februar
Ithillia læner sig ud over rælingen, mens hun kigger mod kysten mod Det Chatonske Imperium med bekymring. Hun er en del af besætningen på et af Mir Tarn-skibene, der er på vej igennem Kamirrhavet med varer til Eislonien.
Hun husker tilbage på Eisloniens angreb mod Det Chatonske Imperium, på hvordan druiderne sang og manede skoven frem, og på chatonernes forgæves forsøg på at tage deres land tilbage i ugerne, der er gået siden. Eislonien har forsvaret det nye land kyndigt, men der ligger mere bag. Dels har man selvfølgelig gjort det for at straffe chatonerne, men der er formentlig meget få, der forstår og værdsætter, at man også forsøger at skærme resten af Niraham mod den horde af orker og gobliner, der i øjeblikket samler sig til krig i Morkuveria.
På ruten mod Det Paraviske Hav ser hun, at folkevandringen af dværge fra Dom Gorr nu er nået til Kamirrs grænse og derfra bevæger sig videre mod Darkoniens sikkerhed. Dværgene har også forstået situationens alvor. Det er ikke bare et lille, tilfældigt sammenstød med sortblodsfolk, der er under optræk. Nirahams folk står overfor en regulær krig. Kun menneskene synes ikke at have forstået det.
Ithillia går under dæk. Skibet skal lægge til i Paest og medbringer sten og planker, som handelsbyen har købt og skal bruge til at genopbygge havnefronten, der blev ødelagt under vinterens storme. De varer, der ikke skal afsættes i Paest, skal i stedet beskyttes mod sygdomme og smittefare, og den opgave tilfalder hende – skibets præst og læge.
Rundt omkring i Paest ser Ithillia, hvordan befolkningen forsøger at vinde Dilarnas gunst for at overbevise hende om, at pesten skal slippe sit greb om byen. Hver dag afholdes der storslåede gudstjenester i Dilarnas ære, men intet ser ud til at mildne gudinden, og antallet af smittede stiger hver dag. Desperationen blandt de smittede og deres familier stiger, og mange er, udover intense bønner til Dilarna, begyndt at bringe hende ofringer. Senest går det ud over husdyr, der bliver dræbt og brændt på store bål, mens hendes navn bliver anråbt.
Umiddelbart inden skibets afgang får Ithillia overbragt et brev, der er adresseret fra en af hendes kontakter i byen. Da hun læser indholdet, tager hun sig eftertænksomt til kinden. Nyheder fra Underverdenen forlyder, at kejserinde Akisra ønsker at få udpeget en ypperstepræstinde for Dilarna, efter at posten har stået tom længe. Hun har opfordret alle Dilarnakardinaler, der har modet, viljen og styrken, til at stå frem og aspirere efter posten. Hvis det er sandt, tyder det på, at hun har ambitioner om ikke blot at styre det sortelviske folk, men at forene dem om et større mål.
Hjemme på Svends kro er der liv og glade dage. Krostuen er fyldt, både af lokale og rejsende til og fra Vinterskoven. Henne i et hjørne sidder en gruppe Mir Tarn-elvere og spiller kort. Den ene mener at have set det væsen, der ødelagde havnefronten i Paest. Og en anden supplerer med at fortælle, hvordan væsnet skulle have trukket ligene fra gaderne ud i havet. Svend følger samtalen interesseret, og da der bliver bedt om en ny kande vin til bordet, brummer han samtykkende. “Ja, det er rigtigt nok, mine venner. Når stormen hærger havene, betyder det, at kraken er på jagt.”
Ved et andet bord går snakken på Adrian. Han prøver at samle befolkningen omkring sig, men bliver stadig mere og mere excentrisk. Senest skulle han have forsøgt at hverve en livgarde, der kun består af kvindelige soldater. Ingen kan rigtig forstå hvorfor. Bevares, kvindelige krigere er dygtige, men kun at ville have soldater af det ene køn i sin hær, og dermed afskære sig fra halvdelen af alle gode krigere, det er altså for mærkeligt.
Et sendebud kommer ind i kroen med beskeden om, at en narabonsk handelsmand, Egner Marsk, og hele hans familie er meldt savnet. De skulle være blevet bortført og ført mod øst. Hvis nogen har set noget eller kender noget til det, skal de straks give besked til den lokale magistrat.
En gruppe magikere fra Magiens Cirkel ser kortvarigt op fra deres bord, men vender derefter tilbage til deres samtale. De har vigtigere ting at tage sig af. Blandt sig har de flere mørketvingere, og deres samtale er lavmælt og dyster. Der har været begået ofringer til Valknarr i Zara’bash på det seneste, og der er i det hele taget stor aktivitet blandt hendes tilhængere på Niraham, men ingen har endnu kunnet finde årsagen.
Marts
Efter at have forladt Tharkienshavet og taget den lange, farefulde færd til Esos, fortsatte skibet østover mod Teiken – en af de største havnebyer i Bang Tei. Der er ikke mange skibe, der kan tage turen hertil, eller kaptajner, der har evnerne. Men elverne kan. De handlende i Bang Tei producerer den fineste silke på Niraham, og blandt Eisloniens adel indbringer den så høje priser, at det er turen og risikoen værd. Til at handle med har elverne medbragt eislonsk vin og en række andre elviske delikatesser. Ithillia ser overraskende meget aktivitet langs kysten i Bang Tei. Der bliver opført nye anlæg ud mod Dragehavet – anlæg, hun genkender som værfter.
På rejsen tilbage til Tharkienshavet mærker de, hvordan stormen, der har hærget hele vinteren, endelig er begyndt at løsne sit greb, og da de ankommer til Tharkien, er befolkningen ved at gøre sig klar til foråret, overalt hvor de passerer forbi. Et tilbagevendende tema i stort set alle havnebyerne er, at de er i gang med genopbygningen af havneanlæggene, der har taget skade af vinterens storme.
Da skibet lægger til i Paest, mødes de af synet af en ny havnefront og en by, der virker væsentlig mindre grå og trist. Og som også lugter væsentlig bedre, end den nogensinde før har gjort. Stormen og de oversvømmelser, der skyllede igennem byen, synes at have haft en uventet sidevirkning. Tågen er lettet over byen, og den fremstår nu nærmest ren i solskinnet.
Rejsen ind i Kamirrhavet synes også at forløbe uproblematisk, og først efter flere dage sætter en ængstelse sig i Ithillia, da det går op for hende, at rejsen er for udramatisk. Ikke bare er de ikke blevet antastet af et eneste piratskib på vejen, men de har nærmest heller ikke set nogen andre skibe i det ellers så livlige farvand.
Da skibet lægger til kaj i havnebyen Shmee i Kamirr, får de svaret. Byen flyder med lig i gaderne. Ithillia beder sin kaptajn om lov til at gå i land, og det kræver ikke mange eller grundige undersøgelser at konstatere, at ligene alle er ramt af pest. Hun skynder sig tilbage til skibet og tager sit tøj af, hvorefter hun beder en bøn til Rasnassolin om at rense sit legeme, for derefter at sende en bøn til Dilarna om at skåne skibet og dets last.
Da hun kommer op på skibet, gentager hun seancen for resten af besætningen, som stiller sig i kø for at blive renset og velsignet. Først mange timer senere er skibet endelig klar til at tage videre mod Etos, hvor de har handelsvarer at afsætte. I bugten ud for Etos bliver de mødt af et skib fyldt med præster og lysmorticister, som går ombord uden et ord og gennemgår skibet fra top til bund. Pesten har spredt sig til Etos, og byen er nu underlagt strenge regler om karantæne for alle, der udviser det mindste tegn på sygdom.
Ithillia og skibet sejler hurtigt videre til Narabond, hvor de sidste handler skal gennemføres, før skibet kan afslutte sin lange rejse og vende tilbage til Eislonien. Ved ankomsten til Narabond støder Ithillia på en gammel bekendt, vandringsmanden Sigurd. Han har været vidt omkring og har meget at fortælle. Men det nyeste og seneste er, at sortelvernes kejserinde har tilkaldt alle de Dilarnakardinaler, som mener, at de har, hvad der skal til, for at blive ypperstepræstinde af Dilarna. Men blot få dage efter, at de er stået frem, forsvinder de sporløst – og det samme gør størstedelen af de huse, som de kommer fra. Blandt overfladens sortelvere taler man for tiden højt om, at det må være den grå dames værk.
Sigurd byder Ithillia og resten af besætningen lykke til på resten af deres rejse og begynder derefter selv sin vandring op igennem Sydlenet og mod Kungstadt. På vejen støder han på dværgene fra Dom Gorr, der fortsat er på vej mod Darkonien. Selvom de har passeret igennem Kamirr på vejen, er de ikke blevet smittet med pesten. Det er nok meget heldigt, når det kommer til stykket, at dværgene er notorisk varsomme med at omgås mennesker, tænker han og fortsætter sin rejse.
Da Sigurd træder ind på Svends Kro, er det en trykket stemning, der møder ham. Flere og flere er meldt savnet i området, og ingen ved, hvor de er blevet af. Alle ser farer i skyggerne for tiden, og ingen går længere ud efter mørkets frembrud, hvis de kan undgå det.
Kropigen vifter til Sigurd for at indikere, at han kan sætte sig ved baren. Svend vil være der om et øjeblik med noget mad til ham. Hun fortsætter med en flaske vin og nogle glas til to præster, der er i heftig diskussion ved pejsen. “Det er tydeligvis Rasnassolins værk. Hvem ellers kunne have befriet Paest for pesten på den måde? Byen blev dækket i vand. Den blev renset. Det er Rasnassolins værk, siger jeg dig.” Argumentet bliver mødt med hånlig latter. “Tåbe! Din gud har været død i årtier. Han har stadig ingen kræfter, men hver gang der er det mindste regnskyl, påberåber I jer, at det er hans værk? Tror du virkelig, at Dilarna vil lade andre guder forpurre hendes værk? Hvis pesten er væk, er det en belønning til dem, der er stærke i troen. Det har ikke noget med din svage havgud at gøre.”
Svend træder ud fra baglokalet og smiler stort til Sigurd. “Olga, Sigurd er tilbage. Kom med det bedste, vi har tilbage i køkkenet.” Han hælder et krus mjød op til Sigurd og læner sig hen over baren. “Nå, min ven. Du har jo nok hørt alt muligt ude omkring, men har du hørt om den skøre Gasnian præstinde og hendes elviske elsker? Det siges, at de har delt skind op til flere gange i løbet af den sidste uge.”
Sigurd klukker af sin gamle ven. “Svend, du burde ikke lytte til rygter på den måde. En eller anden dag kommer du i problemer. Igen.” Sigurd lægger særlig tryk på det sidste ord, og selvom ingen af dem siger noget, tænker de begge tilbage på misæren omkring Istezari-fyrsten og hans lidt for unge kone. Svend griner for sig selv og går tilbage for at passe sin bar, og efterlader Sigurd i tavshed med sin mjød, som han langsomt drikker, mens han lytter til aftenens samtaler.
April
Vandringsmanden Sigurd træder atter en gang ud fra kroen på de velkendte veje, der så mange gange før har ført ham gennem Narabond. Han beslutter sig for at lægge vejen forbi Roul-Assin og Norrland. Det er længe siden, han sidst har besøgt sin ven Harald Tornson. Da han når grænsen mellem Narabond og Roul-Assin, lægger han dog mærke til, at de omkringliggende byer og godser alle bærer tydelige tegn på kamp.
Han bevæger sig derfor forsigtigt videre, og der går da heller ikke længe, før han i det fjerne kan høre lyden af stål, der slår mod hinanden. En pil flyver i hans retning og slår ned i jorden ikke langt fra ham, og Sigurd skynder sig at søge dækning bag nogle træer. Derfra ser han, at pilens afsender er et menneske med hvidt skum i mundvigene og et vildt blik i øjnene, der er på vej hen imod ham. Uanset om det er en kriger, der har mistet besindelsen, eller om vedkommende er blevet sindssyg af sygdom, så beslutter Sigurd sig for, at han i hvert fald ikke skal i den retning lige foreløbig. Han skynder sig derfor tilbage af den vej, han kom fra, og vælger i stedet at følge en rute østover gennem det nordlige Emyr.
Da Sigurd ankommer til Det Chatonske Imperium, bliver han stoppet og forhørt af imperiale soldater. Han har flere gange før oplevet konflikter med Imperiets grænsevagter, men denne gang virker de særligt konfrontatoriske. Da Sigurd forklarer, at han blot er på gennemrejse, og at hans rejse formentlig vil indebære at krydse Kamirrhavet på et tidspunkt, bliver han tilbageholdt og sat på en vogn sammen med flere andre. Turen forløber over flere dage og er på ingen måde behagelig. Sigurd bider imidlertid mærke i, at overalt, hvor de passerer, synes befolkningen at gøre klar til krig.
Først da vognen når Imperiets sydlige kyst, bliver Sigurd og de øvrige personer på vognen sluppet fri. Fælles for dem alle er, at de er fra Narabond, og alle har været udsat for samme grove behandling ved grænsen til Imperiet. Sigurd får uden yderligere omsvøb stukket et dekret i hånden og får ordre om at overlevere det til den første tharkiske magistrat, han møder. Derefter bliver han slæbt ombord på et narabonsk handelsskib, der har været tilbageholdt i den imperiale havn, og som nu får ordre på at sætte kursen mod Tharkien.
På rejsen erfarer Sigurd, at Imperiet desperat forsøger at opretholde en blokade af Eislonien fra søsiden, men at elvernes skibe vedvarende formår at slippe igennem og finde vej ud til Kamirrhavet. Hvad Imperiets interesse i at sende budbringere til Tharkien er, ved ingen på skibet, men antagelsen er, at Imperiet håber at kunne hyre tharkiske skibe til at bistå med blokaden.
Så langt når skibet imidlertid aldrig. Knap nok har de forladt chatonsk farvand, før skibet støder på et zarabisk krigsskib, der border dem og iværksætter en gennemgribende undersøgelse af passagerer og handelsvarer. Pludselig giver det mening for Sigurd, hvorfor chatonerne har indfanget narabonere og sat dem på et narabonsk skib. Zara’bash har iværksat sin egen blokade af Imperiets kyster. Da de chatonske soldater finder de imperiale dekreter og en række andre beviser på, at skibet sejler med chatonsk gods, bliver besætningen og samtlige passagerer, herunder Sigurd, overført til det zarabiske skib.
Andetsteds på Niraham er Ithillia og hendes Mir Tarn-skib rejst med handelsvarer til Tharkien, hvor der overalt arbejdes på at genopbygge havneanlæg og skibe. Skaderne fra vinterens storme er omfattende, og sygdomsepidemien på Niraham gør arbejdet langsommere, end man kunne ønske sig. Det er også tydeligt, hvordan utilfredsheden i befolkningen stiger, og der er et stadig stigende pres for at ophæve den undtagelsestilstand, som landet har været underlagt de seneste måneder. Mange har rettet deres utilfredshed mod tarkinen, som de anklager for at være korrupt og uvillig til at slippe magten over landet. Ithillia frygter, at deres handelsaftaler med Tharkien kommer til at lide skade, hvis konflikten bluser yderligere op.
I Paest er stemningen til gengæld helt anderledes. Byen har gennemgået en omfattende renovering, og de seneste nyheder lyder på, at byens fyrste har planer om at opføre et nyt tempel til Dilarna i byens østlige distrikt, der er kendt som Vermella. Her vil det blive placeret i forlængelse af byens ældste og største kirkegård. I havnen bliver Ithillia passet op af præster, der deler pamfletter ud med Dilarnas 8 bud, og som beskriver 8 måder at anerkende og bede til hende dagligt.
Ithillia hører desuden beretninger fra Underverdenen, der fortæller om en udbredt uro, der er opstået i forbindelse med, at kardinaler, som aspirerede til den ledige position som ypperstepræstinde af Dilarna, er forsvundet. Siden har der ikke været andre, som har turde stå offentligt frem og stræbe efter posten, men det betyder blot, at intrigerne nu fortsætter i det skjulte. Også Fanabinakirken bliver impliceret. Der er fundet flere breve og doktriner relaterende til Dilarna blandt Fanabinas præsteskab, og spekulationerne går på, om der er præster, som kunne finde på at benytte situationen til at skifte trosretning for at positionere sig inden for Dilarnas kirke i stedet.
På grund af urolighederne imellem Eislonien, Zara’bash og Imperiet, beslutter Ithillia og resten af besætningen helt at undgå Kamirrhavet i et stykke tid. Beslutningen bliver kun understøttet yderligere af, at Kamirr fortsat er hårdt ramt af pesten, og at 3 havnebyer er blevet erklæret utilgængelige for omverden og sat i karantæne.
Hjemme på Fede Svends kro går døren op, og ud vælter en fordrukken akademiker og tømmer sit maveindhold i rendestenen. Inde i krostuen er der godt gang i den, og rundt omkring på bordene er forskellige spil og væddemål i gang.
I et hjørne sidder to eislonske elvere og taler lavmælt. De ænser ikke engang kropigen, der kommer med deres bestilte vin. “Har du virkelig ikke hørt, at der er blevet set trolde vandre mod Morkuveria? Og med tilstanden i Chatonien, ville det undre mig meget, hvis vi ikke snart bliver kaldt hjem. De får brug for at forstærke grænsen, og snart.” Den anden elver fnyser let. “Ha! Du mener, at de sølle daikinier udgør en reel trussel? Det eneste reelle problem, jeg kan se, er sortblodsfolket. Og deres trolde. Det ville ikke undre mig, hvis vi snart begyndte at se noget til Jernhud igen.”
Ved et andet bord går snakken blandt kortspillerne på den gale nekromantiker, der traver Nordlenet tyndt i jagten på en usynlig rustning. Også Magiens Cirkel er et tilbagevendende samtaleemne. Der hersker en udbredt antagelse om, at Cirklen har finansieret tarkinens valg gennem salg af magiske genstande, og at Cirklen nu forsøger at vaske hænder ved at degradere eller forflytte alle medlemmer, der har haft med disse handler at gøre.
Maj
I Det Paraviske Hav samler en flåde af Mir Tarn-skibe sig til slægtens halvårlige samling for at diskutere kommende handelsaftaler og alliancer. Samlingspunktet er 8 skibe i midten af flåden, som er blevet kædet sammen og nu udgør en lille flydende by.
I et stort forsamlingsrum går diskussionen højt mellem de forskellige kaptajner, og i skyggerne for enden af langbordet sidder en skikkelse og iagttager sine slægtninge, mens de diskuterer. ””Så er det nok. Kan vi få ro!”” Alle bliver stille og kigger mod skikkelsen. ””Rapporter, hvad der er sket i de forskellige nationer det sidste halve år”.”
En af kaptajnerne rømmer sig. ””Plen har været genstand for mange angreb på deres handelsskibe, karavaner og handelsbyer. Mine kilder rapporterer, at angrebene bliver udført af pirater fra Kamirr. I november måned afholdt de den traditionelle fest til Ragils ære i Flammernes Katedral, og under festlighederne forsøgte sortklædte skikkelser at snige sig ind og stjæle artefakter fra kirken, men de blev fanget og dræbt.””
En anden kaptajn rejser sig og fortæller videre ”: “Vi har i december indgået en række handelsaftaler med Emyr, men om de kan gennemføres, vil afhænge af, hvordan de videre forhandlinger mellem Emyr og Eislonien forløber. I januar sendte de en delegation af diplomater til Eislonien, givetvis for at indgå i en alliance mod Imperiet. Indtil videre er de forhandlinger gået i stå. Formentlig fordi situationen mellem Emyr og Narabond stadig er uafklaret, og Emyr kunne ende i en krig på to fronter. Selvom både Narabond og Emyr har respekteret våbenhvilen indtil nu, er der ingen garanti for, at det fortsætter, hvis Emyr bliver svækket af en krig mod Imperiet.”
På skift rejser de andre kaptajner sig op og rapporterer.
Hjemme i Santillia har der fundet et stormøde sted i Akantusslægtens sommerpalæ. Tilimanus har inviteret alle skovelviske adelsslægter til at deltage. Mødet blev afsluttet med, at en gruppe diplomater rejste mod Eislonien. Mens adelsslægterne var samlet, benyttede Anarion Istezari lejligheden til at gennemsøge samtlige af deres boliger for ejendele, der er blevet stjålet fra Istezaris karavaner. Han har desuden søgt efter Fyrstinde Tanya, men hun befinder sig i sin slægts palæ, godt beskyttet og uden for hans rækkevidde. For nyligt vendte diplomaterne tilbage sammen med et medlem af Keladonslægten, der medbragte et dekret til det santillianske senat om at gøre Fyrstinde Tanya myndig.
I Bang Tei har der været en tilstrømning af elvere fra Eislonien. De søger efter noget, men vi ved ikke hvad. Befolkningen er i gang med at opføre en række værfter langs kysten, og her bygger de skibe, der både i udseende og konstruktion læner sig meget op ad vores. På sigt kan de risikere at blive en trussel. Dragetemplet er blevet dækket af en tæt og uigennemtrængelig tåge for nyligt, og befolkningen er bange for at nærme sig området. De mener, at det er hjemsøgt af en gammel grå dame.
Kamirr har, som sædvanligt, plyndret forbipasserende handelsskibe, men over de seneste måneder har der været meget lidt aktivitet langs deres kyster. Det skyldes, at mange af deres havnebyer er ramt af pest. Kamirrs bystater har intet gjort for at inddæmme smitten eller for at redde dem, der allerede er blevet smittet. Tværtimod er alle byfyrster og adelige flygtet ud af byerne og har barrikaderet sig på deres landsteder i tryg afstand fra sygdommen. For nyligt er der ankommet medlemmer af en sekt, kendt som Dilarnas Udvalgte, til Kamirr. Sekten opstod i Tharkien og blev meget udbredt, da pesten forsvandt fra Paest. De er gået i gang med at forkynde Dilarnas ord for de sygdomsramte i Kamirr.
I Etos har primus Irius Situs været i privat forhør hos stormester Adelina Cristolino. Han befinder sig stadig hos Magiens Cirkel, da de tilbageholder ham under mistanke for dæmonologi. Et stort antal medlemmer af Cirklen er rejst til Etos for at bistå i forskellige undersøgelser for at rense hans navn og afkræfte mistanken. En del synes også at være kaldt dertil for at bevise, at de ikke har forsøgt at påvirke valgresultatet i Tharkien. Etos blev kortvarigt ramt af pesten, men Magiens Cirkel har samarbejdet med Sankt Almos hospital om at få bugt med smitten, inden den nåede at sprede sig for meget.
I Norrland har tiden været præget af interne klankrige. Disse er imidlertid stilnet af i takt med, at aktiviteten blandt orkerne i Rustbjergene er forøget kraftigt. Norrlændingene har for en tid lagt deres egne stridigheder bag sig og forbereder sig nu på angreb. Sortblodsfolket har oprustet til krig, men lader til at være draget mod Morkuveria i stort antal, og man kan høre krigstrommer dag og nat, hvor de kommer frem.
Darkonien har udpeget en ny konge, men har indtil videre holdt navnet hemmeligt. I Dom Gorr er der sket en stor folkevandring. En enorm flok dværge har forladt bjergene, og portene er blevet lukket. De ankom til Darkonien for nogle uger siden, hvor de blev budt velkommen af deres artsfæller.
I Underverdenen er der blevet valgt en ny kejserinde, efter at tronen har stået tom i flere år. Den nye kejserinde hedder Akisra, og hendes første handling var at slå sin tidligere matriark og moder ihjel. Hun har derefter opfordret Dilarnas gejstlige til at træde frem og finde en ny ypperstepræstinde af Dilarna. Men dem, der har tilkendegivet deres kandidatur, er efterfølgende forsvundet sporløst. En del sortelvere skyder skylden på deres sagnomspundne grå dame. Det skorter stadig ikke på kandidater til positionen som ypperstepræstinde, men de er blevet mere varsomme og samler nu støtte i det skjulte. Kejserinden har også beordret sortelverne til at oprette handelsaftaler med forskellige menneskenationer på overfladen.
Imperiet er blevet straffet for deres uovervejede overgreb på elviske karavaner, og især henrettelsen af fire elviske diplomater har gjort sig bemærket. Eislonien har reageret prompte og jævnet et landområde langt ind i Imperiet, hvor de ikke har efterladt nogen overlevende bortset fra dyr og planter. Druiderne har derefter vokset en skov frem af ingenting, som gør det umådeligt svært for Imperiet at tilbageerobre det tabte land. Men det er ikke kun i øst, at Imperiet har mistet land. I Imperialt Zara’bash har lokalbefolkningen angrebet og brændt samtlige af deres garnisoner ned til grunden. Zara’bash har derefter oprettet en blokade til søs for at forhindre Imperiet i at tage hævn eller generobre det tabte land. Som led i krigen med Eislonien har Imperiet forsøgt at oprette en blokade af de eislonske havne, men har kun haft begrænset succes. De eislonske skibe slipper regelmæssigt igennem.
I Roul-Assin har en delegation af Ragiltro forladt deres hjemland og templet i Bjørngaard for at rejse til Kungstadt. Selvom de er roulere af hjertet, er de draget af Ragils kald og kan derfor ikke længere blot se passivt til i Roul-Assin, mens Ragils tilhængere fører krig i hans navn andre steder på Niraham. De har derfor valgt at tilslutte sig Ragilkirkens tropper i Narabond og har slået lejr uden for Kungstadt. Roul-Assin har derudover haft sit hyr med druiden Myrlon. Han har været mistænkt for at lave pagter med dæmoner. Problemerne løste imidlertid sig selv, da han pludselig blev meget syg. Ingen druider eller urtekyndige var i stand til at hjælpe, og han døde kort tid efter.
Eislonien har haft besøg af en række diplomater fra forskellige nationer, både elviske og menneskelige. Møderne er foregået bag lukkede døre, og det er endnu ikke lykkedes os at få oplysninger om, hvad de indebar. Dog ved vi fra vores kontakter i Santillia, at der med stor sandsynlighed har været talt om kroningen af fyrstinde Tanya Akantus. Istezarislægten har anmodet det eislonske senat om at finde frem til de skyldige, der har overfaldet deres karavaner, men indtil videre har senatet ikke reageret på anmodningen. Dette har gjort Istezarislægten rasende og ført til, at de har indskrænket deres handel med Istezari-stål i Eislonien.
Tharkien har været præget af tumult gennem de seneste måneder. Valget af en ny tarkin blev gennemført, og alle berettigede fik afgivet deres stemmer. Efter optællingen blev udnævnelsen af tarkinen imidlertid suspenderet, da der var tale om utilbørlig indblanding fra Magiens Cirkel. De formåede senere at tilbagevise anklagerne som falske, men mange tharkere er stadig skeptiske overfor Magiens Cirkel, og der er sket omfattende hærværk mod deres bygninger i landet. Valgresultatet er først nu blevet annonceret. Ledestjernens Alliance, under ledelse af Veramina Valoroso III, har fået et snævert flertal og dermed vundet valget. Veramina er kendt under tilnavnet ‘Tharkiens Klinge’ – et tilnavn, hun fik i sin tid som flådegeneral under slaget ved Alvonsaria.
Tharkien har også været præget af en pestepidemi, som først nu synes at have sluppet sit greb. Under epidemien har Dilarnas tilhængere forøget deres antal mange gange, og kulten Dilarnas Udvalgte prædiker nu dagligt for store menneskemængder om, hvordan Dilarna kun har ladet de stærkeste og mest værdige overleve.
De seneste måneder har Tharkiens bystater desuden brugt på at genopbygge de ødelagte havnefronter, og den lokale fyrste i Paest er opsat på at opføre et Dilarnatempel i Vermella-distriktet. Byggeriet er dog gået i hårdknude, da der er uenighed om alt fra placering til udseende på templet. Til gengæld har Rasnassolins gamle højtempel, Oceanets Tvillinger, åbnet sine døre for besøgende, efter at præsterne igen har kunnet komme i kontakt med deres gud.
I Narabond har hæren længe været forsamlet i en teltlejr uden for Kungstadt efter afslutningen på konflikten med Emyr. Alle har holdt vejret, men våbenhvilen lader til at blive overholdt, så hæren begynder gradvist at blive opløst, og der rejser hver dag flere soldater hjem til deres lener. En del bliver dog holdt tilbage ved Kungstadt for at opretholde sikkerheden omkring kongeslægten. Der er blevet indgået et forbund mellem Narabond og Roul-Assin, som skal forsegles med et bryllup mellem to højtstående adelige.
Elisabeth Narabond har besluttet at få sat skik på tilstandene i Nordlenet, og hun har derfor udpeget en ny lenshertug, der også skal være hendes stedfortræder i lenet. Efter sigende skulle der være tale om et af hendes egne familiemedlemmer. Giraks måned har desuden budt på det berygtede skyggespil, hvor indsatserne har været alt fra klingende mønt til magiske genstande og fremtidige tjenester. Der har desuden indfundet sig et kompagni af Flarn-tilbedende lejesoldater i lenet.
I Vinterskoven skulle der være udført et stort Dilarnaritual på Barazels eng. Formålet var at bistå med renselsen af de sygdomsramte i Paest. Det lykkedes at påkalde flere af Dilarnas mirnere, som gik på engen og kurerede de af folket, der var ramt af sygdom. Men lige lidt hjalp det de syge i Paest. Mirnerne syntes ikke at kunne overbevises om at udstrække deres hjælp til dem.
Aktiviteten i Vinterskoven har desuden været ganske betydelig. Mange rifter i området er aktive, og det er ikke lykkedes at lukke hverken riften i Barnegraven eller riften i helligdomstræet ved Skovly. To af Vinterskovens beboere er rejst til Kungstadt for at søge mere information om rifterne. Djævleegen har været sat i brand, og store mængder rall, der har været ofret til riften i dens indre, er kommet til syne og er begyndt at korrumpere mana i området. Måske skyldes det denne tilstedeværelse af rall, at mange af de lokale adelsslægter i Vinterskoven ligger i åben konflikt med hinanden for tiden. Også i området omkring Lyanes Tåre sker der påfaldende ting. I en lund, som de elviske druider ynder at besøge, har mange oplevet, at deres foretrukne blomster pludselig begyndte at gro.
Roulerne i Vinterskoven har æret druiden Myrlon og lavet et ligbål, hvor de brændte hans krop og sendte hans sjæl til åndeplanet. Der er set orker, som spiste rall. Hvilken indvirkning det får på dem, må tiden vise. En nekromantiker, der gik under navnet Yuri, har angrebet Vinterskoven med en hær af udøde i jagten på en rustning. Der er blevet udstationeret sølvhjelme ved livstræet. Sortelveren Nezil er blevet indespærret i Arls fængsel. Mellem sortelvere og narabonere er der desuden sket forhandlinger med henblik på at oprette en permanent handelsaftale.
Da alle kaptajnerne er færdige med deres afrapportering, bliver der smilet tilfreds fra enden af langbordet. “Godt. Godt. Forlad mig nu til tankerne, og jeg vil inden ugens udgang have givet jer alle retningslinjer for vores kommende handelsaftaler og alliancer.” Alle forlader rummet og vender tilbage til deres egne skibe. Forsamlingen nærmer sig sin afslutning, og de forbereder sig på at kunne drage afsted igen snart.
Juni
Sigurd kigger op mod himlen. Skyerne trækker sammen, men der er ingen udsigt til regn lige foreløbig. Det er sommer, varmt og knastørt. En dråbe vand eller to fra oven kunne være en velsignelse. Han er i Zara’bash og følges på vejen af en gruppe diplomater og handelsfolk, herunder repræsentanter fra Bang Tei. De er et sjældent syn, og Sigurd forsøger forgæves at lære mere om, hvad der bringer dem så langt væk hjemmefra, men til ingen verdens nytte. Alt, hvad han lærer, er, at der for tiden arbejdes hektisk langs kysten til Dragehavet, men at arbejdet snart må stoppe, når den årlige monsun slår ind over landet.
I Zara’bash er aktiviteten også stor. Han ser magikere og kraftvogtere gå rundt i gaderne med alvorlige miner på deres ansigter, alt imens havnene er et virvar af mennesker, der er ved at gøre skibe og deres besætning klar til kamp. Landet ligger i krig med Det Chatonske Imperium, og selvom Sigurd har anliggender i Imperiet, bliver han grint hånligt af, hver gang han så meget som lufter muligheden for en zarabisk kaptajn om at kunne sejle med til den chatonske kyst.
Han vælger derfor i stedet at fortsætte mod Etos. Det er længe siden, han sidst har været der, og nyheder fra Etos er typisk altid velkomne rundt omkring på Niraham. Ved sin ankomst oplever han den sædvanlige aktivitet, der altid præger Etos. Man har lagt pesten bag sig, og byen er præget af en nyfunden optimisme. Mange handelsaftaler har måttet ligge stille, og det forsømte skal nu indhentes. Gerne i en fart.
Et skib er anløbet for nylig, som han kender fra tidligere tider, og hvor han har flere kontakter blandt besætningen. Han hilser dem og finder dem senere samme aften på en kro, hvor et par flasker vin ikke kun hjælper på stemningen, men også på mængden af nyheder, der bliver delt fra nært og fjernt.
Vidste du, min kære Sigurd, at de tharkiske bystater har lavet en handelstraktat om at afstå fra enhver handel med Kamirr? Og Dilarnas Udvalgte i Paest har næsten fået bygget deres kirke færdig. Narabond og Paravien er desuden ude på noget. Der er set kurerer rejse mellem rigerne, som forsøger at undgå at blive set.
Tilstandene i Eislonien er også bekymrende. De er nærmest under konstante angreb fra Morkuveria. Ikke store angreb, men konstante små træfninger, som om sortblodsfolket afsøger grænsen for svagheder.
Det har Imperiet selvfølgelig udnyttet til at angribe fra vest, og Imperiets hærfører, primus Axios, havde held til at overmande og fange en af Eisloniens hærførere. Nu har Barnekejseren også formelt erklæret krig, selvom det har været en realitet længe. Så alle soldater i Imperiet er ved at blive mønstret. Det bliver nok snart farligt at rejse over Kamirrhavet, så hvis du skal nå hjemover, bør det være snart.
Sigurd tager afsked med selskabet senere på aftenen og finder næste morgen passage til Narabond ombord på et mindre skib. På vejen op igennem landet hører han forlydender om, hvordan Magiens Cirkel har trukket alle sine medlemmer hjem fra de krigsramte områder. Også Narabond har sine udfordringer. En enhed rouliske diplomater er blevet overfaldet, og mange af dem dræbt. Det skulle angiveligt være lejesoldater fra Gothia, der står bag. Længere mod nord er der til gengæld lyse tider i sigte i Norrland. Den flåde, der gennem længere tid har haft lagt en blokade om landet, er blevet opløst.
Sigurd ankommer en sen aftentime til Fede Svends kro, hvor sladderen som sædvanlig flyder, og alle rygter skal tages med et gran mana. Sigurd sætter sig ved sit sædvanlige bord, hvor han frit kan høre snakken gå i krostuen.
En gruppe på hans højre hånd kommer tydeligt fra Vinterskoven. Der er altid problemer på de egne, og Sigurd har mange gange undret sig over, hvorfor folk stadig er bosat der, og hvorfor området ikke er blevet brændt ned for længst. Den seneste nyhed er tilsyneladende, at et træ er brudt i brand og har brændt med grønne flammer. Det har krævet størstedelen af områdets beboere at få det slukket, og det efterlod en ring omkring træet med en mørk, størknet substans. Der skulle til gengæld også være fundet en lund i Santillia, hvor folks yndlingsblomster pludselig vokser frem, når de bevæger sig ind i den. Her smiler Sigurd og tænker ved sig selv, at der har været nogle druiders værk. Både elverne og sortelverne i området har holdt deres traditionelle festligheder. Elverne deres majfest og sortelverne deres blodfest. Majfesten var et stort tilløbsstykke, og der blev festet og drukket faunevin det meste af natten.
Ved et andet bord går snakken på nekromantikeren Yuri, der har huseret i Vinterskoven. Det er som om, noget drager ham til skoven. Med sig har han haft en større flok udøde. Ikke alt er dog skidt i Vinterskoven. En delegation fra det narabonske hof har rejst igennem og skulle nu være i gang med at aftale vilkår med Roul-Assin om indgåelse af et royalt ægteskab.
En gruppe skovelvere sidder og giner ved et af de andre borde. De forsøger at tale lavmælt, men har fået en tand over tørsten, og er tydeligvis meget entusiastiske omkring de nyheder, som de drøfter, så Sigurd kan ænse brudstykker af deres samtale. ”… fyrstinden myndig… kroning… ceremoni… Evige Sommers Tempel…”
Senere på aftenen, hvor der er godt gang i den, hører Sigurd, at Fader Mathissar skulle have kastet et godt øje til en ung dame fra Chrysalis-slægten under årets majfest. Sigurd tilskriver det dog blot et lidt for stort indtag af faunevin. Den sortelviske matriark Ka’Tali må have været i samme tilstand, for hun har udtrykt stor hengivenhed overfor den rouliske borgherren Fenya. Det blev imidlertid taget knap så positivt imod, da borgherren allerede er lovet væk til en rouler.
Sigurd går i seng, inden de lange nattetimer sætter ind. Han har allerede nu planer om at sætte retning mod Plen og nye oplevelser, så snart solen står op.
Juli
-ingen-
August
Ithillia læner sig tænksomt ud over rælingen, mens hun skuer ind mod Kamirrs kyst. Der ligger flere skibe i havnene end normalt, og også aktiviteten på land er langt større end sædvanligt. Det lader til, at befolkningen er ved at være kommet sig over den pest, der har hærget landet de sidste mange måneder.
Kaptajnen er irriteret. De havde flere stop på ruten, men har måttet opgive at sejle længere mod øst. Det er stort set umuligt for handlende at sejle sikkert i Kamirrhavet disse dage, hvor konflikten mellem Det Chatonske Imperium, Eislonien og Zara’bash er brudt ud i lys lue. Imperiet har formelt erklæret Eislonien krig, og de to riger kæmper for tiden en bitter kamp både til lands og til vands.
For tiden har Eislonien vundet overhånd. De har fastholdt det territorium, de erobrede fra Imperiet, og forsvarer trodsigt den skov, som deres druider har rejst. Men de er hårdt pressede, både af chatonske angreb men også af konstante bølger af orkangreb fra Morkuveria i nord. Imperiet har for sit vedkommende forsøgt at etablere nye alliancer, men er foreløbig blevet afvist af både Emyr og Aihlann Bachir.
Emyr er stadig udpint efter krigen med Narabond, og selvom Aihlann Bachir aldrig formelt har sat ord på, hvorfor de afslog at stille lejesoldater til rådighed for Imperiet, ved Ithillia fra sine kontakter, at de forinden havde fået et tilbud fra Al-Hazifs broderskab, som ingen andre riger ville kunne overgå.
Også Eislonien forsøger at styrke sine alliancer i disse dage. Det er alment kendt, at der sejler en kontinuerlig strøm af diplomatiske fartøjer mellem Eislonien og Zara’bash, og ud fra Ithillias observationer er antallet stigende.
Konflikten mellem de tre lande gør sejlads i den østlige ende af Kamirrhavet til et farefuldt anliggende, så skibet når kun til Kamirr, før kaptajnen vurderer, at de er nødt til at vende om. Heller ikke Kamirr kan dog helt undslå sig fra at spille en rolle i tidens politiske spil. Blandt de mange skibe i havnen er ganske vist adskillige handels- og krigsskibe, men Ithillia ser også flere skibe, der åbenlyst fragter diplomatiske udsendinge, sætte kurs fra Kamirr mod Tharkien og Etos.
Fra Kamirr sejler Ithillias skib videre til Etos. Her er stemningen blandt byens magikere højspændt. Der er fundet beviser på, at mester Irius Situs fra Magiens Cirkel har haft dæmoniske artefakter i sit hjem. Ikke nok med det, så skulle både han og flere medlemmer af Situsfamilien også have indgået aftaler med dæmoner. Og der er fundet tegn i hans og hans datters notater på, at de skulle have haft held med foretagendet. Situs’ lærlinge og alle andre, der har haft tilknytning til Situsslægten, er blevet undersøgt af Magiens Cirkels inkvisition, og et antal lærlinge er fundet skyldige i at have bistået med de dæmoniske aktiviteter. Irius Situs synes imidlertid kun at have involveret sine nærmeste, og de resterende lærlinge er frifundet og genindsat i deres positioner i Magiens Cirkel.
Næste stop på skibets rute er i Tharkien. Også her er det tydeligt, at der for alvor er kommet gang i handelen igen, efter at pesten har sluppet sit tag i landet. De tharkiske handelsskibe undgår dog stadig vandene omkring Kamirr af frygt for, at epidemien skal bryde ud og sprede sig igen. For tiden verserer der en ophedet diskussion i Tharkien om slaveri. Hovedparten af Tharkiens beboere ser det som et nødvendigt og acceptabelt onde for at opretholde landets rigdom, men en del af befolkningen er begyndt at tale åbent om, at de ser det som en uværdig og ugudelig måde at behandle andre mennesker på. Sympatien udstrækker sig dog kun til mennesker. Slaver fra andre racer må kæmpe deres egen sag.
Landets elite er alle blevet rige på slavers arbejdskraft, så magtfulde kræfter gør en ihærdig indsats for at lukke diskussionen ned, og den synes efterhånden i højere grad at handle om, hvordan man skal behandle sine slaver, mere end et spørgsmål om, hvorvidt man i det hele taget bør have dem.
Mens de opholder sig i Tharkien, hører Ithillia nyt fra det vestlige Niraham, der får hende og kaptajnen til at blive enige om at begrænse deres rejse yderligere. Paravien og Narabond har indgået en alliance, og de to lande har i fællesskab erklæret Gothia krig. Alle våbenføre narabonere er ved offentlige opslag blevet opfordret til at lade sig indrullere i hæren, og der er opført fæstningsværker og militære anlæg langs grænsen til Gothia. Fra Gothias side har man forsøgt sig med en række overraskelsesangreb, men med begrænset held, og Narabond benytter nu disse angreb til at opildne befolkningen.
Da skibet lægger til kaj i en narabonsk havneby, modtager Ithillia et brev fra Santillia, og da hun læser det, kan hun ikke holde et smil tilbage. Brevet indeholder en nyhed, som både hun og hendes artsfæller har ventet på at høre længe. Tanaya Akantus er endelig blevet kronet og har sat sig på Santillias trone. Det skete under en offentlig ceremoni, hvor hun blev velsignet og udråbt som fyrstinde af Santillia. Alle Santillias markante familier deltog, med undtagelse af Istezarislægten, der forinden var blevet eskorteret til et palæ nær grænsen sammen med deres fyrste. Den unge Se’rin Akantus var heller ikke at se til festen, og der går fortællinger om, at han er blevet genstand for en profeti, der giver ham grund til at holde sig ude af offentlighedens åsyn i noget tid.
Sideløbende med Ithillias rejse ud i verden, er Sigurd netop vendt hjem og træder ind på Fede Svends kro. Her er der som sædvanlig godt gang i den ved bordene, og det er ikke svært at følge med i nyhederne i det højlydte krolokale. Siddende ved sit sædvanlige bord hører han, hvordan der er indgået en traktat mellem Tharkien, Etos og Kamirr med det formål at styrke og styre handelen i de indre have. I sit stille sind kan Sigurd ikke lade være med at sende en anerkendende tanke i retning af Tharkien. Aftalen har helt åbenlyst været deres idé, og de har mesterligt udnyttet den højspændte situation i Kamirrhavet til at styrke både deres handelsposition og det politiske bånd med de øvrige store sømagter.
Også Darkonien skulle have modtaget diplomater fra Tharkien. Og som om det ikke var nok, er handlen mellem Etos og Tharkien også genoprettet, og sørme om ikke Aihlann Bachir også har rakt hånden ud. De første skibe med krydderier og silke fra Bang Tei skulle allerede være på vej til Dorenburg i Tharkien. Jo, én ting er sikkert – uanset verdens gang, så vinder Tharkien altid i den sidste ende.
I Vinterskoven har befolkningen været underlagt et magisk skjold, der har forhindret al passage ind og ud af området. Skjoldet er blevet oprettet for at beskytte mod effekterne af en forbandet rustning, der er fundet i området. En sortelver har fundet og iklædt sig rustningen, og straks mistet besindelsen, hvorefter han uden omsvøb er begyndt at lede efter nekromantikeren Yuri. Der er åbenlyst mørke kræfter på spil. Skjoldet lader imidlertid kun til at styrke rustningen og bidrage til mørket, så det bliver ophævet igen.
Djævleegen har igen stået oplyst af grønne flammer, og antagelsen går på, at personer har forsøgt at udføre ritualer ved brug af rall, men ikke har kunnet styre de mægtige kræfter. To sortelviske gejstlige har forgæves forsøgt at slukke flammerne. End ikke deres guders magt har kunnet bekæmpe ilden, men synes tværtimod kun at have styrket den rall, der befinder sig i egen, og at have øget det korrumperede område omkring den.
Narabond er blevet hærget af lavlandsorker, og befolkningen gruer for, om det er begyndelsen på et større angreb. For tiden er sortblodsfolket imidlertid optaget af en indædt krig med Eislonien, så der er en optimistisk antagelse om, at der blot er tale om et uprovokeret angreb fra en enkelt, stridslysten klan af orker.
Roulere i Vinterskoven har ofret stykker af Buranias tavle til dæmonen Valknarr. Ingen kan forklare deres bevæggrunde, men Buranias inkvisition er i oprøre og har øjeblikkeligt sendt en delegation til Roul-Assin for at kræve de formastelige fanget og straffet. Ikke bare har de gjort sig skyldige i omgang med dæmoner, men de har også vanæret dele af Buranias mest hellige relikvie.
Også de lokale intriger og politiske relationer er blevet plejet i Vinterskoven. Søskendeparret fra Ahlegaard-familien har været i gang med at indynde sig hos områdets Gasnianpræst for at gøre hende mere medgørlig, og en rouler har givet offergaver til livstræet i et forsøg på at blødgøre majbruden, som han skulle have et særligt godt øje til.
Olga sætter sig ned ved siden af Svend. “Husbond, har du hørt det!? Valknarrkultister bliver set overalt!” Olga ser helt skræmt ud ved tanken og fortsætter. “Jeg mener det, Svend! Den søde mand, der kom ind ad døren lige før, sagde, at det er ved at tage overhånd. Vi må gøre noget, Svend. Grib din kølle! Hvis de prøver at komme herind i kroen, så får de satme en på hovedet!” Fra et bord et stykke derfra hører man en stemme indskyde morsomt. “Eller også kan I bare tage til Vinterskoven. Der er åbenbart så hellig jord, at end ikke Valknarrkultister kan komme ind. Gør det, Svend – tag til Nordlenet!”
September
Narabond / Vinterskoven
Eileen sætter sig op på sin hest og begynder rejsen fra Kungstadt til Tharkien. Hendes fader rider ved siden af hende, og han er mere mut og eftertænksom, end han plejer. Lige inden de tog afsted, fik han en nyhed om, at en berygtet rall-rustning er sendt til Zaratziels rige. Hvad det indebærer, forstår hun ikke. Eileen forsøgte at spørge sin moder, men hun ville ikke svare, og skyndte sig at skifte emne. Den seneste tid har i det hele taget været fuld af besynderlige historier. Dagen før gik snakken på et træ i Santillia, der brænder med grønne flammer, og hvor hele området omkring det er visnet og dødt, så selv dyrene holder sig væk. Eileen ønsker slet ikke at se steder som det. Hun glæder sig bare til høstfesten i Tharkien og til at se sine slægtninge, der allerede er i gang med forberedelserne.
Narabond / Gothia / Paravien
Under deres rejse gennem Sydlenet bliver Eileen og hendes fader overhalet af en gejstlig budbringer, der bærer Buranias tegn. Han har ingen tid til at standse og snakke, og hesten bliver redet hårdt, selvom den er helt udmattet, så det må være et vigtigt budskab. Rundt omkring i lenet ser Eileen, hvordan befolkningen har travlt med at høste, og flere steder på vejen er magistrater i gang med at udruste nye soldater. Under et hvil udspørger hendes fader nysgerrigt en ung soldat, der forklarer, at samtlige våbenføre narabonere over 13 år er blevet opfordret til at lade sig indrullere i hæren. Og betalingen er god – langt bedre end den plejer at være, når det er lenshertugerne, der skal mønstre en hær. Soldaterne bliver sendt direkte til Gothia, og breve fra fronten bekræfter, at de første allerede har været involveret i træfninger med gotherne. Krigen har imidlertid også medført, at priserne på mad og andre af dagligdagens nødvendigheder er steget markant.
Narabond / Roul-Assin
I havnebyen Hejlo ved Narabonds sydkyst overhører Eileen en samtale mellem en søfarende elver og et lidt laset menneske. De forsøger at finde ud af, hvordan de kan sende bud rundt til de forskellige byer i Roul-Assin. Som led i krigen med Gothia ønsker Narabond tilsyneladende både at skaffe soldater og forsyninger fra Roul-Assin, og der er gode penge at tjene på det. Eileens fader får et bekymret blik i ansigtet, og noget tid senere forklarer han, at der må være meget på spil, siden Narabond vælger at sætte forbundet med Roul-Assin på prøve ved at inddrage dem i en krig mod et andet af deres naboriger.
Gothia
I Gothia har krigslykken ikke været så stor, som Narabond og Paravien har givet indtryk af overfor deres egen befolkning. Deres styrker har ganske vist krydset grænsen og er rykket frem i landet, men den gothiske jarl Igor Karlstad har gjort kyndig modstand. Han har samlet en styrke, der brænder broer og blokerer store indfaldsveje, og gør konstante udfald mod de narabonske og paraviske styrker, som sænker deres fremfærd. I et bjergpas havde gotherne overdænget den narabonske hovedstyrke med olie og stukket den i brand, hvilket havde forårsaget store tab.
Lige så stor en helt jarlen er blandt Gothias befolkning, så tilsvarende ringe en respekt har gotherne i disse tider for deres konge, Erik Ahrenfelt. Han har ellers altid været højt agtet, men lige siden Narabond og Paravien krydsede landets grænser, har han advokeret for, at der burde indgås fred af diplomatiets vej, også selvom det måtte indebære at afgive land eller autoritet til de invaderende riger. Den tilgang har gjort ham upopulær blandt landets befolkning, der har en lang og stolt tradition for at byde enhver modstand trods.
Etos
I Etos er der udpeget et nyt overhoved for Magiens Cirkel i Narabond, efter at den forudgående primus Irius Situs blev frataget posten. Et utal af lange møder, taler og afstemninger er nu endt i en beslutning. Med et snævert flertal faldt valget på den unge morticist-mester Corvinius af Kungstadt Akademiet, der nu kan pryde sig med titlen som primus. Han vil varetage hvervet fra Magiens Cirkels nye hovedsæde i Narabond, Akosheim.
Tharkien
Da Eileen og hendes fader ankommer til deres familiehjem i Tharkien, bliver de mødt af den glædelige nyhed, at en af familiens tyre er blevet udvalgt til årets ceremoni i Taeck. Som traditionen foreskriver, vil høstbruden ride på den gennem byen og lede dyret til den centrale plads, hvor ofringen finder sted. I Hetenza er de allerede i gang med at afholde den årlige militærparade, men meget overraskende deltager byens fornemmeste lejesoldater, Leviatan-kompagniet, ikke i år. Paraden vil i vanlig stil blive efterfulgt af en turnering, der afholdes i byens arena.
Rygter på kroen
På Fede Svends kro er der en munter stemning, og rummet giver genlyd af musik, spil og larm. Stort set alle borde er fyldte, og Svend navigerer imellem dem for at finde det bord, der byder på den mest saftige sladder.
Ved et bord sidder en kurer fra Nordlenet sammen med en rouler, der tydeligvis ikke er på sit første krus mjød. Naraboneren forsøger at overbevise ham om alvoren i, at det narabonske kurerlaug har ændret sin politik, så kurererne nu skal tage den korteste og hurtigste vej mellem to destinationer frem for at tage den sikreste som hidtil. I disse krigsramte tider er der mange farer på vejene, og hvis ikke det er fjendtlige mennesker, så er det hærgende orker. Ændringen skyldes, at den narabonske adel mener, at det er af afgørende betydning for krigen i Gothia, at de får informationer straks, også selvom det koster en kurer eller to livet.
Rouleren ryster opgivende på hovedet og indvender fordrukkent: “Ja, men i det mindste skal I ikke forholde jer til, at Santillias elvere har udstedt en ordre på, at jeres borgherrer og handelsfolk skal dræbes øjeblikkeligt, hvis de bare træder et museskridt ind på santilliansk jord. Eller det de mener er santilliansk jord. Det er jo for pokker ikke til at vide, hvad de spidsører mener er deres.”
Ved et andet bord underholder Olga højlydt en tharker med fortællingen om, hvordan prisen på bagværk i Narabond er steget voldsomt efter krigens udbrud. Men til trods for det kan narabonerne ikke få nok af kager. Det er nærmest som om, de køber flere kager, jo dyrere de bliver. Tidens store fascination er en særlig eksotisk kage, pyntet med guld, der meget belejligt har fået navnet ‘guldkager’. Hvert eneste bageri i miles omkreds kæmper for at producere dem hurtigt nok, og i byen Dullstadt er det nået så vidt, at man er tæt på at løbe tør for glasur.
På kroens opslagstavle hænger en tegning af en forvirret ældre herre med gråt, kruset hår. Han er eftersøgt for at rejse rundt i Sydlenet og prædike om Valknarr. En anden efterlysning omhandler en falskmøntner, der skulle have bedraget sig til en større formue og som bliver beskrevet som værende lyshåret og flot klædt.
Ind ad døren kommer en lettere forpustet troldmand. “Svend, et stort krus mjød.” Han sætter sig overfor en anden troldmand, og deres samtale drejer sig omgående ind på valget til primus, overhoved for Magiens Cirkel i Narabond. “Jeg har hørt, at Mester Corvinius først blev valgt, da Alark Nordvind skiftede fra at være imod til at afstå fra at stemme. Det er noget i gære. Alark afskyer Corvinius og alt, hvad han står for. Ved Burania, han jo er mørkmorticist!” Det sidste bliver sagt med en utilfreds brummen, og det er tydeligt, at han heller ikke selv bryder sig synderligt om valget. Da Svend rækker ham et krus mjød, bliver det da også sat til læberne straks.
Oktober
Gothia
Sigurd har sat sig for at følge op på tilstandene i Gothia. Krigen har sat sine tydelige spor i landet, og han ser nedbrændte marker og huse langs vejen. Stemningen blandt Narabonds soldater er også trykket. Man har ganske vist gjort store fremstød ind i Gothia, men i stedet for at møde Narabond i åben kamp, tyer gotherne til små, hurtige overraskelsesangreb, der konstant hindrer Narabonds hær og gør tilværelsen til en plage.
I disse tider har Narabond dog opnået én større sejr, som alle soldaterne taler om. En af de mest navnkundige krigshelte i Gothia, Nimarpræsten Dalin, der blandt befolkningen er kendt som ‘Dalin Kættertærsker’, er død. Han har været en torn i øjet på Narabond, siden de krydsede grænsen, og hans dødsfald bliver hyldet, nærmest som var krigen allerede vundet.
Sigurd kan ikke lade være med at smile over navnet ‘Kættertærsker’. Men smilet bliver afløst af forundring og vemod. Det kan ikke gå godt med krigen, når soldaterne er nærmest euforiske over bare én faldet gother. Igen og igen hører han jubelråbet ‘Kættertærsker er død. Kættertærsker er død!’. Men ingen af historierne melder noget om, hvordan han skulle være faldet.
Blandt Gothias egen befolkning har dødsfaldet ramt hårdt. Ikke kun har landet mistet en af sine store helte, modviljen mod landets konge er også stor, så befolkningen er nu i stedet begyndt at slutte op om lokale lederskikkelser som Dalin Kættertærsker i kampen mod de fremmede magter. Kongen bliver ved med at agitere for fred, mens folket bliver mere og mere opstemte på krig. “Hvad skal vi med sådan en kujon af en konge, når vi kan få… noget andet?”, hører Sigurd en lokal knægt spørge sin far, som skynder sig at tysse på ham.
Al den død og ødelæggelse er blevet for meget for Sigurd. Begge sider virker nærmest mere vrede på deres egne end hinanden, så da Sigurd får mulighed for at følges med en karavane tilbage mod Narabond, skynder han sig at takke ja.
Santillia
På Sigurds rejse igennem Narabond sidder han og taler med kusken om løst og fast, da kusken pludselig beder ham om at holde øje med bevægelser i den nærliggende skov. Sigurd har åbenbart givet ham et forundret blik, for kusken skynder sig at forklare. “Ja, du tror det nok ikke, men det er skam rigtigt, det jeg siger, Sigurd! Så sandt som mit navn er Frans. Der er træer, som dræber folk for tiden. Men ikke bare det, også resten af naturen omkring dem. Det lyder som noget elvermagi. Et sted oppe nordpå har et træ taget så meget livskraft til sig, at hele området ligger øde hen. Hvis en dag du kommer på de kanter, kan du se det med dine egne øjne. Men det ligger på santilliansk jord, så du må lige slippe forbi elverne først.”
Narabond
Karavanen ankommer til Kungstadt, hvor Sigurd skal til at tage afsked med kusken og sine andre rejsefæller. Der er imidlertid vild opstandelse i stalden, hvor der står en større forsamling og tydeligvis finder noget meget morsomt. Deres latter er høj og hånende, og da Sigurd følger deres blikke, ser han en lyshåret mand i pjalter, der er smurt ind i hestemøg. Manden er i gang med at rense væggene i stalden – med tungen. Når han går i stå, skynder en af de forsamlede sig at give ham et spark bagi eller kaster hestepærer efter ham, indtil han fortsætter.
“Hvem er den herre derinde?” spørger Sigurd. “Og hvad har han dog gjort for at fortjene sådan en straf?” Svaret kommer prompte: “Det er ham falskmøntneren. De fandt ham. Han blev taget på fersk gerning. Så nu har de smeltet alt hans guld om og sendt det afsted for at hjælpe krigen i Gothia. Og ham selv, ja. Han blev dømt til at arbejde de penge af, som han havde snydt borgerne for. Så det gør han nu, en stald ad gangen,” griner manden.
Rygter på kroen
Sigurd synes, at der har været eventyr og oplevelser nok for nu. Han er ellers normalt ikke sart, men krigen i Gothia var noget af en omgang, så hans eventyrlyst er mættet for nu, og han sætter vejen mod Svends kro.
Da han når frem og går op i baren, bliver han mødt af Olga, der rækker ham et krus af den bedste. “Sigurd, har du hørt, at der er en smed, der er kommet til at fornærme Djorka så gevaldigt, at han har straffet ham med, at han nu ikke engang kan løfte sin egen hammer? Ha ha, aldrig har jeg hørt mage. Men hvad ved jeg? Det er åbenbart blevet lidt for almindeligt at fornærme guderne, så nogen skal jo sørge for at sætte de åbenmundede på plads.”
Sigurd griner lidt sammen med Olga, men bliver afbrudt af en højlydt samtale mellem Svend og en krogæst. Det er ikke til at sige, hvordan snakken er startet, men den har efterhånden nået et toneleje, der opildner til ballade. Krogæsten står nærmest og råber Svend ind i ansigtet. “Svend, hvor vover du at påstå, at jeg selv skulle have efterladt mit vinterforråd åbent. I de her tider. Ingen er så dumme. Og hvad med min familie?”
Manden er tydeligvis desperat og vælger at lade sine frustrationer gå ud over Svend. Lige idet han hæver næven, griber Sigurd og Olga ind. De får krogæsten gennet ned og hjulpet udenfor for at køle af. Først i det øjeblik går situationens alvor op for Svend, så han takker Sigurd mange gange. “Det er godt at se dig, Sigurd. Du er altid velkommen her, det ved du godt, ikke?”
Svend henter to krus mjød og kommer tilbage med et friskt smil på læberne. “Du Sigurd, har du hørt om den seneste ballade med Magiens Cirkel? Åbenbart har de så store problemer med at holde styr på deres egne, at de skal til at skrive alle deres love om, helt fra bunden. Men altså, det er vist en hemmelighed, så du skal ikke sige det til nogen.”
November
Plen
Et krus bliver sat meget bestemt ned på bordet. Det er koldt, men Sigurd er nødt til at komme afsted. Modvilligt begynder han at gå mod døren, mens han trækker kappen sammen om sig og forbereder sig på kulden udenfor. Så langt når han imidlertid aldrig. Ind kommer en flok store knægte, der er tæt på at vælte ham omkuld. “Hvordan dælen er det lige, I opfører jer?” spørger han, men de ænser ham knap nok. “Et tårn er styrtet sammen i Katedralen!” råber en af dem højt.
Sigurd bliver nysgerrig og følger strømmen af mennesker, der alle bevæger sig mod Flammernes Katedral. Snakken går højt og ophidset, og nogle græder. Alle har åbenbart hørt nyheden. Og ganske rigtigt. Murbrokker fra Flammernes Katedral ligger ud over det hele. Et af katedralens store hjørnetårne er styrtet i grus. Snakken går overalt, men det er tydeligt, at ingen ved, hvad der er sket eller kan forklare det.
Ét sted bliver det spøgefuldt bemærket, at det må være en af kardinalerne, der har hidset sig op, men den slags bemærkninger er ilde set og bliver mødt med kritiske blikke. Katedralen har altid udgjort et væsentligt samlingspunkt for hele Plens befolkning, og det skaber dybe panderynker, når dens mure pludselig styrter sammen. Den almene opfattelse er da også, at der må være noget ondt på spil.
Den antagelse bliver kun bestyrket yderligere, da porten til katedralen bliver åbnet, og en talsmand træder ud for folkemængden og overbringer nyheden. “Vi ved endnu ikke, hvordan tårnet er styrtet sammen. Men vi vil finde ud af det. Og én ting er sikkert: Synderen vil blive fundet og straffet!”
Santillia
Ithillia er på en hyggelig vandringstur rundt i efterårets flotte farver, da en rytter kommer forbi. “Frøken, kommer De i nærheden af det ærede senat inden for den nærmeste fremtid?” Ithillia bekræfter, at det så sandelig er en mulighed. Han giver hende nogle breve i hånden, og hun sætter kurs mod senatet, hvor hun troligt afleverer dem til den ansvarshavende magistrat.
Der er pause under en debat i senatet, som tilsyneladende har bragt sindene i kog. To rådsmedlemmer står på gangen og taler og kærer sig tydeligvis ikke om at sænke deres stemmer. “Hvem tror disse mennesker, at de er? Det er Aferheims ejendom, og de har gjort det til en gemen handelsvare! Og en udpost på vores jord har stort set erklæret Narabond krig. Hvad er det, der foregår derude? Hvordan kunne det ske?”
Narabond
Sigurd hører et højlydt kald fra den anden side af husmuren. “Hør alle sammen, hør alle sammen! Der er indkaldt til stormøde blandt de gejstlige. Hør alle sammen! Årets store begivenhed!” Da han følger stemmen, ser Sigurd en herold anråbe menneskemængderne, og da han kommer nærmere, får han også stukket en pamflet i hånden.
Gejstligt stormøde!
Overhoveder og repræsentanter fra alle Narabonds kirker indkaldes hermed til stormøde i Nordlenet. Fremmøde er obligatorisk, og hver kirke forventes at sende mindst én repræsentant.
Temaet til drøftelse er de aktuelle farer, der truer kirkernes fremtid!
Alle kardinaler, biskopper og højpræster har fået direkte invitation. Mindre kirkelige overhoveder forventes varslet ved mundtlig overlevering. Spred ordet og lad det komme dem alle for øre.
Rygter på kroen
Sigurd vender tilbage efter en rejse, der har været betydelig kortere end normalt. Han deler glædeligt nyheden om det gejstlige stormøde. Hverken Svend eller Olga nærer nogen synder interesse for gejstlige eller langtrukne, kedelige møder, men Sigurd kan alligevel ikke holde en klukken tilbage. “Hvad griner du af, Sigurd?” spørger Olga. “Jo, ser du. Jeg er slet ikke nået til den bedste del endnu. Kirkerne er jo blevet skrupskøre. De skal mødes for at snakke om nogle små, dumme stykker keramik. Ikke krigen. Ikke pesten. Ikke verdens andre lidelser og katastrofer. Men keramik! Det er åbenbart det vigtigste i hele den gejstlige verden lige nu,” forklarer han, mens han slår sig på låret af latter. “Ha! Ja, så må vi jo se, hvad alle de vigtige herrer kommer frem til. Mon de skal til at være pottemagere i stedet, nu?” fortsætter Olga. “Ja, så kunne de i det mindste gøre lidt nytte!”
“Hov, Svend! Har du fortalt Sigurd det sidste nye om højkongen i Darkonien? Ham, som de ikke ville fortælle navnet på?” spørger Olga, og Svend griber øjeblikkeligt anledning til at dele sladder. “Altså, det er jo efterhånden sluppet ud, at den nye højkonge er Darkos fra klan Unkan. Hans klan er rustningssmede, og højkongen har åbenbart sat sig i hovedet, at alle hære rundt omkring på Niraham skal have adgang til det bedste krigsmateriel. I hvert fald hvis de har råd. Så nu arbejder Darkonien på højtryk for at bygge våben og rustninger og krigsmaskiner – af den slags som kun en dværg gør bedst. Men det er ikke dem alle sammen, der er glade for ideen. Det er derfor, det har taget så længe at få ham kronet. Mange af de gamle klaner mener stadig ikke, at dværge skal have noget med resten af Niraham at gøre.”
På et bord længere henne har en elver tilsyneladende fulgt med i samtalen og indskyder bistert: “Undskyld, min gode herre, men siger du, at kong Darkos hjælper med at forsyne Eisloniens fjender med våben?” Svend skynder sig at trække i land. “Øh nej, det har jeg aldrig sagt, men hvem ved? Måske man burde undersøge det nærmere!”
December
Dragegabet
Vandringsmanden Sigurd har fået sig forvildet ind på ruter, der fører ham mod Dragegabet. Det er imidlertid ikke med hans gode vilje, og han kigger ihærdigt efter veje, der kan føre ham væk derfra. Han skal ikke nyde noget af de store hvirvelvinde af underlige magi, der huserer i Dragegabet.
Sigurd kommer endelig til en rute, der fører ham ud af området igen, og på vejen møder han en større karavane, der rejser under et banner med en sort ravn. “Undskyld, min herre,” siger Sigurd til kusken på den ene vogn. “Hvad er alt dette postyr?” Men kusken affejer ham bryskt. “Det skal en simpel rejsende som dig ikke blande sig i. Hvis jeg var dig, ville jeg bare fortsætte på min vej. Vi fragter forsyninger, og de skal frem hurtigst muligt.”
I erkendelse af, at han næppe får mange flere ord ud af manden, træder Sigurd til side og lader karavanen passere. Senere på ruten støder han på flere lignende karavaner, men heller ikke de virker synderligt opsatte på at tale med en vandringsmand.
Narabond
På sin rejse mod Kungstadt bliver Sigurd undervejs passet op af en deling forbipasserende soldater. De advarer ham om, at De Sande Guders kirker afholder stormøde forude, og giver ham besked på at holde sig væk. Eftersom Sigurd hverken ved, hvor stormødet finder sted, eller har nogen andre ruter at gå af, må han imidlertid fortsætte ufortrødent.
Nogle timers vandring senere er vejen spærret, og han bliver anråbt af et højt menneske i formelt udseende hvide klæder med en skinnende pladerustning, der noget brutalt beder ham om at oplyse sit ærinde. Oprevet over denne opførsel formår Sigurd at fremstamme: “Jeg vil jo bare til Kungstadt. Må en simpel mand som jeg ikke gå på landets veje?” Hvortil svaret lige så hårdt og kontant lyder: “Jo, men dette er ikke landets veje i disse dage. Der er stormøde i Nordborg for alle rigets kirker. Og så længe det står på, må almindelige borgere som du finde andre veje.”
Da Sigurd kigger ham over skulderen, bemærker han, hvordan et stort antal prominente personer er samlet i området, og der patruljerer vagter overalt. Der er tydeligvis stor bekymring om sikkerheden. Sigurd spørger nysgerrigt ind til, hvor længe endnu vejene omkring Nordborg er utilgængelige, og får et kort, afvisende svar om, at han ikke skal regne med at kunne bevæge sig på dem den næste måned. Derefter bliver han sendt tilbage af den vej, han kom fra.
Narabond / Plen
Efter de mange ubehagelige oplevelser kan Sigurd ikke vente med at komme tilbage til freden og roen i det centrale Narabond. Han når dog knap nok inden for Kungstadts porte, før en delegation af soldater og diplomater kommer ridende i høj fart. De er yderst velklædte, og hverken deres tøj eller bistre miner efterlader tvivl om, at de er fra Plen.
Da en officer gør antrit til at bremse dem inden for byporten og udspørger dem om deres ærinde, giver udsendingene fra Plen ham blot besked på at tage sig af deres heste. Ordren bliver givet med en sådan autoritet, at officeren er tæt på at udføre den af ren refleks, men han besinder sig og går på ny i gang med at udspørge de plenske udsendinge om deres ærinde.
Det kommer frem, at et tårn på Flammernes Katedral er styrtet sammen, og udsendingene fra Plen er rejst til Narabond for at kræve, at den narabonske krone bistår med at straffe de skyldige. Den plenske delegation virker så overbevisende, at Sigurd får indtryk af, at de ved, hvem der er tale om, men er afhængige af Narabonds hjælp for at kunne eksekvere straffen.
Da officeren til sidst får talt den plenske delegation ned, viser det sig, at tårnet på Flammernes Katedral ikke er den eneste årsag til, at de er rejst til Narabond. Også på havet har der været uforklarlige fænomener. “Unge mand, du forstår det ikke! Det var ét skib mod kaptajn Elviras fem. Og de gik alle ned. Kan du forstå det, dreng! Ét skib mod fem! Og en af Plens bedste kaptajner. Vi er nødt til at snakke med hoffet om det. Straks!”
Rygter fra kroen
Sigurd har fået nok af højtråbende og konfrontatoriske personer. Han trænger til nogle rare og velkendte rammer, og intet sted på Niraham er bedre end Fede Svends kro. Her bliver han budt kærligt velkommen, og der går ikke mange øjeblikke, før Olga kommer vimsende med både mad, drikkevarer og de seneste nyheder, som hun ved, Sigurd sætter så meget pris på. “Sigurd, min kære ven. Du må love mig at passe på med, hvordan du taler om guderne i aften, for vi har alverdens gejstlige på kroen, og de er ikke i godt humør, kan jeg godt fortælle dig. Særlig ikke Buraniapræsterne, dem kan du knap nok åbne munden overfor, før de tager det som en fornærmelse.”
Det er ikke ligefrem opløftende ord, og Sigurd har fået nok af alt den gejstlige palaver. Præsterne må passe sig selv, så gør han det samme. Det er et ønske, som præsterne lader til at dele, så Sigurd har en rolig aften i sit eget selskab. Den varer dog kun ved, indtil en fordrukken stamgæst kommer væltende over til hans bord. “Du, Sigurd. Sig mig lige en gang,” bøvser manden og forsøger at holde balancen. “De er godt nok ikke meget for at snakke, de der præster. Og det eneste jeg ville, var at finde ud af, hvad det var for en akolut, der stjal min ræv for tre år siden, så jeg kan føre retssag mod ham.”
Sigurd opgiver at følge med i talestrømmen. Han vil bare gerne sove nu. Men manden fortsætter ufortrødent. “Og Sigurd, min bedste ven,” snøvler han. “Ved du egentlig hvor Svends bror, Hans, er henne? Jeg savner ham.” Desperat for at slippe for mere uønsket opmærksomhed rejser Sigurd sig og svarer: “Næ, alt hvad jeg ved er, at han er taget til Roul-Assin. Han skal lave mad for en kvinde ombord på et skib, så jeg ved faktisk ikke, hvornår han kommer tilbage,” hvorefter Sigurd skynder sig i seng.