Mennesker på Niraham minder i det store hele om, hvordan vi kender dem i vores egen verden. De er ikke, som andre racer, velsignet med gaver fra gudernes hånd og har heller ikke egenskaber, der gør dem til noget særligt. I stedet ligger menneskenes styrke i deres mangfoldighed. De er en omskiftelig race med en unik evne til at tilpasse sig enhver omstændighed, som livet på Niraham har at byde på.
Mange af de andre racer er bundet af gamle kulturelle normer, som elverne til deres skove og dværgene til deres bjerge. I modsætning til dem har menneskene evnen til at begå sig og trives overalt. Der findes stort set ikke den afkrog af Niraham, som menneskene ikke har befolket, og gennem årene er de både blevet den mest talstærke og indflydelsesrige af alle Nirahams racer.
Menneskenes kultur er måske ikke så forfinet som andre racers, og deres militære formåen er ikke så sofistikeret, men hvad menneskene måtte mangle i kvalitet, gør de mere end rigeligt op for gennem deres store mangfoldighed. Denne fleksibilitet har også givet menneskene mange andre fordele, ikke mindst når det kommer til handel og diplomati.
Stort set alle andre racer er begrænsede af gammelt fjendskab og nedarvede konflikter, som dem mellem elvere og sortelvere eller dværge og orker. Mennesker er fri for disse og kan færdes frit samt indgå i relationer med alle Nirahams racer.
Herudover er de velsignet med en usandsynligt kort hukommelse, og modsat de andre racer ser mennesker sjældent noget galt i, at gårsdagens fjende bliver morgendagens forbundsfælle. Menneskenes omskiftelighed har imidlertid også altid været deres største hæmsko. Hvor de andre racer har et tæt indbyrdes fællesskab og en opfattelse af, at man som race må stå sammen, har mennesker ingen betænkeligheder ved at bekrige hinanden indbyrdes og falde deres racefæller i ryggen.
Når mennesker trues af ydre fjender, er det tilmed både almindeligt og forventeligt, at mange vælger at skifte side til fordel for fjenden, hvis de vurderer, at der er mere at vinde på det end ved at stå sammen med deres artsfæller. Som børn skabt i Arams væsen har menneskene i det hele taget en natur, der driver dem mod konflikter – ikke kun med andre racer og kulturer, men mindst lige så ofte med deres landsmænd og familiemedlemmer.
Det er derfor ikke uden en vis sandhed, når de øvrige racer har for vane at sige, at mennesker er deres egen værste fjende.
Fysiske karaktertræk
De mennesker, der findes på Niraham, adskiller sig rent biologisk ikke meget fra, hvad vi kender i den virkelige verden.
Mændene er typisk en anelse højere og kraftigere end kvinderne og har i de fleste kulturer for vane at opbygge en vis muskelmasse, hvorimod kvinderne ofte kompenserer for deres mindre statur ved at være mere behændige.
Mennesker kan i bedste fald blive op mod 70 år gamle, hvilket dog er sjældent. Den almindelige levealder for et menneske er ofte kun 40-50 år, og for dem, der lever ved sværdet, er det usædvanligt at blive mere end 30 år. I de fleste kulturer regnes mennesker som voksne, når de er omkring 15 år, og til trods for visse forskelle på tværs af Niraham forventes de typisk at have stiftet familie senest, når de er 25 år.
Hvad deres fysiske formåen angår, er mennesker for det meste overlegne i forhold til elvere, sortelvere og gobliner, når det kommer til simpel råstyrke. Over for dværge og orker kommer menneskenes kræfter imidlertid til kort. I forhold til udholdenhed vil menneskene fortsat være goblinerne overlegne, men er ligestillede med elvere og sortelvere og endnu en gang dværge og orker underlegne.
Menneskenes store svaghed viser sig, når de bliver udsat for elementernes rasen. Af de øvrige racer betragtes mennesker som skrøbelige og letforgængelige på grund af deres store sårbarhed over for varme, kulde og sygdomme. Her er de underlegne i forhold til alle andre racer. Hvad de mangler i modstandskraft, formår menneskene dog ofte at kompensere for med deres fleksibilitet og evne til at tilpasse deres livsmønstre til omgivelserne.
Beklædning
På samme måde som menneskenes adfærd og livsstil varierer fra kultur til kultur, gør deres beklædning det samme. Udover visse ligheder, der er drevet af rent praktiske hensyn, er menneskers valg af tøj og andre klædedragter i høj grad kulturelt betinget.
Her er variationerne til gengæld enorme, og hver kultur har så unikke særpræg, at det typisk er muligt at genkende ikke bare et menneskes kulturelle ophav, men ofte også deres nøjagtige region og slægtsforhold på lang afstand alene ud fra den pågældendes beklædning.
Mennesker er da også notorisk kendte for, hvordan de lægger stor ære i, at deres tøj skal afspejle deres kultur. Det gør sig især gældende, når de rejser rundt på Niraham. Her betragtes det som den største selvfølge, at mennesker bruger deres påklædning til at vise resten af verden, hvor de kommer fra.
Blandt de øvrige racer betragtes det som et tegn på menneskenes arv fra Aram, at de omvendt føler sig nøgne og sårbare, når de ikke har noget tøj på til at skjule deres inderste væsen.
I Nirahams nordlige egne, hvor vejret er barskt, og kulden bider hårdt, har menneskerne tradition for at bære praktiske klædedragter i skind og andre garvede dyrehuder samt stoffer vævet af uld. Hertil bæres der prydgenstande af dyrisk oprindelse, som fjer, tænder og knogler.
Beboerne i det centrale Niraham foretrækker yndefulde klæder i lette stoffer af hør, bomuld og silke, der smyger sig om kroppen i sindrige snit. Tøjet skal udtrykke elegance og er sædvanligvis i klare, spraglede farver, suppleret med ekstravagante smykker af guld og sølv.
I syden har de foretrukne materialer typisk været grove stoffer vævet af uld fra får, geder og andre husdyr. Menneskerne i disse egne ynder at farve deres klædninger samt smykke dem med broderier og andre former for prydgenstande. Hertil bærer de tunge smykker, der understreger bærerens velstand.
Tankesæt
Menneskers handlemønstre og bagvedliggende tanker er, som alt andet ved dem, forskellige fra individ til individ og i væsentlig grad præget af den kultur, de er opfostret i. Ligesom hvad deres klædedragter angår, finder man en række livsanskuelser og tankemønstre, der er karakteristiske for hver kultur, og som meget ofte træder så tydeligt frem, at man kan genkende et menneskes oprindelse ud fra disse.
Et gennemgående fællestræk ved mennesker er dog, at de i høj grad er drevet af hensynet til sig selv og deres nærmeste. Menneskers loyalitet rækker sjældent længere end til deres familie eller landsmænd, og der er ingen naturligt indlejret næstekærlighed blandt mennesker som race.
Herudover lægger man blandt mennesker stor vægt på rigdom, magt og egen vinding, og de fleste mennesker er villige til at gå på kompromis med deres idealer, hvis blot prisen er høj nok. Det samme kendetegner deres relation til de øvrige racer. Kun få menneskelige kulturer har formået at både vinde og bevare andre racers respekt over længere tid. Sædvanligvis er menneskers loyalitet for omskiftelig og kortlivet til deres smag.
For en nærmere beskrivelse af de enkelte folkeslag og deres tankesæt er det nødvendigt at læse de relevante sider under Riger og kulturer, hvor de er beskrevet mere indgående.
Historie
Menneskeracen blev skabt i tidernes morgen af Nimar og Rina og sat på Niraham for at opretholde balancen mellem verdens øvrige racer. De blev formet i Arams billede, og både deres udseende og personlighed bærer tydeligt præg af hans pragmatiske væsen.
Da sortelverne gjorde deres indtog på Niraham, førte det til en århundreder lang strid mellem sortelvere og elvere, hvor enorme skovområder blev brændt ned, og i takt med at elverne blev fordrevet fra landet, spredte menneskene sig på det.
Den første navnkundige by, der blev skabt af mennesker, befandt sig i det østlige Niraham og fik navnet Shantil. Omkring byen etablerede der sig en storslået kultur, som lagde kimen til menneskeracens opblomstring. I vores tid betegnes denne periode som menneskehedens Første Storhedstid.
Shantilkulturen spredte sig med tiden vestover langs havet, og stribevis af nye bystater blev grundlagt, alt imens handelen blomstrede som aldrig før. Det er med rette, at tiden under Shantils opblomstring selv i nutiden bliver omtalt med anerkendelse og respekt.
Snart begyndte en ny kultur imidlertid at opstå i det sydøstlige Niraham. Den blev kendt under navnet Bang Tei og bestod af et militaristisk anlagt samfund, hvor man lagde stor vægt på krigskundskab og ekspansion. Bang Tei bredte sig hastigt, og snart stødte landets grænser op til Shantil. Der udbrød krig mellem de to riger, og i den sidste ende trak Bang Tei sig sejrrigt ud af konflikten.
De brændte Shantil ned og underlagde sig størstedelen af det shantilske rige, og i mange år frem var Bang Tei den største menneskelige magtfaktor på Niraham. Denne periode er for eftertiden blevet kendt som menneskeracens Anden Storhedstid.
Igennem de efterfølgende århundreder dominerede Bang Tei-dynastiet store dele af Niraham. De skabte sig dog også mange fjender, herunder blandt de øvrige racer, som var begyndt at indse, at mennesker var blevet en egentlig trussel.
Til sidst var modstanden mod Bang Tei blevet så stor, at mennesker og elvere forenede deres styrker og bragte riget til fald. De befriede områder forenede sig herefter i en række lande og frie bystater, og det var i den tid, at grundstenen for den magtbalance, der stadig præger Niraham i dag, blev lagt.
Mod vest havde flere handelsbyer haft held til at undslippe Bang Tei-dynastiet, og de havde i stedet skabt et tæt handelsforbund, kendt som Den Tharkiske Pagt. Da markedet til de befriede bystater nu pludselig åbnede sig, begyndte tharkerne at dominere handelen i det centrale Niraham.
I de nordligste egne af Niraham havde menneskene ikke haft kontakt med hverken Shantil eller Bang Tei, og man levede derfor stadig i primitive stammesamfund her.
Den tharkiske kultur bredte sig dog langsomt mod nord, hvor den smeltede sammen med kulturen fra de nordlige folkeslag i et område, der fik navnet Paravien, og hvor Nirahams første idealer om ridderlighed og ære opstod.
Ikke alle kulturer i nord brød sig imidlertid om de nye strømninger. I takt med at rigerne i syd blomstrede og konstant udviklede sig, trak mange af de nordlige samfund sig i stedet tættere sammen og isolerede sig, mens de svor til deres traditionelle levevis.
I bystaten Cartheero blev den store profet Jarco født, som åbenbarede De Sande Guders eksistens for verdens folk på Djann-højsletten. Det blev begyndelsen på en ny æra, hvor troen på De Sande Guder bredte sig som en steppebrand og indvarslede en ny kulturel og religiøs opblomstring blandt menneskene på Niraham. Tiden efter Jarcos åbenbaring er siden blevet kendt som menneskeracens Tredje Storhedstid.
Ikke alle Nirahams folkefærd var dog indstillede på at underkaste sig de nye guder, og særligt de åndetro mennesker i nord modsatte sig ihærdigt den nye religiøse strømning. Da var det, at en forvist jarlesøn fra nord, Nikolai Akonos, rejste til Jarcos Tempel på Djann-højsletten, hvor han konverterede og over tid blev udnævnt til Troens Forsvarer. Med en hær af hellige krigere i ryggen drog han nordpå og underlagde sig store dele af nordens riger, som han tvang til at underkaste sig og konvertere til De Sande Guder.
Da målet var nået, og Nikolai Akonos havde rakt så vidt, som hans militære styrke tillod, tog han magten over de erobrede landområder og etablerede her det kongerige, vi stadig i dag kender som Narabond. I modstand mod den nye magtfaktor trak de tilbageværende folkefærd i nord, som Nikolai Akonos ikke havde haft held til at omvende, sig sammen i lukkede og tæt knyttede samfund, hvorved rigerne Roul-Assin og Norrland opstod.
Også i syden var der store stridigheder. Her nægtede menneskerne i Zara’bash at lade sig konvertere og benyttede i stedet de religiøse stridigheder til at få afløb for mange års oparbejdet fjendskab med de omkringliggende menneskelige og elviske riger. Efter kampe, der strakte sig over generationer, valgte parterne til sidst at bilægge striden, og for at sikre en fredelig sameksistens blev det neutrale rige Aihlann Bachir etableret i grænseområdet mellem de stridende parter.
I 1469 EJ indtraf begivenheden, der for eftertiden er blevet kendt som Himmelkrigene. En storstilet religiøs krig førte til, at mange af De Sande Guder ophørte med at besvare deres tilhængeres bønner. Snart efter begyndte nye guder imidlertid at tale til Nirahams folk, og modsat mange af de andre racer havde menneskene kun få kvaler ved at give afkald på de gamle guder.
Sidenhen vendte de faldne guder gradvist tilbage og begyndte at besvare deres tilhængeres bønner på ny. Menneskene illustrerede da igen deres store omskiftelighed, og snart efter tilbad de både de nye og gamle guder på lige fod.
Dermed er vi fremme ved nutiden, og beretningen om menneskeracens historie er fuldendt.
Udbredelse
Som beskrevet mange gange før er Nirahams mennesker en fleksibel race, der har formået at tilpasse sig nærmest enhver levevis på Niraham og derfor nu kan findes i størstedelen af verden.
De nordlige riger er i høj grad præget af en tilværelse, hvor menneskene har isoleret sig fra omverdenen i århundreder og i stedet troligt har holdt fast ved fortidens traditioner og ritualer. De afviser i vid udstrækning De Sande Guder til fordel for den gamle åndetro og sætter i det hele taget stor ære i at leve en tilværelse efter samme mønstre og normer som deres forfædre.
Livet i det centrale Niraham omkring Kamirrhavet og Tharkienshavet har altid været præget af stort overskud. Menneskene ernærer sig her primært gennem handel og begiver sig ud i alle afkroge af verden, hvorfra de henter både guld, handelsvarer og viden med sig hjem. De er progressive folk, der ynder at tage nye idéer til sig, og Nirahams centrale riger betragtes ofte som kulturelle arnesteder.
I syden har man traditionelt altid fremelsket højkultur og akademiske færdigheder. Man har derfor bygget enorme biblioteker, akademier og lignende samlingspunkter for viden, og intet sted mere end i Zara’bash. Blandt Nirahams øvrige folkeslag ser man på sydens folk med respekt, og man anser dem for nogle af de mest lærde på Niraham. Kulturen i de sydlige egne er generelt fokuseret på personlig udvikling, og begreber som visdom og selvindsigt anses typisk for at være de højeste idealer i livet.
Religion
Også når det kommer til religiøse tilhørsforhold, er menneskene meget forskellige. Hvor de øvrige racer ofte føler sig særligt knyttet til én specifik gud, tilbeder menneskene en bred palet af guder og religioner.
Som så meget andet ved menneskene er deres religiøse tilhørsforhold i høj grad præget af den kultur, de er opfostret i. Inden for de forskellige kulturer finder man til gengæld meget ofte klare religiøse præferencer.
De Sande Guder
I dag er troen på De Sande Guder den absolut mest udbredte religion blandt mennesker. Denne lære indebærer, at man skal anerkende og ære samtlige af De Sande Guder. Det er dog også accepteret, at man i særlig grad knytter sig til én specifik af guderne.
I modsætning til de øvrige racer har menneskene ikke et særligt bånd til nogen af guderne, end ikke Aram, hvis billede de er skabt i. For det meste lægger mennesker deres hengivenhed hos den gud, de føler den største forbindelse til, eller som vil kunne hjælpe dem bedst i deres liv.
Der synes dog at være en vis tilbøjelighed til, at mennesker betragter Nimar som den øverste og mest agtværdige af guderne. I ham finder mange, lige fra simple bønder til borgere og adelsfolk, en pålidelig og retfærdig faderskikkelse, som værner om de svage og støtter de stærke – karaktertræk, som har en klar appel hos de fleste mennesker.
Blandt mennesker er det dog også almindeligt at skifte sin loyalitet og lægge sin dedikation hos en anden af De Sande Guder, hvis man har et særligt behov for dennes støtte. Står døden for døren, anses det for god skik at bede bønner og give ofringer til dødsgudinden Dilarna, alt imens den, der er på frierfødder, vil binde kranse og synge sange for at hylde Sissianna og Lyane, som råder over kærligheden.
Den Monopatiske Kirke
Efter Himmelkrigene vandt en ekstremistisk sekt inden for læren om De Sande Guder for en tid stor opbakning blandt menneskene. Den Monopatiske Kirke beroede på en religiøs doktrin om, at samtlige af De Sande Guder ganske vist eksisterer, men at det kun var fire af guderne, som mennesker burde tilbede: Nimar, Rina, Gasnian og Jorin.
Tilhængerne var dybt fanatiske og betragtede kirken som et velkomment opgør med det etablerede præsteskab. Kirkens militante facon appellerede desuden til mange, der levede ved sværdet, og i sin storhedstid kunne den mønstre hele hære.
Hjemstedet for Den Monopatiske Kirke var bystaten Etos, hvorfra den hastigt bredte sig ud over resten af Niraham. Opbakningen er dog falmet de seneste år, og den monopatiske lære bliver nu kun praktiseret få steder på Niraham.
Åndetroen
I det høje nord, blandt roulere og norrlændinge, praktiserer menneskerne stadig den gamle åndetro, som de har gjort i årtusinder. Åndetroen er så nært vævet sammen med kulturen i disse egne, at det er umuligt at forestille sig det ene uden det andet.
Denne trosretning anser verden for fyldt med mægtige ånder. Nogle er gode, og andre onde, men de er alle af afgørende betydning for at opretholde livet, som vi kender det. Året rundt er der traditioner og ritualer, der skal overholdes for at behage ånderne, og som tak for deres tilbedelse skænker ånderne folket lykke og velstand og giver druiderne kraft til at udrette magiske vidundere.
Kasmanitroen
Blandt sydens folk og ørkenstammer er der stadig mange, der bekender sig til fortidens Kasmanitro. Det er en filosofisk trosretning, der beror på en række ophøjede, personlige idealer, som tilhængerne bør stræbe efter. Religionen tillægger navnlig alder og visdom en altoverskyggende betydning.
Iorin-troen
Endelig er Det Chatonske Imperium i øst gennemsyret af rigets Iorin-tro, som er en militaristisk og krævende religion, hvor kun den ene gud, Iorin, anerkendes. Om end de deler navn, synes der ikke at være nogen sammenhæng mellem den chatonske gud Iorin og den af De Sande Guder, der bærer navnet Jorin.
Forhold til øvrige racer
Dværge
Langt mod nordvest ligger dværgenes sagnomspundne rige, Darkonien. Mennesker er ikke velkomne her, men rygterne om dværgenes ufattelige rigdomme har alligevel fristet mange grådige sjæle. Dværgenes kundskaber er dog også genstand for stor respekt blandt mennesker.
Elvere
Niraham er hjemsted for de to store elverskove, Santillia og Eislonien. Mennesker og elvere har bekriget hinanden i årtusinder – typisk over grænseområder mellem skov og land, som begge racer gør krav på. De fleste menneskelige riger tolererer stadig elverne, men primært af belejlighed og kun i det omfang, det er absolut nødvendigt.
Sortelvere
Igennem årene er sortelverne flere gange draget mod overfladen for at plyndre og underkaste sig de øvrige racer. Mennesker har derfor lært at se på sortelvere med frygt og foragt. Med tiden er forholdet tøet lidt op, men til trods for at man nu ser mere nuanceret på sortelvere, bekriger mennesker dem stadig ihærdigt.
Sortblodsfolk
Langt mod nord ligger de kolde og ugæstfri Rustbjerge, som er hjem for sortblodsracerne: orker, gobliner og trolde. Efterhånden som mennesker er trængt ind i deres hjemegne, er sortblodsfolket draget ned fra bjergene for at jage og søge hævn. Mange års død og ødelæggelse senere har de to racer nu umådeligt vanskeligt ved at komme overens.