Denne side indeholder de samlede nyheder fra år 2015, hvilket svarer til år 25 EH på Niraham.
Året var præget af mange overnaturlige hændelser, og navnlig Narabond blev genstand for en del hændelser, der ikke lod sig forklare. Som året skred frem, begyndte orkernes konge, Jernhud, at hærge i Emyr. Det lykkedes ved forenet magt fra Narabond, Roul-Assin og Emyr at bekæmpe ham, men snart efter røg Narabond og Emyr i totterne på hinanden, og det udviklede sig til starten på en regulær krig mellem de to riger.
Januar
Nimars ypperstepræst Tilimanus Akantus har kaldt alle De Sande Guders ypperstepræster til præsteråd i Stortemplet i Etos. Det er første gang siden Himmelkrigene, at ypperstepræsterne er blevet kaldt ekstraordinært til samling på denne vis.
Magiens Cirkel er præget af indre uro. Fraværet af et fælles, velorganiseret regelsæt har medført, at mange akademier er begyndt at skrive deres egne lovsæt. På nuværende tidspunkt hersker der i det hele taget komplet forvirring om, hvem der – om nogen – besidder autoriteten til at diktere reglerne for de enkelte akademier. Udover store uenigheder har det også resulteret i flere konfrontationer.
Under et rådsmøde i Istezarifamilien skulle Den Vise have manifesteret sig og holdt en kort tale for fyrst Istezari, hvorefter han forsvandt igen. Familien har siden været aldeles tavs om hændelsen, og fyrst Istezari har forbudt dem at ytre sig til nogen om, hvad Den Vise tilkendegav på rådsmødet.
Vinterskoven
Mørketvingerne har formået at lukke Marcusriften på ny, men hvor længe det holder, tør ingen spå om. Ved Djævleegen er der til gengæld hen over årsskiftet set genfærd i de sene nattetimer. Det er alment antaget, at det må have noget med tilstanden i de øvrige rifter at gøre.
Dæmonologen Esbjørn, der tidligere var lærling under Odessa, er blevet hentet til Donum Ragnar af en elver, der var udsendt af Akantusfamilien. Det viste sig imidlertid, at elveren havde andre, mere fordækte motiver, og det udviklede sig til kamp ved broen. Esbjørn formåede at slippe bort og blev noget tid senere set nordpå i Roul-Assin på vej mod Donum Hallivold.
Der er blevet afholdt et større ritual ved det gamle dværgealter, hvor der deltog repræsentanter fra dværgene, roulerne og Gasnians Hvide Håb. Med ritualets kraft formåede de at samle alteret og genrejse det. Under ritualet samlede de også det magiske skrift kendt som ‘Toreks profeti’. Da det var samlet, blev det til støv og efterlod tre stykker forgyldt papir med dværgeruner på alteret.
Orker og gobliner er ved at befæste sig omkring Barnegraven, mens de venter på, at Jernhud ankommer til skoven. Han befinder sig stadig langt mod øst, men bevæger sig gradvist vestover mod skoven og brænder landsbyer ned undervejs på sin hærgende færd. Hertuginde Elisabeth Narabond prøver desperat at mønstre en hærstyrke i Nordlenet for at bremse Jernhud, men det har lange udsigter. Lenet blev hårdt ramt af borgerkrigen mellem Tirri og Adrian, og der er ikke mange kampduelige narabonere tilbage, der er indstillet på at lade sig hverve.
Adelsfamilien Möller er ved at undersøge Vinterskoven for værdifulde ædelmetaller, men indtil videre uden held. De har nu antaget geologen Hans Vertefinger og sendt ham til skoven for at skabe klarhed over, om der er værdier i undergrunden eller ej.
Februar
Den milde vinter i Narabond har betydet, at bygningsarbejdet i Kungstadt har kunnet fortsætte vinteren over, og den yderste ringmur er ved at være færdig. Byggeriet er blevet hjulpet på vej af, at dronning Tirri – belært af fortidens fejltagelser – har hyret arkitekter og bygherrer ind fra Etos til at bistå med genopbygningen. De har bevist deres værd, og genopbygningen går både hurtigere og bliver væsentligt kønnere, end nogen havde forestillet sig. Det tyder på, at Kungstadt kan ende med at blive både større og mere prægtig end nogensinde før.
Jernhud nåede til Hessenfeldt i Emyr og belejrede byen. Efter to ugers kampe lå byen i ruiner, hvorefter Jernhud plyndrede den og drog videre mod vest med sin hær af sortblodsfolk. Fra de omkringliggende byer forlyder det, at han har sendt mindre grupperinger forud for hæren.
I Vinterskoven har Magiens Cirkel flere gange forsøgt at lukke riften i Djævleegen, men forgæves. Området er hjemsøgt af genfærd, og de spreder sig ud over et stadig større område. Druider og præster kan høre deres hvislende kalden døgnet rundt, og selv ikke-gejstlige er nu begyndt at berette, at de kan se dem ved højlys dag.
Marts
Dronning Tirri har givet kaptajn Henrich kommandoen over en deling fra den royale garde med ordre om at nedkæmpe Jernhud. Styrken fik yderligere tilslutning fra Roul-Assin i form af krigere, jægere og et antal vølver. Selv Emyr lagde for en tid gammelt fjendskab på hylden og udsendte et kompagni tungt kavaleri til bistand.
I et veltilrettelagt angreb formåede de at overraske Jernhud, da hans styrker var ved at krydse Akos-floden i det nordlige Narabond. Sortblodsfolket blev spredt på begge flodens bredder. Jernhud selv var nået over på flodens vestlige side sammen med sin fortrop, og kampene her blev særdeles hårde. Kaptajn Henrichs hest blev dræbt, og kaptajnen selv fik beskadiget sit venstre ben, da Jernhud ramte hestens flanke med et hårdt slag fra sin hammer. Herefter samlede Jernhud sine resterende tropper og trak sig vestover, væk fra kampene.
Han efterlod store dele af sin hær til deres egen skæbne, og særligt på flodens østlige bred udviklede det sig til en regulær massakre, da orker og gobliner i tusindtal forsøgte at flygte ukoordineret. Efter kampens afslutning kunne kaptajn Henrich sende budbringere til hoffet i Kungstadt med besked om, at hovedparten af Jernhuds horde var besejret – men ikke Jernhud selv, som fortsatte videre mod vest, ind i Narabond.
I Nordlenet har der været et attentat på hertuginde Elisabeth Narabond. Det fandt sted i hendes bibliotek i byen Gottenbruch. Hun blev forsøgt forgiftet, og havde det ikke været for byens urtekyndige, ville hun næppe have overlevet. Den kvinde, der stod bag attentatet, blev dræbt, da hun forsøgte at flygte. Dronning Tirri har involveret Nøglerne i efterforskningen og sendt Høgen af sted for at finde ud af, hvem der står bag.
Adskillige højtstående medlemmer fra Magiens Cirkel har været i audiens hos dronning Tirri på det seneste. Selvom de efter bedste evne forsøger at holde tæt med formålet, er det bredt antaget, at de søger hendes opbakning til at få styr på de store indre uenigheder i Magiens Cirkel.
Vinterskoven
Der er flere, der har set genfærd ved Djævleegen, og adskillige personer er forsvundet i området. Et af genfærdene søgte en tavle, men efter at have været død i flere hundrede år, viste genfærdet sig umådelig vanskeligt at kommunikere med, så befolkningen er fortsat i vildrede om, hvilken tavle det søger.
Elverne i skoven har fået en hellig gave, der skulle være nært forbundet med De Sande Guder. De vogter den ihærdigt, og ingen udefrakommende får noget at vide om, hvori gaven består – endsige lov til at se den.
April
Efter at Jernhud blev fanget ved floden mellem Narabond og Emyr, trak han mod vest sammen med de dele af sine styrker, der nåede at kæmpe sig fri af bagholdet. På den videre færd blev hans vej afskåret af elverne i Vinterskoven, som var tæt på at sende ham til sin skaber. Det lykkedes imidlertid Jernhuds tropper at beskytte ham. Herefter trak de endnu længere mod vest, hvor en deling roulere formåede at såre Jernhud og presse ham i knæ, men atter en gang formåede hans tropper at kæmpe sig fri. Herefter mistede man synet af Jernhuds styrke, men hvis de fortsætter vestpå, vil de ende i Darkonien, og det spekuleres i, om Jernhud har et udestående med dværgene, sortblodsfolkets gamle arvefjende.
Sejren over Jernhud har imidlertid skabt splittelse mellem de implicerede parter. Efter slaget viste det sig, at det krigsbytte, som Jernhud havde taget ved belejringen af den emyrske by Hessenfeldt, befandt sig på flodens vestlige side ved de narabonske styrker. Emyr krævede at få det udleveret, men den sårede kaptajn Henrich nægtede og insisterede på, at det var krigsbytte og tilhørte Narabonds krone. Det kom til heftige diskussioner, der flere gange var tæt på at udvikle sig.
Mens diskussionerne udfoldede sig mellem de narabonske og emyrske delegerede, blev de roulere, som havde deltaget i slaget, nysgerrige på, hvad der var årsag til uenighederne. De listede sig hen til vognene med krigsbyttet og konstaterede, at der mellem alverdens guld og sølv befandt sig adskillige af druidernes hellige artefakter, herunder et urgammelt emblem, der i gammel tid var blevet taget fra det rouliske folk. Ved den erkendelse overmandede roulerne de narabonske vagter og stak af med emblemet og et antal kister med artefakter.
Både Emyr og Narabond blev alarmeret af begivenhederne og beskyldte hinanden for at ville tilrane sig krigsbyttet. Der blev trukket våben, og det kom til kamp. Stemningen var imidlertid præget af komplet forvirring. Soldaterne havde kort forinden stået skulder ved skulder, og ingen vidste reelt, hvem der var ven eller fjende.
Under tumulten fik kaptajn Henrich givet ordre til, at kisterne skulle sikres. Det lykkedes for de narabonske soldater at samle flere kister og få dem på vogne, der blev sendt af sted straks. Den emyrske general fik for sit vedkommende kontrollen over de resterende kister, og da begge parter herefter koncentrerede sig om at forsvare deres respektive bytte, ebbede kampene ud.
Efter at have udvekslet skældsord trak den narabonske hær sig tilbage og satte kursen mod Gottenbruch. Her var hertuginde Elisabeth Narabond fortsat sengeliggende efter at være blevet forsøgt forgiftet. Snart efter fulgte den emyrske hær og slog lejr uden for byen, hvor de igen og igen fremsatte krav om at få kisterne med stjålne artikler fra Hessenfeldt udleveret. Ryttere blev også sendt af sted for at skaffe de kister, som roulerne var stukket af med forud for tumulten.
I Kungstadt har dronning Tirri indstiftet en ny orden af magikere, som har fået navnet Liljens Nexus. Efter borgerkrigen med Adrian har Magiens Cirkel udstillet sin indre splittelse, og dronningen har nu endeligt mistet tilliden til Cirklen. De har fortsat tilladelse til at praktisere deres virke i Narabond, men vil ikke længere modtage støtte fra tronen eller have indflydelse ved hoffet. Modsat Magiens Cirkel, der er en selvforvaltende instans, rangerer Liljens Nexus under Narabonds regent. For at tydeliggøre paradigmeskiftet har dronning Tirri overdraget akademiet i Kungstadt, der hidtil havde hørt under Magiens Cirkel, til Liljens Nexus.
Porten til Narabondslægtens palads i Kungstadt er blevet lukket, og byens borgere bliver visiteret ved alle offentlige porte, pladser og i gaderne. Uniformerede soldater går desuden fra hus til hus, som de systematisk gennemsøger. Selvom de nægter at afsløre deres ærinde, er det tydeligt, at de leder efter nogen – og der går da heller ikke lang tid, før et rygte begynder at sprede sig i Kungstadt om, at dronning Tirri er blevet forsøgt forgiftet, ligesom hendes kusine Elisabeth var blevet tidligere på året.
Dværgene har over den seneste tid trukket sig tilbage til Darkonien og afskåret størstedelen af deres kontakt med omverdenen. De sendte i al hast en række handelsekspeditioner ud for at købe store mængder råstoffer og trak sig derefter tilbage og begyndte at forskanse flere af indgangene til Darkoniens grotter. Det er nu kommet frem, at det skyldes, at sortelvere er brudt frem fra Underverdenen i områderne nær indgangen til byen Hom-du-Gari i Darkonien. Roulerne har siden forsøgt at få kontakt til dværgene og genoptage handelen, men hidtil forgæves.
Blandt de rouliske druider og norrlandske goder og gydjer er der en udtalt ængstelse i disse dage. Der er flere af ånderne, der er holdt op med at svare deres tilhængere. Fælles for dem alle er, at de har været i nærheden af Dragegabet. Et mørke hviler over området i disse tider, og almindelige dødelige undgår så vidt muligt at have nogen ærinder i Dragegabet, men at også ånderne skulle blive berørt, er alarmerende nyt.
Fra elverne i Vinterskoven forlyder det, at senatet har stillet spørgsmålstegn ved, om Rimfrostfamilien forvalter deres ansvar for skoven forsvarligt. Der er et stigende pres fra andre familier, og navnlig Skhartiarefamilien lægger ikke skjul på, at de stræber efter at få overdraget skoven til deres varetægt. Om Rimfrostfamilien kan ride stormen af eller bukker under for presset må tiden vise.
Fortælling fra en kro i Østlenet
Det er en travl aften på kroen i Harsburg – det er sjældent, der er så mange rejsende på disse kanter. Mjød, vin og mad bliver serveret i et hastigt tempo, og krostuen emmer af snak, indtil et skrig pludselig runger gennem lokalet. Alle bliver tavse. I et hjørne af kroen griber en elver sig til maven. Han bløder kraftigt, og foran ham står et menneske med en kniv i hånden. Elverens følgesvend griber ud efter sit sværd og hugger mod mennesket, men sværdet synes at passere direkte igennem ham, som var han blot luft og skygger. En høj, hånlig latter rejser sig, og menneskets stemme kan høres: “En hilsen fra min herre, Modeus, til din mester i tårnet.”
Med ét begynder alle i krostuen at løbe, og det samme gør jeg. Uden at tænke kæmper jeg mig vej frem mod døren, og i det samme mærker jeg varmen og den overvældende lugt af røg. Flammer fylder lokalet, og det er kun med nød og næppe, at jeg formår at komme ud i tide. Bag mig bliver krostuen opslugt af flammerne. Så voldsom er branden, at jeg er nødt til at træde flere meter væk for at kunne holde den ud. Og mens jeg stirrer målløst mod infernoet, ser jeg skyggen træde ud gennem flammerne og forme sig til et menneske igen. Stadig bærende sin blodige kniv går han upåvirket forbi os og forsvinder ud i mørket.
Maj
Rouliske bønder beretter, at de ved skumringstid har set et stort, frygtindgydende væsen, der lignede en ork med grønne krystaller stikkende ud fra skuldrene, bevæge sig langs bjergskråningerne ind mod Darkonien. Roul-Assin er også i almindelighed præget af en bekymret stemning. Tiden for Jorgos Maning nærmer sig hastigt, men ingen har kunnet få kontakt til ånden Herne i flere måneder. Også ånderne Vind, Sil og Tørke har været tavse igennem længere tid. Snakken går på, at de sammen med flere andre ånder har bevæget sig ind i det mørke, der spreder sig fra Dragegabet. Senest har også ånden kendt som Tyven været stille i flere uger.
I Narabond er Kungstadt fortsat præget af en anspændt stemning. Porten til Narabondslægtens palads har været lukket gennem en måned, og ingen kan længere være i tvivl om, at der er sket noget alvorligt på slottet. Hoffet har været aldeles tavst om årsagen, hvilket blot har bidraget yderligere til, at gaderne sværmer med rygter. Flere taler nu højt og åbent om, at dronningen ikke bare er blevet forgiftet, men måske tilmed er død.
En del magikere i Narabond har brudt med Magiens Cirkel og i stedet sluttet sig til Liljens Nexus. Der er kun kold luft mellem de to ordener. Hvor Liljens Nexus nyder stor fremgang i disse tider, har Magiens Cirkel brugt deres politiske indflydelse både i og uden for Narabond til at så tvivl om, hvorvidt det er forsvarligt at give så stor magt til en magisk organisation, der som Liljens Nexus reelt er et redskab for kronen.
I Vinterskoven er riften ved Barnegraven blevet lukket af roulerne. Efter flere forsøg lykkedes det dem, stykke for stykke, at presse den ondskab, der var sluppet løs, tilbage i riften, hvor den kom fra. Det var dog nær gået galt, da tilhængere af Modeus forsøgte at stoppe deres ritualer.
Også andre steder på Niraham rører Modeus’ lærlinge på sig. Den seneste tid har budt på flere blodige træfninger mellem højmagere og Modeus’ tilhængere. Det har taget hårdt på den elviske orden, og de har trukket størstedelen af højmagerne hjem til Cristaliana-tårnet i Vetas.
Den emyrske hær, der lå i lejr uden for Gottenbruch, har sluttet en ring om byen og lader ingen forlade den. Alle, der nærmer sig, får at vide, at de skal vende om. De er begyndt at bygge stormtårne og stiger, og der ligger allerede nu to udbrændte rambukke ved byens porte som vidnesbyrd om, at Emyr har til hensigt at indtage byen med magt, om nødvendigt. Emyr fastholder, at det er en nødvendighed udløst af Narabonds fordærv og udelukkende handler om at få de stjålne genstande fra Hessenfeldt leveret tilbage. Der hersker en meget anspændt stemning omkring byen, og mange af de lokale bønder er begyndt at rejse væk af bekymring for, at konflikten snart eskalerer.
Magtkampene i Santillia verserer fortsat, men i den seneste tid har Rimfrostfamilien formået at cementere deres herredømme over Vinterskoven og har fået overbevist store dele af det elviske folk om, hvorfor de i sin tid blev overdraget skoven. Også centralt i Santillia er der røre i vandene. Den seneste tid har budt på flere tilfælde af mennesker, der fandt vej ind i Santillia, udførte mørke ritualer og besudlede elviske helligdomme. Tålmodigheden blandt de elviske fyrster er brugt op, og de kræver nu handling. Det har ført til lange drøftelser i Midterrigets senat om, hvor langt man er villig til at gå, men endnu er det ikke nået til en konklusion.
Uanset at disse begivenheder fylder meget i Santillia, så er der dog én ting, der fylder endnu mere på denne tid af året – og det er den kommende majfest, hvor livet og lyset skal fejres.
Juni
“Modeus er faldet, Modeus er faldet” – en sætning, man hører gentaget over hele Niraham i disse dage. Mange er grebet af en euforisk glæde, mens andre nægter at tro det.
Den banebrydende hændelse fandt sted, efter at Underviseren havde opsporet Modeus og sendt sine sorte riddere mod ham. Det var dog en smal sag for Modeus at nedkæmpe dem – nogle mener, at han besejrede fire af dem på én gang. Modeus var klar til at gøre en ende på Underviseren, men Underviseren var beredt og havde skaffet et antal af Modeus’ dæmonkontrakter, som han nu brød og derved svækkede Modeus’ kræfter. Selv med dæmonernes hjælp var det imidlertid ikke tilstrækkeligt. Underviseren havde ikke kræfterne til at afslutte det, han havde startet. Da alt håb syntes ude, fik han imidlertid hjælp fra en uventet side. Den rouliske ånd Tyven havde sneget sig op på Modeus, drog sin hånd gennem brystet på ham og tog hans hjerte. Modeus vred sig i smerte og faldt til jorden – død.
De tilbageværende lærlinge og tilhængere af Modeus er splittet op i mindre fraktioner, hvoraf visse nu kæmper om magten i det tomrum, deres herres fravær har efterladt, mens andre er flygtet over hals og hoved. Andre igen er blevet aldeles gale, da deres mester ikke længere kan holde dæmonerne i skak, og dæmonerne derfor nu søger hævn for den skade, som Edsbryderen har forvoldt dem.
En tragedie formørkede dog glæden blandt elvernes folk. En af Modeus’ kaptajner, Alaric Rosenbeck, blev indhentet af elvere i følgeskab med Sissianas mirner, faunen Rumlefod. I desperation ofrede Rosenbeck sine lærlinge og brugte deres kræfter til at knytte et ubrydeligt sjælebånd mellem ham og Rumlefod, så al skade, der blev givet til den ene, også ramte den anden. Elverne måtte med sorg i hjertet erkende, at de ikke kunne tillade Rosenbeck at leve, og traf derfor den hjerteskærende beslutning at ofre Rumlefod. Hans død satte en stopper for den glæde, der ellers havde fyldt skoven den seneste tid.
Den Vise har forladt sit tårn og kaldt hele Højmagernes Orden til samling på De Oplystes Plads foran Cristaliana-tårnet i Vetas. Også Den Sorte Sols Orden blev mønstret for at høre hans ord. Stående på pladsens centrale podium bebudede han, at Modeus i sandhed var faldet. Han kunne ikke længere mærke sin gamle ven og fjende, hverken på dette plan eller de øvrige. Dermed var Den Vises livslange mål også nået – at beskytte Niraham mod Modeus’ mørke, og han bebudede derfor, at det nu også var hans tid til at forlade Niraham. Den Vise svor imidlertid et højhelligt løfte om, at han ville vende tilbage, når der var mest brug for det.
Herefter løftede Den Vise sin stav og fremsagde den ældgamle, traditionelle afskedshilsen, der bruges blandt højelverne, når en nær ven drager bort. Staven lyste op som solen ved morgengry. Han bankede den mod podiet under sine fødder, og en bølge af lys bredte sig over pladsen og omsluttede de tilstedeværende. Lyset svandt gradvist, og dér, hvor Den Vise havde stået, befandt sig nu en statue af ham med en krystal hængende om halsen, lysende med samme skær.
I Nordlenet fortsætter konflikten mellem Narabond og Emyr med at eskalere. Hertuginde Elisabeth Narabond er blevet befriet fra belejringen af Gottenbruch af Magiens Cirkel, og hun er blevet overdraget til Høgens beskyttelse. Udover hertuginden lykkedes det også at få det omtvistede krigsbytte fra slaget med Jernhud ud af den belejrede by. Det var en åbenlys provokation af Emyr, så da nyheden nåede den emyrske general, beordrede han, at Gottenbruch skulle indtages som gengældelse.
De velforberedte emyrske styrker satte sig i bevægelse, og med emyrske kampkåber stående øverst på stormtårnene til at regne magi ned over murene var slaget hurtigt overstået, og byen overgav sig. Efter Gottenbruchs fald gennemsøgte Emyr byen, og hæren fortsatte derefter ind over grænsen mellem Narabond og Emyr. De undersøgte alle byer på vejen og afvæbnede borgerne, og der blev etableret vagtværn af emyrske tropper ved alle centrale knudepunkter på vejen.
Der er ikke kommet nogen reaktion fra hoffet i Narabond. Dronning Tirri har nu ikke vist sig i flere måneder, og ingen fra hoffet har udtalt sig offentligt til den stadig mere ængstelige befolkning. Rygterne svirrer derfor livligt, og blandt store dele af befolkningen regnes det nu ikke længere kun som en antagelse, at hun må være dødeligt syg, men nærmest som en sikkerhed.
Længere mod nord har Adrian opført store fæstningsværker i begge ender af Dragegabet, og over dem hænger majestætiske sorte bannere med Adrians mærke: den hvide ravn.
Dværgenes handel med elverne er begyndt at give endog særdeles gode afkast for begge racer, så nye handelsaftaler er ved at blive handlet på plads. Dværgene er tilmed gået så vidt som til at indbyde elverne til deres haller for at forhandle dér. Buranus har proklameret, at de vil benytte de nye ressourcer til at udstyre hæren og fyrstegarden mere overdådigt, end den har været siden de tidligste tider, hvor folket udvandrede fra Eislonien.
Mester Domiel af Mørketvingernes Orden er død. Han var rejst til Dragegabet for at bekæmpe Adrian og hans dæmoniske ledsagere, men med begrænset held. Hårdt såret måtte han fremkalde en ny portal for at slippe bort, men havde kun ringe kontrol over, hvor den førte ham hen. Han ankom blandt roulernes folk, der tog ham til fange. Halvt bevidstløs forsøgte han forgæves at appellere til dem, men døde for hånden af en roulisk vølve, der jog en kniv i siden på ham. Da mørketvingerne til sidst nåede frem til ham, var det for sent.
I Vinterskoven har majfesten været fejret uden lige. Mange af de andre racer viste majbruden ære ved at give gaver og bidrage til elvernes rituelle fest for livet. Efter majfesten tog Rinapræstinden Piraña Rantell til den portal, der har været til så stor skade i skoven. Gennem majbrudens velsignelser og med hjælp fra magiske remedier og bistand fra Gasnians Hvide Håb forsøgte hun at fjerne portalen. Et lys kom ned fra oven, og i et stort lysglimt forsvandt portalen. Der udbrød stor jubel blandt de tilstedeværende, men glæden varede dog kun kort. Piraña havde ikke formået at fjerne portalen – kun flytte den til Rinas hellige jord.
Juli
Ikke skrevet pga. sommerferie.
August
Santillias elvere forsøger fortsat at finde en løsning på den portal, der befinder sig i skoven og er til stor skade. Det er imidlertid ikke så ligetil. Efterhånden har forsøgene på at fjerne portalen været så krævende, at nogle mener, man i stedet blot bør lade den være. Blandt præsteskabet henviser man til, at der i umindelige tider har været en lignende portal et sted i Zikkha Ørkenen, som efterhånden har mistet sit magiske potentiale.
Efter at have indtaget Gottenbruch har Emyrs hær fortsat sit fremstød ind i Narabond og er nu nået til Vinterskoven. De har etableret en forpost i byen Barazel og har underlagt området emyrsk lovgivning. Hovedparten af områdets beboere er store modstandere af den fremmede besættelsesmagt, men også ganske mange mener, at det er på tide, at nogen i det mindste får sat skik på området.
Randalfamilien har startet en større selvransagelse. Efter at familiens overhoved, Gideon Randal, ikke blot åbenlyst har støttet Adrian, men også benytter sig af dæmoniske kræfter, frygter de tilbageværende familiemedlemmer, at den modvilje, der er opstået mod Gideon, også vil ramme dem. I et forsøg på at redde familiens anseelse er de nu gået i gang med at gennemsøge deres store bibliotek for forbudte skrifter og vanhellige artefakter, og flere af familiens lærlinge er ved at blive undersøgt for at afklare, om der er flere brodne kar at finde.
Hvis vejret holder, ser det ud til, at høsten i Roul-Assin kan give så godt et udbytte, at der er mad til ikke kun denne vinter, men også store dele af den næste. Til gengæld har de mangel på en del råstoffer. Særligt jernmalm er næsten umuligt at opstøve i disse tider, da dværgene stort set har indstillet deres handel med roulerne, og når det endelig sker, sælger dværgene deres varer til overpriser.
Tilstanden er fortsat kaotisk. Dronning Tirri er ikke set igennem flere måneder, men trods hendes fravær er hoffet fortsat tavst omkring situationen. Det bidrager kun til mere og mere rygtedannelse, og nu er antagelserne nået så vidt, at der skulle være et kup i gang, hvor nogen forsøger at tilrane sig magten.
I Vinterskoven har der været afholdt præsteråd. Det skabte stor furore, da der blev fremlagt beviser for, at druide Myrlon havde konspireret med rouliske ånder om at forsøge at svække visse af De Sande Guder, måske endda for at prøve at genskabe Himmelkrigene. Anklagerne blev imidlertid mødt med forargelse, og præsterådet endte i forvirring og splittelse blandt dem, der betragtede anklagerne som sandfærdige, og dem, der mente, at de var absurde postulater.
September
Der er opstået uroligheder i Kungstadts gader. Byens borgere kræver nu at se deres dronning, efter at de ikke har hørt nyt fra hverken hende eller hoffet i flere måneder. Hvad der blot yderligere har bidraget til mystikken, er, at dronningens personlige vagtkorps, Den Monopatiske Garde, er blevet udstationeret ved byens havn den sidste uge, som om man venter vigtige besøgende.
Emyr er begyndt at miste grebet om flere af de besatte områder i Narabond. Der har været utallige angreb på deres forsyningslinjer, så de har måttet flytte soldater fra de fremskudte poster til at beskytte vognene med forsyninger. Det har svækket dem gevaldigt i flere af områderne, hvilket befolkningen har udnyttet til at undsige sig de regler og love, som Emyr forsøger at håndhæve. Det har ført til strenge sanktioner fra Emyrs side, og de har deporteret adskillige familier, herunder adelsslægter, der har nægtet at indrette sig.
Darkoniens dværge er begyndt at udbygge deres miner, en del tilmed i yderområderne uden for Darkonien. Det er ikke sket i flere årtusinder. Når dværgene på denne måde vover sig ud og opfører bosættelser steder, hvor de ved, at de vil være sårbare og udsatte, må det være fordi, de har fundet noget meget værdifuldt i undergrunden.
I Roul-Assin har dronning Sida den seneste tid haft travlt med at holde rådslagninger med rigets jarler og andre markante overhoveder. Temaet har været den hastigt eskalerende konflikt i Narabond. Efter at være blevet løst fra deres vasalskab er Roul-Assin principielt frit stillet i forhold til, om de vil støtte dronning Tirri eller ej – eller måske tilmed gå ind i kampene på Emyrs side.
Rimfrostfamilien er blevet udfordret kraftigt af Skhartiarefamilien den seneste tid. Efter at have klaret frisag længe, lader det til, at Rimfrost er ved at miste opbakning, og mange af deres gamle, traditionelle støtter er blevet mere uklare i forhold til, hvor deres loyalitet nu ligger. Senatet forholder sig imidlertid afventende, men venter utvivlsomt blot på, hvilken af de to stridende familier der først viser svaghedstegn. I mellemtiden har fyrst Istezari som så mange gange før udnyttet splittelsen til at fremme sin egen sag, og hans soldater kan nu ses patruljere mange steder i Santillia, udstyret med helt nye, skinnende rustninger i den fineste kvalitet.
Sortelverne i Underverdenen har draget nytte af den anspændte situation blandt både mennesker og elvere i det nordlige Niraham til at sende en større delegation op til Overfladen. Man kender endnu ikke deres agenda, men det giver dog unægteligt en indikation, at alle forsøg på at kontakte dem er endt med død og blod.
I Vinterskoven har der fundet sælsomme begivenheder sted ved den portal, som har givet skovens beboere så mange hovedbrud den seneste tid. En deling soldater bevægede sig meget pludseligt ud igennem portalen. De bar Adrians hvide ravn og fremstod meget forvirrede over, at portalen var flyttet og nu befandt sig midt i skoven. De søgte en ung kvinde. Skovens befolkning nægtede dem imidlertid at lede efter hende, og de blev hårdhændet ført tilbage ind i portalen. Snart efter vendte de tilbage, men denne gang ledsaget af selveste Adrian og en slesk magiker. De tiltvang sig adgang til skoven og fandt kort tid efter den kvinde, de søgte – helt klædt i hvidt. Efter at de var gået tilbage gennem portalen med hende, forsvandt portalen lige så pludseligt, som den var opstået.
Oktober – december
Teksterne er bortkommet.