Langt mod syd, blandt de zarabiske nomadefolk, der lever deres liv i ørkenen og på de åbne sletter, finder man den årtusindgamle Kasmanitro, der betragtes som en af de ældste, hvis ikke den ældste, af alle menneskelige religioner.
Selvom læren om De Sande Guder har spredt sig over størstedelen af Niraham og også er den formelle religion i Zara’bash, har den aldrig formået fuldt ud at få bugt med Kasmanitroen. I udkanten af Zara’bash og blandt ørkenstammerne i Zikkha Ørkenen nægter folket kategorisk at give religionen fra sig, og også blandt slaver og fattige i de zarabiske byer nyder den stor udbredelse.
Økonomi og velstand tillægges ikke nogen betydning inden for Kasmanitroen, og religionen tillader enhver i samfundet at føle sig ligeværdig med enhver anden, selv sultanen. Det har givet religionen en betydelig appel blandt samfundets lavere lag, men har også gjort den upopulær blandt de velhavende, som ofte forbyder deres slaver at praktisere den.
Mytologi
Kasmanitroens centrale omdrejningspunkt er de idealer, som blev skænket af Kasmani og Adema, der var de første mennesker til nogensinde at bebo Niraham.
Ifølge Kasmanitroen er verden ikke blevet skabt. Den har altid været, og der er adskillige andre af dens slags. Kun de viseste og mest indsigtsfulde væsner formår at rejse mellem verdenerne, og Kasmani og hans hustru Adema var de første til at bosætte sig på Niraham.
Her fandt de stor glæde ved livet og satte sig for at mangfoldiggøre deres æt. De fik 21 børn, som de holdt meget af, og som snart efter fik deres egne børn. På den måde fortsatte det, indtil hele Niraham til sidst var befolket med Kasmani og Ademas slægt.
Til deres store sorg måtte de imidlertid erkende, at deres børn aldrig blev lige så vise og indsigtsfulde som dem selv. De besad heller ikke deres skønhed og ynde, og for hver generation der passerede, blev deres blod kun mere udvandet. De enestående kundskaber, som kendetegnede Kasmani og Adema, blev langsomt glemt, og deres efterkommere mistede med tiden deres kræfter og evne til at rejse mellem verdenerne.
Da hans 109. år var oprundet, døde Kasmani en stille og fredfyldt død, og hans børnebørn bar ham ud i ørkenen, så sandet kunne tage hans legeme. Fem år senere gav også Adema afkald på livet, da hun vandrede alene ud i ørkenen for at slutte sig til sin husbond. Herefter var Nirahams børn overladt til deres egen skæbne.
Kasmani efterlod ingen befalinger eller retningslinjer, som hans børn skulle følge. I stedet havde han sørget for, at hans slægtslinje var blevet behørigt opdraget, og at hans efterkommere indså fornuften i retskafne handlinger, så de også selv ville blive vise og retfærdige. Når hans efterkommere lige siden har hyldet disse idealer, er det dermed af kærlighed til deres forfader, og fordi de har set visdommen i hans ord – ikke ud af ærefrygt for en gud.
Siden da har de ældste taget det på sig, efter Kasmanis forbillede, at lære den gamle visdom videre til de unge og sikre, at de bliver opdraget til at være gode mennesker i Kasmani og Ademas ånd. For hver generation bliver forfædrenes visdom og indsigt imidlertid udvandet, og hver ny generation vil aldrig blive lige så vis som den forudgående. Derfor vil den ældres ord altid være udtryk for et mere ophøjet intellekt.
Kasmanitroen har visdom og fornuft som sine højeste idealer, og mennesker, der lever deres liv i overensstemmelse med disse, bliver respekteret og anerkendt. Særlig de ældre nyder stor respekt, da de er nærmere på Kasmani.
De Kasmanitroende benytter sig kun sjældent af templer, præster eller andre etablerede symboler på deres religion. Det sker af og til, at der laves idoler, som forestiller Kasmani og Adema, men de tillægges kun ringe betydning, da det ikke er de to, der er genstand for tilbedelsen, men deres idealer.
Det er god skik inden for Kasmanitroen at forsøge at udbrede trosretningen til dem, som er villige til at lytte og lære. Til gengæld forfølger de troende aldrig tilbedere af andre religioner. Visdommen er sin egen belønning, og dem, der ikke kan indse det, er under alle omstændigheder ikke værdige. Udbredelse af troen sker derfor altid gennem oplysning og aldrig gennem tvang eller pligt.
Kasmanitroen er udelukkende forbeholdt mennesker. De øvrige racer formodes at være børn af andre ophøjede skabninger og må finde visdom blandt deres egne forfædre. Således betragtes elverne som værende børn af Rina og Nimar, dværgene som børn af Djorka og Rina, sortelverne som børn af Fanabina og Nimar, og sortblodsfolk som børn af Fanabina og Djorka.
Selvom de Kasmanitroende dermed anerkender de fire første af De Sande Guder – Nimar, Rina, Gasnian og Fanabina – ser de dem ikke som guder, men som ophøjede væsner på lige fod med Kasmani og Adema. Da deres børn imidlertid er så ulig menneskene, må racerne holdes adskilt, og trosretningerne bør ikke blandes.
Selvom Kasmani og Adema altid søgte fredens vej, har de troende med tiden måttet erkende, at ikke alle mennesker formår at leve op til det ideal. Til tider er det nødvendigt at genoprette samfundets harmoni ved sværdets magt. Det er sjældent, det sker, men når omstændighederne kræver handling, er de Kasmanitroende en formidabel og frygtet fjende.
Modsat resten af verdens folk, der kæmper for jordiske værdier som magt, guld, loyalitet eller ære, ser de Kasmanitroende sig som en del af en familie. Det giver dem et sammenhold uden lige og en legendarisk frygtløshed i kamp.