Dværge

I Nirahams nordvestlige hjørne ligger bjergkæden, der er kendt som Darkonien, og i jorden under de høje tinder findes et storslået rige med samme navn, hvor dværgene har deres hjem.

Dværgene blev skabt af guderne for at fjerne det vand, der i begyndelsen dækkede Niraham, og lige siden har det ligget til deres natur at grave dybe gange og bosætte sig under jorden.

Racen er skabt i Djorkas billede, og som ham er de lavstammede skabninger med en kraftig bygning. Af natur er de meget tilbageholdende og indadvendte. Herudover er de afsindigt stædige og ændrer typisk ikke deres mening, hvis de først én gang har besluttet sig.

Det er kun sjældent, at dværgene viser sig på Niraham. De foretrækker at leve en isoleret tilværelse i Darkonien og at have så lidt kontakt med omverdenen som muligt. Med tiden har dværgene imidlertid måttet erkende, at de er nødt til at handle med de øvrige racer for at kunne skaffe sig materialer til deres håndværk. De kan derfor ikke helt undgå kontakt med resten af Niraham.

Dværgenes kultur er nært forbundet med deres enestående evner som håndværkere. Deres varer er højt skattede, og navnlig blandt menneskene anses deres arbejde for noget af det ypperligste, som Niraham har at byde på. Dværgenes værker består typisk af smedede redskaber og våben i stål samt smykker i sølv, guld og ædelsten. Herudover er dværgene eminente stenhuggere og træskærere.

Af personlighed er dværge yderst reserverede, ligesom de er notorisk skeptiske over for fremmede. Når dværge bevæger sig uden for Darkonien, er det typisk i stærkt bevæbnede flokke, og at opnå en dværgs tillid er ikke kun et spørgsmål om år, men gerne om hele generationer. Hertil kommer, at dværge er ærekære og til tider opfarende folk, som hverken glemmer eller sidder en fornærmelse overhørig. Da de også er overordentlig temperamentsfulde, kan det at omgås dværge ikke kun være et kompliceret, men også farefuldt anliggende.

Lige så tilbageholdende og sky som dværge er over for fremmede, tilsvarende hjertevarme er de over for deres racefæller. Dværge har et meget stærkt indre sammenhold og besidder en udtalt næstekærlighed til deres racefæller. Hvor de andre racer ofte bekriger hinanden indbyrdes, er den slags konflikter mellem dværge utænkelige. Skulle det en sjælden gang imellem ske, at det kommer til indbyrdes stridigheder, bliver de løst hurtigt og effektivt for derefter at blive glemt igen.

Et meget væsentligt element i dværgenes tilværelse er deres forhold til klanen. Hele dværgesamfundet er bygget op om klaner, og alle dværge er medlem af en klan. Hver af disse består af et stort antal familier, der hver især kan have alt fra 20 medlemmer op til flere hundrede. Klanerne er højt specialiserede inden for nogle få udvalgte discipliner, som de behersker på et uhørt højt niveau, og et dværgesamfund vil indeholde klaner dedikeret til alle typer af håndværk. Dværge vil da søge om optagelse i den klan, hvis håndværk de kan fremvise at have størst talent og interesse for.

Fysiske karaktertræk

En ting, der i særlig grad adskiller dværgene fra resten af Nirahams racer, er deres udseende. Af statur er dværgene små og tætbyggede, og sammenholdt med de øvrige racer kan de nærmest forekomme kluntede.

Selvom deres højde og drøjde varierer, vil dværge stort set altid være lavere og tungere end fx mennesker. Man skal dog ikke lade sig narre af det ydre. Trods deres ringe højde besidder dværgene en overvældende styrke. De er yderst muskuløse og kan snildt bære byrder, som vejer mere end dem selv. Herudover er de også en af Nirahams mest hårdføre og udholdende racer.

Der gøres ikke nogen nævneværdig forskel på kønnene blandt dværge, og rent fysisk er de også meget ens. Kvinderne er muligvis lidt mindre, men de har ligesom mændene et omfattende korpus og en imponerende fysisk råstyrke.

Det er et markant kendetegn ved dværge, at de allerede fra fødslen har en omfangsrig mave, der kun bliver større med alderen. De bærer den med stolthed, for blandt dværge ses det som et bevis på, at man har formået at skaffe rigeligt med mad på bordet. At tro, en dværg er doven, blot fordi han er tyk, er både en fejl og en grov fornærmelse.

Et yderligere kendetegn ved dværgene er deres store og prægtige skæg. Mændene sætter en ære i at lade deres skæg vokse langt, og de har tradition for enten at flette skægget eller ordne det i store bundter. Blandt kvinderne er tendensen til skægvækst ikke lige så udtalt, men selv de har dog ofte et sæt prægtige bakkenbarter. At være skægløs betragtes som en stor skam blandt dværge, og ingen – hverken mænd eller kvinder – ville nogensinde drømme om frivilligt at fjerne sit skæg.

Dværge kan blive op mod 1000 år gamle og i sjældne tilfælde endnu ældre. De ældes ikke på samme måde som de andre racer, og når de dør, er det sjældent på grund af alderdom. I stedet nedslides de af hårdt arbejde, indtil deres krop på et tidspunkt er brugt op. En håndværker med tungt, fysisk arbejde bliver slidt hurtigere, men vil stadig kunne leve op mod 500 år, hvorimod en skriver eller diplomat vil kunne leve betydeligt længere.

Allerede fra de er få måneder gamle, begynder dværge at udvikle sig, og efter kun få år er de i stand til at tale og tænke selvstændigt. Fra en alder af ca. 5 år forventes det, at dværgen hjælper til i værkstedet. Herefter begynder de gradvist at blive oplært inden for deres klans fagområde, og hele resten af dværgens liv vil gå med at dygtiggøre sig inden for deres håndværk.

Dværge har ikke specifikke tidspunkter i deres liv, hvor de går fra at være børn til at blive voksne. I stedet er der særlige og meget vigtige ceremonier forbundet med, at dværgene bliver færdiguddannede fra deres lærepladser. Når det sker, siger man, at dværgen er ‘givet fri’. Herefter betragtes dværgen som optaget i samfundet på lige fod med enhver anden. Det sker som regel, når dværgen er omkring 90 år gammel. Det er også omkring denne alder, at dværge er fysisk udvoksede og har nået deres fulde styrke.

Efterhånden som de bliver ældre, forbliver dværgene åndsfriske, men med årene bliver det sværere og sværere for dem at omstille sig og tage ny viden til sig. Generelt er det anerkendt, at hvis en dværg skal lære et nyt fag eller håndværk, skal det ske, inden dværgen fylder 150 år.

Dværge forbliver fysisk stærke igennem hovedparten af deres liv, og det er først, når de nærmer sig en alder af 400 år, at de begynder at vise aldringstegn, men der går længere endnu, før de bliver egentligt svækket af alderen. På et tidspunkt, når dværgens krop og sind er slidt op, vil han gradvist holde op med at spise og drikke, indtil han en dag ikke længere møder op på sit værksted. Da ved resten af klanen, at han er gået bort.

Som dværg forventes det, at man tager sig en mage og bliver gift, når man er udlært. Typisk vil to familier i klanen have indgået aftale om et passende giftermål, allerede mens dværgen er helt ung. Blandt dværge er ægteskab mere et samarbejde om at stifte familie og passe et hjem, end det er båret af kærlighed. Det skal ikke forstås sådan, at dværges liv er uden romantik. Følelser mellem dværge er blot i højere grad båret af gensidig respekt og anerkendelse. Skulle en dværgs mage dø, gifter han sig derfor typisk heller ikke igen.

Dværgenes fysik er præget af det hårde, slidsomme liv under jorden. De er overordentlig kraftigt byggede med stærke knogler og en næsten læderagtig hud. Der skal meget til, før de kommer alvorligt til skade, og dværge har en tendens til at kunne overleve helt usandsynlige påvirkninger.

Af natur synes dværgene at befinde sig bedst i de kølige, fugtige grotter under jorden, hvor de har deres hjem. De fryser kun sjældent og bliver næsten aldrig syge. Herudover har de en evne til at se i mørke. Dværgenes syn er tilpasset livet under jorden, og deres øjne vil derfor typisk også blive irriteret af skarpt sollys, selv efter at have opholdt sig udenfor i længere tid.

Også på overfladen er dværge ganske modstandsdygtige over for kulde. De har det til gengæld ikke godt med varme og kan have svært ved at leve under åben himmel. Når det er sommer, og solen bager, har dværge det konstant ubehageligt, og det bliver ikke på nogen måde bedre af, at de – uanset vejret – insisterer på altid at bære kraftig, praktisk påklædning og også gerne rustning.

Dværge har derudover behov for store mængder mad og drikke, og de bliver mærkbart udmattede, hvis de har gået mere end to-tre dage uden at få tilstrækkeligt med føde.

Beklædning

Som alt andet ved dværgenes kultur er også deres påklædning meget praktisk betonet. En dværg er først og fremmest en håndværker, hvilket kommer tydeligt til udtryk i deres valg af beklædning. Dværgene har en forkærlighed for kraftigt tøj af enten tykt stof eller læder, og deres foretrukne farver er brun, grå og sort.

Der er ikke meget forfinet over deres tøj, og begreber såsom at ‘klæder skaber folk’ forekommer tilnærmelsesvist absurde for dværge. Tværtimod sætter de pris på, at deres tøj afspejler deres klan og erhverv, og tøjet må gerne være slidt, snavset og bære tegn på regelmæssig brug. Dværge er stolte af deres håndværk, og hvis man arbejder inden for et fag, hvor man skal lægge kræfter i sit arbejde, tilsiger dværgenes logik, at man da umuligt kan have arbejdet særlig hårdt, hvis ens tøj er rent og pænt uden antydningen af slid.

Hvis en dværg vil føre sig frem, vil han i stedet gøre det ved at udstille sine værker og sin rigdom. Frem for elegante klædedragter vil dværgen bære tunge smykker i de fineste metaller og med indlagte ædelstene – alle af det ypperligste håndværk – og dertil gerne en økse, hammer eller andet værktøj for at vise sit fag. Dværge med voksne børn har desuden for vane at bære smykker eller andet håndværk, som børnene har skabt, for dermed også at vise færdighederne i sin slægtslinje frem.

Når dværgene en sjælden gang imellem bevæger sig uden for Darkoniens grænser, sørger de for altid at være umådelig veludstyrede med både rustninger og våben. De bærer sædvanligvis tungt panser – gerne med rustning i plade, ringbrynje eller begge, og derunder et lag tykt læder. Herudover ses dværge også gerne med en solid hjelm af stål. Deres foretrukne våben er tunge økser, ligesom de har en særlig forkærlighed for at benytte sig af armbrøster.

Tankesæt

Et af de mest bemærkelsesværdige træk ved dværgenes mentalitet er den måde, hvorpå hele kulturen er bygget op omkring deres håndværk. En dværg er aldrig mere værd, end det arbejde han præsterer, og både en dværgs selvrespekt og status blandt de øvrige dværge afhænger af hans færdigheder som håndværker. Man finder derfor heller ikke store digtere eller sentimentale romantikere blandt dværge. Sådan noget anses for overflødigt og upraktisk. I stedet for at spilde tid på at jage abstrakte følelser som kærlighed og lykke, lægger dværge stor vægt på at opnå respekt fra deres racefæller.

Dværgene er meget tæt knyttet til deres klan, som de lever stort set hele deres liv sammen med. Det er først og fremmest igennem klanen, at dværge opnår anerkendelse, og alt, hvad en dværg gør, vil falde tilbage på klanen. At handle uhæderligt som dværg er derfor heller ikke kun et spørgsmål om personlig ære – det kaster skam over hele klanen, hvilket er den største synd, en dværg kan begå.

Af samme årsag vil en fornærmelse mod én dværg blive anset for en fornærmelse mod hele klanen. Det vil derfor også være et anliggende, som det er op til den samlede klan at bringe orden i. Interne stridigheder blandt dværgene er dog sjældne, og hvis de opstår, bliver de løst hurtigt og effektivt og derefter glemt igen.

En anden side ved dværgene, der er velkendt hos enhver, der nogensinde har omgået dem, er deres legendariske stædighed. Den har til alle tider været en kilde til stor frustration hos de øvrige racer. Dværgene ser til gengæld selv deres stædighed som et yderst positivt træk. I deres øjne er det udtryk for pålidelighed, at man træffer en beslutning og står ved den.

Når dværgene en sjælden gang imellem lægger arbejdet fra sig for i stedet at slappe af og nyde tilværelsen, gør de det med den samme ihærdighed og entusiasme, som når de arbejder. Det sker godt nok kun sjældent, men når dværge endelig giver sig ud i sang og dans, kan de være mindst lige så festlige som enhver anden af Nirahams racer.

Dværge sætter særlig pris på den alkohol, der brygges i Darkonien af en hemmelig blanding af svampe og rødder, og som på overfladen er kendt som dværgesprit. Det er den stærkeste drik, nogen race kender til, og blot et enkelt krus er typisk tilstrækkeligt til at sende velvoksne mennesker i gulvet.

Et sidste særpræg ved dværgene er, at de nærer et overvældende had til alt, der har med vand at gøre. Det udspringer formentlig af, hvordan de i tidernes morgen måtte give fortabt over for gudernes opgave med at rydde Nirahams overflade for vand. Dværge kan til nøds drikke vand og vaske sig selv og deres tøj i det, men de foragter havet samt alle åer og søer og vil aldrig med deres gode vilje forsøge at svømme eller sejle.

Historie

Dværgene var den første race, som blev skabt og sat på Niraham. De blev skabt af Nimar og Rina, men i Djorkas billede, og de fik da også en personlighed, som på alle måder mindede om Djorkas. Efter at dværgene var blevet pålagt gudernes hellige opgave om at fjerne alt vand fra Niraham, men havde fejlet, søgte de ned i deres huler og skjulte sig her, så guderne ikke længere skulle se på dem og skamme sig over deres utilstrækkelighed.

Her blev dværgene nede i årtusinder og udgravede store dele af undergrunden i det nordvestlige Niraham, hvor de byggede store riger dybt under jorden og levede i sindrigt udsmykkede haller. Mens tiden passerede på overfladen over dem, levede dværgene en isoleret tilværelse, og af Nirahams andre racer var det kun elvere og sortblodsfolk, der kendte til deres eksistens.

Da hverken dværge eller elvere følte, at den anden part havde noget at berige deres tilværelse med, tolererede de hinandens tilstedeværelse, men uden at se noget formål med at opbygge en nærmere relation. Elverne holdt sig til deres skove og dværgene til deres bjerge, og når de en sjælden gang imellem handlede med hinanden, var det udelukkende båret af praktisk belejlighed.

Forholdet mellem dværge og sortblodsfolk stod i skarp kontrast til dette. Deres indbyrdes relation var kendetegnet ved et gennemgribende og dybtfølt had. Grænsen mellem Darkonien og sortblodsfolkenes hjemsted i Rustbjergene var på ingen måde klart optrukket, og striden om de overlappende regioner blev så voldsom, at den ved flere lejligheder udviklede sig til regulære blodbad. Med tiden blev grænseområderne mellem dværge og sortblodsfolk til et ingenmandsland, hvor ingen bosatte sig, og intet fik lov til at vokse.

Hvad menneskene angik, var de i Nirahams yngre alder blot en primitiv race, som i dværgenes øjne ikke havde noget nævneværdigt at bidrage med. Selvom menneskene med tiden lærte om dværgenes eksistens, kunne dværgene ikke se noget formål med at omgås dem.

Gennem årtusinder fortsatte dværgene med at leve en isoleret tilværelse, hvor de så vidt muligt holdt sig ude af oververdens stridigheder og var godt tilfredse med bare at blive ladt i fred. Som den eneste af verdens racer blev dværgene derfor heller ikke påvirket af hverken sortelvernes første eller andet indtog på overfladen. Selvom elverne gentagne gange tryglede om dværgenes bistand i kampen mod sortelverne, holdt dværgene sig til deres underjordiske rige og konstaterede med tilfredshed, at sortelverne aldrig kom så langt mod vest, at det bragte Darkonien i fare.

Denne tendens til blot at lade stå til og pleje sine egne interesser førte imidlertid til, at de øvrige racer begyndte at se på dværgene med skepsis. Særligt blandt menneskene opstod der en fortælling om, hvordan dværgene levede en tilværelse præget af rigdom og overflod, mens resten af Nirahams folkeslag sultede og led.

I takt med at menneskeracen bredte sig over Niraham og bevægede sig ind over Darkoniens grænser, kunne dværgene ikke ignorere dem længere og var nødt til at tage imod deres udsendinge.

Menneskene havde fra første færd været dybt betagede af dværgenes våben og redskaber af metal, og de gjorde mange forsøg på at handle sig til dværgenes håndværk. Interessen var på ingen måde gengældt, men i løbet af generationer blødte dværgenes forhold til mennesker langsomt op. Særligt de norrlændinge, der var bosat langs Iskysten i nord, udviste en adfærd, som tiltalte dværgene. Da norrlændingene desuden havde adgang til en række handelsvarer, som dværgene nød stor gavn af i deres arbejde, udmøntede det sig med tiden i en nogenlunde stabil handelsrelation.

Efterhånden blev omfanget af menneskenes og dværgenes handel mere omfattende, og i den sidste ende indviede dværgene også mennesker i selve smedekunsten. Det skulle vise sig at være en katastrofal fejl. Menneskene blev hurtigt bevidste om, hvordan adgangen til våben og rustninger var udslagsgivende for deres krigsførelse, og efter kun få generationer var efterspørgslen på jernmalm blevet så stor, at menneskene ikke længere kunne få opfyldt deres behov på hæderlig vis.

Darkoniens bjerge rummede endeløse ressourcer, og snart begyndte menneskene at overskride grænsen til dværgenes rige for at få andel i bjergenes rigdomme. Dværgene var imidlertid ikke villige til at deles om deres land, og det blev startskuddet på en flere hundrede år lang krig om adkomsten til Darkoniens righoldige jernmalm.

Med tiden måtte menneskene erkende, at dværgene var for overlegen en fjende for dem, og at det begrænsede udbytte, som de fik ud af bestræbelserne i Darkonien, ikke stod mål med de tusinder af mennesker, der måtte lade livet. I stedet begyndte menneskene at drage op i Rustbjergene, hvor sortblodsfolkene huserede, for at fortsætte jagten på kostbare metaller der.

Mennesker og dværge fandt med tiden atter sammen i en skrøbelig fred, som dog var kendetegnet ved en væsentlig større skepsis fra dværgenes side end før. Dværgene havde omvendt fået smag for overfladens råstoffer, og de indvilgede derfor i at oprette en række handelskolonier i udkanten af Darkonien, hvor menneskenes handelsfolk kunne komme og gå, som det passede dem. En af de kolonier, der fik størst betydning, var en tidligere dværgebosættelse ved navn Roulon. Den var beliggende i grænselandet mellem Darkonien og Rustbjergene og blev hurtigt et omdrejningspunkt for handel i området.

Selvom dværgene ikke var meget for at afgive land til menneskene på denne måde, havde de indset, at der kunne være en strategisk fordel i at have en neutral grænseregion mellem Rustbjergene og deres eget land. Det var dog ikke kun handlende, der blev tiltrukket af kolonierne i Darkoniens udkant. Mange blev også hjemsted for lykkeriddere og regulære røverbander, der gang på gang overfaldt dværgenes handelsfolk eller bevægede sig ind i Darkonien for at begå illegal minedrift. Stridighederne genopstod derfor, og på sigt bevarede dværgene kun tilliden til befolkningen i Roulon og Norrland.

Hvad resten af Nirahams mennesker angik, fik dværgene for vane altid at omgås dem med stor varsomhed, og de lærte at både bære rustning og en skarpsleben økse, hver gang de indledte forhandlinger med mennesker. Dværgene befæstede også Darkoniens grænser og tog gradvist mere drastiske skridt i brug for at sikre, at menneskene respekterede deres territorium.

Udbredelse

På grund af dværgenes modvilje mod at begive sig uden for Darkoniens trygge grænser har racen aldrig haft nogen særlig tilstedeværelse i det øvrige Niraham. Den altovervejende del af dværgene findes i Darkonien. Her har de gravet enorme byer ud under bjergene, og deres underjordiske samfund har udviklet sig til et rige, der ikke kender mage på Niraham.

Darkonien har en helt særlig og nærmest mytisk betydning for dværgene. Det er deres historiske hjemsted, hvor de har boet siden de tidligste tider, og for de fleste dværge vil det være helt utænkeligt at kalde noget andet sted sit hjem. Det betragtes som en stor ære, hvis en person, der ikke er af dværgeracen, får tilladelse til overhovedet at sætte foden inden for Darkoniens porte, og ingen andre end dværge har nogensinde betrådt rigets inderste, hellige haller.

Udover Darkonien har dværgene kun haft få andre bosættelser gennem tiden, og af disse har kun kolonien Dom Gorr været af en sådan størrelse, at den var alment kendt. Dens grotter blev imidlertid overrendt af sortblodsfolk i år 26 EH og anses nu for tabte.

På resten af Niraham er dværge et sjældent syn. Det er kun få dværge, der nogensinde begiver sig op til overfladen, og endnu færre bevæger sig uden for Darkoniens grænser. Når det sker, er det som regel på kortvarige handelstogter eller i diplomatiske ærinder. Selv da begiver dværgene sig sjældent længere bort end til Norrland eller Roul-Assin.

En gang imellem hænder det dog, at dværge rejser videre ud i verden, og fra tid til anden ses de så langt væk som i Tharkien, Kamirr eller andre af Nirahams centrale riger. Ofte er der da tale om dværge, som er blevet gjort klanløse, eller som af den ene eller anden årsag er blevet udstødt fra samfundet og derfor har været nødt til at drage ud i verden for at finde sig et nyt eksistensgrundlag.

Religion

Siden den tidligste begyndelse har der kun været én gud, som dværgene anså for værdig til deres tilbedelse. De blev skabt i Djorkas billede og har altid fundet en særlig samhørighed med ham og hans lære. Djorka er en skabende og handlekraftig gud, og det er først og fremmest ved deres arbejde, at dværgene viser ham deres tilbedelse. At kaste sig på knæ og bruge timevis på at bede til Djorka vil være et unødigt spild af tid. I stedet værdsætter han de tilhængere, som dedikerer sig til deres arbejde og skaber kunstfærdigt håndværk, der gør ham ære.

Dovenskab og sløseri betragtes som fornærmelser mod Djorka, og livet bør for den sande tilhænger være én lang stræben efter at perfektionere sine færdigheder. Ingen bør lægge sit værktøj fra sig og erklære værket færdigt uden samtidig at sætte sig nye mål og udfordringer.

Dværgene anerkender ganske vist alle De Sande Guder, men Djorka betragtes som hele racens stamfader, og allerede af den årsag er han et forbillede for dem. Djorkas ord og gerninger bliver set som ophøjede idealer til efterlevelse. Han er ufejlbarlig, og i dværgenes øjne er han indbegrebet af alt det, som en ægte dværg bør stræbe efter.

Forhold til øvrige racer

Dværgenes sky og distancerede levevis har sat sit præg på deres forhold til Nirahams øvrige racer.

Mennesker

Mennesker er en race af forhastede og uovervejede folk, som på grund af deres korte levealder ikke har megen forstand på verden og derfor træffer tvivlsomme og impulsive beslutninger. Det gør dem svære at stole på. Kun norrlændinge, roulere og gothere har gennem årene vist sig at være besindige og troværdige, og dem nærer dværgene en vis tillid til.

Elvere

Til trods for at deres personligheder er så forskellige som dag og nat, har elvere og dværge altid formået at tolerere hinandens tilstedeværelse og kunnet leve side om side. De to racer handler også regelmæssigt med hinanden, men at betegne deres relation som varm eller venskabelig vil være at gå for vidt.

Sortelvere

Dværgene har længe kendt til sortelvernes eksistens, men i modsætning til de andre racer er dværgene gået fri for sortelvernes hærgende indtog på Niraham. Selvom de er fuldt ud bekendt med sortelvernes dystre natur, er dværgene villige til at acceptere deres eksistens, så længe det ikke rammer dem selv. Nære følelser mellem de to racer vil det dog aldrig komme til.

Sortblodsfolk

Orker, gobliner og trolde har været dværgenes svorne fjender siden tidernes morgen. Racerne har ligget i endeløs krig, siden de første gang mødtes, og efterhånden er hadet til sortblodsracerne blevet så indarbejdet i dværgenes kultur, at navnet alene er nok til at få dem til at gribe økserne.