Verdenshistorien

Ca. 25.000 FJ

Guderne skabte Niraham og fyldte verden med planter og dyr, og senere med en mangfoldighed af racer. Dværge bosatte sig i Darkonien mod nordvest, elvere befolkede de store skove i nord, sortblodsfolkene gjorde Rustbjergene mod nord til deres hjem, og mennesker blev sat på de åbne stepper mod syd. Endelig levede sortelverne skjult i Underverdenen, uden de andre racers viden.

Ca. 22.000 FJ

Elverne udviklede mange kundskaber, der stadig er fremherskende i dag, herunder vævning og støbekunst. Himlen blev kortlagt, og elverne skabte navigationsudstyr, der gjorde det muligt at udforske havet. De begyndte også at opføre prægtige bygninger, og de store paladser i Vetas, Baiar og Eislon blev rejst. Eislon blev gradvist elvernes hovedsæde.

Den første krig mellem mennesker og elvere brød ud, og elverne sendte en hær sydpå under ledelse af fyrst Zaka Ianno Neldor. Elverne havde svært ved at få bugt med menneskene, men Neldors elverhær fandt et nyt element, rall, med uanet magisk potentiale. Kort efter ophørte al kontakt med hæren.

Ca. 12.000 FJ

Elvernes byer nær Ianno-passagen blev angrebet af gråhudede elvere med store magiske kræfter. Det var resterne af Neldors forvanskede elverhær, korrumperet af elementet rall. Elverne forbandede racen, der fik navnet neldorer, og forbød al fremtidig kontakt med rall.

Neldorerne erobrede store dele af det sydlige kontinent og holdt menneskene som slaver. Elverne forskansede grænsen, men da neldorerne ikke forsøgte at trænge ind i deres skove, gjorde elverne ikke yderligere.

Ca. 8000 FJ

Sortelverne gjorde deres første indtog på Niraham. Elverne var deres primære mål og kendte ikke til sortelvernes eksistens. De blev overrumplet, og store skovområder blev brændt ned, før elverne overhovedet nåede at reagere.

Ca. 7500 FJ

Der var nu brændt så meget skov ned, at elvernes rige var delt i to.

Ca. 7400 FJ

Elverne tog konsekvensen af, at skoven var delt i to, og erkendte, at der fremover måtte være to elviske riger: Eislonien i øst og Santillia i vest. Keladonslægtens overhoved Aencar Keladon blev kronet som højkonge i Eislonien, og han udpegede fyrst Achillea Akantus som forvalter af Santillia.

Ca. 6500 FJ

Halvdelen af al skov i det nordlige Niraham var tabt. Elvernes prægtige by Baiar var faldet, og sortelverne var nu tæt på byen Vetas. Sortelverne havde også erobret Ianno-passagen og sat deres styrker ind mod neldorerne i syd, hvor de havde indtaget den sidste af neldorernes store byer, Basaja, og drevet de tilbageværende neldorer på flugt.

Ca. 6300 FJ

Elvernes situation var håbløs, og Rina valgte at gribe ind. Hun nedkaldte en forbandelse over sortelverne og sendte tre af sine mirnere, kendt som De tre søstre, til Niraham for at lære elverne højmagiens kunst. Elverne indgik også forbund med mennesker og oplærte dem i elvisk krigskunst. Herefter vendte krigslykken.

Ca. 5500 FJ

Sortelverne var endegyldigt fortrængt til Underverdenen. Elverne forsøgte at rejse ny skov, hvor den gamle var brændt ned, men menneskene havde allerede bosat sig på store dele af det nordlige kontinent.

5375 FJ

Højelveren Ayrimir Keladon havde sammen med Trian Stringarth og Diermir Allondriabrudt med sin familie i Eislonien og var rejst ud i verden med et stort følge af elvere. De grundlagde byen Stella Paria i et område, de gav navnet Triarlien. Området kendes nu som Sydlenet i Narabond. Her skabte de det største elviske samfund uden for Eislonien og Santillia.

Ca. 5000 FJ

I det østlige Niraham opstod den første navnkundige menneskeby, Shantil, der blev et kulturelt omdrejningspunkt, hvis indflydelse strakte sig vidt. De første menneskelige skriftsprog blev udviklet i Shantil, og der blev gjort store fremskridt inden for landbruget. Også akademisk lærdom om filosofi, retorik og matematik blomstrede, og der blev oprettet et storslået bibliotek, hvor al menneskenes viden blev samlet.

4777 FJ

Efter en række hårde træfninger med de omkringboende mennesker erkendte elverne i Triarlien, at deres rige var for udsat, og højkongen udstedte befaling om, at man skulle begynde at udforske de omkringliggende områder for at finde et nyt sted, hvor elverne kunne slå sig ned.

4735 FJ

Elverne i Triarlien begyndte at forlade riget og bosætte sig længere mod vest i det område, der nu kendes som Buranus. De skabte den første by, Katena, og gjorde den til hovedsædet for deres nye rige. Året efter blev Alidon Keladon udråbt som højkonge og bebudede, at samtlige elvere i Triarlien skulle rykke til Buranus.

1880 FJ

Fyrst Ayrimir Stella III af Buranus befalede, at der skulle oprettes en militær enhed i Buranus, der skulle stå under fyrstens direkte ledelse og bestå af elvere fra både Stringarth og Allundria. Her skulle de ypperligste krigere samles, og kun dem, hvis hjerter var rene og tro ubrydeligt stærk, kunne optages. Dermed blev huset Luminos skabt.

1543 FJ

Indflydelsen fra Shantil var gennem årene smeltet sammen med kulturen i det lille ørige Bang Tei i sydøst. Her havde man gjort store fremskridt inden for krigens kunst, og Bang Tei var vokset betydeligt i både størrelse og magt.

Bang Tei angreb nu Shantil og brændte byen ned til grunden. I de efterfølgende år erobrede Bang Tei størstedelen af de områder, der tidligere var under Shantils indflydelse, og etablerede Bang Tei-dynastiet.

1122 FJ

Modstanden mod Bang Tei-dynastiet var vokset sig stor, og en række bystater i vest begyndte at gøre oprør. De indgik et forbund med steppefolkene i syd og Eisloniens elvere, og i fællesskab foretog de et dristigt overraskelsesangreb på Bang Tei-dynastiet. Kejseren blev dræbt, og dynastiet overgav sig og gik i opløsning. Det resulterede i, at en række frie bystater opstod langs Kamirrhavet mod vest, hvor dynastiet tidligere havde regeret.

831 FJ

Zara’bash var opstået som rige og begyndte en omfattende erobringskrig. De frie bystater, der var skabt efter Bang Tei-dynastiets fald, var ukoordinerede og ude af stand til at stå sammen mod en fælles fjende, så i de følgende år indlemmede Zara’bash store områder i sine besiddelser. Dele af befolkningen fik lov at indgå i riget, men mange bystater blev også blot brændt ned til grunden for at gøre plads til den stadig voksende zarabiske befolkning.

792 FJ

Cartheero blev etableret i Zara’bash og på grund af sin centrale, strategiske beliggenhed blev den over tid den største by i Zara’bash og senere også den største på hele Niraham.

719 FJ

Byfyrsten i Cartheero, Afti el Cartheero, blev udråbt som sultan for hele det forenede Zara’bash, og byen var på det tidspunkt den mest indflydelsesrige af alle byer på Niraham.

623 FJ

Der opstod en varig fred mellem Zara’bash og de omkringliggende riger. Bystaten Etos blev udpeget som en neutral grænseregion, og som et vilkår for freden blev det fastslået, at borgere fra både Zara’bash og de frie bystater i vest til evig tid skulle kunne færdes frit og handle i Etos.

617 FJ

Mod vest indgik tre af Nirahams mest velhavende og indflydelsesrige bystater Den Tharkiske Pagt, der knyttede dem sammen i et nært handelsforbund.

Ca. 600 FJ

I det nordlige Niraham havde det maldúnske folk etableret sig. De levede spredt i små stammesamfund og havde efterhånden bosat sig i hele det område, der lå mellem Santillia og Eislonien. Selvom de ikke betragtede sig som en del af et større fællesskab, havde de dog tydelige kulturelle lighedstræk, og området, de levede i, blev derfor kendt under fællesbetegnelsen Maldúné.

592 FJ

Yderligere to bystater blev optaget i Den Tharkiske Pagt, og sammenslutningen blev herefter omdøbt til Det Tharkiske Forbund. Velstanden i bystaterne var blevet så stor, at de med længder var de rigeste på hele Niraham.

494 FJ

Kulturen i den vestlige del af Maldúné var smeltet sammen med den tharkiske, og af denne forening opstod riget Paravien. Som noget helt enestående blev samfundsstrukturen i Paravien baseret på lov og ret frem for den stærkes magt.

402 FJ

Hargrim hin Hårde samlede maldúnerne i det centrale Niraham. Folket havde hidtil levet i små lokalsamfund, og betragtede sig ikke som en del af et fælles land, men efter mange nederlag til sortblodsfolket måtte de acceptere nødvendigheden af at blive forenet under en fælles hersker. Landet begyndte herefter at blive omtalt som Det Maldúnske Rige.

Ca. 400 FJ

Maldúnerne begyndte at kolonisere Iskysten mod vest, hvor de blev kendt som norrlændinge. De begav sig også langt ud på havet, hvor de opdagede øerne Landiska og Plen. De bosatte sig på Landiska, men Plen var for ugæstfri og fjernt beliggende og forblev ubeboet.

280 FJ

Sortelverne gjorde deres andet indtog på Niraham. Efter årtusinders forberedelse havde de styrket deres færdigheder, og elverne var uforberedte på det nye angreb. Sortelverne satte et fokuseret angreb ind på elvernes hjerteland i Eislonien, og elverne var ude af stand til at modstå dem.

275 FJ

Da alt håb syntes ude, og sortelverne stod foran portene til Vetas, blev elverne reddet af en menneskehær, der kom dem til undsætning. Herefter vendte krigslykken.

272 FJ

Efter en lang, opslidende udmattelseskamp blev sortelverne besejret. Mange sortelvere blev dog fanget bag fjendens linjer og søgte tilflugt i en fjern egn af Eislonien, kendt som Morkuveria.

37 FJ

Den store profet Jarco blev født i Cartheero og efterladt på trapperne foran Akademiet for Moderne og Klassiske Videnskaber. Han viste sig hurtigt som et vidunderbarn, og allerede i sin ungdom blev han anerkendt som en af de viseste i Zara’bash.

Jarco var plaget af drømme og blev gradvist mere og mere forvirret. Tjenestefolkene bragte ham uden for byens mure, hvor den friske luft gjorde ham godt, og her talte han hver dag til en stadig større forsamling af tilhørere.

Cartheeros akademiske elite følte sig truet af Jarco, og da han begyndte at udfordre deres religiøse livsanskuelse, forviste sultanen af Cartheero ham. De næste mange år vandrede Jarco omkring i Zara’bash, omgivet af et stort følge, indtil han i år 2 FJ proklamerede, at han langt om længe havde forstået sit formål.

Han sendte sit følge bort og bad dem samle alle Nirahams folkeslag på Djann-højsletten.

0 FJ / EJ

Alle verdens folkeslag var samlet på Djann-højsletten, hvor Jarcos åbenbaring fandt sted. Han fortalte dem om De Sande Guder og prædikede i tre dage og tre nætter. Herefter besvarede han spørgsmål og udrettede mirakler, indtil alle de fremmødte var konverteret.

På blot én nat opførte gudernes mirnere et tempel på højsletten, hvor de fremmødte samledes for at bede næste morgen. Templet er siden blevet omtalt som Jarcos Tempel.

Efter åbenbaringen spredte fortællingen om De Sande Guder sig hastigt over hele Niraham, og Jarco sendte sine fire udvalgte forkyndere, rinderne, ud i verden for at formidle gudernes budskab.

3 EJ

En fordrevet jarlesøn fra nord, Nikolai Akonos, rejste til Djann-højsletten, hvor han konverterede til De Sande Guder og svor at tilbageerobre sit mistede land og omvende dets befolkning til gudernes lære. Han blev gift med rinderen Dina, og de fik to sønner. Nogle år senere blev Nikolai Akonos udråbt som Troens Beskytter.

10 EJ

Forkynderen Dina havde været ansvarlig for at opføre Stortemplet i Etos til De Sande Guders ære. Den første fløj af Stortemplet stod nu færdig, og gradvist begyndte en række ansvarsområder at overgå fra Jarcos Tempel på Djann-højsletten til Stortemplet.

19 EJ

I det østlige Niraham havde en ny krigsherre taget magten over markaernes folk og havde transformeret de engang fredelige nomader til et krigerfolk, der var begyndt at underlægge sig de omkringliggende riger. Han valgte et af markaernes gamle templer som sit hovedsæde. Der opstod snart en stor by rundt om templet, som han gav navnet Chato.

29 EJ

Nikolai Akonos forlod Etos med sin hustru, rinderen Dina, og deres ældste søn, Valdemar. Med dem fulgte en hær af hellige krigere og præster. De rejste mod nord og begyndte en hellig krig for at omvende og underlægge sig Maldúné.

Jarco flyttede fra templet på Djann-højsletten til Stortemplet i Etos, der herefter endegyldigt blev Nirahams centrum for læren om De Sande Guder.

39 EJ

Nikolai Akonos havde erobret så meget land, som hans styrker muliggjorde. Han erklærede landet for et selvstændigt rige, og dermed opstod kongeriget Narabond. På den vestlige bred af søen, Akos-see, etablerede han byen Akosheim, der fremover skulle være hans hovedsæde.

42 EJ

Dina påbegyndte arbejdet med at opføre et tempel til De Sande Guder i Narabond. Templet fik navnet Basilikaen og blev formet efter Stortemplet i Etos. Selvom det skulle være mindre end Stortemplet, ville det stadig være et monumentalt bygningsværk.

136 EJ

Basilikaen stod færdig i Narabond, og forkynderen Dina indviede templet sammen med sin søn Valdemar. Kisten med Nikolai Akonos’ jordiske rester blev stedt til hvile under Basilikaens alter.

162 EJ

Jarco bekendtgjorde, at han havde nået enden på sit liv. Nimar havde givet ham en vision i løbet af natten og vist ham vejen til Aferheim. Jarco tog afsked med sine nærmeste og vandrede ud i ørkenen, hvor han forsvandt og aldrig blev set siden. Stortemplet i Etos annoncerede 21 dages landesorg på hele Niraham.

241 EJ

Da der fortsat var store dele af Narabonds befolkning, der trodsigt nægtede at lade sig omvende til De Sande Guder, hentede Narabonds konge et regiment af templarer til landet fra Etos. De påbegyndte en større religiøs renselse, der førte til, at mange narabonere endte på bålet. Igennem de følgende år blev befolkningen konverteret med vold og magt.

449 EJ

Den sidste åndetro bebyggelse i Narabond faldt efter indædte kampe mod templarer og Narabonds hær. Herefter blev konverteringen af Narabond erklæret endebragt, og selvom der stadig var store dele af befolkningen, der i det skjulte bekendte sig til åndetroen, var tiden med åbne oprør forbi.

521 EJ

Chato havde nu vokset sig så stort, at dets grænser stødte op mod Det Maldúnske Rige. Det kom til kamp mellem dem, men maldúnerne var ingen udfordring for de veltrænede og krigsvante chatonere. Chato udvidede sine besiddelser helt frem til bjergkæden, kendt som Kuldens Mur, og begyndte derefter at betegne sig som Det Chatonske Imperium.

566 EJ

Resterne af Det Maldúnske Rige var splittet mellem de nordlige dele, hvor folket var ærekære og krigsvante, og de sydlige, der var kendetegnet ved stor rigdom og en opportunistisk livsstil. Der blev indkaldt til forhandlinger, hvor sydens delegation gjorde et fejlslagent forsøg på at dræbe kongen. Herefter invaderede han syden og gennemtvang en fredsaftale, kaldet Ni-mands-freden, som indebar, at riget blev delt i to – Emyr i nord og Kamirr i syd.

597 EJ

Dværgene opførte en forpost ved navn Roulon i bjergdalen mellem Darkonien og Rustbjergene. Det blev aldrig en stor by, men da den regelmæssigt var udsat for angreb fra orker, blev den omgivet af store forsvarsværker.

742 EJ

Orker havde held til at trænge igennem dværgenes forsvarslinjer og brød ind i Darkonien, hvor de hærgede flere byer. Dværgene trak mange af deres styrker hjem og forlod en række byer i grænselandet mellem Darkonien og Rustbjergene, herunder byen Roulon. Snart efter rykkede menneskene ind i den forladte by og gjorde den til deres egen.

757 EJ

En tidligere lejesoldat ved navn Kulo gjorde krav på herredømmet over byen Roulon og formåede at gennemtvinge sin autoritet. Han skiftede i den forbindelse navn til Keltosrix. Herefter udvidede han sit krav til også at omfatte alt land, der kunne ses fra byens mure. I de efterfølgende år begyndte han at føre egentlige erobringstogter.

767 EJ

Kulo havde underlagt sig hele grænseområdet omkring Darkonien og Rustbjergene og udråbte det nu til et selvstændigt rige ved navn Roul-Assin. Det skulle være et fristed, hvor åndetro kunne praktisere deres tro frit. Til gengæld formente han tilhængere af De Sande Guder adgang til riget.

772 EJ

Roul-Assin blev udsat for et nådesløst angreb fra sortblodsfolk og var nær ved at bukke under. I desperation sendte de bud til Santillias elvere med en bøn om hjælp. Selvom der havde hersket ufred mellem de to riger på grund af menneskenes forvanskning af åndetroen, indvilgede elverne i at komme dem til hjælp. Elverne ombestemte sig imidlertid, og selvom roulerne overlevede, blev det begyndelsen på et langvarigt fjendskab mellem deres kulturer.

969 EJ

En længe ventet krig brød ud mellem Narabond og Emyr for at fastlægge, hvem der var den stærkeste magtfaktor i nord. Krigen blev kendt som Ostlandskrigen og fortsatte gennem næsten 70 år.

987 EJ

Narabond var presset så langt tilbage, at Emyr kunne indtage rigets hovedstad, Akosheim. Byen blev reduceret til ruiner under belejringen, og efter at have plyndret resterne af byen satte Emyr den i brand og saltede jorden, så intet ville kunne gro der igen.

1040 EJ

Ved hjælp fra sine allierede formåede Narabond at sejre i Ostlandskrigen. Som led i fredsbetingelserne måtte Emyr afstå en række områder øst for Akos-see, der blev til Østlenet i Narabond. Opførelsen af en ny hovedstad nord for ruinerne af Akosheim blev sat i gang straks.

1048 EJ

Magikeren Al-Hazif blev født i Juncatar og blev allerede fra sin tidlige ungdom udråbt som et mirakelbarn. Han fik den bedst tænkelige uddannelse, og uanset hvor høje krav der blev stillet til ham, formåede han konsekvent at overgå dem.

1052 EJ

De første dele af Narabonds nye hovedstad, Kungstadt, stod færdig. Byen blev opført et stykke nord for ruinerne af Akosheim, på en lokation nærmere Basilikaen, hvor bygningen kunne ses på den anden side af floden nord for byen.

1054 EJ

Emyr begyndte koloniseringen af Plen. Intentionen var at gøre øen til en strategisk, fremskudt position, hvorfra man kunne overvåge aktiviteter på havet og indsætte styrker med kort varsel under fremtidige konflikter.

1064 EJ

Narabonds befolkning gjorde oprør. Efter Ostlandskrigen havde landet brugt alle sine midler på at opføre Kungstadt og genopbygge rigets forsvarsværker, men havde forsømt befolkningen, der var ramt af hungersnød. Opildnet af uromagere brød oprør ud overalt i landet, og størstedelen af hæren deserterede.

1065 EJ

Situationen i Narabond var håbløs. I Kungstadt brød oprørerne ind i Narabondslægtens fæstning og dræbte kong William Narabond og alle hans slægtninge. Narabondslægten var uddød. Oprørerne var støttet af magibrugere med mægtige kræfter, der aldrig gav sig til kende. Siden har man dog formodet, at der var tale om tilbedere af Girak, et af Fanabinas børn.

1066 EJ

Al-Hazif blev udnævnt til posten som øverste rådgiver for sultanen af Zara’bash og flyttede til Cartheero. Han medbragte sit omfattende personlige bibliotek og fik til huse i et nyt palads, som sultanen havde ladet opføre til ham.

1069 EJ

I Cartheero havde Al-Hazif formået at overbevise sultanen om, at hæren skulle samles og sendes gennem Zikkha Ørkenen mod bjergkæden Tiesilé i det sydøstlige Niraham for at finde resterne af neldorernes gamle by, Basaja.

1071 EJ

Den zarabiske hær fandt neldorerne, som havde genopført Basaja og levede i bedste velgående. Det blev begyndelsen på en næsten 20 år lang militær kampagne, der siden er blevet kendt som Neldorkrigen.

1072 EJ

Narabond blev opdelt i fem lener, der hver især skulle styres af en lenshertug. Lenerne forblev forenede i et fælles rige og skulle komme hinanden til hjælp, når fjender truede, men var derudover uafhængige af hinanden.

1086 EJ

Zaraberne besejrede neldorerne, og alle de neldorer, som ikke flygtede, blev dræbt. Al-Hazif tog neldorernes skrifter og viden med tilbage til Cartheero, hvor han begyndte at studere og oversætte dem.

1088 EJ

Al-Hazif opførte det første af mange akademier, hvor han optog særligt udvalgte lærlinge og oplærte dem inden for magiens kunst. De færdiguddannede elever indgik i en orden af stridsmagere, der blev kendt som Al-Hazifs Broderskab.

1125 EJ

En sammenslutning af troldmænd blev indstiftet i Etos for at konkurrere med Al-Hazifs Broderskab. Troldmændene var imidlertid ærgerrige og bidrog kun symbolsk og alene for at fremme deres egne interesser. Sammenslutningen fik derfor aldrig nogen nævneværdig betydning.

1139 EJ

Troldmanden Gagail ‘Lysbringer’ opførte det første af magiens tårne, kaldet vintheler, på Niraham. Tårnet skulle være et samlingssted for viden, hvor han ville tage lærlinge og hvor andre troldmænd skulle være velkomne til at komme og lære, men forudsat at de også selv delte deres viden på lige fod. Mange troldmænd lod sig inspirere af Gagails tårn og skabte deres egne vintheler rundt omkring på Niraham.

1149 EJ

Kalan fik opført sit vinthel i Sydlenet i Narabond. Det blev snart hjemsted for et anerkendt akademi, men de øvrige magikere så med en vis skepsis på, at Kalan forsøgte at finde en måde at leve for evigt på.

1152 EJ

Der var opført i alt 37 vintheler, og vinthelfyrsterne begyndte at mødes regelmæssigt under Gagails lederskab. Her diskuterede de fælles anliggender og begyndte også at samarbejde om den første forfølgelse af renegater.

1163 EJ

Zara’bash havde jaget resterne af neldorernes race siden afslutningen på Neldorkrigen, men deres antal var nu reduceret til det ubetydelige, og zaraberne opgav derfor deres fortsatte forfølgelse.

1167 EJ

I befolkningen havde en udbredt mistro mod magikere vokset sig så stor, at en forenet front af præster fra Nimars, Gasnians, Ragils og Arams kirker gik til angreb på tårnet, der tilhørte Moreko Aratholl. Tårnet blev knust, og Moreko blev straffet ved at blive indespærret i tidens sand. Det blev begyndelsen på et omfattende opgør med magikere, der blev kendt som Vinthelkrigen.

1174 EJ

Vinthelkrigen gik i sig selv igen og fandt sin afslutning. Over de forgangne syv år var 34 af de 37 vintheler blevet ødelagt. Kun tårnene tilhørende Alrimac, Gagail og Sadox Milux stod tilbage.

1198 EJ

Efter utallige år, hvor både Paravien, Norrland og Narabond havde gjort krav på det strategiske grænseland mellem de tre riger, opstod der nu åben krig mellem Paravien og lokalbefolkningen. Også Norrland og Narabond blev siden trukket ind i krigen, der blev kendt som Menneskekrigen.

1204 EJ

Efter flere års intense kampe var der stadig ikke fundet en sikker vinder på krigen i grænselandet mellem Paravien, Narabond og Norrland. I erkendelse af, at rigerne hellere ville se egnen blive til et neutralt rige end falde i de andres hænder, blev der indgået en fred, hvor der opstod et selvstændigt rige i grænselandet. Riget blev givet navnet Gothia og Ragnar Sarrasin blev kronet som dets første konge.

1224 EJ

Det Tharkiske Forbund blev opløst, og man dannede i stedet et egentligt rige. Da navnet Tharkien efterhånden var blevet så nært forbundet med landet, valgte bystaten Tharkien at skifte navn til Dorenburg, så det nye rige kunne bære navnet Tharkien. Samtidig blev Den Tharkiske Pagt formelt opsagt og erstattet af en række fælles love og regulativer.

1245 EJ

Modeus havde formået at finde vej tilbage til Niraham og havde gennem længere tid levet i skjul som lærling under Al-Hazif. Da han til sidst havde lært al den viden, som Al-Hazif frivilligt gav fra sig, udfordrede han Al-Hazif til en magisk duel med Al-Hazifs tårn som indsats. Modeus var ham langt overlegen, men frem for at overgive sin viden til Modeus sprængte Al-Hazif tårnet i stykker, inden han døde.

1290 EJ

Plen havde længe været afskåret fra fastlandet, efter Emyr havde opgivet at gøre øen til den strategiske magtbase, man havde håbet på. Som en konsekvens heraf erklærede Plen – uden indvendinger fra Emyr – sig som et selvstændigt rige.

1347 EJ

En frygtelig pestsygdom opstod i Zara’bash og spredte sig hurtigt til resten af Niraham. Man havde aldrig tidligere oplevet en så dødbringende lidelse, og ingen remedier kunne kurere den eller begrænse dens udbredelse. Tusinder og atter tusinder mistede livet.

1366 EJ

Narabond blev overrendt af roulere under ledelse af den kyndige kong Groatox. Landet var hårdt svækket af den store pest, og lenerne var splittede og ude af stand til at stå sammen om et fælles forsvar. I stedet bekæmpede de hinanden indbyrdes i en sådan grad, at Narabond var tæt på opløsning. Roulerne angreb også Santillias elvere.

1376 EJ

De Sande Guders inkvisition brændte utallige sammenslutninger og ordener, som de – ofte vilkårligt – anklagede for at stå bag den store pest, der havde krævet cirka en fjerdedel af alle mennesker på Niraham som ofre. Pesten begyndte nu at aftage og forsvandt til sidst helt.

1398 EJ

Det blev kendt, at det var den zarabiske Almotiner-orden, der uforvarende havde spredt pesten over Niraham. Ordenen var blevet forledt af gudinden Dilarna, et af Fanabinas børn. Pestsygdommen blev herefter kendt som Almotinerpesten.

1400 EJ

Narabondslægten genopstod. En fjern slægtning til kong William Narabond var efter Ostlandskrigen blevet sendt til Paravien for at blive oplært som ridder. Han kendte ikke til sit royale blod, og Nimranns orden havde holdt det som en velbevaret hemmelighed. På grund af splittelsen i Narabond åbenbarede paraverne nu hemmeligheden for hans efterkommer, Filip, der snart efter red ind i Narabond i spidsen for en paravisk hær og blev kronet som konge.

I Etos udstedte Nimarkirken en doktrin, kaldet Vintheldoktrinen, der på ny tillod magikere at praktisere deres virke offentligt. De havde været udstødt og jaget siden afslutningen på Vinthelkrigen i år 1174 EJ, men skulle nu anerkendes i samfundet på ny. Magiens Cirkel blev oprettet, og magikerne blev pålagt at lade sig underlægge Cirklens love og regler. Denne blev kendt som ‘anden iteration’ af Magiens Cirkel. Den unge, ambitiøse Quarn Aratholl blev udpeget som overhoved for Magiens Cirkel.

1405 EJ

I Roul-Assin måtte kong Groatox tage konsekvensen af sin høje alder og abdicere. Han overdrog magten til kong Aerek, der ikke havde sine forgængeres talenter på slagmarken, og krigen begyndte snart at vende til Narabonds fordel.

1407 EJ

Roul-Assin måtte overgive sig til Narabond og blev en narabonsk vasal. Herudover skulle Roul-Assins befolkning lade sig konvertere til De Sande Guder. Særligt dette led i fredsbetingelserne vakte stor opstandelse. Kong Aerek afgav sin kongetitel og blev udpeget som marsk af Roul-Assin.

1412 EJ

Bystaten Taeck blev efter lange forhandlinger optaget som den sjette store bystat i Tharkien. Optagelsen skete med stor modvilje, da bystaten både var mindre og fattigere end de øvrige. Imidlertid erkendte de øvrige bystater, at der i omverdenen var stor efterspørgsel efter Taecks ofte billige produkter af dårlig kvalitet, og at der potentielt var en betydelig økonomisk gevinst at hente ved at anerkende den som en af de fremherskende bystater.

1421 EJ

Den elviske Nimarpræst Wilwarian får en åbenbaring og begynder at prædike om en ny gud, Jorin. Den nye lære vækker særligt genklang i Buranus, hvor højkongen bebuder, at det står alle elvere i riget frit for at følge Jorin. Buraniens højkonger fortsætter dog selv med at tilbede Nimar frem til Himmelkrigene.

1428 EJ

Kong Filip Narabond blev snigmyrdet af maskerede mænd i sit sovekammer. Bagmændene blev aldrig afsløret, men det blev alment antaget, at utilfredse adelige, der havde mistet deres privilegier, stod bag for at genindføre tiden uden en stærk konge. Filips søn, Wilhelm Narabond, blev kronet som konge. Han viste sig som en kløgtig regent med udtalt økonomisk snilde, der bragte stor fremgang for Narabond.

1449 EJ

Kong Wilhelm Narabond døde i sygesengen og blev afløst af sin søn, Lochtar Narabond. Han var kendt som et godt og jovialt menneske, men også som en ængstelig sjæl, der ofte blev handlingslammet, når han skulle træffe vanskelige valg, og derfor gerne overlod beslutninger til andre.

1465 EJ

For at bilægge den langvarige strid mellem Zara’bash, Eislonien og det emyr-kamirrske forbund blev der indkaldt til forhandlinger. Det lykkedes at finde et acceptabelt kompromis, hvor der blev oprettet et nyt rige i Ianno-passagen, der udgjorde grænsen mellem Zara’bash og Eislonien. Riget blev givet navnet Aihlann Bachir. Herfra skulle der føres tilsyn med, at parterne ikke udførte flere fjendtlige handlinger mod hinanden.

1467 EJ

Kalan havde overlevet angrebet på sit tårn i 1167 EJ og havde siden levet en anonym tilværelse. Da han nu åbenbarede sit navn, blev han udstødt af de øvrige magikere og vendte sig derfor mod dæmonerne. Med deres kraft opnåede han en stor styrke. Flere riger gik sammen om at sende deres hære mod hans, og Kalans dæmoner blev nedkæmpet i Sydlenet. Kalan selv blev fanget af druider, men nåede at overføre sin sjæl til sin stav, inden han døde.

1469 EJ / 0 EH

Himmelkrigene indtraf. En længere religiøs strid kulminerede, da Rasnassolins ypperstepræst blev dræbt uden for Jarcos Tempel på Djann-højsletten. Et voldsomt uvejr brød ud over hele Niraham, og guderne holdt fra den ene dag til den anden op med at besvare deres tilhængeres bønner.

Efter nogen tid åbenbarede profeter, at alle guderne bortset fra Nimar og Gasnian var forsvundet, og de begyndte at forkynde en række nye guder. Hovedparten var børn af de tidligere guder, men også Nimars mirner Jorin var blevet ophøjet, og guden Arl havde manifesteret sig.

En ny tidsregning blev indvarslet, og årene efter 1469 EJ blev herefter betegnet som ‘Efter Himmelkrigene’.

1 EH

Lady Elisabeth Aratholl udnyttede, at Narabond var ramt af kaos efter Himmelkrigene, og at den narabonske konge Lochtar var handlingslammet. Med en hær af sortelvere, orker, emyrske lejesoldater og mallere angreb hun Narabonds hovedstad, Kungstadt, i det, der siden blev kendt som Arathollkrigen. Ved brug af mørk magi overvandt hun Narabonds styrker, og mens hendes hær plyndrede byen, drænede Ladyen kraften fra det livstræ, der voksede i dens udkant.

Kong Lochtar blev fundet dræbt efter kampene, og hans søn, Nikolai Narabond, blev kronet. Nikolais sind var imidlertid forvirret, og han blev i befolkningen kendt som Nikolai ‘den Gale’.

Kirkerne var svækkede efter Himmelkrigene og måtte opgive at føre tilsyn med Magiens Cirkel. I stedet begyndte Cirklen at føre hård selvjustits med sine medlemmer, der blev underlagt endnu mere strikse regler og restriktioner end tidligere. Dette blev kendt som ‘tredje iteration’ af Magiens Cirkel. På grund af hans rolle under Arathollkrigen blev Quarn Aratholl frataget positionen som overhoved for Magiens Cirkel, der herefter overgik til Mester Uldur.

Santillias fyrstinde, Måne Akantus, frasagde sig sin titel for at kunne ægte den højelviske fyrst Lorien Rukara. Hun videregav kronen og magten over Santillia til sin ældste datter, Tanaya Akantus.

3 EH

I Underverdenen befalede dronning Izmya, at sortelverne skulle afsværge sig Fanabina og konvertere til Dilarna. Mange blev forargede over, hvor hurtigt kejserinden havde vendt Fanabina ryggen, og selvom størstedelen af folket udadtil efterlevede Izmyas dekret, begyndte et oprør at ulme. Der var dog også dem, der trodsigt nægtede at følge dronningens bud, og Dilarnakirken indledte herefter en religiøs udrensning blandt deres Fanabina-tro racefæller.

Stortemplet i Etos udstedte dekret om, at Flarns lære fremover var bandlyst. De anklagede ham åbent for at være af dæmonisk herkomst og have dræbt Rina, og alle hans tilbedere blev befalet enten at afsværge sig deres tro eller berede sig på at møde bålets flammer.

4 EH

Darkoniens dværge begyndte at høre en svag banken fra dybet, og dag for dag tiltog lyden, indtil hele riget genlød af klangen fra hammer mod ambolt. Djorka var vendt tilbage og besvarede igen sine tilhængeres bønner.

I Narabond blev Victor van Hessen udpeget som rigskansler og værge for kongen. Da kongens tilstand forværredes, begyndte rigskansleren i praksis at regere landet.

5 EH

Forlovelsen mellem Santillias fyrstinde, Tanaya Akantus, og den højelviske fyrst Anarion Istezari blev annonceret. Den var planlagt af Tanayas forældre mod hendes vilje. Kort tid efter forlod hun Santillia i smug, og de følgende to år levede hun i skjul under et påtaget navn i Santillias udkant.

Det Store Cirkelbrud fandt sted i Emyr. Landets konge, Jakob Emyrendorf, udstedte et dekret om, at landet trådte ud af samarbejdet med Magiens Cirkel og befalede Cirklen at forlade landet. Herefter blev kun Emyrs traditionelle troldmandsorden, Emyrs Kåber, tilladt at praktisere deres virke i landet.

I Eislonien angreb den faldne højmager Estarian Tegiel byen Vetas sammen med et følge af sortelvere. Det lykkedes ham at kæmpe sig vej frem til det ældgamle livstræ, kendt som Det Gyldne Træ, der havde prydet byens hjerte siden de tidligste tider, og dræne træet for al kraft. Herefter forsvandt han tilbage til Morkuveria med sit følge. Tabet af livstræet spredte stor sorg i Eislonien.

6 EH

Præsteskabet i Etos annoncerede et nyt religiøst manifest, der skulle være deres modsvar til den store opbakning, som Fanabinas børn, Girak, Dilarna og Flarn havde opnået de seneste år. Læren om De Sande Guder skulle overgå til at følge Den Monopatiske Kirke, hvor Nimar, Rina, Gasnian og Jorin skulle hyldes højere end nogen andre guder. Doktrinen fik dog kun yderst ringe tilslutning.

7 EH

Fyrstinde Tanaya Akantus blev fundet og bragt til Midterriget, hvor hun blev tvunget til at indgå ægteskab med Anarion Istezari. Hendes beføjelser blev taget fra hende og fordelt mellem Anarion og Vogterrådet. Anarion formåede at overbevise Vogterrådet om, at Tanaya havde været bortført af Skovens Vogtere, som derfor blev bandlyst i Santillia. Under ledelse af deres ældgamle stormester, Ildtorn Egeblad, begyndte Vogterne at modarbejde Istezarifamilien og overfalde deres handelskaravaner.

8 EH

Fanabinapræster under huset Val’Share oplevede et spinkelt livstegn fra Fanabina. Rygtet spredtes hurtigt, og sortelvere strømmede til de gamle templer for at lede deres moder tilbage til verden, og ved årets slutning bar deres anstrengelser frugt, og Fanabina begyndte igen at tale til sit folk. Præsterne ved Stortemplet i Etos gruede for Fanabinas straf, efter at de i år 3 EH havde bandlyst hendes afkom, Flarn, og de måtte nødtvungent tillade, at hans lære på ny blev praktiseret på Niraham.

Santillias fyrstinde, Tanaya Akantus, blev fundet og ført tilbage til hoffet, hvor hun blev tvunget til at indgå ægteskab med den højelviske fyrst Anarion Istezari. Hun blev sat under værgemål, og hendes beføjelser blev fordelt mellem Santillias rådgivende forsamling, Vogterrådet, og hendes mand. Skovens Vogtere blev anklaget for at have bortført Tanaya de to forgangne år og blev bandlyst. Det blev begyndelsen på en ophedet konflikt, navnlig mellem skovelvere og højelvere i Santillia.

Jorins profet Wilwarian døde, hvilket førte til landesorg i Buranus. Han blev begravet i sit tempel i Buranus med en værdighed og ære, som hidtil havde været forbeholdt rigets fyrster.

9 EH

Kong Nikolai Narabond II døde. Der opstod politiske magtkampe om, hvem der skulle efterfølge ham på tronen. Det Chatonske Imperium satte en erobringskrig i gang mod Dragegabet i nord og fortsatte frem til Narabonds grænse. I denne anspændte situation lykkedes det rigskansler Victor van Hessen at samle opbakning til, at han skulle fortsætte med at forvalte landet.

Rigskansleren samlede en koalition bestående af narabonske soldater, præster fra kirkerne og Magiens Cirkel, der formåede at besejre den udøde nekromantiker Nazarkiel under Slaget på Valen.

11 EH

Fanatiske Ragiltilbedere ved templet Kar’Sarkarm i det nordlige Emyr byggede historiens største bål og hidkaldte Ragil i otte dage, mens de messede uafbrudt og piskede deres rygge til blods i hans ære. Da hørte de et øresønderrivende tordenskrald, og Ragil viste sig for dem. Også han var nu vendt tilbage.

Buranus’ fyrste Alidon Stella III modtog bud fra Santillia med et desperat kald efter hjælp. Skovelvernes hellige livstræer i Vinterskoven var under angreb. Han befalede straks, at huset Luminos skulle mønstres, hvorefter fyrsten sendte dem nordpå til elvernes hjælp. Ved ankomsten til Vinterskoven opførte de fæstningen Stella Luminos, hvorfra de siden har vogtet over livstræerne i skoven.

13 EH

En langvarig konflikt blandt sortelverne i Underverdenen, der navnlig udsprang af stridigheder mellem dronning Izmya og hendes Dilarna-tro tilhængere og de mere traditionelle sortelvere, der holdt fast ved Fanabinas lære, fandt sin ende, da dronning Izmya blev dræbt af sine egne livvagter. De åbenlyse krigshandlinger ophørte, men konflikten fortsatte i det skjulte, og mange udsatte huse søgte mod tryghed på overfladen.

Emyrs konge måtte bøje sig for presset fra Magiens Cirkel og tillod nu igen Cirklen at praktisere sit virke. Emyrs Kåber blev underlagt Cirklens autoritet, og der udviklede sig en voldsom rivalisering mellem de to troldmandsordener.

14 EH

Det blev afsløret, at rigskansleren var dæmontilbeder og i ledtog med dæmonen Valknarr. Han blev angrebet af kirkens inkvisition og blev stærkt forbrændt, men formåede at flygte fra Kungstadt.

15 EH

Rigskansler Victor van Hessen vendte tilbage til Narabond med en hær og indledte den borgerkrig, der siden blev kendt som Kanslerkrigen. Kong Nikolais søn, Valdemar, havde levet i skjul under rigskanslerens regeringstid, men gik nu ind i borgerkrigen og påførte rigskanslerens hær et stort nederlag. Valdemar lod sig krone som konge af Narabond. Ved sin kroning udstedte han en deklaration om grænsedragningen mellem Narabond og Santillia, der blev kendt som Kongefreden.

17 EH

Præster begyndte at føle livstegn fra flere af de gamle guder. Blandt elverne vakte det særlig stor glæde, da de hørte en sagte hvisken i naturen, som gjorde det tydeligt, at også deres elskede moder, Sissianna, var vendt tilbage.

Mallere hærgede de nordlige egne i Narabond, og der gik forlydender om, at de var blevet forenet under en krigsherre kaldet Den brændte mand, som utvivlsomt måtte være Victor van Hessen. Valdemar svor at nedkæmpe samtlige mallere, og forløbet er siden blevet kendt som Mallerkrigen.

18 EH

Kong Valdemar tildelte mallerne et stort nederlag ved Gottenbruch og forfulgte dem til deres fæstning i Dragegabet. Her faldt han i en fælde, hvor en stor del af de kongelige styrker blev dræbt, og han selv blev hårdt såret.

Kongens hær flygtede, men blev indhentet af rigskanslerens hær ved Gottenbruch. Højest overraskende blev rigskansleren forrådt af en flok orker, der angreb hans styrker og tvang dem på flugt. Rigskansleren selv flygtede gennem Nordlenet, hvor han blev besejret af narabonerne ved hjælp af et gammelt, helligt artefakt.

19 EH

Der udbrød krig mellem Tharkien, Etos og Zara’bash. Etos blev reddet af en stor sammenslutning af troldmænd fra Magiens Cirkel. Herefter fortsatte kampene mellem Tharkien og Zara’bash, men uden større træfninger. På grund af urolighederne blev Tharkiens overhoved, tarkinen, genudpeget uden valg, og kort tid efter indgik man en fredsaftale. Den zarabiske sultan anklagede Tharkien for at have iscenesat krigen, som blev givet tilnavnet Tharkiens Fordærv.

20 EH

Konflikten mellem skovelvere og højelvere i Santillia eskalerede i en sådan grad, at den udmøntede sig i en egentlig borgerkrig. Skovens Vogtere og deres allierede kom i åben kamp mod Istezari-familien i det, der blev kendt som Slaget ved Stormhjerte. Kampene faldt ud til Istezari-familiens fordel. Utallige elvere blev dræbt, og en skrøbelig fred blev kun opnået, fordi Fiona Akantus Keladon, søsteren til Eisloniens højkonge, intervenerede og skilte de stridende parter.

21 EH

Kong Valdemar Narabond giftede sig med Nimarpræstinden Tirri Hayunen, men døde kort tid efter. Hans helbred havde været alvorligt svækket, siden han blev såret under Mallerkrigen. Kort efter hans død blev det annonceret, at dronningen var gravid. For at undgå flere opslidende stridigheder om arveretten blev Tirri udpeget som regent over Narabond og overtog tronen alene.

Tirri udpegede sin storebror, Adrian, som feltmarskal og øverste ansvarlige for Narabonds hær. Adrian var dog ærgerrig og krævede tronen i eget navn, hvilket kastede Narabond ud i endnu en borgerkrig.

22 EH

Dronning Tirri proklamerede, at det narabonske rige fremover skulle bekende sig til Den Monopatiske Kirke. Denne lære fik imidlertid aldrig stor tilslutning i landet, og selv blandt Tirris mest loyale støtter blev hendes bud kun efterlevet halvhjertet. Den Monopatiske Kirke sendte derefter sin inkvisition ind i landet og lod i særlig grad sin vrede ramme de åndetro roulere.

Under et omfattende oprør i Kungstadts gader blev Basilikaen stukket i brand, og store dele af den prægtige bygning styrtede i grus. Maskerede urostiftere gik til angreb på de præster, der forsøgte at standse branden. Mens det stod på, blev adskillige magtfulde artefakter stjålet fra Basilikaens indre.

23 EH

I Narabond udspillede Slaget om Kungstadt sig mellem Adrian og dronning Tirris tropper. Efter store tab på begge sider lykkedes det Tirri at vinde slaget, og Adrian flygtede til Dragegabet, hvor han forskansede sig. En skrøbelig fred blev indgået, hvor Adrian fik lov at forblive i Dragegabet, forudsat at han ikke igen forsøgte at tage magten over Narabond.

Blandt de mange tusinder faldne var blandt andet Ragils ypperstepræst, Ares af Lund, samt kong Lothar af Plen. Efter slaget blev elveren Tarviq Allundria udpeget som ny ypperstepræst for Ragil, og Lothars svigersøn Adam Ekhardt af Løvenborg blev kronet som ny konge på Plen.

24 EH

Triskele-troen blev grundlagt i Roul-Assin som et modsvar til Den Monopatiske Kirke. Der gik dog ikke lang tid, før Triskelekirken indledte en regulær jagt på druider, og på en særlig nat i år 24 EH blev hen ved 5000 åndetro dræbt i en begivenhed, som Triskelekirken betegnede som ‘Den store renselse’. Folket var målløse, og det førte til et omfattende oprør mod både Triskelen og De Sande Guders præster. Herefter blev Triskele-troen bandlyst, og åndetroen blev igen indstiftet som den øverste og formelle religion i Roul-Assin.

Efter Slaget om Kungstadt trådte Mester Uldur tilbage som overhoved for Magiens Cirkel og overlod posten til tvillingeparret Albian og Adelina Cristolino. Det blev begyndelsen på et holdningsskifte i Cirklen, hvor man lempede på reglerne for magikere, men samtidig begyndte at indtage en mere politisk rolle på Niraham. Dette blev kendt som ‘fjerde iteration’ af Magiens Cirkel.

Mester Uldur frasagde sig også posten som stormester for Mørketvingernes Orden, som derefter overgik til Alark Nordvind.

27 EH

Der udbrød på ny krig mellem Narabond og Emyr. Den emyrske konge blev dræbt, men også dronning Tirri af Narabond faldt. Hendes søn Lochtar Narabond blev udråbt som ny konge af Narabond, men da han stadig kun var et barn, blev Tirris grandkusine Elisabeth Narabond udpeget som rigskansler af riget. Som en af sine første befalinger lod Elisabeth Narabond annoncere, at Den Monopatiske Kirke ikke længere skulle efterleves eller anerkendes som en religiøs autoritet i Narabond.

Efter at have stået tom siden Izmyas død i år 13 EH, satte en ny kejserinde, Akisra, sig på sortelvernes trone i Underverdenen.

28 EH

Den mest voldsomme og ødelæggende storm i en menneskealder raserede Niraham, hvilket indvarslede, at Rasnassolin, den sidste af de faldne guder, nu også var vendt tilbage og lod sin stemme blive hørt.

For at beskytte sin og Lochtars position mod den uregerlige adel indgik Elisabeth Narabond en alliance med Paravien, og som led heri forpligtede Narabond sig til at indtræde i en verserende konflikt mellem Paravien og Gothia.

29 EH

Adrians Bryllup fandt sted i Dragegabet, hvor han skulle ægte dæmonen Valknarr. Under brylluppet blev de udfordret af en af Ragils mirnere, og kampen resulterede i, at fæstningen blev opslugt af flammer. Adrian og mange af hans støtter døde, herunder Moreko, Bianca, Quarn og Elisabeth Aratholl. Også Ragils ypperstepræst, Tarviq Allundria, var til stede og omkom. Magiske strømninger spredte sig i Dragegabet, hvilket gjorde store dele af området ubeboeligt.

Efter hårde kampe med Gothias uregerlige befolkning lykkedes det hærene fra Paravien og Narabond at underlægge sig store dele af riget og tvinge den gothiske konge fra tronen. De indsatte en ny og mere medgørlig regent, og Gothia blev et protektorat under Narabond.

31 EH

I Tharkien opstod der store politiske stridigheder, da skibsvrag blokerede indsejlingen fra Tharkienshavet til Kamirrhavet. Passagen blev imidlertid ryddet af religiøse fanatikere tilknyttet Rasnassolins kirke, der genrejste Rasnassolins gamle tempel, Oceanets Tvillinger, og indvarslede en ny storhedstid for hans tilhængere.

32 EH

Elisabeth Narabond traf den skelsættende beslutning at kræve Narabonds trone i sit eget navn frem for blot at varetage den som værge for Lochtar Narabond II. Hun var populær blandt folket og demonstrerede sin magt overfor adelen. På trods af udbredt uro skete hendes ophøjelse derfor uden opstand.

En omfattende krig brød ud mellem Narabond og Santillia, som snart også inddrog deres allierede: Buranus på elvernes side og Paravien og Roul-Assin på menneskernes. Krigen fortsatte i godt et år og medførte store tab på begge sider. I sidste ende blev striden bilagt, uden at nogen af parterne havde opnået landvindinger.

34 EH

Under en række voldsomme hændelser var magtfulde artefakter de seneste år blevet stjålet fra betroede steder på Niraham – de fleste ved brug af magtfuld magi. Årsagen havde efterladt mange i tvivl, men det blev nu åbenbaret, at deres formål var at genrejse Modeus, der nu gjorde sit indtog på Niraham igen.

Borgerkrigen i Santillia blussede op igen, og det kom til en stor åben konfrontation mellem skovelvere og højelvere. Atter var de primære aktører Skovens Vogtere og Istezari-familien, der hver for sig var fulgt af deres allierede. Kampen fandt sted foran Midterrigets porte og blev derfor siden kendt som Slaget om Midterriget. Højelverne trak sig sejrrige ud af kampen, og Tanaya måtte til sidst befale Skovens Vogtere at nedlægge våbnene.