I Det Chatonske Imperium finder man en trosretning, der ikke har sin lige på resten af Niraham. Hvor alle andre religioner på Niraham bekender sig til polyteisme, altså en flerhed af guder, der i fællesskab udgør et panteon, vil der for chatonerne altid kun være én gud, den almægtige Iorin.
Iorin er skaberen af alt, hvad der er, og uden ham ville intet eksistere. Alt, hvad der sker, sker som et udslag af hans vilje, og der er ingen grænser for Iorins magt. Iorin er overalt og ser alt, og han bestemmer hver eneste hændelse på Niraham.
Han er en særdeles aktiv gud, som gerne blander sig i de dødelige konflikter. Det er Iorins bud til sine udvalgte, at de med krig og magt skal udbrede hans lære, og han er først tilfreds, når kampen raser, og de retmæssige underlægger sig verden i hans navn.
Iorin er dog også retfærdig og ligevægtig. Selvom han hersker over liv og død, udøver han sin magt med en saglig autoritet. Han tager ikke de levendes liv, før tiden er inde, og det er hans bud, at hvert eneste levende væsen skal have mulighed for at bevise sit værd.
Når han sender sit folk ud i verden for at udbrede den sande lære, er det således ikke kun for at oplyse Nirahams folk, men også for at prøve styrken hos sine trofaste tilhængere. De af hans tilhængere, som finder hæder og ære på slagmarken, har dermed bevist, at de er velsete i hans øjne, hvorimod de, som falder, åbenlyst har været uværdige til at leve og tjene ham.
Iorin-troen er dog også en overordentlig krævende religion. Iorin forventer meget af sine tilhængere, og de må aldrig tvivle eller blive svage i troen. De skal konstant bestræbe sig på at blive stærkere og komme ham nærmere, og de må aldrig indstille deres kamp for at udbrede hans bud til Nirahams folk.
Mest af alt er Iorin således en krigens gud. Det er kun gennem kamp og mægtige gerninger, at folket kan bevise deres værd og deres loyalitet. Hans velsignelser ligger derfor også primært i at velsigne sine trofaste med styrke og mod. Om end de simple bønder også har hans accept, er det kun dem, der drager sværdet i hans navn, som kan vinde hans sande agtelse.
Iorin anerkender ingen andre guder end sig selv. Alle andre religioner er falske, og han tillader dem kun, for at hans tilhængere skal have fremmede folkefærd at bevise deres værd overfor. De skabninger, som andre kulturer betragter som guder, er intet andet end dæmoner og drømmesyn, og det er op til de Iorin-tro at vise dem den sande vej.
Der findes ingen anden sand kraft end Iorin selv, og den, der tvivler på hans herredømme, er en kætter, som enten må omvende sig eller møde døden på bålet.
Iorin og Jorin
At Iorin deler navn med en af de guder, som man kender fra læren om De Sande Guder, har været genstand for mange teologiske debatter. I Chato afviser man imidlertid enhver sammenhæng mellem de to. Alene tanken om at anerkende andre guder end Iorin er en kættersk handling. Jorin er åbenlyst blot en dæmon, der forsøger at forlede de sande tilhængere af Iorin, og tilbedelse af den falske Jorin vil aldrig kunne tolereres.
Mytologi
For Iorins tilhængere er det vigtigere at handle end at tænke. Den, der spilder sin tid på at spekulere over Iorins bud i stedet for at lystre det, forbryder sig mod ham. Iorin-troen har derfor heller ikke de samme akademiske eller mytologiske træk som resten af verdens andre religioner.
Alt, hvad man ved om religionens historie, er overleveret af Iorin selv og kan ikke betvivles. Fra hans mund ved man, at før Iorin skabte verden, var der intet. Alt, hvad der nu findes, er resultatet af hans værk. Han skabte racer og kulturer og gjorde dem så forskellige, at de altid ville bekrige hinanden, så han kunne finde de stærkeste og mest værdige iblandt dem.
Iorin åbenbarede imidlertid ikke sin eksistens for alle verdens folk, kun de værdige. I hans fravær blev resten forledt af dæmoner og drømmesyn. Efter mange tusinde år havde et folkefærd vist sig at være både stærkere og mere trofaste end noget andet på Niraham – chatonerne. Han udråbte dem derfor til sit udvalgte folk.
Siden da har Chatos folk ihærdigt fulgt Iorins bud, og de har med al deres styrke forsøgt at udbrede hans visdom til resten af Nirahams folkeslag, så også de kan se lyset.
For at vejlede folket og vise dem den sande vej manifesterede Iorin sig på Niraham og tog form af en almægtig gudekejser. Iorin og gudekejseren er én og samme person.
Den nuværende kejser er Kejser Anatol, der har regeret siden år 8 EH. Da gudekejseren har et unaturligt langt liv, men også ældes tilsvarende langsomt, har kejseren et udseende, der stadig kun fremstår som en ung drengs. Kejser Anatol omtales derfor i den brede befolkning som ’Barnekejseren’.
Kejseren er den øverste autoritet i Det Chatonske Imperium, og hans ord er lov. Der er ingen grænser for hans viden og magt, og at forbryde sig mod hans bud straffes med døden.
Gudekejseren udsteder regelmæssige dekreter til rigets præster, som dikterer, hvordan hans lære skal praktiseres. Disse doktriner er udtryk for den endegyldige sandhed om Iorins vilje og er typisk meget omfattende. De tager stilling til alt, hvad den simple chatoner har brug for at vide, og det betragtes som kætteri at betvivle eller stille spørgsmål til gudekejserens bud.
Iorins præster har dermed også en overordentlig stor autoritet i riget. De viderebringer og fortolker gudens ord til folket, og de er den endelige autoritet i hverdagsanliggender. At betvivle præstens ord er således en lige så stor forbrydelse som at betvivle Iorin selv. Præsterne er desuden velsignede med store gaver fra Iorins hånd, og med hans kraft kan de betvinge selv den største modstander af troen. De kan derfor både gøre det ud for dommer og bøddel, hvis det utænkelige skulle ske, at folket betvivlede deres ord.
Overalt i Det Chatonske Imperium er der rejst pragtfulde templer, hvor Iorins bud til sine udvalgte står nedskrevet på utallige skriftruller, og hvor præsterne hver morgen og aften prædiker den sande lære for rigets folk.