Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2023, hvilket svarer til år 33 EH på Niraham.
Året begyndte med kampe mod Modeus’ lærlinge, men den mest markante begivenhed var den fortsatte konflikt mellem Narabond og Santillia, som også involverede deres allierede og førte til en parallel krig, hvor Paravien invaderede Buranus. På sigt blev der indgået fredsaftaler i begge krige, men ikke før de havde kostet utallige liv. I årets sidste måneder formåede nomadefolk fra Zikkha Ørkenen at indtage Dorenburg og stjæle mange af byens artefakter og gamle skriftkilder.
Januar
Det Grå Element oplyser, at de er færdige med at nedfælde beretningen om det forgangne år. Ud fra Nirahams tilstand forudser de, at det nye år, 33 EH, vil være optakten til en skelsættende begivenhed, der vil ryste Niraham i sin grundvold.
I Vinterskoven er der fortsat sammenstød med lærlinge af Fyrst Modeus, og befolkningen frygter det værste. Modeus har været væk i otte år, siden han i år 25 EH faldt i kamp mod dæmonen kendt som Underviseren, men mange forventer, at han på ny vil vise sig på Niraham. Også uden for Vinterskoven har man fået øjnene op for alvoren, og flere parter støtter løbende kampen mod hans lærlinge. En af lærlingene har forladt skoven og er ved at samle støtter uden at inddrage de øvrige, og der synes at være stridigheder internt mellem Modeus’ lærlinge.
Fra det fjerne Bang Tei forlyder det, at sortelvere har opsøgt det gamle Dragetempel på Marak Tei-bjerget, men nu er rejst væk igen. Templet har i umindelige tider været skjult i en tyk tåge, som for en tid forsvandt og gjorde det synligt, men tågen er nu vendt tilbage. En kvinde skulle være flyttet ind i templet og have kommanderet vagterne væk med en sådan autoritet, at de ikke så nogen anden mulighed end at adlyde hende. På jorden rundt om templet er der fundet runer præget i brændt glas, og Ki Mana-munke har forsøgt at blive kloge på både runerne og kvinden, der har bosat sig i templet, men uden held. Mange bangtesere er blevet så skræmte af disse begivenheder, at de end ikke tør nærme sig templet.
Østlenet i Narabond er blevet hjemsted for sit eget mysterium. Der er blevet fundet spor af rall på en større herregård, som har inficeret bønderne og medført, at gårdens afgrøder er gået tabt. Troldmænd fra Magiens Cirkel har fået til opgave at sikre forekomsten af rall, inden dens påvirkning spreder sig til resten af området. Østlenet har også været hjemsted for en række andre påfaldende begivenheder. En række bestialske mord er blevet begået, og man har fundet de dødes legemsdele fordelt i søer og moser i området. Det formodes, at der er en røverbande på spil, men man har ingen nævneværdige spor at gå efter. Buraniakirkens præster er blevet sat til at undersøge de brutale mord og har svoret, at de vil finde årsagen til mordene. Indtil videre har de dog ikke haft held med foretagendet.
Mod vest er kampene i Buranus begyndt at spidse til. De invaderende styrker fra Paravien har brændt flere landsbyer ned, og landet står på den anden ende. Den elviske befolkning har aldrig tidligere været truet i en sådan grad, og fjenden er nu trængt så langt ind i Buranus, at selv befolkningen i Katena er truet. En større deling af fyrstens garde er dog blevet sendt ud fra Katena og har været i kamp med fjendens fortropper, som de har haft held med at trænge tilbage. Der er desuden håb sydfra. Eislonske styrker er gået i land på rigets sydkyst og bevæger sig i hastigt tempo nordpå gennem Buranus på hesteryg. De har haft held med at gennemføre en række angreb, der har sendt fjenden på flugt foran dem, og de er nu på vej mod hovedstaden Katena i højt tempo. Forrest i rytterkompagniernes geledder ses en eislonsk general ride selvsikkert gennem landet med de royale eislonske bannere bag sig.
En epidemi har spredt sig i Etos. Befolkningen er blevet ramt af en pestsygdom med sorte bylder og blodigt opkast, og alle omkringliggende riger har derfor øjeblikkeligt indstillet handel med riget. Bystaten har også selv lukket både byens porte og havneløbet for udefrakommende. Dilarnakirkens præster er blevet pålagt at finde kilden til sygdommen, og Dilarnas ypperstepræst, Fader Tobias af Den Gule Rose, har personligt involveret sig i undersøgelserne. Mange svage, herunder børn og gamle, er allerede faldet døde for sygdommen og er blevet begravet i store massegrave. I bystaten håber man, at sygdommen er blevet inddæmmet i tide. Trods udbruddet er det imidlertid bebudet, at Dilarnas måned vil blive hyldet som vanligt. I disse tider tør ingen lægge sig ud med gudinden for sygdom og død.
Februar
En mørk tåge er trængt ind over Vinterskoven, og der kan høres fjerne brøl fra skovens dyb. Der er fundet lemlæstede kroppe i skoven, og befolkningen frygter, hvornår uhyret i skoven vil tage dem. Hver gang de håbefuldt tror, at uhyret er væk, vender det tilbage og efterlader flere døde, og snakken går nu på, at det har en særlig forbindelse til området. Indbyggerne har vænnet sig til altid at gå flere sammen om natten, være godt bevæbnede og medbringe fakler. Selv det lader imidlertid ikke til at være nok. En overlevende fortæller, at uhyret har brugt magiske kræfter til at besnære folk, der nu følger det viljeløst. Der er desuden fundet spor af rall i skoven, og mange mistænker, at det kan være en forklaring på uhyrets tilstedeværelse.
Tabstallene i Buranus er stigende, og der er faldet mange navnkundige elvere i den seneste tids kampe. Buranus har dog haft held til at fordrive de paraviske styrker fra områderne omkring Katena og har også haft held til at sende tropper fra Plen på flugt. Anderledes forholder det sig i grænseområdet mellem Katena og Paravien – kendt som Triarlien – hvor mange byer er blevet hærget og brændt ned af lejesoldater fra Kamirr. Sorgen og bitterheden over denne krig har spredt sig over det meste af Buranus, og der har bredt sig en stemning af, at krigen snart må finde en endelig afslutning – på godt eller ondt. Den eislonske fyrste, Esajas Keladon, er ankommet til Katena med sin hær, hvor han er blevet hyldet af folket og budt velkommen med åbne arme. Siden har han siddet i lange forhandlinger bag lukkede døre med fyrsten af Buranus. Udover sit følge af ryttere, soldater og bueskytter medbringer han også en større gruppering kraftvogtere, der bærer mærket fra Den Sorte Sols Orden på deres brystplader.
Krigen har heller ikke sluppet sit greb i Narabond. Fronten mellem Vestlenet og Santillia har længe været fastlåst, men kampene er nu blusset op igen, og der er øget aktivitet i området. For en tid havde folket næret håb om, at der snart ville blive fred igen, men det håb begynder at dø ud. Også i Østlenet er der urolige tider. Inden for kort tid har et stort antal kvinder født vanskabte børn med besynderlige mærker, der ligner runer. Alle kvinderne kommer fra det samme område, hvor der for nyligt er fundet rall, og antagelsen går for tiden på, at formålet har været at sprede sorg og ulykke i området. Det har virket. Både kirkens folk og Magiens Cirkel er sendt til området for at afklare omstændighederne bag, men foreløbig uden held.
Selvom Etos er i karantæne og nægter udefrakommende adgang til både bystaten og dens havn, er en gruppering af højtstående mørketvingere fra Skhartiare-akademiet alligevel blevet tilladt adgang til byen. Også overhovedet for Mørketvingernes Orden, Alark Nordvind, er på vej til Etos – antageligt for at mødes med den elviske delegation. Der er ikke nogen forlydender om, hvad årsagen til denne forsamling er, men når mørketvingerne samles med kort varsel i en by ramt af pest, må det være overordentlig vigtigt.
Chatonske tropper har besteget en række bjergkamme på Kuldens Mur. De har rejst den chatonske fane på bjergets top og erklæret den østlige side af bjergkæden renset for sortblodsfolk. Det er dog en sandhed med modifikationer. Flere landsbyer på den østlige side af bjergkæden er siden blevet ofre for horder af hærgende orker, og befolkningen i området flygter i disse dage for deres liv. På den vestlige side af Kuldens Mur har Emyrs tropper rykket langsommere og mere systematisk frem. De har angrebet sortblodsfolkets fæstninger ved bjergenes fod og trænger gradvist længere op i bjergene. Kampene er imidlertid brutale, og sortblodsfolket har mange steder skjult sig i grotter, som de er væltet ud fra, når de emyrske tropper er passeret, og har overrendt deres bagtropper og forsyningskaravaner. Flere steder har Emyrs soldater forsøgt at tvinge sortblodsfolket ud af grotterne ved at ryge dem ud, men uden held. Ethvert forsøg på at angribe sortblodsfolket inde i grotterne under Kuldens Mur er desuden endt i blodige nederlag.
Fra Jarcos hellige tempel på Djann-højsletten udgår der i disse dage forlydender om, at Nimarkirken påtænker at involvere sig i stridighederne mellem Narabond og Santillia. Kirkens overhoveder har intentioner om at åbne forhandlinger mellem parterne og gøre sig selv til mæglere i striden. Om det vil lykkes, ved kun guderne, men alene nyheden om, at kirken påtænker at intervenere, har forstærket folkets tro på, at krigen snart finder sin afslutning.
Marts
Dragegabet er endnu en gang blevet genstand for en frygtelig skæbne. En ung kvinde skulle være forvildet sig nær det store krater, hvor Adrians fæstning plejede at være, hvorefter hun er forsvundet. Eftersom hun var højt respekteret og af stor betydning, har en større gruppering begivet sig ind i området for at finde hende. Der ligger en mørk tåge om krateret, og selvom kvindens fodspor umiddelbart er tydelige og fører ind i tågen, kan man ikke finde spor efter hverken hende eller den flok, der fulgte efter for at finde hende. Også de er forsvundet, som havde de aldrig eksisteret. Magien, der præger området, er anderledes og unaturlig i disse tider, og ingen kan med sikkerhed sige, hvad der foregår i området omkring krateret.
Ved Skægfald i det nordlige Darkonien er det lykkedes en større hærstyrke af dværge at fortrænge sortblodsfolket fra området. For en tid har dværgene fået ro til at forstærke deres bastioner og forsegle indgangene til deres grotter. Nogle udvalgte adgangsveje til Darkonien er desuden blevet åbnet, så der kan sendes forsyninger ind til det nødstedte folk. De lange, hårde kampe med sortblodsfolket har imidlertid krævet mange ofre, og smedjerne i dybet har været slukket i syv dage, hvor ingen hammerslag kunne høres mod amboltene, for at markere sorgen over de faldne.
Fra Nordlenet forlyder det, at troldmænd fra Mørketvingernes Orden har haft held til at finde og nedkæmpe flere af Modeus’ lærlinge i området omkring Ravnsburg. Der var tale om et stort, koordineret angreb, hvor både ordensmedlemmer fra Akosheim og Skhartiare-akademiet var involveret. For at forhindre lærlingene i at flygte blev angrebet sat ind både fra Narabond i øst og Santillia i vest. Området bærer nu tydeligt præg af kampen, og der er sket store ødelæggelser. For at bekæmpe Modeus’ lærlinge var det desuden nødvendigt at trække på kraften fra et magtfuldt, men ukendt artefakt. Der spekuleres nu i, om dette koordinerede angreb indvarsler en ny tid med samarbejde mellem menneskenes og elvernes troldmænd.
Jubel er brudt ud i Buranus. Krigslykken er vendt, og elverne har vundet en stor sejr. Højelverne har ført deres krigsskibe op ad Jivo-floden og med vinden i ryggen sat et overraskende angreb ind på den paraviske flåde, der lå for anker. Fem af de paraviske flagskibe er sænket, og mange andre er sat i brand. Begivenheden har fået tilnavnet ‘Infernoet på Jivo-floden’, og Buranus har nu et sikkert overherredømme på havet. En stor jernkæde er derefter blevet ført tværs hen over floden, som afskærer Paravien fra at sejle forsyningsskibe til Buranus. Blandt mange bliver det set som et afgørende vendepunkt i krigen. Blandt Paraviens allierede lader opfattelsen til at være den samme, og de kamirrske lejesoldater er begyndt at desertere i stor stil. Buranus har skyndt sig at udnytte dette momentum til at sætte en storstilet offensiv ind på landjorden og har haft held til at tvinge de paraviske styrker ud af det østlige Buranus.
Gasnians kirke har meddelt, at en lærd skriftkyndig har påtaget sig ansvaret for at færdiggøre det monumentale værk Liber Temporis – Tidernes Bog – hvor alle begivenheder på Niraham er nedfældet. Værket har stået ufærdigt hen siden Himmelkrigene, og alle tidligere bestræbelser på at færdiggøre værket er mislykkedes. Kirken synes imidlertid at have så store forhåbninger, at de har sendt bud ud til alle Nirahams lærde folk med opfordring om at gennemgå deres biblioteker, akademier og universiteter for ukendt viden og at sende denne til Gasnians tempel til nærmere undersøgelse. Arbejdet er først lige begyndt, men det har allerede tiltrukket stor opmærksomhed fra nær og fjern.
April
Stemningen i Etika er euforisk. Fanabinas måned nærmer sig, og nedtællingen til den store ofring er begyndt. Hver dag strømmer der overdådige offergaver til, og hver dag overgår den forrige. De magtfulde huse benytter anledningen til at konkurrere om at give de mest værdifulde gaver til Moderen, og i år synes deres gaver at blive særligt godt modtaget. Fanabina tager imod dem med velvilje og opfylder mange bønner fra de huse, der skænker de prægtigste gaver.
Det store bibliotek i den chatonske provins Ravensburg er brændt ned, og store dele af bibliotekets værdifulde skrifter er gået tabt. Efter branden har en undersøgelse imidlertid påvist, at store mængder skriftruller blev fjernet før flammerne, og det mistænkes, at biblioteket først er blevet plyndret og derefter sat i brand for at dække over tyveriet. Der er tale om en organiseret handling, der har krævet mange gerningsmænd. Branden har sendt et chok gennem den chatonske borgerstand, for det er uhørt, at en institution så dybt inde i det chatonske hjerte bliver udsat for den slags handlinger. Ud for Imperiets kyst er store dele af skibstrafikken desuden blevet lammet af et vulkanudbrud på øen Urba. En flere kilometer høj sort sky har rejst sig mod himlen og kan ses på lang afstand. Iorin-kirkens præster flokkes til øen for at tolke dette tegn. Vulkanen gik senest i udbrud umiddelbart før Imperiets seneste invasion af de omkringliggende riger, og mange chatonere ser det som et tegn fra deres gud på, at tiden er inde for en ny erobringskrig.
Kampene mellem Paravien og Buranus begynder at kunne mærkes i begge riger. I disse tider er de dog særligt mærkbare i Paravien. Størstedelen af rigets militære styrker er udstationeret uden for landets grænser, og det medfører, at mange paraviske fæstninger står ubemandede. Særligt langs kysterne mærker man nu konsekvenserne. Skibe fra Norrland har gennem den seneste tid plyndret paraviske kystbyer, og befolkningen har sendt indtrængende bud til Nimranns højborg for at få kongen til at hjemkalde hæren, så den kan genoprette rigets sikkerhed. De norrlandske skibe er malet sorte og flager med røde sejl, der kendes fra Thorondis i Norrland. For nylig har paraverne måttet se de røde faner blive rejst over øen Asteria i Det Paraviske Hav.
I Kamirr er fem højtstående handelsmænd blevet myrdet på koldblodig vis i byen Palinto. Grupperingen, der går under navnet De Sorte Svaner, bliver anklaget for mordene, og eftersom alle de dræbte var kendte for at donere store summer til det militære forbund mellem Kamirr og Emyr, frygtes det, at der er tale om begyndelsen på en blodig bevægelse for at løsrive Kamirr fra forbundet. Andre røster mener omvendt, at mordene var bestilt af fremmede riger for at skabe splid mellem de to riger. Uanset hvad sandheden er, har mordene sat gang i en større folkelig uenighed mellem dem, der støtter forbundet med Emyr, og dem, der modsætter sig det.
Narabond er blevet genstand for en større politisk skandale. En velhavende handelsmand fra Sydlenet havde indgået en betydningsfuld kontrakt med landets formentlig mest fornemme kompagni af lejesoldater, hvorefter kontrakten blev ophævet ved royalt dekret, og lejesoldaterne blev beordret til Kungstadt for at indgå i en større eskortageopgave senere på året. Aldrig tidligere har de handlende oplevet et lignende indgreb i de frie markedskræfter, og oprørske strømninger breder sig blandt adelen, som mener, at dronningen er blevet for enerådig.
Mens striden har verseret mellem Narabond og Santillia, har lovløshed spredt sig i de omkringliggende områder. Særligt Gothia er blevet hårdt ramt af røverbander, og Paravien har nu set sig nødsaget til at trække et kompagni soldater hjem fra fronten og sætte dem ind i Gothia for at genoprette lov og orden. Der er desuden hængt sedler op i alle større byer i Gothia med løfter om dusør til enhver, der kan bidrage med viden om de plyndrende bander.
Maj
Krigens ulyksaligheder er for en tid glemt i Santillia og erstattet af en overvældende lykkefølelse. Fyrstinde Tanaya er nedkommet med tvillinger – to drengebørn. De bliver fejret med store festligheder i Midterriget. Adelshuse fra nær og fjern er rejst til hovedstaden for at deltage i fejringen og medbringer fornemme gaver til de to prinser. Fyrst Anarion Istezari har erklæret dagen for en national helligdag og afholdt store festligheder, som han har udråbt som ‘Prinsernes turnering’. Fødslen falder sammen med, at majfesten er på vej. Forberedelserne har været i gang i månedsvis, og efter den lange, udmattende krig mod Narabond ser skovelverne om muligt endnu mere frem til festen i år end nogensinde før. Mange steder har man ikke kunnet vente på selve højtiden, og festen er allerede begyndt. En del af skovens væsner har også taget del i de store ceremonier, og mange ser det som et tegn på bedre tider. For at beskytte Midterrigets majbrud er hun blevet holdt hemmelig helt indtil de officielle ceremonier, men det er alment kendt, at hun stammer fra en betydningsfuld familie.
Der er blevet erklæret en midlertidig våbenhvile i krigen mellem Narabond og Santillia. Begge parter tillader den anden at samle deres døde og begrave dem, men efter et år med blodige kampe skuler begge ondt til hinanden, og der er ikke megen optimisme at spore. Kun få ser det som begyndelsen på en varig fred, og de fleste venter blot på, at krigen bryder ud på ny. Imens skynder flygtninge sig at krydse grænsen, for det er ikke til at vide, hvornår den lukker sig igen.
I Roul-Assin er folket begyndt at samle sig til det årlige ritual med Jorgos Maning. Forberedelserne har været gode, men som altid er der en ængstelig stemning. Jorgo styrkes af kamp og krig, og den lange, opslidende strid i Narabond, så tæt på Roul-Assins grænse, vil uundgåeligt give ham stor styrke. Det vil blive svært at holde ham i skak i år, og ud over forberedelserne på selve maningen gør mange sig også klar til, hvis det værste skulle ske, og Jorgo slipper fri.
Underverdenen er præget af forvirring. Den årlige blodfest nærmer sig, og alt ved forberedelserne øger blot spændingen. Præsteskabet har imidlertid bebudet, at blodfesten i år vil forløbe helt ind i næste måned. Det er et markant brud med traditionen og giver anledning til stor undren. Ingen vover dog at modsætte sig den gejstlige befaling, og at have endnu længere tid, hvor fjenders blod løber ned ad byens vægge, er vanskeligt at protestere mod. Sortelverne er dog traditionelt anlagte, og enhver ændring i de gamle skikke vil nødvendigvis blive mødt med en vis skepsis.
For en tid har den seneste tids sejre på slagmarken givet Buranus’ folk grund til at håbe på en snarlig afslutning på krigen med Paravien. Det håb er imidlertid nu blevet endegyldigt slukket. Den højelviske fyrste har modtaget et bud fra den paraviske feltmarskal med et klart og entydigt budskab. De menneskelige styrker i landet kommer aldrig til at overgive sig og accepterer intet andet udfald af konflikten end komplet, menneskelig sejr.
Rustbjergene giver genlyd af hammer mod ambolt. Esserne er tændt, og der smedes våben og rustninger som aldrig før. En ny hersker har manifesteret sig i bjergene og har overtaget magten fra Det Sorte Råd. Til stor forundring er der ikke tale om en rustork, som så mange gange før, men en ork fra en bjergklan. En magtfuld stamme af rustorker har modsat sig beslutningen, men er blevet nedkæmpet af orker under Det Sorte Råd, og resten af deres folk er nu blevet bandlyst fra Rustbjergene. Det er tydeligt, at Det Sorte Råd støtter op om den nye leder.
Et dødt faunebarn er blevet fundet i udkanten af Vinterskoven. Rundt omkring faunen er træerne blevet væltet af voldsomme kræfter, og der er tydelige tegn på kamp i området. Barnet havde ligget flere uger i en lund, før det blev fundet – helt afmagret og indtørret. Det er blevet ført til et gammelt Sissianna-tempel, hvor det er blevet begravet i al stilfærdighed.
Juni
Overalt i Norrland forbereder folk sig til sommersolhvervets festligheder. Når dagen strækker sig til sit yderste, og Arkans øje står højest på himlen, markerer det årets længste dag og en tid for fejring. Bønder samles for at ære vætterne gennem blotofre i håbet om deres velsignelser. Blandt Norrlands goder og gydjer tales der om, at hvis årets offer bliver vellykket, kan ‘Nedorrs Velsignelse’ måske gentage sig og bringe velstand til landet.
I Etos er de øverste rådsmedlemmer og mestre fra Mørketvingernes Orden samlet i den store rådssal. Ordenens fremtid er på dagsordenen, og på rådsmødet drøftes samarbejdet og de mange interne uenigheder mellem ordenens fraktioner. Adelina Cristolino er ankommet til Etos fra sit ophold ved Magiens Porte i Aihlann Bachir, ledsaget af halvelviske troldmænd og inkvisitorer fra Tarakirken. Selv Mester Uldur er taget til Etos i anledning af rådsmødet. Udover konflikterne i ordenen har man også talt om kampene mod Modeus og Underviseren.
Tharkienshavet har gennem længere tid været uroligt, men bølgerne er de seneste dage blevet større, og himlen mørkere, indtil havet pludselig med ét bliver helt stille. Tre dage går, hvorefter et lyn flænger himlen og slår ned i havet. Atter rejser bølgerne sig, og hvor lynet er slået ned, rejser en fregat sig fra havet. Skibet ser ud til at være lavet af skibsvrag og drivtømmer med sejl af fiskenet. Udover skibet rejser et frygtindgydende monster sig fra havet – en mangeøjet blæksprutte dækket af skæl og med pigge på sine tentakler. Dens øjne har en dybblå farve som havets mørkeste afkroge. Skibet lægger til i Alvonsaria, hvor Atlan Stormhjerte viser sig bag rælingen. Han byder Taras ypperstepræst Alastyn og højpaladin Agir Sølvfjer velkommen, og de går om bord på skibet, hvorefter det drager til søs igen.
Langs Tharkiens kyst opstiller Rasnassolins præster lanterner og altre ved vandkanten, og deres handlinger synes præget af en resolut viljekraft. De prædiker alle det samme budskab: “Hil frelseren fra dybet. Hil Mondakah, Rasnassolins sendebud.” Folket stimler sammen om dem. Ikke mange forstår, hvad der foregår, men den nyfundne gnist i Rasnassolins præster spreder sig til folket. Også havet synes at have fundet en ny livskraft, og koralrev er begyndt at skyde op langs Tharkienshavets kyster.
I Roul-Assin er Jorgos Maning forløbet tilfredsstillende. Det er kun få steder i samfundet, hvor Jorgos ånd slap fri. Værst gik det for sig i Hjardaholdt, hvor byens borgere ikke formåede at opspore ånden, som stadig er fri i området. Siden har skovene omkring byen været dækket af tæt tåge, og der har spredt sig en ængstelig stemning i byen omkring, hvad det vil få af betydning for deres fremtid.
Fra Paravien forlyder det, at en række unaturlige personer har vist sig i landets nordlige egne. Ansigtsløse, forvredne og klædt i gult har de vandret forvirrede omkring og spredt ængstelighed blandt befolkningen. Der er sendt bud til Magiens Cirkel i Ryon med anmodning om, at de undersøger forholdet, men der er endnu ikke kommet svar.
En kutteklædt troldmand er blevet set i katakomberne under Cartheero i Zara’bash, hvor han har mødtes med stridsmagere fra Al-Hazifs Broderskab. Meget påfaldende skulle de have knælet for troldmanden. Fra Cartheeros undergrund forlyder det også, at en handlende er villig til at betale fyrstelige summer for et artefakt, der skulle være stjålet fra Basilikaen i Narabond, inden den brændte ned.
På den narabonske hærvej er en mindre konvoj af riddere og soldater blevet set rejse mod nord. De er tungt pansrede og for tiden på vej gennem Nordlenet, men skal åbenlyst videre nordpå derfra, omend det fortsat er uvist, hvad konvojens endelige mål er.
Juli
Højsommeren er over Niraham, og i de sydlige egne er varmen ulidelig. Rinas templer åbner dørene for store, offentlige højmesser i Moderens ære i håbet om, at hun vil mildne den voldsomme sommervarme og give bedre vilkår for afgrøderne, der visner på markerne flere steder. Særligt Kamirr og de sydlige dele af Emyr er hårdt ramt, og befolkningen håber inderligt på regn. Trods varmen fejres Nimars måned over hele Niraham med pomp og pragt. De største festligheder finder sted i Nimranns højborg i Paravien, hvor ordenen holder sine traditionelle optagelsesprøver. Disse tiltrækker utallige unge, aspirerende riddere fra nær og fjern, der drømmer om en dag at ride under ordenens banner.
Prinsesse Astrid er vendt hjem til Skarphedinstad i Roul-Assin fra sit lange ophold i Narabond. Hun har siden holdt sig for sig selv og har ikke ønsket at modtage gæster. Når hun endelig viser sig ved hoffet, er hun fåmælt og utilnærmelig. Hun bruger store dele af sin tid på bøn i kapellet, og for nylig har hun fået fragtet mange gamle manuskripter og bøger om De Sande Guder til Skarphedinstad.
I Buranus har både elvere og mennesker lidt store tab. Efter snart et års kampe er begge parter udmattede, men hidtil har de været fast besluttede på at sejre for enhver pris. Ingen af dem har dog formået at vinde afgørende overhånd i konflikten. Selv de ellers stolte højelvere har måttet erkende, at menneskenes angreb har ramt landet hårdere, end de havde forventet. De menneskelige angreb har været hurtige og præcise, og det er svært at forestille sig, at det har været tilfældigt. Menneskene har tydeligvis haft fortroligt kendskab til de buranske fæstninger og deres svage punkter. Ved det seneste slag nær byen Aldeon har elverne dog haft held med at sejre, men det sker til en høj pris. Menneskene forskanser sig i en nærliggende skov, men de havde ikke forudset, at elverne ville være villige til at stikke skoven i brand for at bekæmpe dem. Hændelsen bliver kendt som ‘Slaget om Den Brændende Skov’. Få dage efter den gruopvækkende hændelse accepterer begge parter i konflikten, at der skal afholdes fredsforhandlinger med Plens konge, Adam Løvenborg, som mellemmand. Som led i forhandlingerne tilbyder Buranus amnesti til alle krigsfanger, hvis de øjeblikkeligt forlader landet og svor aldrig at vende tilbage dertil.
Gagail Lysbringer er blevet angrebet og hårdt såret i sit vinthel i Etos. Voldsomme jordskælv ryster jorden omkring tårnet, da en kutteklædt skikkelse med dystre runer på sin kåbe nærmer sig og udfordrer Gagail. Først skulle Gagail have budt den fremmede velkommen, men samtalen bliver snart ophidset og udvikler sig til en magisk kamp på liv og død. Enorme energiudladninger lægger området omkring tårnet øde, og flere steder bliver landet opslugt af magiske sfærer. Efter lange og hårde kampe lykkes det den fremmede at få overtaget og såre Gagail alvorligt. Fra Gagails forbrændte krop samler den fremmede et gammelt artefakt op, kendt som Macevas Kæde. Under kampen forskanser Gagails lærlinge sig i tårnet, men de hører den fremmede omtale sig selv som ‘Usemo, den fjerde af mit navn’, og efter kampen adresserer han Gagail med ordene: “Ingen skal stå i vejen for mig – end ikke Aferheims slaver. Guderne skal igen frygte menneskeheden.”
Et antal højtstående mørketvingere manifesterer sig og formår at redde Gagails liv. De tvinger den fremmede tilbage med en mægtig lysenergi og danner et beskyttende skjold om Gagail. Mester Uldur er blandt dem og gør sit yderste for at holde Gagail i live. Han får bistand fra den unge Lochtar Narabond II, der er iført Mørketvingernes sorte og hvide farver. Den fremmede forlader kamppladsen, og så snart mørketvingerne har sikret sig, at der ikke er andre farer, sætter mester Ezekiel Skhartiare efter den fremmede. Han bliver set forlade Etos med et større følge af mørketvingere i høj fart på jagt efter den fremmede, men må senere vende skuffet og tomhændet tilbage. Det er ikke lykkedes at finde ham.
I Midterriget i Santillia er der blevet forelagt et udkast til en fredsaftale mellem Narabond og Santillia for senatet. Det er blevet bragt dertil fra Narabond af højvogterne og med Rimfrost-familiens mellemkomst. Mange elvere er dog skeptiske overfor, om en sådan aftale faktisk vil føre til fred mellem landene. Mange husker fortsat den optimisme, der herskede, da kong Valdemar Narabond udstedte erklæringen om Kongefreden i år 12 EH, som aldrig formåede at standse stridighederne. Andre elvere mener omvendt, at en egentlig formel fredsaftale vil være nøglen til at bringe en endegyldig fred mellem Narabond og Santillia.
August
Efter mere end et års kampe er der indgået en fredsaftale i krigen mellem Narabond og Santillia. Aftalen er blevet døbt ‘Den canæiske fredsslutning’ efter fæstningen i Caen de Jivo, hvor den blev underskrevet. Den nøjagtige formulering af aftalen mangler stadig at blive udarbejdet, og indtil videre er der kun tale om en hensigtserklæring. De foreløbige forlydender tyder dog på, at parterne vil tage afsæt i Kongefreden fra år 12 EH. Fredsslutningen er resultatet af et betydeligt diplomatisk arbejde, hvor især Nimarkirken med ypperstepræsten Jercoin i spidsen har spillet en afgørende rolle. Et væsentligt element i fredsslutningen er, at parterne skal formulere klare regler og regulativer for grænsedragningen, så de mange konflikter mellem rigerne kan blive løst én gang for alle.
Kamirr er blevet ramt af en flodbølge, som har ædt adskillige kilometer af kystlinjen og forårsaget store ødelæggelser. Havet trak sig meget pludseligt tilbage, og inden befolkningen nåede at reagere, væltede vandet hurtigt ind over kysterne, og utallige huse blev opslugt af flodbølgens kræfter. Udover almindelige hjem er mange kirker også blevet opslugt af havet, og mere end to tusinde mennesker er omkommet. Samtidig med flodbølgen blev et enormt uhyre set i farvandet nær øen Lenniarno. Rasnassolins præsteskab er hastet til de ramte byer og har kæmpet dag og nat for at hjælpe de sårede og støtte befolkningen. Efterhånden svinder håbet dog om at finde flere overlevende. Om aftenen tænder Rasnassolins præster fakler langs kysten og prædiker Atlan Stormhjertes ord. Tilslutningen til deres gudstjenester stiger, og ét navn går igen og hviskes med ærefrygt: Mondakah!
Roul-Assin har kaldt sine delegerede hjem umiddelbart efter fredsslutningen mellem Narabond og Santillia, og også i Narabond er der sket øjeblikkelige omlægninger i diplomaternes ansvarsområder. Selvom ingen ved noget med sikkerhed, florerer der allerede en lang række rygter om, at Narabond påtænker at udnytte sin politiske medvind til at gøre tilnærmelser mod Roul-Assin.
Santillias senat har udnævnt repræsentanter fra Egeblad-familien som deres forhandlere i det fremtidige forløb med Narabond. Det skulle være sket som led i et krav fra Narabonds side om, at videre forhandlinger var betinget af, at Akantus-familien blev udelukket fra disse. Alene det, at Narabond skulle stille et sådant krav, er en stor fornærmelse, men at Santillias senat imødekommer det, er aldeles uhørt. I anledning af fredsslutningen har den karismatiske skovelver Talavio Sølverlind udstedt en filosofisk doktrin under navnet ‘Fredens sti’. Den beskriver en ny forståelse af Lyane, der beror på fred, forsoning og tilgivelse. Mange skovelvere er begyndt at flokkes om Talavio, når han deler sine filosofiske tanker, og mange af møderne finder sted på Fredsengen, hvilket skaber udbredt bekymring for, om det vil vække associationer til dengang, hvor skovelverne mødtes på engen før den elviske borgerkrig.
Nær Dragegabet har et monster flakket hvileløst omkring i de dybe skove syd for området. Når det en sjælden gang imellem lykkes at få øje på monsteret, synes det åbenlyst, at det jager, men efter hvad eller hvem er der ingen, der har kunnet gennemskue. Trods utallige forsøg har de norrlandske jægere heller ikke haft held til at opspore monsteret. Det er, som om det ikke efterlader sig spor, når det bevæger sig gennem området.
Ved et møde i det chatonske senat er det blevet besluttet at oprette et handelslaug i Emyr ved foden af Kuldens Mur. Det skal medvirke til at fordele minerettigheder og udveksle erfaringer om, hvordan parterne mest hensigtsmæssigt udvinder bjergenes kostbare mineraler. Efter sortblodsfolket blev drevet på flugt, har der været voldsom aktivitet i bjergkæden, men det barske klima har hurtigt vist behovet for samarbejde og koordinering af minedriften. Imperiale magistrater har fået til opgave at orkestrere arbejdet, og forhåbningen er, at det også vil lykkes at etablere handelsruter enten over eller igennem bjergene. For at finansiere foretagendet har Imperiet udbudt en række værdifulde minerettigheder til højestbydende.
På Plen forlyder det fra Flammernes Katedral, at det har været nødvendigt at udpege en stedfortræder for ypperstepræsten. Det er aldrig tidligere sket i Ragilkirkens historie, og hvilke ansvarsområder der overgår til denne suppleant, er fortsat uvist. Mest interesse knytter sig dog til spørgsmålet om, hvem der får positionen. Flere mener, at der højst kan være tale om en midlertidig position, som derfor kun vil få ringe betydning.
September
I Norrland har høsten været over al forventning. Bønderne har ikke oplevet så god en høst i 30 år og hylder ånden Nedorr, som menes at have skænket folket de righoldige goder. Selv ikke høsten i år 26 EH, der ellers blev udråbt som ‘Nedorrs Velsignelse’, kan måle sig med det, man oplever nu. Også fiskeriet har givet et fremragende udbytte. Andre steder på Niraham har man ikke været lige så heldige, og i Narabond har udbyttet været langt mindre end forventet. Priserne på fødevarer er derfor allerede begyndt at stige frem mod vinteren i både Narabond og Roul-Assin.
Fra Thorondis lyder det ildevarslende, at den gamle konge Erik ‘Røde Orm’ Fridgjordsson har været sengeliggende med høj feber i to uger, og at feberen fortsætter med at stige. Man frygter for kongens liv, og hans personlige garde, Blodravnene, er blevet sendt ud for at finde de mest kyndige helbredere i Norrland. Snakken går vidt og bredt om, hvad der vil ske, hvis kongens sygdom får krammet på ham, da ingen af hans børn har etableret sig som oplagte arvinger.
Emyr fejrer Jorins måned med en storstilet turnering i Jorinkirkens hovedsæde, Sværdets Katedral. Nogle af landets dygtigste krigere deltager i fejringen, og forud for hver turneringsrunde prædikes der i Jorins ære. Selv Jorins ypperstepræst, Dieter von Olsbruck, deltager og har udlovet en fyrstelig præmie til vinderen af den legendariske afslutningskamp i turneringen, kendt som ‘tiende mêlée’, hvor alle turneringens sejrherrer kæmper mod hinanden på én gang. Mellem festlighederne er det helt store samtaleemne krigen mellem Narabond og Santillia. Den gængse opfattelse er, at ingen af rigerne kan erklære sig som sejrherre, og at der har været tale om en regulær udmattelseskamp, som begge nu har tabt.
Sortelvernes akademiby, Kaukarzil, er nået langt i sin genopbygning efter sortblodsfolkets ødelæggelser i år 32 EH. Byens nye fæstningsværker er færdige, og de gamle bymure er genopført, nu dobbelt så høje og dobbelt så tykke som tidligere. I forbindelse med genopbygningen af Dilarnakirken, som blev brændt ned til grunden under angrebet, måtte man erkende, at kirkens katakomber var blevet plyndret, og en lang række værdifulde artefakter og hellige relikvier er væk. Også mange kostbare skrifter og bøger mangler.
Langs grænsen mellem Santillia og Narabond er en stor blomstereng spiret frem på magisk vis. Elverne mener, at engen rummer en blomst for hver falden kriger i den fatale krig mod Narabond. Ingen ved, hvem der har plantet eller fremskyndet blomsternes vækst, men den ses af både elvere og mennesker som et smukt, men også lærerigt symbol på krigens omkostninger. Helt overstået er krigshandlingerne dog ikke. En konvoj af elvere, der var på vej mod Vinterskoven for at handle, er forsvundet i den nordlige del af Santillia, og man formoder, at de er blevet ofre for enten hævngerrige soldater eller røvere.
Det rouliske diplomatkorps er tavse omkring årsagen til, at de blev sendt hjem til Skarphedinstad efter at have deltaget i fredsforhandlingerne med Narabond. Der er dog rigeligt med politisk aktivitet, og en konstant strøm af ravne bliver set flyve til og fra Narabond i disse dage.
Drachmarrklanen er kommet de sydlige byer i Kamirr til undsætning, efter at de blev ramt af voldsomme oversvømmelser. Tusindvis er blevet hjemløse, og man forventer, at sygdom og sult vil kunne koste yderligere tusinder af liv. Stemningen i Kamirr er blevet forværret, efter at Drachmarrklanen åbent har beskyldt Rasnassolinkirken for at stå bag flodbølgen. Det har fået kirkens tilhængere til at reagere voldsomt, og landet er nu delt mellem de to fraktioner og deres støtter. Flere steder er det allerede kommet til åbne konfrontationer og kamp.
Tharkiens sydlige byer har måttet forstærke deres garnisoner med lejesoldater, efter at det er blevet kendt, at skyggesjakalerne er begyndt at samle sig nær Dorenburg. Sjakalerne skulle have fået et nyt overhoved, der har forøget deres kræfter markant. Den ængstelige stemning er yderligere intensiveret af, at sandstorme den seneste tid har raseret i grænseområdet mellem Tharkien og Zikkha Ørkenen, hvilket har gjort det umuligt at få pålidelige informationer fra området.
Mennesket Job, der menes at være velsignet af Aram, er vendt tilbage til Tharkien efter et årelangt ophold i templet på Djann-Højsletten. Han følges nu konstant af en skare af præster og dedikerede tilhængere. Efter sin hjemkomst har tarkinen antaget ham som sin sandsigerske og givet ham tilnavnet ‘Sandhedens Stemme’. Job har fået stillet en overdådig residens til rådighed og er nu bosat i Sølvborg. Et stædigt rygte lyder desuden, at han på et tidspunkt skulle have reddet tarkinens liv.
I Kungstadt har den elviske prinsesse Tusindfryd Akantus meldt sin ankomst ved hoffet. Hun er i følgeskab af skovelviske Nimarpaladiner, der har bevogtet hende på rejsen. Det forlyder, at de første spæde skridt i planlægningen af et bryllup skulle være begyndt, og ud fra den hidtidige viden om omfanget og de forventede omkostninger tyder det på, at den ene part er af royalt blod.
Oktober
Hoffet i både Kungstadt og Skarphedinstad bekræfter, at det militære forbund mellem de to riger er ophørt. Årsagen skulle være Roul-Assins yderst tilbageholdende og nærmest symbolske bistand under krigen mellem Narabond og Santillia. Dronning Sida har meddelt sine rådgivere, at der ikke er nogen udsigt til, at forbundet vil blive genetableret. Splittelsen mellem de to riger har dog ikke påvirket andre områder af samfundet. Handelen mellem rigerne vil fortsætte som hidtil, og ophøret af pagten vil ikke få andre politiske konsekvenser.
Fra Dorenburg i Tharkien lyder forfærdelige nyheder. Byen er under belejring, og der kæmpes dagligt uden for byens mure. Skyggesjakalerne har angrebet byen, ledsaget af enorme horder af ørkenryttere. Flere hundrede tharkiske soldater er allerede faldet, og store dele af byen står i flammer. Brandene synes at være magiske af natur og rammer især templerne. Morticisten Assaram blev udsendt af Magiens Cirkel for at stoppe den troldmand, der menes at stå bag, men en sen aften, da han var på vej tilbage til byen, forsvandt han og sit følge sporløst. Stemningen i Dorenburg er panisk. Hver nat, når mørket falder på, bliver byen udsat for nye angreb, mange af magisk natur, og borgernes skrig skærer gennem natten. Mange frygter, at byen snart vil falde.
Forberedelserne til fejringen af Ragils måned er i fuld gang i de lande, hvor folket traditionelt hylder ham, herunder Plen, Emyr, Kamirr, Narabond og Roul-Assin. Store bål er ved at blive stablet, og Ragils præster er allerede begyndt deres ritualer. På Plen er fejringen dog præget af en vis skepsis, da det i år vil være stedfortræderen for Ragils ypperstepræst, der forestår det store ritual. Johan De’André er bortrejst, og det vides ikke, hvornår han forventes tilbage.
Nær Geistenwald i Emyr er flere personer forsvundet, herunder både almindelige mennesker og spædbørn, som er blevet taget fra deres vugger. Nogle af de forsvundne er senere blevet fundet døde – indtørrede og drænet for blod.
Fra Santillia forlyder det, at området omkring Den Evige Sommers Tempel står i fuldt flor, som var det sommer. Sissiannas ypperstepræst, Alienna Morgengry Ametyst, har vist sig for folket og holdt den første store gudstjeneste i Sissiannas ære siden Himmelkrigene. Under sin prædiken åbenbarede hun for de fremmødte skovelvere, at Sissiannas cirkel af mirnere igen er fuldtallig. En af hendes mirnere, der havde været fortabt, er på mirakuløs vis vendt tilbage til Aferheim.
Præsteskabet i et mindre Gasnian-tempel uden for Cartheero har opdaget, at lyset fra en stjerne på himlen er slukket. Næsten samtidig har højelviske astrologer på øen Sebene gjort den samme opdagelse. Hverken lyset fra stjernen eller dens påvirkning af de omkringliggende himmellegemer kan registreres – det er, som om stjernen fuldstændig er forsvundet.
Fra Thorondis lyder det håbefuldt, at den gamle konge Erik Fridgjordsson, kendt som ‘Røde Orm’, er i bedring. Goder fra nær og fjern er rejst til Thorondis for at bistå kongen, og ved deres samlede viden og kræfter er det lykkedes at overvinde hans sygdom. For hver dag, der går, bliver hans tilstand bedre, og hans sønner, der hidtil har nægtet at forlade deres faders side, rejser nu bort under påskud af uopsættelige anliggender.
November
Kongen af Thorondis, Erik ‘Røde Orm’ Fridgjordsson, er død. For en tid syntes det, som om goderne havde haft held til at fordrive sygdommen fra hans krop, men på kort tid blev hans tilstand forværret, indtil hans krop til sidst gav op. Efter hans død har 300 medlemmer af hans personlige garde, Blodravnene, afholdt et overdådigt sørgeoptog, og derefter fulgte den offentlige gravfærd, hvor folket fik mulighed for at tage afsked med deres konge. Røde Orm vil blive husket som en stor konge, og hans eftermæle er sikret – både på Niraham og bag Pauluns porte. Allerede inden hans begravelse er striden om magten dog gået i gang. To af kongens sønner var til stor forundring ikke til stede under gravfærden. Flere jarler taler desuden om, at efterfølgeren bør udpeges ved et kongething, hvor enhver potentielt kan aspirere til magten. Den almene opfattelse i samfundet er dog, at det, af respekt for kong Erik, er for tidligt at tage den slags op.
Dorenburg i Tharkien er fortsat under belejring, og befolkningen i byen er ved at miste modet. Hver nat fortsætter angrebene og bombardementerne af byen, men i løbet af dagen er hele området præget af en ildevarslende stilhed, mens alle blot venter på mørket og de næste angreb. Der ses ingen mennesker i gaderne, og ingen skibe i havnen. Alt ved byen er kendetegnet ved en ildevarslende tavshed. I Sølvborg har man imidlertid oplevet, at tilfangetagne tharkere fra Dorenburg er kommet stavrende mod byens porte, og at de har fået stukket øjnene ud og mistet besindelsen. De taler i kryptiske tunger og baglæns tale, mens de gentager de samme ord igen og igen.
Fra Sorgens Dal i Santillia forlyder det, at Skovens Vogtere har samlet sig, og at en større hærstyrke er sluttet op om deres banner. De er målrettede og begiver sig ud på march gennem Santillia, og selvom målet ikke er kendt, lover det ikke godt for, hvorhen de er på vej. Blandt dem finder man blandt andet den navnkundige elver Ildtorn Egeblad.
Det er endnu en gang blevet tid til at fejre Taras måned. Festlighederne er godt i gang i Alvonsaria, hvor Tarakirken i år har gjort noget ekstraordinært ud af at fejre elementernes måned. Taras ypperstepræst, Alastyn, er traditionen tro rejst til byen og prædiker dagligt fra Elementernes Katedral foran en stor forsamling af ikke kun præster, men også troldmænd, der er kommet for at deltage i gudindens hyldest. Alle er enige om, at det er svært at komme i tanke om tidligere år, hvor festlighederne har været mere overdådige end i år.
I Santillia har mørketvingere indfundet sig i mange af rigets paladser og slotte. Ingen af ordenens gamle mestre er blevet set i flere uger. Der er noget under opsejling i Santillia, og mystiske gule cirkler har formet sig på steder tilknyttet ordenen. Stemningen har også bredt sig til Skhartiare-Akademiet. Her er de skjulte veje til akademiet forsvundet, og det skulle være sket ved tre gamle Skhartiare-overhoveders mellemkomst.
Kamirr er stadig præget af indre uro. Den værste panik efter flodbølgen er ved at have lagt sig, og bystaterne er gået sammen om at hjælpe borgerne i de oversvømmede områder. Drachmarr-klanen har taget ansvaret for at koordinere arbejdet, og de fortsætter med at anklage Rasnassolinkirken for at stå bag flodbølgen. Gradvist vender folkestemningen til fordel for Drachmarr-klanen, og da de første Rasnassolinpræster bliver taget til forhør, begynder mange andre hastigt at forlade landet. Kort efter udsteder Drachmarr-klanen en dusør på en række centrale personer i Rasnassolins kirke.
December
Tharkien er i chok, da nyheden breder sig om, at portene til Dorenburg er faldet. Belejrerne fra Zikkha Ørkenen har raseret byen og sat store dele af de gamle handelskvarterer i brand. Byen har dog ikke overgivet sig, og der er stadig grupperinger af soldater, der beskytter områder i byen. Mest væsentlig er den vestlige port, som riddere fra Sølversværdets Orden stadig holder. Skyggesjakalerne synes dog mindre opsatte på at erobre resten af byen. De har plyndret krypten under byens gamle bibliotek og stjålet en lang række magiske artefakter derfra. Det er imidlertid ikke det eneste sted i Tharkien, hvor mystiske begivenheder af den art har fundet sted. I Alvonsaria er et af de vigtigste dokumenter, som Magiens Cirkel bevogtede i deres bibliotek, blevet stjålet, og et antal kraftvogtere er blevet fundet myrdet på en yderst bestialsk måde.
Selvom krigen mellem Santillia og Narabond formelt er blevet bilagt, er stemningen i Narabond ikke blevet mere afslappet af den grund. En række adelige har over den seneste tid oprustet tropper i nordlenet, og mange skibe er søgt ind i Akos-See, hvor de blokerer en række mindre floder. Også i det sydøstlige Narabond er der tropper på march, og den almene opfattelse i landet er, at der er noget i gære.
Blandt de nomadiske ørkenfolk i Zikkha Ørkenen forlyder det, at Mester Uldur er rejst gennem ørkenen til Esos, og at han var ledsaget af en ung mand, der syntes at være hans lærling. De er ankommet til Akrion, hvor det øverste præsteskab respektfuldt inviterede Mester Uldur indenfor. Mester Uldur insisterede imidlertid på, at hans unge følgesvend fulgte ham og deltog i samtalerne.
Langt mod øst i Rinas højtempel i Vetas har præsteskabet modtaget nyheden om Dorenburgs fald og har sendt disciple til Tharkien for at få afklaret de mistænkelige forhold omkring angrebet og skyggesjakalernes interesse i gamle dokumenter. Der går desuden snak om, at Højmagerne skulle være i besiddelse af et artefakt, der havde potentiale til at ændre udfaldet af krige mellem Tharkien og skyggesjakalerne.
I Norrland er samtlige floder frosset til is, og befolkningen har fundet ly mod vinterens kulde. Folket samles i store haller for at synge gamle norrlandske sange og fortælle legender fra fortiden, og i år er genstanden for deres kvad mere end noget andet den afdøde konge, Røde Orm. Spillet om magten er allerede begyndt, og i krogene begynder de første aftaler og handler at blive indgået. Når foråret kommer, vil folket skulle finde en efterfølger, men allerede nu begynder den sande magtkamp at udspille sig.
Rustbjergene bliver i disse tider hjemsøgt af varulve. Så langt væk som til Morkuveria er de blevet set, og de er blodtørstige og aggressive. Ved flere lejligheder skulle de have været i følge med Flarnpræster, og de øvrige præsteskaber forekommer yderst interesserede i at få mere viden om dette forhold.